The memories of the past, persistent and that night.

Dato :: 31. oktober 2014.
Tid :: 23.40
Sted :: De Recherche.
Omgivelser :: Den underjordiske bunker er som altid henlagt i mørke, der ikke en leverede sjæl som tør at komme den ældre bunker i nærheden på halloween. De mange etager er stadig fulde af udstyr som der blev efterlad i bunkeren da forskerne trak sig tilbage derfra, der stadig efterlad tørt blod på væggene som blot er et ud af mange mindre om hvad der faktisk sket i den store bunker.
Vejr :: Vådt og koldt, regnen har været forbi for ganske få timer siden, alt hvad der tilbage er kulden.
Emnet er tilegnet Cash
______________________________________________

Hvorfor var han der igen? Han havde ingen årsag til befinde sig ved ruinen som der var blevet efterlad for så mange år siden, men der stod han. Ved indgangen til den hemmelige bunker som engang havde været et af mange center i forskning af magiske væsner. Et minde susset fordi hans indre blik, han huskede kort hvordan at de amerikanske forskere havde snakket om dette sted før at de kom for hentede ham fra cellen. Det fire år lange mareridt havde stadig sine ar i hans sind, han kunne stadig huske hvordan at fem nyfødte vampyrer nærede sig på ham fordi at forskerne ikke havde mulighed for indhentet nye fængselfanger. Han huskede også hvordan at de mange knive havde kørt ned igennem brystet på ham, nok var han vampyr men han kunne stadig mærke smerten, selv med den mest kraftfulde bedøvelse havde han kunne mærke smerten fordi at han kunne påvirkes af gassen som der ellers skulle have fået til sove som et menneske. Han snappede efter luften i et kort øjeblik for at han kom tilbage verden, før at han langsomt trådte indenfor i den øverste del af bunkeren, lokalet var tomt for indhold. Graffiti var malet på de fleste vægge, mens at store bunker af visne blade lå på jorden under ham, efteråret havde så sandelig haft fat i dette lokale. Han gik videre imod trapperne til de nedre etager, trappen var ujævn med mange steder hvor at der utrolig glat, han var glad for at han den aften havde valgt at tage hans militær støvler. De sikkert ham fra fald, selvom han kunne overleve et fald på disse trapper havde han ikke lyst til spilde hans blod udover det hele, han havde udgyde nok at hans eget blod igennem tiden.

Han ankom nede på den første af de underjordiske etager, en lugt af tørt blod mixed med råddenskab var det første som der ramte hans næse. Det var den samme duft som han genkalde fra tiden på andet center i amerika, en ubehagelig duft som han aldrig havde forstå hvordan noget menneske kunne udholde, men det nok bare en vane sag. Duften havde ikke påvirket de forsker som der havde arbejde på ham eller de andre som der blev hold til opsavation efter transformationen, de havde været uhyrlig, de mange skrig som han kunne hører på dag ud og dag ind, der havde ikke været nogle som helst fred af finde på den gang hvor at han blev låst fra verden. Han tvang igen de mange minder til siden for at han kunne gå videre, han gjorde sig umage med at undgå de ting som der lå på gulvet, efterladte instrumenter en ødelagt kørestol og andre hospitals midler var stadig til at finde i disse gange. Lugten blev mere groteske efterhånden som at han trådte ind i et større lokale, foran lokalet stod der operation, han viste udmærkede hvad der var i vente i dette lokale, synet overraskede ham ikke. Et stort bord af metal stod midt i lokalet, ovenover dette bord var en stor lampe som han kendte fra operations lokalet i det andet center, ved siden at stod der andre små border med alle mulig instrumenter som der blev brugt under operation, knive af alle mulige slags, og andre mystiske instrumenter var til at finde i lokalet. Han faldt næsten bag over da han gik, med ører døvende smel lå han på nede på sten gulv, det summede næsten kort for ham før at han fik sat sig tilbage op i en normal stilling kort lod han en hånd om på bagsiden af hoved, han kunne dufte den svage duft af blod, blod som der kom fra mindre sår som han havde formåede at lave i faldt. Han flyttede hånden tilbage frem foran ham da han var færdig med mærke på område, hans hånd var ganske blodig, ikke at det generede ham. Hans eget blod havde ikke den effekt på ham, han blev kun generede af levende blod som der løb i kroppen på de dødelige, eller engle. Vampyr blod var ikke en smagssag i hans verden, det var koldt, det havde smag af død. Den døde som han aldrig kunne møde med mindre at han selv valgte at tag hans eget liv. Selvom selvmord havde talt til ham før i tiden, havde han aldrig udført kunsten, det fald ham bare ikke ind. Han ønskede at dør på en mere værdig måde, hvis det da var det rette ord, eller kunne han dø via en fjende eller en ven ville dette tiltale ham mere.

Åh gud, han greb sig selv i disse tanker, disse tanker som han ellers aldrig tænkte på. Nok var han ensom i det evige liv, men dette var simpelthen ikke et emne som han skulle tag op den nat, det var trods alt Halloween. Den eneste nat hvor at han kunne lade som om at han var et menneske, den nat hvor at de dødelige havde mod nok til møde nattens børn, den nat hvor at han kunne gøre næsten alting. Han kiggede igen på den mængde af blod som der var tørt ind på hans hånd, hans hud havde absorbere blodet tilbage ind i ham, han eget blod lod sig aldrig gå til spilde uden årsag. Naturligvis havde han aldrig haft muligheden for kunne stoppe hans blod dengang da han blev skudt af de amerikanske soldater da indtog bygningen tilbage i 1986. Det havde været den eneste gang hvor at han havde haft bare den mindste frygt i hans liv, han havde faktisk været bange for at kunne have været død den nat, men han fik ikke bare lov til blive efterlad til solen. De tog ham, de låste ham inden i en kiste til at han var kommet sikkert frem til amerika hvor at forskerne havde ventet spændt på ham, da de endelige fik åbnet kisten var overraskede over at han faktisk stadig levede, i den tre uger lange rejse var han blev en halv skygge af hamselv, dvalen havde gået i gang under transporten, han var mumificeret om til indtør lig som der blev genoplivet på blod fra donorer, med tiden blev han igen sig selv også startede hele balladen.

Han rejste sig fra gulvet, han kom op at stå i fuld højde. 186 cm høj var han af natur, han havde alle de ordinære vampyr trak, bleg hud, sort hår, unaturlige øjnefarve, eller hans øjne var ganske menneskelige i farve, men ved trøst efter blod blev de røde som hos andre af hans race. Han var iklædt sort, den farve som de fleste vampyrer fortrak fordi at fik dem til at falde ind med skyggerne, han havde intet Halloween kostume fordi at det ikke var ham en nødvendighed, han havde alle tingen i forvejen af natur og mere til, ærmerne på hans skjorte var den nat trukket op så man havde mulighed for se en hemmelighed som han normalt aldrig vist til verden, han arme havde utrolige mange ar til trods for de tatoveringer som han havde, der bidemærker som var synlige, selvom han var vampyr havde disse mærker aldrig healede fordi de var lavet af andre vampyrer..

Lyden af hurtige skridt over planket gulvet kunne let høres i den lille 40 kvadratmeter store lejlighed. En svag lyd af noget musik og en stemme der sang med på sangene kunne også høres. Den unge dæmon som boede i denne lejlighed var ved at gøre sig klar til at tage af sted, men havde endnu ikke fundet det tøj han egentlig skulle have på. Med hastige skridt gik han over gulvet i stuen og ind på soveværelset of så på tøjet, der lå på hans seng. Der var to sæt og han havde svært med at vælge, men i forhold til den makeup han havde i hovedet, så var det nemt at vælge. De sorte, slidte skinny jeans blev trukket op og spændt med et nittebælte, før han greb den sorte tank top og gik tilbage til badeværelset inden han så sig i spejlet. Det blev ikke bedre! Hurtigt trak han tanktoppen over hovedet og satte den ordentligt. Ganske svagt pjuskede han op i sit hår igen så det sad mere eller mindre som det gjorde før. Med langsomme skridt gik han ud i gangen og greb tog de sorte militær agtige støvler på inden han bukkede sig ned for at stramme dem en smule, før han greb sin læder jakke. Han var nu klar til at tage af sted mod De Recherche, hvor der ville blive afholdt halloweenfest. Han gik hurtigt lejligheden igennem, tjekkede at lyset var slukket inden han gik ud af døren og smækkede den bag sig. Kort kastede han et blik over sin skulder før han svang jakken omkring sig og stak hænderne i hver sin lomme og begyndte at gå mod festen.
 
Op af jakkelommen fiskede han en iPod, hvor høretelefonerne var rullet omkring. Han fik dem viklet ud og stoppede en plug i hvert øre, lukkede verden ude og startede sin musik. Som musikken hamrede af sted direkte ind i hovedet på ham gik han og mimede med på sangene, da han kunne dem uden ad. Hans ene hånd fiskede en pakke cigaretter op af lommen sammen med en zippo lighter, hvor på der var et motiv af et motiv med en ravn. Med snilde fik han fixet en smøg ud af pakken og satte den mellem læberne før han satte gang i den. Lighteren gav et smukt lys, men han vidste også at hvis han udnyttede lyset, ville han til sidst ikke have mere benzin tilbage og så ville han være dødsdømt. Ganske kort knækkede han nakken, inden han tog et lagt hiv af cigaretten, mens pakken blev lagt tilbage i lommen med lighteren. Han fortsatte sin færd mod De Recherche, hvor han inderligt håbede på at støde på nogle han kendte, så han blev fri for at være der alene. Folk sendte ham for undrede blikke som han gik ned af gaden, makeuppen og generelt bare hans lettere feminine udseende, hvilket ofte fik mænd til at tro han var en kvinde. Han lyttede slet ikke til de mange tilråb der kom fra de folk som passerede ham, han havde lært at leve med det.
 
Kort så han sig omkring da han efter femten minutters gang kom til De Recherche. Der var noget over dette sted han altid havde hadet.. Stanken, tanken om de mange forsøg og mest af alt… Hvad folk var blevet udsat for på dette sted. Det løb ham koldt ned af ryggen bare ved tanken om han selv kunne have endt der, hvis han ikke havde dræbt den læge der havde holdt ham som en slags kæledyr. Svagt rystede han på hovedet og kom tilbage til den virkelige verden og nåede netop kun lige at dreje uden om en person, ellers havde han gået direkte ind i ham. Et suk undslap hans læber før han hev lynlåsen ned på læderjakken og gik mod indgangen. En underlig klump var begyndt at forme sig i hans hals, hvilket kun kunne betyde en ting.. Han rystede kort på hovedet, for hvad skulle den mand lave her? Han vidste hvad der var sket for så lang tid siden, så grunden til at den person skulle tage tilbage ville være minimal. Men han havde vel lov til at håbe?
 
Da han kom indenfor var der en tæt stank af blod og urin, det var flere år siden der var blevet gjort rent, generelt var det bare længe siden at der havde været nogle folk der nede. Trapperne var glatte, som om der var nogle der havde smurt olie eller sæbe udover dem, så han måtte koncentrere sig om at gå ned af de sikkert flere hundrede trapper. Han hold nærmest været for hvert skridt han tog, i håb om at han ikke ville glide. Da det første hold trapper var overstået var der blot en del flere der ventede på ham, men der var noget der kildede hans næse, ikke blot den klamme stank af urin og gammel blod… Frisk blod. Han kunne opfange den lugt på lang afstand, men dette blod virkede nærmest… Bekendt. Han lukkede kort øjnene for at lokalisere personen så vidt muligt og satte nærmest i løb ned af trapperne og stoppede ved det rum, hvor han troede personen var, men han kunne ingen se. Med langsomme skridt gik han ind i rummet og så sig omkring. Det gamle inventar var endnu ikke ædt op af rust, hvilket uden tvivl var det mest uhyggelige ved dette sted. Man kunne lokkes til at tro, at der stadig var folk der arbejdede nede i De Recherche, men det ville være usandsynligt i den stank. De grønne øjne gled over hvert stykke inventar og hen over gulvet hvor der lå blod. Nyt blod. Var der virkelig folk der arbejdede her nede? Hurtigt fik han tanken ud af hovedet og satte sig på hug inden han lod en finger glide over den lille smule blod der nu lå og tog det op til hans læber. Kort løb det ham koldt ned af ryggen og han havde som om der var nogle der betragtede ham sidde der. Hurtigt lod han sin tunge glide over sin finger for blot at få lidt af blodet og smage på det. Velkendt… Det var Dante’s blod, han var slet ikke et sekund i tvivl om at vampyren var her et eller andet sted, så nu var det bare med hvor?
 
Han kom igen op og stå og begyndte at gennemsøge rummet, men der var intet. Et skævt smil kom frem på hans læber inden han lænede sig op af briksen. Det kolde stål føltes klamt, fedtet.. Som om der havde lagt noget på bordet inden han var ankommet. Atter løb det koldt ned af hans ryg inden han hørte en lyd og en svag mumlen. Han sagde ikke selv, stod blot og betragtede den mørke skikkelse, som stod og tog sig til hovedet.  Hvis denne person viste sig ikke at være vampyren, når han kom ind i den svage kegle af lys, der var i rummet. Så var han den der var stukket af og ned til den fest der ville fore gå i kælderen på dette sted.

Det summede stadig svagt for hans øjne nu hvor at han stod op, i et kort øjeblik var han nødsaget til stød sig kort op af væggen for ikke fald om igen. Det lille slag imod bagsiden af hans hoved havde åbenbart gjort mere skade end forventet, han vendte sig om for at lad ryggen slap af imod væggen mens at den sidste summede forsvandt fra hans sind. Lugten af blod gjorde ham næsten en smule utilpas i et kort øjeblik før at han blev opmærksom på lyden af hjerte slags som der kom gangen som han selv først var kommet fra, han var ikke alene. Men han skulle heller ikke have forventet at han ville være alene på dette sted på denne nat, der var trods at blev lavet et opslag om at en halloween fest skulle forgå på den nedsteg etage, men åbenbart var der en anden sjæle som der var gået forkert. Personen var tæt på ham kun få meter skillet dem fra hinanden, han kiggede til siden for se hvem det var, det var velkendt syn. Cash stod foran ham, han kunne tydelige se ham, nat blev til dag når han kiggede sig omkring, han så ikke natten som et normalt rovdyr, han så den i farver, som et menneske så dagen. Han trådte væk fra væggen, hvor efter at han gik ud den smalle kegle af lys så Cash kunne se ham.

”Jeg havde ikke forventet af se dig herned?”

Hans stemme havde den milde tone som han kun udviste overfor Cash, havde det været et hvert andet væsen ville han aldrig udvise den samme natur, han var kynisk af natur. Den kolde energi som vampyrer havde, udviste han normalt kun til fremmede eller personer som han ikke kendte, man kunne nemt sige at han militæriske natur kom godt frem i ham i hverdagen, men den forsvandt altid når han var i nærheden af Cash. Det var rolig ånd der kastede sit tæppe ned over ham lige indtil at de igen gik fra hinanden, så blev han igen det kolde væsen som kun ganske få kendte. Han trak vejret ganske langsomt selvom ingen luft nåede ned i hans lunger, han kom i tanke om at han stadig havde de mange synlige ar på hans ærme som han stadig ikke havde gemt af vejen, han havde aldrig vist disse ar til dæmonen, selv ikke når de havde sammen i sengen. Han holdte dem for hamselv, som et ondt minde om hvad der var sket for så mange år siden. Han trak sig næsten tilbage ud af den lille smule af lys før at han igen blev et med mørket, der var ingen årsag til vise mere frem, han trak de lange skjorte ærmer tilbage ned over de mange ar i mens at han havde chancen for det. Festen skulle heller ikke have lov til se disse ar som der aldrig healede, de var ikke de eneste ar som han havde, men skudsår og andre skade heale så godt at han ikke fik ar af dem. De blev blot til normal hud, hud som der mere bleg end den normal vampyr hud, men med tiden blev den hud normal igen og man kunne intet se på ham.

Som vampyr var han perfekt for det menneskelige øje, det samme gik ofte også for de fleste væsner som der så ham, de var ikke stand til at se igennem dem overfladisk magi som der lå over ham, kiggede han selv spejlet ville han blot se ham selvom den gang da han havde været et menneske, godt nok med mere bleg hud, men han kunne se hamselv som han var, med alle fejl som han havde fra sit menneske liv og med de ar, sår og skader som tilført igennem tiden. Han så næsten farlige ud med alle disse skader, men det var kun andre vampyrer som der så det samme som ham, hvis de da havde muligheden for kunne se sig selv i spejlet, det var kun ganske få vampyrer som kunne dette, om det var forbandelse viste han ikke, han viste blot at andre kunne se ham i spejlet ligesom at han kunne se dem.

”hvor længe har det ikke været siden at jeg så dig sidste, i hver ti faldem nogle uger hvis ikke måneder”

Igen kom den blide stemme ind over ham som han igen kom frem i de lille lys, han stod unaturlig stille i det lille lys i mens at han kiggede på dæmonen med blide øjne, det faldt ham hurtigt ind at dæmonen nemt kunne blev fejltaget for at være en kvinde, Cash havde det kvindelige udseende ind i mellem når han havde makeup på, men det Dante komplet ligeglad med. Cash kunne gør hvad han ville med hans udseende i så længe at Dante blot kunne have ham for hamselv, det var måske lidt grådig at sige at han ville have ham for hamselv, men sådan var han, der var en grådig natur over vampyr racen. Han havde selv opdaget dette igennem åren med Beatrice, ikke engang hun ville lad ham være samme med andre, fordi at hun ment at han var hendes ejendom så længe at de levede samme. Dette havde fået ham til at dræbe hende, han kunne ikke at hun skulle have ham, han ville selv være hans egen, med fri muligheden for at han kunne give sig selv til andre mennesker og væsner, måske var dette også årsagen til at blev ved med at blive væk fra hende når kunne slippe af sted med det. Han blev hos de mennesker som han legede med, han boede om ikke andet hos sit bytte fra tid til tid, indtil at kunne gør det helt af med person, mange kvinder havde været under hans fortryllelse og der havde da også været en man her og der, han kunne gå i seng med begge køn, alderen var næsten lige meget i mange af de første hundred år, han sove med mænd som var helt oppe i de halvtrese år. Så længe at han kunne leve af disse mennesker var han næsten lige glad med hvad de gjorde med ham, han var redskab for toture, mord, sex og mange andre ting.

Han gik frem igennem lyset for at nå hen til dæmonen, hen til hans kærlighed, hvis det da var ordet. Der var ikke mange der kunne vække menneskeligheden i ham, det var kunst som kun ganske få mænd og kvinder havde mestret igennem tiden. Han viste ofte kun tegn på lyst eller begær når han jagede mennesker eller andre væsner, men hos Cash så han nogle andre ting som han ikke kunne se mange, måske var det også derfor at han var tiltrukket af dæmonen, de lignede hinanden til visse punkter, men der var også steder hvor at han selv var helt anderledes af natur. Få trin var i mellem dem som han kom, tætter på ham. Han bevægede sig utrolig langsomt i forhold til hvad han kunne gøre som vampyr, det var næsten et menneskelig tempo som der var over ham et kort øjeblik for at rakkede ud efter dæmonen. Hvad havde han overhoved tænkte sig at gør? Han havde ingen ide, han havde slet ikke forventet at de skulle møde hinanden her, på dette sted af alle. Tankerne bevægede sig omkring i hans hjerne, igen stod han helt stille foran dæmonen, med mindre end halv meter i mellem dem, han lukkede ganske kort de blå øjne før at han igen kiggede på Cash med en eller anden forventning som han ikke var sikker på at han selv ville komme op med, der faldt en stor stilhed i mellem dem, den var ikke rar men eller ubehagelig, den var bare tilpas i mellem dem..

Da skikkelsen kom ind i lyset, kunne han ikke lade være med at have en ustyrlig lyst til at overfalde personen. Det var Dante, men hvad var der sket her nede, siden hans blod var på gulvet og det var frisk? Han hjerte hamrede i brystet af ham, tanken om det havde været en anden der stod i skyggen og Dante var forsvundet gjorde nærmest ondt på ham, hvilket svagt fik ham til at ryste på hovedet for at komme væk fra tanken, for inderst inde vidste han at Dante ikke ville efterlade ham, ikke på den måde i så fald. Vampyrens ord fik ham til at hæve det ene øjenbryn. Måtte han nu ikke gå nogen steder mere? Kort sukkede han inden han så på Dante med et kækt smil.
 
” I lige måde… E.. Er du okay?”
 
Han blev altid så lille overfor vampyren, som om han var en skolepige der blev flirtet med for første gang, men kun Dante kunne vække det i ham, hvilket skræmte ham. Han havde ikke så travlt med at komme til festen i givende øjeblik, han havde mere lyst til at vide hvad der var sket i rummet, hvorfor Dante’s blod var på gulvet… Hans blik gled igen rundt i rummet og nærmest skulede ind i hvert et hjørne for at se om de var alene, men så vidt han kunne se, var der ikke andre end de to. Han lå mærke til hvordan vampyren trak sig ud af lyset og begyndte at hive ærmerne på skjorten ned, han vidste ikke helt hvorfor, men havde på fornemmelsen at det var noget han ikke skulle se, eller måtte se. Han havde ikke fået ret meget omkring Dante’s fortid at vide, udover han havde været i militæret en årgang. Kunne det være noget derfra han ikke måtte se? Han kom til at tænke over at, selv når de lå i sengen så så han det ikke, eller også lå han bare ikke mærke til det, ignorerede det fordi han… Kort rystede han på hovedet, det måtte være derfor, der var ikke så meget at tænke over, da han vidste sandheden selv. Kort kneb han øjnene sammen for at give et forsøg på at se hvad det var vampyren ville skjule noget så inderligt, men nej. Hans stemme fik ham til at se op med et skævt smil på læberne.
 
”Sidste gang måtte have været… Den fetish nat”
 
På en måde lød han skuffet over de ikke havde set hinanden længe, hvilket ikke var helt forkert. Han elskede at være i vampyrens nærvær, om det var seksuelt eller ej var ham lige meget, men det endte som regel ud i det senere på natten. Dante kom igen ind i lyset og lysten til igen at overfalde ham var der, lysten til bare at hive vampyren ind til sig eller skubbe ham op af en væg. Han bed sig usikkert i underlæben inden han tog få skridt over mod vampyren og stoppede, stadig med en meter eller to imellem dem. Hans dæmon gener havde altid spillet ham et puds, at for ham ville det være bedst at være i mørket, da det hovedsageligt var det hans evner eskalerede på, hvilket var derfor han ikke gik helt over til Dante i det lille lyspunkt, trods lysten var der. Hans krop sitrede nærmest af lysten til vampyren, lysten til at give ham et kys, eller blot en kram. Flere uger væk fra ham var uudholdelig! Faktisk var han taget her til i håb om at Dante ville dukke op, hvilket ikke var så usandsynligt, da det var en af de nætter han ikke behøvede at klæde sig ud, da han var vampyr naturligt.
 
Da Dante begyndte at gå over mod ham blev han nødt til at støtte sig op af briksen. Hans hjerte kunne flyve ud af brystet på ham, sådan som det galoperede af sted. Sådan var det altid når Dante kom helt tæt på uden at sige noget, uden så meget som at gøre noget. Fra hans egen side var der ikke nogen tvivl om at han elskede vampyren, siden han kom her til havde han ikke været sammen med andre, ikke engang en anden kvinde. Tanken skræmte ham, at denne vampyr havde så meget kontrol over ham, al den magt og alt han selv kunne gøre, var at lade det ske, hvilket der kun var sket gode ting af de sidste par år han havde kendt vampyren. Hans øjne fulgte Dante da han kom helt over til ham og stoppede knapt en halv meter fra ham. De grønne øjne så op i Dante’s blå og et blidt smil kom frem på hans læber.
 
” Dante jeg…”
 
Hans stemme knækkede og var nærmest opslugt af stilheden omkring dem, som om den ikke ville have der skulle udveksles et eneste ord mellem dem. Langsomt tog han selv initiativ til at tage de sidste skridt der var mellem dem så de nu stod mere eller mindre op af hinanden. Men rolig bevægelse placerede han sine hænder på brystet af Dante og bed sig kort i underlæben i usikkerhed om han bare skulle kysse ham, eller om han skulle holde tilbage og lade vampyren tage næste træk. Det var sådan det altid var, så måske skulle han rent faktisk gøre det… Han bed sig kort i underlæben inden han svagt strakte sig op til ham og lænede sig ind mod Dante og lod kort hans læber ramme vampyrens kind inden han igen kom ned på jorden. Han ville ikke blive ret overrasket over hvis vampyren trak ham ind til sig og gav ham et kys, han var vandt til det, men spørgsmålet var om han ville gøre det? Eller om han holdt tilbage til senere? Et eller andet sted håbede han på han fik et nu og selvfølgelig også senere, men tiden måtte vise hvad vampyren havde i tankerne.

”Jeg har det ganske fint, jeg komme bare til glide på gulvet, det en mindre skade, mit hår er bare klisteret sammen af blod nu, men det gå nok. Jeg er ikke død i nu”

Det var sandheden, mere var der ikke at sige om hvad der var sket med ham. Skulle han fortælle den lange historie som der var begyndt for så længe siden eller skulle han holde det for ham selv? Et sted dybt i ham selv ville han gerne forklar hvad det var som der ske dengang, men på den anden side ment han at han skulle holde det for ham selv, stedet her var ikke det bedste sted at start på en lang historie, specielt ikke i disse omgivelser. Han ville hellere holde på det til at de var andet sted, hvor der var varmt og fred for verden omkring dem.

”Måske skulle vi overveje at ses oftere, det bliver så kedelige når jeg er alene. Hvorfor tag ikke hjem til mig når festen er slut?”
Det var forslag til hvad de kunne lave, bare for at have mere tid sammen. Han boede trods alt ikke så langt fra De Recherche, så de kunne nemt gå hjem til eller til Cash, begge steder var en mulighed, nu hvor at han tænkte over det havde han faktisk aldrig set hvor at det var dæmonen boede i forhold til ham selv. Dante levede tit i luksus men det var sjælene at han oplevede hvordan at hans venner boede fordi at de heller ville hjem til ham og hans luksus, på en måde hade han at han havde alt den rigdom, folk var ofte tiltrukket af ham fordi at de viste at han havde penge, penge som de selv aldrig ville kunne komme i nærheden af. Måske skulle han bare skift hans hjem ud igen, han kunne nemt bo i noget mindre, uden luksus, han behøvede blot et sted hvor at han kunne skjule sig fra solen. Så var alt anden lige meget, han havde, boede på umenneskelige steder i årene efter at han havde været tilfangetaget, små huller i bjergene i usa, undergrundssystemer og forlade togvogne. Alle disse ting havde været han hjem i mens at han havde været på flugt, flugt fra usa var en svær ting, fordi at han hverken havde pas, eller andre papir som kunne fortælle hvem han var, derfor havde han været tvunget til at rejse til fods, indtil kunne krydse havet mellem Alaska og Rusland, men selv tilbage i Rusland havde det taget ham tid at komme tilbage på toppen.

Den nat da han trådte igennem dørene indtil den basse som han boede på var han blev mødt med en helt anden stemmening end som da han tog af sted, han blev modtaget at hans afkom som han havde arbejde med i mange år, han fik livet tilbage selvom det ikke var det samme mere, efter få uger på bassen forlod ham dem så igen. Han forklaring havde været at han havde brug for at finde ham selv igen, derfor forlod han Rusland for at komme videre i livet, han rejste meget årene der efter, men han slog sig aldrig ned. Det var ikke for at han var stød på Di Morga, det var den første gang i mange år at han endelige slog sig ned i en by, nu havde han så også været der i et par år, han blev glad for det franske land, selvom han ind i mellem savnet det liv som han havde efterlad i Rusland, måske skulle han vende tilbage til Rusland? Der var mange gange hvor han havde lyst til tag af sted, men han havde også Cash her, han kunne altid tag den dæmon med ham ud i verden.

Han forlod hans tanker da Cash kyssede ham på kinden, det vækkede ham igen. Hans fokus vendt tilbage til nuet, han smilede til Cash i mens at han kiggede ned på ham for han endelige lukkede armene omkring ham.

”Ja Cash?...”

Han lyttede til hvad det var som han skulle til at sige til ham, i mens flyttede han begge arm fra toppen af hans ryg, ned til hans hofter. Selvom der var en smule højde forskel i mellem dem var det ikke meget, de var næsten lige høje, han flyttede sit ansigt tæt på Cash ansigt før at han kyssede ham på læberne, det var ikke et langt kys men eller ikke et kort. Det var tilpas i hans egen verden. Han skubbede derfra blidt Cash imod væggen bagved ham før at han igen kysset ham blid på læberne, han valgt at holde hans egen natur tilbage selvom han nemt kunne hører de mange hjerteslag som der kom fra Cash, det kunne næsten drive sulten frem i ham men han lod være med rive sig ind den trance som der kom med hans jagt instinkt, det ville kunne blive til en farlig omgang hvis at han gik hen af den vej, han ønskede aldrig at skade Cash på den måde, selvom det var sket ved små uheld, når de havde været sammen. Hans greb omkring Cash hofter blev en smule hårdere, ikke at klemt livet ud af ham for det forsøgt han ikke, han ville hold ham fanget i det lille øjeblik..

Et blidt smil kom frem på hans læber da han sagde han var okay. Det med håret var der ikke så meget at gøre ved, da der ikke just var noget bad i nærheden og hvis der så var, var det sikkert klamt og fuldkommen smurt ind i diverse væsker. Tanken var gruopvækkende, det der var sket her nede, var uden tvivl det værste at tænke på, men at folk havde arrangeret en fest der nede, var næsten mere sygt at tænke på. Kort løb det ham koldt ned af ryggen, som om der var en der lod en fjer glide ned over hans hud, men der var ikke andre end ham selv og vampyren. Hans øjne så på vampyren foran ham, det var som om der var noget over vampyren som han ikke kunne forklare, det var jo ikke engang fordi han havde nogen speciel form for udklædning på, men det var nok det at han så ud til at tænke over et eller andet, men hvad?
 
Dante’s forslag fik hans øjne til at lyse op, som et lille barn juleaften. Han havde en ustyrlig lyst til at hoppe op og ned af ren glæde, han havde slet ikke regnet med at de ord ville komme ud af vampyrens mund. Jo han vidste at han betød meget for Dante, men at han ligefrem blev ensom når han ikke var omkring? Det virkede uvirkeligt for ham. En mand som Dante være ensom? Han kunne da bare gå ud i byen og så ville der nærmest være folk der sværmede om ham, tikkende om at komme med ham hjem.. Et skævt smil undslap hans læber, alene bare tanken gjorde ham nedtrykt, han ville jo bare have vampyren for sig selv.. Ingen anden skulle komme imellem dem… Dog vidste han godt at han selv var førsteprioritet, men… Dante som levede et liv i luksus, mens han selv egentlig bare levede.
 
” Er det virkelig så slemt at være alene? Men jo, hvorfor ikke”
 
Hans stemme lød overgivende, for han vidste at i sidste ende ville Dante få ham med hjem alligevel, hvilket var derfor han lige så godt kunne lade være med at give et forsøg på at spille kostbar, for det ville han ikke få noget som helst ud af alligevel. Dante havde altid fået ham i bedre tanker, det var ligegyldigt hvad det handlede om, hvilket sikkert var derfor han holdt sig til vampyren, trods de ikke engang var i forhold. Han havde altid kunnet betro sig til vampyren, kunne altid give sig selv hundrede procent uden at blive stemplet som en komplet idiot. Han vågnede fra sin trance da han mærkede Dante’s arme omkring ham. Hvad var det han var ved at ville sige? Han kunne rent faktisk ikke huske det. Han op på ham med et blidt smil inden han forsøgte igen.
 
” J.. Jeg er glad for at.. Se dig igen…”
 
Der var ingen tvivl om at disse ord var den rene sandhed, man kunne se det i hans øjne, da de nærmest begyndte at lyse op. Vampyrens hænder der gled ned over hans ryg til hans hofter fik ham svagt til at skælve, ikke at det var til at se på ham, men han kunne selv mærke den underlige kraft Dante havde over ham. Da deres læber langt om længe mødtes blussede hans kinder svagt op, og en sparsommelige røde farve kunne ses. Kysset blev brudt og han mærkede ret hurtigt at hans ryg ramte mod en væg. Han vidste godt hvor dette ville ende, ikke nu ganske vidst, men han var ikke et sekund i tvivl om at de ville ende i Dante’s seng senere på aften, når de engang tog herfra. Deres læber mødtes igen og hans kinder blussede atter op. Han kyssede tilbage af rent instinkt og havde ikke tænkt sig at stoppe. Hans hænder gled fra vampyrens nakke, over hans skulder og ned til hans brystkasse hvor han svagt greb fat i hans skjorte og kyssede ham mindst lige så grådigt. Han lod en enkelt hånd glide yderligere ned, men stoppede dog ved hans buksekant og så op på ham med et tikkede blik. Egentlig vidste han godt han ikke ville få noget ud af det nu, men han havde vel lov at håbe på lidt?
 
” Dante jeg…”
 
Hans stemme bævrede næsten af lyst. Han havde altid været nem at tænde, i så fald havde Dante ingen problemer med at få ham fuldkommen ud på rangen, helt ud hvor han nærmest tikkede og bedte ham om bare at tage ham, lige meget hvor de var henne. Ganske vidst var du ikke kommet her af den grund, de var her begge på grund af den fest der foregik nogle etager under dem og som sikkert allerede var godt i gang, men han selv var ligeglad lige nu. Flere måneder væk fra Dante føltes som år, som om han havde mistet en del af sig selv. Hvorfor de havde været så længe væk fra hinanden vidste han ikke, det var ikke engang fordi han selv havde haft travlt, han havde ganske vidst været på arbejde fra tid til anden, men det var også det eneste der var sket i hans liv, men normalt havde han taget hjem til vampyren derefter, trods det var sent om natten, eller nok nærmere tidlig morgen, så hvorfor havde disse måneder været en undtagelse? Bare tanken fik hans humør at falde, trods der ikke var en grund, for nu havde han jo vampyren og det var alt i verden han egentlig havde brug for.

”Jeg er ikke en mand der leder efter en partner som jeg kun vil bruge en enkel nat sammen med, alt den luksus som jeg har her, det er ingenting. Penge er ikke alting her i livet, jeg kunne nemt flytte ud af den villa som jeg har nu, jeg kunne leve på gaden med nemhed, så længe at gaden blot byder på et gemmested fra solen… Nok er jeg rig Cash, men der er stadig et koldt og ensomt sted i mig, jeg har aldrig den adfærd hvor at jeg ikke bor sammen med andre længere tid af gangen, jeg søger ensomhed af natur. Måske er det også årsagen til at jeg i 1990 efterlod mine børn i Rusland så de kunne leve på egen hånd, jeg har oplært dem grundigt som vampyrer, de holder sig sammen selv til den dag, i dag. Dette ved jeg kun fordi at jeg et telepatisk bånd til dem selvom de alle er den anden side af europa”

Han kiggede kort på ham med blide øjne før at han igen kort kyssede ham på læberne, sekunder efter trak han sig igen væk. Nok havde han lyst til forsæt med at kysse Cash i evigheder, men dette sted havde sin kulde over ham. Han var ikke glad for at skulle blive der, han ville helst gå derfra så snart at han kunne blot for komme væk fra de mange mindre om hvad han selv havde oplevet. Hans smil forsvandt kort før at han gave slip på Cash, han gik kort tilbage ind i de mange skygger hvor at kort lavet et kort ryst. Der forgik næsten en indre krig i ham, som hvis at de mange mindre havde vågnet op i ham igen. Han prøvede at lad være med at tænke på disse mindre, men de havde bare en psykisk magt over ham, måske skulle han forlade dette sted i sted for at begive sig længere ned i bunkeren.

Da Cash sagde han savnet ham, blev det mere klar for Dante at de burde ses mere end blot engang i mellem. Han hade næsten sigselv for den lange vente tid, de kunne jo bare besøg hinanden hver nat. Han lod igen sit smil komme en smule frem, fra nu af måtte det lave sig om, de skulle ses mere, han kunne jo bare sige at dæmonen kunne komme hjem til ham når han havde lyst. Det ville aldrig forstyrre Dante, han var jo altid hjemme udover når han skulle have blod.

”Du ved at du altid er velkommen til at komme forbi, min dør altid åben og hvis jeg ikke lige med det samme er der, kan du bare få en nøgle til mit hjem så kan du lad som om at du hjemme indtil at jeg kommer tilbage igen. Jeg gå jo kun ud for at jage ind i mellem… Jeg er ikke et by væsen udover ved en særlig årsag, som i nat. Det er det eneste tidspunkt hvor at vi kan lege frit med de dødelige”

Han grab ind fat om Cash, han trak ham med tilbage væk fra væggen tilbage ud imod trappe gangen som de var kommet fra, han ville ned til festen. Det blev for koldt og for trist at blive der, han hade disse omgivelser selvom han viste at de skulle være en af ham i et par timer i nu. Men var han heldig kunne de forlade festen vis den viste sig at være for kedelige, han kunne med hørersans hører hvordan at musikken var gået i gang, der var liv dansegulvet. Fører at han kunne hører mere var der fodtrin på trapperne, en gruppe af unge kom ned forbi dem bedst de nåde frem til trappen, de unge kiggede ikke på dem men de var udklædt som vampyrer selvom det det også var nemt at se at de var mennesker, de havde for mange fejl til at være den ægte vare som han selv var. Kort sendt manden ham et koldt blik før at han forsat videre ned trappen sammen med de tre kvinder, Dante havde ingen ord for dem, de lignede ikke engang vampyrer. De så mere ud som om at var ude for score, det var at set et billede fra den lokale strip klub. Han sukkede stille, lige nok til at Cash ville kunne hører det.

”Der har vi hele årsagen til at jeg har forvandlet et eneste menneske siden det sidste århundred. Mennesker er bare ikke værdige til den udødelige gave”

Han kiggede kort på Cash før at han gav ham et til kys, han kunne lige så god udnyt de små øjeblikke hvor at folk ikke havde tid til at kigge på dem, han vist nemlig hvordan at folk havde det med hade dem. Som person var Dante selv ligeglad, han havde det bare godt med at være samme med begge køn, der var naturligvis de århundred hvor at han bevist gik mere efter det ene køn i forhold til det andet køn, men i et årtusind som dette måtte det snart være lige meget med hvad man var til.

Han vidste godt at Dante aldrig havde været personen der gad bo sammen med enten en kvinde eller en mand i længere tid af gangen, hvilket han på sin vis også godt kunne forstå. Som vampyren snakkede stod han blot og så ned i jorden og tænkte. Selvfølgelig kunne alle folk blive ensomme fra tid til anden, men at Dante kunne… Det var ham nærmest fjernt, han troede ikke det kunne lade sig gøre, nu hvor han havde alle de penge. Han mærkede igen deres læber blive presset sammen, kun ganske kort denne gang, hvilket fik ham på andre tanker. Hvorfor var de her lige nu! Han kunne sikkert ikke ligge skjul på han gerne ville have vampyren, om det var her eller hjemme hos ham var han faktisk ligeglad med.
 
” J.. Jeg ved det..”
 
Hans stemme var svag da han så Dante trak sig væk fra ham. Havde han gjort noget forkert? Et skævt smil kom frem på de blege læber inden han prøvede at fokusere i mørket. Der var noget over vampyren denne nat som han ikke kunne forklare, som om der var noget han ikke ville fortælle, men hvad? Jo ganske vidst var dette sted klamt og stank af urin og gammelt størknet blod, men hvorfor skulle det genere? Etagerne nedenunder dem var sikkert ikke ret meget bedre, når det kom til stanken. Hans blik gled ned i gulvet igen og han kunne føle hvordan dette sted nærmest tyngede sig ned over ham og forsøgte at få ham ned på jorden. Da vampyrens stemme atter lød kunne han ikke lade være med at smile, dog kun ganske kort. En nøgle til hans villa så han bare kunne gå ind? Det ville nu ikke være så dårligt, men hvad hvis han så noget han måske ikke skulle? Tanken gjorde ham usikker omkring ideen om at finde Dante sammen med en anden. Ganske svagt løb en kulde ned af ryggen på ham inden han så op på vampyren.
 
” Nu er der ikke noget i din villa jeg ikke må se er der? ”
 
Han bed sig selv i underlæben og mærkede vampyren gribe fast i ham og trække ham med ud i gangen, hvor de endeløse trapper fortsatte til etagerne under og over dem.  Der var helt klart et eller andet i det rum de kom fra, som påvirkede Dante på en dårlig måde og han vidste intet om hvad det var, alt han kunne gøre var at krydse fingre for at han måske selv fortalte hvad der var sket i det rum, hvis der i så fald var sket noget. Da en gruppe unge kom op af trapperne, alle klædt ud som vampyrer. Tænk at man kunne gøre et så naturligt smukt væsen om til noget så grimt som det de havde gjort. Hvis de folk var vampyrer… Så turde han ikke tænke på dem som måske havde taget og klædt sig som dæmon. Tanken fik ham nærmest lyst til at klappe de folk en, bare fordi de ikke kunne gøre det ordentligt. Hans blik gled over på Dante da han hørte ham sukke.
 
”Hvis de var vampyrer… Så tør jeg ikke tænke på dæmonerne…”
 
Han sukkede selv ganske kort inden vampyrens læber blev presset mod hans. Et eller andet sted, ville han ønske de ikke behøvede at gemme det for andre, at de to havde noget specielt sammen, hvorfor skulle andre ikke se det? Men inderst inde vidste han hvordan folks blikke ville følge ham på gaden, mere end de allerede gjorde. Hans arbejde havde gjort at han ikke kunne gå nogle steder uden kvinder som havde været inde og se ham danse kom over til ham og forsøgte ihærdigt på at flirte med ham, men den eneste han selv ville have var vampyren… Dante.. Ingen anden.
 
” Skal vi?”
 
Sagde han med et kækt smil på læberne inden han svagt greb vampyrens hånd og begyndte at hive ham med ned af trapperne, så de kunne komme ned og være med til festen, det var trods alt derfor de var ankommet Et smil kom frem på hans læber da han svagt kunne ane musikken de få etager under dem. Den var dyster og han kunne næsten allerede mærke hvordan bassen ville give ham en trykkende fornemmelse i brystet. Han gav igen slip på vampyrens hånd og bed sig i underlæben, der var ingen der skulle vide det.. Med rolige og langsomme skridt gk han ned af trappen og stoppede i åbningen til festen. Alle de mennesker der havde taget horn i panden og malet sig røde… Det var jo skrækkeligt at se på.
 
” Lige pludselig kan jeg godt forstå du ikke laver mennesker om til vampyrer…”
 
Han sukkede og lod kort en hånd løbe gennem det brune hår. Folk stod nærmest og gloede på ham som han bare stod der i døråbningen og lignede mest af at en idiot som ikke ville ind. Men måske var det også makeuppen der gjorde det? Han havde malet et skelet, hvidt og med sorte afmærkninger. Kort sendte han et smil til nogle af de folk der så på ham inden han så sig over skulderen med at kort smil, han ville være sikker på at Dante var bag ved ham, så han ikke skulle gå ind til dette alene, hvilket han dog havde gjort, hvis ikke det var fordi han havde lugtet det friske blod og fandt ud af at det tilhørte vampyren.

”Cash, tror mig. Jeg holder ikke ting hemmelige medmindre at der en særlig årsag, det er heller ikke ligefrem fordi at jeg tag natmad med hjem. Efter alt det med Beatrice, min skaber, har jeg lært at man aldrig tag en person med hjem som jeg kunne finde på at dræbe. Så nej, du ville ikke møde hemmeligheder i mit hjem, de fleste af mine hemmeligheder holder jeg mit sind, hvor at folk ikke kan komme til.”

Han kom til at tænke over det, Cash kendt intet til den kvinde som der havde forvandlet ham til vampyr for over tusind år siden. Han tænkte næsten aldrig på hende mere, ikke efter at hun var død. Den første uge uden hende havde været utrolig underlig, han kunne have folk i det hus som de havde haft boede, han kunne fokuser mere på møde de dødelige uden at hun ville komme ind råbe ham i hoved, det havde været så rart som hvis alt stress havde haft forlad ham. Men han lært også hurtigt at et liv uden Breatrice betød total ensomhed, han var alene i natten. Det var først da han var syvhundred år at han mødte den første at hans børn, naturligvis havde han ikke bare claim hans børn, han havde lært dem af kende. Han snakket med dem i mange år før at han endelig gave dem det tilbud om at rejse med ham i natten, en efter en havde de alle tre sagt ja til ham, indtil at de alle tre var samme med ham.

De stod stadig på den lille mellem gang som ført op og ned i bunkeren, efter af den lille gruppe havde forlad dem var der fri bane igen. Han skulle næsten til at grine, han var helt sikkert på at det ikke kunne blive meget være, men han vist det jo aldrig med mennesker ind i mellem vist de sig fra en god side, andre gange var det meget værre. Netop den aften var resultatet sikkert blandet. Han havde selv set den elegante side af mennesket, til de royale bal i Rusland, under tiden hvor at Czar stadig levede, dette var naturligvis over hundred år siden, men det var nemt at husk. De smukke kjoler, de mange ansigter og smykker, russer var så glade for juveler den gang, måske lidt for glade. Han havde selv et stor antal af disse juveler som der lavet til mænd i hæren, de var ikke tag med ham til Di Morga, han holdte dem skjult i hans bank boks i vampyr banken.

”Du ved jo at menneske ser dæmoner som små røde væsner med horn, haler og vinger og en trefork. Det er et meget stereo typisk billede som mennesket har, ligesom at de alle samme tror at vi vampyrer kun kan have røde øjne, det jo heller ikke sandt”

Han lod der efter Cash trak ham med ned af trappen indtil at han gav slip på ham, han gik selv med resten af vejen lige indtil at de kom hele vejen ned til indgangen til festen. Musikken var ikke så halloween artigt som han havde forventet, det var mix af hvad ungdommen hørte i dette århundred og ikke det som han selv havde været så glad for igennem de sidste hundred år. Han var selv glad for gammel rock og metal, men der var også jazz og andre genre som der kunne tale til ham, så længe at det fra en helt anden tid var han glad for det. Han bemærkede hurtigt at folk stirret på dem, mest på Cash men også på ham selv. De kolde blikke gjorde det tydelige for ham at dette var en fest for mennesker og ikke for de rigtige væsner, han sukkede kort inden i før at han vendt sig imod Cash.

”Har du virkelige lyst til at blive her, i dødelige selskab? Vi er indtil videre de eneste der er af den ægte vare, måske skulle vi bare have taget et andet sted?”

Han stod stille, men han lod dog som om at han trak vejret selvom det var umuligt. Han havde mange små tricks til hvordan at han kunne se menneskelig ud, det var bare at lære den rigtige kropskunst. Dette havde han jo haft tid til i over tusind år, da han havde været en ny vampyr kunne han slet ikke disse ting, men med tiden lært ham dem, hvordan at han skulle lave den bedste facade, hvordan at han fik kroppen til at virke menneskelige og hvordan at han kunne opføre sig menneskelig uden at være menneskelig. Han vendt igen sit blik på Cash, mens at han blot ventede hans svar, han ville helst selv gerne være fri for at skulle dele sit eget personlige selskab med disse mennesker. Det ville blot slutte af med at de alle samme var fulde eller et andet sted, disse ting talte ikke til ham som person, han var ikke en fest abe, han blot stille og rolig. Dette billede var det kun for der kendt, i byen kunne han være vild og fri, mens at han der hjemme var den mest stille person som man kunne komme i nærheden af.

Han så på Dante med et skævt smil, han vidste godt at vampyren ikke holdte noget hemmeligt for ham, hvilket var inderligt glad for, da han ikke havde stolet så meget på nogen, siden han forlod helvede. Dante var en af de første personer i Terre som han havde knyttet sig til og fået dette bånd til. Han så kort ned i jorden, der var egentlig en ting han endnu ikke havde fået at vide.. Hvordan var Dante egentlig blevet vampyr? Det var nok også det eneste han egentlig kunne komme i tanker om. Han stod kort og tænkte over det, om han var blevet forvandlet, eller kom fra en familie hvor alle var vampyrer. Et hurtigt blik blev kastet på vampyren inden han svagt rystede på hovedet. Kunne det da ikke gøre lige meget hvordan det var sket? Han var vampyr, længere var den ikke.
 
” Det ved jeg…”
 
Hans svar var kort, for han vidste Dante havde ret… Det havde han altid. Kort løb det am ned af ryggen, ikke fordi han frøs, men fordi stedet her gav ham myrekryb og der skulle som regel en del til for at skræmme ham. Stedet mindede ham om helvede, den afkrog hvor han var opvokset.. I slummen, hvor der ikke var nogle regler, hvor man praktisk talt kunne gøre hvad der passede en. Han havde tit set kvinder blive voldtaget, men han kunne intet gøre… Helvede var en legeplads for psykopater.. Og det blev udnyttet fuldt ud. Han selv skulle ikke spille uskyldig, da han selv havde lavet noget han ikke burde, men det var fortid! Han turde ikke tænke på hvad Dante ville sige hvis han kendte til historien. Den tanke var skrækkelig, måske havde vampyren slet ikke stået ved hans side og måske havde de slet ikke haft det forhold til hinanden… Tanken gav ham vand i øjnene og han havde lyst til bare at vende sig om for at mærke vampyren mod sig, bare for at være sikker på at han rent faktisk var her. Vampyrens stemme fik ham til at komme tilbage til virkeligheden.
 
” Jeg har hverken horn, vinger, hale eller er rød… Har aldrig været rød eller haft en hale… Men det andet er dog sandt… De tog de bare fra mig da jeg forlod helvede…”
 
Han hadede dæmonerne fra helvede for at have frarøvet ham muligheden for at bruge sine vinger og nu… ville han ikke have nogen mulighed for at få dem tilbage, da han aldrig ville tilbage til helvede, med mindre det var nødstilfælde… Og et stort et af slagsen. Festen fik ham til at sukke. Hvorfor var det kun mennesker!? Okay måske havde de andre væsener været kloge nok til at vide de ville være de eneste der rent faktisk var den ægte vare. Dante havde ret, hvor længe ville han kunne holde menneskerne ud? En halv time max.. Men han havde egentlig ikke lyst til at være her…
 
” Jeg stemmer for et andet sted… ”
 
Hans stemme var blid og lettet over Dante rent faktisk kom med forslaget om at skride derfra. Han så sig over skulderen på vampyren med et smil før han vendte sig helt om og gik forbi ham. Hans hånd gled langsomt over vampyrens bryst og et kækt smil kom frem på læberne af ham, før han med roligt skridt begyndte at gå op af trapperne, mod udgangen. Tanken om at få frisk luft, gav ham en uendelig trang til at løbe op af trapperne, blot for at komme ud, og få en smøg… Han havde brug for det meget for det ikke skulle være løgn. Han stoppede nogle trin oppe og så sig over skulderen med et smil, han ville være sikker på at vampyren kunne følge med, ikke at han tvivlede.

”Jeg havde forventet vinger og horn, men hale? Er det kun nogen dæmoner der har det? Af hvad jeg husker fra min tid i Rusland var der dæmoner der havde en hale det blot et sjældent syn? Men hvad ved jeg? Jeg havde min egen enhed at holde styr på, det var ligefrem så tit at jeg havde social kontakt med andre væsner udover de dødelige som vi fik ordre fra”

Nu da han tænkte over det vist han intet om Cash over at han var en dæmon og at de havde haft meget tid sammen, men de havde aldrig snakket om fortiden som sådan. Det havde aldrig faldet ham ind at spørger mere ind til dæmonen, han vist heller ikke hvor gammel dæmonen var i forhold til ham selv, eller om denne dæmonen var stærkere end ham selv. Nok havde Cash aldrig udvist fysisk vold eller styrke på ham, men det kunne jo ske en dag hvor at han måske ikke var på vagt eller hvor at han ikke havde forventet et angreb fra dæmonen. Før at han overhoved havde tid til at tænke mere over dette havde Cash allerede vandrede forbi ham og tilbage imod trappen som de var kommet fra før, han reagerede selv hurtigt med at gå efter den unge dæmon. Hurtigt kom han op til hans side og han greb fat om hans skulder for at stoppe ham fra at gå videre op af trappen, selvom natten tiltrak ham mere end festen, ville han på gerne dele et glas med Cash før at de gik helt derfra.

”Jeg tænkte lige, vi kan prøve at give stedet en chance, måske et enkelt glas alkohol også kan vi tag hjem til mig? Lyder det tiltalende?”

Han kiggede stadig på Cash som at han afventet at det var den ene mulighed, men han kunne også bare gå i forvejen. Han kunne finde et sted at side til dem, hvis Cash nu havde en anden ide før at han ville komme derned igen. Han vendt sig dermed om for at få ned igen, men han stoppet kort op efter et par trin blot for at være sikker på om dæmonen gik med ham eller om han var gået op igen.

”Jeg skal nok give”

Hans stemme var igen utrolig blid overfor Cash, men han ønskede heller ikke at Cash skulle hører ham på den måde som mange af hans tropper havde hørt ham igennem tiden, han kunne med lethed skræmme livet af folk når han virkelige hævet hans stemme for råbe op, måske var det også den stemme der altid havde tiltrukket folk til ham, han snakket med mørk rolig stemme, men han kunne også ændre dette til en meget ondskabsfuld stemme som han tit havde haft taget i brug ved lejlighed. Han trak vejret langsomt før at han igen forsat ned af trappen imod festen, igen blev han mødt af de mange blikke som der var lukkede på ham, hans skønhed tiltrak nemt de dødelige, selv hvis han ikke ønskede at have selskab fra dem kom til de til ham som fluer. Han lod være med kigge på dem, blot for at undgå at startet et eller anden på med en eller anden person, lige meget hvad køn det så var ville han ikke have dem i nærheden af ham. Han ville blot nyde natten med Cash, de andre sjæle kunne være helt lige meget hos ham.

Han så på vampyren og grinede kort. Jo djævle med hale var et sjældent syn, men det var da i det mindste set før et par gange nede i helvede, dog var det mest de unge dæmoner der havde en hale, der til sidst forsvandt. Han kunne ikke lade være med at sende vampyren et skævt smil. Hvis han bare vidste hvad grunden til han var endt på jorden, så ville han sikkert se en helt anden måde på ham, eller det var i så fald det han frygtede. Kort sank han den klump han havde i halsen og prøvede at skjule sin nervøsitet, trods vampyren sikkert ville kunne fornemme det på ham.. Da Dantes stemme brød stilheden mellem dem bed han sig kort i underlæben. Give stedet en chance? Well hvis Dante ville… Så ville han også!

” Tja det skader vel ikke…”
 
Hans stemme var næsten opgivende overfor ham, som om der var en undertone i at han egentlig ikke havde den helt store lyst til at være her. Kort sukkede han da han så efter vampyren som begyndte at gå mod pøblen af folk. Han rystede kort på hovedet inden han tog nogle skridt efter vampyren. Hvorfor havde han sagt ja til at starte med? Det var selvfølgelig ikke noget han skulle klage over, da han langt om længe igen fik stødt ind i Dante… Efter så lang tid efter deres sidste møde.
 
” Hvis du gir, skal jeg nok hente dem.. Så skal du bare finde en plads”
 
Han fulgte vampyren ned af trapperne og så sig rundt. Han lå hurtigt mærke til alle de folk som kastede deres blik på Dante. På en måde havde han lyst til at hive vampyren til sig, men han vidste hvordan flk så bare ville se endnu mere efter dem, det kunne være sjovt, men han ville ikke udsætte sig selv for så meget opmærksomhed… Han stoppede lige bag ved Dante og sendte ham et smil.
 
”Jeg giver første omgang hvis det er… Så kan du nemmere finde en plads til os, jeg finder dig. Hvad vil du have? ”
 
Han lod kort en hånd glide over vampyrens ryg for han spottede baren og ventede blot på vampyrens svar.

"fint, jeg kunne godt tænke mig et glas ren vodka.... Jeg er jo ikke død så alkohol har ingen effekt på mig, udover hvis at jeg indtag det via blod."

Han havde det ganske udmærket med at skulle finde pladser til dem, dette betød blot at han ville undgå at tiltrække de dødeliges opmærksomhed. Han studeret kort lokalet med hans øjne for at han så et tomt bord med en mindre sofa og et lille bord til drinks, han gik imod det med halv hurtigt hastighed som et menneske kunne gå. Efter et kort øjeblik kunne han sæt sig ned for at vente på Cash. Sofaen var vendt ud imod lokalet, sådan at han kunne se alle der var på danse gulvet, han kunne også kig over imod baren og på alle de mennesker som der var i lokalet samme med dem. Han lukkede stille hans øjne i mens at han prøvede på at ignorere den upassende musik som der blev spillet, det var ikke engang passende til en halloween fest, han kunne selv have valgt bedre musik i hans eget hjem. Han havde trods alt stadig en ældre jukebox i hans hjem som der både havde klassiske fra både usa og europa, fra den store tid hvor at jazz var inde. Han åbent hans øjne da han skygge stod foran ham, han havde forventet at det var Cash men i sted for dæmonen stod der en ung blondine i et halv slutty vampyr kostume.

"Godaften, hvad laver en mand som dem? Alene her i mørket"

Kvinde havde en undertone som han nemt kunne opfange, der var ingen tvivl om hvad kvinde var ude efter. Men hun ville næppe kunne opnå dette fra ham, han var umulig at rør så længe at han var samme med Cash, men det var dog et mindre morskab i hans verden, at se dette dødelige væsen gøre et forsøg på at få ham med hjem. Hun kom tætter på ham næsten for tæt, han kunne lugten hvordan at hun aldre var sunket ned i alkohol, hvilket nok var årsagen til at hun prøvede at scorer ham med hjem. Pige barnet kunne prøve at det hun havde lyst til han ville aldrig have hende i hans nærvær, selv ikke hvis blod var årsagen. Han studerede hende nærmer med hans vampyr øjne, hun havde let lys hud, sikkert ved hjælp af make up, hun var kun 165 cm høj uden de højhælet som hun havde på, derover havde hun en slank krop, lidt model men ikke meget. Fyldig bryster som der sikkert var fake, det samme med hende læber.

"Måske skulle jeg varme dig lidt op før at vi tag en tur på danse gulvet?"

Hun virkede så ivrig efter ham at hun bukkede sig halv ind imod ham, kendt man Dante grundigt nok kunne man nemt se forskel på hans smil som han lavet når han blot morset over de dødelige, i forhold til når han ville gerne ville en person. Men dette viste kvinde ikke hun troede nok blot at hun kunne alt i verden med alkohol i kroppen, der gik ikke lang tid før at hun havde hoved helt nede ved hans ører og hun hvisket langsom om hvordan at de kunne gør det samme på badeværelset eller helt andet sted i skoven omkring festen, det morsomme smil blev større på hans læber, havde kvinden virkelige ikke andet at tage sig til? Åbenbart ikke, hun var som besat af ham, han havde brug for at Cash snart kom med de drink så han kunne afvis kvinde fra forsøg på at for ham med et eller anden sted hen, han var nærmest døv overfor de ord som der kom fra hendes mund. Han kiggede lidt disparart efter Cash i mellem folk, men han kunne umildbart ikke finde ham..