Let the grand game begin -Millicent

Brikkerne var på plads, et halvt års intensivt arbejde fra så vel Alexander, som hans stab af tættere medarbejdere, var i disse øjeblikke ved at være på plads. Overalt i Terre var hold af hans hårdt trænede og yderst loyale soldater gået i stilling. Der var så frygteligt mange som ikke ville se morgensolen gry i øst. Dog var der intet ved hans plan der rørte ham, der var altid bønder der måtte lade livet i et spil skak. Han smilede lumsk og lod de syregrønne øjne glide roligt henover gaden, der var ganske få væsner der gik rundt og de af dem der kunne  fornemme hans tilstedeværelse vidste bedre end at antaste ham. De dyre italienske sko var det først man kunne se under en gadelygte, dernæst det stilede sorte jakkesæt med et bælte formet som Ravenwoods logo i skinnende krom. Hans ansigt kom til syne, de perlemorshvide tænder var at se i et øjeblik inden man ville fokusere på hans øjne der var så unaturligt grønne, at man kunne se dem som skinnende emerald i selv det dybeste mørke.

Alexander stod foran en kontorbygning og kiggede sig roligt omkring, der var ikke rigtigt nogen at se, han kiggede derefter på sit ur og mumlede for sig selv 22:32. Han brød sig ikke om at komme for sent, men det kunne vel ske for selv den bedste, desuden havde de sidste forberedelser i løbet af den forgangne uge været med til, at han havde haft ekstra travlt. Han kiggede kort op mod de grå skyer, der gjorde at natten var specielt mørk og skummel. Det kunne næsten ikke være meget mere perfekt at starte planen en aften som denne.

Han lod opmærksomheden falde på hoveddøren til bygningen, den var låst, men hvorfor skulle den ikke være det, han var trods alt den eneste der ville være der, indtil hans gæst ankom. Fra sin inderlomme trak han en lille sort kugle, der begyndte at svæve med et svagt blåt lys, den fløj op foran døren og kom med et skarpt blåt blink, hvorefter der lød et lavt klik og døren gik op. Kuglen, bedre kendt som oraklet, svævede tilbage i sin herres hånd og slukkede. Alexander trådte ind og lukkede døren efter sig igen, hvor han kunne hører den elektriske lås lukke til igen. Han mødte omgivelserne med et bebrejdende blik, det var ikke hverken den luksus eller militære effektivitet han var vendt til. Han rystede på hovedet og fortsatte frem til elevatoren "Out of order"... Jesus kristus nogen sjufter.
Efter at have forceret trapperne og nået til tredje sal, var Alexander ikke længere i et humør der bød op til meget snak. Han gik målrettet og svært irriteret over til døren med skriften "Every Weather", kuglen var igen i luften og døren åbnede i samme sekundt Alexander tog i håndtaget.
Han kendte godt planerne over bygningen, men han blev alligevel overrasket over indretningen i advokatkontoret.

De hvide vægge og de store vinduer ville lade kontoret være badet i lys om dagen, og det samme havde været tilfælde, hvis det havde været en månebelyst nat. Reolerne langs væggene var fyldt med lovbøger og De Morgas voldsomt kringlede retsystem, der kunne få selv de skarpeste jura studerende til at rynke på brynene. Med det samme var det "Tronen" foran vinduerne som Alexander havde udset sig, han kiggede ikke engang på det lille kontor. Han satte sig på skrivebordsstolen og vendte sig så han kunne kigge ud over vejen og nyde den sparsomme udsigt der var fra tredje sal. Nu var det kun hans gæst der manglede at dukke op, inden han kunne sætte det hele i værk og alting ville blive smadret for Libra og mafiaen.

"Der var ikke plads til noget så tåbeligt som malplaceret loyalitet", ordene klingede stadig i Alexanders ører, selv efter han havde forsøgt at forklare hvorfor han mente at Millicent og Libra kunne være et aktiv. Dog var hans ordre klare om hvad det var der skulle ske. Han trak en cigaret frem og tændte den med meget brugt zippo lighter, den grå røg fyldte hans ubrugelige lunger og flød ud som to forsigtige slanger gennem hans næsebor.

" Jeg advare dig. Det er altså på eget ansvar det her, sååå ...nu har sagt det- Jeg har dræbt før !"  kom den lyse stemme blidt og smøg sig om den mørke skabning.
Trods ordene var advarende og dystre , havde stemmen en melodisk beroligende klang, og virkede imødekommende og måske lokkende ?
Tvivlen mæskede sig  dog allerede , i hendes samvittighed.
Bare det nu ikke ville gå galt. Igen !

Den unge dames  start på aftenen , havde ellers været lige efter bogen.
Et bad havde frisket vampyren op, og klargjort hende til endnu en nat.
Håret blev opsat i en hestehale og flettet efterfølgende.
Lidt mails omhandlende Libra Business , var blevet forsvarlig håndteret.
Et par poser blod - opvarmet og suget til sig, gennem det sorte sugerør af plast , der stak op fra det store Darth Vader termokrus...nothing out of the ordinary, really.
Hjemmetøjet var så blevet skiftet ud, til fordel for et mere arbejds orienteret outfit.
En 'støvet' rosa farvet kjole tilsat et lille sort bælte omkring livet , gav sammen med de sorte lange støvler et klassisk enkelt look. Kun de klare nylonstrømper med sort mønster på, gav det et islæt af humor- for tog man et nærmere kik, ville man opdage at det var bitte små Batman logoer.

Efter planen skulle Millicent på kontoret, og få lidt arbejde fra hånden.
De havde en aktuel sag kørende , hvor en forsmået brud havde lagt sag an mod sin brudepige.
En lang kompliceret historie, der indeholdte  en utro mand og et bryllup der aldrig nået at finde sted. Millicent varetog det skriftligt arbejde i sagsakterne men sendte også små inspirerende ideer  til Gordon, hvorfra sagen kunne  vinkles.  
Gordon var naturligvis den der byggede sagen op og førte den ud i livet.
Denne aften var han dog ude og gennemgå en helt  anden sag, med en potientiel ny klient. Han havde sagt det kunne trække ud.
Millicents humør var udmærket og pigen fyldt med en lys optimisme, der snildt burde række til en hel nat - som hun trak i sin oversize hvide dunjakke , den hvide strikhue med tilhørende vanter og begav sig afsted.

Millicents planer havde det bare med at være lidt.... ulydige ...og det var bestemt ikke sjældent at de tog en drejning, som den unge vampyr ikke havde set komme.
Denne aften blev  ingen undtagelse.
På sin vej til kontoret havde Millicent pludselig følelsen af at blive overvåget.Der var luge et øjebliks panik, med hugtænder fremme og et advarende hvæs , men det  tog ikke mange sekunder før hendes forfølger var identificeret, og Millicent havde nærmet sig den sorte fyr.

Selv om hun vidste hun burde lade vær...at det sikkert ville ende galt...havde hun ikke kunne bekæmpe trangen til at tage ham med.
Hun håbede ikke Gordon ville blive vred, men hun satsede på at kunne sweet talke en accept ud af ham.
Anyway , så ankom hun ikke til kontoret alene ,men havde en følgesven med sig.

Normalt ville  oddsene være på hendes side.
Udstyret med en  forfinet næse ville vampyren kunne dufte  - og afsløre at kontoret ikke var tomt.
En veludviklet hørelse ville opfange selv den mindste lyd og Millicents intuition burde have ringet på alarmen, men ...nej...hendes fokus gik udelukkende til den sorte fyr hun havde slæbt med sig,  og hendes øjne veg dårligt fra ham da hun låste kontoret op og trådte inden for.

Hun slap sit greb i fyren og begyndte at befri sig selv, for al vinter udstyret , der blev hængt på den blanke knagerække , lige inden for.
Døren lukkede bag Millicent med et lille boink.

" Så er vi her...bare se dig om , skat"  lød opfordringen ud i rummet fra de smilende læber, da hun stod med ryggen til panoramavinduerne , og tog mod til sig , til at tænde lyset på kontakten.
Gosh...det hele var så skide teknisk her og HUN var bange for at komme til at kortslutte hele molevitten. Men efter at have duppet med pegefingeren koncentreret et par gangen  på kontakten , tændte lyset - og forblev tændt !

Millicent drejede omkring og havde nu front mod vinduerne.
Med lidt  kjolebesvær kom hun ned på knæ.
Stadig uden at ænse den ubudne gæst , som den sorte kontorstol husede, begyndte hun nu at klappe med håndfladen på sit lår i forsøg på at lokke sin nye forelskelse til sig...

" Koooom heeer skat...kom hen til Millie"
Hun var ved gud lidt at en vampyrisk søndagsmodel, ikke speciel durkdreven, vel ?
Hun stoppede dog op langt om længe, da selv Millicent ikke mere kunne overse lugten af røg .... Og med ET spidsede ALLE hendes sanser til, og adrenalinen buldrede frem.

" Gordon?.... Hvorfor sidder du i kmørket og ryger?
Var du ikke til middag?"  Kom det tøvende, imens hun kneb øjnene mere sammen, og gned sin pande.
Her duftede bestemt ikke af Gordon...eller af engel for den sags skyld.
Det stille hjerte føltes som det hamrede indvendigt bag Millicents bryst.

// her er fyren hun har med :    
http://aalborgkattepension.dk/uf/0_9999/8321/073e129a987466be1612c98a40ccd6de.jpg

Roligt sad Alexander og betragtede spidsen af hans cigaret, det orangerøde lys som gløden kastede af sig fascinerede ham. Uskyldig, lille og ikke noget man som sådan ville ligge mærke til, men på samme tid noget, der var i stand til at starte en brand der kunne opsluge et rum, en bygning, jah en hel by, hvis man ikke kunne kontrollere den. At gløden på en cigaret kunne få ham til at tænke på sig selv var lidt makabert. Ikke destro mindre var det et faktum, at Alexander havde rejst sig fra intet og nu havde et verdensomspændende handelsemperie der genererede så massive mængder af penge, at han ville være i stand til at købe et mindre afrikansk land.
Han tog endnu et hvæs fra cigaretten og holdt øje med hvad der bevægede sig nede på gaden. Han så hende på lang afstand, hendes tøj, hendes bevægelse, der kunne ikke være den mindste tvivl om at aftenens hovedgæst var ved at indfinde sig. Hvordan aftenen ville forløbe var allerede afgjort, spørgsmålet var bare om det blev mere eller mindre frivilligt fra hendes side.

Han lod endnu en gang røg fylde hans lunger, han kunne hører hvordan døren blev åbnet og hun trådte ind, hun lugtede frisk af natteluften. Han smilede for sig selv da han kunne lugte katten, hun var ikke meget af en vampyr. Da lyset blev tændt rejste Alexander sig op og fortsatte med at kigge ud af vinduerne. Han lod langsomt røgen forlade hans lunger i små bølger ud af hans mund, "Jeg tror vidst god du ved at jeg ikke er Gordon... og skal jeg være helt ærlig, tror jeg faktisk at du inderst inde er mere glad for det er mig".

Roligt slukkede han skoddet på skrivebordet, så en markant sort plet kom til syne og en sur lugt af brændt malet træ fyldte rummet. "Det er ved at være lidt tid siden vi sidst har snakket sammen, og tro mig, jeg har bestemt ikke hvilet på lauerbærerne siden vores lille møde", Han vendte sig om og lod hans syregrønne øjne fange hendes "Jeg tror at jeg vil gå så langt som til at sige jeg har set frem til dether møde. Jeg mindes vi havde noget af en hyggelig etisk diskussion om hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forhold til at sikre fremgang og udvikling".
Han satte sig på skrivebordets kant og smilede venligt til hende "Jeg ville gerne spørge dig om hvordan du har det, og hvad du går og laver, men det ved jeg allerede i forvejen, så det er der ikke grund til at snakke om... Men for hyggens og den gode stemnings skyld, kan du jo sige om du har tænkt lidt over det som jeg sagde sidst vi mødtes?". Alexander havde en byge af ting han meget ivrigt ville forklare om, men han valgte at lade det ligge i baggrunden og gav intet udtryk for hvad hans egentlige grund til fremmødet var. I bund og grund var det måske også bedst hun ikke kendte til planen før den var vel undervejs, sandsynligheden for at hun ville sætte hælene i var desværre temmelig stor, men var hun sat udenfor den beslutningsprocess, var der ikke så meget hun kunne gøre ved det når stenen begyndte at rulle.

Visheden ramte Millicent , så snart hun fik rettet blikket ordenligt op, og mødte synet af den høje blonde mand, med de brede skuldre.
På samme tid fandt Scars stemme vej til Millicent og smeltede perfekt sammen med det visuelle og duften ..duften som hun nu kunne navngive.
" Alexaaander Lazerow... Selvtilliden fejler intet kan jeg høre" trak hun hans navne ud, som  hendes første umiddelbare reaktion. Kendte han  til Gordon og hende ?
Det var faktisk flot at hun kunne få noget presset ud , en sætning ligefrem der ikke bare lød som 'eeehhhh' , for hun var da godt nok blown away over at finde ham her!
Det sarkastiske ansigts udtryk hun ville ønske hun havde kunne stille op, var ikke at spore . Kun forbløffelse skvulpede rundt  i de store klare øjne af hendes, sammen med et snært af lettelse.
En lettelse over det ikke var en fjende...mafiaen ...der igen var ude med riven og forsøgte at gøre kål på hende.

Millicent , der var kommet hurtigt på benene , foldede instinktivt  armene foran brystet , da Alexander provokerede hende, ved at skodde sin smøg på bordet.
Det kriblede i hende for at sige noget, for at irettesætte ham men hun ville ikke give ham den tilfredsstille . Hun lod sit kropssprog tale for sig, og det viste ikke just ren begejstring over duften der bredte sig, af det sodet træ.
" tænk..Jeg må have misset din besked om du kom idag , ellers havde jeg da bagt en kage " lød det istedet med et lille træk i mundvigen, da hun ville købe tid forsøge samle sig i.

Alene det fact at Alexander var mødt op...at han stod her midt i kontoret,  pirrede hendes nysgerrighed. Det var næppe for kun at catche up.
Han måtte have enten en vigtig besked, eller måske en tjeneste at bede om ?
Hun måtte følge de krummer han kastede til hende, ihvertfald til at begynde med...til hun havde en ide om hvad det hele betød.

" ja..det er længe siden. Det glæder mig du har været aktiv - men jeg forventede det nu ikke anderledes. Jeg tror ikke ferie på Bermuda og hjemme sofa hygge er ret meget dig ?" Lød det måske en smule drillende, og så ned på killingen der hvæsede af ham.
Millicent havde dog stor respekt for hvad Lazarow havde bedrevet med hans firma, dét  kunne man kun beundre.
Hans tilgang til liv og død derimod , se dét var en langt  større udfordring ,for en pige som Millicent.
Hun mødte hans blik, og selv om det ikke var foruden en vis uro i sit sind, holdte hun fint fast i øjenkontakten, da han satte sig på skrivebordet.
" Jeg er glad for du ikke fandt mig søvndyssende " bekæmpede hun et smil, for hun var rimelig sikker på han ikke sad foran hende, med det formål at uddele en buket komplimenter.


Det særlige  med Scars var , at det spor som han burde havde efterladt sig , gennem de sidste 6 måneder, havde været stort set usynligt. Selv en gudsbenået hacker , som Millicent kunne ikke kortlægge ham , hvilke ærlig talt nev i låret på hendes faglige stolthed.
Og den mail hun havde sendt  til Abraham aka. Liam Borzakorf , om han kunne hjælpe hende med info om Scars- den mail havde den fortravlet vampyr aldrig taget sig tid at besvare. Derfor var Millicent ikke SÅ meget klogere , end ved deres første møde.
Alexander kunne derfor dårligt have valgt at viftet med en klud der var mere knald rød , foran Millicents lille snude, end liiiige at understrege at han stort set vidste ALT om hende nu. Dén var svær at ignorer.
" Jeg tvivler på du ved ALT ....men tak for interessen " sagde hun stille, lidt uklar på hvordan hun skulle forholde sig . Hun ville langt hellere høre at han havde fældet et bordel eller konfiskeret mafiaens hemmelige lager af stoffer...eller afbrudt deres våben trafik...something...der ikke lige omhandlede Millicents liv.
Han kendte måske nok til overskrifterne i hendes liv, men næppe de bølger de havde skabt, bølger  hun kun med nød og næppe havde undgået at drukne i.
Og hvad med mafiaens nyelige forsøg på at snuppe hende? Kuuma og hans mænd havde forhindret det, men det havde været et close Call.Mon han kendte til det ?

Millicent var også forvirret over ham. Hun havde ikke kunne regne ham ud ved deres første møde, og selv om hun havde brugt en rum til på at regne ham ud , så var der stadig røde tal på bundlinien endnu.
Millicent gik over og tog plads i en af stolene, omkring det lille rustikke 'sofa'bord.
Hendes små antenner var nu indstillet på hendes 'ubudne gæst' og hun ville gøre et helhjertet forsøg på at tune ind på en fælles frekvens.
" Hvis du mener om du fik ændret min mening, er svaret nej ....hverken Libra eller jeg er fortaler for drab " forsvarede hun sig, men var det overhovedet det han havde ment ?
" Vi  talte jo om mange ting, er der en speciel du mener ?" Ville hun gerne vide, så kunne hun bedre give et fyldestgørende svar, ønskede han det.

Hun nikkede mod det store monstrom af en fornem kaffemaskine.
" Kan jeg byde dig noget at drikke ? Og så kan du måske fortælle mig hvorfor du er brudt ind på min arbejdsplads , overrasket mig ...og...og...hvad sker der Alexander?" Fumlede hun først lidt i ordene, men fik dog budskabet ud til sidst.

Han skævede ned til katten der hvæsede af ham, han brød sig ikke om katte, han brød sig faktisk ikke om dyr i det hele taget. Hvor nemt det end var at snyde et menneske eller et magisk humanid væsen, så kunne man aldrig maskere sig overfor dyr, ligemeget hvor venlig han var overfor dem, vidste de alle at han havde en sjæl der var så mørk som tjære. Han betragtede katten og vippede lidt på hovedet, den gik fra en hvæsen til en lav pivende miaven, inden den gemte sig under Millicents stol.
Alexander kiggede kort efter katten mens han drejede hovedet og til sidst øjnene for at kigge på Millicent "jeg ved du betragter mig som arrogant, men det er ikke arrogant når det er sandt", han smilede forsigtigt til hende, "At du overhoved tror at du har et valg, om du vil mødes eller ej er jo bare sjovt. Da vi indgik en aftale om at du fik min hjælp, afskrev du samtidig nogen som helst chance for at forhandle, hvordan jeg så udfører det".
Alexander rejste sig roligt fra bordet og begyndte at gå rundt langs reolerne og kigge på bøgerne der prydede hylderne "En ferie havde måske ikke været helt af vejen, men når man har et arbejde som mit, er man desværre nød til at holde skruen i vandet hele tiden, for at sørge for at det hele ikke flyder ud i sandet".

Alexander fladt over en bog med kryliske bogstaver "Russiske børneeventyr?" han kiggede på Millicent med en spørgende mine, men undlod at sige mere om det, han fortsatte hans tur rundt om reolerne, "Jeg kan næppe tage æren for at vide alt, men oraklet ved alt og siden jeg har oraklet... well you get the point".
Han var i tvivl om hvor meget han skulle afslører for hende, eller nærmere, hvordan han helt præcist skulle gribe hans ordrer an i forhold til Millicent, men det skulle nok ordne sig som aftenen skred frem, det gjorde det altid.
"Det emne jeg helt specifikt tænker på er det om at slå ihjel for den større sag. At hvis et drab kan få 1000 til at overleve, er det da ikke et retfærdigt drab? Kan en smule ondskab ikke være for det bedere når man ser på ting afstand?". Han var stoppet ved kaffemaskinen, men undlod at tage noget fra den, I stedet vendte han sig igen om mod Millicent og så en anelse urolig ud "Jeg regner med at du nok har fattet at jeg ikke er her kun for at hyggesnakke" han holdt en kunstpause, mens han åndede langsomt ud "Der er en kæmpe sikkerheds risiko mod Libra. Hvis du kan huske den liste med navne jeg viste dig sidst vi sås.... Der er nogen der har fået fat i den", han vendte sig om mod hende og ventede på hendes reaktion, det var trods alt hende der var i livsfare og ikke hans.

Han nikkede frem for sig og oraklet kom frem og svævede frit i luften, mens der kom et lyseblåt lys fra den. "Hvemend der har fået fat i listen, så har vedkommende været noget for sig selv, jeg har intet opfattet, mine systemer er intakte og der er ikke nogen tegn på indbrud nogen steder i Ravenwood, hvilket til at starte med ville have fået mig til at tro at det var et insider job", Han løftede hånden i en forgæves gestus, mens en skærm dukkede op mellem ham og Millicent, hvor data og billeder fløj forbi i en absurd fart, "Men som du kan se er der ingenting der gør at man skulle få den idé... Derefter troede jeg det var dig, men du har slet ikke kapaciteten til at kunne bryde ind i mine systemer mere" Han smilede til hende, "tag det ikke personligt". Han lavede et irriteret udtryk, "Der er intet og jeg aner ikke hvor i alle helvede de har fået den liste fra, men sket er sket". Alexander løftede på skuldrende og kom med et opgivende ryst, "Det eneste man kan se er at der har været nogen inde og kigge på dokumentet, nogen der ikke har været mig". Alexander begyndte igen at vandre, til han kom over på Millicents side af skærmen, hvor han stillede sig bag hende, "Efter der ikke var sket noget i en måned, skød jeg det til side som en teknisk fejl, men nu hvor mine aktiver rundt omkring alle peger på at Libra er ved at komme under et voldsomt angreb fra mafiaen, ved jeg at det ikke er et tilfælde... Du er i livsfare... Hele Libra er i livsfare".

I et forsøg på at vinde Killingens tillid, lod Millicent højre arm falde ned, så hun kunne prøve at lokke katten hen til sin hånd og kæle lidt, men den lod til at have lagt sig på maven, godt gemt under stolen. Derfra kunne den ligge og observerer Scars fra sikker afstand.

Et lille skælmsk smil fik han fremlokket, for ja....hun fandt ham temmelig arrogant, og hvis det stod alene ville hun sikkert ikke give ham et minut af hendes tid.
Men Alexander Lazarow var SÅ meget mere end blot en mand der tænkte ublu højt om sig selv.
Hun vidste han var lynende intelligent, hurtig, farlig og en meget grundig tænker. Mon hun ville kunne slå ham i en omgang skak? Vælte hans sorte dronning og stille kongen himself mat? Det ville være en sød sejr.

" Du er bare ikke så....velopdraget, men i følge dr. Phil er det aldrig for sent! Du ved...ham tv guruen?" Blev hendes smil lidt større.
Men nu begyndte hun ubevidst at kratte lidt rasteløst  med neglene i stolens armlæn.
Manden havde godt nok lidt af et ego, didn't he..sådan at tro hun var viljeløs og han trak i hendes små dukke tråde.

" Hør....Lazarow...jeg har ikke givet afkald på noget som helst, og HVIS du virkelig ved SÅ meget om mig, så er du HELT ajourført med at JEG nok er den person i DI Morga der har størst problemer ved at adlyde...ja noget som helst."
Det havde været meningen det skulle lyde som en skide balle, men hans lille smil havde trukket broden ud, og istedet sukkede hun opgivende.
Hvis bare hun kendte hans agenda, så ville hun bedre kunne doserer hendes vrede eller humor i mere rigtige doser.


" Alle skal lade op og holde fri ind i mellem. Men jeg forstår" denne gang var der udelukkende respekt der farvede Millicents ord. Ingen tvivl om Alexander havde hendes respekt, når det kom til at gøre en indsats, arbejde målrette og hårdt.

Hun fulgte ham med blikket, og øjnene var nær trillet ud af hoved på den blonde vampyr, da Alexander  tog en bog frem, der slet ikke burde være på kontoret.
Den var fra da hun datede Andrija, og hun blev ret forundret da Alexander kunne oplyse det var en russisk historie bog....for børn, for at gøre ydmygelsen komplet.

" Damn...de tog røven på mig så ! jeg ...jeg havde fået at vide det var kærlighedes digte...på serbisk " rystede hun på hovedet.
" no wonder, jeg ikke kunne få en disse ud af google translate , når jeg skrev det var serbisk ! Bare smid den ud " kølede hendes stemme et par garder. Den måtte være blevet pakket ned ved en fejl, siden den var havnet her. Den tilhørte fortiden.

Argh..hvorfor ville han nu ind på det. Det var et ømt spot for Millicent, det var jo ikke fordi hendes egen samvittighed ikke talte døde mennesker, som hun KUNNE have skånet fra den visse død.

" Jooo" lød det , som han skulle hale svaret ud af et trodsigt barn.
" jo jo...det kan det godt, jeg mener bare det kræver en vurdering i hver situation og at man skal være ydmyg og have respekt for at ende et liv. Være den bedste man kan "
prøvede hun at få ham til at forstå.
At alle så kunne drives til randen af sindsyge, eller hævn..  Eller nogen skabninger var så fulde af ondskab, at de kun kunne standset, ved at lukke helt ned for dem - det vidste hun godt.
Men vidste Alexander at alle liv havde værdi ? Ville han skåne en kvinde eller mand, fordi der sad to små børn og så på...eller ventede på mor eller far ? Millicent så tavst på ham, til han begav sig videre i fortællingen.

" Oraklet...ja det har du jo " gentog hun ...og nu var hun det tætteste på 'lydig ' man kunne finde hende, for dette ville hun virkelig gerne høre..og hun ville også gerne have et lille orakel at lege med selv, så en skam var det at der kun var den ene !
Hun så skiftevis på den lille kugle i luften, billederne den projekterede og ind i Alexanders særpræget øjne.
Det stod klart at hun blev særdeles bekymret, så snart hun lugtede lunten.
Øjnene udtrykte alt, og ellers ville hendes læber citrede svagt.
Hun blev så opslugt at hun glemte helt at protesterer over hans manglende tiltro. Hun havde trods alt snuset i hans business system once before. Havde han forbedret det siden ?
Millicent begyndte at gnide sit ene lyse øjenbryn, et tegn på hun søgte efter en løsning, men havde svært at finde en.

" jeg bryder mig virkelig ikke om hvad vej det her går" mumlede hun lidt tomt ud i luften, før hun med et rasteløst ryk, kom op og stå og bevægede sig over foran hologrammerne , hvor hun forsøgte suge alt til sig, som hun så.
Lidt vred...og meget ked af det.

" Alexander Lazerow...står du DER og siger til mig, at nogen har leget med dit legetøj....du ved ikke hvem...men NU har de ALLE oplysninger på hele fucking Libra ?" Så hun på ham , mens musklerne spændte til i hendes krop.
" HELE Libra ? .....sig det er løgn...sig det er løgn" messede hun sagte og  så kort på ham, over hendes skulder.

Havde det været en film, ville en tung vemodig soundtrack sikkert køre right about now.

Millicent gippede et par gange med de lange vipper, der var fugtige nu. Hun kæmpede med at bevare fatningen, det var en stor mundfuld at  få serveret.
Han måtte da komme med nogle gode nyheder nu , please?
Var han klar over hvor hårdt hun havde arbejdet på at bygge Libra op, hvor meget sikkerhed hun havde skabt for alle de vidunderlige agenter der var.
Hun kunne umuligt risikerer deres liv! Hun ....hun var nød til at finde en exit der først og fremmest kunne få alle agenterne sikkert ud, og dernæst hende selv.
Der var ikke en fiber i hendes krop, der ikke tog Alexanders ord for gode vare. Hun stolede på ham lige nu.
Med et hjerte der føltes som det nu blokerede de luftveje,  hun normalt ikke behøvede, vendte hun sig om , og så indtrængende op på Scars.
Frygten simrede omkring hende og ængstelsen optog plads i de frustrede øjnene
" Hvor lang tid har jeg til at ...gøre noget..Ved du det ? Hvad taler vi om her ? Uger...dage.." Hun ville have sagt timer, men det klumpede helt fast og kunne slet ikke finde vej ud mellem de chokerede læber.
Hun tog det som en selvfølge at han var her, for at hjælpe hende med at advare og forsvare hvert et medlem Libra talte.
Det var ALT der var fokus på nu. Så måtte mafiaen vente , først og fremmest skulle ingen lide last.

Alexander kunne hører fodtrin på trappen udenfor døren til kontoret, der var ikke længe til at kuglerne ville begynde at flyve. Det eneste der i princippet stod mellem Millicent og et meget succesfuldt attentat på hende var Alexander. At dømme fra hendes udtryk var det dog ikke sikkert at hun fra Alexanders synsvinkel, helt havde forstået hvad det var der foregik. Han kunne kun forestille sig hvordan det måtte været, at være knyttet så tæt til nogen eller noget, at man ville gøre så til så store yderligheder for at redde dem/ det.
I hans verden var der kun to ting der var værd at beskytte, det ene var Ravenwoods hovedkvarter i midten af byen, der rejste sig som en kæmpe skyskraber og hvis mørke skygge helt bogstaveligt kravlede frem mod alt. Men Ravenwood var nok det mest sikre sted i verden at befinde sig overhoved. Den anden ting der betød noget... eller hvordan han nu skulle beskrive det var Tanja, hvor lidt han end brød sig om at tænke det, så var det et faktum at hun på en eller anden måde havde haft en effekt på ham, om han skulle beskrive det som om at han var tiltrukket af hende, eller afskyede hende, var han heller ikke sikker på.

Alexander lænede sig op af en reol og svarede roligt mens han tændte en ny cigaret, "Ja jeg siger til dig at der er nogen der har stjålet fra mig, og tro mig jeg agter at finde ud af hvem det er der har gjort det", lighteren kom med et tungt klik da han lukkede den igen, "Du har ikke noget tid, jeg kom her som en service specielt til dig, fordi du har gjort indtryk på mig, det har din orgenisation ikke og du har desuden fortalt mig, at det at slå ihjel ikke var en måde at gøre tingene på. Men hvis du vil have et helt nøjagtigt tal", han kiggede ned på sit ur "Så vil jeg gætte på lidt mindre end 3 minutter til at kuglerne begynder at flyve rundt omkring i byen".
Han kunne nu hører menneskers hjertebanken og nervøse vejrtrækning ude på gangen, sådan var det vel med lejesoldater, de havde ikke rygraden til at dø som det var planlagt. Han var ikke i tvivl om at hun også både kunne lugte og hører dem nu, og han kaldte oraklet til sig, som lydigt slukkede og svævede ned i hans lomme, "Spørgsmålet er om du er klar til at jeg må dræbe de få, for at de mange kan overleve" Han rejste sig og stillede sig foran hende, hvor han bukkede sig ned og kiggede hende i øjnene med et venligt men alvorligt blik, "Jeg kan måske redde nogen af dine folk, men det er dig der skal tage beslutningen, vil du have min hjælp? eller vil du foretrække at dem du kender og... elsker? tager prisen for din pacifisme?".
Der lød et klik ude på gangen og Alexander drejede hovedet, *de var for hurtigt på den*, i et overnaturligt hurtigt ryk, vippede han bordet over, så det virkede som dækning mellem dem og døren, milisekundet efter bragede døren op og to granater kom susende henover gulvet og trillede lidt ind i rummet. Alexander greb fat om Millicent og trak hende ned bag bordet inden der kom et øresønderrivende knald og et lys så skarpt som solen oplyste hele rummet opfulgt af en byge af geværild.
Alexander tog sin pistol frem og skød tog gange mod døren, inden han dukkede ned bag bordet igen, "de skyder med sølv og uv petroner, jeg tror det er til ære for dig", han skød to gange igen og dukkede ned bag bordet, mens endnu en voldsom byge af skud føg gennem luften. Alexander kiggede direkte i Millicents øjne "Dether er ikke det eneste sted dether sker... Vil du have min hjælp?"

Ansvarlig.
Millicent følte sig ansvarlig for alle de folk og væsner , der havde lagt deres tillid i hendes hænder, og indvilliget i arbejde for Libra.
De kendte til risikoen ved et så sprængstigt arbejde, og naturligvis var de selv bestemmende over hvilke opgaver de tog.Hun havde aldrig tvunget noget ned over medlemmerne, men dette lød som et letalt baghåndsangreb, og hun følte sig ansvarlig for den massakre det ville medføre- skulle hun som leder , faile i at advare mod dette.
Gordon var langt væk...et sted i bjergene og spise med den nye klient, men de fleste agenter var i byen, så vidt hun vidste. Det var også den eneste trøst hun kunne finde .

" Tre minutter ! For satan da !" Røg det ud af munden på hende.
Der var ikke tid til at gå i dybde med samtale - ikke nu.
Men Millicent var ydmyg over han faktisk havde taget sig tid, gjort sig den ulejlighed at møde op og advare hende. Hvorfor han så ikke var fordampet igen, og undsluppet al balladen blev liggende som et uudtalt spørgsmål i hende.
" Tak " fik hun dog tamt ( eller måske enda lamt ) klemt ind, trods deres enorme tidsnød.

Hun forstod ikke hans ro...hvordan var det overhovedet muligt ikke at panikke på et tidspunkt som nu ?
Hun førte det hen til hans baggrund , som hun havde fundet oplysninger om, og hun kunne godt misunde ham hans rutine og kamperfaring, som de stod her nu.
Millicent var bestemt ingen soldat, og havde ingen skills i den retning.
Ingen rutine at trække på. Hun var en helt almindelig pige , der havde lidt en meget ualmindelig død....og nu var en total uduelig vampyr.
En ung vampyr der forsøgte skabe en mening med evigheden, ved at kæmpe for hendes tro på en bedre verden.
Hun var en strateg, men fungerede bedst når hun havde tid til regne lidt på ting, og så skadede det heller ikke , hvis hun ikke kæmpede mod en usynlig fjende, vel ?

Kuuma og hans Crew rejste sig i Millicents bevidsthed, og Hun kastede et hastigt blik mod hendes mobil- kunne hun mon nå at sende besked ud? Med et smukt vampyr speed, hev hun mobilen frem af sin taske...og fandt sig selv taste ind..
Scars! Bliv væk ! blev sendt afsted til Gordon.
Han ville kunne læse mellem linierne, og vide hvor han skulle søge....senere.
Den næste og sidste sms hun nåede, blev så til Kuuma.
Kun ham og hans drenge ville kunne have en fair chance for at rede ikke bare dem selv, men måske andres liv ?Hun vedhæftede i al hast en fil. En fil over samtlige agenter i Libra Organisationen, så ville Kuuma forstå hvad der var på spil, håbede hun.
Byen brænder ! Kode RØD fik hun akkurat tastet, før hun afsendte- stivnede i sin krop og så mod døren.
Mobilen blev tabt fra hendes hånd,og landede på gulvet ved hendes fødder, da duften af sved og en pulserende lyd af ophidset vejrtrækninger omkransede hende, selv om de endnu ikke var nær døren til kontoret. Hendes gummer brændte og hun vrængede lidt med overlæben, da tænderne skar igennem og brød ud. Der var ingen vej ud, så nu beredte hun sig på kamp , helt i stinktivt.

" De er her" stedfæstede hun monotont det åbenlyse, og gennemgik eventuelle flugtveje i tankerne, men de var desværre meget hurtigt afviklet, da der ikke var nogen.
Kun hvis de inddrog den elevator der var i uorden, men hun havde engang set i en Die Hard film, at det kunne være meget risikabelt!
..især når man var vampyr og hvis mafiaen legede med ild. Hun regnede da med det var dem....mafiaen, for hvem kunne ellers have interesse i Libra?

Millicent havde bukket sig ned , og skrabet en sprællende killing op i sin arm.
Dens skarpe kløer borede sig nervøst ind i armen på hende, men der var ikke ressourcer til at berolige killingen nu.
Hendes frie hånd, havde lagt sig omkring Alexanders håndled, havde han ikke trukket sin hånd til sig, da hun mødte hans blik.
Årh denne følelse af hjælpeløshed huede hende bestemt ikke.
Hun var caught between a rock and a hard place here, og ....ja....hun måtte offre sine believes og gå på kompromis med det elles så stålfaste regelsæt.
Men hun hørte ham sige at han kunne redde nogle- Og det var klart bedre at rede NOGLE af de gode...og lade de onde betale med deres liv. Der var ikke tid til at lave civil anholdelser og placerer dem i fængslet nu, havde hun ligesom forstået.
" Alexander.." Mumlede hun og grebet om hans hånd strammede til.



Millicent spærrede øjnene op og så vantro på de to granater, uden at nå andet end at klemme katten ind til sit bryst, så fast at dens øjne nær var poppet ud af hovedet.
Så mærkede hun et ordenligt ryk, og blev trukket med af Alexander, i ly bag bordet .
Bordet han væltede omkuld.

Millicent havde grebet ud efter en bordlampe i stål, som hun havde i den anden hånd nu, det var alt hun lige havde kunne finde at forsvare sig med.
Ikke at den kunne stille meget op mod en granat, desværre.
Hun krøb sammen nær Alexander, og krummede sig helt forover , da man skulle tro en atombombe var lækket, så kraftig et lys der slog mod dem.
Hun rystede faktisk, og en sær tanke meldte sig flygtigt.Kunne Gordon som skytsengel mærke at den var gruelig gal lige nu ?

Millicent bandede over hun intet ordenlig våben havde, da hun kylede sin lampe efter en fyr der stod forrest i døråbningen. Hvorfor havde hun ikke en pistol ?
Hun drejede ansigtet og så målløs på ham. De var VIRKELIG seriøse med at nakke hende, intet med kidnapning eller forhør denne gang, de gik efter øjblikkelig død, så det ud til.
Millicent lød stakåndet af angst, da hun fik klemt lidt sort humor ud..
" til min ære? Tror du de stopper...hvis..hvis de får en autograf" pustede hun ud, men rystede så ulykkeligt på hovedet, da tårene pressede sig på.
Det var jo ikke sjovt det her.
Hvordan var det kommet så vidt ?

Millicent var bestemt ikke bleg for at bede om hjælp, når det var nødvendigt.
Heller ikke at tigge, skulle det være nødvendigt og lige nu så hun for sig , hvordan alle hun kendte en efter en blev udsat for angreb , og måtte kæmpe for deres liv.
En ulige kamp, da deres modstander havde overraskelsesmomentet helt på deres side.
Hun kunne ikke andet end at slippe det hele fri lige nu. Overlevelse var punkt et....så måtte de genforhandle punkt to ...hvis de ellers overlevede dette mareridt.
Hendes skræmte øjne låste sig fast i Alexanders karakteristiske skarpe grønne blik.
Hun strejfede hans arm , med hendes lampefrie hånd og hendes øjne ville tigge ham, hvis ikke stemmen alene gjorde det tilstrækkeligt.

" Hjælp mig... Alexander... Jeg behøver dig nu.. Hjælp mig..hjælp mine folk, gør hvad du skal" snuplede hun for hendes egne etiske rammer, men alt andet ville ikke have været empatisk. Naturligvis ønskede hun at leve, hun havde ingen ønske om at dø.
Og kunne han rede nogle af Libras folk, hjælpe dem ...var hun rimeligt billigt til salg lige nu.

" Jeg formoder ikke du har flere pistoler?" Ville hun vide. Hun kunne godt tænke sig at være en smule behjælpelig, og med mindre han kunne få kugleregnen til at slutte eller skaffe hende en skudsikker regnfrakke, så kunne hun ikke nå over og flå nogens struber ud selv- før hun var eksploderet til atomer.

" Hvad vil du have mig til ?" Forberedte hun sig på at følge instrukser.
Hun trak ud i sit kjolebryst , for at se om der skulle være plads nok til at stoppe killingen ned der, men det kunne hun godt opgive. Halstørklædet kunne hun ikke nå, så havde hun ellers kunne binde den lille fyr i en slags slynge omkring sig, som man gjorde med små børn.
Nu var hun nød til at holde ham med den ene arm, pis!
Ja...der var mange alternative tanker på spil, men det var en kaotisk situation og Millicent var tæt på at trippe....hvis ikke Alexander kunne styre hende igennem dette.