A look in the past ~ Andromeda

Tid: 00:13
Sted: Grækenland
Årstal: 54 BC
Vejr: Nymåne, nogle enkelte stjener, blæser en anelse
Omgivelser: Vaaske og tilfældelige individer rundt omkring ved slottet, og dyr


Natten havde atter indtaget natten, og kongeriget var atter omslugt af tåge, selvom Vaaske havde været der i mange nætter og sovet dagene væk så måtte han alligevel passe på og sørge for at ingen lagde mærke til at han ikke var hvad han udgav sig for at være, selvom han var kommet til audiens og var blevet ansat hos konge som læge hos dem, så virkede det hele som om der var noget større, end lige hvad han gik og tænkte på. Vaaske som stod udenfor det lille hus tæt på slottet, og kiggede ud i det altopslugende mørke kendt som himlen, der var et par enkelte stjerner, men absolut havde han ingen anelse om at engang i fremtiden ville mennesket faktisk besøge det som virkede som gudernes palads. En lavmælt mumle og banden kom fra Vaaske af, som om han prøvede at snakke op til guderne, men intet svar kom der selvfølgelig tilbage, hvilket der aldrig havde gjort, og nok aldrig ville gøre, hvorpå et suk undslap fra hans læber, indtil han hurtigt blev afbrudt af en lyd af kogende vand, selvom han var vampyr holdte han stadig af at få følesen af noget varmt i sig, også selvom det gjorde ondt.
Vaaske gik ind og hældte noget vand op i et primitivt krus hvorpå han satte sig udenfor på den lille træbænk han havde lavet i løbet af kort tid, og nød vinden som roligt blæste frem og tilbage, lyden af en hund der gøede inde på slottet, og en kat som gik oppe på tagryggen af det lille hus, og miavede, selvom det ikke var meget at han havde fået sig tildelt, så virkede det som passende som det var, og trods alt, så var han jo kun lige ankommet, han ville i løbet af kort tid være kendt i hele landet, og ligeså ville han også blive tilegnet at få mere ud af det, selvom han allerede var en gammel vampyr lige nu, så skulle han trods alt fordrive tiden, og dette virkede som en sag hvorpå han nemt kunne bruge nogle år på det. Ligeså disse mennesker var blevet klogere gennem tiden, og de havde formodet at gøre mere end hvad han havde selv troet var muligt, hvilket disse mennesker nok også ville gøre.

Påklædning En græsk smuk kjole, noget lig denne kjole, kjolen går hende til anklerne og derudover har hun et par klipklapper på. På sin venstre overarm har hun en form for armbånd, der sidder fast rundt om overarmen

Natten var en af de smukke stunder, en af de stunder hvor alting nærmest kom mere frem. På trods af der som regel var mørkt over det hele og det kun lige var faklerne fra de forskellige steder, så bar nætterne alligevel sådan en stor skønhed med sig! Der var kun få som virkelig anså natten for at være de smukke timer, her i blandt var den unge prinsesse Io. En ung pige, der på trods af sine 15 år, endnu forblev jomfrue og blid som sommeren var lang. Hendes uskyld var kendt rundt omkring i kongeriget, og blandt venner var hun også en man holde af. På trods af hun var prinsesse og derved burde være mere spolleret end nogen anden, så bar hun ingen andre ønsker end det at blive elsket af sine forældre...de forældre der mere eller mindre lod hende agere som hun ville, eller rettere de bekymrede sig blot ikke om hende! Hun havde været alene det meste af hendes liv, så derfor havde det altid været slavernes opgave at opdrage på hende...eller faktisk var det hendes body slave, som mere eller mindre var hendes mest betroet slave. Hun anså dog ikke denne slave for rigtig at være en, de to var snarer som mor og datter! Den kvinde havde opdraget på hende, siden hun var 7 og havde da i den grad gjort en fantastisk stykke arbejde med hende. Dog var hun i disse stunder helt alene, for efter at faren havde fået en raseri udbrud havde Elena været den der stod tættest og dette fik hende uheldigvis dræbt.
Nu helt alene, rendte Io rundt og i dette øjeblik vandrede hun ude for selve paladset, da hun forsøgte at finde på nye ting at lave. Som regel ville hun sætte sig ind for at bede til guderne, men i dette øjeblik var hun mere nysgerrig på nogle andre ting. Hun havde set en mand oppe ved bedehuset og han virkede hende så bekendt, hvilket jo kom af at han var en form for læge også arbejdede han for hendes far, så hun havde set ham et par gange. De blide blå øjne fulgte ham nysgerrigt og selvom hun egentlig ikke burde gøre det, så fulgte hun nu alligevel efter ham. Hun stod henne ved en mur og betragtede ham. Han virkede så helt unaturlig smuk. Måske havde Venus blot hædrede ham med et smukt ydre, dette vidste hun selvfølgelig intet om...blot at han var utrolig smuk. Hun lagde hovedet på skrå og trådte stille frem. Hun vidste hun ikke burde være her, men et eller andet sted kunne hun bare ikke lade hver.

På trods af det stille og rolige vejr, så var han alligevel ikke helt så uopmærksom som normale mennesker ville havde været, trods alt, så var han det absolut ikke, så selvom han så ud til at slappe af, så var alle hans instinkter på fulde kommando, hvert eneste menneske, dyr og insekt som var omkring ham, hørte han, og især Io som havde fulgt efter ham for noget tid nu, de havde ikke ligefrem tilbragt meget tid sammen, og ej hellere havde de ført en konversation sammen, selvom de nok ville engang i fremtiden fører væsentlige konversationer sammen, trods alt så var det hans job at sørge for deres helbred, også selvom han var i tvivl omkring disse metoder der blev brugt, åreladninger og igler, nej så havde han noget som kunne slå det hele med længder, sit eget blod, trods alt, så havde det virket før og han havde ligeså også fået sig et omdømme som en frelser og en helbreder af sygdomme. Dog gjaldt det ikke her, her var han blot en fremragende læge, som havde arbejdet sig op gennem tiden, og nu befandt han sig, så ved kongens hof, også selvom han ikke havde meget at skulle sige, så var han her alligevel, på trods af at han ikke var en som hyppigt troede på guderne, udelukkende på grund af de rædsler han selv havde set, og forsaget, han omtalte oftest også sig selv som gudeforladt, men alligevel så havde han en del held med ungmøerne i kongeriget som fandt ham tiltrækkende når han endelig fik sig begivet ned i de lavere sociale lag, hvilket ikke var tilfældet i aften.
”kom du endelig frem lille en” kom det fra ham, selvfølgelig var dette ment til den unge prinsesse Io som stod gemt bag muren, og beundrede ham lod det til. Udelukkende på grund af hans vampyr evner, at han havde hørt hendes hjerte pumpe og hendes åndedræt, lød det som ti vilde heste løb frem og tilbage, men så igen, med næsten 8000 år bag sig, havde hans egenskaber fået et boost som kun få kunne tro var sandt.
Selvfølgelig var der også andre væsner fra natten i dette kongerige som ikke havde opgivet deres egen natur og hvad de i sandelig var, hvilket jo så også var kommet bag på dem, da de havde fundet ud af hvad Vaaske var, samtidig med hvor gammel han i sandelig var.
Men så længe at disse mennesker blot lod trygheden passere hen over sig, uden at tænke over at de børnehistorier de fortalte omkring væsner som boede i skyggerne og de blodtørstige, så længe de troede at det bare var det rene opspind havde han intet at frygte, selvom der dog også blev taget forholdsregler for det, folk var begyndt at sætte fælder ude i skoven, og børn forsvandt, om dette så var på grund af andre vampyrer eller varulve, var et udmærket spørgsmål, og det kunne han ikke selv besvare da han ikke kendte svaret, og ej havde planer om at prøve at finde ud af svaret. ”Jeg bider dig ikke” lød det atter venligt fra ham af i den unge prinsesses retning som et tegn på at hun endelig godt måtte komme frem, og han ingen intentioner havde om at såre hende, men så igen, hvis han gjorde det, ville han også have et helt kongerige på nakken, så det virkede højst ulogisk at skulle gøre det.