I can show you the world.

Endelig så det ud til, at de var ankommet. Den store bygning bredte sig godt ud foran dem. Hævede sig op i godt og vel tre etager. Bygningen så ikke ud til at være ny. Modellen var gammel, og hele ydermuren var lavet af røde mursten. Kun taget virkede ny renoveret med blanke sorte tagsten. Derudover lå det ret isoleret fra resten af beboerne i Di Morga. Med den skønne skov  lige på den anden side af baghaven og træer omkring sig som en stor hæk.

For det meste var turen gået ganske roligt. De havde ikke haft udvekslet mange ord mellem hinanden. For at være ærlig, havde David ikke haft nogen idé, om hvad fanden de skulle snakke om, så han havde bare proppet hænderne dybt ned i sine jeans og gået ret ranglet med Quin ved sin side. Sørgede for at hun fulgte med som en velopdragen lille pige. Der var ikke opstået yderligere problemer. Hun virkede til at være bare en smule mere afslappet omkring ham. Hvilket egentlig overraskede ham. Det var ikke specielt tit at folk ikke blev påvirket af hans negative attitude eller irritable udstråling.
”Here we are!” udbrød han pludselig og slog ud med armene, for at vise bygningen lidt mere frem. ”Velkommen til Titan Fall.” Det lød så åndssvagt i hans øre, at han fortrød at have sagt det med det samme, ordene havde forladt hans mund. Og det kunne tydeligt ses på den måde, han hurtigt fik klasket en hånd mod sit ansigt i skam. ”Or what ever..” mumlede han så lidt efter for at redde det en smule. ”Kom..” Afsluttede han så en smule opgivende og viftede med sin ene hånd for at få hende til at følge sig hen mod hovedindgangen ikke langt fra dem. David så ikke ud til at tøve det mindste med at få åbnet den op. Åbnede op til en enorm entré, der nærmest var blevet taget ud af et eventyr. En trappe i midten, der skilte sig imod to forskellige retninger til etagen ovenover. Lyst glat trægulv. Hele molevitten var der. Der var endda en lysekrone af messing hængende over dem. Han så dog ikke det mindste påvirket ud over det. Han havde set på det i over et halvt år nu. Og han var stadig ikke vant til at se den ældre kunst i boliger som noget utrolig fantastisk.

Med det samme i tråde indenfor, og døren var lukket i bag dem, kunne man høre stemmer inde fra det nærmeste lokale til højre for dem. ”Hvorfor skal jeg tage ordrer fra en død mand!!?” lød en brummende ung mands stemme svagt, selvom han sikkert råbte på den anden side. Man kunne så høre hårde skridt, hvor efter døren med ét åbnede sig op, og rigtig nok trampede en ung mand, med både hanekam og slidt jakke fyldt med diverse mærker, ud. Han fik med det samme øje på David og ænsede slet ikke Quin. Der blev sendt et noget borende blik mod englen, men englen gjorde blot det samme. Den unge mand trampede direkte hen mod ham, men skiftede lige kurs til at få hamret sin skulder mod Davids og passede. ”Skrid tilbage til himlen..!” blev det sagt, inden han forsvandt ud af døren.

”Oh my..!” En ny person kom ud fra det samme lokale. En ældre kvinde, der så ud til at have mere opmærksomhed mod den unge kvinde ved siden af David. ”David! Jeg ser du har taget en ven  på besøg.” Hendes britiske accent skar tydeligt igennem hendes franske, og et blidt udtryk formede sig i hendes rynkede ansigt, samtidig med at hun nærmede sig Quin med hænderne ud fra sig. ”Du skal ikke tage dig af James. Han fik bare det forkerte ben ud af sengen.” Det var henrettet mod Quin. ”Ja. Lige som fucking hver dag..” kommenterede David dog og trådte yderligere ind i entréen. ”Language, young man!” Hurtigt syntes han at sippe sine læber sammen og adlød ved ikke at sige så meget. Og så vendte den ældre dame sig tilbage til Quin.
”Mit navn er Diana. Kom ind. Kom ind.” Hun lavede en kort gestus, til at den unge varulv kunne gå ind i det samme lokale som der før havde været et skænderi inde. Det var spisesalen. Rummelig og med et aflangt bord med tilhørende stole. David nåede dog ikke at komme ind, før han blev stoppet af Diana. ”Ah ah. Du lugter langt væk af blæk og jeg ved ikke hvad. Smut op og tag et bad.” Han så noget fornærmet ud, men han gjorde ikke meget andet end at brumme før han satte hen til trapperne og begav sig op ad dem. To skridt ad gangen.

”Vil du have et kop varm te?” spurgte Diana så Quin. ”David vil være tilbage inden længe. Han tager sjælendt lange bade længere.”

Det havde været en dejlig tur, det at David ikke var den store snakker, eller generelt bare ikke sagde noget, overhoved. Passede hende ganske fint, hun havde brug for at fundere over alt det der var sket i løbet dagen, dette kunne være et problem hvis man var sammen med en der konstant skulle udtrykke sin mening om alt og alle. Med hænderne begravet i den slidte læderjakke hun havde valgt at trække hen over skuldrene efter de havde forladt skolen, sparkede hun til en sten der lå på asfalten der bredte sig ud foran dem. Så hun var altså blevet en varulv? Hun havde godt regnet med at det ikke havde været en normal hund der havde overfaldet hende, men det hele var simpelthen gået så hurtigt at hun ikke havde haft en mulighed for at reagere på hvad der var sket - Det havde været tidelig morgen, solen var endnu ikke stået op og hun var allerede sent på den for at åbne butikken op. Lige som hun var kommet til butikken der lå i udkanten af Logement havde hun allerede haft følelsen af at nogen betragtede hende, siden hun havde trådt ud af døren derhjemme fra. Hun havde dog blot valgt at skyde følelsen af sig, da hun skulle nå at sætte tingene over inden at caféen åbnede klokken ni. Men hun havde så heller ikke noget meget mere end den tanke og lyden af nøglen som der gled ind i løsen, før at hun var mistet grebet med sine fødder på jorden, over at den enorme kræft der havde presset alt luft ud af hende. Smerten der derefter havde efterfulgt havde været ubegribelig, det sidste hun huskede var et par menneske øjne og duften at sved, blod og hund. Hun huskede tydeligt hvordan at hun var vågnet op i hospital sengen, fløjet op da hun jo var sent på den, kun for at finde ud af at hun havde ligget der i to dage uden at komme i kontakt med. Politiet havde afsat sagen med at det var en hund der havde bidt hende og ikke var til at finde, typisk måde at handle sager på når det kom til børnene fra Logement, men havde aldrig rigtig haft meget til overs for dem, bestemt ikke om man også skulle bruge politi tid på at finde hendes overfalds mand når hun sikkert selv havde bedt om det. Hun havde vent hjem, overbevist sig selv om at det var som der var blevet sagt, en hund der havde overfaldet hende. Men det havde stadig ikke beskrevet de øjne hun havde betragtet inden at hun havde besvimet. Så fulde af bekymring og anger over det som personen havde gjort. Hun havde stadig mareridt om det, men det blev hurtigt en af de ting man ikke snakkede om.

Hun vågnede op fra tankestrømmen da manden ved hendes side begyndte at snakke igen, de dybe brune øjne lagde sig på bygningen, trods at den bestemt ikke så ud af at komme fra den nyere tid, nærmere noget fra 18’hundredetallet, så det ud til at være holdt godt i stand, nyt tag, vinduerne så heller ikke ud til at være særlig gamle. Quin fugtede den nederste læber hvor efter hun slog en let latter op, ’’or what ever… Nice save’’ hendes øje gav et lille blink, inden hun greb tættere omkring taskens skuldrehank, hun havde ingen idé om hvad hun kunne forvente så snart hun trådte hen over dørtærsklen, han havde jo som sagt ikke udvist særlig står villighed til at forklare hende hvad der ville komme til at ske nu, blot at han kunne hjælpe hende med at få hendes vrede under kontrol. De øjne betragtede med stor nysgerrighed omgivelserne hun var kommet ind i, aldrig havde hun været inde i smukt et hus og tog sig selv i at spinde en halv om gang for at få alle detaljerne med. Men glæden over den dejlige atmosfære som huset ved første indtryk gav, blev hurtigt skudt i sænk da en mandlig stemme brød igennem væggene over en irritation omkring en, død mand? Da manden hvis stemme der havde tilhørt ham kom ud hvor hun og David stod, var det som alt gik i slowmotion, hendes øjne var som fæstnet på manden der gik voldsomt ind i David ved hendes side. Da han gik forbi fulgte hun automatisk i samme retning og skulle lige til at gribe efter ham og kræve svar. Det var som om hun kendte ham, som om at han burde være der da hun var blevet bidt, på den ene eller anden måde, hun kunne ikke sætte en finger på det, men det krævede svar, hun havde brug for at vide hvem han var og om hendes intuition var korrekt omkring denne mand. Vreden blev tændt som en gryde der var ved at boble over hen komfuret. Lysten til at smide tasken og indhente ham var stor, men da den ældre kvindes stemme trængte ind igennem hendes vrede vente hun dog nogle undskyldende øjne imod hende. Dette var ikke tidspunkt og lade temperamentet overvælde hende igen. ’’Ven og ven’’ Quin fik klistret et falsk smil hen over de fyldige læber, men smilet blev dog mere oprigtigt da den ældre kvinde opdagede på David der så ud til at rette sig ind efter hvad der blev sagt. Uventet.

Hun lod sig langsomt glide ind i værelset som Diana henviste til og nikkede så langsomt til, om hun ville have en kop te. ’’Meget gerne..’’ mumlede hun stille mens hun atter var betaget af hvordan huset så ud, bestemt ikke noget hun havde forventet at pedellen fra skolen boede i. Hun lod sig dumpe åndsfraværende ned i stolen, inden hun vente tilbage til den virkelig verden. Det virkede til det var nemt for hende at drifte væk denne dag. ’’Undskyld, jeg har fuldstændig glemt mine maner, mit navn er Quin..’’ hun smilede svagt til kvinden og tog imod te koppen, varmen gjorde godt igennem de kolde fingre. ’’Hvad er dette sted? – Og denne James, hvem er han?’’ efter så meget stilhed mellem hende og David, følte hun endelig at hun var klar til at stille og få svar på de spørgsmål som hun havde haft lige siden han lukkede hende ud af skabet. Kortvarigt løb der en mørk skygge hen over hendes ansigt, da hun bestemt ikke havde tilgivet ham for den oplevelse endnu. Men ikke kun du spørgsmål, bare på de få minutter hun havde været her havde de blot blevet fordoblet.

Diana tøvede ikke med at sætte sig ved bordenden ved siden af Quin efter at have givet hende koppen med te. Det var tydeligt, at hun undersøgte denne unge pige. Studerede hendes ansigtsudtryk. Og hun nikkede blot bekræftende med et venligt, da hun præsenterede sig selv. Det var først, da spørgsmålene kom, at den ældre kvinde ændrede sin udstråling en smule. Hun rettede sig lidt mere op og så forundret mod ulveungen. Hun åbnede sine øjne af overraskelse og blinkede et par gange, som om hun lige skulle have gentaget situationen lidt mere.
”Har David ikke fortalt dig noget?” spurgte Diana med en undertone af forvirring. Hun havde forventet, at han havde i det mindst sagt en smule til denne nyankommne i stedet for bare at tage hende med sig, som om han havde samlet hende op på gaden. Hun havde trods alt ventet hendes ankomst. Største delen af flokken vidste allerede om det mulige nye medlem. Ikke ved navn, men det var ikke en overraskelse, at David havde taget Quin med sig til Titan Fall. Diana rystede så bare lidt på hovedet - opgivende - og sukkede ganske svagt, inden hun atter så mod Quin med det venlige blik af forståelse. ”Stedet her hedder Titan Fall. Et opholdssted for os - medlemmer af Amber Sky..”
”Og Amber Sky er en flok. En ulveflok.” Pludselig brød den velkendte stemme af en ung mand igennem lokalet. Afbrød Diana. Ind ad en dør i den anden ende af spisesalen kom David til syne igen. Hans beklædning var ganske almen. Det var ikke direkte afslappende i den forstand, at han havde et par jeans på og ikke sweatpants, man måske ville have forestillet sig, han ville gå rundt i hos sig selv. Derudover var T-shirten skiftet ud med en anden. Meget enkelt. Han slæbte sig dovent hen over gulvet, mens han stadig var godt i gang med at tørre sit hår i et håndklæde ved at få rusket godt i de brune lokker. Hvilket kun resulterede i at hans hår stod ud til alle mulige sider, der han lod håndklædet hænge slapt omkring hans nakke, som han nærmede sig det store langlange bord. Han nåede dog ikke alt for langt, inden Diana var oppe at stå og henne ved ham, for at danske hårdt mod hans pande med en bog, hun havde haft i sine hænder. ”Hey! Jeg havde tænkt mig at fortælle hende, hvad hun ville vide. Hun spurgte mig bare ikke..!” kom det hurtigt fra ham, samtidig med at han lagde en ømmende hånd mod sin pande og så utilfreds mod den ældre kvinde, der bare rystede på hovedet for så at forlade lokalet lidt efter. Efterlod David og Quin til sig selv.

”Det kvindemenneske….hmpf..” mumlede englen, da han faldt ned på samme stol, som Diana havde siddet på. Han ruskede en sidste gang sit hår med håndklædet for at få det sidste fugt ud, inden han lagde det fra sig på bordet. Derefter stak han en hånd ned i den ene lomme i hans bukser og trak et par briller frem, som han satte på næseryggen, inden han endelig så mod Quin igen.
”Hvordan kan det være du først stiller spørgsmål nu? Jeg havde forventet, at du ville være lidt mere… skeptisk. Vi kender jo knap nok hinanden.” Han så undrende mod hende i starten, men han stoppede det igen kort efter, for at læne sig helt tilbage mod stolens ryglæn og løftede begge sine hænder op at ligge på hovedet. Dog stadig med blikket rettet mod hende. ”Men som Diana fortalte.. Så er det her Titan Fall. Det her er ikke kun mit hjem - eller det er faktisk slet ikke mit hjem endnu, selvom man kan sige jeg ejer det. Jeg vænner mig stadig til det.” Han lod sig distrahere en smule, mens han tænkte over, hvad han yderligere skulle sige. ”Ulve tilbringer for det meste sit liv i et gruppemiljø. De forholder sig i flokke for at blive stærkere. Det samme princip fremstår hos varulve. Vi er stærke hver for sig, men vi er stærkere sammen. Derfor ses det tit af varulve samles i flokke. Og Amber Sky… er min flok.” Det lød så underligt. Også selvom han måske havde sagt det til sig selv i over et halvt år. ”Jeg tog dig ikke med, fordi jeg ville have dig med, men jeg ville vel give dig muligheden. You seemed lost, I guess. Og fordi det er nemmere at ’lære dig op’ her.” Han så så væk fra hende igen og sendte end hånd igennem det fugtige hår for derefter at ende i nakken. Han pustede tungt ud og så lidt mod loftet. ”Nåh ja.. Og James.. Han er også en del af flokken. Men du skal ikke være skræmt væk af ham. Han er en helveds stor idiot.” Automatisk rømmede han sig lidt og satte sig op igen, som om han kunne mærke Dianas øjne i nakken, selvom hun ikke var i rummet længere. ”Det skal så lige siges, at han i princippet kun er det over for mig. Vi er ikke på god fod. Det er vel forståeligt, eftersom jeg... Hvordan skal jeg sige det?” Han trommede lidt med tommelfingeren mod bordet. ”En flokleder kan kun ændres, hvis floklederen dør. Eller - i få tilfælde - overlader rollen til en anden i flokken. Jeg kom først til Amber Sky i februar, da jeg endte ud med at… tage livet af den daværende flokleder. James var squ ikke ligefrem ellevild. Og han er ikke alt for glad for at blive ledt under den samme person, som tog livet af hans bedsteven..Men han er blevet af loyalitet.”

Med nysgerrige øjne betragtede hun den ældre kvinde mens at hun langsomt slubrede den varme væske ind imellem læberne. Dog fortrød hun hurtigt da teen stadig var alt for varm til at drikke af, så i stedet blev koppen sat tilbage på bordet. Hun rystede så langsomt på hoved omkring at David ikke rigtig havde fortalt hende noget, men det var jo teknisk set ikke hans skyld, hun havde bare ikke spurgt. Det at få at vide hun var en varulv havde været nok information til at hun lige skulle tygge på informationen før at hun kunne lade hendes tanker begribe andet. Som hun kunne forstå på det hele, var dette noget som ville forandre hendes liv for altid, hvordan kommer man sig nogen sinde over sådan et chok? Han havde sagt han kunne hjælpe og derfor blindt fuldt med, hun kunne jo altid smutte igen hvis det ikke faldt i hendes smag, ikke? Hendes brune øjne blev hurtigt vendt imod lyden af en velkendt stemme, tæt på at falde ned af stolen betragtede hun hvordan at David langsomt skred ind i rummet, shit, havde han altid set så godt ud? Dog blev hendes måbende udtryk dog heldigvis erstattet med en fnisen og et lettere udtryk da Diana sendte end bog imod hans pande, dette kunne hun godt blive vandt til. Hun kunne ikke mindes at hun havde udvist så meget glæde som dagen i dag, sjovt nok når man tænkte på hvad der var sket i løbet af en meget kort periode. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at hive op i smile båndet, hun mærkede hvordan at hun blev en smule varm i kinderne da Diana havde forladt dem og David satte sig der hvor hun havde siddet for blot få minutter siden. Hendes hænder var stadig fast placeret rundt om koppen, den varme som der trængte igennem porcelænet var med til at berolige hende, faktisk hjalp det utrolig meget på den vrede som hun lige siden bidet havde haft meget svært ved at lægge låg på. Men lige nu, følte hun sig ret godt tilpas.

Da han spurgte hende hvorfor hun først nu var begyndt at stille spørgsmål, kunne hun ikke andet end at trække en lille smule på skuldrene. Hun kunne altid forklare ham at det havde været fordi at hun ikke havde haft den store lyst til, at skulle forholde sig til mere end det faktum at hendes liv lige var blevet vendt på hoved. Men hun følte ikke at hun ville gå igennem en længere forklaring, så derfor blev det et lille træk på skuldrene og en mindre hovedrysten, som typisk mere indikeret på at hun ikke rigtig vidste hvorfor. Hun fugtede langsomt læberne og prøvede igen at tage teen op til hendes mund men denne gang var hun dog blevet klogere. Lige så stillede pustede hun imod væsken for at den ville køle hurtigere ned mens at hendes brune øjne betragtede David mens at han begyndte at besvare på hendes spørgsmål, mere udføreligt end hun havde regnet med. Hun lavede en lille krusning med munden, mens at en rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn. ’’Så, hvis jeg vælger at, blive her?’’ mumlede hun langsomt mens hun tog en lille tår af teen ’’Skal jeg så bo her?’’ hun fugtede nervøst læberne, hun ville elske at komme væk fra hendes mor men ’’Og det er kun for varulve right?’’ hendes stemme var svag, da hun allerede godt kunne regne svaret ud til hendes spørgsmål. Hvis hun valgte at blive en del af gruppen, hvad så med hendes lillebror hvad skulle han så gøre? Hun kunne ikke bare efterlade ham, nej dette var ikke en mulighed. Selvom hendes egoistiske jeg skreg på at hun var nød til at gøre noget for sig selv, bare en gang imellem. Valgte hun at ignorere det, hun måtte bare klare sig selv, lige som hun altid havde gjort, bare fordi at der nu endelig var kommet en forbi som havde udvist hende venlighed. Betød det ikke at hun så bare skulle smide alt på gulvet, alt det hun havde kæmpet for. Hun tog en dyb indånding og to en sidste tår af teen inden hun satte den fra sig på bordet. ’’Tusind tak for din venlighed David, men..’’ hun tog en dyb indånding og sank en klump ’’Jeg har en lillebror jeg skal beskytte, så jeg kan ikke bare smide alt jeg har i hænderne, fordi at jeg lige har mødt dette lille dump på vejen. Jeg har altid taget vare på mig selv, dette er ikke anderledes, jeg skal nok selv kigge efter mig selv. Mange tak.’’ Hun greb hendes skole taske og hæv den op på ryggen og smilede så venligt hun kunne præstere imod ham ’’[b]Det virker ellers rigtig hyggeligt her.. men jeg kan ikke bare…’’ hendes smil blev lidt mere sørgmodigt og nikkede så som farvel og vente sig om for at bevæge sig ud til hoveddøren hvor denne James før nogle minutter siden havde styrtet ud af. Men lige som hun nåede ud i gangen var der en ny person som åbnede døren og gik ind, eller ny var måske ikke lige måden man kunne beskrive det, da personen var hende meget bekendt. Manden vente de grønlige øjne imod hende og gav hende et stort smil ’’Quizling, så fik David endelig støvet dig op var?’’ han hæv sin brune læderjakke af og hængte den på en af knagerne, fuldstændig i chok gik han hen til hende og begyndte at rode rundt i hendes hår. ’’Seriøst, det var også på tide at han fik dig her hen, du er gået og lugtet af våd hund de sidste par dage..’’ han blinkede til hende ’’Eller også gammel mug, man er aldrig sikker’’ et irriteret skrig, som man typisk ville opleve blandt søskende sendte hun en knyt næve efter ham ’’Fuck dig Matthews!’’.

Han gjorde dog ikke andet end at undvige og grine, mens at et par lange arme lage sig omkring hende og trak hende ind i et meget modvilligt kram. Inden hun vidste af det var hendes fødder ikke fast plantet imod træ gulvet og atter var hun på vej ind i stuen ’’Hey David, please sig vil beholder den, den er utrolig underholdende’’ med en hurtig bevægelse havde han sluppet hende igen men hun nåede dog ikke at undslippe hans irriterende træng til konstant at røgere ved hende, da hun mærkede hvordan at nogle fingre havde grebet sig omkring hendes kinder ’’og se lige hvor nuttet den er.. er du ikke nuttet var..’’ Neil var gået lidt i hug så de var i øjenhøjde, mens at han snakkede til hende som hun var en lille baby. Hun havde ingen ord tilbage, men stod blot og sendte ham nogle øjne der lynede.

For helved!! Hun lod ham ikke engang sige noget, før hun fortsatte med hendes afvisning. Havde hun overhoved lyttet til ham? Han tvivlede lidt på det. Derfor sagde han intet. Han havde på fornemmelsen, at hun alligevel ikke ville høre, hvad han havde at sige. Hun havde helt sikkert allerede lagt det klart for sig selv, at hun ikke havde brug for hans hjælp. Eller nogens anden for den sags skyld. Hun var så forbandet stædig. Og det kunne han allerede mærke på hende. Hvorfor skulle han også tage sig af det hele? Det var ikke hans problem, at hun var blevet forvandlet. Det var ikke ham, der var en kæmpe kraftidiot og som havde ladet sit instinkt tage over, bare fordi der var en pæn pige i nærheden.
”Javel ja..” mumlede han en smule brummende for sig selv, da Quin havde skubbet stolen tilbage og fået rejst sig op. Han havde ingen idé, om hvad fanden han skulle sige. Hvad var det egentlig, der pludselig gik ham på nerverne? Var det hendes alt for venlige fremgangs måde til ham? Den måde at hun nærmest lod sorgmodig, som hun afviste. Han kunne mærke, at hun gerne ville. Eller var det bare noget han bildte sig ind, fordi han aboslut følte, han skulle tage sig af hende som en forladt hundehvalp? Det var ufattelig frustrerende. Han så ikke efter hende, men sad bare og så lidt fraværende på ingenting. Han trommede sin tommelfinger mod bordet, mens han så ud til at gruble over et eller andet. Hans læber havde presset sig til en lige streg. Men med ét, drejede han så allievel hovedet for at se hen mod døren, som hun netop trådte igennem.

Uden at tænke så meget over det, kom han ganske hurtigt op at stå. Noget styrede ham. En trang. Han havde nær væltet stolen bag sig, og han ventede skam ikke for længe, før han begyndte at trampe hen mod den selv samme dør. Efter hende. Det kunne da ikke betyde, at han skulle vente lidt før han fik fat i hende igen. Han havde ikke tid til, at hun skulle spille kostbar. Han forstod fandme godt hendes argumenter, men hun havde ikke hørt hende ud. Han var ikke glad for, at hun bare skred på den måde.
Til hans held, nåede han ikke specielt langt før hans mål kom tilbage. Han stoppede brat op og så direkte overrasket hen mod de to personer, der kom ind i spisesalen. Han genkendte dem begge to, men han havde ikke forventet den form for ankomst. Han kunne nu heller ikke helt lade være med at se foragtet mod hybriden, der løftede varulven indenfor igen. Det var lidt rutine.
”For fuck sake, man!” udtalte David sig med det samme og rystede opgivende på hovedet af Neils opførsel. Han havde næsten sendt en flad hånd mod sit ansigt, men timingen var allerede forsvundet. Og i stedet sukkede englen blot af det hele før han fortsatte hen mod dem begge, mens et smil formede sig på hans læber. ”Det ser ud til, at du for en gangs skyld er nyttig..” Han proppede sine hænder dybt ned i bukselommerne, mens han fik slæbt sig det sidste af vejen og stoppede kort ved Neil. Blot for at møde ham i en high five. Så vendte han sig mod Quin, der sikkert ville virke noget forvirret.
”Ser ud til du allerede kender idioten her..” Han pegede kort mod hybriden med et træk på skulderne, før hånden røg tilbage i den varme lomme. ”Nåh.. Er du klar til at tage dette her som ansvarsfulde voksne?” Han løftede spørgende sine øjenbryn, og folk omkring ham, ville nok kunne mærke en smule irritation. ”Oh. Og en anden ting. Drop formaliteterne. Please.. Jeg er ikke en eller anden saint, som du skal bukke og neje til.” Han trak igen sin hånd op ad lommen for at køre den igennem det fugtige hår med et sagte suk, hvorefter han vendte sig om igen. Han viftede anvisende med sin hånd for at vise, at hun skulle følge ham igen. Dog stoppede han lidt efter og så sig over skulderen. ”Vi kan også vælge, at bare stå op, hvis det er noget du hellere vil. I don’t really care, to be honest. Så længe du ikke flygter igen. Jeg vil helst gerne undgå, at du går fucking amok og for dårlig samvittighed over, at have blod på hænderne. Ted! Luk døren!” Han vendte sig så ordentligt om igen og fortsatte mod bordet. ”En anden ting.. Der er ingen krav om, at du skal bo her, Quin. Det ville være dumt. Jeg bor her ikke engang. Og Matthews gør heller ikke.”

''shut up you little shit, jeg er altid nyttig'' Neil grinte dog lidt over hans egen useriøse bemærkning, han mødte Davids high five, inden at han gik over for at tage sig en kop te selv. Men et skuffet udtryk drev hen over hans ansigt da der ikke var mere varmt vand, med et slumpet udtryk gik han tilbage til døren ud til gangen, for at lukke den efter sig da han skulle ud og på jagt efter noget at drikke, man kunne ikke lade en ilddæmon gå og lide af tørst. Dog kunne man høre hvordan han ude på gangen råbte noget med at den britiske oldsag altså burde stoppe sit flip med altid at tage alt det varme vand, der var også andre at tænke på end kun en enkelt gæst.

Quin stod med let åben mund og et misbilligende udtryk i ansigtet. De, Neil og David, af alle mennesker var venner? Hvordan kunne det dog overhoved lade sig gøre. Hendes ansigts udtryk forandrede sig fra at være arrigt til misbilligende, til bare at være i fuldkommen chok, hvad fanden havde der lige foregået her? Neil der opførte sig som et normalt, eller ja okay, efter hans stadart normalt venligt menneske, uden at hakke på hende, uden at være nedladende. Hun tog dog de sidste ord til sig da hun hørt hvordan at råbte med hensyn til teen. Så var noget af det gamle dog alligevel tilbage igen. Hendes taske dumpede langsomt ned på gulvet igen, hun havde stadig ikke ændret sin mening omkring at dette ikke var noget hun bare kunne kaste sig ud i. Men måske var det lige så meget det at hvis hun sagde ja, hvis hun tillod sig selv at blive en del af denne, klan, pack, hvad han nu havde kaldt det. Så måtte hun også indse at hun ikke længere bare var et normalt menneske, men en del af de monstre som hun altid havde været så bange for som lille pige.

Hendes hænder gled igennem det lange brune hår, mens at der atter gled et irriteret udtryk hen over hendes nøddebrune øjne der vente sig imod englen der gik afslappet tilbage til bordet. ''Hør nu lige her dude!!'' snappede hun efter ham, hun var ham taknemmelig for at han gerne ville hjælpe hende, men hvor hun kom fra så hjalp folk ikke bare, hun kendte ham ikke, så hvorfor skulle han overhoved være anderledes? ''Jeg kan ikke bare stoppe op og smide alt jeg har i hænderne for at blive en del'' hun kastede en hånd u i vejret mens hun begyndte at følge efter ham imod bordet. ''Af denne klan, især når i lukker totalle fjolser og asstwats som Matthews ind...''
''I HEARD THAT!'' det gav et sæt i Quin da der ude fra gangen bag den lukket dør kunne høres hvordan at Neil råbte, seriøst havde den fyr ikke noget liv? ''Bottom line.. Jeg har en lillebror jeg skal forsøge... hvordan..'' det var som om det pludselig sortende for hendes øjne og hun dumpede ned i den nærmeste stol der stod ved hendes side. Det gik pludselig op for hende, selvom hun så tog hjem ville hun jo aldrig kunne forsøgere for hendes bror igen, eller jo, men det ville jo være alt for farligt for hende at være i hans nærhed, ikke så meget fordi at han skulle prikke til hendes ny fundet blus til hendes temperament, men hendes mor. Hver gang hun så hende var hun ved at blive ædt op af had over den ynkelige undskyldning for et menneske. ''Jeg vil aldrig kunne vænne tilbage, uden at frygte for hans liv, kan jeg?'' hun sank en klump og sendte nogle skræmte øjne imod ham. ''Jeg..'' uden nogen advarelse sank hun samme på bordet og begyndte at græde, der var ingen ende. I et fuldkommen rod, var det som om at hver mursten hun så fint havde muret rundt omkring sig selv og hendes følelser smulerede væk en efter en, hurtigere end hun kunne sætte nye op. Aldrig havde hun nogen sinde ladet nogen se hende bryde sammen på denne måde, men hun kunne ikke stoppe. Denne dag havde været alt for meget for hende, hvor ville hun dog ønske hun bare kunne være sig selv, det at nogen så hende så ynkelig fik hende nærmest bare til at græde endnu mere. Hold da kæft en fantastisk dag det var.

David fik hurtigt den første lyst til at slå en flad hånd tværs hen over sit ansigt. Hun frustrerede ham virkelig. På et punkt ville han ikke andet end bare at sende en knyttet næve mod hende. Smide hende ind i det nærmeste skab igen for at få hende til at holde sin mund. Bare få lidt af stand fra hende. Men på den anden side følte han det konstante ansvar, han rent faktisk havde, når det kom til hende - denne varulve tøs. Hvad ville et ordentligt kig ind i hendes Bambi-øjne egentlig ikke gøre ved ham?
Han bed det hele i sig igen. Han skulle virke afslappet og som om han havde det hele under kontrol. Hvilket han ikke havde. Han vidste ikke, hvordan han skulle tage sig af situationer som denne. Quin var den første varulv, der var blevet bidt for nylig, som han havde brug for at tage sig af. Hvis ikke landet lå, som det gjorde, ville han nok ikke have bekymret sig yderligere omkring hende. Udover at hun havde lavet blod gøre gulvet beskidt og givet ham mere arbejde. Men han ville ikke have bragt hende til Titan Fall bare sådan uden videre. Det kunne han dog bare ikke sådan sige til hende.

Og selvfølgelig skulle situationen gå hen og blive så meget mere besværlig. Englen havde været så tæt på at sende et svar hen mod hende, da hele hendes verden brød sammen. Han kunne nærmest se bygninger falde til jorden, og store støvskyer rejste sig mod himlen. Det var de skræmte øjne der fangede ham først. Han nåede ikke engang at sætte sig til rette på sin stol nær hende, før han var komme på fødderne igen. Han så ufattelig overrasket ud. Han troede lidt, at det var hans skyld. At han virkede skræmmende. Men så begyndte gråden. Den hulkende lyd fra dybden hos en af hunkøn. Den fik ham altid. Den kom mod ham med sådan en fart og sådan en styrke. Den klamrede sig hårdt omkring hans brystkasse. Klemte omkring hans stakkels hjerte. Og lukkede fuldstændig af for fornuften.
Han tog et enkelt skridt bag ud. Og han løftede sine hænder lidt beskyttende op foran sig. Han havde ingen idé, om hvad han skulle gøre. Han følte sig fuldkommen ubrugelig. Det var kommet så pludselig. Og havde hun ikke givet en fornemmelse af at være en af de der hårde typer that just didn’t give a fuck? Han var uendelig glad for, at hun havde skjult sit ansigt. For han lignede en komplet idiot i det øjeblik. Han så helt fortabt ud. Han løftede sine hænder op over sit hoved og lagde dem om i nakken, mens han desperat så sig omkring efter lidt hjælp. Der var ingen. De var alene. Neil var allerede skredet - men hvad fanden skulle han også gøre? Og Diana sad uden tvivl inde på biblioteket og summede over en gammel bog og en dejlig kop Earl Gray. Han kunne høre hendes britiske posh stemme i hovedet.
Han pustede tungt ud og vente tilbage til Quin. Han fik det virkelig dårligt, af at både se og høre hende. Han fik det dårligere over ikke at have gjort noget. Det kunne da ikke passe at sådan en lille ting skulle slå ham ud. Han sank tungt og lod sine hænder falde ned langs siden igen. Han tog et par skridt hen mod hende igen og rømmede sig. Bare for at give hende lidt heads-up over, at han stadig var der. Og at han nærmede sig. Og for at klargøre sin stemme. ”Hey..” mumlede han utrolig keglet, mens han satte sig ned på stolen ved siden af hende. Drejede den så han sad mere eller mindre med fronten mod hende. Han lagde sit hoved helt ned på bordpladen og drejede det for at se mod hende. Hænderne havde han flettet sammen og hang mellem hans ben. ”Der er ingen der har sagt, at dette er et røvsygt liv. Det er ikke fordi, du aldrig kan gøre, hvad i helvede du vil længere. Det er ikke jordens undergang, for gods sake.” Han forsøgte at holde stemmen relativt lav. Og tonen var en smule mere venlig. ”Ting blev vel også anderledes for dig, da du gik i puberteten, right? Men de ændringer lærte du at leve med, vil jeg håbe. Dette er måske en del mere alvorlig end lige dét, men det er samme princip. Du skal bare lære at leve med det. Lære at kontrollere det.”
Han rettede sig op med et lille suk, blot for at læne sig ind over bordet igen. Han fik samlet håndklædet - han selv havde brugt til at tørre sit hår med - og satte sig så til rette igen. ”Her.” Han overrakte håndklædet til hende. Selvom det var lidt fugtigt i forvejen kunne hun sagtens bruge det til at tørre sine øjne med. ”Hør.. Jeg sagde intet om, at det er en nødvendighed, at du bliver en del af flokken. Du kan leve som du plejer. Men lad mig alligevel hjælpe dig lidt. Det er bedre at du slår mig frem for sin lillebror.” Han bed sig lidt i kinden, mens han tænkte på, hvad andet han kunne sige for at trøste hende. ”Faktisk er dig og Neil meget ens. Forskellen er bare at han.. lader sine frustrationer og personlige problemer gå ud over andre. Mens du lader det hele gå udover dig selv. Og yeah sure.. Neil is a fucking asshole. No doubt there. Men der er en grund til det.” Han rømmede sig en smule igen. Slim satte sig konstant fast i hans hals. Specielt i svære situation som denne.
”Du har dog ret i at du ikke bare sådan at vænne tilbage uden at frygte for at skade andre. Det er det samme for alle bidte. Det er som om ens verden bliver vendt på hovedet. Jeg…” Han holdt et øjebliks pause, mens han se mod loftet. ”Jeg blev bidt lidt før min lille søster blev født. Jeg glemmer aldrig, hvor mange gange jeg nær havde smidt hende tværs igennem rummet fordi hun larmede så meget. Og det tog hårdt på min forbedrede hørelse. Misforstå mig ikke - Jeg elskede Lily - men virussen satte sit præg. Jeg fik dog ikke en hel del hjælp. Jeg ville have ønsket jeg havde. Der hvor jeg kommer fra, var det ikke den bedre nyhed, at der vandrede en varulv igennem gaderne.” Han knejsede kort med nakken før han så tilbage mod Quin.
”Så tror mig, når jeg sige, at jeg vil hjælpe. Jeg er trods alt gudssendt..” Han kunne ikke lade være med at klukke lidt over den sidste del. Det var så ironisk. Han var langt fra et englebarn, som sådan. Men det fik et smil frem på hans læber. Et ganske forsigtigt et. For at se det hele an.

Hendes bryst gjorde så ondt, mens hun knugede sine hænder ind i knytnæver, så hård at neglende langsomt pressede sig igennem den bløde hud. Den varme sensation af blodet der langsomt begyndte at glide igennem sprækkerne imellem hendes fingre, rev hende dog i en brøkdel af et sekund ud af hendes snøft og de varme salte tåre der trængte sin vej ned af de røde kinder. Med hævet øjne, vente hun langsomt øjnene imod David som havde lagt sit hoved ved siden af hendes. Da følelsen af at hendes næse ville begynde at løbe igen, snøftede hun igen, men der kom ikke flere tåre. Det sveg som bare fanden da lyset fra rummet ramte de dybe varme brune øjne. Men hun holde blikket rettet imod ham, prøvede at fange hans egne brune øjne, der var alligevel noget betryggende over dem. Og lige nu var det tryghed hun havde brug for, hans stemme fik langsomt bragt hende tilbage til overfladen. Hvordan hun kunne have været druknet så dybt havde hun ingen anelse om, men et lille, næsten usynligt smil bredte sig på de fyldige læber, inden hun begravede sit hoved igen. Hun tog dog en dyb indånding og genovervejede beslutningen om bare at blive liggende sådan hen over bordet, langsomt rejste hendes ryg sig op igen, men håret faldt stadig i et beskyttende lag rundt omkring det hjerteformede ansigt. ’’Tror jeg har været igennem alt for meget, til at bekymre mig om hvordan det var at gennemgå teenage krisen’’ hendes stemme var blevet en del mere hæs, efter at den overvældenden reaktion at tåre havde samlet sig som en kæmpe klump omkring hendes stemmebånd. Hendes ene hånd åbnede sig langsomt, for at tage imod det håndklæde han rakte hende. Hendes øjne lagde sig hurtigt på sårene der burde været på håndfladen, hvor at det røde blod prydet den. Men ingen var at se, hun rynkede kort brynene, men valgte hurtigt ikke at tænke videre over det. Hun tørrede det værste af tårende væk fra hendes ansigt, med håndklædet der var givet hende, før at det blev lagt ned på bordet overflade.

Hun valgte dog ikke at sige mere, før at han var færdig med hans utrolige lange tale strøm, hun lyttede til hvert ord, men det var svært for hende at holde fokus. Men det hjalp, ikke så meget det han sagde, men mere det at han formåede at holde et lavt og velovervejet tone leje imod hende. Det fik tankerne i hendes hoved til at falde på plads, i stedet for at bevæge sig hektisk som en internet highway. Igen snøftede hun en smule, men det var ikke længere så slemt. Tænderne begyndte lige så stille at kærtegne hendes underlæbe, mens hun med et tankefuldt udtryk stirrede imod rummets vinduer. En af de der blik hvor man kigger, uden at kigge på noget. Hendes blik vente dog tilbage til ham, da han sagde han var her for at hjælpe hende. Hun tog en dyb indånding og nikkede så. ’’Okay.. jeg, tror jeg har nået en ordentlig slutning denne gang.’’ hun gned sine svigende øjne og fugtede langsomt læberne, inden hun fortsætte med hvad hun var i gang med at sige. ’’Hvis dette, virkelig er så slemt som i bøgerne. Og som jeg selv har haft følelsen for det er, vil jeg gerne blive, her. Blive en del af denne.. pack som du kalder det. Også må jeg få det til at hænge sammen med, at jeg finder ud af hvordan jeg får min lillebror væk fra min mor. Men jeg, jeg kan blive her?’’ hun blinket kort med øjnene, pludselig følte hun sig utrolig sikker i hendes sag. Hun blev her, her havde hun måske en chance for at få hoved på rette sted, få den ro hun trængte til, fra en mor som der konstant gik hende på nerverne. Hendes mor havde aldrig gjort noget over for hendes lillebror, så, så længe hun kunne komme hver dag og sørger for at der var mad, så ville det hele nok ordne sig. Jo mere hun tænkte over det, jo mere positiv blev hun over hvad hendes endelig beslutning havde været. Ja, hun blev her, sammen med dem, lærte hvordan hun kontrollere denne sygdom, så hun på et tidspunkt kunne tage hjem igen, uden at være bange for at gøre hendes lillebror fortræd. Men stadig have den sikkerhed, at hun kunne tage sig af at der ikke skete ham noget. Et smil bredte sig langsomt hen over hendes læber, mens at hun fandt hans øjne. ’’Tak..’’ dette var ikke et ord som der om hen over hendes læber særlig tit, nok ikke et han skulle forvente at høre ret meget mere end denne ene gang. Men han fortjente det, han havde virkelig været der for hende i dag, trods hendes mentale sammenbrud, flere gange. Hun sank en smule mundvand som havde håbet sig op i hendes mund, mens hun ventede på om han stadig ville give hende tilbuddet om at blive.

David måtte indrømme for sig selv, at han blev en smule overrasket over, hvor hurtigt hun fik det bedre. Normalt var han vant til, at der skulle mere til. Men nu havde han også kun haft arbejdet med at trøste en del yngre folk. Børn for at være mere præcis. Børn var lidt hans område, selvom han fandt dem umådelig irriterende. Hvilket dilemma han var kommet i. Dog fjernede han hurtigt tankerne og fokuserede nu mere kun på Quin, der så ud til at samle sig selv op igen. Han havde lidt på fornemmelsen, at hun bare forsøgte at virke stærk og bibeholde sin hårde facade. Han forstod hende vel godt, nu hvor han vidste, at hun havde en lille bror. Han kunne ikke helt lade være med at spejle sig i hende. Også selvom deres liv virkede til at have været vidt forskellige. Men så igen - han kunne umuligt sammenligne sig selv med en fra det andet køn. Var kønnene ikke alt for anderledes til det?

En svag udånding lod fra ham. Ikke så meget et suk, men mere som om han lige skulle have renset en stor mængde luft ud i lungerne. Han løftede begge sine arme op over hovedet og lænede sig mere tilbage i stolen, mens han strakte ryggen ud. Armene bukkede så ved albuerne og hvilede efterfølgende på hans hoved, mens han lagde blikket mod varulven ved siden af sig. Han kunne se, hvordan hendes øjne var begyndt at blive røde af tårerne. Hun så helt anderledes ud nu. Mere skråbelig. Det var svært at forklare, hvad der egentlig gav den effekt. Han var trods alt ikke ekspert i diverse ændringer i ens krop ved dit og dat.
”Selvfølgelig kan du blive her.” startede han så ud og nikkede lidt for at virke mere bekræftende. ”Jeg går ikke bare rundt og giver folk tilbuddet uden at rent faktisk mene det.” Når det kom til sin flok var han yderst seriøs. Han tog ikke nogle valg uden at have tænkt over dem. Han bragte ikke sarkasme op så tit, når det kom til Amber Sky. Han var vel begyndt at holde en del af flokken og det hele. Han følte sig lidt mere vigtig her. Han hørte endelig til et sted i den nye verden, han var proppet ned i.
Idet at det lille ord på tre bogstaver forlod hendes mund, så han lidt mere forundret på hende. Som om han ikke ligefrem havde forventet at høre det. Der var ingen tvivl om, at han selv mente han fortjente det, men det kom noget tidligere, end han havde troet. Hurtigt rystede han forundringen væk og rømmede sig en smule, før så mod hende med det samme udtryk som før. Måske med en smule glød i kinderne. Han sænkede sine arme igen. Kun for så at lægge en hånd på hendes hoved, hvor på han ruskede godt i hendes hår. ”Vi kan jo ikke have at en varulv går rundt og puster huse itu.” mumlede han med tydelige beviser om at han nok bare forsøgte at tage imod takken med højthævet pande.
Stille og roligt bevægede hans blik sig hen imod et af de mange vinduer, mens han trak sin hånd til sig igen. Mørket var så småt ved at lægge sig. Solen gav i hvert fald de skarpe orange nuancer fra sig, som om den var på vej ned. Han ville aldrig sige det højt, men han brød sig mest om disse tider. Nok mest solopgangen, men de føltes ens - på sin vis. ”Det er ved at blive sent.. Hvad med at vi finder et værelse til dig som det første?” Han vendte først tilbage til Quin efter at have spurgt spørgsmålet. Han så spørgende på hende med et svagt løftet øjenbryn og let træk på skulderne. Derefter kæmpede han lidt for at komme op at stå, hvilket blev besværliggjort af at stolen ikke rigtig gad blive skubbet tilbage. Han havde nær snublet, da stolen med ét gav efter, men han fangede hurtigt balancen i tide. Han rettede sig hurtigt op og rettede på brillerne - forsøgte at lade som om intet var sket. ”Og en anden ting - Jeg tillader ikke, at du dropper ud af skolen.” Han så kortvarigt på hende med et seriøst og bekymringsrigt blik, før han vendte ryggen til hende. Gjorde tegn til at hun skulle følge med. ”Der er en masse i flokken, som kan hjælpe dig med dine studier, hvis du har brug for det. Neil er faktisk en utrolig god til det..”

Hun smilede svagt, men hendes øjne afslørede dog kort den flovhed hun følte over, at have spurgt om hans tilbud stadig var der. Hun var vel blot van til, at folk ikke stod ved de tilbud og den hjælp som de tilbød. Hun fugtede langsomt læberne og den kolde, intet visende ansigtsudtryk gled hen over det ellers pæne ansigt. Et svagt minde fra da hun gik i folkeskole, hvor klasselærerinden altid havde sagt at hun burde smile noget mere. Men smilet der som hun havde sagt lystet Quins ansigt op, så hun lignet en lille engel med det lange blonde hår hun havde haft den gang, varede typisk aldrig ved. Især ikke efter at hendes far var forsvundet ud af livet og moderen havde fundet en kær ven i bunden af en hver spirtus flaske hun kunne få fingrende i. Fjorten år havde hun været, da pengene ikke længere rakkede til at få mad på bordet og hun måtte ud i den virkelig verden og finde et job. Hun huskede stadig de lange timer som flaskepige, det at stå med kosten ude bag ved i det ildelugtene lokale hvor alle pant samlerne kom med deres øldåser og andet spirtus som de unge havde smidt fra sig, hen over weekendens fulde nætter. Hun fugtede langsomt sine læber, det med at stole på folk det kom ikke længere særlig let, hun havde muligvis ladet David komme tæt nok på til at se hende græde, men hun ville stadig ikke tro på at han ville hende noget godt uden at der kom en regning for det i sidste ende.

Dog de dystre tanker om ikke at stole på ham, kom smilet dog alligevel frem da han refererede de tre små grise. Et lidt mere lykkeligt minde om hende, der sad og læste historier op for hendes lillebror inden at han skulle sove, prydet hendes nethinde. Hvilket resulterede i at smilet blev lidt bredere, mens et lille fnis undslap hen over læberne. Igen slog det hende hvor meget bidet havde ændret hendes adfærd, aldrig nogen sinde ville hun have gået fra vred, afvisende, til fuldstændig skrøbelig og ulykkelig, til pludselig at sidde og fnise over noget så latterligt, som; Vi kan ikke have en varulv der går rundt og puster huse itu. Hun rystede kort på hoved og mærkede de bløde hårtotter, der i et kort sekund kærtegnede de runde æble kinder. Hendes blik fulgte hurtigt hans imod vinduerne, der afslørede at solen der var på vej ned. Der var vidst noget med, at hvis en solnedgang ikke gik ned i en sæk så skulle man klappe. Ved denne mærkelige tanke der havde lydt i hendes hoved, rynkede brynene så let mens et misbilligende blik gled hen over øjnene. Havde hun virkelig helt seriøst siddet og husket på noget så åndsvagt, omkring hvad traditionen var for en solnedgang? Hun ville have fnyst af sig selv, hvis ikke han havde vækket hende igen med spørgsmålet om at finde hende et værelse. En smule åndsfraværende nikkede hun blot på spørgsmålet, for så lige så stille at rejse sig op fra bordet og tage sin rygsæk op på skulderen, dog gled de mørke brune øjne hen på David da han i et meget akavet forsøg selv prøvede at komme op fra stolen. Hun gemte hendes morende grimasse over situationen bag hendes ene håndflade for ikke at begynde at grine af ham. Dog forsvandt smilet meget hurtigt og blev til en irriteret grimasse, næsten sådan et ansigt en hver teenager ville sætte op, når ens forældre bad dem om at gøre noget du bestemt ikke havde lyst til. Men hvordan kunne hun snige sig rundt omkring denne? Her kom tanken tilbage om, ingen ting kom gratis og denne form for betaling var dog den værste. Med et irriteret suk stak hun hænderne ind i læderjakken som hun stadig havde på efter at have været på vej ud, da Neil havde båret hende lige så hurtigt ind igen. ’’Men.. Men jeg har jo allerede meldt mig ud?? Det ikke fair! Hvis du må droppe ud, hvorfor skal jeg så fortsætte?’’ med et ansigt der blev mere og mere irriteret over situationen, fulgte hun dog efter ham og med et opgivende suk om at hun godt vidste at der nok ikke var så meget at diskutere i denne sag, eller retter; Hun havde allerede tabt på forhånd. ’’Fint…’’ blev hendes svar, kort og kontant. Men nu var der et nyt dilemma der prydet hendes tanker, hun havde jo intet nattøj eller toilet sager? Hendes bror var ikke noget problem for natten, da han skulle overnatte hos en af hans skolekammerater de næste par dage. En af mødrene i broderen klasse havde hurtigt lagt mærke til hvordan det altid havde været Quin som hentede ham, derfor spurgt ind til forholdende derhjemme. Hvor hun til sidst havde tilbudt at for at lette presset gerne ville tilbyde Ted at komme hjem og overnatte hos dem et par gange om måneden. ’’Ehm David?’’ hendes nervøse stemme brød stilheden mens de var på vej hen til, hvilket rum det nu var han havde tænkt sig at logere hende på. ’’Jeg havde ikke rigtig planer om at skulle overnatte andre steder end der hjemme i aften så.. Og en pigen har sine behov, som måske noget at sove i, rent undertøj.. toilet ting, du ved.. normal human needs..’’ stadig med hænderne i lommen ventede hun kort på hans svar, fordi så ville det måske være bedre hvis hun tog hjem til sig selv, for at komme tilbage den næste morgen? Men nu måtte hun jo vente og se hvad han havde at sige.

”Fordi jeg er ældre end dig. Jeg har allerede været igennem de fleste af mine fag, som jeg har brug for.” svarede han kort og godt, mens han træk lidt åndsfraværende på skulderne. Han tænkte ikke helt over, at han lød som en, der var mindst 100 år gammel. Fanget i en ung grund. Det var nu heller ikke tilfældet. Så heldig var han dog ikke. Han drejede efterfølgende hurtigt omkring på hælen og stod med fronten mod hende igen. Hænderne have han proppet godt ned i bukselommerne. Hvis man ikke allerede kendte til både hans personlighed eller, hvad han gjorde med sit liv, så ville man sikkert ikke tage et andet kig på ham. Han lignede et almindeligt menneske. En almindelig ung mand, der blandede sig godt ind i mængden af andre mennesker. Der var ikke rigtig noget specielt over ham, udover den tydelige sarkasme, der konstant hang hen over ham. Især hvis man havde haft bare en lille samtale. Det var som en traumatisk afsender, der skød ud fra ham efter blot én sarkastisk sætning. For det var helt klart hos David, at der uden tvivl ville komme mange flere ud af hans mund. ”Og fordi jeg har lidt flere ting at tage mig af end dig, lille frøken.” Han kørte blikket lidt rundt i spisesalen for at hentyde til selve bygingen. Selve Titan Fall. Og ikke mindst selve Amber Sky. ”Don’t forget.. Jeg skal holde en stor gruppe hunde udenfor problemer.” Han lænede sig lidt frem over for at komme i en nogenlunde øjenhøjde til Quin, og et tilfreds smil voksede frem, da hun bed det i sig og ikke beklagede sig yderligere over det. Han havde forventet lidt mere kamp, men nu hvor han tænkte over det, måtte hun et sted nyde skolen lidt. For så vidt han var klar over, kunne hun godt lide at komme lidt væk fra det hjemmelige.

Han skulle lige netop til at vende sig om og gå videre med forventning om, at hun fulgte med ham, men i stedet blev han stoppet af hendes stemme igen. Han stod på daværende tidspunkt med siden til hende og så spørgende og afventende mod hende, som hun begyndte at forklare. Han gjorde lidt større øjne og måtte indrømme, at han ikke havde haft tankerne over lige netop den slags problemer. Det var trods alt ikke noget han tænkte over. Han boede ikke engang på Titan Fall, men han havde da lidt skiftetøj liggende, hvis han skulle blive på kontoret. Han havde nær begyndt at le over det, men nåede lige at sætte en hånd hen over munden og samle sig igen, før han ganske roligt trak på skulderne, vendte sig mod hende og stak hånden i munden igen. ”Oh.. Yeah.. Sure..” Han rømme sig lidt. Og man kunne næsten tro, at han fandt det underligt og akavet at snakke om lige pludselig. ”Det vil nok være en god idé lige at have samlet diverse ting og sager. Hhmm.. Du kunne altid låne noget af Klaire. Hun bor her på Titan Fall. Men jeg kan godt se, at det er mere behageligt at have dit eget.” Han fugtede svagt sine læber, mens han ubevist lagde hovedet på skrå og betragtede hende, som hun stod der. Klar til at gå ud af døren igen. Hjem til sig selv. ”Nåh men..”
Med ét blev han afbrudt, da døren fra entreen pludselig sprang op og noget småt og hurtigt fandt sin vej hen til ham. ”Daaa-vid!” Pigens stemme genkendte han hurtigt, og han frøs nærmest, hvilket gjorde han ikke nåede at reagere på, den unge teenager, der hamrede sig ind i hans mave. Alt luft blev slået ud af ham, og han lænede sig med det samme frem over med armene ømmene om maven. ”Sofia, dit lille...” Man kunne se at han virkelig bed ordene i sig. ”….din fucking møgunge. Lær at hilse uden at slå mig halvt ihjel..” Han øjnede landede på den energiske pige foran ham, der bare stod med det største og kækkeste smil. ”Jeg troede ikke, du kom i dag.” kommenterede Sofia bare, hvorefter hendes øjne kørte hen mod Quin, hun ellers havde ignoreret. Den lille varulvs blik ændrede sig hurtigt til mistroende. ”Hvem er hun??” spurgte hun knap så begejstret, mens David endelig fik rettet sig op igen. ”Quin.. Det her er Sofia. Sofia, det her er Quin.” ”Hvad laver hun i Titan Fall? Kun medlemmer må være her.” Han tøvede ikke med at sende et slag om i pigens baghoved. Bare et dask med flad hånd. ”Drop attituden!” Sofia pustede sig lidt op af ren barnlighed, inden en ny stemme rungede igennem spisesalen.
”David!” Denne gang tilhørte stemmen en kvinde - måske lidt ældre end David - med orangerødt hår, der kom gående ind fra entreen med en indkøbspose i hver hånd. Og hvis man så ned mod hendes ben, ville man mødte en lille dreng komme vraltende i forsøg på at holde tempoet. Det var et dejligt smil, der sad på hendes læber. Hun satte hurtigt kurs mod det lange bord, hvor indkøbene blev sat, før hun satte hen mod forsamlingen af mennesker. Dette var Katatin. Og hendes smil blegnede ikke ved synet af Quin. ”Har du taget en veninde med over?” spurgte hun David, med den typiske undertone af ’er det her din kæreste’. David var lidt rundt på gulvet af at der pludselig var så mange omkring ham. Dog fik han hilst ganske akavet på den nyankomne. Ordene kom dog først, da den lille dreng begyndte at lunte hen mod ham. ”Dadid!” Det var kært som den lille dreng kom luntende med armene strakt ud og et bredt smil fremme. David så kort mod Quin med et undskyldende blik, inden han kom ned på hug. ”Hey there little man!” Han rakte selv sine arme ud og mødte drengen i en omfavning, hvorefter han fik løftet ham op i sine arme. David så ganske rigtig ikke helt rigtig ud med et lille barn i sine arme, men han virkede stadig til at vide, hvordan man gjorde.
Katarin kom nu helt hen til dem og startede med Sofia. ”Smut du ud i køkkenet med indkøbene.” Og af en eller anden grund adlød den lille møgunge med det samme. Og så kom opmærksomheden mellem David og Quin. ”Jeg er Katarin. Det er ikke hver dag, David tager en pige med hjem..” ”Hun er ikke..” Han blev hurtigt afbrudt. ”Oh! Men det ser ud til, at du er på vej ud af døren? Afbrød jeg jeres afsked?” ”Yeah.. Var lige ved at skulle følge hende ud..” ”Følge hende ud!? Det er ved at blive mørkt udenfor.” Katarin rakte så ud efter sin søn, som lydigt blev overrakt. ”Følg hende dog hjem!” Og så var der ikke mere om snakken, før også hun var på vej ud i køkkenet.

Og der stod David og Quin atter alene. ”Øh.. Yeah…” Han vippede lidt frem og tilbage. ”Hun har ret. Kom.” Så begyndte han at gå hen mod entreen. ”Jeg følger dig hjem. Så tjæp tjæp!”

Quin kunne ikke lade være med at smile lidt over, den akavet kropsholdning der skylede hen over David, det kunne da virkelig ikke være over at hun havde nævnt at hun havde brug for undertøj? Så sart kunne han da virkelig ikke være, en tænkende mine fortrak sig hen over det runde ansigt, mens øjnene betragtede ham. Hendes ene øjenbryn skød dog i vejret da han foreslog at hun kunne låne, af en af pigerne der boede på Titan Fall, han burde virkelig få en lektion omkring hvordan kvinder deler tøj. Et var måske at låne en nattrøje af en veninde man havde kendt i over en længere periode, men selv hvis hun havde haft en bedsteveninde, ville hun ikke låne deres undertøj. Det var bare, for mærkeligt? Men nu kunne hun ikke rigtig sætte sig ind i det sted at have en god veninde, da hun aldrig havde været typen som havde venner. Enspænder var nok det ord, som passede allerbedst til hende. Men den bedste grund var vel nok, at hun bare ikke havde tid til at tænke over at være venlig, de fleste mennesker krævede dog en hvis standart af andre for at ville være venner med dem. Hun faldt bare ikke ind i kategorien, veninde typen. Hun skulle lige til at forklare, at hun ikke havde den største lyst til at skulle låne noget af nogen som hun slet ikke kendte, men fik aldrig chancen før at de blev afbrudt af en ny stemme og derefter en lille pige der nærmest prøvede at fælde manden foran hende. Der hvor der havde været et mistroisk blik, blev hurtigt forvandlet til et smil, det var tydeligt at han var en stor del af familien her, nu havde hun ellers gået rundt og troet han var en enspænder lige som hende. Men måske ikke helt alligevel? Hun fugtede læberne, inden hun ville have præsenteret sig for den ny ankommende, men i stedet for en venlig gestus som Diana havde givet hende, var det tydeligt at denne yngre pige bestemt ikke var glad for at se hende. Hvis Quin ikke vidste bedre ville hun nærmere læse den lille piges, hvis navn blev præsenteret som Sofia for hende, som truende. Kunne det virkelig passe? Igen blev et øjenbryn løftet og nogle forvirret øjne blev vent imod David, havde hun gjort noget for at fortjene denne lille piges fjendtlighed? Men inden hun nåede at få tvunget en venlig stemme frem og hilse på Sofia, blev de igen afbrudt, de brune øjne vente sig imod den nye stemmes ejer mand, en smuk kvinde kom til syne i døråbningen. Denne gang blev hun igen mødt af et smil, hvilket gjorde at Quin faldt en smule ned på jorden igen, uden at have bemærket det havde hendes krop lyst ud af forsvars position, hvis tøsen nu skulle have fået gode idéer. De knugede næver faldt tilbage igen og hang nu slapt ved siden af hendes bukser, men det blev hurtigt akavet for hende og fandt så ned i hendes jeans varme lommer i stedet.

Uvilligt blev Quin dog alligevel lidt rød i kinderne, over kvindens bemærkning om hun var Davids veninde, tydeligt understreget, er dette din kæreste? Det hele blev en smule for overvældende, hvilket gjorde at Quin blot stod der og kiggede, som om katten havde slugt hendes tunge. Da ingen ord kom hen over hendes læber. Normalt ville hun nok havde reageret med et smil og blidt udtryk i de brune øjne, da David tog den lille dreng op, det var et sødt syn og et eller andet sted synes hun ikke det var særlig mærkeligt at se ham med et barn på armen. Rent faktisk så det ud som om, at dette ikke var unormalt for den ellers så tilbagetrukket pedel. Men dog vågnede den unge varulv først op, da Katarin præsenteret sig, Quin rømmede sig kort ’’Quin’’ kom der hæst fra hende, som havde hun stået og skreget i flere timer, eller fået en slem halsbetændelse. Men ingen af disse ting var sket, hun var blot overvældet over alt det som skete på så kort tid. Dog spærrede hendes øjne op og rødmen kom tilbage med fuldt blus da hun igen hentydet til Quin som Davids kæreste, hendes højre hånd som ellers havde været stukket så langt ned i bukselommen som muligt, fløj op til hendes ene kind mens en manisk stemme inde i hendes hoved, skreg; tag dig sammen! Men rødmen var kommet for at blive, ’’Der er virkelig ingen gru-’’ men det virkede ikke til at hun havde noget valg i det med at David skulle følge hende hjem, måske ville det måske være meget rart ikke at skulle vandre helt mutters alene hjem i mørket, trods at tanken om at han skulle se hvor hun boet. Men så igen, behøvede han jo ikke gå med ind når hun skulle hente sine ting. Langsomt fulgte hun efter ham, det var først da den kolde luft ramte hendes ansigt at varmen der forudsagde rødmen i hendes kinder, begyndte at svinde ind igen.

Da de var gået et godt stykke af vejen, begyndte talens evne langsomt at vænne tilbage til hende. ’’Det virker til at være nogle rigtige dejlige mennesker som bor i Titan fall, men, helt ærligt hvad er Sofias deal? Kan hun bare ikke lide andre hun kender, eller bare mig specielt? ’’ Quin vente sit blik imod David, mens at det var svært at se hans udtryk, trods at lygterne på den tomme gade gjorde deres bedste for at lyse den op. Men før hun vidste af det, var de allerede nået til hendes hus. Uvilligt og uden rigtig at ligge mærke til det selv, stivnede hele hendes krop, mens ansigtet foldede sig i arrige rynker. Da de var nåede til have lågen der var begyndte at ruste væk stoppede hun op. ’’Jeg… Gider du ikke vente? Går ind, pakker en taske og går med tilbage igen.. Det tager mig 10 minutter max?’’ hendes blik var nærmest bedende da hun kiggede tilbage på ham, mens hun afventede hans svar. Hun havde en mulighed for at undgå at skulle bruge natten i hendes helvede, som hun plejede at kalde det, hvorfor så ikke tage den? Men hun ville nu alligevel have det bedst med hvis han gad at vente på hende.

David var bestemt blevet overrasket over, hvor stum Quin havde været igennem det hele. Hun var måske ikke helt vant til lignende situationer, men hun mindede ham stadig om en standhaftig stenfigur som kunne klare alt med den rette facade stillet op. Det var nok bare ikke tilfældet alligevel. Han trak hurtigt i sin lynlåstrøje, han havde hapset fra en af de utallige knager ude i entreen nær døren. Det kunne godt være, at han ikke mærkede kulden som et alment menneske, men han var fandme heller ikke immun. Og aftenvinden var kold i dag. Han kunne lugte det på lang afstand. Og følte det via de små hår i nakken. Ganske små instinkter, han var blevet yderst glad for at have. Helt ubrugeligt var denne virus ikke. Han undlod dog at lyne trøjen. Den var der egentlig kun for at dække hans arme til, der var fremvist på grund af hans valg af beklædning - en T-shirt. Det var trods alt stadig juli. Det var ikke tid til femhundred lag af lange uldunderbukser og fleece jakker endnu.
Flokleder gik et øjeblik bare og nød stilheden. Han fandt den ikke helt så akavet. I hvert fald så viste han det ikke frem for alle og en hver at se. Han havde proppet sine tommelfingre i hver deres bukselomme, mens hans frie fingre trommede svagt mod hans lår. Han slæbte sine fødder af sted hen over grus. Og så hen over asfalt, da de nåede ud på fortovet. Han havde været godt i gang med at glo mod himlen, da han pludselig hørte hans ledsagers stemme. Hurtigt lagde han sit blik tilbage mod hende og så lidt undrende mod hende, indtil hun forklarede videre om, hvad der gik hende på. Det virkede ret komisk. Hun tog det så personligt. Gjorde det til sådan en stor ting. Og han vidste allerede, hvad problemet var. Han vidste, at det bare var småting, der ikke betød det mindste. Men selvom det var sjovt at tænke på, lod han være med at le af det. Det ville bare gøre det hele værre for hende. I stedet trak han blot roligt på skulderne og så fremad på vejen foran dem. Han lænede sig lidt tilbage. Rettede ryggen, så han ikke gik så kejset.
”Det er enkelt, egentlig.” startede han ud med en form for rolig ligegyldighed i stemmen. Han klikkede kortvarigt med tungen, inden han fortsatte: ”Sofia ser dig som konkurrence. Det vil sige - Hun tror du er kommet for at tage mig væk fra hende.” Nu kunne han ikke lade være med at le lidt. Halvkvalt selvfølgelig. ”Du ved - som et pisse-jaloux kvinde i et forhold.” Han bøjede sig lidt fremover igen og så mod fortovet. Han sparkede til en vildfaren sten midt i det hele, hvorefter han sukkede tungt og så tilbage mod Quin. ”Så det er ikke fordi, hun ikke kan lide dig som individ. Se hende mere som en søster med et… broder-kompleks. Hun skal nok blødne op til dig med tiden. Alt i alt, er hun ikke meget andet end en møgunge, så tag dig ikke af hende.”

Det kom lidt bag på ham, da de allerede var fremme. Det var som om at tiden var fløjet af sted, som de havde gået side om side. Men så igen - Logenment lå ikke alt for langt væk fra skoven. Han stoppede op sammen med hende og så sig omkring. Han havde været meget i dette område i hans første par tider på jorden. Mest for at lade sin frustration og indre vrede gå ud over andre. Og denne del af Di Morga havde været den bedste. Han så hurtigt tilbage på Quin, som hun igen begyndte at tale.
”Huh? Vente? Yeah, sure. Eller...” Han stod et øjeblik og tænkte. Vippede frem og tilbage på sine fødder, stadig med hænderne i lommerne. ”Jeg vil lige hente noget, mens du får pakket. Tag al den tid du har brug for. Og hvis det virkelig er et helvede indenfor, så bare bliv her ude. Jeg vil komme så hurtigt, jeg kan og henter dig igen.” Inden hun kunne nå at protestere eller lignende, drejede han om på hælen og svalsede videre ned af fortovet. Så sig kort over skulderen mod hende med en sidste kommentar: ”Og husk nu at pak nok. Jeg hader at tage to turer frem og tilbage.” Så så han frem igen og rettede på sin trøje. Han lukkede den lidt mere omkring sig. Dog stadig uden at lyne den. Han nægtede.

Turen gennem natten gik overraskende roligt til for sig. Ingen idioter stod i vejen for ham, hvilket David var lykkelig for. Som han begav sig ind i Terre området, begyndte han at rasle lidt med nøglebundet, der lå og hyggede sig i hans ene lomme. Han var ikke ligefrem bange for at blive berøvet i de mørkere dele af Di Morga, men han ville helst undgå besværet. Og han var allerede klar over, at han ville blive nød til at spare på kræfterne, hvis han overhoved ønskede at få styr på dette nye medlem. Hun var vel hans beta nu, var hun ikke? Det virkede underligt. Men han måtte blive nød til at tænke mere som en leder. Som en alfa. Han sukkede igen og satte farten lidt op. Han ville ikke have, at hun ventede for længe på ham. Lidt efter lidt startede han skam også ud med at løbe. Og inden længe havde han fundet sin egen vej hjem. Det et-etagers rækkehus med røde murstensmurer og grøn forhave. Og så var der den tilhørende garage, hvor den hvide Lada Niva 1600 stod og ventede tålmodigt på ham. David skyndte sig hen til den og hev hurtigt sine nøgler op af sin lomme. Bilen blev låst op og han hoppede op i førersædet. Døren blev smækket i for at sikre sig, at den ikke ville gå op midt under køreturen, og nøglen blev sat i og drejet om, hvorefter bilen startede op med et par behagelige brum.

Da han nåede frem til Quins hjem igen, fik han hurtigt øje på hende. Han havde sat foden på speederen og sikkert overtrådt et par fartlove, men i det mindste var han nået frem uden yderligere problemer. Han dyttede et par gange med hornet, mens han bremsede op lige foran hende og rullede vinduet ned. ” Jeg tænkte det ville gøre det hele nemmere med noget motorhjælp. Du kan bare læsse op omme bag i. Har du brug for noget hjælp til at bære noget eller klarer du den?”

Et lille smil formede sig på de fyldige læber, blot det at han ville komme tilbage var godt nok for hende. Idéen om at have et andet sted at være, blev mere og mere tillokkende og pludselig formede der sig en fornemmelse i maven der tydeligt kunne beskrives som forløsning for en gangs skyld, skete der måske noget godt for hende? Noget der kunne forme sig som et normalt teenage liv, hvis man så bort fra at hun hver måned ville forvandle sig til et vildt dyr som ikke ville stå tilbage fra nogen, men hvem talte dog også det med?

Smilet blev hængende hen over ansigtet, mens at hun halv løb hen imod hoveddøren. Hun lagde hånden på håndtaget, men var ikke overrasket over at der ikke skete særlig meget da hun prøvede at trykke den ned. Hendes mor havde det med at være utrolig paranoid omkring hvem der ville komme igennem døren, typisk fordi at hun mente folk stjal hendes alkohol. Smilet var igen forsvundet, en nøgle fra lommen blev fisket frem, hvor efter at døren gav sin genkendelig lyd af et klik for at fortælle hende at nu var den åben. Langsomt, uden at forstyrre, i et håb om at moren måske lå og sov på sofaen, lukket hun sig selv ind. Quin rynkede på næsen over lugten der slog hende imøde, lugten af røg, alkohol og mug. Et dybt suk forlod hendes læber, det at kommunen endnu ikke havde taget broderen fra dem var hende et under, eller, det havde de gjort, begge var blevet taget fra hende, men af en eller anden mærkelig grund fået lov til at komme tilbage. Men dette var også det eneste sted hvor de begge kunne få lov til at være sammen, hun havde været ung og egoistisk, ønsket om at være sammen med hendes bror havde været større, end at han skulle have et godt liv hos en familie for sig selv. Uden at tage sig tid til at få overtøjet og skoende af, skynde hun sig igennem stuen for at komme op på hendes værelse. Ind til videre var der ingen tegn på at hendes mor faktisk var hjemme, hvilket fik hende til at ånde lettet op, måske hun så kunne få pakket uden det helt store postyr.

Da hun kom til hende og broderens værelse fiskede hun endnu en nøgle op, denne dør var en smule mere besværelig at få åbnet, men efter flere års problemer havde hun endelig fundet et trick, der gjorde at døren nærmest åbnede sig med det samme. Hun smed tasken fra sig og betragtede det lille værelse. To senge samt to klædeskabe var der knap nok plads til. Hun smilede lidt da hun betragtede hvor pænt og nydeligt der var over ved hendes brors seng, mens der lå tøj, bøger og andet rageles over alt på hendes seng, under den og ved siden af den. Hun åbnede sit klæde skab og hæv en sports taske ned fra øverst hylde, tasken blev smidt midt i rummet, hvor efter hun gik i gang med at finde tøj frem som hun skulle bruge. Egentlig ikke fordi hun tænkte særlig meget over hvad det egentlig var hun fik fingre i, men mere at der var lidt af det hele.

''Og hvad tror du lige du laver?'' det gav et chok igennem Quin da moderens stemme pludselig brød stilheden, måske mere fordi at hun havde svoret at hun havde været alene hjemme. ''Er det ikke tydeligt? Jeg pakker.'' hendes stemme var kold, tydeligt at der ingen varme følelser var fra hende til denne kvinde. Hun skubbede til hende for at komme forbi og ud på badeværelset for at pakke de sidste ting hun skulle bruge. Så havde hun ikke behov for at komme tilbage det næste stykke tid. Og måske hun kunne overtale familien der havde hendes bror at beholde ham længere end normalt, bare ind til at hun kunne finde et mere permanent sted for ham. hun skulle lige til at tage hendes shampoo da hun mærkede et koldt jerngreb rundt omkring hendes håndled. ''Og hvor tror du lige du skal hen?'' hvæsede morderen mens neglende borede sig ind i den tynde hud. Quin vrænget et smertefuldt udtryk og kunne mærke hvordan at vreden boblede frem i hende, men det var som om at hun stadig kunne høre Davids stemme inde i hoved, som sagde hun skulle falde til ro. ''Du går ingen steder! Hvor har du gjort af mine flasker?''  Quin rev sin hånd til sig, som resulterede i at neglende der havde boret sig ind i huden flænsede et godt stykke af det op. Med blodet der begyndte at glide ned hånden og dryppe ned på det snavset trægulv som ikke havde set en gulvklud eller støvsuger for den sags skyld i flere år. Med de sidste ting der blev smidt ned i tasken, lukkede hun den og vente sig om, men i stedet for at se døren mødte hendes ansigt i stedet en håndflade om der ramte hendes kind så det hele begyndte at synge. Hun fornemmede hvordan at moderen skreg af hende omkring at hun ikke skulle svine hendes hus til og forlangede at hendes flasker fandt tilbage i hendes besiddelse. Men det eneste Quin virkeligheden fokuserede på var ikke at begynde at banke kvinden synder og sammen. ''Måske du har drukket dem alle sammen MOR'' skreg Quin og skred imod døren for at komme så langt væk fra dette kvindemenneske som overhoved muligt. Det var først da den friske luft gled hen over hendes hævet kind, at hun langsomt vandt fatningen tilbage. Hun så hvordan at en bil kom kørende hen imod huset, men hun syndes ikke at se David nogen steder. Hun bed en stille bøn om at han snart var der, da hun var sikker på at hendes mor ikke ville give så hurtigt op og bare lade hende gå sådan. Derfor åndende hun lettet op da hun så at det var David som sad i bilen. Lige som hun skulle til at sige at hun havde alt hun skulle bruge, blev hun afbrudt af et skinger skrig og en kvinde der kom ud af huset. Det var først nu at hun lagde mærke til at hendes mor ikke var i klædt andet end hendes undergarmer og en morgenkåbe. ''bare få mig væk her fra.'' hun fik smidt tingene ind bag i, for så at hoppe ind i bilen selv. Heldigvis var hendes mor så fuld at hun faldt over hende egne ben og derfor gav hende den tid hun havde brug for at komme ind i bilen. Eder og forbandelser var tydelige at høre, mens en af naboerne skreg at hun skulle holde hendes kæft. Vreden var hurtigt forvandlet til skam, at det var hendes mor, der lå der ikke engang ordenlig påklædt, så fuld at hun ikke engang kunne gå ordenligt. Smerten i kinden og håndledet var ikke nok til at fjerne smerten som der fyldet hendes mave. Hele denne oplevelse som hun ellers mødte så mange gange om ugen fik det til at vende i hendes mave. Og hun skulle fokusere på ikke at kaste op. Hun tog sikkerhedsbæltet på mens at hendes øjne kiggede tomt frem for sig, da hele hendes krop ikke vidste hvad hun i virkeligheden følte for situationen.[/b][/b]

David kunne ikke helt lade være med at stirre på moren, som kom bragende ud af hovedøren. Og så bare i morgenkåbe. Det første der blev sendt igennem hans hoved var at et monster havde brudt ud af klædeskabet. Hun lignede næsten den onde heks fra Snehvide - Altså efter alle hendes kræfter var blevet taget fra hende. Udmagret og syg. Det var langt fra det billede, han havde af en mor. Han var vant til en med venlige øjne, røde kinder og glat hud. Han huskede ikke at have set en eneste permanent rynke på hans egen mors ansigt. Det morede ham ikke engang, da denne heks bare lå og kæmpede for at komme op at stå igen. Det var næsten grotesk at se på. Hvis han ikke havde en sådan god kontrol over sine ansigtsudtryk, ville hans kæbe nok have faldet til jorden.
Det var først, da han hørte den lysepige stemme fra Quin, at han vågnede op fra den trance af uforståelige tanker og ubehag. Han rystede automatisk på hovedet og så kortvarigt hen mod brunetten, der havde sat sig til rette på sædet ved siden af ham. Han rømmede sig kun lidt, inden han fjernedes foden fra bremsen og fik sluppet koblingen, mens han fik trykket ned på speederen. Bilen hoppede sig lidt i gang på grund af hans mangel på tilstedeværelse, og bilen gav skam også en lille klagende lyd fra sig. Men derefter kørte den som en drøm. Nogenlunde da. Det var tydeligvis en bil, der havde været godt brugt. Lige som han kunne lide det.

”Holy shit..” mumlede han lidt for sig selv, mens han i lidt tid bare stirrede stift på vejen foran dem. Han havde ikke holdt øje med, om heksen havde fulgt efter dem, men han var ret sikker på, at han havde mistet hende ved det sidste sving. Han satte derfor farten lidt ned. Han havde ubevidst kørt lidt for hurtigt igennem boligkvarteret. Men så igen - det var Logenment. Who the fuck cared!? Han lod sine hænder glide hen over det læderbelagte ret et par gange, inden han endelig så ud til at slappe mere af. Hvad havde overhoved gjort ham så anspændt? Han kunne da umuligt have følt sig bange for moren. Han drejede efterfølgende sit hoved hen mod sin passager. Bare for at tjekke op omkring hende. Han var godt klar over, at hun ikke var helt okay. Han kunne lugte blodet, og han havde set det, før hun var hoppet ind i bilen. Derudover kunne han mærke den tunge sky af frustration og irritation, der hang over hende.
Han så tilbage mod vejen, men han holdte sikke meget øje med den. Dog så det ud til at gå ganske okay, da han pludselig lænede sig hen mod hende og rakte hånden ud efter handskerummet. Han fik det nemt åbnet op, men det gik ikke så godt med at finde, hvad han ledte efter. Han fumlede med det enorme rod af CD’er gamle kvitteringer og papirer og ledninger. Han blev endda nød til lige at se hen mod rummet en enkelt gang, før han endelig fandt, hvad han søgte efter. En pakke med lommetørklæder. Han rettede sig så ellers op igen. Og stadig med en hånd på rettet og blikket ud på vejen fik han en af papirlommetørklæderne ud af pakken - Selvfølgelig med en god del besvær. Og han fik rystet det indtil det blev foldet ud.
”Her..” Så stadig uden at se mod hende, fik han lænet sig hen mod hende og lukkede sine hånd, som havde den udfoldede serviet klar, omkring hendes skadede håndled. ”Hold det på, indtil blødningen stopper. Det burde ikke tage hundred år om at danne skorpe, som det måske normalt gjorde. Vi renser ser på det, når vi kommer tilbage til Titan Fall.” Han slap så hendes håndled og tog fat i rettet igen. Han fik rettet bilen op til den korrekte position. Tænkt at han stadig tillod sig selv at sidde bag rettet i en skrotbunke. Især med så mange gange han havde gjort en køretur til en røv-tur.
”Du må have taget efter din far. Du lignede slet ikke din mor.” sagde han lidt efter. Mest for at jagte den akavede stilhed væk. Det syntes altid at blive værre, når man kunne høre en motor brumme i baggrunden. Han havde egentlig ikke lyst til at spørge om, hvad der var sket. Han kunne forestille sig det. Og så vidste han hverken, hvordan han skulle spørge, eller hvad han skulle sige til det fremover. Derfor vandrede et højlydt suk i stedet hen over hans læber, og han knejsede let med sin nakke, inden han igen ændrede samtaleemnet.
”Er du ved at være sulten? De er sikkert i gang med at lave mad der… hjemme. Så vidt jeg ved, står den på spaghetti med kødsovs i dag.” Han havde lyst til at brække sig. Han kunne ikke finde ud af small-talk. Det virkede så kvalmende. Og unødvendigt. Hvis man ikke havde noget interessant at sige, burde man bare holde sin kæft. Men alligevel stoppede det ham ikke fra at forsøge. Bare denne ene gang.

Hendes hoved var ved at eksplodere, tænk at det stadig kunne påvirke hende så meget, til trods for at hun ikke havde kendt en anden opførelses fra hendes mor, end den hun hade udvist i dag. I mange år havde hun troet at det var sådan et familie var, det var først da hun havde set hvordan hendes skole kammerater var blevet hentet af deres forældre, set ind i stuerne hos familie der sad og spiste sammen. Måske var der mange der mente af det familie liv man havde haft i de gode 'gamle' dage, var forbi, ville hun stadig for alt i verden ønske at hun kunne skændes med hendes mor fordi at hun igen havde valgt en forkert kæreste, at hun var kommet forsent hjem, eller ikke havde ryddet op på værelset. Frem for en mor som der drak sig så fuld at hun mange gange ikke en gang kunne nå ud på badeværelet, altid gav hende skylden for alting og aldrig, på noget tidspunkt havde været der for hende.

Ubevidst havde hun ført den ene hånd op imod panden, så det var først da de kolde fingerspidser rørte ved panden, at hun lagde mærke til det. Den kolde sensation imod den varme hud, var en velkommen gave mens øjenlågende gled i. Hun lagde derfor hellere ikke mærke til at bilen kørte over det som den tilladte fartgrænse lå på i området. Og hvis hun endelig skulle have bemærket det, var det alligevel ikke noget hun tog så højtideligt. Det gav et gib i hende, da han længte sig frem imod hende for at få fat i noget i handske rummet. Som havde hun glemt at hun var i en bil sammen med en anden, hun blinkede lidt med øjnene da hun mærkede varmen fra hans hånd, trods at der var et lommetørklæde imellem hans hånd og hud, var den stadig ikke til at tage fejl af. Selv følte hun sig iskold, men beskyldte mere at det havde været det show som hendes mor havde sat op foran huset for alle naboerne at overskue. Hun tog en dyb indånding og sukkede tungt men fik så svaret ''Tak'' i en hæs stemme, nu da hun var vendt tilbage til virkeligheden var det stadig svært for hende, at slippe den oplevelse hun lige havde været ude for.

Hun himlede en smule med øjnene omkring hans kommentar med ikke at ligne hendes mor, ''Min far er sgu ikke meget bedre, nogen gange har jeg det som om jeg er adopteret, det ville i hvert fald forklare en hel del'' hendes stemme var ikke helt så hæs mere, mens at øjnene betragtede de omgivelser som de kørte forbi, da han igen snakkede vente hun dog de brune øjne imod ham, mens et lille smil formede sig på læberne. ''Jeg er okay, du behøver ikke lave small talk bare for min skyld..'' men hun var nu alligevel taknemmelig for at han virkede til at gerne ville opløfte den dårlige stemning der havde tynget i bilen. ''Men jo, er faktisk ved at være sulten, er ikke vant til at andre laver mad til mig.. mmh, spaghetti og kødsovs'' et saglig udtryk havde erstattet det stramme følsesløse. Tanken om mad, hjalp utrolig meget på hele situationen, nu når hun tænkte over det, havde hun ikke fået noget ordenligt a spise siden morgenmad, hvis man kunne kalde et stykke toast ordenlig mad. Uden at tænke over det, slikkede hun sin underlæbe, hvor efter at tænderne satte sig ned i læben hvor tungen havde berørt den.

''Hvordan kan det så egentlig være at du ikke bor i Titan fall, når det vel teknisk set er dig som, 'ejer' det nu? Eller har jeg misforstået noget omkring det emne?'' kom det pludselig fra hende, som om alting nu igen var normalt. Og mens at hendes hånd var strammet godt til omkring såret på håndledet, betragtede hun manden ved hendes side, om virkede koncentreret om at køre.