A way too stressful tuesday - Abraxas

Sted: Gågaden, lige udenfor en café
Tid: 9:04
Vejr: Køligt med en del regn
Omgivelser: meget få personer



Gågaden var knapt så proppet for en gangs skyld, da det var en helt almindelig, kedelig tirsdag, klokken var omkring ni og de fleste butikker var alligevel lukkede. Derudover var det køligt, og regnede en smule, så det var ikke det mest indbydende at gøre af sig selv. Men nu var Skyler i den heldige situation, at han havde været på arbejde det meste af dagen, på en lille café, som var rimeligt populær efterhånden.
Det havde været stressende som sædvanligt, da der havde været mange afbud på grund af sygdom. De havde været tre personer, som både stod for at tage imod bestillinger, lave kaffe/te, bringe det ud, sørge for kager osv. Derudover skulle den ene læres op i de forskellige ting på mindre end fem minutter, sådan så hun også kunne være med, og naturligvis havde Skyler fået tjansen, for han var jo så god med andre mennesker. Not.

Men det var det hele værd, da han ligenu stod under halvtaget til caféen og nød et krus med dejlig varm kaffe, samt en muffin han havde fået med, som et "tak fordi du dukkede op, og tog styringen." Det var nok den eneste grund til at han stadig arbejdede der, på trods af at han blev nødt til at rende rundt med det mest tvungne smil i verdens historie, og servicere selv de mest rædsomme og uopdragne møgunger.
Han førte kruset op til sine læber og tog en tår af sin kaffe, hvor han sukkede blidt. Deres kaffe var virkelig god, og smagte ikke a typisk hurtig-kaffe, som han normalt drak. Det var måske også lidt af grunden til at han stadig arbejdede der, tænkte han, mens han ventede på at regnen stoppede igen.

Vejret havde været fint tidligere, så han havde bare sin hvide, kortærmede arbejdsskjorte, ingen jakke, nogle sorte bukser og sorte converse. Det var dog ikke så smart gjort, når han tænkte tilbage på det, så han ville hellere bare vente lidt, til det værste var overstået. Der var heldigvis ikke så langt hjem, men han gad virkelig ikke blive drivvåd bare fordi han ikke ventede et øjeblik.

Et par borde væk under samme halvtag sad Abraxas. Han ligenede noget der var løgn, med sorte render under øjnene og et træk ansigtsudtryk. Det meste af natten var blevet brugt på ligegyldigheder på et værtshus. Hans tøj, bestående af en hvid skjorte, selvskabsbukser samt sko, stank langt væk af alkoholen, som havde faldet ned langs ham.

Han så ud i regnen og sukkede højlydt. Det var ikke lykkedes ham at blive ordentlig fuld – for en dæmon skulle der meget til. Han hev kaffen til sig og drak den hurtig. Med et kedsommeligt blik i øjnene smed han en seddel for kaffen ved bordet.

Endnu et suk næsten faldt ud mellem hans læber, mens han langsomt hev sig selv op fra den kolde, og halvvåde café stol. Abraxas stak hånden ud fra under halvtaget og trak på skuldrene. Med et beslutsomt skridt trådte han ud i regnvejret og lod sig selv gennembløde, og det var der han fik øje på den unge knægt.

Det havde nok været et underligt billede fra en udefrakommende – en gennemblødt person der bare stod og stirrede fast på en person i tørvejr – men Abraxas var som sædvanlig ligeglad. Han stirrede, som var han et barn i en zoologisk have.

Skyler blev langsomt mere irriteret, da det så ud som om at regnen ikke ville stoppe foreløbigt, og fiskede derfor sin mobil frem fra sin lomme, blot for at se den løbe tør for strøm. " Mægtigt " mumlede han sarkastisk til sig selv, hvorefter han gav sig til at kigge rundt endnu en gang. Hans mørkebrune øjne gled let over sine omgivelser, indtil de stødte på et creep, som gloede på ham, udefra regnen. Han vidste ikke rigtigt om han skulle være venlig og sige at han bare kunne komme ind under halvtaget, men så igen, skaden var sket, og der var massere af andre halvtage.

Derfor valgte han bare hurtigt at slå blikket væk, med et lettere frustreret suk, da han ikke gad en eller anden stalker lige nu. Faktisk, var der ret meget, som han ikke gad lige nu, men det her var ret højt på hans liste. Selvom mobilen var død, lod han som om at han lavede et eller andet, bare for at fyren ikke fik den idé at han kunne tale med den stakkels barista uden jakke. Han kunne næsten høre samtalen for sig.

Ja, det var nok en bedre idé at lade være, men ind i mellem tog han lige et diskret kig op, for at tjekke om fyren stadig stod der, og at han ikke var på vej over til ham. Okay, måske så han heller ikke helt værst ud, og Skyler kunne måske godt under andre omstændigheder, men fyren var lidt et creep i det her tilfælde, så han måtte nok sige "hell no" så snart chancen bød sig.

Latteren nærmest overvældede djævlen da han så det forvirrede menneske fumle med sit mobile apparat. Han kunne ikke få sig selv til at le stille mens han så på den sorthårede dreng ikke langt fra ham.

”’Ey, bambino!” sagde Abraxas højtlydt. Han svang ud med armene som om han hilste på et barn. Hans holdning var ret, men hans gestus fremstod fjollet og ude af karakter. Havde man set Abraxas gå ned af gaden ville man tro han var skuespiller eller i det mindste model, men denne underlige bevægelse fik ham næsten til at tabe ansigt.

”Hvis du keder dig, så har jeg en mulighed for at få dig ud af dit emo-humør” lo han og tog armene til sig. Sådan stod han i regnen mens vandet bare gled ned af ham. De silende dråber så ikke ud til at genere ham det mindste, faktisk, så han ud til at nyde følelsen af det kolde vand.

Han placerede let, men elegant, sin ene hånd på hoften og kørte sin anden hånds fingre gennem det nu meget våde hår. Hans tøj sad ham efterhånden tæt til kroppen mens han så på Skyler.

Skyler blev først utroligt forvirret over mandens udbrud, og gik dernæst i ragemode. Var der noget, som pissede ham af, så var det at blive sat i bås med emoer. Okay, hans hår var mørkt, ja han var bleg, og okay, han gik tit med sorte sweaters, men det var også det.

" Beklager amigo, jeg er ikke interesseret i at socialisere med fladpaner, som ikke kan se forskel på en deprimeret tøsedreng, som har brug for et kram og en fyr, der kan brække din næse, hvis du kommer for tæt på " svarede han tilbage, allerede med et truende blik.

Skyler var ikke kendt for at bakke ud af et slagsmål, uanset hvor smalle odds han havde. Indtil videre havde han maks brækket et par knogler af gangen, eller slået noget af led. Han kom altid ud af det, om det så var ærligt og redeligt, gennem feje tricks eller fordi at han selv var blevet slået bevidstløs, det var mindre detaljer. Han var ikke død, og det var vel det vigtigste.

Abraxas smilede til den sorthårede fyr der efterhånden havde vist noget af et temperament. Han blik var venligt, men der var noget anderledes bag de intense øjne som denne djævel havde.

”Bambino, slap af..  Lo que será, sera, som min familie plejede at sige” sagde Abraxas med sin italienske dialekt. Han stod roligt ude i regnen og så på ham. Det var tydeligt at han havde tilbragt hele natten på at drikke, men lugten fra hans tøj var efterhånden forsvundet.

“Men hvis du føler dig for vigtig, bambino, til at lære noget nyt, så må jeg da virkelig beklage” sagde han med et roligt blik. Han viftede let med hånden so mom det for ham ikke betød noget. Abraxas stod lidt og så på Skyler. “Jeg troede blot at du var en anden type, bambino.”

Abraxas vendte derpå rundt på hælene og begyndte langsomt at gå ned af gågaden. Han satte sine våde hænder i hans lige så våde bukser og tog et roligt skridt af gangen. Det var tydeligt at han ønskede at Skyler skulle følge med.

Skyler var tæt på at flippe sit shit, da han hørte hvad Abraxas sagde, og udmærket forstod hvad han mente. Hvis han nu røget inden, havde det været en anden historie, men nu pissede den slags ham egentlig bare af. ” Drop facaden, den italienske 'flair' er slet ikke så fed, som du tror ” brummede han, men ellers holdte han sin talestrøm på et minimum. Han var en anelse nysgerrig, for enhver, som svarede igen uden at pive over hvor tarvelig han var, virkede automatisk interessant.

Alligevel var det lidt tøvende, da han skulle til at følge manden. Han vidste ikke hvorfor, men der var bare et eller andet over fyren, som gjorde ham nysgerrig. Han følte sig lige så dum, som en myg, der hjernedødt fløj med hovedet først ind i et lys, men kunne alligevel ikke lade være. Han drak det sidste af sin kaffe, og både den og sin urørte muffin ud, inden han trådte ud i regnen, med armene over kort, for at beskytte sig selv for kulden.

Der var en hvis afstand, som Skyler holdte, da han ikke ville risikere at fyren, hvad han nu end hed, gjorde et eller andet, uden han havde mulighed for at komme væk fra ham. ” Hvor er vi på vej hen? ” spurgte han så, efter noget tid i stilhed. Det var begyndt at blive lidt koldt, og han brød sig absolut heller ikke om at de begge nu var gennemblødte.

Abraxas gik bare roligt afsted. Regnen så ikke ud til at genere ham det mindste, mens han vendte sig om mod Skyler. Han gik nu baglæns mens han så på den sorthårede.

”Hvor skulle en ’fladpande’ vide hvorhen han drager?” sagde Abraxas med et smil. Hans latter brød igen stilheden, han var tydeligvis træt, men alligevel var han i stand til at holde begge ben på jorden. ”Og for resten.. ’Amigo’ er portugisisk.”

Abraxas’ sidste sætning kom som en lussing mod Skyler. Et slag mod hvor uvidende et menneske kunne være. Djævlen vendte sig om igen og gik bare ned af gågaden. Rundt omkring var butikkerne ved at åbne, dog beholdte de mange af deres ting indendørs på grund af regnen. Abraxas følte noget beroligende i regnen mens han roligt satte det ene ben foran det andet.

” Det ved jeg ikke, hvorfor skulle jeg vide at du er inkompetent ” Skyler følte sig ikke ligefrem tilpas, da manden grinte uden videre. Han måtte være bipolar eller et eller andet i den stil, kom Skyler frem til, hvilket kun blev bekræftet ved det næste.

Skylers første reaktion var at slå tilbage, og han langede også ud efter manden kort efter, med en knyttet næve lige imod hans kæbe. ” Fuck af, det er spansk, og i tilfælde af at det ikke virkede åbenlyst ” han lavede en gestus mod sit eget ansigt ” Så er jeg spansker, så få dine facts straight før du slår løs på andre. Jeg gider fandme ikke at fake noget italiensk bullshit, bare fordi du føler dig cool ved at gøre det ” Hans stemme var hævet en anelse, og de få folk, som nu en gang var der, kiggede kortvarigt over imod dem, før de skyndte sig videre.

Okay, måske rodede han sig ud i flere problemer end han kunne gabe over lige nu, men fyren pissede ham virkelig meget af. Ikke at der skulle meget til, men ovenpå den stramme vagt han lige havde haft, var det ekstra let at få ham oppe i det røde felt. Et skub mere, og så ville han nok gå i kødet på idioten uden yderligere overvejelser

// Jeg beklager meget, men mit net har været brudt ned, så har ikke haft mulighed for at svare. Jeg håber du kan forstå :) //

Abraxas lo stille af den hidsigprop der nu stod foran ham med knyttede næver. Han stod lidt og studerede ham, som om han vurderede en form for genstand på et loppemarked.

”Så er vi vel næsten i familie, for jeg er italiener” næsten spyttede Abraxas tilbage. Der var noget elegant over ham, der ikke helt var at sætte finger på, men samtidig kunne man se at hans tålmodighed var ved at rende op.

”Hør her.. Jeg valgte dig bare fordi du virkede morsom, men nu synes jeg du er ved at være kedelig” sagde Abraxas roligt og så spydigt på den sorthårede foran ham. ”Mit navn er Abraxas Medici” sagde han og bukkede let for Skyler. ”Og dette.. Er stedet hvor du vil få en røvfuld.”

Abraxas smilede let og ventede på en reaktion fra Skyler.

// Det er fint, jeg var heller ikke så hurtig, eftersom jeg har ligget syg - så undskyld for eventuelle stave- og grammatikfejl //

" Fuck af, jeg har aldrig haft, eller vil have, nogen form for relation til dig " snerrede Skyler, og tog nogle skridt baglæns bare for at være sikker på at han havde noget afstand, til at reagere på, hvis fyren besluttede sig for at gå amok.

" Dude, jeg prøvede ikke at være morsom. Hvis det var det jeg gik efter, havde du hørt nogle tamme jokes by now " brummede han, egentlig ret irriteret over at blive behandlet som en form for underholdning, til at more en eller anden fremmed. Og det næste, der kom ud af idiotens mund, morede ham heller ikke ligefrem. " Hvad fuck snakker du om? Jeg har ikke gjort dig noget, du dukkede bare op som en eller anden galning i regnen, gestikulerede til at jeg skulle følge med, og nu vil du give mig en røvfuld? Jeg har haft en lang fucking morgen, og er pænt træt, så hvis du nu bare går, kan vi begge komme videre i livet, okay? " Han gjorde sig dog klar til hvad som helst, da fyren virkede mentalt ustabil.

”I mennesker er aldrig sjove… Kun når i lider, og selv der spræller i om nåde…” sagde han og slog ud mod armen og pejede på Skyler. ”Du har ingenting at tage dig til, det er derfor du følger mig, dit ubrugelige skravl!”

Det var tydeligt at se at Abraxas var begyndt at ryste svagt mens han stod og så på Skyler. Han havde dybe render under øjnene, der tydede på lange nætter uden søvn. Abraxas sukkede opgivende. Hvad skulle han stille op? Livet på jorden var altid så kedelig og meningsløs. Havde han engang ikke haft en mening – sikkert ikke. Abraxas forsøgte at fokusere sit blik på Skyler, det sorthårede, converse-bærende menneske.

”Jeg ved at du tænker jeg er psykisk ustabil, og tro mig: det er jeg” sagde Abraxas. ”Jeg forsøger blot at finde lidt mening i denne meningsløse tilværelse. Jeg forsøger at skabe noget omkring mig selv, og du virkede som en der var klar på at bryde med status quo.”

Abraxas viftede med hånden som for at viske en tanke ud af hovedet. ”Bare glem det..” sagde han og begyndte en rolig gang væk fra Skyler.

Skyler så nok pænt forvirret ud, med det første som blev sagt. Det måtte være en eller anden mærkelig metafor, for det lød virkelig underligt (og en anelse skræmmende, hvis han nu skulle være helt ærlig, men det skulle han ikke, så fuck det). Han kom dog hurtigt for tanken, da der blev hentydet til at han ubrugelig. " FUCK. DIG. Jeg arbejder og studerer min røv i laser flere timer om ugen, frem for at rende rundt i regnvejr og drive den af. Hvis der er nogen her, som er ubrugelig, så er det dig " snerrede han.

Hvis han var irriteret før, var han pissed nu, og klar til at slå fra sig uanset hvad der blev sagt eller gjort. Han var måske lille af størrelse, men hans personlighed var stor, og det samme med hans mund - for slet ikke at snakke om hans ego. " Kom ned fra din høje hest og forsøg at være en anstændig fucking person, så kunne det være at jeg gad at spilde min tid på dig "

Ikke at det hjalp den mindste smule at fyren- Abraxas, lige pludselig vendte sig om om skred. " Vent et fucking øjeblik. Du gør mig den ulejlighed at føre mig ned af en tilfældig fucking gyde, i regnvejr, siger at du vil give mig en røvfuld, for derefter at gå? Har jeg fulgt efter en eller anden tilfældig mongol klokken fucking 9 om morgenen, i regnvejr, bare for at du er bipolar og fucking skrider? " han var så tæt på at pande ham en. " Hvis du tror at det her ender, bare fordi du er 'hævet over mig' og 'går før det går galt', så kan du godt tro om igen "

Abraxas standsede sin gang væk fra Skyler. Han smilede stort mens han stod med ryggen til Skyler, og vendte sig derpå pludselig om.

”Nu ved jeg altså hvordan jeg får dig op i det røde felt” lo han glad, som om han havde opnået noget stort. ”Men hvis jeg er ubrugelig, hvorfor fulgte du så efter mig i det hele taget?” Abraxas gik nu med hurtige skridt over mod Skyler med en finger peget på ham. Han havde et skævt smil på læberne, men hans holdning var stadig rank.

”Hvis jeg nu fortæller dig at jeg er fucking – for at bruge dit elskede udtryk – ubrugelig, hvad har det så af betydning for dig? Jeg ved vel selv at jeg er ubrugelig, men hvis du ikke vil indrømme at du selv er det – så kommer du til at have et træls og ufattelig kort menneskeliv!” sagde han. Enhver sætning var som et angreb med et sværd mod Skyler. Abraxas så nu på det unge menneske og lo så stille. Det var sjældent at menneskene var noget værd, han kunne bedre lide hybrider – de var trods alt sjove – men Skyler var noget for sig, det kunne man både se og høre.

Let og elegant stod Abraxas der i regnen, med hans gamle øjne og de store poser derunder. Han var flot, med en elegance som overgik selv det bedste menneske.

Skyler ignorerede uden videre at Abraxas var ret tiltrækkende, hans mystiske ydre og den underlige elegance, som lå over ham, for lige nu havde han mere lyst til at give ham et par matchende blå øjne frem for at gå efter hans opmærksomhed. Den havde han alligevel, så det ud til, så hvorfor gå efter det? Desuden, pissede han ham af, virkelig groft lige nu, og havde han ikke været så intimideret tidligere, var han nok allerede sprunget på ham i raseri.

" Det har jeg sgu da sagt femten gange efterhånden; fordi at jeg er alt for nysgerrig, og du hentydede til at jeg skulle " svarede han endnu en gang, og det var tydeligt at hans tålmodighed var ved at være brugt op.

" Hvorfor snakker du om 'menneske-liv' på den måde? Du lyder som en deprimeret teenager " sagde han blot, som om at han ikke havde hørt alt det andet - selvom han skam havde hørt det - men han ville hellere stille spørgsmål nu, og gå bersærk om lidt, frem for bare at hoppe hovedkulds ud i noget. Så dum var han heller ikke.

Den slanke mørkhårede djævel så på ham med et listigt smil. Han elskede at bruge sin tid på at skændes med et menneske – man vidste aldrig hvad de kunne finde på. Abraxas elskede at Skyler var så forudsigelig, men at man stadig var i tvivl om hans næste trin. Han bed sig i læben af fryd og lo stille.

Regnen var efterhånden ved at stoppe, og nu dryppede vand fra Abraxas’ tøj svagt mod jorden. Han stod lidt og lyttede til den sorthårede hidsige mand – mand og mand, han var vel mere en teenager end noget andet. Igen kunne Abraxas ikke holde et smil tilbage da Skyler noterede sig det med et menneskeliv. Han rettede på sit våde tøj og så derpå intenst på teenageren foran ham.

”Jeg er ikke ligefrem den gængse borger” sagde Abraxas med en svag knurren nede i hans hals. Hvad skulle han ellers sige? – Afsløre at han var en djævel uden et bestemt mål? Da besluttede Abraxas at han ligeså godt kunne afsløre sin identitet og overvejede sin formulering.

”Jeg er måske nærmere sendt fra helvede” sagde han med et lumsk smil og bed sig i sin underlæbe for at holde et grin tilbage. Han håbede at mennesket havde nok mellem ørerne til at forstå hentydningen.

Det var tydeligt at Skyler var på grænsen til at ville flå Abraxas fra hinanden, men han holdte sine hænder knyttet ned langs hans sidder. Bare lidt endnu, indtil han fik en fucking forklaring - derefter skulle han nok springe på ham og muligvis, muligvis ikke, få revet hovedet af ham. Om ikke andet, i hvert fald slå ham lidt. En smule vold havde aldrig udgjort for meget skade, havde det? Selv havde Skyler fået en del slag på hovedet, men han havde da ikke taget særligt meget skade, hvis man ikke talte hans paranoia, angst og lettere skæve næse med.

Skyler hævede blot et øjenbryn ved Abraxas' forklaring. " Helvede? " spurgte han, en anelse forvirret af den måde han sagde det. Måske var det et ordsprog han ikke havde hørt, men selv med den tanke, lød det fuldstændigt irrationelt. " Er du satanist eller noget? " spurgte han så en anelse nedladende, selvom man godt kunne høre at han havde på fornemmelsen at det næppe var tilfældet. Hvad der var tilfældet, det var et godt spørgsmål, som Skyler ikke selv kunne svare på.

Dog bakkede han ikke ud, det kom ikke på tale, med mindre at han var så mørbanket at han ikke kunne stå på sine ben længere.

Abraxas sukkede svagt i den aftagende regn. Han kunne se at Skyler var på nippet til at sprænge i luften, og det gav ham lidt håb om at der var noget mellem teenagerens ører. Han overvejede sit næste udsagn nøje mens han så på Skyler, ikke vidende hvordan han ville reagere.

”Satanist?” smilede Abraxas og kunne ikke lade være med at le over menneskets simple forklaring. ”Satanist kan man vel godt kalde mig” sagde han  overvejende og så på den sorthårede teenager. Han bed sig i læben og overvejede igen sine ord nøje.

”Men jeg tror ikke, det er hvad, der definerer min race” sagde han med et smil.

Skyler kunne godt mærke at hans temperament var ved at tage over, og bare et enkelt slag til hans ego, kunne få hans pis i kog. Måske var han ikke den mest intimiderende eller truende størrelse, men han kunne godt slå fra sig. Under det lettere sløsede udseende og den dovne attitude gemte der sig både kampgejst og styrke, og det var de færreste, som havde set hans udfald komme, før han havde fået et par slag ind. Det var nok mere held end forstand, men alligevel.

" Du er fucking syg, mand- hvad fuck forgår der inde i dit lille hoved, når du lukker sådan noget pis ud? 'Men jeg tror ikke at det er hvad der definerer min race' " da han citerede det Abraxas havde sagt, lavede han en håndeligt pibende stemme, mens han lavede en grimasse for at vise hvor latterligt det lød. " Jeg har ikke tid til dit blasfemiske pis, så hvis du har tænkt dig at lære mig op i din kult eller noget, så skrider jeg inden du kommer for godt i gang " Og med det vendte Skyler sig, og begyndte at gå.

Fyren havde ikke gjort andet end at pisse ham af siden han fulgte efter ham, og han var imod at slå på folk med for mange sindslidelser. Lidt depression og angst kunne han godt klare, men han trak altså en grænse, ved bipolar, skizofren og folk som var med i en satanisk kult - og eftersom fyren virkede til at være under alle tre kategorier var det nok bedst at gå inden han gik for godt igang.