Fløjtespilleren vender tilbage

S: Søen
T: 11:00
O: Søen, skoven og den store kampesten ved søens bred.
V: Varmt!

~

Efter at have brugt et par timer på at sætte en ny lejr op lige i udkanten af den enorme lysning hvor søen lå, gik Velarian lidt rud og betragtede skoven og den smukke sø.
Han endte, som han havde spået, med at springe op på den store kampesten ved søens bred. Den var dejlig varm på grund af den bagende sol, og Velarian nød generelt varmen på denne dag.
Han fandt sin panfløjte frem, og begyndte at spille.

Milla traskede gennem skovens bløde bund.
Hun smilede stille og lydløst, mens hun gik hen mod skovens udkant.
Hun fortsatte med at gå, og nådede hen til søen.
Hun smilede mens hun nød luften.. Hun gik tæt ved søens kant.
Hendes hud var hvidrede og hendes øjne lysere.
Hun baskede det brune hår om bag på ryggen.

//må man være med^^

Han så hende godt, men fortsatte med at spille.
Han smilede indeni for han var faktisk glad for at se hende. *Tænk at jeg skulle blive glad for at se Milla igen!* tænkte han forundret og glad.
Han spillede og spillede, en glad melodi.

//Selvfølgelig Zann :D //

- du er tilbage....
en lettere kølig stemme lød inde fra et træs skygge.
luciel var klædt i et kort top, og hun så meget anderledes ud end sidste gang de sås.. hendes hår var klippet kort og stod vildt om hendes hovede, hendes øjne var hvide som ren is, og på hendes mave og arm var der friske ar.
hun smilede skævt men bevægede sig ikke tættere på.. der var for meget sol til at hun vovede det.. hun var meget følsom over for solens lys.. det havde hun altid været..

Zann gik rundt i skoven "fuck hvor er Kajika ked over det med Velarian" sagde han og så på himlen med et trist blik han hørte et fløjtespil "det kan da ikk være ham kan det?" spurte han sig selv og løb mod lyden han løb meget hurtigere end han plejer plus han havde nyt udstyr og rustning og det hele han nåede lysningen "VELARIAN" råbte han overrasket over at han sad der

//takker^^

Han holdt op med at spille, lagde panfløjten på stenen, sprang ned i det bløde græs, og gik hurtigt hen til Luciel.
Ligeglad med at hun virkede halvfarlig, tog han om hende i et kram.
"Se dig har jeg faktisk savnet!" sagde han.
Han slap hende og lagde mærke til hendes ar.
"Hvad er der sket?" spurgte han en smule bekymret.

hun krammede tilbage og smilede.
- i lige måde velarian.. det var bare lidt problemer med en engel, og en vovse... dæmon vovsen kunne ikke lide mig..
hun nikkede kort til milla, og der var noget i hendes øjne der var svært art definere.... noget koldt, men samtidig ikke vrede...

"En hundedæmon? og en engel? Hvem??" spurgte han forbavset.
*Hvad har du nu lavet Luciel?* tænkte han bekymret.
Da han hørte Zann råbe hans navn, kunne han ikke helt lade være med at smile, men han så stadig på Luciel.

Hun smilede kort og opdagdede Luciel..¨"Du kommer altid når man finder fred.." mumlede hu surt. Hun så vred ud, selvom hendes øjne var blide.
"Hei" mumlede hun blidt til Velarian.

han gik direkte hen mod Velarian og så meget sur ud han hev Velarian hen så de så på hinanden "hva fanden bilder du dig ind Velarian du har gjort Kajika så pisse ked at hun næsten ikk vil tale med nogen om det" han kunne ikk lade vær med at smile og klappede ham på skulderen "fandeme glad for at se dig" han så på Luciel "hva fanden er der sket med dig" spurte han

- englen synes ikke at kunne lide mig.. jeg kunne ikke lide ham... det udviklede sig... du kan spørge milla.. hun ved hvad jeg gjorde ved ham.. og vovsen.. han begyndte at provokere mig.. jeg var i godt humør, det lavede han om på. men jeg vandt begge gange.
et ulvesmil spillede om hendes læber og hun trak på skuldrene. hun så over på zann og løftede et øjebryn, men vendete så sin opmærksomhed mod velarian igen.

Han så på Zann, der havde hevet ham væk før han nåede at sige hej til Milla.
"Jeg.. vil hende bare det bedste. Hvad kan jeg gøre, udover det jeg har gjort?" sagde han.
Han smilede ved Zanns sidste ord.
"Utroligt at skulle sige det Zann, men i lige måde."

Zann smilte "hvor bliver Kajika glad for at se dig Velarian" han så på Luciel "hunde dæmonen skulle ikk hede Inuyasha vel" spurte han lidt uroligt "og hvorfor så du så mærkeligt på mig" spurte han og så på Milla "hej" sagde han kort til hende "jeg havde aldrig regnet med at blive glad over at se dit flabede ansigt Velarian" sagde han i sjov

- nej... det var ikke inuyasha..
hun rystede bestemt på hovedet og fulgte med i deres samtale med et smil.

Han gav Zann en lammer.
"Hvis der er nogen her der er flabet, så er det dig." sagde han og smilede.
Han så rundt på dem alle tre og sagde så: "Hvor er det godt at se jer igen!"
Han smilede.

han så ud over hele skoven "hvad med Zane" spurte han lidt uroligt mens han tog fat i sit sværd hele hans rustning var helt ny der var nok ingen som havde lagt mærke til det hans hår var sort han havde en stor stærk rustning som beskyttede det meste af hans krop han havde vinger han havde et blåt selvlysene sværd som han tog frem og studerede igen han havde ikk haft udsyret mere end 3 dage

luciel kiggede nysgerrigt på rustningen, og sværdet..
- nice one...
hun vidste at hun aldrig selv ville bruge det da det ville hæmme hendes bevægelsesfrihed, men hun forstod godt hvorfor han valgte at bruge sådan en..
- men hvem er zane?
hun rynkede brynene og så bekymret ud.. hun havde godt kunnet høre på zann at det ikke var noget godt, men hun ville vide det..

Hans ansigt blev øjeblikkeligt mørkt i det hans storebror blev nævnt.
"Zane har overtaget Terre." sagde han dystert og huskede kampene.
"Han har sikkert travlt derinde lige nu..."
Han så på Luciel og svarede: "Zane er min storebror. En blodtørstig Sortelver... og meget stærk."
Velarian satte nig ned i græsset og kiggede rundt på dem alle tre.

- hvorfor har han overtaget terra? bortset fra den gamle smørre om verdens herredømme.. hvad vil han her?
hun gik ned i knæ og så på velarian med de ishvide øjne.. de havde forandret sig siden hun drak englens blod. før havde de bare været blå..

"Han vil vise alle andre at Sortelverne er de stærkeste... at han er den stærkeste. Og derefter vil han overtage resten af verden. Han er farlig..." sagde han og så hende i øjnene.
*Ny øjenfarve? Pænt nok vel* tænkte han.

Zann så kort på ham og satte sig ned ved siden af ham "for det første Luciel så er denne rustning special lavet til at kunne bevæge sig faktisk 10 gange bedre end vis du ikk havde den på" sagde han og så på hende med et smil "for det andet er Zane personen som vill dræbe min forlovede Kajika og han vil sikkert gøre arbejdet færdig og dræbe mig samtidig" han så mod jorden "det var så mig som dræbte hende for at stoppe hendes lidelser" han så mod Velarian med et undskyldende blik vis han nu ville blive sur over at de var blevet forlovet

- hm.. hvor stærk er han?
hun så lettere eftertænksom og velarian ville nok gætte at hun var begyndt at opveje sine odds for at overleve en kamp mod ham.. resultatet var nedslående. hun havde set hvor meget kraft velarian havde i sig og hvis broren var stærkere....

Zann rystede på hovedet "han er stærk nok til at styre verdens stærkeste Dæmon så hvor stærk tror du" spurte han roligt