Hallo again

Solen var for en gangs skyld fremme og ikke nok med det, så styrede kulden ikke så meget denne eftermiddag, derimod ville man faktisk kalde dette det perfekte vejr. Ganske vidst var det ikke utroligt varmt, men det var for den sags skyld heller ikke så koldt man ikke kunne være ude. Det overraskende skift i vejret, havde fået flere til at tilbringe dagen ude, mange havde forladt de varme sikre hjem og havde nu trådt skridtet ud, blot for at tilbringe resten af deres dag ude. Parken var i den grad også en af de steder som var besøgt, ganske vidst var der ikke utrolig mange ude, men der var også nok til at man kunne se en drastisk forandring fra det normale antal besøgende. Blandt de besøgende i den smukke park, var en ung mor. Hun vandrede rundt med en klapvogn og med et smil på læberne. Ganske vidst var hun blandt dem, der ofte var at finde i parken, men ikke desto mindre var forandringen i vejret også med til at gøre således hun langt hellere ville tilbringe længere tid i den smukke park.
Den lille baby i klapvognen, var ikke mere end 1 år gammel, og alligevel kunne man tydeligt se træk af hvem forældrene var. Den blege fine hud og de mørke hår, gav op at Sorina var moren, hvorimod de brune øjne nok tydede på at faren nok også havde et par karakteristiske brune øjne. Hun havde dog ikke set ham længe og enlig havde det været en hyggeligt lille flirt, der endte brat og kort efter opdagede hun sandheden omkring sin graviditet. Siden deres "ting" var ovre, vidste hun ikke om hun skulle finde ham også rent faktisk fortælle ham omkring denne opdagelse, mest fordi han vel kunne være mere end ligeglad omkring det.
Hun sukkede, hvorpå hun fortsatte sin vandring igennem parken, igennem de mange stier der var i parken. Rundt omkring hende legede børn, nogle var endda ude for at løbe og andre gik så langt som at sidde på tæpper og holde picnic, ikke just en ting hun forstod. Men så igen, hun havde ikke fået den normale opvækst og det med at holde picnic havde hun aldrig prøvet.


//håber det er godt nok!

Imodsætning til de fleste andre, havde vejret sjældent noget at sige for Kostya. Ville han gå en tur, så gjorde han det, stormvejr eller ej. Kulden påvirkede ham ikke, det var mere varmen der kunne få ham til at blive indendøres, men så skulle det også være ordenligt varmt. Ikke bare en kold efterårsdag, hvor solen havde besluttet sig for at kigge frem, fordi måne og Mars lige stod i snit, eller hvad pokker der nu fik verden til at dreje rundt. Naturvidenskab var dragende på sin egen måde, men havde aldrig rigtig fået fat i Kostya, der havde fundet en vinterfrakke frem. Udover frakken, havde han et omhyggeligt foldet halstørklæde omkring halsen, et par skindhandsker om hænderne, et par grå bukser og sorte sko. Han gik aldrig udenfor en dør, uden at være ordenligt klædt på. Ikke nødvendigvis til vejret, men mere nydeligt og korrekt.
Lige så omhyggelig og korrekt hans udklædning var, lige så omhyggelig var han til at tage hver et skridt, hvor han uden meget besvær undgik enhver vandpyt på vejen. Efteråret bragte altid regn med sig og der var absolut intet værre end våde sokker. Derfor havde han for længst lært sig selv at være opmærksom på de små sø'er regnbyerne efterlod sig. Meget bevidsthed skulle han derfor ikke have til opgaven, da han fulgte parkens snoede stiere igennem det man næsten kunne kalde et menneskemylder, taget årstiden i betragtning.
Hans mørke, næsten sorte, øjne gled observerende hen over byens befolkning der var taget i parken. Der var ikke så få børnefamilier, der optimistisk havde pakket bilen. Selvfølgelig var der andre overnaturlige væsner, der gik rundt med sorte skyer over deres hoved og lignede nogle der helst ville være alle andre steder end i parken. Kostya selv hældte måske til den gruppe, men han skulede ikke ondt til alt og alle der kom i vejen. Han ventede høfligt på at folk skulle komme forbi ham og da en bold var trillet langt væk fra sin ejermand og hen imod ham, var han da også så venlig at stoppe den og give den et puf med skosnuden, så den trillede tilbage til ejeren. En lille dreng med kinder så røde som æbler. Efter drengen havde fået mumlet et tak, fik han travlt med at løbe videre. Noget Kostya ikke bemærkede, da hans blik havde låst sig fast på en kendt skikkelse længere nede af stien. En svag sitren i hans mundvige kunne ses, før han så gik med målrettet skridt hen imod den mørkhåret velkendte kvinde, der stod med en barnevogn. Selvfølgelig var der ingen grund til at hvile.
"En tur med familien i parken?" Hans blik hvilede kort på vognen foran hende, hvor efter han forsøgte at gennemskue hvor faren til barnet kunne være henne - og om han overhoved var til stede i parken. Måske var mor og barn bare taget af sted for at få frisk luft. "Hvordan går det Sorina?"

Hun smilede ned imod barnevognens åbning, da Hope gav små lyde fra sig, selvfølgelig ville man ikke være i stand til at se hende, da hun var pakket ind i varme. Nok var det barn ikke menneske, men hun ville sørge for hendes elskede datter ikke på nogle måder var for kold eller det ligene. Hun nød disse små gåture hun tog med klapvognen, ganske rigtig havde hun også et job og se til, men hun vidste samtidig også at Hope var ti gange mere vigtig end noget andet i denne verden. Der var ikke den ting hun ikke ville gøre for sin datter eller de ofrelser for Hope's lykke. Nok var faren ikke i hendes liv og hun tvivlede på han nogensinde ville være det, men på den anden side så var hun vel så sikker på hun godt kunne klarer sig selv. Hun var selvfølgelig ikke hundrede procent sikker og med en mangel på mor, så havde hun ikke rigtig nogen hun kunne spørge til råds om hvordan hun skulle gøre de forskellige ting, men indtil nu tog hun blot en dag af gangen.
HUn gik fuldkommen i sine egne tanker og det var først da en bekendt stemme nåede hende, hun bemærkede der havde været en som fulgte efter hende. Hun rynkede brynet og lod sine egne dybe blå øjne møde hans mystiske brune øjne. Et par brune øjne, der var nærmest identiske med Hope's. Hun sendte ham et smil og klukkede blidt "det er blot mig og Hope, men jo det kan man da godt sige" hun trak på skulderne, og som han stilte sit andet spørgsmål stoppede hun op. Hun kørte en mørk lok hår om bag sit øre "jeg har det vel fint, jeg tager dagene som de kommer en af gangen...hvad med dig?" spurgte hun og hævede øjenbrynet spørgende. Det havde været længe siden hun sidst havde set ham og alt kunne havde været sket i den tid, ligesom det var sket med hende

I forhold til at de ikke havde set hinanden i meget lang tid, syntes Sorina at tage tingene i stiv arm. Noget Kastya også selv gjorde på facaden. Inderst inde var han noget overrasket over sin opdagelse. Først og fremmest fordi han skulle bumpe ind i, hvad der førhen havde været en meget god veninde, men også de informationer han fik ud af hendes hoved. Han stod derfor i tavshed i adskillige minutter. Svaret til spørgsmålene fik han derfor ikke fat i, i første omgang. Han bemærkede slet ikke at hun havde svaret, før han opfangede det tilfældigt i nogle af Sorinas minder, som han var i gang med at snage rundt i.
"Ehm, jo, fint." Lød det distræt fra ham, mens han kort fjernede blikket fra det træ han havde stået og stirret tomt på. Han pressede læberne sammen, mens han forsøgte at komme til sagen om det han netop havde fundet ud af. Havde det været andre folk end netop Sorina, havde han nok ikke så villigt kastet sig over hendes minder, men fordi hun førhen havde betydet så meget for ham - og egentligt stadig betød bare en smugle - var han også nysgerrig omkring det der var sket i den tid de ikke havde set hinanden, hvilket viste sig at være meget. "Du lyder som om det er hårdt at have en datter." Han forsøgte at lyde som om det bare var tilfældigt og ikke noget at råbe omkring, selvom det absolut ikke var tilfældigt at han havde valgt lige at kommentere på dét. "Er det det?" Ville han derefter vide. Var der nogle der ikke var gode til det med børn og børneopdragelse, så var det Kostya. Han havde aldrig selv prøvet at være barn og han kendte absolut ikke til hverken deres ønsker, behov eller andet, som man måske skulle tage sig af. Han havde heller aldrig forstået idéen med legetøj. Det virkede åndssvagt og ligefrem latterligt i hans hoved, men de børn han havde set lege med diverse former for legetøj, havde set ganske fornøjet ud. Ja, de blev ligefrem ulykkelige når man tog det fra dem. Ikke noget han selv havde gjort, selvfølgelig, men han havde set flere ældre børn fjerne det fra de mindre. Til stor utilfredshed for både barnet selv, omgivelserne og selvfølgelig forældrene.

Selvfølgelig var det underligt, at se ham igen...det ville nok ikke blive en normalitet at se på ham...som havde de aldrig haft en ting sammen. Dengang de havde den mindre flirt, jamen så havde han da en speciel plads i hendes hjerte og muligvis var det ikke så kraftigt som før, men det havde han da stadigvæk. Det havde været trist de skulle afslutte deres ting, også endda så tæt op af hun lige fandt ud af sandheden omkring hendes graviditet. Hun huskede aftner hvor hun havde haft puttet sig op af hans bryst og nu var det jo ikke den slags ting hun gjorde mere. Hun savnede det også selvom hun forsøgte at sige andet til sig selv...for sandheden var, at det havde skam været et lykkeligt øjeblik i hendes liv, da de to havde været sammen...muligvis kort, men det var en kort lykke og resultatet af dette endte ud i Hope. Hun skar en grimasse og betragtede barnevognen "det er ikke det nemmeste i verden, specielt fordi det kun er mig og hende, men til gengæld er det også en af de bedste ting der er sket for mig" forklarede hun kort, han behøvede vel ikke få af vide han var faren til dette barn, specielt hvis han ikke skulle være en del af hendes liv. Hope fortjente at leve et godt liv, og forhåbenligt på et eller andet tidspunkt ville hun finde en som hun kunne elske og vedkommende kunne vel være en far...og indtil da var hun bare alene mor.
Hun skulle netop til at åbne munden for at sige noget igen, da Hope begyndte at brokke sig, hvilket helt sikkert var fordi hun ville have opmærksomhed. Så med et smil åbnede hun op for barnevognen, derpå løftede hun den lille baby op i sine arme. Den lille pige med de store brune øjne, klappede i hænderne og puttede sig ind imod sin mors bryst, dog blev hun helt stille da hun fik øje på Kostya. De brune øjne observerede ham nøje, af et 1-årig barn, så var hun utrolig stille og heller ikke typen til at skrige for meget

"Det er jeg glad for at høre." Kostya lod det tvetydige svar hænge i luften, uden at kommentere det yderligt. De var gået fra hinanden, men det betød ikke at han ikke kunne ønske hende det godt. Han var på mange måder ikke som et normalt menneske. Han var slet ikke et menneske. Han havde hørt ikke så få historier om menneskepar der var gået fra hinanden med sådan et brag, at hele deres eksisteringsgrundlag truede med at give efter. Det virkede åndssvagt hvis man spurgte Kostya, der på det punkt heller ikke mindede meget om så mange andre djævle. Måske havde han nogle personlighedstræk der pegede imod at han ikke var en super venlig fyr, men han gjorde sjældent ting i direkte ondskab.
Da ungen, Hope, gav lyd fra sig, stod Kostya stille. Kun hans kæbe rørte lidt på sig, da han pressede den sammen. Lyden af ungen der skrig var bestemt ikke behageligt, uanset om det var hans eget barn eller ej, for det tydede alle minderne fra Sorina at pege på. Hun havde ikke været sammen med andre, i den tid de havde været sammen, så der var ingen andre muligheder. Noget hun også selv syntes at være kommet frem til. Måske mere ubevidst.
"Hun ser godt ud ..." Komplimenterede han lidt efter, usikker på hvad han egentligt skulle sige til hele situationen. Han var ikke helt sikker på om Sorina kendte til hans evne, for i så fald ville hun vide at han næsten altid brugte den. Gjorde hun ikke, ville hun heller ikke vide at han vidste hvad der skete. Noget han ville have det helt fint med, for selvom hans ydre var meget fattet og virkede helt uviden, det var i hvert fald hvad han forsøgte at fremstå som, var hans eget sind helt oppe at køre over det der skete. Efter alle de år han havde levet, havde han forstået idéen med børn. Både for mennesker og dyr. De var de væsner der skulle videreføre ens slægt. Man skulle passe på dem og give dem kærlighed. "Hvornår har hun fødselsdag?"

Hun trak på skulderne og vendte blikket rundt, hun betragtede de forskellige folk der vandrede rundt i parken, hver familie og de som blot var ude alene. Så var der jo selvfølgelig også de overnaturlige væsner, nogle der var ude og nyde dagen, men også de som ledte efter ofre for deres ondskabsfuldheder. Man kunne vel aldrig rigtig vide sig sikker omkring nogle steder, for de fleste steder var der vel altid et mørke. Hun havde selv noget dæmonisk i sig, så der var vel ligeså meget ondskab i hende som der var i enhver anden...måske i dette liv havde hun mere godhed i sig end hun havde i sine tidligere liv, der var et liv hvor hun havde været en kendt kvindelig seriemorder, en ganske grusom en af slagsen endda. I et andet havde hun været dronning og dette var en alene mor. Det var sjovt som hun med tiden var andre ting end i de forrige, ikke et eneste af hendes tidligere liv mindede om hinanden, der var altid anderledes ting ved dem.
Hun klukkede stille "Kostya du behøver ikke kommentere til hende, men mange tak" hun vidste godt han ikke altid var som alene andre, ligesom hun selv i dette liv ikke just havde været den bedste til kunsten at flirte med andre, så var han vel også bare lidt anderledes fra andre. Modsat ham, var der dog utrolig meget menneskelighed i hende, netop fordi hun også var halvt menneske...dog skete det jo hendes mere dæmoniske side kom frem og som alle andre dæmoner kunne hun i den grad være brutal. Hun lagde stille Hope ned i klapvognen igen, før hun vendte blikket imod ham "Hun er lige blevet et år" svarede hun kortfattet, hun havde vel regnet ud han vidste hvem faren var nu, men det var vel også ligegyldigt...de to var intet, eller rettere sagt de var mere bekendte til hinanden end noget andet og sådan ville det vel nok forblive

Kostya fandt det mærkeligt at hun ikke brød sig om komplimenter til ungen. En hver mor ville jo dåne af fryd. Men selvfølgelig ikke Sorina. Hun havde altid været anderledes. Han pressede læberne utilfreds sammen. Hun lød jo næsten som om han forsøgte at gøre sig til for hende, hvilket bestemt ikke var et tilfælde. Hun var et afsluttet kapitel. Et han stadig holdte af, men afsluttet. Godt og solidt.
"Tillykke ... skal hun have en gave?" Uden at vente på svar, rakte han ind i sin frakke og fiskede et par sedler frem. Han stak den frem imod moren, før han så igen kiggede tilbage på ungen. Mennesker havde et eller andet system med at begge forældre gav penge til barnets opvækst, hvis de var fraskilt, men det syntes ikke at være tilfælde for overnaturlige væsner. Sorina ville sikkert også bare kigge underligt på ham, hvis han spurgte om der var brug for økonomisk hjælp. Måske ville hun tage det som en fornærmelse - eller også ville hun dø af grin. Der var altså for stor risiko for at det hele endte galt, så han holdte inde med forslaget og kiggede blot på Sorina, uden rigtig at vide hvad han skulle stille op med sig selv. Han behøvede jo ikke at spørge om flere spørgsmål, for det hele kom igennem morens tanker.