Good enough

Omgivelser: Ingen lige umiddelbart.
Sted: Forét - Skoven
Tid: 20:30
Vejr: En let vind, Ingen sol, lettere dunkelt.
Årstid: Efterår.

Den stønnende og pustende lyd kom regelmæssigt fra Galadriel, da hun løb ret så hurtigt på en af de mange stier inde i skoven. Hendes lange hår var samlet i et gammelt elastik og svingede ret vildt fra side til side. Det nåede hende ned over skuldrene når hun havde sat det i en heste hale. Så hvis det hang løst ville det cirka nå til hofterne. Man kunne høre gruset knirke under hendes sorte og lyserøde løbesko. Det gav en sjov lyd for hvert et skridt hun tog. Hendes åndedræt blev dybere efter et par kilometer, og få svedperler dukkede op ved hårgrænsen. Hendes ben var overraskede tynde, fordi hun var bygget lidt som en kanin. Begrund af animagien. Hun strøg en arm hen over panden, så hun kunne fjerne svedperlerne. Da hun cirka var nået 7 kilometer ind i skoven, kastede hun sig ned i det høje græs. Hendes brystkasse bevægede sig hurtigt op og ned. Hun lukkede øjnene og smilede tilfreds. Den følelse man fik når man havde presset sin krop, den var helt fantastisk. Hun mærkede hvordan det kølige græs tog varmen fra hendes krop. Galadriel var kun iklædt lange, stramme løbe bukser der markerede alle hendes muskler. Som trøje havde hun blot en stram hvid t-shirt og en løs hættetrøje der var lynet helt ned.

Hun slog øjnene op og kiggede op på himlen. Det brune hår lå spredt ud på jordbunden, da elastikket havde revet sig op. Hendes åndedræt var endelig ved, at være normal igen. Hun kiggede sig let omkring og satte sig op efter et par minutter. Hun bøjende benene og trak dem til sig. Hun strøg en hånd igen håret, der var ret så pjusket på en ret retro måde. Hvilket der generelt klædte hende, da hun var en ret speciel person. Både fysisk og psykisk. Hendes ånde kunne ses i luften begrund af den tætte kulde. Gud, hvor hun glædede sig til foråret. Der hvor alle de smukke blomster sprang ud og den smukke skov blev grøn igen. Og hvor fugle sang ville fylde ens øre og hvor al den kærlighed fandt sted. Så vidunderligt det måtte blive! Hvordan kunne en person glæde sig så meget til sådan en enkelt ting. Men sådan var det jo forskelligt fra individ til individ. Var der mon andre inde i denne skov; på denne tid? Man kunne jo aldrig vide, men ville det ikke være ret så usædvanligt?

Påklædning: http://25.media.tumblr.com/b643e961cbef96a25adce9596264e4e2/tumblr_mghmqx4zL81rod6cpo1_400.jpg

Et sus lod højlydt da stoppet op inde i skoven, han var kommet et godt stykke væk fra byens larm og lys og han stod nu omgivet af mørket. Det passet ham helt fint og være ude på den her tid for han var en del af natten og det var nok os det der havde drevet ham en smule væk fra den normal hverdag som han kom fra, atter forsat han videre gennem skoven men han holdet sig dog til en de mange små stiger som de omgivet af en lygtepæle. Dog blev hans gang afbrudt af lyden fra en person der trak vejet ret så tunget, han havde nemt ved og hører det for han ikke et menneske som mange andre ellers troede at han var, nej hans krop havde engang været dødelig men den tid hørt århunderet tilbage og han kun næsten ikke husk det liv som han engang havde haft.
Af udseende var han en mand på omkring starten af de 30 og han var omkring 1.90 høj af natur, hans hud var ligeså bleg som månen på nattehimlen og håret eller det nu var raven sort, hvis man kiggede på hans tøj vil man finde en sort t-shirt samt en sort hættetrøje. Bukserne var mørke grå blå i det og et par normal sort her sko, ved siden af var os diverse ansigtsmykker mens eller var der ikke meget andet over ham.

Atter rettet hans opmærksomhed sig tilbage til de tunge åndedræt som var tæt på ham og han begyndt stille og gå imod dem da han normalt ikke forvente at der ville være liv i skoven, men lige den aften var han ikke alene. Med menneskelig fart begyndt han og nærme sig åndandrettet og kunne nemt se at der lå en person i græsset, det var en kvinde og han kunne nemt se at hun var ude og løbe en tur selvom dette sted måske ikke lige var det mest normal sted og løb rundt i om aften eller natten for den sags skyld, et øjebliks stilhed gik fra hans side og han overvejet kort om han mon skulle sige det store men han besluttet sig hurtigt at det nok var en god ide "Godaften" sagde han roligt mens han kiggede på hende og lod sig ikke gå på af mørket for han så alting perfekt i forhold til mange andre..

Det kønne ansigt hun nu engang bar, var ret så symmetrisk a natur. Der var ikke noget der sådan var skævt. Jo et lille knæk på næsen, men det var ikke noget man bed mærke i. Da det var ubetydeligt lille. Galadriel strøg fingrene igennem det lange pjuskede hår, og vente opmærksomheden ned mod jorden. Hendes øjne var en smule rødsprængte af søvnmangel, og det kunne mærkes efter denne raske tur. En stemme lød et par få skridt derfra. Hun drejede hovedet mod stemmen, og fik øje på en ret så høj mand. Men raven sort hår og en lidt punket tøjstil. Ret så smuk med den blege hud, der gik i et med månelyset. En forførende duft, der virkede indbydende. Næsten som når en jæger ville lokke sit bytte. Sådan en duft mindede det om. Hun slog blikket op imod hans ansigt og mødte kort hans blik. Hendes lysebrune øjne afslørede forvirringen over selskab mit ude i skoven, men det var faktisk behageligt at vide man ikke var alene. "Godaften" svarede hun høfligt tilbage og sendte ham et prøvende smil. Man kunne jo ikke vide om han var typen der ikke brød sig om smil, og det var ikke værd at teste det midt ude i en mørk skov. Hun satte sig mere op så hun ikke virkede uhøflig og uinteresseret i selskab. "Hvad bringer dem her på denne tid om aftenen?" spurgte hun og lagde sit hoved en anelse på skrå. Nysgerrigheden lyste ud af øjnene på hende og hun nappede sig selv blidt i læben. Det lange hår viklede sig ind i hendes arm, men det fandt hun hurtig rede i. Hun strøg det om på ryggen så det ikke ville genere hendes ansigt længere, hvilket jo var en smule mere praktisk end at have det i hele hovedet. Galadriel klappede let på pladsen ved siden af hende, "Vil du ikke sidde ned?" spurgte hun efter en pause med stilhed. Hun tog en dyb indånding, da hun i et kort øjeblik havde glemt at trække vejret. Det skete en gang imellem hvis hun var spændt, eller meget optaget af noget. Sådan en lidt underlig ting at glemme. Hendes lange øjenvipper kunne hun mærke når hun blinkede fordi de var blevet forlænget af et lag mascara. Ikke meget, men nok til at gøre dem en smule tydeligere og lidt længere. Hvilket jo også så ret så pænt ud. Specielt fordi man ikke kunne se at det var sminke. Fordi det var sådan et tyndt lag, at det blot farvede og ikke gav de grimme klumoer. Hun sendte ham endnu engang et venligt smil, og fangede igen kort hans øjenkontakt.

Han gav sig et øjeblik til se hende mere an, sådan var jo med ham, eller mere sådan var det når nu han var en vampyr. Jah det var bedre og sige det på den måde for vampyrer havde det med bruge alle sanser når de sådan studret andre racer og dem selv, han indåndet kort hendes duft og han opdaget hurtigt at hun ikke var et menneske men blot en nu et af de mange væsner som havde menneskeligt udseene, men igen alle racer havde menneskeligt udseene og det var tit duften der sagde hvad det som der lå bag ved dem. Atter lyttet han til hende ord og han overvejet det kort "Jo hvorfor ikke" sagde han kort mens han atter tog plads nede i græsset ved siden af hende, det var de øjeblikke at han var glad for at han ikke kun fryse eller mærke varme for den sags skyld for var jo efterår selvom han nemt kunne gå omkring i t-shirt så forholdt han sig nu så menneskelig som han kunne når han var ude af huset. "Hvem er de overhoved?" sagde han roligt men han forvente aldrig at det var alle som sagde hvem de nu var ved første møde for det var en sjælenhed i nutidensverden selvom han os bare kunne bruge hypnose på hende så undlod han tit at bruge sin evne med minder at der var en god grund til det, han bevæget krop kort for lad som om at han trak vejret som alle andre for han havde jo ikke bruge for luft og derfor lavet han tit bare den samme bevægelse som hvis ha stadig havde været af menneskelig natur dog gik det ikke altid lige så nemt som det skulle for det var ikke nemt og "lege" menneske når man nu ikke var det.
Igen kastet han sig ud og studer hende en smule mere dog undlod han alt kontakt der var fysiks baggrund for hun ville nok få lidt af et chok hvis han overhoved kom i nærheden af hende, ja der lå problemet som vampyr der var igen kropsvarme og derfor undlod han ofte og lad folk være med minder at det et bytte som han havde udset sig over længer ud..

Græsset omkring dem var pyntet med de smukkeste vinterblomster, og så var der selvfølgelig de mælkebøtter der var visne, som man kunne puste til. Og så fløj alle dets korn rundt. Selve skoven var ret så yndig selvom den havde nogle kedelige og kolde farver. Når man kiggede nærmere kunne man se at det var ret så smukt alligevel. De smukke store blade var begyndt at forlade træet og de lå spredt ud over skov bunden. De havde alle en gylden eller orange farve. Hvilket jo var ret så smukke kontraster.
Han ville gerne sidde ved hende, hvilket jo var ret så skønt. Nu hvor hun havde bedt ham om det. Så det var vel kun en god ting? "Hvem jeg er? Jeg hedder Galadriel" svarede hun og sendte ham et sødt smil. Hun rakte hånden hen imod ham som en hilsen; Han kunne selvfølgelig vælge, ikke at tage hendes hånd. Altså et håndtryk. "Og du er?" tilføjede hun straks, da det jo også ville være rart at vide hvem denne eksistens var. Han virkede jo ret så interessant, og hun ville gerne lære ham bedre at kende. Hvorfor der var nogen personer, der bare sagde hende noget med det samme. Det måtte vel havde noget med udstråling eller energibølger at gøre. Det måtte vel være forklaringen ikke? Galadriel slog blikket op imod denne persons ansigt. Den kridhvide hud gjorde hans udseende endnu mere mystisk og spændende. Det var ikke tit man så folk med sådan en hudfarve. Udover vampyrer selvfølgelig. Hm.. Kunne han være det? Nej. Hans brystkasse bevægede sig jo, og han virkede ret så levende. Men ikke menneskelig levende. Hun kunne ikke regne det ud, da han spillede menneske ret så godt. Alligevel havde hun en kort mistanke om vampyrisme. Mest af alt fordi hendes bedstemoder havde fortalt hende historier som lille. Og de havde sat sig sine præg på hendes mistro til andre personer. Da hun førhen havde gået og troet at hendes slægt var de eneste der var andet end menneske. Der havde hun taget grueligt fejl. Der fandtes jo alt fra Engle til varulve i deres samfund. Galadriel var blevet opslugt af hendes grublen og glemte kort alt om tid og sted. Sådan havde hun lidt et problem. At hun hurtigt faldt ind i sin egen drømmeverden. Da hun kom til sig selv, valgte hun at søge sit blik mod ham. Hendes øjne studerede ham en smule nærmere, og hun lagde hovedet en smule på skrå. Da det virkede til, at man fik et bedre overblik når man gjorde sådan. " Nå? Her er ret smukt ikke sandt?" kommenterede hun og kiggede sig endnu engang rundt i den dunkle skov.

Han overvejet næsten om han skulle tryk hendes hånden, men tanken slog ned ham og det virket nok mest venligt og gør det i sted og være alt for uvenlig. Han tog roligt hende hånd "Navnet er Choice" sagde han roligt mens han kiggede på hende med et roligt blik og han lavet stadig de samme bevægelser så han virket som et menneske og han slap atter hendes hånd "Meget smukt" sagde Choice roligt og han nød næsten den fred der var i forhold til når han begav sig omkring i byen. Han lukket de røde øjne i mens han at lyttet til naturen omkring dem, en ugle lavet sin lyde nu og tag og en folk hjorte slappe af ikke så langet fra dem for han kun nemt hører de mange hjerte slag som kom ganske få meter fra hvor de sad, atter gik hans koncentration tilbage på Galadriel og han lyttet til rytmen mens igen åbent øjne, på en eller anden plan var han glad for at han havde blod nok i krop for eller kunne det nemt blive utroligt farligt og være i nærheden af dem ham, men igen det var ikke alle som så den farlighed der lå gemt i ham før at de var nede i på det level hvor de ikke kunne redde dem selv fra ham.
Han rettet sig opmærksomhed på hende "Så hvorfor løbe omkring i skoven om natten, det virker en smule farligt i forhold til hvis man er her inden om dagen" sagde Choice kort selv om han nu helst ikke ville give sig for meget til kende for det var der ingen grund til og gør ud over hvis det endelig var en nødvendighed, han blinket et par gange med de isblå øjne og han forsat stadig det samme begævleser som kastet sig ud fra starten af møde med hende..

Galadriel gøs indvendigt da hun mærkede Choices kolde hud. Det føltes som blankt marmor. Så kold og så perfekt. Hun kiggede ham ind i hans isblå øjne og sagde; " Hyggeligt at møde dem Hr. Choice". Hun slap hans hånd efter et par sekunder, da det ikke skulle være et af disse akavede håndtryk. "Du har oven i købet et meget pænt navn" tilføjede hun og sendte ham et strålende smil. Hans navn havde en speciel klang af mystisk og noget uventet. Hvorfor det mindede hende om disse følelser kunne hun ikke forklare. Sådan var det bare nogle gange, nogle ting kunne man relatere til de mest underlige ting. Sådan var hun vel bare, det var en del af hendes yderst specielle personlighed. En personlighed ikke så mange kendte til, da hun ikke rigtig kendte nogle. Eller jo, men kun meget få personer havde hun mødt. Galadriel lagde hovedet en smule på skrå, da hun fik et vanskeligt spørgsmål fra ham. Hvorfor hun løb om natten? Hvordan skulle hun mon forklare det. "Jeg elsker duften af græs, og dug. Og alt er meget mere fredsfyldt når der er mørkt" svarede hun og slog blikket ned på et græsstrå. Hun plukkede det nænsomt, der sad små dråber af dug på. Hun stak det hen til hans ansigt. "Prøv selv at dufte" sagde hun begejstret og sendte et smil til ham. Duften af græs var helt speciel, og derfor kunne hun godt lide den. Det lå måske til at hun også var en kanin. Eller hendes sjæledyr var en kanin. De havde jo også en kærlighed for græs og andre mystiske ting. Det stammede nok derfra. Hun sukkede let, og indåndede det friske, men kolde luft. Det var så behageligt, selvom hun godt kunne mærke at hun så småt begyndte at fryse. Ikke noget hun lod sig påvirke af, men man kunne se de små tegn. Såsom lidt gåsehud, en svag rysten og farveløse læber. Hvilket også var det eneste man ville kunne se det ved. De fleste tænkte dog ikke så meget over sådanne ting. " Må jeg spørge dig om det samme? Altså hvorfor du befinder dig sådan et sted om aftenen?" spurgte hun og kiggede afventende på ham.