Good news

"Vil du med i byen, O’Donnell?” en fyr på alder med Zachary, stod iklædt uniform, og så for få sekunder på ham, inden han åbnede sit skab for at nå ind til sit civile tøj. Zach selv, havde allerede klædt om fra sin uniform, og stod nu iført en langærmet skjorte der var rullet op til albuerne, og dertilhørende sorte bukser. Et sort g-shock ur prydede hans håndled, men udover det, havde han ikke meget på sig. I hvert fald føltes det meget lettere, end at have alt sit udstyr på.
”Nej.” Zachary rettede lidt på sin skjortekrave, og så på Joseph med et smil. ”Jeg vil ikke risikere at gøre noget dumt igen. Officererne smider mig bare ud.” Han lukkede skabet, og forlod kort efter politistationen.
Den forrige bytur havde endt meget uheldigt for ham. Han var kommet op og slås med en fyr, der havde sagt de forkerte ting til hans ven. Zachary vidste udmærket, at han ikke burde lade et par ord gå ham på, men når der var alkohol indenbords, havde han meget sværere ved at bruge fornuften fremfor hjertet. Han var stadig traumatiseret efter krigen, på trods af at han var i gang med at modtage behandling. Han havde dog draget den konklusion at det ville følge ham et par år endnu, hvis ikke resten af sit liv. Det var oftest af ren refleks han kæmpede igen, for hvis han ikke gjorde netop dét under krigen var han død på stedet. Det dummeste nogen kunne gøre var at slå ud efter ham, for så kom krigsinstinktet frem og det var svært at lægge fra sig. Der var heldigvis ikke sket noget alvorligt, hvilket førte til at hans chef lod ham slippe med en advarsel denne gang.

På vejen hjem besluttede han sig for at aflægge besøg hos en café, hvor han tidligere på ugen havde haft en hærværkssag. Mest af alt for at informere ejeren om at forbryderne var anholdte, og selvom han nok burde have gjort det i arbejdstiden, så lå caféen på sin vej hjem fra stationen, så det virkede mere oplagt at gøre det når han fik fri, så længe han ikke lavede andet end at føre en samtale, betragtede han det heller ikke som arbejde. Han gik hen til den første medarbejde han fik øje på. ”Undskyld, jeg leder efter Genevieve O'Conner.. Ved du om hun er her?” hvis hun ikke var ville han formentligt blot tage hjem, men hvis hun var og ikke havde travlt, håbede han at hun kunne holde ham for selskab for en stund, eller om ikke andet sætte pris på at han tog herhen udenfor arbejdstiden for at fortælle hende hvad status var.