Strange.. Your sorrow isn't singing to me.

Vejre: Stjernefri himmel, dog med en klar Måne.
Sted: Ciémietre, den åbne del udenfor.
Omgivelser: En masse grave, prydet med alverdens gravsten.
Tid: 00:01

En rank skikkelse manøvrerede sig forbi de mange grave, i et næsten dansende tempo. Små fine piruetter, der var en ballerina værdig, efterfulgt af stilfærdige sache skridt. Alt dette fremført, med en bukket bodorøde roser, holdt til brystet. Hendes grågrønne øjne, var fæstnet fremfor sig, da hun pænt sluttede af. Hun bukkede let og nejede, med det som altid svagelige, dog drømmende smil plantet på de rosa læber. Hun lod en snehvid finger, kører igennem det skulderlange mørkebrune hår, alt i mens hun så på de mange roser hun holdte. Fine røde dråber, trillede ned af de forskellige stilke, der havde været så mange torne, så mange utallige torne. Hun holdte undersøgende, sin ene hånd frem og opdagede de mange små snit hendes ellers så glatte hænder havde fået. For ikke at tale om blodet, blodet var som det første det der sprang i øjne på hende. Det stod nemlig i stærk kontras, til hendes porcelæn blege hudfarve.

"Vil i heller danse med mit blod, end med mig?"

Salomé, som var den lettere hypnotiserende skikkelse, stod nu med armene fremadrettet, i mens hun lystigt svang sig i halvcirkler; som når man var til bal. Hun begyndte derefter, forsigtigt at bevæge sig frem, til de enkelte grave og deres gravsten, for at lægge roser. Hendes smil blev bredere, i det hun holdte færre og færre roser i sin hånd. Da hun kun havde en enkelt tilbage, stoppede hun op med et leende smil. Salomé flettede stilfærdigt rosen og dens torne, imellem sine fingre, som om hun ikke mærke den smerte den sendte igennem hende. I stedet sukkede hun og vendte sit blik imod Månen, der i al ensomhed skinnede ned på hende.

En blid brise fik en tot af hendes hår til at ligge sig over hendes øjne, og hun fjernede den med et suk. Hendes brune hår var allerede pjusket, nærmest touperet, efter det frygtelige blæsevejr, der havde været der tidligere på dagen. Det generede hende ikke. Hendes udseende var en af de ting, hun ikke bekymrede sig synderligt meget om.
I hendes alt for store hættetrøje, sad hun på knæ foran en gravsten. Hun havde ikke set navnet i godt og vel fem år, men nu, hvor hun sad ved den lille gravplads, var det som om at personen var død for ganske nyligt. Selvom Athene faktisk aldrig havde kendt hende.
Hun gned sig fustreret i øjnene, da de begyndte at blive varme af tårer. Hun ville ikke græde. Ikke over det her. Det var ikke det værd.
"Jeg er ked af, du skulle ofre dit liv for mig," hviskede hun til gravstenen, også selvom hun godt vidste, hendes mor ikke længere lå nede i jorden. Hun var død for tyve år siden, den dag hun havde født Athene. Hendes familie var også noget, der ikke betød synderligt meget for hende. Bortset fra hendes mor. Den éne kvinde, hun aldrig havde kendt, men som havde givet hende alt.

Athene rejste sig. Månens lys gav hende paranoia, og nu, hvor hun havde set til, at hendes mors grav stadig så fin ud, havde hun mest af alt lyst til at tage benene på nakken og smutte hjem til sin lejlighed i Terre. Men hun stoppede op, da hendes blik faldt på en mørk skikkelse et stykke væk. Hun var instinktivt på vagt.

Salomé stoppede med at flette rosen imellem fingrene, og lod i stedet sit blik falde på de sorte ballerinasko hun bar. Hun kunne mærke det piercende og lettere nysgerrig blik, bore igennem hendes kjoles tynde hvide stof. Den gik hende til anklerne og havde et simpelt og frit udsnit omkring livet, hvor et stykke sort silke stof var blevet brugt til at komplimentere hendes smalle talje. Med et svageligt smil og en undertrykt leen, så Salomé sig over skulderen. Hendes blik var ulæseligt, i takt med at de grågrønne øjne, manifesterede sig til en sær olivengrøn, med strejf af brun.

"Sikke pæne øjne du har, barn."

Gådefuld og drømmende, var de eneste ord der beskriv Salomé's stemme. De ting hun kunne finde på at sige, det ordsprog og vendinger hun brugte; fortalte at hun langtfra var som alle andre.
Hun kiggede nysgerrigt og lettere funderende på pigen, og på mindre end et sekund stod hun foran hende. En følelse slog Salomé og hun lukkede øjne og tog sig tænksomt til hovedet. Med rolige bevægelser svingede hun det fra side til side, mens hendes hænder stilfærdigt var placeret i den frie luft omkring det. Et smil gled langsomt over de rosa læber, i det hun skilte sine vipper og lod sit blik falde på pigen igen.

"Hun skræmmer dig, selv om du er et af hendes elskede børn. Så frygter du hende, som et barn ville frygte sin mor."

Salomé's ansigtstræk blev næsten sørgmodige da hun pegede op på den skinnende måne. Hun vidste at de fleste varulve havde en indbygget frygt eller paranoia omkring månen, da det var den der 'triggerede' deres transformation. Hun havde altid, lige så længe hun kunne huske, kaldet Månen for 'Hende'. Da hun af skårede sig fra den vampyriske verden, var hendes eneste vej og vindue til omverdenen Månen og stjernerne. De retlede hende og fortalte hende, hvad hun havde i vente i fremtiden.

Hun så forbløffet på skikkelsen, der kom nærmere og nærmere. Hun forstod ikke, hvorfor kvinden overhoved nærmede sig. Hvorfor dog gå hen og snakke med en fremmed på en kirkegård - midt om natten. Det var ikke sikkert. Ikke, når man var i Di Morga i hvert fald. Med alle de monstre, der lurede om hvert et hjørne. Uvidenheden om, hvem der var ven og fjende.
Men Athene fik på fornemmelsen, det var hende selv, der burde passe på. Hun anede ikke, hvilke væsener der overtog kirkegårdsarealerne i nattetide. Førhen havde hun været klog nok, til kun at vandrer rundt i de lyse timer. Men efterhånden var hendes søvnrytme vendt så godt og grundigt op og ned.

Hun fattede knap et ord af kvindens tågede vrøvl. Det var sandelig en underlig måde at komme i kontakt med en anden person. Hendes øjne blev smallere og hun stirrede på kvinden i nogen tavse sekunder. Kvinden kunne umuligt mene hendes mor her på kirkegården. Og hun var ikke sikker på, hvilke andre muligheder der var, ud over at den fremmede var sindssyg.
Athene fulgte kvindens blik mod månen og hun mærkede et stik i brystet. Var det, hvad hun havde ment? At Athene var en af månens børn? En vrede spredte sig langsomt inden i hende. Hendes udtryk blev sammenbidt og hun rystede anstrengt ordene af sig. Hun brød sig ikke om, at kunne hitte rede i kvindens volapyk, så hun besluttede sig for, at lade som om, hun ikke forstod.

"Hvad fabler du om?" Kvindens lugt ramte hende, da vindens retning skiftede. Vampyr. Athenes næver knyttedes. Prøvede den forbandede vampyr at gøre hende rundt på gulvet? Hendes brune øjne låste sig fast på vampyren. Kvinden virkede utilregnelig, og Athene ville ikke overraskes igen.