Are you sure you want to do that ms? (Emilia)

Tid: omkring 21:00
Sted: En af de fineste restauranter i byen
Omgivelser: En lidt stille aften så der var ikke mange mennesker

Lige netop i aften skulle som udgangspunkt ikke spenderes på hans "kald", men derimod hans mere jordiske liv. Derfor bar han heller ingen tegn på hvad han i virkeligheden var. Det lange blonde hår sad i en perfekt hestehale og beklædningen var lige så stilren. Sorte italienske sko, og et skræddersyet jakkesæt i sort. Til det var en rød skjorte med et sort slips og en særdeles dyr slipsenål. På fingeren sad hans gamle signetring der fortalte om han var Ærkemager af status. Den blanksorte Bentley blev startet og han kørte ned mod midtbyen. Han skulle på restaurant for at mødes med en kontakt der havde en særdeles spændende handel. Mere havde han sådan set ikke fået at vide. Men pengepungen var som altid klar til hvis det skulle vise sig at være en så spændende handel som der blev lagt op til. Han var også blevet informeret om at kontakten måske ikke..... Faldt i hans smag. Det pirrede også nysgerrigheden en anelse

Bentley'en blev parkeret og han gik elegant indenfor. Han blev meget hurtigt mødt af en tjener der ivrigt sagde: "Ah Mr McAndrews! Deres bord er klar til dem"
Her blev han kaldt ved sit jordiske navn. Tjeneren fik et smil og ordene: "Mange tak jeg har glædet mig til at nyde god mad"
Han blev vist til sit bord og kiggede hurtigt menukortet. "Jeg tror vi starter med en anretning af hvidvinsdampet sølvlaks til forret, Nordisk vildt med råstegte kartofler til hovedret og glaserede frugter til dessert. Jeg er sikker på de kan finde en vin der passer til. Til to personer selvfølgelig"
Tjeneren bukkede ærbødigt og sagde: "Så gerne Hr."
Han tog en beskeden tår kildevand imens han satte sig til at vente. Det var ved at være oppe over kontakten skulle være her. Forhåbentlig var vedkommende blevet informeret om at spørge efter McAndrews

Emilia var ved at gøre sig klar. Dette var en temmelig vigtig aften. Hun skulle ud til et møde med en mulig køber, og dette var noget hun faktisk havde ventet længe på. 
Hun havde aldrig mødt køberen personligt, men kun hørt om ham gennem meddelere. Hun havde fået den besked at det måske ikke ville være en køber der faldt i hendes smag. Og nej.. det ville han sikkert ikke. Var han alt andet end Djævel ville hun ikke engang se ham som ligemand. 

Emilia trak i sin lilla, lette kjole. Den var syet i noget.meget tyst og let stof, i flere lag. Den lignede mest noget fra en anden tid, men klædte hende utroligt. Det lange blonde, næsten hvide hår var sat op i en elegant knold i nakken. 
Hun tog sine guld stiletter på, og tak minkpelsen over skuldrene. 
Hun satte sig ned i merseren  der selvfølgelig var cherffør på og angav navnet på den restaurant hun havde fået besked på at møde op på. 

Kun steg elegant ud af bilen, og gik ind i restauranten. Hun så sig lidt om, og smilede så da der kom en tjener hen til hende "jeg skulle mødes med en  Hr McAndrews" 
Sagde hun med en let, elegant og ikke mindst Sofistikeret stemme.

Tjeneren nikkede efter at have hørt navnet hvorefter han sagde: "Denne vej Madame...." Efter ganske kort tid blev hun ledt hen til bordet hvor der sad hvad der lignede en høj og virkelig smuk mand. Og meget meget velklædt mand. Det var tilsyndeladende en der havde alt for mange penge. Men det var jo nok også en af grundene til hun var blevet sat i kontakt med ham. Tjeneren skyndte sig hen og sagde stille: "Mr. McAndrews? Deres møde er ankommet. Skal vi bare servere forretten med det samme?"
McAndrews som han blev omtalt, nikkede bare og sagde med en klar og flot stemme: "Mange tak. Ja gør bare det og kom bare med vinen til"


Tjeneren nikkede inden han smuttede ud i køkkenet igen. Han rejste sig op i sin fulde højde på noget nær 2 meter inden han blidt tog hendes hånd og bukkede. Imens han sagde: "Ms. Stone? Jeg har taget mig den frihed at bestille en god menu imens vi drøfter deres tilbud? Nu skal jeg" Han trak stolen ud for hende og hjalp hende af med frakken. Han var gentleman på den helt rigtige måde. Men det ville nok sitre en lille smule i hendes hånd når deres hud mødtes. Dog ikke helt til at placere hvorfor

Snart kom den lækre forret ind til dem og vinen blev ligeledes hældt op. Det var ikke helt til at se om han smilte eller hvad han gjorde. Men han løftede elegant glasset til en skål og sagde: "Må jeg så høre hvad de har til mig?"

Emilie fulgte roligt efter tjeneren. Hendes opmærksomhed under gåturen var rettet mod sine hænder, der var i færd med at tage handskerne af.
Hendes blik gled op, i det tjeneren sænkede farten.

Hendes blik gled op mod det bord der var overfor dem, og det var da ikke et dårligt syn der mødte hende. En flot, ung og ikke mindst charmerende mand sad ved bordet.
Klart en mulig køber. Der var dog noget ved hans aura der generede hende. Hun blev nysgerrig over hvad det var for et væsen hun var i nærheden af. BESTEMT ikke et menneske da deres aura var på størrelse med en dårlig ånde.. Nej dette var noget langt stærkere.. Men stadig ikke en djævel.

Hun smilede til tjeneren da han gik igen, og vende så sin fulde opmærksomhed mod manden foran hende. Hun så op på ham da han rejste sig, høj var har især overfor Emilia der ikke selv var særlig høj. Hun smilede og gav ham hånden. Noget føltes sært da deres hænder mødtes men dette var endnu en ting der kun gjorde Emilia mere nysgerig.
Hun mødte hans blik med et høfligt smil "det lyder lækkert" sagde hun med en sød og charmerende stemme.

Emilia smilede da han trak stolen ud, det var i sandhed en gentleman hun var sammen med, ikke en af disse gamle grise der egentlig kun var ude efter at gramse på hende.
Hun satte sig elegant ned, og fulgte ham med sit blik mens han gjorde det samme. Hun lod sin pels hænge over stolens ryg.

Emilia så ned på forretten, og var bestemt tilfreds, han havde også smag. Hun op på ham da han hævede glasset. Hun gjorde det samme og tog en tår. "de går lige til sagen.. Det kan jeg lide" sagde hun med en charmerende og viljestærk stemme.

Hun tog sin taske op, og tog et billede op. " dette er en gammel urne.. Den er fra det ældgamle Japan.. Over 6000 år gammel.. Emilia rakte ham billedet af den gamle urne. Emilia tog stille en tåbes af sin forret. Hvorefter hun fortsatte "det siges når krigere døde i ædelkap, indsamlede man deres sjæle i denne urne.. For en skænde dag at lade dem genopstande når Japan igen behøvede dem"

Emilia så på ham med et indgående blik "hvis man selvfølgelig tror på den slags?" hun havde et skævt smil på læben der indikerede at det bestemt var noget der intraserede hende, og ikke mindst fornøjede hende st tænke på.

(Urnen)
http://dkks.dk/pokal-af-bjergkrystal

Han tog selv en bid eller to imens hun forklarede om urnen på billedet. Han skulle lige finde en måde at indikere interesse uden at afsløre hvor meget han egentlig vidste om den. Ganske rigtigt så var det en urne der var magisk behandlet til at indeholde sjæle. En hver sjæl kunne i teorien ende der i. Forudsat man vidste hvordan. Med sit glas hvilende elegant i den ene hånd studerede han billedet. Ganske vist var han ikke så gammel men han havde viden og minder i den alder. Så han kunne overraskende nok huske den

Med et nærmest drilsk blik i øjnene, sagde han: "Ja den var godt nok speciel... Hvor har du fået fat i sådan en henne? Og noget nok lige så relevant. Prisen på noget så unikt"


Det var tydeligt på hans blik at han sagde eller vidste mere end han gav udtryk for. Lige nu var det mest for at vejre hvordan hun var og ville reagere. Djævle kunne være ret uforudsigelige. Men de havde som regel den ene ting de bed på. Og Khá havde endnu ikke mødt en Djævel der ikke bed på en god handel.

Hun pirrede alligevel hans nysgerrighed en helt del. De fleste Djævle var også ligeglade med om de blev opdaget i hvad de var. Eller også var de meget mere frembrusende i deres fremtoning. Men hun havde alligevel en holdning og elegance han sjældent så. Men om hun havde sin arts arrogance var stadig at finde ud af.

Emilia havde en form for glød i øjet mens hun fortalte om uren, disse ting interesseret hende. Hvor end hun godt kunne lide pengene hun kunne få for genstanden, var det ny oftest historierne der fascinerede hende.

Hun hævede et øjenbryn da han spurgte hvordan hun havde fået fat i den. Et skævt smil bredte sig på hendes læber "Hvordan jeg har fået fat i den må være min lille hemmelighed" Sagde hun med et drilsk smil.

Hun tog en tår af sin vin, og derefter en bid af sin mad, før hun vende blikket mod ham atter igen "Den Japanske kejser er villig til at betale 3 millioner for den..." Emilia spiste en smule ind i mellem "men jeg kan tilbyde dig den var 2,8"
Emilia var fast, men meget afslappet da hun sagde prisen.

Emilia vidste hvad tig var værd, og hun vidste BESTEMT hvad hun ville have for det. Hendes viden rækkende lagt tilbage, og netop DENNE genstand havde hun selv hentet i Japan for mange 100 år siden.

Imens de spiste forretten færdig, tænkte han lidt over hendes tilbud. Måske skulle han prikke lidt mere til hende, bare for at se hvad der ville komme ud af det. Også bare for at se hvor meget hun mindede om sine artsfæller. Der var jo ikke nogen grund til at fjerne en trudsel der ikke var der. "Javel ja.... 3 millioner? Og du vil af med den endnu billigere?"


Den sidste slurk vin røg ned inden forretten blev byttet ærbødigt ud med hovedretten. Der var valgt en lækker krydret rødvin til det vildtkød de skulle have. Khá hældte selv vinen op til hende ganske langsomt. På hans finger kunne hun nu klart se hans signetring. De fleste Djævle kendte ham fra da han selv var det eller i hvertfald af omtale. Der fandtes ikke umiddelbart nogen større ekspert på magi og artefakter end ham. Men han lignede på ingen måde den Djævel han en gang var.

Han hældte op til sig selv og skålede endnu en gang med hende. Med et ganske svagt smil, smagte han på vinen. "Maden her er nu ganske udsøgt... Og vinen fortræffelig synes du ikke? Men noget helt andet. Vi ved begge to at den urne er meget mere værd end det ikke sandt?.... Emilia?"
Han havde aldrig fået hendes fornavn at vide

Emilia kom med et afslappet smil. "de er velkommen til at betale de 3 millioner.. men så ville det jo ikke være et godt tilbud" sagde hun med et skævt smil.

Hun smilede venligt til tjeneren da deres mad og vin blev byttet ud, og Emilia var bestemt positiv over maden og ikke mindst vinen.
Emilia så op da han begynde at tale om maden. Et snakkende nik forlod hende mens han talte.

Dog sad hun helt stille da hun hørte sit navn. Hendes blik hævede sig op og mødte hans. Efter kort tidbredte der sig et skævt smil på hende læber "de er vidst ikke så nem at narre som andre" sagde hun med en stemme der indikerede at det var lige præcis hvad hun havde tænkt sig at gøre.

Emilia lagde sit bestik og tørrede sig yndefulgt og elegant om munden. "Jeg må heller fortælle lidt om mig selv.. som de sikkert har erfaret er jeg ikke blot et sølle.menneske.. jeg er en djævel.. og det er bestemt noget jeg er stolt af.. mine evner tillader mig.. for det meste.. at afslutte en handel, og måske også få mere ud af det end jeg egentlig har bedt om"

Emilia så indgående på khá "men du er jo heller ikke selv blot et menneske"
Sagde hun med et smil. Emilia vidste at Khá var et mægtigt væsen, for der var kun 2 racer Emilias tankekontrol ikke virkede på hendes egen.. og engle. Og khá var IKKE en djævel.

Hun forstod pludselig hvorfor meddelere havde sagt at hun nok ikke ville syntes om ham.

Emilia begynde stille at spise igen "Denne urne er mere end 10 millioner værd.. hos de rette købere.. men jeg har dog så meget respekt over for genstandene jeg sælger, at de ikke skal falde i forkerte hænder.. Derfor sælger jeg den ikke tilbage til Japans kejser der sikkert ville give LANGT over de 10..
Emilia mente hvad hun sagde. Hun vidste at den japanske kejser kendte til den gamle fortælling, og han ville helt klart udnytte det.

Og en krig mellem væsner, og gamle myter.. det var ikke noget der intrasserede Emilia

Han kunne ikke lade være med at komme med et forsigtigt grin over hendes forklaring hvorefter han tog endnu en tår af den gode vin. Der var lige nøjagtig den stolhed eller arrogance der prægede hendes art. Det lignede heller ikke en af hendes type sådan at gemme hvem hun var i virkeligheden. Forsigtigt tørrede han sig om munden og smilede
"Hvad afslørede mig.... Det faktum at din tankekontrol ikke virker? Eller at dit kys heller ikke vil?"


Han kiggede lidt mere indgående på hende og så tænkende ud. Det var stadig uvis om hendes intentioner så hans nysgerrighed var ikke slut. Han holdt sin hånd frem og nussede signetringen med den ene finger imens han kneb øjnene en anelse sammen.
"Eller er det min fortid som Djævlen Khá der afslørede mig?"


Som han kiggede på hende, begyndte hans øjne at gløde svagt gyldent. Ikke nok til at normale dødelige ville kunne se det, men hun ville hurtigt kunne opfange det. Han løftede sin hånd og kærtegnede nærmest et stearinlys der tændte med en klar hvid flamme. En flamme hun ville være klar over at hun ikke skulle røre ved. 
Men han virkede på ingen måde fjendtlig lige nu
"Den må ikke komme tilbage til Kejseren... Hvad motiv mon du har for det?"

Emilia så overrasket på ham "og hvordan kender du til alt dette ved mig?" spurgte hun nysgerigt. Hun smilede lidt drillende "dog ved jeg ikke om mit kys virker på en engel.. jeg har aldrig været tæt nok på en til at prøve" sagde hun med et lille grin.

Hun så overrasket ud da han sagde sit navn. Der kom et skævt smil frem hos hende, "ahh khá... djævle der blev en engel" sagde hun og lænede sig tilbage i stolen.. "jeg er beæret" sagde hun

Emilia drak lidt af sin vin. "jeg kan lide verden som den er... og jeg er sikker på at hvis kejseren får den.. vil han udnytte det.. som både tidligere djævel, og nu en engel.. så ved du også at mennesket med for meget magt.. og den forkerte slags.. kan være fsrlige" sagde hun mens hun spiste lidt

Han smilede lidt mere og kiggede direkte på hende så der var en solid øjenkontakt. Den svage gyldne glød blev lidt stærkere men dog afslørede han ikke den magt han egentlig besad. Det var der ingen grund til. Uden at miste øjenkontakten tog han en tår mere og sagde:
"Med mine nye øjne ser jeg verden for hvad den virkelig er. Også folks sande væsen og evner. Nyttigt i et fag som mit"


Ved det næste kunne han ikke lade være med at grine lidt over hendes ord og fik lidt store øjne. "Beæret ligefrem? Det er godt nok ikke en titel jeg får særlig tit af din art. Men jeg takker tror jeg"
Lidt mere af den gode mad blev spist imens han lyttede til hendes ord. På sin vis havde hun jo helt ret. Mennesker med for meget magt gik altid galt.

Inden desserten ankom, nikkede han så til hende og tømte den sidste smule vin i sit glas. "De bliver i hvertfald hurtigt deres egen undergang i forløbet. Så de har så evigt ret på det punkt"

Emilia var klar over at det var en mand der vidste hvad han lavede.
Hun måtte klart tage sig sammen for at bryde deres øjenkontakt. Hun så ned mod sin tallerken og begynde at spise lidt.

Hun så op på ham med et hævet øjenbryn da han sagde at det var usædvanligt for hendes art.
"okay.. lad os lige få dette på det rene.. jeg er ikke som.andre djævle.. jo jeg er stolt af min art MEGET... men til gengæld så kan jeg lide at være her.. jeg er ikke intrasseret i at skabe krig, drama og sådan noget.. jeg kan lide at være her, for her kan jeg være i fred og i ro"

Emilia tog en tår af sib vin. "her er ikke god til andre... selv min egen art irritere mig.."
Der kom næsten et form for suk, fra hende.

Emilia vidste at dette var et lille problem eftersom hun som regel skubbede folk fra sig.

Tjeneren kom ind og tog af fra hovedretten og vendte hurtigt tilbage med den lækre dessert. Lidt nervøs spurgte tjeneren: "M..Mester Khá? Hvilken dessertvin kunne de tænke dem?"
Khá kiggede smilende på ham og svarede roligt: "Jeg tror vi tager en kirsebærvin til. Men de er nervøs?"
Tjeneren bukkede og sagde trist: "Min datter.... Dør snart af cancer.... Jeg har ikke råd til behandling..."
Khá lagde en hånd på tjenerens skulder og sagde: "Bring hende til mit slot i morgen. Men så får vi også god service i aften?"
Tjeneren lyste nærmest op og nikkede inden han smuttede igen. Kom snart tilbage med kirsebærvin og lod dem til deres dessert

Khá hældte op til dem imens han sagde: "Det beklager jeg. Arbejde finder mig de mærkeligste steder. Men tilbage. Jeg har skam godt lagt mærke til at de ikke er helt som deres art. Min egen art forstår ikke helt hvorfor jeg altid er så overbærende for hvad der er i mørket. Skål"
Et varmt smil blev sendt imens han skålede til hende. Det var faktisk hyggeligt

Emilia lagde hurtigt mærke til tjenerens nervøsitet. Både på hans opførsel, men også fordi hun havde en Evny til at gennemskue hvad folk følte, temmelig hurtigt.

Hun så undrende på tjeneren da hun hørte hvad han sagde, men endnu mere da hun hørte hvad Khá svarede.
Da tjeneren var gået helt og Khá beklagede, så hun på ham "hvorfor gør de det?"
Spurgte hun pludseligt. "Hun ender alligevel med at du... døren er ikke en ting man kan løbe fra.. lige meget hvor du gemmer dig, eller hvor hurtigt du løber.. den indhenter dig, og finder dig...altid"

Emilia havde et meget klart forhold til døden, den var der og det ville.den altid være.. kun få racer kunne klare sig uden om.. kun fordi de måske i virkeligheden ikke var i live. Og Emilia selv.
Var en ad disse. Selvom hun vidste at hun ikke som en vampyr, eller et spøgelser var DØD kun var hun jo heller ikke som et menneske der blev født.. og døde igen.

Hun var skabt som som hun så ud nu, og hun ville leve rasten af sit liv.. (hvilket ville sige for evigt) som hun så u nu.

Hun så på ham da han nævnte at hun ikke var som andre. Og det habde han jo ret i. Og den holdning havde hun også selv. Hun kunne lide at være her, hun holde ag at være på jorden, og leve et liv, måske ikke som et menneske.. men så alligevel.
Og selvom hun var stolt af sin race, var det nu nok nærmere deres styrke og udvikling hun var stolt af.. ikke deres opførsel

Han tørrede sig lidt om munden efter at have smagt den fantastiske dessert. Lukkede kort øjnene for at nyde den fulde oplevelse af smagen. Langsomt åbnede han sine øjne med et varmt smil. Selvom han i teorien ikke behøvede at spise så satte han stadig pris på den små ting i livet. Såsom velsmagende mad. 
Nikkede elegant til hendes spørgsmål og sagde så: 
"Jeg gjorde det fordi hun er syg. Som Djævel handlede jeg med lignende ting men med deres sjæle som valuta. Cancer er ikke en naturlig del af livet og døden til følge er heller ikke. Så jeg opretholder den naturlige balance så Døden tager hende når det er meningen.


Ganske let tog han en bid mere og så lidt tænkende ud. "Nu har jeg set sådan om dem. Så jeg føler lidt de burde få lov til det samme. Jeg er ganske rigtigt en Engel, mere præcist en Seraphim. Se i mine øjne så kan de se mig som jeg virkelig ser ud"
Hun ville se sig selv stå langt fra alt civilisation men badet i helligt lys. Da det var et billede i deres hoveder, ville det ikke skade hende. Han stod foran hende en lille meter højere så han var lige omkring 3 meter høj. Håret var langt og perfekt gyldent og hans øjne var fyldt af en klar hvidgylden glød. Til et punkt hvor de lyste. Fra hans ryg kom der et par kæmpemæssige snehvide vinger. I dette billede var han kun iført et hvid og guldbroderet lændeklæde der gik ham til knæene. Ellers lignede var hans krop smukkere end man kunne forestille sig. Alle muskler sad perfekt og alt var velproportioneret. 

Kort efter sad de tilbage i restauranten og han skålede

Emilia så ned i bordet. Denne mand var jo barmhjertig, ikke en ting hun ikke var vandt til. Hverken fra sig selv, eller fra andre. Emilia havde måske mere den holdning at der jo skulle ryddes ud én gang i mellem, og hvorfor ikke et menneske der i forvejen var sygt?.. Og på de anden side... hun havde aldrig prøvet det med at gøre noget godt for andre, uden at forvente noget tilbage... så hvordan det føltes vidste hun ikke.

"Men hvis alle syge mennesker skulle hjælpes.. så ville der jo til sidst være for mange på jorden" hun så op på ham "måske er det bare verdens måde at rydde op på... ligesom når der sker en natur katastrofe.. jeg tror det er jordens måde at ryde ud i bestanden"
Emilia havde den overbevisning at alting skete af en grund.. og at den jorde de gik på, og som mange ødelagde og forulempede, var lige så levende som hendes selv.

Emilia så først lidt undrende på ham da han bad hende se i hans øjne.
billedet der viste sig for hende fascinerede hende, men skræmte hende på sin vis også.

Da de sad tilbage i restauranten, måtte Emilia næsten hive efter vejret. hun glippede et par gange med øjnene. Hun så på ham med et både interesseret men også ængsteligt blik. Hun var klar over at det var en engel hun sad overfor, men hun havde jo aldrig mødt en, hun havde aldrig set deres fulde skikkelse, ud over i gamle bøger

"Naturen har sin egen måde at holde bestanden nede som det så smukt bliver beskrevet. Men en ung pige der er teminalt syg med cancer er ikke at holde bestanden nede. Det er at røre ved balancen"


Han lagde hånden på bordet lidt hen imod hende imens han kiggede på hende med et underligt beroligende blik. Det var en noget stærk reaktion der kom fra hende. En han ikke var klar over. Som om hun aldrig havde mødt en Engel. Det havde hun måske heller ikke. Nu var han jo heller ikke bare en Engel men en Seraphim. De eneste engle der var højere rangerende end Seraphim var Ærkeengle. Derfor var en Seraphim ret ofte frygtet af alt der kom fra Helvede. Men verden havde jo forandret sig. Så det var måske en viden hun var foruden. 

Han hældte et glas kildevand mere op til hende og satte hen til hende imens han talte ganske roligt.
"Rolig.... Hvorfor så kraftig en reaktion? Har de ikke hørt om Seraphim før frk?"

Emilia vidste ikke hvad hun skulle sige til det han sagde. På sin vis var hun enig.. men også uenig. 

Hun tog noget vandet, og så på ham da hun hørte hans spørgsmål "ærligtalt nej.. det er første gang jeg så meget som er i nærheden af en engel.. og det der er ikke noget jeg har prøvet før" 
Sagde hun og rettede lidt på håret. 
Hun lod atter sir blik ramme hans, men en smule mere alvorligt. "Men tilbage til det vi egentlig er her for.. er du intraseret i urnen?" 
Spurgte hun og tog en tår af kirsebærvinen. 
Emilia var ikke skæmt af ham, men hun havde på fornemmelsen af at det kunne give hende problemer at være i nærheden af en Engel for længe. Og ikke mindst med de ting de talte om.

Han spiste lidt mere imens han lyttede meget nøje til hvad hun sagde. Taget i betragtning af hun aldrig havde været i nærheden af en Engel for så var det også en stærk oplevelse at en Seraphim skulle være den første. Så han overvejede nøje et tal der ville passe. Imens han fandt en checkhæfte frem, sagde han stille:
"De har imponeret mig meget Ms. Stone. De virker til langt mere at ville have en plads i verden. Naturligvis en passende plads. De fleste af deres art deltager på den ene eller anden måde i krigen. Det er ikke en hver der bare kan vælge krigen fra for bare at være sig selv"


Han kiggede kort på hende og kneb øjnene sammen hvorefter han skrev et tal på checken.
"Lige så snart de kommer til mig med Urnen, så skriver jeg den under så den er gyldig. Vil de ikke bringe den til mit slot? Jeg skulle mene at beløbet skulle dække så rigeligt. Også fordi jeg har faktisk haft en rigtig hyggelig aften"


Han vendte checken om og skubbede den elegant hen til hende uden at fortrække en mine. på checken stod der 4.000.000 euro

Emilia så på ham da han sagde han var indponeret over hende. Det var bestemt ikke noget hun var vandt til at høre.
Hun så på ham "hvis alle undgik krig... ville den jo ikke finde sted" sagde hun roligt.
Hun så på checkhæftet, både nysgerigt, men også tilfredst. Dette måtte jo netop betyde at Khá havde i sinde at købe.

Hun vende opmærksomheden mod ham da han begynde at tale igen. Hun smilede mildt og nikkede. "Jeg kan bringe den over allerede i aften" sagde hun med et smil, men også en smule bestemt.
Emilia havde det altid bedst med at afslutte en handel hurtigt. Selvom det jo ville være nemmest at trække tiden ud. Men jo før han fik urnen, desfør fik hun pengene.

Hun kom med et charmerende smil og et drilsk blik "de er da også velkommen til at tage med hjem at hente den" sagde hun med et smil og drak ud.
Hun tog fat i sin taske, og tog et kort op, og skubbede det hen til ham, og trak checken tilbage. Hun så atter på ham med et smil "her er min nummer.. så kan de sende mig deres adresse.. og hvornår de vil have jeg komme med urnen.. som sagt kan jeg Gøre det allerede i aften.. og ja.. det har rent faktisk været en fornøjelse" sagde hun med et smil. Hun tog sin pels, og trak den over skuldrene.

"Mit citadel ligger ude i bjergene lidt nord for byen, de kan ikke undgå at se det. Jeg skal sørge for slotsporten står åben til dem. Fortsat god aften Ms. Stone"


Så bukkede han ærbødigt for hende og gik op for at betale for det hele. Så fulgte han hende til døren og bukkede endnu en gang inden han gik hen og startede den flotte sorte Bentley. Han tænkte lidt over aftenens begivenheder men nåede ikke noget endegyldigt resultat. Hun var endda meget atypisk. En Djævel der egentlig ønskede fred? Ja den var ny. Men en gang skulle jo være den første. Han havde jo heller ikke selv været yderligere interesseret i krig da han selv var Djævel

Ganske som lovet var der gjort klar til at hun skulle komme. Citadellet var stadig dystert og mørkt at se på udefra da det jo var bygget i hans tid som Djævel, så selve stenene var jo mørke. Men ellers var der et fantastisk flot citadel med en meget spændende arkitektur. Der var nogle enkelte ægyptiske præg rundt omkring. Men der var begyndt at komme planteliv rundt omkring og mange af bygningerne inde bag muren så ud til at være nyrenoverede. Han havde fået en tjener til at tage imod hende ved porten

Emilia nikkede til det han sagde med et smil. "Det var været hyggeligt at møde dem" sagde hun med et smil, og fulgte med ud.

Der gik ikke mange øjeblikke inden Merseren holde foran restauranten. Emilia steg ind, og kørte hjem til villaen. Her blev hun mødt af Opa.

Hun gik ned i kælderen hvor alle hendes genstande stod. Hun fandt urnen frem.
Hun pakkede den forsvarligt ind, og bragte den ud til sin egen bil. En audi. Hun startede den op, og kørte mod Khás slot.
Hun stoppede ved porten da hun nåede frem

Porten var allerede åben til hendes ankomst og hun blev modtaget af en tjener der i første omgang viste hende hen hvor hun kunne parkere bilen. Siden hen blev der bukket for hende og tjeneren sagde: "Lady Stone? Herren venter dem i den lille spisesal. Hvis de vil følge med denne vej" 
Hun blev ledt ind i foyeren hvor et hurtigt blik rundt ville afsløre at indvendigt var lige så imponerende hvis ikke mere end udenfor. Der var stadig et par småpræg fra hans dystre fortid men der var meget ændret så det var mere passende til det væsen der boede her nu. 

Snart blev hun ledt ind igennem en dobbelt-dør til en spisesal der var indrettet som i renaissance-tiden med guld, rødt og flotte træudskæringer. Midt i rummet stod der et flot spisebord i kirsebærtræ med en overdådigt lysestage på. Der var en del levende lys man kunne bruge men lige nu var det det elektriske lys der var tændt. 

Han stod og ventede på hende ved spisebordet hvor der var gjort klar med en flaske dyr vin og to glas. En passende måde at indgå en handel når det var den slags man handlede med. Dog var det de færreste der havde råd til sådan en vin. Han bukkede en gang og sagde: 
"Velkommen til ms. Stone. Jeg håber ikke det var for kompliceret at finde? Jeg regnede heller ikke med en god skål ville gøre dem noget?"

Emilia kørte ind og parkerede bilen. Hun steg udtog fulgte efter tjeneren med et smil. Hun så sig fascineret om mens de gik gennem huset. Nok var hun selv temmelig velhavende, og havde et stort hus, kunne hendes villa ikke måle sig med dette og så var det 2 vidt forskellige stile. Hendes var en ny moderne strand villa. Mens dette virkelig var et ældre hjem, men helt klart med stil og klasse.

Hun holde om den taske hun havde over skulderen, måske lidt for at sikre at der ikke skete den noget. Hun stoppede op da de kom til spise salen, og hun så khá.
Underligt nok kom der et lille smil frem hos hende.
Hun nikkede som tak til tjeneren., og gik hen mod Khá "nej det var slet ikke besværligt"
Hun satte meget forsigtigt tasken på bordet, og åbnede den. Hun stak hænderne ned i tasken, og teak forsigtigt en et bildt op af stof. Hun satte den stille på bordet, og begynde stille at fjerne stoffet.

Det var tydeligt at Emilia virkelig havde respekt for det hun netop var ved at pakke ud. Efter lidt kom urnen til syne. Man kunne næsten se en form for lettelse hos hende over at de ikke var sket noget. Ikke fordi hun havde regnet med det ville det. Men der var da altid en frygt for det.
Hun vende sig mod Khá og trak samtidig checken op af tasken og lagde den på bordet ved siden af urnen.

Hun gik over til Khá "så over lader jeg den til dem" sagde hun med et venligt smil.

Han tog ganske forsigtigt vasen op og kiggede på den. Studerede samtlige detaljer der var på den. Hver eneste lille billede, hvert eneste lille penselstrøg. Den var virkelig uvurderlig men også farlig i de rette hænder. Med stille og elegant hånd, blev vasen sat på bordet igen hvorefter han sagde:
"Den er i sandhed enestående... Men som de selv siger, så er det en magt dødelige simpelthen ikke skal have. Deres manglende begrænsning på sig selv ville bare blive farligt"


Så tog han endnu en gang imod checken og fandt en flot fyldepen frem. "Connor McAndrews" Efter den var underskrevet, blev den forsigtigt skubbet hen til hende igen. Så hældte han et glas op til dem begge to og rakte hende det ene. 
"Skål for en god handel Ms. Stone.
Der blev smagt på vinen hvorefter han sukkede kort en gang og smilende sagde: "Hvad synes de ellers om mit ydmyge hjem Ms. Stone?"


Hans hjem havde jo været under opbygning i et par hundreder af år så det havde faktisk kun stået færdigt i omegnen af 100 år inden han gik i gang med den ombygning der stadig var i gang