Blackbird singing in the dead of night / Evan

Det rimfrosne græs knaste under skosålerne, hver gang vampyren tog et skridt. Hvor den våde, sorte muld dagen før var splattet ud under hans fødder, var jorden nu helt frossen, og det gav et ryg hele vejen op igennem hans ben, hver gang han hoppede ned fra en gravsten i lykkelig forglemmelse om, at hverken græs eller jord længere var blødt at lande i. Der var ikke en sky på den mørke himmel, og stjernerne blinkede ned til ham i tusindvis. Frosten var for længst sat ind og naturen nærmest skreg på snevejr, men alligevel skete der intet. De små, hvide krystaller lod vente på sig.
Den mørkhårede vampyr samlede hænderne foran sin mund og pustede ind i dem for at genvinde varmen, selvom hans krop var lige så kold som luften omkring ham og havde været det i årevis. Hans navn var Isaac, et almindeligt menneske, hvis liv for nylig havde taget en drastisk omdrejning. Nu vandrede han omkring på jorden som et koldt, livsløst hylster til en sjæl, der mere end noget andet savnede at mærke solens stråler på sin hud. Tanken om aldrig nogensinde at kunne mærke solen prikke på hans kinder og stikke i hans øjne, fik stadig Isaacs hjerte til at synke i livet på ham. Nu måtte han nøjes med at betragte solen inde bag et lukket vindue.

"Uffhg," lød det fra ham, da han nær var snublet over en gravsten. Han kiggede ned på navnet, der var hugget ind i stenen i snirklede bogstaver. James Anderson, stod der. 1942-2015. Han gøs. Det var en helt ny grav, men roserne, der dækkede den, var visne. Han bøjede sig ned og samlede en af dem op, alt imens hans blik var fæstnet til gravstenen. Der stod intet andet end en dato og et navn. Der var ingen farvelhilsen, ingen sidste kærlige ord.
Han lod tankerne vandre. Gad vide, hvem denne mand havde været? Havde hans elskede forladt ham, eller havde han aldrig kendt til kærlighed? Isaac bed sig i kinden med sin ene spidse hjørnetand. Ikke at han selv var meget bedre end liget, der lå begravet under fødderne på ham... Kærligheden var aldrig kommet til ham.