So long.. - Liam.

af Gæst Søn 28 Aug 2011 - 18:40

TID o Åh, det er sent.
STED o En stillelagt gade i Terre.
VEJR o Skyfrit. Månen skinner ned med sit blege ansigt.
OMGIVELSER o Yeah.. En stillelagt gade..

Flaskens bløde runding var iskold imellem de blege fingre, der langsomt lod sine følsomme sanser opfatte hver eneste fejl der var i glasset. Den havde indeholdt en fin rødvin. Den havde smagt helt udmærket. Det var en Zinfandel. Godt nok ikke kvindens absolutte favorit. Hun var mere Sangiovese eller Barbera. Det var en ren orgasme i munden at smage på en af de to! Kvinden stod helt stille under en af de gule gadelygter der kastede sit blege skær ned på flasken, der gav genskin og kastede dets reflekterende lys mod de fintformede kinder der gled op i to høje tindinger.
Hun lod en negl glide velkendt henover den smalle flaskehals. Neglen var malet med et gennemsigtigt lag neglelak. Ovenpå var hver negl blevet malet med forskellige blomster, alle malet skinnende hvide. På højre tommelfinger var der en sølvfarvet efterligning af en diamant. Det samme gjaldt ringfingeren. På venstre hånd, der var det kun pegefingeren der havde været så heldig at blive prydet med den falske diamant.
Kvinden blev stående stille, men hendes blik blev løftet fra den grønne flaske der havde indeholdt den røde saft. Der lå stadig en svag bundsjat deri, men det var ikke noget hun bed yderligere mærke i. Iklædt en sort, løs kjole der faldt perfekt om hendes krop og et par selvsiddende, sorte nylonstrømper, lignede hun faktisk lidt noget trukket direkte ud af en film. Eller direkte væk fra den røde løber og var blevet malplaceret i en by i Frankrig. Kvinden bar et par lange, slidte støvler, der lige akkurat nåede til midt på hendes læg. Det var en dårlig efterligning af et par Doc Martens, men udtrådte, det var de da.
Kvinden bar navnet Naomi, et ret usædvanligt navn, når man tænkte på at hendes hud var som et glas mælk. Naomi var et typisk navn sorte menneskekvinder bar, men hun var hverken sort eller menneske, hun var hvid og hun var værst af alt en dæmon. Dødsensfarlig, skabt til at dræbe, men holdte sig fra det. Bygget af begær og mord, bestående af intethed og sex, samt passede en søster, der havde invaderet hendes lejlighed med artighed. Noget der ikke længere var et holdepunkt i Naomis liv, blot endnu en konklussion i et liv fuld af konklusioner.
Hendes fornemme hud anede en svag luftforstyrrelse. Der skete noget – en person eller et dyr nærmede sig hende. Hun åbnede sine sanser og mærkede tydeligt at det var en mand der bevægede sig imod hende. Eller, nok ikke hende, men i denne retning bevægede han sig. Hun drejede langsomt ansigtet mod denne person. En høj herre der stank af død. Vampyr. Hun kiggede igen ned på den perfekte flaske der lå imellem hendes hænder og hun lod igen en af sine negle finde en fejl, en dyb rille i det grønne glas. Så kiggede hun op fra flasken og lod den glide over, så vægten nu kun lå i højre hånd. Hun holdt om flaskehalsen og den gled langsomt tilbage i takt med at armen blev spændt som en bue.
Så var den afsted – flasken – den bevægede sig hurtigt igennem luften med vampyrens hoved som sit mål.

af **Abraham Borzakov** Man 5 Sep 2011 - 16:16

//OOG. Liam er ej en høj herre, thi han er målt 159 centimeter//

Efter den nye registreringslovgivning virkede Terres gader mere tomme og spøgelsesagtige end hvad godt var. Det var nærmest umuligt at finde føde efter mørkets frembrud, og det gjorde 'livet' som vampyr langt mere besværligt. Varulvene havde også taget til i nattelig aktivitet eftersom at dusøren for at snuppe en svagelig - engle, mennesker, aspara og den slags - havde steget en del. Ikke nok med den pengesum, man fik udleveret, så fik man også anskaffet sig hele mundfulde af herskerens tillid, hvilket havde trukket hundene et godt stykke op i hierarkiet. Et hierarki, der efterhånden kun havde den færreste del af befolkningen i toppen.

Han mærkede den karakteristiske vibration i sin bukselomme og stak hånden derned for at trække den gamle, røde klap-telefon frem. Displayet oplyste hans blege ansigt, og fik ham til at se endnu mere død ud end han var i forvejen. Han bevægede sig fra det ene gullige spotlight til det andet, men gadelygterne lyste så svagt, at han næsten ikke bemærkede deres minimale, ja nærmest usynlige, tilstedeværelse, kiggede ned på den lille klump elektronik og forsøgte at koncentrere sig om de ord, der var nedskrevet.

Fra: Adrian
Modtaget: 28/08/11 02:35
"Kan du også lugte regnen?"

Liam vendte blikket op i himlen. Den var helt fri for skyer, så hvad mente han? Han læste beskeden endnu engang, men der var ikke dukket nogle nye ord op, der ville berige ham med ny information om, hvad fanden han havde modtaget for en kryptisk besked. Han fik en sær trang til at kaste det lille apparat så langt væk som øjet kunne række, men så mindede han sig selv om, hvilken kærlighed han gennem de sidste 4-5 år havde opbygget for den. Telefonen var simpelthen blevet for kostbart et objekt, til at han havde modet til hidsigt at skulle kaste den fra sig.

Og det var alt imens, at han stod og diskuterede sine materialistiske følelser, at en stank nåede hans næse og en susende lyd skar hul i stilheden. Havde han været en smule mere opmærksom, havde han sikkert opfattet det inden, men da det ikke var tilfældet, lod han den glatte flaske kollidere med sit baghoved. Han var stoppet brat op og stod ubevægelig i mørket, der blev provokeret af det gule lys. Ubevægelig, også efter at flasken var splintret og knust mod hans kranium, som havde nogen kastet den ind i en urokkelig mur. Murstenen Liam mærkede hvordan pulveriserede glas dryssede fra de blodige krøller og ned i hans nakke, hvor de små krystaller lagde sig som stjernestøv over den ældgamle tatovering, der lige så ofte som den ville, kunne minde ham om livet som et svageligt og skamfuldt menneske.

Det varede ikke mere end få sekunder, før han stod med den skyldige dæmon presset op mellem sig selv og en ru husmur. Over dem hang et ottetal, der var begyndt at blive hærget af brunlige plamager af rust, hvilket var resultatet af Terres varierende klima og manglende pleje.
"Velkommen til det enogtyvende århundrede, darling. Drop flaskeposten og send mig en mail..." mumlede Liam med en stemme, der ikke afslørede et eneste tegn på udmattelse eller anstrengelse og i anledning af stilheden og de få sekunder, han fik i hendes nærhed, gav han sig til at studere hendes porer.

So long.. - Liam.

So long.. - Liam.

Sv: So long.. - Liam.