Well hallo

af Gæst Lør 20 Jun 2015 - 15:26

Tid Klokken er godt over 23:40
Sted En simpel gågade i Terre
Omgivelser Da det er nat og et stykke vej til det nærmest diskotek, så er der relativt tomt
Vejr Det er koldt og blæser en smule
Påklædning Hun har denne kjole på, Kjolen går hende til anklerne, dog sidder den ganske løs. Med andre ord er der intet puf i, men fra hoften og ned af hænger den blot fint. Som sko har hun et par fine sorte ballerinaer på

Emnet er tilegnet Sean Knights

Det var en ganske stille aften, og Katherina var på vej hjem efter en hyggelig tur i byen...eller rettere den havde egentlig været kedelig. Hun havde ingen ide om hvorfor hun overhoved var gået udenfor, dog var det jo nat og når først natten var over dem så var lysten til at tage udenfor det også. Somme tider som hun gik ude i denne teknologiske verden, så kom hun helt til at savne hendes egen tid. Dengang hvor der ikke fandtes ting som biler, dengang virkede verden også det bedre. Hun kunne slet ikke se hvordan denne tidsalder havde ført noget godt med sig. Ganske vidst var deres lægevidenskab blevet en del bedre og de havde fået en del mere viden ind, men som de skabte mere og mere, ødelagde de ligeså stille også planetten. Den planet hun havde tænkt sig at leve på i endnu flere år, ikke bare dø op med den fordi de ikke kunne finde ud af at styre sig selv.
Som hun gik der i natten, med sin blege hud, det sorte hår og den fine mørke kjole, ville mange nok beskrive hende mere som et spøgelse eller en engel, frem for et menneske. men så man også længe på hende, ville man hurtigt finde frem til, at det var hun nu heller ikke. De blå øjne virkede alt for unaturlige for at kunne være virkelige, mange mente de var som at se ind i et bundløst hav, et hav man sagtens kunne drunke i, andre...ja de mente noget helt andet. Som hun gik der, fik hun hurtigt færten af et menneske, dog tog hun det ikke for noget særligt, altså ikke før idioten havde trukket hende ind i en gyde, samt en kniv presset imod hendes strube. Hun sukkede og så på ham med ligeglade øjne, alt i mens han forsøge at virke skræmmende. Manden fik dog intet sagt for, hun med en unaturlig styrk brækkede hans håndled og derpå byttede rollerne rundt. Nu var det ham der var fanget inde imod muren og hende der holde ham fast med et jerngreb om halsen. Hun smilede og kunne fornemme hvordan hendes gummer sitrede i det hugtænderne kom ud, hvordan hendes øjne skiftede farve og huden under øjnene virkede mere skinnende. Hun sukkede og fjernede hånden fra hans hals, hvorpå hun borerede sine tænder ind i hans hals. Modsat mange nye vampyrer, så var hun i stand til at kontrollere sin blodtørst og kunne derfor med andre ord stoppe sig selv, samt ikke lave et værre svineri. Godt fem minutter efter stoppede hun og slikkede sig om munden, hun bed hul i to af sine fingre hvorpå hun lod såret hele op "du så ikke noget, du faldt blot og slog dit hoved. Du var på vej ned af en trappe, da du snublede slog hovedet og brækkede hånden" hun brugte sin ene evne, hvilket fik manden til at få et lettere tomt udtrykke i sine øjne, før han mumlede de ord hun lige havde sagt og gik sin vej.

//håber dette er godt nok :D

af Gæst Man 22 Jun 2015 - 3:42

Blæsten tog langsomt til og I klæderne så de flagrede om benene på folk. Hen ad gaden kunne man se, hvordan den kastede affaldet omkring sig, som ville den demonstrer, med dets overlegne styrke hvad den kunne gøre. Naturens ringe tilstand virkede mere eller mindre som om den afspillede mennesket, og viste menneskeheden hvilket niveau det var kommet ned på. Flere og flere mennesker, syntes at give efter for fristelserne for dovenskabens grusomheder. Deres ikke eksisterende ambitioner, fik menneskeheden til at virke mere og mere målløs for hver dag der gik, det fik menneskeheden til at virke målløs og på samme tid, hævet over andre skabninger. Som om mennesket ikke behøvede at have en drøm, et mål som de kunne bestræbe sig efter. At det ikke behøvede at arbejde, at der ikke var grund til at tage vare på jorden man nu engang levede på.
Menneskeheden havde trodsalt ikke andre planeter at gå til, selvom der da var planeter der ude, flere galakser væk, hvis atmosfærer og sol kunne svarede til menneskehedens behov så de havde muligheden for at kunne sætte fod på deres overflader. Muligheden ville alligevel først finde sted langt ude i fremtiden, til den tid ville man nok ikke have mulighed for at redde den planet man allerede levede på.
De mørke øjne missede let imod et hårdt vindstød der ramte hans ansigt. Han kunne vel godt samle skraldet op. Han kunne vel nok i teorien smide det ud. Men der befandt sig ikke nogen skraldespand lige i nærheden. Dermed rakte hans evner sig ikke til det punkt hvor det var at de kunne bryde et stykke papir op i flammer. Alt hvad han kunne gøre var blot at fange det med en skygge, men derefter ville der ikke være meget at gøre med det. Alt hvad der var tilbage at gøre, var at betragte det imens blæsten trak det igennem de forskellige gader, lange som korte.
En lyd fangede dog øreindgangen, og vendte hans opmærksomhed andet steds, da en rumsterende lyd blev blæst afsted med vinden og hen imod ham. Meget kunne han ikke gøre ved tumulten der lød. Med et let fnys fik han hurtigt bekræftet hvem eller hvad der havde gang i løjerne. Personligt savnede manden selv lidt sjov i hverdagen, men på det sidste havde det ikke blevet til meget. Følelsen af magt som bredte sig ud i hver eneste blodcelle i hele kroppen. Fristelsen til at skulle undersøge den, bredte den langsomt i hans krop, men alligevel var der noget der holdte ham tilbage. Sandheden. Sandsynligheden for at han ville kunne kontrollerer det når tingene gik for vidt var relativ lille. Også selvom manden havde været død i nogle gode århundreder. Nej, han ville hellere vente, end at gå berserk på dette tidspunkt. Blikket vendte sig langsomt op imod himlen og betragtede skyerne som de passerede forbi byens gader.

//Beklager det ikke blev så langt som intentionen til det egentlig var. //

Well hallo

Well hallo

Sv: Well hallo