Why is sorry the hardest word

Det havde været overalt i nyhederne, hvad der var sket, de nyheder som ingen ville tro på, men som så oftest ikke var et ukendt område for jonalisterne at tage hånd om. Han kunne tydelig huske hvor han havde været, det øjeblik at overskifterne havde rullet hen over skærmen og en mand med en alvorlig mine læste op fra papiret foran ham. Her stod han så i hans morgentøj og havde gloet på skærmen med opspærret øjne, mens at et stykke toast halvt inde i munden og halvt ude. Han havde glemt alt omkring at tygge, mens at knuden havde bredt sig i hans mave, til den faldt lige så tungt som bly. Kvalmen trængte frem i ham og han havde lige noget hen til vasken før at resten af morgenmaden røg op sammen med det halvt gumlede brød. Tænk at han havde været så tæt på, men var vågnet op lige inden at han havde gjort noget han ville fortryde mere end blot det at lave tilnærmelser. Han følte sig syg, helt ind til marven og hvad kunne han gøre ved det? Selvom at han havde fundet sin rolle hos Amber sky, var han jo stadig ikke normal, langt fra, i bund og grund havde han brug for den psykolog hjælp som han selv studerede. Men tanken om at søge den slags hjælp lå langt fra ham, måske fordi at han inderst inde elskede den del af ham. Den psykotiske del var som en kær ven, han kunne løbe til når alt blev for meget, når han havde brug for at gemme sig bag en facade som ikke var ham også alligevel på alle måder var ham, den rigtige ham.

De lyse grønne øjne betragtede indgangen som banede vej foran ham, han havde næsten glemt cigaretten i munden mens han stirrede på de automatiske døre som skød frem og tilbage, hver gang der kom en ny patient, arbejder, eller besøgende hen til den. ’’Du kan ikke ryge her’’ en svag stemme irriterede hans øregang, men det var først anden gang da stemmen nu også skabte fysisk kontakt mellem dem ved at ligge en hånd på hans skulder ’’Unge herre du kan ikke ryge her, dette er en non-smoking zone, derfor må jeg bede dem om at finde et andet sted’’ Neil vente sig med et arrigt udtryk malet hen over hans ansigt, de kølige øjne lagde sig på en lille men robust kvinde i midt halvtresserne. Umildbart lignede det ikke en af lægerne eller sygeplejerskerne men nærmere en af disse ældre kvinder, der følte at de skulle blande sig i alt og alles affære. ’’Do I look like I give a shit?’’ spyttede Neil, men valgte dog at skøde resten af cigaretten på asfalten inden han med hænderne dybt begravet i hans dyre cottoncoat uld jakke, sikkert skræddersyet til at passe ham, han var ikke længere sikker. Mange af gangene lå der bunker af nyt tøj fra hans mor som igen havde været til modeshows i Milan. Trods at sommeren havde budt på nogle varme dage, var det som om at den sidste uge langsomt havde bevæget sig over i det mere kølige efterårs vejr. Ikke at det gjorde en som Neil særlig meget, da med ild dæmonens blod der løb lifligt igennem hans åre og opvarmede hans krop så havde han haft varme elementer indsyet i jakken, stort set aldrig frøs. Dertil havde han ellers iført sig nogle simple sorte slim jeans, og nogle nyere sorte allstars. Ikke lige som hans ven, der stadig brugte gaffatape for at bibeholde de sko der havde fuldt ham igennem tykt og tyndt. Han stod og betragtede døren der gled til side for at velkomme ham ind i den lune forhal, men den fornemmelse i maven han havde haft for et par uger tilbage trængte sig på igen, sammen med trangen til at kaste det mad som der lå nede i maven op. Hvis han allerede havde det så slemt nu, hvordan ville han så tvinge sig over dørtærsklen til hendes rum? Med en pludselig ny fundet stædighed, fik han endelig gang i fødderne som førte ham hen til receptionen hvor en kvinde med håret trukket stram tilbage i en knold men ellers iført i det grønne sygeplejeske dragt som alle de andre. ’’Hvad kan jeg hjælpe dig med?’’ nervøst kløede den unge mand sig på de skæg stubbe som var på vej til at gro ud. ’’Skulle besøge Autumn Nephal’’ damen nikkede og begyndte at skrive navnet ind i sin lille fine søge maskine, stadig nervøst begyndte han at tromle fingrene på disken han stod ved ’’Super, hun er oppe i de højere etager, jeg får en til at vise dig til rummet’’ Neil nikkede som tak og skulle lige til at gå, men kom så i tanke om at han havde bestilt nogle blomster som han skulle hente ved receptionen. Det var lidt nemmere for ham end at rende igennem byen med favnen fuld af blomster, ikke lige hans stil. ’’Jeg havde bestilt nogle blomster til hospitalet, ville høre om de var bragt op eller om jeg selv kunne tage dem?’’ med et undret udtryk, sikkert fordi hvorfor han dog ville få sendt dem her hen og ikke blot tage dem med, bedte hun dog om hans navn ’’Neil, Neil Matthews’’ kvinden forsvandt hurtigt i baglokalet og kom ud med en kæmpe buket med smukke hvide liljer. Han havde ingen idé om hvilken blomst var hendes yndlings, så han var gået efter den som han altid havde kunne lide, helt fra da han var lille.

Med buketten tæt knuget i hans hånd stod han foran døren ind til værelset. Han havde efter hånden stået der i ti minutter nu, hver gang efter at sygeplejersken var gået, havde det været lige ved at han var løbet tilbage til elevatoren og væk der fra, han vidste ikke hvor hen, der var ingen steder i verden hvor han ville få det bedre for hvad han havde gjort. Sjovt som denne pige der lå inde bag døren havde gjort sådan et stort indtryk på ham, han havde før gjort andre ondt, meget ondt hvor det var tvivlsomt om de nogen sinde ville komme sig efter det. Men det, at hun, havde været igennem så meget og han havde intet andet gjort end at tilføje til den lidelse. Måske var det dét som gav ham så dårlig smag i munden, at hver gang at tankerne lod sig glide hen på den aften at han fik lyst til at kaste sig ud for den højeste bygning, at tankerne omkring at han ikke burde leve var for svære for ham at overkomme. Efter noget tid fik han dog endelig taget sig sammen, det kølige håndtag berørte hans varme hænder og derved blev trykket lige så langsomt ned. Igen tøvede han, men en styrke, som han ikke troede han havde gjorde at døren til sidst blev åbnet helt og han trådte ind i rummet. Det at se hende ligge i sengen var næsten det værste for ham, han måtte bruge vær eneste styrke i hans legemer for ikke at falde sammen på gulvet og tude som en verdensklasse baby. Med en knude der sad tæt i hans hals fik han dog gået hen til hendes natbord og satte buketten som allerede var placeret i en vase med vand, ved siden af hende. Han var i tvivl hvor vidt om hun sov eller blot havde lukket sine øjne for ikke at skulle se på hvem der kom ind, men han tillod sig alligevel at sætte sig ned i stolen ved siden af sengen, han var ikke kommet så langt for bare at aflevere blomsterne også at gå. Han var nød til at sige undskyld, et undskyld så når hun hørte det, forhåbentlig ville forstå at han mente det. Med hænderne der blev begravet i det korte brune hår placeret han albuerne imod hans ben, men hvordan fanden skulle han starte.

Meget hurtigt havde hun fået klappet bogen sammen. Hun havde ikke engang bekymret sig omkring at sætte et bogmærke, også selvom hun senere ville finde problematikker ved at finde til det sted, hun var nået i historien. Når historien var spændende som denne, lagde hun sjælendt mærke til hvilket sidetal, hun var nået til, ligesom hun gjorde ved sine skolebøger. Hun kastede bøgen fra sig hen mod det lille bord ved siden af hendes seng men i hendes alt for hastige handling, endte den i stedet med at glide ud over kanten og lande på gulvet med et smæk. Men hun var ligeglad. Hun kunne alligevel ikke selv samle den op, men den var ikke vigtig længere. For hun havde hørt skridt udenfor sin dør. Og det havde ikke været de typiske skridt, der passerede ganske hurtigt. Hun kunne høre forskel. Den måde de havde sænket farten, som de nåede nærmere hen til hendes dør. De skridt hun helst ville undgå.
Hun kæmpede panisk med at få sig helt ned at ligge, hvilket stadig var lidt af et problem med benene, der endnu ikke gad virke, selvom der intet var galt med dem som sådan. Ingen lammelse. Hun kunne jo stadig mærke dem. Og mærke om andre eller noget rørte dem. Hun lagde hurtigt sit hoved på puden og svøbte sig i den fyldige dyne. Helt op omkring ørene. Og hun havde sørget for at ryggen var rettet mod døren. Hun ønskede ingen kontant. Ikke med nogen. Når det så var nødvendigt, var de tider, hun helst ville være alene. Hun ville være så alene, som hun følte indeni.

Da døren endelig åbnede sig op, åbnede hun selv sine øjne en smule. Hun var en smule overrasket over hvor længe denne person havde taget om at komme indenfor. Det havde pirret hende. Da denne person trådte længere ind - videre hen mod hende - lukkede hun sine øjne i igen. Fortsatte sin rævesøvn så godt som hun nu kunne. Hun lod et fredsfyldt udtryk falde over hendes blege ansigt, og hun fik sin krop til at slappe helt af ved at tage et par dybe indåndinger, der satte prikken over i’et ved hendes forestilling. Men hun lyttede stadig til det hele. Den måde skridtene var forsigtige. Vasen der blev stillet på bordet ved siden af hendes seng. Den svage knirkende lyd fra stolen, der personen satte sig ned. Og hun lyttede til stilheden. Ikke et ord faldt fra denne fremmedes læber. Hun kunne knap nok høre vejrtrækningerne.
Igen åbnede hun sine øjne. Bare en smule. Hun lå ikke så anspændt. Hun holdt stilheden lidt længere. Nød den, selvom hun fandt det ubehageligt, at personen bare sad der. Uden at gøre noget. Men hun vidste, at det ikke kunne være Blake. Hun kendte Blake. Og hans dufte. Og hans atmosfære. Og hun kunne heller ikke mærke et par øjne stirre på hende.

”If you’re a journalist..” Pludselig brød Autumn stilheden. ”..I will rip your spine out your arsehole and throw you out the window and call it self-defence.” Hendes stemme var stadig svag. Ikke helt som en hvisken, men hun holdt lydniveau nede. Hendes stemme var stadig hæs, og det var tydeligt, at hun ikke brugte sit stemmebånd helt så meget. Hun havde ingen idé om, hvem der sad i stolen. Men det var blevet rutine for hende, at diverse folk ville tale med hende. Om hendes oplevelser. Om hendes fire år i helvede på jorden. Alt det, hun ikke ville tale om. Alt det hun havde holdt skjult så længe.
Ganske forsigtigt rumsterede hun med dynen samtidig med, at hun endelig satte sig op i sengen igen. Med en smule besvær, selvfølgelig. Hendes arme gjorde stadig ondt. Og de var stadig begge forbundet fra håndled til skuldre. Det var det eneste der holdt hende fra at forbløde. Bare indtil hendes regenerationsevne ville begynde at virke igen. Indtil da ville hendes sår ikke hele. Ikke det mindste. Det samme med det lille sit bag hendes ene øre. Heldigvis havde det fået et par sting, så det var ikke så galt. Men der sad stadig et stort plaster klar til at stoppe blodet fra at løbe. Det var først da hun sad nogenlunde op igen, at hun drejede hovedet og rettede de blå øjne mod personen ved sin side. Det var ikke nogen speciel glædelig overraskelse for hende. Og selvom hun ikke kunne se klart uden sine briller, genkendte hun ham med det samme. Hun spærrede sine øjne op og stirrede lidt på ham. Hendes læber rystede som skulle hun til at sige noget, men i stedet begyndte hun pludselig at gribe panisk ud efter den røde snor ved siden af sengen for at få fat i hjælp. Hun kunne dog ikke helt få fumlet sine fingre ordentligt omkring den.

Det gav et sæt i ham da hun pludselig ytrede ord, så hu havde ikke ligget og sovet. Han vente langsomt blikket op imod hende, hvad skulle han svare? Nej han var bestemt ikke nogen journalist, blot en dreng som havde gjort livet værre for hende, mere end hvad det havde været i forvejen. Det at hun stadig lå der, stadig havde den spydighed i hendes stemme, virkede forundrende for ham. Efter hvad hun var gået igennem, var han ret sikker på at de fleste aldrig nogen sinde ville snakke igen, i det hele taget vise stor livslyst. Da hun begyndte at rumstere rundt i sengen, havde han mest af alt lyst til at gøre det hun havde truet, nemlig at smide sig selv igennem vinduet før at hun opdagede hvem det i virkeligheden var der sad der. Han forventede ikke just at hun ville blive glædeligt overrasket, men han var som lammet. Munden bevægede sig ikke, kroppen var stadig i sin foroverbøjede stilling, dog med øjnene vent imod det bevægende væsen. Tankerne skød igennem hoved på ham som folk i New York ved myldre tid, men ingen af dem var gode nok til at få lov til at få deres kræft ud igennem ordende i hans mund. Det var først da hun så ham, så hvem han var at der kom noget reaktion i ham. Det blik hun sendte var ham kun velundt, han fortjente ikke nogen form for venlig hilsen, eller et smil fra hende side af som var han en ønsket person at se sidde ved hendes sengs side. Men det gjorde nu alligevel ondt da hun panisk prøvede at få rykket i den røde linje så det tilkaldte personale kunne styrte ind igennem døren for at se hvad der dog skulle være galt. Alt, alt var galt. Lige så stille rejste han sig op og lagde en rolig hånd hen over hendes hænder ‘’I did not come here to hurt you’’ mumlede han med en næsten lige så svag stemme, men valgte så og trække I den råde snor selv. ’’If you want me to go, I will.. I Just came by..’’ han satte sig tilbage i stolen, igen røg der en stop klods frem i hans forsøg på at udtrykke hvad det egentlig var, som havde drevet ham til at dukke op på hospitalet for at se hende. Et eller andet sted forstod han det jo ikke helt selv, han vidste at han var nød til det, at der var noget inde i ham som ville vise hende at han virkelig fortrød hans handlinger, men et andet sted kunne han ikke få sig selv til at vise den følsomme side af ham som han havde gemt væk i så mange år, at det virkede som en fremmede familie medlem man var tvunget til at være sammen med til de forskellige højtidligheder. ’’I am, really sorry, Autumn.’’ et næsten ynkeligt udtryk spillede hen over hans ellers så udtryksløse ansigt. Hans øjne næsten tiggede om at hun ville lade ham fortælle at han var ked af det og faktisk vælge at tro på det. Men den lille stemme inde i hoved råbte af ham, at hvad fanden tror du selv? Ville du nogen sinde tilgive dig, du er et perverst svin, som har sine prioriteter fuldstændig forkert skruet på. ’’And well, I needed to tell you I regret everything I did too you.. and I..’’ han slog en latter op, sådan en man typisk vente imod sig selv når man følte at man var fuldstændig åndsvag at høre på. Hvilket han i bund og grund også var. Virkelig, det eneste han kunne tænke på var hvor dum han var, hvordan at han ville ønske han kunne ændre hvert eneste dna i hele hans krop så han måske kunne opføre sig som et normalt menneske og ikke have denne træng til at gøre andre fortræd. Hvor ville han dog ønske at dæmonen inde i ham ikke kom frem som var den en sand djævel.  ’’I wish I could take everything I did too you and undo it…’’ han hørte hvordan at skridt blev taget med hurtig hastighed hen til værelset, det var hurtigere end han ville have haft det, men som sagt så var det for det bedste. Han var ikke velkommen her, igen trængte han på, måske han i virkeligheden bare skulle have ladet som ingen ting, noget han ellers var så god til. ’’I brought you flowers I will go now..’’ mumlede han og lagde sine grønne øjne over imod lægen der valsede ind i rummet og hen for at tjekke til patienten ’’Im sorry, I shouldn’t have come..’’ han sendte hende et sørgmodigt smil, inden hænderne igen blev begravet ned i jakkens dybe lommer og hans lange ben vente kurs imod den nu åbne dør. Han følte hvordan at hans hjerte sank, han ville have ønsket dette havde haft et andet udkom, men han havde ikke forventet andet, hvis han skulle være helt ærlig over for sig selv. Alt dette havde været en dum idé, han måtte affinde sig i, at det han havde gjort måtte han leve med, lige som med alle de andre ting som han havde gjort. Lægge det i en skuffe og putte det langt væk. Men han ville dog ønske at han kunne fikse denne gang, bare denne ene ting, måske han så endelig ville kunne føle sig lidt mere menneskelige igen.

Autumn stoppede brat i alt, hvad hun havde gang i, da hun følte hans hænder blive langt oven på hendes. Det var ikke helt fordi hun stivnede. Ikke af skræk i hvert fald. Det hele havde været en refleks. En automatik af at se ham. Hun havde dog ikke set Neil. Hun havde set en anden. En der havde gjort noget værre end han, havde gjort. Men i det øjeblik, at han talte. Lod hende høre hans stemme ordentligt. Og så var der hans kropstemperatur. Den var varm. Varmere end hans. Det var en del mere behageligt. Dog følte hun sig stadig usikker i den situation, hun sad i lige nu. Hun trak forsigtigt sine hænderne til sig igen, da han fjernede sin egen hånd. Hun løftede sit hoved og lagde igen de blå øjne mod hybriden. Så på ham denne gang. Gemte hans ansigt. Genkendte det.
Hun trak sig forsigtigt tilbage i sengen, så hun ikke lå i en faretruende stilling til at trille ned over kanten hvert eneste øjeblik det skulle være. Hun sad stadig op. Og hun fik skubbet sig helt op, så hun sad med en ret ryg mod puden bag hende. Hun var blevet vant til at bruge sine arme til det hele. De var endda måske blevet stærkere hen over den sidste tid.

Blikket og udtrykket, der hærgede over hendes ansigt, virkede så fortvivlende. Så forladt. Så skråbelig. Hun holdt det mod ham. Og hun havde ikke noget. Så bare på ham med sine læber skilt en smule ad. Det var vel først nu, man rigtig kunne se, hvordan hun rigtig havde det. Hendes hud var blevet så bleg ar armene i hendes ansigt var blevet synligere. Og de var ikke længere dækket af en eller anden form do dækcreme. Der var svage sorte rander at finde under hendes øjne. Hun havde ikke kunne sove. Det var sjælendt at hun kunne få en helt nat uden mareridt eller underlige drømme. Hendes hår var mere utæmmet en normalt, og pandehåret hang ned over hendes ansigt, eftersom det havde vokset markant på kort tid. Det eneste der nok ikke havde ændret sig meget var hendes øjne og hendes alt tørre læber.
Hun blinkede et par gange, som vågnede hun op igen, hvorefter hun hurtigt så væk igen. Så ned i sit skød, hvor hendes hænder lå og flettede sig ind i hinanden. Nu hvor hun vidste, hvem denne person var blev det svært at fremane ord. Hun lyttede bare. Hendes mund var lukket i igen, som havde hun før forsøgt at sige noget. Hun var ikke bange for Neil. Han skræmte hende ikke. Hun var vel bare forvirret. Og hun havde ikke forventet at lige netop han ville komme forbi. Hun havde ikke troet, at hun rent faktisk overhoved ville få besøg. Ikke efter en hvis dæmon havde begivet sig ud af døren og ud i verdenen uden hende.

Selvom Autumn ikke havde udvist speciel meget reaktion til, hvad han sagde til hende, havde hun skam hørt det hele. Men det eneste der syntes at tage fat omkring hende var den sidste sætning, der forlod hans mund, før hun kunne se ham vende ryggen til hende. Hun nåede kun lige at se det ud af øjenkrogen. Med ét, løftede hun sit hoved. Så hen mod ham. Og uden at tænke yderligere over sine handlinger, rakte hun ud efter ham. Hun lænede sig hen mod ham. Og nåede forhåbentlig lige at få fat i hans bluse, inden han kom for langt væk fra hende. ”Don’t…” Hun strammede grebet. Nægtede at give slip. Hun løftede igen sit hoved så godt hun nu kunne i den nye akavede stilling. Så op mod ham, for at se om han så sig over skulderen. ”Don’t go.. Please.” Tårer havde fundet sin vej ind i hendes øjne, men de var ikke store nok til at glide ned over hendes kinder. Det var blot som en blank hinde hen over øjnene.
Hun kunne dog ikke holde sit hoved rettet op meget længere, da hun begyndte at hoste. Hun slap hurtigt Neils bluse kant igen og holdt i stedet hånden over sin mund for at blokere bakterierne for at komme alt for langt. Hun hostede et øjebliks tid, men heldigvis var der ikke noget alvorligt. Kun lige nok til at lade sygeplejersken bekymre sig lidt om hende i baggrunden. Han havde åbenbart ikke ville forstyre Autumn og Neils lille moment men kom alligevel efterfølgende med et glas med vand til djævlen. ”Er der andet?..” Sygeplejersken nåede ikke at spørge om noget andet, før Autumn havde rystet op hovedet og viftet med hånden for at dirigere ham ud af rummet.
Hun holdt om glasset med begge hænder, men de rystede stadig lidt, som hun løftede det op mod sine læber. ”Can you… stay a little longer? I haven't seen a familiar face in... too long.” mumlede hun med glasset helt oppe ved sit ansigt, som gemte hun sig bag det.

Han stoppede brat op da han mærkede hvordan noget havde taget fat i hans jakke, med nogle forvirret øjne vente han dem mod hende. Hvorfor ville hun have ham til at stoppe? Med et undrende udtryk der gled i skygger hen over de høje kindben og tygge men tydelig velplejet øjenbryn som havde gledet tættere imod hinanden. Please dont cry.. det forvirret udtryk forvandlede sig hurtigt til et der var fuldt af bekymring. Meget kunne man sige omkring Neil, han var en idiot, en straight up røvhul. Men hun havde været hans ven og trods det som der var sket mellem dem på skolen, den sidste gang han havde set hende. Kunne han ikke bare benægte at det at se hende i den tilstand fik det til at prikke ubehageligt i det hjerte, som så mange påstod han ikke havde. Der var mange følelser som puslede i hans sind, som en flodbølge der kastede deres store kolde favn ned over hans blottede krop. Han var ikke særlig komfortabelt i denne situation og ville ærligtalt helst være for uden. Men den måde hun havde sagt at han ikke skulle gå fik ham dog alligevel til at blive stående efter at hun havde givet slip i kanten af hans jakke. Han betragtede lige så stille sygeplejersken som gav Autumn et glas vand, men havde ikke selv nogen ord eller handling at byde ind med i dette øjeblik. Han var ærlig talt en smule lamslået over at hun faktisk ville have ham til at blive. Især hvordan hun før panisk havde prøvet at gribe efter hendes eneste livslinje, nemlig snoren som havde tilkaldt den mandlige hospitals arbejder der stod og kiggede bekymret imod hende. Men efter at hun havde sagt at der ikke var andet, alligevel valgte at lade dem værre i fred. Han var blevet godkendt til at kunne blive, af hvilken grund var han dog ikke sikker på. Men han ville ikke lade denne chance gå til spilde når han nu endelig var inde i varmen.

’’Alright, the princesses command is mine to for fill’’ kom der fra ham med et lille smil der spilde hen over de fyldige læber, langsomt tog han den lysegrå lår lange frakke af og lagde den hen over stolen ved hendes seng. Han satte sig lige så stille ned bag efter og betragtede hende i kort stilhed, det var stadig svært for ham at finde på noget at sige, som sagt havde de ikke endt som de bedstevenner sidste gang de havde set hinanden. Noget han for alt i verden ville ønske han kunne gå tilbage i tiden og ændre, han havde gjort det imod andre kvinder, hvor ingen kvaler havde fundet sted. Men dette var Autumn man snakkede om, en pige som havde udvist en venlighed over for ham, en kvinde som havde bragt det bedste frem i ham. Sammen med hende og en hvis Engel der gik under navnet O’Neal, ville han slet ikke tænke på hvor han var endt hende. Blevet det monster som alle folk stadig gik rundt og troede han var. Men en ting var hvad de troede, noget andet var hvad de mennesker han holde af troet om ham. ’’You really do look like shit Autumn, like a princess as always, but a princess how have had one hell of a shitty day. endelig brød han stilheden, han undveg lidt det rigtige spørgsmål som spillede på hans læber. Nemlig hvorfor havde hun ikke sagt noget? Han havde kunne have hjulpet, det var jo ikke for ingen ting at han hele tiden blev hævet ud af lovens lange arme. Når man havde en far som var advokat for hans eget firma. En af grundende til at han havde valgt at studere kriminologi på universitet for at tilfredsstille hans forældres evige krav om at følge i faderens fodspor.  Hoved blev lagt lidt på skrå, åbnede kort læberne men valgte alligevel at lukke dem igen. Måske kunne han godt forstå hvorfor hun ikke havde sagt noget, af hvad han havde kunne finde frem til så havde det bestemt ikke været nogen, vi løber om hjørner med denne fyr type djævel der havde haft gemt væk i en kælder. Det at hun overhoved talte, var i live var i sig selv en mirakel uden lige. ’’How are you Autumn? Truly? Is there something I can do to, anything to make it a little more easily for you?’’ han fandt sig selv i en meget ubehagelig situation, hvor han følte lysten til at kramme hende ind til sig. Nusse hende hen over håret og fortælle hende at det hele nok skulle blive okay til sidst, alt nok skulle gå og han ville være der til at beskytte hende for alt andet der kunne finde på at komme hendes vej nu. Men han gjorde det ikke, forholdte sig fuldkommen rolig i stolen han sad i, mens han sendte hans grønne øjne imod hende som flød over med bekymring for hende.

”You brought flowers..” Autumn drejede roligt hovedet og så hen mod vasen på bordet ved siden af sin seng. De have ikke stået der før, og hun genkendte blomster. De var ikke specielle som sådan. Ganske normale. Man behøvede ikke at være en ekspert for at vide, hvad det var nogle. ”Lilies. You have always liked those, haven’t you.” Det var vel tydeligt nok, at hun forsøgte at føre tale-emnet væk fra hende selv og hendes tilstand. Hun fandt det ikke behageligt at sidde og fortælle om den slags. Ikke med Neil. Hun havde ikke sagt noget om hendes liv til ham. Hun havde holdt det hemmeligt for ham. Selvfølgelig havde det været for hans eget bedste, men hun følte stadig, at hun havde forrådt ham. De havde været venner. Gode venner. De havde været tætte. Og hun havde bare smidt en kløft imellem dem af rene selviske grunde; Hun ville ikke miste ham. Hun havde allerede den gang vidst, hvor stærk Neil var. Men hun havde også været klar over, at han ingen chance ville have mod Blake. Hendes afstandstagende handlinger havde sikkert ikke været på grund af andre grunde end, at hun ikke ønskede at ende helt alene. Også selvom det var endt på den måde alligevel.
Hun sænkede glasset igen og lod det ligge i sit skød. Hendes blik faldt kortvarigt ned i vandet, som forventede hun at se sit eget spejlbillede, men efter skuffelsen løftede hun endelig hovedet igen. Og så mod hybriden. Så mere direkte på ham, end hun havde gjort, siden han var ankommet. Hun kæmpede et øjeblik for at få et smil frem, men lidt efter lidt blev det nemmere for hende. Det sad dog stadig ikke fuldt ud i hendes øjne. Neils ord havde ramt et ømt punkt. Hans lille kommentar om, hvordan hun tog sig ud. Det havde ikke været første gang, hun havde hørt det. Og af en eller anden grund førte de ord altid hen mod netop det punkt. Det ømme punkt, der fik det til at tunge på hendes brystkasse. Derfor havde hun bevist ignorerede det.
Men hun kunne ikke helt opretholde den muntre attitude. Hun skammede sig mest af alt lige nu. Og han stillede alle de spørgsmål, hun ikke ønskede at svare på. Men også de spørgsmål, han fortjente svar på. Hun kunne sagtens læse ham. Han var som en åben bog for hende. Sådan havde det næsten altid været, når det kom til diverse områder. Derfor forstod hun bekymringen i hans kønne øjne. Hun mente selv, at hun var en af de eneste der kunne se noget mere i dem. Selv når han var sig selv - blandt andre - kunne hun se mere end den selvsikre unge mand.
”I’m much better now. I’ve been eating regularly and my wounds don’t bleed as much. ‘Cause of my weakened body my regeneration system became that of a human, so I’m not healing up as quickly.” Hun løftede forsigtigt sin ene arm, der endnu var bundet godt ind, for at fremhæve, hvad hun sagde. Hun forklarede ham det hele med en afslappet stemme. Den var svag, men hun var sikker på sine ord. Mere eller mindre. Der lå ingen yderligere tøven i dem. Hun sænkede igen sin arm, men fik efterfølgende løftet hånden op for at stryge noget af det vildfarende hår væk fra sit ansigt. Hun trængte til at blive klippet. Det var tydeligt. Med det alt for lange pjuskede pandehår. Hun ville ønske hun kunne få gjort noget ved det. Normalt havde hun rigtigt nok stadig utæmmet hår, men hun tog sig godt af det. Men det havde hun ikke haft tid til på hospitalet. ”But.. This.. is not your fault.” Endelig begyndte hun at komme længere ind mod de følsomme emner. ”It was mine. I should have been more careful with my actions.” Smilet forblev på hendes læber. Hun prøvede virkelig. Og hun fik da til sidst en smule farve op I kinderne, så hun ikke lignede et blegt lig. ”I’ve always been a bit careless and not really thinking of what I do. Remember the first time we met?” Mindet fik faktisk noget oprigtigt positivt frem i hendes øjne og smilet voksede uatomatisk. ”I was just sitting there in the middle of all the christmas decorations and eating pickles like some kind of homeless man. I still remember the way you looked at me in the first few seconds. That face of confusion was priceless.”

Han smil var stadig hen over læberne, men det blegende langsomt da han kunne se hvordan at smerten var at finde i hendes øjne. Hun havde ikke lyst til at snakke om hendes tilstand, dette kunne han se nu, mens at han lydløst bandede af sig selv over ikke at have tænkt på det noget før. Men han havde måske mere af selviske årsager ville vide hvordan at hun kunne være endt i denne situation, han havde været der for hende, han havde så længe ville hjælpe hende, men til sidst ende drejede på tallerkenen de 180 grade. Den dag hvor hele verden var ramlet for ham, alt det som han havde prøvet at løbe fra, det utæmmelige monster som han så længe havde prøvet at få under kontrol, brød alle mure og viste sine tænder. Han kunne stadig huske hvordan at følelsen i hans brystkasse langsomt var begyndt at æde ham op, da hun stoppede med at møde op på skolen. Hvordan at han inderst inde vidste at det var hans skyld, men det at finde ud af, at han måske slet ikke havde drævet hende så langt væk som han havde troet. Den følelse af at han måske kunne få en ny chance, havde været det som havde båret ham hele vejen hen til hospitalet og op på hendes værelse. Han nikkede langsomt, både som forståelse for at det ikke havde været hans skyld, at hun havde det bedre. Men også lige så meget for at vise at han ikke havde tænkt sig at spørger mere ind til det. Det var tydeligt hun intet ønskede havde at gennemleve de mørke tider af hendes liv, og et eller andet sted måtte han jo respektere det. Selvom det ikke var særlig nemt for ham ikke at ville kræve mere end det hun sagde, men hvis han virkelig ønskede den ekstra chance hos hende, gjorde han vel nok klogt i at mærke efter hvad der var okay at spørger om lige nu.

Da hun skiftede emne, omkring deres første møde, kunne han ikke andet end at grine. Ja det var stadig meget tydeligt i hans hoved, omkring den sene eftermiddag på skolen. Hvordan hun havde siddet på tribunen mellem skolens dekorations holds julepynt med hendes kæmpe glas med syltet agurker, og ind var han kommet i sit basketball uniform klar til at skyde nogle runder inden han ville tage hjem for dagen. Han ville næsten ønske han kunne have set sig selv stå der og kigge på hende mens hun var godt i gang med at gumle en af agurkerne ned. Men i stedet for at gå videre, havde der været noget i ham som havde drevet ham til at gå hen og sætte sig ved siden af hende. ’’Yeah I remember, I really didn’t know what do with myself.. And what that drove me to sit beside you and ask for one, I still don’t get it’’ igen måtte han slippe et grin over hvor fjollet det måtte have set ud, en pige med et glas så stor at det var lige før man kunne sige det var større end hendes hoved, og hold kaptajnen for basketball teamet der sad og spise syltet agurker som var det, det mest normale i hele verden. Stadig med et smil på læben, lod han de grønne øjne glide ned mod hans hænder, langsomt begyndte smilet dog at falme, han havde ingen idé om hvad de skulle snakke om. Han havde ikke rigtig noget at sige. Hvad kunne han sige? Det var tydeligt at hun ikke ville snakke om hvad der var sket og han kunne ikke rigtig se bort fra det, især ikke når de sad et sted som dette. Langsomt slog det ham så, hvis han ikke kunne finde på noget normalt at snakke om her inde, så måtte han jo få dem ud. Med et lumsk smil på læben rejste han sig op, et kort blink med det ene øje blev sendt hendes vej, for at fortælle at han ville komme tilbage igen.

Han stak hoved ud på gangen for at se om der var nogen der arbejde på hospitalet til stede, inden at han listede ud på gangen. Der gik ikke mange minutter før at han havde fundet det han ledte efter. En rullestol. Med et hurtigt tag, snuppede han rullestolen og skynde sig tilbage til hendes værelse. Langsomt skubbede han den ind igennem døren og sende hende et stort smil til hende. ’’What do you say, that we get you the hell out of here? Some fresh air must be something you need in lots of doses!’’ han gik hen til sengen igen og kiggede på hende med drillesyge øjne, han ville dog ikke bare tvinge hende ud hvis hun ikke havde lyst. Men han vidste det ville være så meget nemmere for ham hvis de kunne komme et sted hen, som ikke ville minde dem begge om hvad det var hun var gået igennem.

Autumn fik det næsten helt dårligt. Hun havde virkelig savnet tiderne med både Neil og David. Og Shayne. Alle de andre. De havde alle sammen været med til at gøre studierne spændende og sjove. Fået hende til at blive ved, selvom det blev for meget. De havde fyldt hendes dage i Di Morga med gode minder, og de havde fået hende til at glemme, at hun havde hjemve. Men så igen - det havde vist sig, at hun ikke engang havde haft det hjem, hun elles havde troet hun havde. Det havde sikkert været med til at dulme hjemveen en hel del. Hun var stadig forvirret, selvom de fleste af hendes rigtige minder var kommet tilbage og skillet alle de falske fra, så de kun lå i hukommelsen som opdigtede historier, hun havde hørt. Hun lagde de blå øjne godt og grundigt mod hybriden ved siden af sig. Mødte kortvarigt hans øjne og smilede, lige inden han forsvandt. Det var kommet bag på hende, og egentlig havde hun ingen yderligere idé, om hvad han havde gang i. Hun kunne have væddet, at hun helt klart havde siddet og lignet en fortabt og efterladt hundehvalp. I kraftig længsel efter ham. Hun var endda blevet en smule mere bleg i ansigtet, før det blev lagt i sørgmodige folder. Kun lige et par sekunder, hvorefter hun kunne høre hans skridt igen. Og hun nåede lige at løfte hovedet på ny for at se ham komme tilbage igennem døren. Det var næsten som om, at hun lyste helt op. Lige inden hendes blik landede på kørestolen foran ham.
Hun så i forvirring frem og tilbage mellem Neil og kørestolen. Hun havde en klar fornemmelse om, hvad han ville, men noget gjorde hende usikker på det. Og det kunne sikkert ses på hendes ansigt. Selv efter han afslørede sin plan for hende, tog det hende lidt tit at få fundet frem til et valg. Hun sank en smule og så en sidste gang mod kørestolen. Så han vidste, at hun ikke længere kunne gå? Det var vel deprimerende at tænke på, men et sted var hun lykkelig over ikke at være den som skulle fortælle ham det. Og af en eller anden grund - kun ved at sende den tanke igennem sit hoved - spredte der sig et smil på hendes læber. Et bredt og muntert smil. Et ægte smil, efterfulgt af en hjertevarm latter. Det var det samme som før i tiden. Det havde ikke ændret sig over de fire år. Det havde bare gemt sig væk fra omverdenen, fordi hun havde manglet en grund til at vise det frem. Hurtigt fik hun farve tilbage i kinderne og pludselig virkede hun sundere.
”You really do know just what to do, don’t you..!” sagde hun efter at have stoppet latteren. Smilet blev på hendes læber, som om det ikke ville forsvinde igen. Så begyndte hun selv at rette lidt rundt op sig. Hun op helt op at sidde, før hun fjernede den hvide dyne fra sine bare ben. Heldigvis tog hendes muskler stadigvæk nærring til sig, så man kunne ikke rigtig se nogen forskel. Lige udover, at de ikke bevægede på sig. Hun begyndte så at skubbe sig lidt længere hen til sengekanten. Det gik hurtigere en forventet, men nu havde hun også røvet sig igennem de sidste to måneder, så inden længe sad hun på kanten med benene dinglende ovre gulvet.

”Did you know?” lød det så fra hende, mens hun studerede sine bare fødder og blege ben. Hun lignede en, der aldrig rigtig havde været udenfor en dør. Men det havde hun gjort helt fra starten. Lige siden sin skabelse, havde hendes hun været så bleg. Kun få toner fra at være på samme niveau som en vampyrs. ”I mean..” Hun løftede blikket mod Neil igen og lagde spørgende sit hoved på skrå. ”Did you know that I wasn’t human back hen? I knew that you weren’t since I knew about creatures. But I had no idea that I was one myself. It shocked me quite a bit when…he told me. And proved it to me.” Det var tydeligvis ikke et emne, hun var bange for at tale om. Den optimistiske udstråling var i hvert fald ikke falmet det mindste. ”It’s funny. I’ve actually lived for over 100 years. And back then I’d only memories of 17 years. Most of them - fake.” Det var virkelig komisk. At hun kunne have levet så længe på en løgn. Og hun havde ikke opdaget det.
”Anyways!” Hun rystede lidt på hovedet og lod det lange hår kærtegne hendes ansigt, før hun så mere bestemt mod hybriden. ”You probably have to help me a little if you want me over in that wheelshair.” Med et kækt smil rakte hun sine hænder lidt ud mod ham. En hentydning til, at han blev nød til at i hvert fald bære hende over i skolen. Hun kunne godt nok selv komme over i den, men nu hvor hun havde muligheden for ikke at skulle gøre noget selv, tog hun den.

Han blinkede til hende, da ordene om at han vidste præcist hvad han skulle gøre, kom ud af hendes mund. Han prøvede altid at virke som om at han var oven på alt, at han vidste alt, men i bund og grund vidste han intet. Han var den klassiske skuespiller, der altid satte en maske op for alle, så ingen vidste hvor lille en dreng han til tider følte sig. Som om hele verden var imod ham og det eneste han kunne gøre, var at stå og se på mens den fortsætte uden ham. Disse tanker fik dog hurtige ben og gå på og de folder af bekymring der måske havde vidst sig i hans ansigt, var hurtigt væk igen. Et forsigtigt smil var på hans læber, mens han betragtede hende krybe hen til kanten af sengen så godt som hun nu var i stand til, egentlig var det vel mere et heldigt gæt at han havde hentet kørestolen så det var lidt et chok at se at hun slet ikke kunne bevæge sine ben, men dette, skjulte han også. Kørestolen var mere hentet, så hun ikke skulle overanstrenge sig.

Han ledte efter et tæppe til hende, så hun kunne sidde mere behageligt, men lige som han havde fået fingre i et, gemt væk i skabet der var på stuen hun lå på, hørte han hendes spinkle stemme i baggrunden. Med et undrende blik vente han sin opmærksomhed hen til sengen, med den spinkle djævel, han måtte mange gange minde sig selv om, at denne pige var en af de racer som var mest hadet blandt hans egen race. For ham havde hun altid været en af de smukkeste piger man kunne komme i kontakt med, som var hun en falden stjerne fra himlen, ude afstand til at komme op igen. Tabt i sine egne tanker, kløede han sig i nakken med sin frie hånd, da hendes stemme endelig trængte ind i hans lille fantasi. ’’Oh..’’ var det eneste der i dette øjeblik gled ud igennem hans læber, let undveg han hendes blik, mens han gik hen til sengen og satte sig kort ved siden af hende. ’’I never knew that, but yes, I did know that you, what you where…’’ hans charmerende smil kom dog hurtigt tilbage, mens at han hurtigt fik snuppet hende op i hans arme, forsigtigt, som var hun lavet af porcelæn, fik han placeret hende i kørestolen. Tæppet han havde lagt fra sig i sengen da han havde sat sig, lagde han hen over hende. ’’We better not get you a cold too..’’ sagde han mens en hvis ømhed, var at spore i stemmen.

Efter at have fået lov til at tage hende med ud og køre i haven der hørte til hospitalet. Dog ikke til Neils store tilfredsstillelse, da en tur ned af strand pavillonen, havde været idéen til at starte med, måtte han jo føje sig efter hospitalets regler. Måske næste gang han kunne komme mere forberedt og snige hende ud. At ligge i en hospitals seng ude af stand til at gøre noget som helst, andet end at ligge, måtte være trættende og for slet ikke at tale om fængslende. Han satte sig ned på bænken efter at have stillet Autumn over for ham. ’’So, onehundred years old, huh?’’ hans øjne havde fået en drillende gnist over sig. ’’God, I’m hanging out with and old woman. Gezz..’’ hans blik vandrede lidt rundt omkring deres omgivelserne, inden at han kom i tanke om at han jo egentlig havde en gave med. Ud af lommen fiskede han et glas med syltede agurker. ’’So, besides the flowers, I got this for you as well..’’ han rakte glasset frem til hende ’’I hope I’m forgiven for not showing up sooner..’’

Autumn skulle lige netop til at kommentere yderligere på hans svar på hendes spørgsmål, men lige som han få mange gange før havde gjort, fik han lukket munden på hende, så hun ikke kunne fortsætte på det måske lettere akavede samtale emne. Hun tøvede ikke med at svinge sine arme omkring hans hals, da han pludselig havde fået hende løftet op i sine arme. Hun havde stadig en form for følelse tilbage i sine ben, så hun kunne stadig fornemme varmen fra hans arm under hendes knæ. Og selvfølgelig også den, der var omkring hendes skuldre. Hun kunne mærke den usikre følelse strømme igennem hende. Han havde ikke været så tæt på siden, han var kommet alt for tæt på, så det var en smule nerveprovokerende. Heldigvis blev hun sat ned i kørestolen kort tid efter og tætheden blev brudt.
Hun sagde egentlig ikke mere. Hun lod ham lægge tæppet over hende, og hun lod ham skubbe hende igennem hospitalet. Hun hadede kørestolen og det faktum, at hun ikke kunne komme ud af den. Hun ville sikkert aldrig komme til at gå nogensinde igen, og det gjorde ret ondt at tænke på. Og hendes omgivelser gjorde ikke det hele bedre. Hun blev konstant mindet om at - hey - hun ville aldrig kunne blive en doktor. Hun ville ikke kunne studere medicin på et praktiks plan længere. Hun havde næsten altid troet på teorien omkring karma, men som hun fandt det mere og mere uretfærdig, var hendes tro begyndt at svindle. For hun kunne da umuligt have udført så meget ondt igennem sit liv. Men stadigvæk fik hun smilet venligt til de sygeplejesker, der passerede Neil og hende selv, som var det en refleks, som hun havde indfanget fra sit liv i civil-isolation.

Det var altid fantastisk at komme udenfor. Og hun var så småt begyndt at nyde haven. Der duftede altid frisk og gartneren tog altid så godt af både blomster, græs og alle de andre planter. Hvad bedre var luften. Der var så steriliseret inde på selve hospitalet at det nærmest lugtede falsk, og det blev hurtigt indelukket. Et smil krøllede op i hendes mundviger, som hun blev mødt af et lille vindpust, og hendes skuldre fald markant ned og slappede af. Som noget af det første fik hun knejset nakken en smule på plads, og egentlig havde hun ikke meget imod at blive skubbet rundt. Det virkede nærmest helt luksuriøst. Det virkede dog lidt underligt, da han stillede hende foran bænken, som han selv satte sig på. Men hun bed det i sig. Og om det ikke blev glemt fuldkommen, da han trak en lille gave frem til hende.
Hun kunne ikke gøre meget andet end at se på ham med et noget overrasket udtryk i det blege ansigt. Blikket blev samtidig en smule spørgende og undrende, mens hovedet lagde sig en smule på skrå, som hun flyttede blikket fra ham og ned til glasset med syltede agurker og så tilbage på ham. Smilet, der havde siddet fremme i forvejen, voksede lidt mere og blev langt mere kækt. ”I had almost forgotten how weird you are.” lød det fra hende, mens hun tog imod glasset. Hun lagde det roligt i sit skød, inden hun rystede opgivende på hovedet. Hun burde have set det komme. Men det var nu stadig noget utroligt, sådan som de netop havde siddet og snakket om lige netop dét, og han så havde bragt hende et minde.
Hun løftede sin ene hånd og inden han ville kunne nå at sige meget til det, havde hun placeret et smølfespark mod hans fremviste pande. Lige mellem øjenbrynene. ”There. Now you’re forgiven.” sagde hun med en lille latter i stemmen, inden hun satte sig helt tilbage i kørestolen. Hun så efterfølgende ned på glasset, hvor hun lod sine hænder glide diskret hen over det for at følte formen. ”You spoil me.” Hun tog med ét hårdt fat omkring låget og fik drejet det omkring. Plop! og låget var løsnet og åbnet. Altid noget, at hun havde genvundet det meste af sin styrke i sine arme. Hun endte endda med at se tilbage på hybriden med et stolt udtryk i de blå øjne.
”You get pretty tired of the food that they serve here, so this is like the extra jelly cup you get as a reward sometimes.” Sagde hun med en overraskende munter stemme, inden hun fik stukket en tommel- og en pegefinger ned i glasset og fiskede en af de syltede skiver agurker up og fik proppet den i munden. Først der opdagede hun, hvordan det hele nok måtte se ud og en form for rødlig glød dannede sig i hendes kinder. Hun stivnede lidt og så atter mod Neil. Agurk stadig i munden. Hun tyggede forsigtigt af og sank tungt, inden hun smilede undskyldende. ”Sorry. It’s been a while.” Hun trak en smule akavet på skulderne og blinkede en ekstra gang med øjnene, for at virke mere uskyldig. ”You want one?” Hun rakte roligt glasset ud mod ham.
”By the way… Since you’re obviously spoiling me like always… how about you treat me to ice cream when we get the chance? It seems that I’m no longer lactose intolerance. I want to know what all the fuss is about.”

Han smilede triumferende over, hvordan hendes smil voksede da hun så hans gave. Endelig, en lille ting han havde gjort rigtigt, det var ikke noget han kunne prale af han gjorde tit. Måske mente han selv han altid var alt vidende, eller i det mindste vidste bedst. Men i langt de fleste tilfælde, var det ham som var ved fejl og som fuckede tingene op for andre. Så det var da altid rart når man kunne få smilet frem på andres læber, ikke for sin egen skyld, men for deres. Hvilket blot mindede ham om hvor meget han holde af kvinden der sad foran ham. Hvor meget han ville gøre for at hun fik det bedre, men mon han nogen sinde ville være den fyr som gjorde det? I dette tilfælde, måtte man hellere sige at han ønskede at hun fandt en der kunne være der for hende, en som hun fortjente og som i sidste ende fortjente hende.
Han var en smule opslugt i sine egne tanker og smilet som var på hendes læber, han slet ikke havde lagt mærke til at hun havde løftet sin hånd og gjort klar til et smølfespark angreb. ’’Shit!’’ han brummede irritereret og gjorde et stort nummer ud af at gnubbe stedet som hun havde ramt. ’’That bloody hurt’’ mumlede han en smule såret, men kunne ikke undertrykke smilet som der var steget frem på hans fyldige læber.
’’Like I said, princesses need to be spoiled.’’ hans smil var forvandlet til et varmt et, mens hans øjne betragtede hvordan hun glædeligt, åbnede glasset som hun havde I hendes hænder. Han kunne ikke lade være med at le en smule, over hvor ekstatisk hun var blevet over hans lille gave. Der var kun i hele verden som kunne blive så glad for et glas syltede agurker, hende også måske alle de familier som der ikke havde penge til mad. Men man kunne vel se billede foran sig, med hvad han mente. Overdrivelse fremme forståelsen, som så mange mennesker sagde, når de egentlig bare gerne ville fortælle en historie som var lidt mere spændende, end den i virkeligheden var.
Han nikkede betragtende til det hun sagde omkring hospital mad, han var aldrig blevet indlagt før, men han kunne godt tænke sig til, at det nok ikke var det mest spændende mad som blev serveret her. Han fugtede kort læberne, og gled sin ene hånd op og ned af låret. Han havde igen tabt tråden og vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, eller hvordan han i det hele taget skulle opfører sig omkring hende. Det hun var gået igennem, fuldstændig og igennem forfærdeligt. Hvad kunne man sige til sådan noget? Hvordan kunne et menneske nogen sinde komme igennem noget så grusomt? Men så igen, hvis der så skulle være et menneske som var så hårdhudet og altid så fandens optimistisk eller munter, at det var til at brække sig over. Så var det vel et eller andet sted Autumn.
Igen undslap en latter hans læber, over hvordan hun stivende da hun lagde mærke til hvad det var hun havde gang i. Hvordan hun måtte se ud, han rystede dog let på hoved da hun tilbød ham en ’’Nah, not hungry, and those are all for you, just text me, and I will bring you any treat you like.’’ han blinkede med et kækt smil på læben, som om det var en stor forbrydelse han var i gang med at planlægge om at bringe hende ting som hun sikkert ikke en gang måtte få.
’’Is that so?’’ var hans kommentar på at hun ikke længere var lactose intolerant ‘’Then that is a deal! When you get out, I Neil Matthews will take the Autumn Nephal on a quest to eat ice cream!’’ Neil som altid, var lidt af en dramatiker og gjorde et stort nummer ud af at hun endelig kunne træde ind i verden af fantastiske smeltende oplevelser, som is.
’’So all that said, when do you think you will be out? How long are they going to keep you for?’’ det var en sagte stemme som der udtalte ordene, da han ikke vidste om dette var et emne hun ikke ville træde ind på. Men nu når hun selv havde bragt det på banen med at komme ud og spise is, kunne det vel ikke skade og spørger hvornår dette kunne tænke sig at blive en virkelighed.