Barndommen vender tilbage (Roar)

s: kirkegåren
k: midnat
o: ingen personer, mange træer
v: kold , fuldmåne og stjerner
p: se avatar (eller første billed på min profil)

Haru sad på hug foran en gravsten. Måne lyset ramte hende og fik hende til at se gennemsigtig ud dog prøvede hun at dække det , med alt det tøj hun havde på. Dog kunne man stadig se det i ansigtet. Et stort suk kom fra hende og hun gik videre. Hen til en bænk, hvor hun satte sig ned og løftede blikket imod fuldmånen. Haru åbnede munden og begyndte at synge eller rettere nynnede hun.

En glad nynnen skræmte kirkegårdens stilhed væk.
Porten blev åbnet, og en person kom tumlende ind.
Brunt, skulderlangt hår, store nyskerrige øjne og et stort smil var placeret på ham.
En pige! Ville de fleste nok tro, men nej det var skam en dreng, trods hans feminime bevægelser og kønne ansigt var det dog...en dreng.
Han havde en stor rød rose i den ene hånd og han styrrede mod en bestemt grav. Mod hende!

Haru gik en tur, og kiggede op på fuldmånen. Det var noget tid siden hun havde været ved hendes grav, enlig var det kun 10 minutter siden, men hun gik hen til hendes gravsten med store skridt. Det var en fin gravsten hun satte sig på hug foran den og tænkte på den gang hvor hun var i live. *Alt var lettere den gang* tænkte hun og kiggede på hendes gennemsigtige hænder dog var hun meget tydelig for et spøgelse men man kunne altid se igennem hende når natten faldt på.

//Iiiih! Er nød til at logge :( Svare imorgen!//

// oki :3//

//Mwuhaha...digtet lidt :3//

Roar løb gadedrengeløb gennem kirkegården intil han kom til hendes grav.
Han havde ikke set spøgelset da han kun havde øje på graven.
"Hej, Haru." Lød det svagt fra ham, idet han satte sig på hug og lagde den store, flotte rose på hendes grav.
Et smil tegnede sig på hans små, feminime læber.
"Har du savnet mig?"

Haru var et stykke fra hendes grav det var nok derfor han ikke så hende. *Hmm han virker bekendt* tænkte Haru og blev overrasket over at drengen lag roser på hendes gravsten. Haru kunne huske han var hendes barndoms ven, Roar og nabo den gang de var små utroligt han ikke havde glemt hende. "mh jeg har savner dig" sagde Haru med et smil. Haru var lidt gennemsigtig men man kunne stadig se hende tydeligt.

Han sukkede og lukkede øjnene mens han rystede på hovedet. "Jeg er enda begyndt at høre din stemme i mit hoved!" Sukkede han og lagde hovedet kort på skrå.
Roar havde ikke set spøgelset der afspejlede hans gamle veninde, han troede bare at han var ved at blive skør!

"høre stemmer? self. jeg er jo lige bag dig" sagde Haru roligt og satte sig på hug ved siden af ham. Hun satte hendes køllige hånd på hans skulder. "tak for rosen" sagde hun og smilte kært. Dog ville den køllige hånd skræmme de fleste, selvom det ikke var Haru's mening.

Han så hurtigt over på pigen der sad ved hans side og en blanding mellem et piget skrig og et gisp lød fra ham.
Han faldt bagover i chokket. Det her havde han da ikke forventet!

Haru havde forventet den reaktion. Hun var van til den. Haru sagde intet til at starte med hun smilte dog varmt. " Det er mig, Haruhi " sagde hun og uglede hans hår med hendes halv gennemsigtige hånd" du er vokset, suk du er stadig højere end mig" sagde Haru og prøvede at gøre ham lidt mere tryk.

"Haru!" Smilte han og skulle til at glompe hende, men stoppede så midt i bevægelsen.
"Jeg troede at du var død!" Sagde han så og lagde mistænktsomt hovedet på skrå mens han så på hende med et tænkende blik.

Glomp=et koala-kram ¦3

jeg troede du var død De ord gjorder lidt ondt. "død? jeg er død" mumlede hun meget lavt og så ned i jorden. Hun fik tåre i øjnene, siden hun troede eller forventede han ville løbe skrigende væk som alle andre. så hun tog knæene op til hovedet "jeg....Jeg er et spøgelse" sagde hun højt med en alvorlig stemme

"Et spøgelse?" Mumlede han svagt.
Han trak benene op under sig så han sad på knæ foran hende. "Du ser da meget virkelig ud for mig..." Mumlede han, lige så stille som før.

Haru vilede hendes hovede på hendes knæ med lukkede øjne. Hun rakte hånden imod Roar og holde den et stykke fra ham. Hun viste ham at hendes hånd var svagt gennemsigtig. Det var kun hendes hud som var gennemsigtig tøjet hun havde på var i fast matriale det var sådan hun skjulte hun var et spøgelse. Hun løftede hovedet og så på ham "jeg er stadig død, så længe solen ikke er på himlen er jeg gennemsigtig. Når solen står op er jeg ikke gennemsigtig mere" sagde hun

"Du ser ikke død ud..." Han smilte til hende. Det var selvfølgelig ikke ondt ment.
Han sagde det for at mundre hende op, det vidste hun sikkert også godt når det var ham...

Haru begyndte at grine "tak" sagde hun og smilte stort. " Du har ikk ændret dig spor siden sidst " sagde hun og grinte. Hun gav ham et bjørnekram. Selvom hun var død var hun varm og ikke kold. Det var kun hendes hænder der var kolde. "hvordan har du det?"