My life, my mentor - Abraxas.

S: Teatret.
T: 23:00
O: ødet, teater sal/scene.
V: ??
Påklædning: Sorte leggins & sort tanktop & tyndt, lyserødt, tyld skørt.

Mila sad på scenekanten og tog sine sorte balletsko. Hun elskede teatersalen, når den var tom. Hendes skridt tværs over scenen, gav ekko i den store sal.
Mila havde igen været heldig. Nogen havde glemt at låse skabet, til højtalerne til salen.
Mila koplet sin mobil til højtalerne, med et AUX kabel. Hun scrollede gennem sin musik, og stoppede ved 'Lullaby - Lord Huron'.
Hun luntede ud til midten af scenen, og stod i indgangs position. Da musikkens bløde guitartoner lød, fløj hendes ben elegant, over scenens poleret gulv. Hendes arme omringede hendes krop, i bløde bevægelser. Hendes arme forblev synkrone med hendes ben.
Hun flød i ét med musikken, og alle hendes omgivelser forsvandt. Hun var nu i en verden, som ingen ville kunne afbryde.
Mila elskede denne verden hun var i, når hun dansede. Det var en verden uden bekymringer, en verden, hvor hun ikke skulle tænke på engle, dæmoner, vampyrer, godt eller ondt. Det var en verden, hvor hun stadig var sammen med sin mor og far.
Mila rundede dansen af, med store armbevægelser rundt over hovedet, og så falde ned på knæ. Hendes mobil skiftede over til en ny sang, det var vist 'Things that stop you dreaming - passenger'.
Mila satte sig i skrædderstilling, og vuggede stille til sangen. Hun havde øjne lukket, så hun kunne forblive i sin lille boble. Bare høre musikkens søde toner, give ekko i salen. Mila mimede blidt med på den nye sangs tekst ''If you can’t be what you want. You learn to be the things you’re not''. Mila sank en klump, der sad i halsen. Hun savnede sin forældre utrolig højt. Hun ville ønske, hun aldrig havde sagt ja til at genopstå. Hendes nye liv, havde været hårdt. Men hun ville ikke dø. Det ville være egoistisk. Egoistisk overfor Kuuma, som hun var skytsengel overfor, og alle andre der havde brug for lidt lys i deres liv. Det er hendes natur. Glæde andre. Mila klemte en enkel tåre ned af sine kinder, men fjernede den hurtigt igen.

Fra mørket af salen holdt et par øjne skarpt øje med den dansende engel på scenen. De studerede hvorledes hendes krop bevægede sig på den ualmindelig store scene, og hvorledes musikken bevægede denne yndige danserinde til at fortsætte. Abraxas kunne ikke lade være med at smile over denne elegante forestilling som hun gav ham her i mørket. Hun var køn, det kunne man se, men noget trist var bag hendes øjne mens hendes ben snog sig omkring hende.

Abraxas rejste sig nu fra sit sæde i salen og begyndte sin færd ned gennem gangen og op mod scenen. Han klappede i hænderne da han nåede op på scenen til den skrædder-siddende kvinde på gulvet. Lyden fra hans hænder gav genlyd i salen og han stoppede ikke langt fra Mila.

”Tak for forestillingen” sagde han sødt og charmerende i lyset fra scenen. Hans hud var bleg, og han så ud til at have poser under øjnene, som om han manglede søvn, men han var køn. Han var bestemt flot af bygning sådan som han stod der, og hans smil bredte en hvis varme mellem de to. "Hvornår begynder anden akt?"

Det gav et sæt i Mila, da hun hørte den enlige klapsalve give ekko, gennem musikkens blide klang. Hun kiggede skræmt på den ukendte mand, som kom frem fra det dybe mørke i de bagerste pladser. Mila rødmede og kiggede ned i sit skød. Hun var forlegen, fordi nogen havde været her, og iagttaget hende mens hun var i sin private og intime boble. Hun var forlegen fordi manden var ret så smuk.

Mila kiggede indgående på denne mystiske mand. Han havde rander under øjnene. Hvem var han og, hvorfor sitrede hendes hud, så intenst når han nærmede sig? Hun fornemmede fare. Men hvorfor? Han virkede ikke farlig? Faktisk ret så venlig.
Mila trak på skuldrende, ''Det var ingen akt. Bare...'' Hun tænkte over sine ord ''Øvelse'' Det var dog lidt af en underdrivelse. Dette var det rene barnemad for Mila. Det var bare bevægelser hun gjorde per automatik til rytmen af sangen. Mila havde ikke udfordret sin ballet i de 100 år hun havde levet. Hun ville ikke have andre undervisere, end sin mor. Det var hende der betød mest, hende der var bedst.
''Undskyld jeg spørger. Men hvem er De?'' Milas stemme var hæs. Hun skulle lige sunde sig, fra hendes dystre tid. Musikken fra højtalerne dæmpede, og så var der en kort pause inden den næste sang startede. Den kendte Mila godt, det var ''Pictures - Benjamin Francis''. Hun lyttede let til de lyse toner, og den hæse stemme. ''Genere musikken dig?'' Spurgte hun, og et let smil spillede ved hendes mundvig.

Abraxas lo venligt ved hendes mindre hop af forskrækkelse. Han plejede ikke uden videre at hilse på folk der kom for at øve i hans teater, men hun var ret så smuk, og dermed også ret så interessant. Han kunne næsten se hendes lysende aura – så ren og perfekt at det næsten gjorde ondt, men en stor smerte viste sig klart bag denne smukke aura. Med en let bevægelse rakte Abraxas hende hånden for at hjælpe hende op. Der var noget ved hans bevægelser, der fik ham til at ligne en gammel adelig, eller sågar en danser.

”Jeg beklager at jeg forskrækkede Dem” sagde han blidt og så charmerende på hende. ”Og jeg beklager min uforskammethed; mit navn er Abraxas Medici. Jeg er direktør for dette teater.” Hans stemme nærmest resonerede med salens rumklang og fik det næsten til at flyde i med sangen i baggrunden. Den ungt udseende djævel betragtede denne ungt udseende engel.

”Og bare tag det roligt, jeg nyder skam Deres musik. Næsten bedre end en musical” sagde han blidt. ”Men vil De svare mig hvorfor De er her på en sådan sen tid?”

Mila nikkede blidt, da han undskyldte. ''Mila Annenkova. Jeg håber ikke jeg får ballade, for at være her udenfor åbningstiden'' Mila kiggede ned på sine fødder, hvor balletskoenes silkebånd snoede sig om hendes ankler. ''Det bare at der er en, hvis beroligende ro over en tom sal''. Hun kiggede beundringsværdigt rundt i salen og smilede sigende.
Da Mila, tog imod Abraxas hånd kunne hun pludselig forstå, hvorfor det sitrede i hendes hud. Det var den samme fornemmelse, når Matt var i nærheden af hende. ''Djævel'' Hviskede Mila, til sig selv. Men sagde det måske en tand for højt. Hun hostede blidt for at aflede hendes konstatering af Abraxas væsen. Hun bakkede blidt tilbage, og smilte undskyldende til den nydelige djævel. Hun var lettere nervøs for ham. Men hun ville ikke dømme bogen for dens forside. Hans hensigter indtil videre virkede oprigtige. Måden Abraxas gik og talte, viste at han var meget ældre end hende, men nok ikke meget mere end Matt. Mila følte altid en form for respekt for de ''ældre''.

Mila smiler over at Abraxas kunne lide hendes musik. ''Jeg har ikke så mange andre steder at tage hen, og så havde jeg brug for at tænke, og dette er det bedste sted jeg kender'' Mila smiler større, for at vise hendes begejstring for dette rolige sted.

”Intet dårligt vil på falde Dem, blot for at spille musik og danse på denne scene” sagde Abraxas roligt til den generte engel. Han vidste klart hvad hun var, men han fornemmede også at hun var meget ung i hendes dannelse, dog kunne han ikke præcisere hendes alder med sikkerhed. Abraxas hjalp hende roligt op fra gulvet og mærkede hvordan deres hud slog gnister da de mødtes – og nu vidste han med sikkerhed hvilket væsen hun var: en engel. Abraxas havde aldrig haft noget imod engle, andet end at de havde haft noget imod ham. Jovist havde Abraxas gjort ting i sit lange liv på baggrund af opgaver han havde fået fra nogle højerestående djævle, men dette generede ham ikke yderligere – det var hans arbejde når han ikke var på teatret. Da Mila definerede hans race kunne han ikke lade være med at le charmerende og se hende i øjnene med et fængende blik.

”Jeg beklager hvis min race ikke behager Dem” sagde han blidt, faktisk helt oprigtigt. Han kyssede elegant hendes hånd og bukkede svagt. ”Jeg skal gøre mit bedste i at fremstille min race som troværdig.” Abraxas’ ord nærmest flød ud i salen og satte sig som et varmt tæppe om alt i rummet. Han rettede sig og så på sit ur der sad om hans venstre, blege håndled. Han havde ikke noget bestemt han skulle nå, udover at arkivere nogle filer til om et par dage, men det havde været længe siden han havde været hjemme i sin lejlighed.

Abraxas latter fik Mila til at smile. Latter var sådan en glædesfuld ting, men da han så snakkede om Milas konstatering, fik hun det dårligt. Hun ville ikke være uhøflig. Det var ikke fordi at selve hans race skræmte hende. Matt skræmte hende ikke. Han var faktisk rigtig blid ved hende, af en djævel at være. Tanken om Matt fik hendes smil frem igen. ''Nej nej. Deres race gør mig intet. Eller det gør den. Men ikke mere end de andre racer. Det jeg mener..-'' Mila fumlede febrilsk med sine ord, og for at finde en forklaring på hendes ynkelighed. Hun sukkede dybt. Prøvede på at bevare fatningen. ''Jeg er ikke så generelt tryg ved... Overnaturlige'' Afslørede Mila. Hun bakkede lidt mere tilbage, for at understrege hendes nervøsitet. ''Jeg tvivler ikke et sekund på at De kan fremstille dem troværdigt. Men, hvorfor anstrenge sig? Kan de ikke bare være dem selv? De behøver ikke at fremstille noget, overfor mig, sir''. Mila rettede ryggen, og prøvede at virke modigere, end hun rent faktisk følte sig.
Mila var altid utryg ved sig selv, når det kom til at det der engle halløj. Hun følte sig ikke særlig modig, eller engle agtig. Hun følte hun stadig var det sarte menneske som hun var for 100 år siden.
Der slog en tanke i Mila, som gjorde hende nysgerrig efter svar. ''Hvad laver De, egentlig her så sent?'' Han havde nok en ret god grund, da han jo var direktør. Men han ville have nogen ret så heftige arbejdstimer, hvis han ''arbejde''.

Abraxas bemærkede straks hendes nervøsitet, eller måske nærmere hendes rædsel. Hun virkede tydeligvis ikke tilrette i hendes væsen og det var næsten ynkeligt at en engel ingen selvsikkerhed havde. Abraxas havde i hvert fald aldrig mødt en engel der ikke forsøgte at udrydde hans væsen, men han vidste dog at Mila var anerledes – ikke blot på grund af hendes korte eksistens, men også på grund af den måde hun reagerede på hans bevægelser på. Roligt overvejede han sin næste udtalelse da han hørte hendes mindre prædiken om ærlighed og om at være sig selv, og han tog sig selv i at le stille.

”De kan have ret i Deres udtalelse, men jeg føler nu altid at man skal vise sig fra sin bedste side” sagde han roligt og gav hende den plads hun havde behov for, for at føle sig tryg. Han kunne se hvordan hun forsøgte at fremstå modig, selvom hun egentlig lignede et bytte der stod overfor sin jæger. Hendes bemærkning til hans tilstedeværelse overraskede ham imidlertid ikke, da det var højest uortodoks at han som direktør skulle have overarbejde.

”Jeg gætter på at jeg ligesom Dem finder roen i en tom sal” sagde han med et roligt smil og bevægede sig hen over scenen og over til hvor Milas mobil lå koblet til anlægget.

Mila gav ham ret i at, at førstehånds indtryk var vigtigt. Mila hævede et øjenbryn af Abraxas. ''Hvad søger de så i salens ro?'' Ville Mila vide. Hun vidste godt, hvad hun søgte. Glemsel. Glemsel af hendes 100 års historie, glemsel af hendes død, glemsel af at hun lever i en verden, hvor hun ikke vil kunne se sine forældre, og ikke mindst glemsel af at hun var en engel. Dansen gjorde hende menneskelig. Dans var det hun beskæftigede sig med, i sit menneskelige liv, det er en af de meget få tilknytninger hun har tilbage. Mila sukkede resigneret. Hun vidste ikke, hvor længe hun kunne bære denne tunge byrde.

Mila fulgte ham med blikket, da han vandrede hen til anlægget. ''Jeg fornemmer de har levet ret så længe. Er det ikke fascinerende for Dem at se teknologien, teorier og menneskeligheden, forandre sig?'' Spurgte hun, tydeligt interesseret. Mila følte en, hvis respekt for ham. Han havde oplevet ting, som kun Mila ville kunne læse i støvede bøger.
Abraxas var en levende, støvet bog. Metaforisk set. Hun kunne ikke lade vær med at smile over sin tankegang. Hun legede blidt med en tot hår, fra hendes hestehale, og slappede noget mere af. Det var helt tydeligt at Mila kunne være tryg, omkring Abraxas selvskab.

Abraxas samlede hendes telefon op, slukkede for musikken og tog AUX kablet ud. Derpå satte han sin egen mobil til anlægget, og det lille klik gav genlyd i den tomme sal. Han stod i lidt tid og søgte i sin musik mens han overvejede hendes spørgsmål, og da hans finger stoppede ved en sang så han på hende. Mozarts Moonlight Sonata* spillede nu sine rolige toner gennem det overdådige højtaleranlæg. Abraxas bevægede sig i takten til musikken og over til hende. Han rakte hende elegant armen som til en dans, mens han smilede blidt og charmerende til hende.

”Jeg gætter.. Jeg blot søger kompagni i form af mørket” sagde han mens tonerne dansede sig vej gennem salen. ”Jeg gætter.. Jeg altid har fortjent en form for ensomhed.” Han talte som om flere århundredes historie pressede mod hans bryst. Abraxas øjne så direkte ind i Milas mens han elegant svang hende rundt på scenen. Han vidste at han legede på farlig grund, da det trods alt var en engel han havde med at gøre, men han følte lysten til at dele en dans med denne gudesmukke kvinde, som han havde fundet i sin ensomme aften.

”Og med hensyn til menneskelighedens udvikling.. Tja..” sagde Abraxas under et åndedrag mens han svang hende videre. ”Jeg har altid set alting som en film.” Hans ånde var sød og varm mod hendes øre, og deres berøring gav en hvis følelse af gnister, men Abraxas fortsatte dansen.

// * https://www.youtube.com/watch?v=vQVeaIHWWck //

Mila kiggede først tøvende på Abraxas hånd, men valgte så at stole på ham. ''Ingen fortjener at være ensomme'' Svarede hun, med oprigtighed i stemmen, og bekymring i stemmen. Hun prøvede at smile opmuntrende. Mila lod sig svinge i bløde trin, tværs over scenegulvet, med Abraxas i sin hånd. ''De er en forrygende danser'' sagde Mila men en kælent stemme, og fulgte med lethed, med Abraxas trin.

Mila lod sig rive af Abraxas greb, og lavede langsomme, fine piruetter. Hun lænede sin overkrop en smule frem, og strakte sit højre ben højt bagud, så hendes ben var 110* fra det ben, der stadig havde kontakt til jorden, og lænede så hovedet bagud med armene over sig, i en illustration af at hun havde vinger. Det her var den eneste måde hun ville flyve på. Hun dansede let på tær, tilbage til Abraxas.
''Hvad handler denne film så om?'' Hviskede hun, med et drillesygt smil på læberne. Tanketernes fløjlsbløde toner rummede flot i salen, som om at disse toner var skabt i denne sal. Hun lukkede øjnene og lyttede til musikken. Per automatik fulgte hun med Abraxas trin, som om de havdet danset i evigheder. Han var forrygende, smidig og let når han dansede. Ligesom hende.

Abraxas smilede blidt til hende mens han så hende danse, og han fandt næsten en form for komfort i at se hendes bevægelser glide i ét med musikken. Hendes kommentar fik Abraxas til at le, en latter der hurtigt bredte sig i salen og spredte en form for betryggende følelse. Da hun igen befandt sig i hans arme bevægede han sig blidt videre.

”Jeg tror desværre at jeg er en smule rusten” sagde han roligt og med et drilsk smil på læben. Han kørte nu dansen over i en vals og svegede roligt med denne smukke engel i sin favn. Han syntes at nyde denne dans mere end han havde troet, og greb sig selv i at have det sjovt for en gangs skyld. Hendes spørgsmål fik ham til at overveje hans næste træk, samt svar.

”Filmen handler om død og ødelæggelse.. Om griskhed og ubarmhjertighed” hviskede han i hendes øre. Han trak hende tættere på sig og stod nu helt op af hende mens musikken stoppede. ”Denne film har ikke en god slutning, og den vil ende før vi ved af det.” Hans ord faldt som sten fra himlen, der landede hårdt på ens hjerte. Abraxas’ mørke øjne fangede hendes og han holdt hendes blik i hvad der føltes som evigheder.

”Men denne film handler også om liv og kærlighed.. Om glæde og unødenhed” sagde han blidt mens han så hende i øjnene med et alvorligt blik. ”Denne film er én jeg aldrig selv ville kunne blive hovedrollen af, ej heller en jeg kunne blive skurken i..”

Mila smilede svagt til Abraxas, og tillod sig at læne, sig op af ham i overgangen til vals. ''Så glæder jeg mig til at Dem, rustfri igen'' Fniste hun, med hovedet ved hans skulder.
Abraxas ord, fik Milas krop til at stivne. Sangen var stoppet, og hun kiggede igen på ham med stor nervøsitet. Hvordan kunne han sige sådan noget?
Mila bakkede let tilbage, så der var omrking en meters afstand fra dem. ''Måske fordi filmen handlere mere om bare skurke og helte. God og ondt. Og ikke har brug for én bestemt person ti at lede den''. Mila var ikke bange for Abraxas. Bare for hans ord. Mila havde godt oplevet død og ødelæggelse. Da hun var læge i røde kors, i anden verdenskrig. Der var så mange tårer, ar og ja... Ødelæggelse. Men, hvis man holdt øjnene åbne, lidt længere, så ville man også kunne se den kærlighed der kunne heale og udstråle barmhjertighed, og venlighed. Det var Milas måde at holde sig kørende. Tænke på alt det gode der kunne overskygge det onde.

Mila havde ikke opdaget det før nu, at der trillede tårer ned af hendes kinder. ''Om din film slutter godt eller ondt, er noget du vælger. Men min film vil ende lykkeligt. Jeg vil gøre alt, hvad der i min magt, for at få en lykkelig slutning. Men jeg synes alle fortjener en lykkelig slutning, og jeg synes at De skulle sætte deres mål for det. For De virker ikke som en der fortjener en ulykkelig slutning'' Mila gispede efter vejret for ikke at hulke. Hun kunne ikke forstå, hvorfor nogen skulle tro de havde brug for en dårlig slutning, eller fortjente at være ensom. Tanken gjorde Mila endnu mere ked af det, men på Abraxas vegne. Så uden at tænke over sine handlinger gjorde hun afstanden mellem dem, kortere og lagde armen om Abraxas i et stort og varmt kram.

Abraxas så på Mila mens hun bakkede væk fra ham. Han vidste at hans ord ikke var blide som hans indledende snak, men han vidste også at hun skulle høre det som han mente. Han lyttede til hendes ord mens hun holdt gråd tilbage fra ham, og han forstod hendes frustration mere end nogen anden, men han vidste også at denne verden ikke altid var som man ønskede den skulle være. Han havde oplevet mere end rigeligt af hvad disse mennesker kunne udrette med våben, men på den anden side var det ikke hans job at dømme dem.

”Jeg tror det er mit problem. Min film slutter aldrig” sagde han roligt. Han var udmærket klar over hvad der ville komme forude, men han vidste også at for ham ville den ikke ende som et normalt liv ville. Han så nu hendes tårer løbe ned langs hendes kinder og så næsten undskyldende på hende. Han var ikke vant til at have såkaldte samtaler med engle, men han vidste dog at de fleste engle var lige så klar over liv og død som ham selv.

”Hør.. Hvorfor er du så skræmt for en dårligt slutning?” sagde han roligt.

Mila kiggede på Abraxas med fugtige kinder, og en indre hikken. Hun løftede opgivende på skuldrene ''Ingen af os udødelige, vil have en slutning på vores film. Så du er ikke den eneste'' Nu var det Milas tur til at kigge undskyldende på ham. Stilheden i salen, var alt andet en rolig nu. Det trykkede i hendes øre, og det irriterede hende noget så grusomt. Det var ikke det her hun havde forventet, da hun valgte at tage herned.
Abraxas spørgsmål lammede hende. Hun hikkede, og blinkede blankt på denne djævel, som opførte sig så eksemplarisk rolig. Hun kunne tydeligt huske, hvad Matt havde fortalt hende. At Engle dræbte sådan nogen som ham. Djævle. Men sådan var hun ikke. Hun havde intet blod på sine hænder, hun var ikke skabt til at dræbe.

Mila tog hænderne til hovedet. Minderne kom frem. Hun ville ikke tænke på det. Hun vendte sig om, så Abraxas stod med ansigtet mod hendes ryg. Hun kiggede frusteret rundt i salen. Hun ville væk. Men hun kunne ikke bare forlade denne venlige mand. Hun gik stille hen til scenekanten igen, og satte sig med knæene ind mod brystet, mens hun lagde, beskyttende armene rundt om dem. Mila fokuseret og ledte efter Abraxas tanker. Da hun fandt dem, lagde hun al sin koncentration til ham, for at snakke til hans sind, istedet for at han skulle anstrenge sig for at høre hendes, hvisken. ''Mit dødelige liv, sluttede ikke lykkeligt'' Sagde hendes stemme, i Abraxas hoved. ''Mine forældre.. De havde kun mig. Så da jeg forsvandt, så var det som om de mistede gejsten for at leve'' Hun holdt en kort pause, for at tørre sine nye tåre væk. Hun hulkede lydløst, så hendes skuldre rystede ustyrligt. ''De havde altid ønsket mig det bedste, hvilket jeg også ønskede for dem. Men da jeg døde, og gud sagde jeg kunne genopstå, så tog jeg chancen, for at være sammen med mine forældre. Men da jeg så endelig vågnede op, efter min overgang til udødelige, fik jeg afvide at jeg ikke måtte se mine forældre igen. Ærke englene sagde, at de ikke ville kunne acceptere det jeg er blevet til'' Tanken var ulidelig, så hendes ansigt krøllede sammen af smerte. Hvorfor fortalte hun ham dette? Hvorfor følte hun en trykhed, for at fortrolige ham disse oplysninger. ''Mine forældre levede resten af deres år i sorg, deres film sluttede ulykkeligt'' Hendes hulken begyndte så småt at få lyd på. ''Jeg svor at, hvis jeg ikke kunne slutte lykkeligt i mit dødelige liv, så ville jeg gøre det i mit udødelige'' Koncentrationen fordampede, så hendes sidste ord, slap ud af hendes egen mund; ''For deres skyld''. Hun gemte sit ansigt i hænderne, og hulkede.

''Undskyld'' Mumlede hun bag sine hule hænder. ''De havde nok ikke forventet at de skulle hænge på en usikker, flæbende engel. Jeg kan godt forsvinde, hvis de vil have det'' Hun anstrengte sig for at lyde fattet.

Han så på hende mens hun fortumlet og frustreret farede rundt på scenen som et dyr bag et bur. Intet holdte hende tilbage, men Abraxas så forundret på da hun satte sig ved scenekanten i en forsvarsløs stilling. Han så hvordan hendes tilsyneladende lille krop holdte sig selv sammen med hendes spinkle arme som skjold. Det var på det tidspunkt Abraxas hørte hendes stemme i hans hoved og han valgte blot at lytte, sådan var det bedst hvis man skulle have lettet hjertet. Han lyttede mens han samtidig hørte hendes svage gråd blive højere og højere. Abraxas gik lydløst over til hendes side og satte sig på hug ved siden af hende. Han lyttede hvorledes hun forsøgte at mumle undskyld bag hendes hænder, men Abraxas lod hende tale ud. Forsigtigt lagde han en finger under Milas hage og hev roligt men bestemt hendes ansigt mod hans. Han så på hendes rødmossede ansigt og hvordan tårerne havde fundet deres vej ned af hendes kinder.

”Jeg havde ikke forventet noget i aften.. Og indtil videre har De ikke været en skuffelse” sagde Abraxas blidt. Hans søde duft bredtes omkring de to modsætninger, der hvor de sad på scenekanten. Han holdt en finger under hendes hage og forsøgte at få øjenkontakt. ”Har De ikke haft en mentor? En der kunne forklare Dem hvorledes dette liv vil være?” Hans bekymring lød oprigtigt, sådan som de sad her alene i teateret. Abraxas tog hendes ansigt i hans hænder og forsøgte at fjerne de mange tårer mens deres hud slog gnister mod hinanden.

Mila glippede med øjne, da Abraxas holdt om hendes hage, og kiggede dybfølt ind i hendes øjne. Hans blide ord trøstede. Hun snøftede kort, og tørrede ansigtet med håndryggens rug overflade. Hun sukkede dybt, og kiggede udover det tomme publikum.

Mila fnøs, over Abraxas' spørgsmål. Gud har ikke gjort hende noget godt, siden hendes forvandling. Hun verfede Abraxas hænder væk, så hun selv kunne tørre tårene væk. ''Lad os bare sige, at Ærke englene fortalte mig, hvad der var godt og ondt, hvad jeg måtte og ikke måtte, og smed mig så med hoved og røv, tilbage på jorden'' Milas ansigt viste klart og tydeligt hendes skuffelse, og irritation på gud og ærke englene.
Hun hadet ikke gud. Hun troede, og stolede på gud. Men lige på dette punkt, havde han kun været én stor skuffelse. Hun kiggede stjålent på Abraxas. Hun huskede tydeligt, ærke englenes ord:''Stol ingen andre, end dine egne''. Abraxas virkede ikke ond, men en som man godt kunne stole på. Det samme kunne hun sige om Matt. Hvorfor var djævle sat i så dårligt lys? Måske var det et spørgsmål hun skulle spørge senere, når hun fik chancen.
Hun søftede et par gange, og tørrede resten af ansigtet for tårer. Det var en god dag, ikke at have makeup på.

Abraxas lyttede til hendes fortvivlede forklaring af hvordan Ærkeenglene havde fortalt hende hvad hun måtte og ikke. Han vidste at englearten havde en stor had mod hans slags, men han vidste også at det kun var fordi djævle havde en rolle at spille, såvel som englene havde. Hans mørke øjne studerede hende roligt og så derpå nærmest fikseret på hendes tårer. Han havde aldrig selv oplevet at græde, så han fandt det en smule utroligt.

”Verden er ikke delt ind i godt og ondt” sagde Abraxas roligt. ”Hvis det var sandt så ville jeg have slået dig ihjel, som djævle burde.” Han lød næsten kynisk idét han udtalte at de var designet til at slå hinanden ihjel, og alligevel sad han så roligt ved hende og tørrede hendes tårer bort. Han bed sig selv svagt i læben mens han funderede over hvad han skulle sige for at få hende til at slappe af.

''Kald mig godtroende. Men jeg tror ikke på ondskab. Jeg tror ikke at du er skabt til at gøre onde ting. Din krop er måske skabt til at kunne udføre ondskabsfulde ting, men... Du vælger selv om du vil udføre ondskaben. Alle har et valg. Du siger selv, at du burde ha' slået mig ihjel nu. Men har ikke gjort det. Hvorfor?'' Mila vidste hun havde trådt på grænsen. Men hun ville vide det. Hun kiggede roligt på Abraxas, men små hikkede stadig fra sin tidligere gråd.

''Du skal ikke se dig som en ondskabsfuld person. Jeg kan se, lige her og nu, mens du tørre mine tårer væk, at der er humanitet bag dig. Du er ikke ren ondskab. Jeg har fået afvide at verden er sort og hvid, punktum. Men det tror jeg bare ikke på'' Mila tog Abraxas hånd, fra sin kind, og gav den et klem. ''Fortæl mig sandheden. Er verden virkelig, bare sort og hvid?'' Mila sank en klump. Hun var bange for svaret.

Abraxas så på den hikkende og grædende engel. Han sad roligt mens hun blev ved med at snakke og plapre om hvad hun synes om verdenens inddeling i godt og ondt. For at være ærlig kunne Abraxas ikke være mere end ligeglad med hendes holdning, men da hun nu sad med hendes våde øjne og spurgte ham et sådan spørgsmål som hvorfor, kunne han ikke lade være med at synke en smule ind i sig selv. Han kunne huske de første år efter hans skabelse hvor han havde haft et hoved fuld af spørgsmål til hvorfor han lige netop der skulle dannes og skabes. Han havde lyst til at råbe at livet ikke bliver bedre for en udødelig. At livet aldrig ender, og pinslerne fortsætter.

”Jeg gætter jeg allerede har taget stilling” sagde han roligt og så på hende med et alvorligt blik. Han kunne ikke komme over hvor ung hun så ud – hun måtte ikke have været ret gammel da hun døde, og Abraxas overvejede hvor heldig han var med at han aldrig havde haft et dødeligt liv. Alt han nogensinde havde kendt til var mørket og dets små planer der lå i vente fra det. Han havde aldrig kendt den dødelige smerte, og han kunne dermed ikke sætte sig ind i alle hendes fortvivlede anekdoter om hendes forældre, men han kunne sætte sig ind i fortvivlelsen om det udødelige liv.

Da hun tog hans hånd kunne han ikke lade være med at smile. Hun talte som om han var en frelst person, som nu var i nåde af Guds vrede, men han vidste at dette var en løgn. Han vidste at han var skabt til at trodse Guds vilje. Hendes spørgsmål skar tykt gennem luften.

”Verden er hvad du gør den til” sagde han roligt med et overvejende blik ud mod salen.

Mila kiggede lige ind i Abraxas øjne, stadig med hans hånd i sin. Hvorfor er han så lige til? Mila prøvede at regne ham ud, via øjnene. Havde han aldrig være forelsket? Har han aldrig følt ubetinget kærlighed? Hvorfor havde han ikke dræbt hende?
''Taget stilling til hvad?'' Hviskede hun, og kiggede ned i deres hænder. Det sitrede sådan i hendes håndflade.

Abraxas svar skuffede hende. Hun havde håbet på en bekræftelse, af hendes teori. Men istedet stillede han det hele tilbage til Mila. Hun gav slip på hans hånd, og kiggede igen rundt i salen. Hun gad ikke snakke om sig selv mere. Hun ville ikke være i centrum, og hun ville ikke græde mere. Så hun tog en dyb indånding, og slappede af, og så stillede hun øjne skarpt på Abraxas igen. ''Har De nogensinde været forelsket, Abraxas?'' Milas svage smil, prøvede at være opmuntrende, men det virkede lidt bittersødt nu, hvor hun næsten lige havde lukket sluserne helt ud.

”Jeg har taget stilling til hvad jeg gør med mig selv.. Og jeg slår ikke engle ihjel der ikke angriber først” sagde Abraxas afklaret. Han havde intet ønske om at slå denne unge engel ihjel. Hun kunne stadig blive dannet og være med til at ændre hendes races basis regler, han vidste at hun kunne blive noget stort, hvis hun ville. Da hun fjernede hans hånd så han roligt på hende. Han vidste at hun havde bedt om en klarhed – et overblik over denne forunderlige verden – men Abraxas vidste også at han ikke kunne give Mila et endeligt svar.

Hendes spørgsmål omkring hans kærlighedsliv overraskede ham en del. Det var længe siden han havde tænkt på kærligheden, og på det liv han engang troede han kunne have haft. Han så ned i jorden og derefter ud over scenen. Hvad forventede hun at han svarede? Skulle han bare åbne sig op overfor en fremmed, og så endda en engel? Med en rolig udånding fandt Abraxas sine ord.

”Jo jeg har” sagde han koldt. En kølig følelse bredtes i salen, og det var tydeligt at Abraxas kunne manipulere med følelserne der var i rummet. Han så op på lyset over scenen og mindedes dengang for længe siden hvor hans liv havde haft substans, og det gjorde ondt. Det var dengang han lærte at intet godt måtte på falde en djævel som ham.

Mila nikkede svagt, på Abraxas svar. Mila vidste ikke, hvad hun skulle svare.
Mila kunne tydeligt fornemme den kølige luft i rummet, som var et tydeligt tegn på at Abraxas ikke ville uddybe. Det var vel også fair nok. Mila forventende intet af ham. Hun var bare en engel, som ikke engang gad at være en engel. Abraxas så nok tingene her på jorden anderledes, han levede sikkert ikke i fortiden og druknede sig selv i bekymringer i sorg.
Ha! Hun kunne sikkert lære en masse af ham, om at lade fortid være fortid, men han ville nok rive sig selv i håret, bare ved forsøget.

Efter en længere pause med stilhed, vidste Mila ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det ville nok være for mærkeligt bare at begynde at danse igen, og det var ved at være rigtig sent. Hendes mave knurrede, og brød stilheden mellem engel og djævel.
Hun sukkede sagte, og rejste sig op. ''Jeg må nok hellere se at komme afsted, og få noget mad'' Mumlede hun. Hun gik hen til anlægget, og pakkede sin mobil ned i en stoftaske hun kom med. Hun gik ned på det ene knæ for at binde sine balletsko af, og så pakke dem ned i tasken. Hun kiggede stjålent hen på Abraxas, som bare sad på scenekanten, inden hun tog sine kondisko på. Hun rejste sig op, og svang tasken over skulderen. ''Vil De måske med?'' Spurgte hun usikkert. Hun ville helst ikke være uhøflig, og efterlade manden her, alene. Han havde tilgengæld siddet og været så rar at lytte til hendes problemer, så middagsmad var da det mindste hun kunne gøre. Selvom det nok kun var Mac Donalds, der havde åbent så sent om aftenen.

Abraxas mærkede fortidens sorg klatre over hans sind. Det var længe siden han havde tænkt hans fortid i dybden, men der gik ikke en dag hvor han ikke fortrød nogle af de valg han havde taget dengang i hans unge stadie. Han sagde intet og lod den kølige følelse gribe om ham mens han nu sad alene på scenekanten. Fjernt lød dog en stemme – Milas stemme – der fik ham tilbage til teaterets sal. Med et roligt kropssprog rejste han sig op og vendte sig om mod Mila. Han sendte hende et smil som tegn om at hun ikke skulle bekymre sig om hans tanker, og gik hen til hende.

”Noget mad lyder godt, men hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne lave mad for Dem” sagde han med et smil. Han kunne ikke lide de snuskede fast food steder som den nye alder havde bragt med sig, og han følte mere en trang til at lave noget mad, og ikke bare til sig selv denne gang. Med lette og elegante skridt gik han over til englen der nu var ved at tage sko af.

''Jeg formoder, at når de vil lave mad, så skal vi hjem til Dem?'' Mila kiggede ned af sig selv. Hun havde sorte leggins, et fladt tyld skørt, og en sort tanktop. Ikke særlig anstændigt, når man skulle hjem til en ret så formel, og anstændig mand. Men det var jo heller ikke sådan at hun vidste, at hun skulle hjem til sådan en, så hun havde da ikke noget skifte tøj på sig.
Mila betragtede, hvordan Abraxas bevægede sig hen mod hende. Han havde ynde. Det var ikke til diskussion. Hendes tanker fik hende til at smile, ved et barndoms minde. Men hun rystede det hurtigt fra sig. Hun ville ikke dvæle ved fortiden nu.

Mila havde hentet sin jakke, og fået den lukket om sin spinkle, velformede krop. Hun kiggede afventende på Abraxas, og smilede. ''Efter Dem, sir''.