business with IRA and a special person ( Emilia ), Nordlige Irland.

omgivelser og vejr: en skov i det kølige januar vejr, let frost og en smule blæs, med lastbiler fra IRA og biler, forude nogle trucks med tunge 50.cal maskingeværer på og omkring 75 mand fra IRA i deres grønne bukser og brune felt uniformer, bevæbnet med forskelige våben som russiske og hva de end har kunne skaffe sig, imens da stod flere tasker, fyldt med amerikanske dollar, og ikke få af dem, og tæt skov område, selv om dette område er fældet, så det en åben mark af en art, men let nok og køre til, så alt var forløbet glat.

påklædning: Kuuma's militær uniform og våben ( som vist på profil billedet ), han's mænd har samme uniform på udover de har elefant huer eller tørklæder for ansigterne, med han's PMC mærke på ærmerne, grad tegn, og bevæbnet med britiske Enfield Maskingeværer, og M4 kamp riffler, enkelte med snigskytte riffler, og nogle med støtte maskingeværer.

følge: knap 90 trænet soldater i uniform, bevæbnet og klar til kamp, i lastbiler 3 i sort med PMC's mærker på, en APC med maskingevær tårn, også i sort med PMC tegn, og en jeep i sort, med PMC tegnene, hvor Kuuma og Hector er.

Kuuma var kommet til Irland, på IRA's anmodning, da de havde brug for våben, igen, så Kuuma havde pakket og taget uniform på, tjekket sine våben igennem, og var gjort klar, han havde ringet til Hector og bedt ham stille op med et regiment, kaldet Crossbow Security Rangers regimentet, som var nogle af han's mere hærdede soldater, hårde kamp hunde fra den amerikanske hær, som han havde hyret, hvorpå Hector havde taget sin hærføre uniform på, selv om det eneste tegn på at han var anføre for hele Kuuma's hær, var hans Regiment Chef tegn på armene, og brystet, forude Crossbow Security tegn på brystet, for at gå ud til sine mænd i et palæ i Frankrig, i Di Morga, for at bede sine mænd, da stod på en 15 x 6 række, bevæbnet med deres fortrukne våben, med Hector ved sig, og han gav så ordre til og stige op i lastbilerne, hvor på da kørte 2 lastbiler bagerst, APC'en og så en lastbil mere, og Jeepen hvor Kuuma kørte og Hector sad ved siden af, med sin Enfield kamp riffel mellem benene, og de kørte roligt ned imod havnen til et lager, hvor de også ville leje en privat færge til Irland, for at læsse de anmodne våben om bord, og et specielt sværd som var fundet i Egypten af han's mænd på et grave sted for guld og diamanter, det fandt de også, så også et sværd, som han's mænd ikke ku røre uden handsker, da det ville brænde dem, som var det lavet af sollys, og en af han's mænd havde mistet livet da de for sov svang det ind i ham, så et slags lys havde ramt ham, og praktisk talt brændt ham ihjel, så han's kammerater havde tabt kæbe af forbløffelse, men de havde varsomt pakket sværdet, da mere var en slags sabel, men de kaldte det er sværd, og ført det til det franske våbenlager hvor Crossbow Security's folk holdt vagt, og betalte gode penge for at kontrol og politi ikke sku tjekke det, og det gjorde de så ikke.
de ankom en time efter, hvor porten ville blive åbnet af vagter i sorte uniformer, bevæbnet med SMG'er, typisk MP5'er, og Uzi'er, og lukke porten igen, for at stige ud, og læsse våben på, en del russisk AK'er, sablen, og snigskytte riffler, få kasser med håndvåben og andet, for og at stige ind igen, lukke bagsmækkerne, og køre ud af varehuset igen, efter at være blevet tjekket ud af en vagt, som krydsedet af hva de havde hentet, og kørte imod færgen, også bevogtet af han's mænd, så ingen sneg sig ombord, og lastbilerne, APC'en og Jeepen kom ombord, for og give kaptajnen besked, imens han's andre vagter fra havnen ved færgen, kørte afsted, og han's mænd placerede sig omkring på færgen så de dækkede den med 360 grader, i 20 mand's vagt grupper, som skiftedet på sejl turen som forløb uden besvær, og kaptajnen og han's folk spurgte ikke Kuuma og han's soldater om hva de havde med, fordi de blev godt betalt, og de ville ikke skydes i baghovedet og kastes i vandet.

flere timer senere ankom de til et ødet sted, hvor færgen ville sætte dem i land, og modtage nogle penge for og ku sejle dem tilbage, hvor på mændene ville køre i land, og roligt ud i skoven, jeepen foran, så en lastbil, APC'en, en lastbil lastet med våben nok til og mande en større hær og enkelte soldater, og en Lastbil med soldater, for og køre ud i Irland's skove og områder, på landevejene, og videre imod deres destination, hvor IRA og en eller anden speciel kvinde ventede på dem, hvilket han fandt mystisk, hun var dog interreseredet i sablen, og tja han ku tjene penge på det lort, så var han nu ganske tilfreds, imens han roligt røg en Cigarat, og nød Hector's tavse selskab, imens irsk musik i radio'en lød, og han's 2 mænd bagved i jeepen, sad tavse, da Kuuma ikke gad og snakke når han kørte, da han blev køresyg, så de drak blod af deres drikkedunke.
de kørte til sidst ind i skoven, for og køre ind i marken, hvor Jeepen ville stoppe 40 meter fra de 2 stole, hvor IRA forhandleren og damen, kaldet Emilia, sku sidde, hvor på han ville stige ud, med sin M4 i en rem om kroppen, sin Berette 92f i siden, og en dolk ved brystst, med sin hjelm, på og et tørklæde for ansigtet i lys beige stof, som han's uniform, med Hector ved sin side, og de 2 soldater bag sig, også bevæbnet med M4'er, for og kigge tilbage, da den pansrede militær APC standsede tæt ved Jeepen, og da stod en mand i maskingevær tårnet, med armen lænet op af det tunge støtte maskingevær, forude lastbilen med våben da kørte frem til anvist plads af IRA oprørerne, så de let ku læsse våben af, hvor på nogle af Kuuma's mænd ville bede dem tråde væk fra køretøjet, og åbne bagsmækken, hoppe ud, og stille sig omkring lastbilen.
den anden lastbil ville standse bag APC'en, hvor bagsmækken ville blive åbnet, og lyden af tramp på den hårde jord, ku høres, og en blanding af accenter, både amerikanske, franske, britiske og irske, nogle få scotske, da de spredte sig ud for og bevogte deres side af forhandling's stedet, imens 20 af Kuuma's mænd løb i en C cirkel bag Kuuma, en slags vifte form, for og bevæge sig imod IRA forhandleren, Lugi, og den ukendte Emilia, hvor på Hector ville bære en skovtur stol i hænderne, og alle han's mænd's øjne var røde, vampyrer, og IRA forhandleren ville roligt se på, han forstod Kuuma's vagtsomhed, soldat til soldat, og Hector ville stille stolen 5 meter fra IRA forhandleren og Emilia, hvor da ville stå et bord med mad til forhandleren og Emilia, og et glas blod til Kuuma, som ville sætte sig ned, og stille sin M4 op af bordet, Hector ved sin side, og sine 20 mand spredt omkring sig, med hænderne på deres våben som erfarne soldater altid ville have i en mulig kamp situation.

de irske oprøre havde spredt sig bag forhandleren og Emilia, ligesåledes i formation, klar til og dække Emilia og forhandleren, selv om de hilste på Kuuma's mænd som hilste igen, hvor Kuuma til sidst ville byde ind med og sige stille og roligt, med sin hæse stemme, da vidnede om en da råbte meget.
''tak fordi i var så venlige og vente, Hr Lugi og frue.. frøken, Emilia?''
han smagte på navnet bag masken, imens Hector stod stille som en stiv statue, selv om de døde mørke øjne holdt skarpt øje med alt omkring sig, som en livsfarlig vagthund da ventede på og få lov og slagte en masse får uden chance for og flygte, hvor på de yngre soldater ville stå ret, med benene let samlet, ret ryg, og ansigterne imod IRA folkene, gevær langs siden, og Kuuma ville række sin hånd frem, efter at have taget sine fingerløse militær læderhandsker af, og give hånd til Lugi, hvor på de ville lægge armene om hinanden, som var de gamle venner, og Emilia ville også få trykket hånden, i et fast greb, dog ikke ubehalig, hvor på han roligt ville sige, imens han tog glasset med blod, og trak masken ned for og smage, imens han så til sidst sagde ganske roligt.
''Hr Lugi, de har taget den kære Emilia med, fordi hun var interesseredet i et fund, mine mænd har fundet i Egypten? er det korrekt? og de Hr Lugi, vil have den sædvanlige levering?''
Lugi ville nikke roligt, og så give ordet til Emilia, så hun kunne svare på om hun var interesseredet i det de havde fundet i Egypten, imens Hector sagde noget til Lugi på irsk, da ku lyde som følg med, og Lugi fulgte med, for og tjekke våbene ud, som Kuuma havde med, og Kuuma ville sidde og kigge nysgerrig på Emilia, med sin røde øjne, et lille smil på munden som damer ville finde charmerende, hvis det ikke var for de 20 soldater da holdt øje med Emilia og de IRA folk da stod omkring hende, som om de forventede hun ville trække et haglgevær frem fra tøjet og skyde Kuuma på klodshold eller oprørene ville gå amok med deres automat geværer.

Påklædning: tøjet

Hun sad og trippede lidt, hun havde aldrig haft den store tålmodighed. Og slet ikke sammen med militær folk. Det var alt for seriøse til hende.. De talte hele tiden om sikkerhed og alt sådan noget plader. Hun hade levet i over 800 år uden at skulle have vagter eller soldater til at rande rundt i røven af hende. Hun ville blive sindssyg af det.
egentlig kvinde mellem en masse mænd i uniformer var ikke ligefrem nyt for hende, men det blev aldrig noget hun kom til at nyde. Slet ikke.
Alle de blikke, havde de så bare været flirtende eller beundrende så var det noget andet, men disse blikke var nærmere fordi de ikke mente hun skulle være der, eller fordi de så hende som værende meget svagere end dem.

Heldigvis blev hende kedsomhed endelig afbrudt da der kom en masse soldater. Hmm vampyrer?  Hendes blik faldt på den mand der satte sig i en stol foran dem. Kuuma hed han vidst. Hun sad rankt i stolen som en dannet dame ville gøre det. Det der nok var mest bemærkelsesværdigt ved hende var det der lå ved siden af hendes stol. En stor ulvelignende skikkelse. Dog var dette igen ulv, langt fra. Han var en hellhound. Dem der kunne se sådan en var kun overnaturlige væsner, og ikke mindst folk der blev hentet af en. Opa, som han hed, var dog ikke en af dem. Han var Emilias. Hende… kæledyr kunne man vel sige. Hun elskede ham i hvert fald på samme måde som en hver anden ville elske sin hund eller kat. Ud over at Opa her var næsten dobbelt så stor som en almindlig ulv. Når ja og så hans skæmmende udsende. Mange blev rædselsslagne over at se ham, og det var nok kun fordi der ikke var mange der kunne se ham at han fik lov til at være her med hende.
Men måske var han i virkeligheden grunden til at hun ikke behøvede vagter. Opa kunne altid mærke om hun var i knibe, og han vidste altid hvor hun var, så der ar ikke meget der skræmte hende… men igen når man havde en Hellhound som kæledyr, så var der ikke meget der skræmte en.
Hun lod mændene tale, dog da der blev talt om hende over hendes hoved, løftede hun et øjenbryn. *MÆND* tænkte hun for sig selv. De regnede aldrig med at kvinder kunne tale for sig selv.
Da Lugi fulgte med ud for at kigge på de der våben der åbenbart var så vigtige, faldt hendes blik atter på Kuuma.
Hun lænede sig en smule mere tilbage i stolen, og lod en hånd glide ned for at stryge Opa over ryggen.
”jeg har hørt at de har fundet et særligt våben.. passer det?” spurgte hun roligt mens hun betragtede den faktisk temmelig charmerende vampyr foran sig. Hun måtte jo vide sig sikker på at han rent faktisk havde genstande. Selvom hun faktisk allerede vidste det.

Hector havde bemærket for ham, at kvinden så ud til og kede sig, hvilket Hector så med et enkel øjenkast, for at Kuuma ville smile til hende, med sit lille smil, da viste en blottet hjørnetand, imens han lagde hovedet på skrå, som et farligt dyr da havde spottet noget smukt bytte, hvilket var Emilia, og nogle fandt det charmerende han gjorde det, og andre død irriterende, men han tog det nu ikke så højtydeligt, dog så han roligt på den store Hellhound, han var ikke dum, han vidste hvad en Hellhound var, han var dog mere skeptisk over for, hvordan Emilia havde tæmmet den, men han ville ikke spørge, ville dog være uhøfligt.
Kuuma så ikke bange ud over hellhounden, heller ikke Hector, eller han's mænd, de virkede mest nysgerrige, selv om ingen spurgte, og til sidst ville de tabe interessen for Hellhounden, selv om Kuuma roligt sad og kiggede på Emilia med sine røde øjne, lille skæve smil og hovedet på skrå, imens han tog en tår af blodet, fastholdt hende's blik, da kort lyste op, ved tågen af blodet.
imens han talte med Lugi gik med Hector, og lod sin herre tilbage med en potential trussel, hvilket var en sjældenhed, dog stod de 20 mænd stadig, med hænderne på deres våben, og selv om det var en fredelig handel, hvis hun vidste hvordan det virkede, ville de have antiE skud, hvilket var dyre og specielt fremstillet skud, da i sig selv, neutraliserede alle levende væsner, som havde været et test forsøg mange gange, så at prøve og narre dem ville være dumt, da de skarpe blikke ikke mistede den mindste detajle, blikke da var hos erfarne mordere, da ventede som kamp hunde i lænker, på og få deres næste bytte, og æde dem, eller i deres version, tømme dem for blod, og efterlade sig tomme skaller bag sig.
og dog, sad Kuuma som den eneste afslappede blandt sine mænd, den ene arm på armlånet, glasset med blod i den anden hånd, hvor på han ville følge hende's mindste bevægelse, trods han's øjne vidnede om, at han var en ung vampyr, hvor på han rettede sit hoved op, ved hende's ord, stadig med sit blik rettet imod hende, så hun vidste hun havde han's fulde opmærksomhed, et tegn på høflighed, ihvertfald i england, han nikkede roligt, for og svare ganske venligt, med sin hæse stemme.
''ja, det passer, Frøken Emilia, et egyptisk sabel, da bruger en slags form for sol angreb, af en art, dog kun så længe da er lys, hvilket er en negativ ting ved den, dog fandt vi den ved højlys day i Egypten, som sku have tilhørt en Farao, vi ved ikke hvornår, eller hvorfra, men vi antager den blev brugt imod natten's børn, den soldat da holdt den, brændte sig, selv med handsker på og han slog for sjov en af mine mænd, som kinda.. brændte ihjel, som havde noget hældt lava udover ham, så ja det passer.. vil de se?'' han gik direkte til sagen, efter at have forklaret den smule han vidste, hvor på han sagde noget på irsk til nogle af sine mænd, som satte deres automat riffler i hylstre, og gik over imod jeepen, hvorpå bagsmækken ville blive åbnet, og en kasse taget ud, en med et greb på hvert håndtag, og bære den over til bordet, og stille den på bordet, hvor på de ville tage låget af, og der ville den så ligge.

en sabel i en form for lys ukendt metal, guld greb med en lille blå safir for enden, og et langt kurvet blad, da ku svare til en mande arm i bøjet stilling, et ganske enkelt men meget smukt våben, selv om den nu så ufarlig ud, da det var nat, hvilket også passedet, og hvis Emilia ville bede om lov til og røre ved den, ville han simpelt bede en af sine mænd ligge nogle ild faste handsker, mest af sikkerhed's hensyn, og så ku hun bare ellers gå amok, hvor på han ville sippe en tår mere af blodet, for og følge Frøken Emilia's bevægelse, med sine røde, rolige øjne.

Hun betragtede ham, bemærkede tydeligt hans blik. Hun få godt hvordan mange af hans mænd kiggede på Opa, og alt andet ville da også være underligt. Dem der så en Hellhound uden at reagere overhoved, var ikke rigtig kloge.

Da han begynde at forklare om våbenet blev hun bare mere fascineret og utålmodig. Hun nikkede da han spurgte om hun ville se den. Og hun rettede sig da også mere op i stolen da kassen blev båret ind. Og da det hele var klar og våbnet lå lige der foran hende, rejste hun sig hurtigt op, så hurtigt at det fik Opa til at rejse hovedet hurtigt op.
Hun var hurtig oppe ved bordet for at studere genstanden. Hendes blik ar fast låst på våbnet, og man kunne ligefrem så dem stråle af nysgerrighed og iver. Det var tydeligt at dette var noget der interesserede hende . Efter at have studeret våbnet tilstrækkeligt, lagde hun det fra sig, og så på ham.

”når… hvad havde de så tænkt dem at et våben som dette skulle koste mig?” spurgte hun så. Mens hun grab et glad med vin, og tog en tår. Hun gik op foran ham og lænede sig op af bordet med fronten mod ham. ”jeg er klar over at den ikke vil være billig… men nævn din pris” sagde hun og lod sin hånd vifte en tot hår væk fra sin skulder.
Opa rejste sig og strakte sig, og gik om på siden af sin herskerinde. Dens hoved og ryg ravede op over bordet, og i virkeligheden ville den nemt kunne æde alt på bordet uden besvær.
Emilia rakte ud efter noget kød, og kastede det til Opa med et roligt smil, og han grab det med det samme.
Hun vende atter blikket mod Kuuma.

”Lugi skylder mig en tjeneste så de kan bare nævne deres pris og de skal få det ordnet sammen med handlen for våbende” sagde hun roligt.
Hun så på Opa og nikkede mod udgangen. Han så lidt på hende inden han begynde at spankulere tæt forbi de mange soldater, og forlod dem.
”Bare rolig jeg sender ham ikke ud for at dræbe nogle… han skal blot jage” sagde hun roligt og rettede sig op og så på ham. ”Jeg må sige jeg er imponeret…” sagde hun og begynde at gå mod nogle af soldaterne. Hendes gang var yndefuld, og det var tydeligt at hun var fra en tid hvor kvinder var langt mere sofistikerede, hun så lidt på den ene soldat med et charmerende og roligt smil. ”men er det ikke lidt besværligt og kluntet at skulle rejse rundt med alle disse mænd?” spurgte hun og gik lidt rundt og betragtede dem. Det morrede hende faktisk at de stod som de gjorde. Folk uden fri vilje! De kunne lige så godt være slaver.
Hun vende blikket mod ham ”har de også Slaver hr Kuuma?... jeg mener… ud over dem de har randende i uniformer?” spurgte hun med en klar drillen men også lidt provokerende på den charmerende

Kuuma så roligt Emilia i øjnene med sine røde rolige øjne, sit lille skæve smil, imens han's mænd kiggede på Opa, for og tabe interessen i helvedes hunden.

Kuuma kunne se utålmodigheden i Emilia, og forkortedet derfor det han vidste, for og se hende rette sig op i stolen, han sad roligt med fingrene presset imod hinanden, med sit lille skæve smil, han så hende rejse sig, for og nikke til sine mænd, da de var usikre på om hun måtte tage det, for så at slappe af, og løsne grebene på deres våben da hun ville tage sværdet.
Han så roligt på hende, så hende studere det egyptiske våben, imens hun havde været ret hurtigt der over, men det genere ham nu ikke just, det betød bare hun var interesserende i han's vare, men han så hende studere det, og nikkede tilfreds med sig selv, da hun virkede tilfreds med varen, hvilket fik ham til og smile stille og roligt bag tørklædet som han havde sænket ansigtet ned i for og slappe af, han så dog op, da hun talte, for og svare muntert.

''tjoh, hva tænker de, frøken Emilia ,er en rimelig pris for sådan en antikt ting?'' han sad roligt og så på Emilia, tage en tår vin, imens han selv tog en tår af den varme engle blod, for og kigge på hende læne sig over bordet, hvorpå han hævede sit øjenbryn, og så lidt tænkende ud, for og sige ''to og en halv mil'' nogle ville kalde to og en halv million for et røver køb, men han ville gerne være på god fod med Emilia og IRA, og han ku ikke just bruge et sværd da skød lys om dagen så de dræbte han's folk, som var de små fluer i en ildebrand, så de brød sig ikke om den, og han ville bare gerne af med den forbandedet ting.
de så på Helvede's hunden, ret imponeret, for og følge processen med og fodre helvede's hunden med kød, så han sad roligt og nød det øjeblik hvor den slugte kødet, for og lægge hovedet på skrå da hun så på ham igen, og han's øjne mødte hende's, med et lille skævt smil.

Kuuma nikkede roligt, for og smile ganske blidt, og han sagde så muntert ''jeg har nævnt min pris, og er ret sikker på Lugi vil betale den, uden problemer, men jeg ved Lugi vil købe mine våben, har han altid gjort, og vil han altid gøre'' han smilede hemmelighed's fuldt, for og sippe af blodet, han så dog på helvedes hunden da gik ud på jagt, og han fulgte den med blikket, men soldaterne rykkede sig ikke, selv om de så lidt usikre ud ved helvede's hunden, så slappede de stadig af, dog årvågne stadig, han så på Frøken Emilia da hun snakkede til ham, han lyttede roligt, for og snakke ganske roligt ''det syntes jeg ikke, det er bare beskyttelse, og når man har en hær bag sig, er det de færreste da vil stille op imod en, selv de ældre væsner i de moderne dage her, fordi de ikke tager chancen, og så får vi lavet specielle patroner, hvor selv de ældste væsner, får sig nogle alvorlige skader, endda kan dø'' han nikkede roligt, han så hende gå rundt blandt sine folk, de stirrede omkring, nogle så på Emilia med deres mørke røde hårde øjne.
Kuuma så på hende da hun vendte blikket imod ham, og han smilede muntert, for og svare gnaske roligt uden at blive provokeret, men han sprang med på charmen ''jeg har skam nogle.. slaver.. kan man vel sige, det er to unge piger, mine tjeneste piger, Sofie og Mia, ganske.. ehh. søde piger, ja, og ja har også gardnere.. tjenere, tjenestepiger, kokke, lidt af alt, og tja, mine tjeneste piger, Sofie og Mia, de bliver brugt tilll... lidt af hver'' han klukkede tænkende, imens han så på frøken Emilia.

Et øjenbryn blev løftet da han nævnte sin pris. Mente han det? Det var jo ikke engang halvdelen af hvad det sværd ville være væd. Og det var hun slet ikke i tvivl om at han vidste. Men hun ville da ikke diskutere med ham hvad dette sværd skulle koste når han sagde en så god pris.. men hun var jo en business women, plus hun var flabet så hvorfor ikke prutte med prisen alligevel.
Hun sende ham et skævt og klart charmerende smil. 2 en kvart mil, så har vi en aftale” sagde hun og det var HELT tydeligt at det kun var for at markere at hun gav dette bud.
Han skulle ikke tro hun bare tog imod et tilbud for det det var godt.. for hende skulle det være rigtig godt!

Hun forstod det stadig ikke! Hun havde levet i mange år, og ALDRIG ville hun kunne indfinde sig med at der rande nogle tosser rundt i røven på en konstant… Lige meget om de var dygtige eller ej, eller om det var fordi de skulle sørge for at holde hendes liv sikkert.
Hun havde været dette sted et par dage, og hun var allerede ved at blive vanvittig!
Men det var nu nok mere fordi ikke alle soldater havde lige så meget plig som Kuumas.

Hendes blik ramme ham da han sagde at han havde slaver, hun himlede dog en smule med øjnene dog med et smil da han nævnte at han havde stuepiger. Det var nu ikke det hun havde i tankerne. Hun gik over til bordet og tog noget mere vin. ”Jeg havde selv en engang… men han ende med at blive for gammel, og jeg lod ham gå” sagde hun og lænede sig op af et bord. ”det er desværre ulempen når man bliver glad for en dødelig” sagde hun meget roligt men med tydelig dannelse i stemmen og holdningen.

Hun lod blikket glide rundt på de mange vagter. ”såh… er de nogle sinde alene? UDEN vagter som nu?” spurgte hun så med et charmerende blik. Hun vende rundt og gik tilbage og pladerede sig i sin stol med en rank og elegant holdning.
”men vi har en aftale med hensyn til våbnet.. pengene kan de få af Lugi” sagde hun så og tog noget mere vin.
Pludselig kom en soldat hen til dem. ”frøken stone?” lød det fra ham. Emilia glemte næsten at reagere på det navn. Det var et efternavn hun selv havde fundet da det var nødvendigt for hende at have sådan et for at begå sig i handels verden. Hun så på ham ”hvad er der?” spurgte hun med en klar tone af at hun ikke orkede at tale med flere soldater lige nu.
”Lugi vil høre om handlen er i hus?” sagde han med en nik med hovedet.
Emilia sukkede, og fik et skabt udtryk i ansigtet. ”jeg sidder midt i forhandlingerne… kan du ikke se det!?.. sig til Lugi han må vente, og at jeg nok skal sige til når han skal vide noget!” sagde hun skabt.
Soldaten så først meget chorkeret ud, men gjorde så som der blev sagt, og gik.

Det var tydeligt at høre at trods hendes meget unge og yndige ydre, så var hun meget bestemt, og det var tydeligt at der ikke var nogle der skulle skynde på hende.
Hun vende dog blikket og smilede charmerende til ham ”når… hvor kom vi fra?” sagde hun så