it has been so long...

Solen var før længst gået ned, og det betød som regel altid at beborende af denne by...ja de var i den grad i farer. For som solen gik ned og dagens sidste stråler kastede sig over byen, krøb nattens dyr ligeså stille frem. Oftest var de diskotekerne, barerne eller blot på gaderne, hvor folk kunne risikere at blive tømt for blod eller spist. At sige denne by var harmløs, var det samme som at kalde en giftig slange uskadelig, byen her var i den grad et sted hvor mord var en dagligdag og politiet kunne på ingen måde gøre noget ved det. Det eneste de kunne gøre var vel bare, at vende øjnene den anden vej også ignorer det...for man kunne jo ikke just sige det var en vampyr eller varulv der stod bag angrebet. Hun kunne huske en ung politi betjent, som rent faktisk havde været utrolig troende omkring det overnaturlige, han havde været på sporet af en række mord hun havde begået og var netop kommet hjem til hende for at spørge hende omkring hendes viden. Den stakkels mand havde været ung og nok også single, men han døde så også ung og uden kærlighed i sit liv, netop fordi han ikke havde gjort som andre. Hun huskede hvordan han havde fortalt de andre i polititjenesten blot havde bedt ham vende øjnene den anden vej, men alligevel havde han været fast besluttet på at lære sandheden og det fik ham i sidste ende dræbt.
Alt i alt var denne by, både et smukt sted men også det farligste...især hvis man var et menneske og specielt et med et bankende hjerte. Selv blot at opholde sig i parken, hvilket var et sted hun selv ofte holde til, jamen det kunne også ende op i at man døde. Der var efterhånden ikke et eneste sted hvor man ikke kunne blive dræbt, heldigt for alle de mennesker, så havde de stadig deres hjem, deres små lejeligheder og huse, hvor de kunne være sikre. Hun klukkede og lagde hovedet tilbage, samtidig med de brune øjne gled over himlen og de mange stjerner. Himlen var tom i nat, og man kunne tydeligvis ane den smukke halvmåne, hvilket kun betød der ikke var lang tid til, alle vampyrerne blev inde døre. På trods af det kun skete engang om måneden, så skulle man i den grad have respekt for varulvene, muligvis var de mennesker fuldtid, men dyr kunne sagtens maltraktere en vampyr uden tøven.
Netop i dette sekund, vandrede hun rundt i parken. Hun havde drukket for blot et par timer siden, så sulten melde sig ikke just, nu var det vel blot lysten til at slappe af og opleve det unikke der var ved en park om natten. Mange de så ikke skønheden ved natten, netop fordi natten også gav uhygge og død med sig, så det var vel kun de mange nattevæsner som oplevede skønheden ved de mange skygger der dukkede frem eller månen over søen. Hun havde selv som menneske, altid elsket natten. Som barn ville hun side med sin far og betragte natten passere dem. Modsat så mange andre djævle, så var hun født og ikke skabt, netop fordi hendes forældre var to djævle som havde fundet sammen også var hun blevet skabt den vej igennem. Med en speciel barndom på denne måde, var hun også udsat for en del omkring sig, f. eks var hendes far og mor dræbt da hun ikke var andet end 16 år gammel. Dog om ikke andet var natten stadig hendes yndlingstidspunkt, netop grundet dens skønhed og mystik. Hun sukkede og et sekund vandrede et lille smil op på hendes læber.

 
 
Bedst som han var kommet et par mere derfra blev han optaget af duften en anden vampyr. Denne vampyr var tæt på ham selv, skulle han blive i parken? Han kunne jo undersøge hvem denne vampyr var, et eller anden virkede ham bekendt ved duften, men han kunne sæt hans fingere på duften. Han var nød til komme nærmere for kunne undersøg duften og personen som havde duften, han gik efter duften. 

Hun vandrede stille rundt i parken, hvorfor vidste hun ikke og enlig var hun vel også ligeglad. Man havde jo ikke brug for en højere grund til blot, at ville hygge sig og bevæge sig rundt på denne mageløse smukke aften. Det var ofte nætter som disse blot var fuldt ud med drab og indtagelse af den dagelige føde, dog var det sjældent hun virkelig tog sig tiden til at betragte den smukke natur og disse smukke omgivelser. Noget hun fortrød hun ikke havde brugt mere tid på, som barn havde hun elsket naturen og lige nu mindede det hende blot om alle de gange da hun som ung ville vandre igennem skovene. Naturen havde altid båret en speciel plads i hendes hjerte, specielt fordi hendes barndomshjem havde været ude til en skov, rent faktisk havde den været stede i en skov. Så at sige hun havde været vant til, det at være ude i det vilde hele tiden...ja det var skam en underdrivelse.
Netop som hun gik rundt, fik hun med et færten af en anden, nysgerrig og uden viden om hvem det kunne være, vendte hun om og fulgte stille lugten. Hun var måske gammel, men i sig selv var hun også ung og derfor var det ikke altid hun vidste hvem folk var udelukkende grundet deres fært. De brune øjne lyste op og da hun fandt frem til hvem det var, formede der kort en lille smil på hendes læber. Minder om hendes mennesketid dukkede op, hvordan hun havde mødt denne herre i en ung alder og nærmest fået sine ben sparket væk under sig. Dengang havde hun været ung og naiv i den tro omkring sand kærlighed. Selvfølgelig eksisterede det ikke, men den gang havde hun i den grad været stædig i den tro om den eneste ene. Det var vel et ønske hun bar med alle de kvinder der boede omkring hende...for dengang havde man været mere troende og sand kærlighed havde i den grad været et smukt emne.
Hun lagde hovedet på skrå og lod blikket glide ned af ham "Viktor, sikke dog en overraskelse at se dem her" hun bevægede sig tættere på ham, dog samtidig med at hun holde en vis afstand fra ham. Hun havde før rendt ind i et par gamle væsner der ikke just havde det gode i tankerne, heldigt for hende og uheldigt for dem var hun ikke just den søde vampyr og derimod mere en der ikke var bange for at dræbe. Hun frygtede ham ikke, men var mere nysgerrig kunne man sige. Hun havde været ung da hun havde været så uheldigt at lade sig forvandle, så i sig selv kunne man sige hun på nogle punkter stadig var utrolig ungdommelig i sin væremåde, blandt andet i sin legesyge adfærd og i den naturlige nysgerrighed hun stadig bar