Facing your past.

Solen var ved at gå ned. Di Morgas gader blev badet i dagens sidste lys. I de mindre menneskefyldte gader, vandrede en lille blond skikkelse af sted. De is blå øjne var vendt mod den våde asfalt, der bevægede sig hastigt under hendes fødder. Cathy drejede om hjørnet, og fjernede først blikket fra sine fødder, da hun greb fat i håndtaget til den store bygning, der tårnede sig over hendes små 158 cm. Hun trak hårdt til og fik den tunge dør åbnet. Hun trådte ind. De blå øjne betragtede hendes omgivelser. Rummet var stort, med hvide vægge og stole samt bænke på hver sin side af hende. Hun var ikke den eneste herinde. I det ene hjørne sad et ældre par og et par stole længere henne, sad en muskuløs mand med tatoveringer i hele ansigtet. Cathy befandt sig i venteværelset. Men vente skulle hun ikke. Målrettet bevægede Cathy sig op til skranken, hvor der sad en lettere kraftig mand, med snuden helt ind i computeren. Hun stoppede op foran ham, og lagde sine hænder mod skrankens kølige overflade. Hendes håndflader var svedige, hvilket skyldtes nervøsiteten der raslede i hendes spinkle krop. Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Situationen var mere eller mindre kompliceret. Manden foran hende, reagerede end ikke på hendes tilstedeværelse. I stedet stirrede han fraværende ind i den lysende skærm. Cathy rømmede sig, men ikke engang dette reagerede han på. Frustration bredte sig langsomt  i halvmennesket, der hostede falsk i håb om at han ville se på hende. Det virkede. Manden, der nærmest ingen hals havde, vendte sine grå øjne mod hende. ”Ja?” spurgte han mens han betragtede hende indgående. ”Jeg øh.. vil gerne anmelde et overfald” sagde hun højt og tydeligt. Hendes stemme dirrede dog en anelse. Hun synes ikke, at kunne trække vejret ordentlig. ”Jaså? Hvem er blevet overfaldet?” spurgte manden dovent. Cathys blik flakkede rundt i rummet. ”Øh… mig” svarede hun. En klump havde sat sig fast. Manden hævede et bryn, ”Dit navn? Og hvornår skete dette overfald?” han begyndte, at taste på computeren. Tasternes klikken brød stilheden omkring dem. ”Mit navn er Cathy Sylvestre.. Det øh skete d. 28 januar.. Tror jeg” fik hun endelig fremstammet. Hun var egentlig ikke sikker. Hele situationen var virkelig forvirrende. ”Hvis du vil være så venlig, at tage plads i venteværelset Frøken Sylvestre, så vil jeg finde en betjent der kan tage sig af din sag” sagde han fladt. Cathy takkede ham og vendte sig hastigt om for, at tage plads i den nærmeste stol. Hun dumpede ned i det lettere hårde sæde. Breathe, tænkte hun febrilsk mens hun placerede sine albuer mod sine lår. Hun lænede sig forover og lod hovedet finde plads i sine hænder. Hun påbegyndte en dyb vejrtrækning. Det var første gang siden overfaldet, at hun havde bevæget sig ud for lejligheden. Hun var stadig ikke helt rask, og det kunne ses på hende. De smukke is blå øjne var matte og blanke. Hendes engelige glød, var falmet en anelse. Det blonde, næsten helt hvide hår, var uglet. Fraværende stirrede Cathy ned på sine slidte converse sko. Alt hun kunne gøre nu var at vente.

Manden foran computeren rejste sig op og fik møvet sig ud af rummet og på en mellemlang gang. Målrettet bevægede han sig ned mod frokost stuen, hvor de fleste betjente i øjeblikket befandt sig. Han stak sit tykke hoved ind af døren, ”Hey O’Donell” han nikkede mod ham, ”Jeg har en sag til dig. En Frøken Sylvestre er blevet overfaldt for en to ugers tid siden. Hun sidder ude i venteværelset.”

Stemningen var høj i cafeteriet, hvor et par betjente sad og småsludrede om dagens sjove historier. Nogle var ved at varme mad op, hvor andre, som Zachary, blot tog en pause fra at skrive politirapporter. Ved lyden af sit navn, vendte han blikket over mod døråbningen og nikkede en enkel gang, for at signalere han havde forstået opgaven. Sylvestre.. for et kort øjeblik dukkede et billede af en ung kvinde op i hans hoved, men det var dog ikke noget han ikke ligeså hurtigt kunne glemme. Navnet var der ingen grund til at tænke videre over. Dette var blot endnu et af de mange overfald som fandt sted i Terre, og endnu et tilfældigt navn som mindede ham om en person fra fortiden.
Han rettede lidt på skjortekraven, inden han rejste sig op og satte kurs mod venteværelset. Hans hår var lagt tilbage i en formel frisure, hvilket gav ham et mere modent og professionelt udseende, hvis altså ikke uniformen var nok i sig selv. Den unge engel havde været igennem meget mere end hvad en normal person bør, og set forfærdelige ting, der rustede ham godt mentalt til arbejdet i ordenhævelsen. Specielt i en by som Terre, hvor der skete usædvanligt mange mord og voldsforbrydelser.

Da han nåede til venteværelset stoppede han op, og identificerede hurtigt fire mennesker som ventede på at nogen ville tage sig af dem. ”Frøken Sylvestre” han registrerede ikke personernes ansigter, men fandt rimelig hurtigt ud af, at det sandsynligvis var kvinden med det blonde hår, som denne sag omhandlede. Da hun endelig løftede hovedet, så han kunne betragte hendes ansigt gik alt i stå for ham.
Et væld af blandede følelser fyldte hans krop i takt med at hans hjerte bankede både hurtigere og langsommere.. men han kunne ikke andet end at stå fastfrosset til gulvet under ham, med sit blik rettet mod en kvinde han troede han aldrig nogensinde skulle se igen. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, men noget i ham var mest tilbøjelig til at græde af glæde - når han endeligt formåede at komme til sig selv. Det afhang i første omgang hvordan hendes reaktion var.. han ville være forståelig overfor et ønske om at få en anden betjent. De havde ikke skilles på god fod sidst de så hinanden og Zachary gik hen og døde før han nogensinde fik chancen for at snakke med hende igen.
Et eller andet sted, var han overbevidst om at hun havde været ligeglad med ham, så det kunne selvfølgelig også have været ligegyldigt, om de nåede at sige farvel på en bedre måde eller ej. Hun havde sikkert lykkeligt kommet sig over ham, men det ændrede stadig ikke på at hun stadig betød noget for ham, og selvom de ikke var sammen, så holdt han stadig af hende. De havde en lang fortid sammen, der bar præg af gode og glade momenter, såvel som at de altid var der for hinanden i de knap så gode.
  Zachary mærkede tårerne presse på, hvilket fik ham til at trække vejret dybt. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Det hele var så uvirkeligt, og overvældende – først at han kom til jorden som engel, og nu at han skulle genforenes med hans første kærlighed. ”Cathy..” en skrøbelig tone prægede hans stemme, og selvom der gik længe før han fik disse ord udover hans læber, så var det forhåbentligt nok til at hun indså at det her rent faktisk skete. Det var ingen drøm.. eller mareridt om man ville. Efter alle disse år stod de overfor hinanden igen, begge forandret og bosat i Terre. Det gik han i hvert fald ud fra, at hun var - men han kunne selvfølgelig tage fejl.

Cathy stirrede fortsat fraværende mod gulvet. Hele hendes krop synes, at skrige af udmattelse. Hun havde blot gået en tur på 10 minutter. Det mindede hende om hvor svag hun stadig var. Det irriterede hende grænseløst. Hvornår ville hun blive helt rask igen? Ved lyden af sit meget typisk franske efternavn, så halvmennesket op fra gulvet. De kønne is blå øjne rettede sig mod en meget høj ung mand. Alt synes pludseligt at gå i stå. Hendes hjerte skippede et slag eller to, som det gik op for hende hvem denne ung mand lignede. Det kunne da umuligt være… Nej, det var det ikke. Han var jo død og begravet for længe siden. Sorg, genkendelse samt forvirring viste sig i hendes blege men yderst smukke ansigt. Hun kunne ikke tro det. Nej, hun ville ikke tro det. Men hvem fanden skulle det ellers være? Han lignede ham på en prik. Dog var der sket forandringer. En tung smuk glød hang over hans væsen. Ligesom hende, afslørede den hurtigt hvilket race man tilhørte. Cathy sad stivnet fast i stolen og lignede mest af alt, en der havde set et spøgelse. Et spøgelse fra fortiden, der mindede hende om den smerte samt de minder og oplevelser, som hun altid forgæves synes at løbe fra. Fortiden føltes som et kæmpe slag i ansigtet. Et kort øjeblik undrede hun sig over, om hun nogensinde kunne flygte fra den.
Hendes fornavn forlod hans læber. Hun kunne ikke undgå at bide mærke i det skrøbelig der hang over den. Det mindede hende om dengang, at han skulle af sted til Afghanistan. Han havde udtalt hendes navn præcis på denne måde, ved deres afsked. Cathy skubbede billedet væk af en tårevædet Zachary, der knugede hende indtil sig.

Hun huskede ikke hvordan hun havde rejst sig op fra stolen. Men pludselig stod hun foran ham. Hendes hoved var tiltet et par grader tilbage, så hun kunne se op på ham. Han tårnede sig over hende, som han altid havde gjort. Hendes selv havde ikke vokset siden dengang. Et kort øjeblik følte hun sig som sit 16 årige jeg, der så op til hendes meget ældre kæreste. Men hun var ikke længere 16 år, og de var ikke længere kærester. Fortiden lå langt bag dem. Med en rystende hånd, rakte Cathy udefter ham. Hun greb forsigtigt hans ene hånd, hvorefter hun vendte hans håndflade op af. Dernæst placerede hun sin egen håndflade mod hans. Hun huskede, at have gjort det tit dengang. Hun havde fundet det så sjovt og mærkværdigt, at betragte forskellen på deres hænder. Hans hånd var nærmest dobbelte størrelse af hendes hånd, der mest af alt lignede en barnehånd.
En nærmest barnlig glæde viste sig i hendes ansigt, da det gik op for hende at forskellen stadig var den samme, som den havde været dengang. Tårer havde gjort de is blå øjne blanke. Små dråber krydsede hendes kinder. Smilet, der prydede hendes rosa røde læber, vidnede om at det var glædestårer. Cathy rettede blikket mod ham. Hun gav slip på hans hånd og lagde i stedet armene om ham. Hun knugede sig indtil ham og begravede sit ansigt ind mod hans bryst. ”Don’t ever do that again!” sagde hun med en yderst grødet stemme. Det lød mest af alt noget som hun ville sige, hvis han var kommet hjem og nær havde slået sig selv ihjel. Men i dette øjeblik valgte hun, at vise ham billeder fra fortiden.

Det første billede forstillede en kirke, der var fyldt op til randen med pårørende samt soldater. Cathy stod placeret i midtergangen og betragtede kisten, med det britiske flag, der var overdynget med buketter samt kranse af blomster. ”Zachary is dead, Cathy….” sætningen gled sammen med ind i et nyt minde. Det minde hvor Cathy fik besked på hans død. Ud af hånden faldt mobilen, der ramte gulvet hårdt. ”Cathy? Are you there? Cathy…” lød det i baggrunden, mens hendes blik lagde sig mod hylden ved hendes side. Hun så mod billedet af dem. Zachary havde armen om hende og de kiggede begge glade ind i kameraet. Mindet gled ud og blev erstattet af et andet. Hans gravsten, med fulde navn, fødselsdato samt dødsdato var indgraveret. På gruset foran, sad hun med benene trukket op under sig. ”You’re so stupid!” græd hun. Hendes vejrtrækning hakkede, ”Why did you have to go back? That is so typical you, Zac!” fortsatte hun, med tårer der rendte ned af hendes kinder. De synes ikke, at have nogen ende. De fortsatte i en uendelighed.

Det sidste minde gled ud. Cathy havde aldrig nogensinde fortalt Zachary hvad hun egentlig var. For han havde været et menneske og derfor uvidende om væsener. Op til flere gange havde hun været tæt på, at vise ham hvad hun kunne gøre, men havde blot stoppet sig selv. Hun havde været bange for, at han ville tro at hun var sindssyg eller noget der lignede. Men nu havde hun gjort det. Hun havde vist ham det. Hun knugede sig stadig indtil ham, mens hun afventede hans reaktion. Det hele føltes mere eller mindre uvirkeligt, men hun var ikke længere i tvivl. Han var tilbage, men denne gang forklædt som engel.

Zachary kunne ikke bede om en bedre reaktion. Efter alt det han havde været igennem, var det ubeskriveligt rart at se Cathy, og få bekræftet at hun stadig holdt af ham.. Han kunne heller ikke begynde at overveje, hvor overvældende det måtte være for hende at se ham nu, efter at have været vidne til hans begravelse.
Hendes bløde berøring, kunne gøre enhver mand svag og han skulle ikke se mange sekunder ind i hendes øjne, før han lagde sine arme om hende. Flere tårer trillede ned af hans kinder, og ved tanken om de glædestårer hun havde udtrykt, kom et kortvarigt smil til syne på hans læber. Han ville lyve hvis han sagde, at han ikke havde savnet hende. Han kunne ikke beskrive den glæde han fik, ved endelig at mærke hendes omfavnelse - selv efter alt det der var sket imellem dem.
Hendes ord forsikrede ham atter om, at hun ikke havde glemt alt om ham, og stadig bekymrede sig for ham. ”It’s so good to see you” Da han lukkede øjnene, og knugede hende mere ind til sig, blev hans sind fyldt med Cathy’s minder. Det skar i hans hjerte at se alt det hun var gået igennem, for det havde han aldrig ønsket for hende og han turde ikke forestille sig, hvordan det havde været for hans forældre at modtage nyheden om sin død. Tanken om at han kunne have undgået at dø strejfede ham, en selvvisk tanke, nu han havde reddet et barns liv til gode for sit eget.. men hvis han ikke havde været et modigt fjols.. hvis han rent faktisk havde tænkt situationen igennem. Så ville intet af dette være hændt. ”I’m sorry for everything.” han havde aldrig haft intentionen om at såre nogen, og det håbede han hun vidste.

Det gik hurtigt op for Zachary at hun, ligesom ham, ikke blot var menneske, og det overraskede ham meget at han havde kendt hende i så lang tid, foruden denne information. Han forstod dog også udmærket hvorfor hun ikke havde fortalt det. Han ville nok bare tro hun var syg. Det gjorde heldigvis at han ikke behøvede forklare hvordan det var muligt at han stadig var i live. Det havde trods alt været den eneste grund til, at han ikke kunne rejse hjem til sin familie. Han eksisterede ikke længere for dem.

”Will you please come with me?” det var ikke så meget fordi han troede hun ville sige nej, men folk var efterhånden begyndt at stirre på dem, og han havde brug for at snakke med hende, uden at blive afbrudt af sine kolleger. ”I really need to talk to you” han løsnede grebet, for at træde lidt tilbage og så ind i hendes øjne.. håbede på at hun ikke havde noget imod det. De havde så meget at snakke om, og han trængte inderligt til at tale med en fra hans fortid – specielt en person som Cathy, der havde betyder hele verdenen for ham dengang.
Han trådte flere skridt bagud, før han satte kurs mod et privat kontor. Tanken om at tage fri fra arbejde fristede ham, men hans job var, ligegyldigt hvad, at snakke med hende, og så kunne han eventuelt tage hjem efter det.. Han vidste at han under alle omstændigheder ikke ville være i stand til at forlade hende foreløbigt, og slet ikke fortsætte sit arbejde for i dag.

Kontoret var udsmykket med mørke træmøbler, et sofaområde i den ene ende og et skrivebord i det andet, hvilket betød at det tilhørte en betjent af højere rang. Zachary lænede sig op af skrivebordet, så han havde en form for støtte, da hans krop stadig virkede svag, og rystede en anelse som reaktion på alle sine følelser.
Han betragtede Cathy længe.. forsøgte ihærdigt at samle sine tanker. Han ville så gerne sige alle de rigtige ting, men det var svært at vide hvorfra han skulle begynde.
”I know I’m not supposed to be alive.. but I need you to know I don’t know why I got sent back. I barely got any time in heaven” han forstod heller ikke hvorfor han fik denne mulighed, i stedet for en bedre person. The lord must have mistaken me for someone else.. det havde han fortalt sig selv flere gange. Det burde have været en person som ikke havde været i krig, og syntes det var okay at bekæmpe ild med ild. En der var bedre end ham og formåede at have handlet bedre i sit menneskelige liv. Zachary havde dræbt. Han havde set hvordan livet forsvandt ud af øjnene på et andet individ. Hvordan kunne nogen nogensinde tilgive ham for det? Selvfølgelig havde det været med et formål om at redde endnu flere civile og stoppe noget større.. men det var stadig en utilgivelig handling, og han ønskede at hun vidste det ikke var med sin gode vilje, at han var sendt tilbage. ”It’s all been so confusing” Han havde ikke bedt om noget af dette. Men det var der ikke noget at gøre ved, for her var han altså, og så kunne han ikke andet end at få det bedste ud af det.

Zachary vendte sit blik ud mod vinduet, og betragtede hvordan regnen bankede mod ruden. Et mere alvorligt udtryk tog form i hans ansigt, og det var som om han indså hvor meget han havde gået glip af. Pludseligt kunne hans nye liv ikke være mere ligegyldigt.
”How have you been?” det havde været så længe siden, han sidst havde hørt noget til hende, og han havde brug for at vide hvordan det havde stået til de sidste fire år, og hvordan hun havde det.

Cathy indåndede hans så velkendte samt nydelige duft. Det gav hende en hjemlig følelse, der fik hende til at savne England, og hendes så lykkelige fortid. Hun følte sig stadig vældig tryg i hans arme. Gud, hvor havde hun egentlig savnet ham. Et kort øjeblik var det som om, at intet havde ændret sig. Et kort øjeblik følte hun det som om, at de var tilbage i London og, at året var 2009. Men sandheden var en anden. Alt havde ændret sig. Cathy var ikke længere den samme. Hun var ikke længere en sorgløs,  teenager. Den titel var blevet taget fra hende, den sommer i 2011 hvor hun stak af til Di Morga. Hendes dage som barn og teenager var forbi. Hun havde lagt sin fortid bag sig, men af og til indhentede den hende. Ligesom nu. Zachary, der før havde hjemsøgt hende i hendes drømme, var nu blevet til virkelighed. Han var nu meget virkelig og ikke længere et smertefuldt sår, der aldrig rigtig havde helet.

Cathy gled ud af hans favn, hendes kønne blå øjne fæstnede sig til hans. ”Ofcourse” sagde hun med et nik og et lille skævt smil. Blikket gled rundt. Folk stirrede på dem, med spørgsmål malet i deres ansigter. Hun forstod dem godt. Det måtte se virkelig specielt ud. Hun satte gang i benene og fulgte efter Zachary. Da de nåede kontoret, gled de blå øjne rundt på detaljerne. Det så yderst fornemt ud. Men Legislation var også den mere overklasses politistation. Egentlig overraskede det slet ikke Cathy, hvis dette var Zacharys kontor. Han havde altid været meget selvstændig samt ydet sit bedste. Selvfølgelig havde han kæmpet sig op til tops, det var meget lig ham. Som han talte, lagde hun mærke på den måde, at den kom ud på. Som om, at han slet ikke burde være her – det var vel også rigtig – men alligevel. ”I could see why he’d want to sent you down here” sagde hun blidt, med de smukke blå øjne lagt mod ham. Hun stod et par meter væk fra ham, og fumlede med bæltet på den sorte uldne frakke. ”You know.. You’re kind, goodhearted and brave, you always succeseed and well.. you’re… you” forklarede hun, efterfulgt af et lille smil der understregede sandheden i det som hun lige havde sagt. Hun trak frakken af, tog et par skridt baglæns og lagde den på sofaen. Hun vendte sig atter mod ham, lige tidsnok til at han stillede hende et spørgsmål. Hendes ansigt blev lagt i tænksomme folder. De blå øjne rettede sig mod ruden, hvor regndråberne løb i hastig fart. Hun var heldig, at have kommet ind inden, at det var begyndt at regne. Men lige nu, tænkte hun som det knagede på, hvad hun dog skulle sige. ”Uhmm.. I’ve grown old” hun kløede sig i nakken, og så ned af sig selv. Hun klædte sig ikke decideret anderledes hun havde gjort dengang. Hun bar stadig stramme jeans – i dag var de grå – med sine trofaste converse samt en eller anden matchende løs trøje, som i dag havde en mørkere grå farve end hendes jeans. ”But uhm I’ve been fine, I guess?” Hun var egentlig ikke sikker. Men fint var vel et godt standart svar. ”I currently study art at the university” sagde hun så og så endelig i hans retning. Hvad skulle hun ellers sige? Cathy var mere eller mindre blank. Det var også helt underligt, at han var der. Nu hvor hun ikke rørte ham følte det atter uvirkeligt. Hun tog et par skridt hen mod ham, så hun til sidst stod overfor ham. Dog med passende afstand. ”What about you?” spurgte hun med blide øjne og et lidt større smil. De blå øjne løsrev sig fra hans øjne og rettede sig mod hans uniform, ”and what is it with you and uniforms?” spurgte hun i et drillende toneleje, mens hendes mundviger hævede sig yderligere. Hun måtte dog indrømme, at uniformer klædte ham. Det samme gjorde den mere eller mindre formelle styling af hans hår, der fik ham til at se meget ældre og erfaren ud. ”You still seem so old and serious” sagde Cathy blidt. Hun hævede hendes hånd, der stadig rystede en anelse, og tillod sig kort at lade den strejfe hans kind, for så dernæst lade den falde slapt ned af hendes side igen. Hun hentydede til dengang da hun var mere eller mindre den barnlige i forholdet, og at han altid var så seriøs. Om det var aldersforskellen var hun dog ikke så sikker på. Zachary virkede bare meget moden personligt. Hun betragtede ham. Han havde overhovedet ikke ændret sig, siden sidst hun så ham. Dengang havde det været ved Joshuas begravelse. Ingen af dem havde sagt et eneste ord til hinanden. Det havde vel også været for det bedste dengang.

Han havde ikke regnet med, at hun ville fortælle ham hvorfor hun synes han fortjente det, men det varmede hans hjerte at høre det. Ingen havde været så søde ved ham længe, og bestemt ikke lige efter han faldt ned på jorden – traumatiseret fra krigen, og uden penge til mad eller tag over hovedet. Det var bestemt ikke trygt for en engel, at sove på gaderne af Terre, eller i de forladte, hjemsøgte bygninger. Hele hans opsparing havde gået til hans menneskelige familie, så han blev smidt ned på jorden med absolut intet .”I don’t know if having compassion, and being brave is enough when you have killed humans..” Det vidste alle var utilgiveligt.. Det virkede absurd for ham, at alle hans handlinger kunne blive tilgivet, fordi han ville gå til yderligheder for andre. Han ville dø for andre, og kæmpe for en bedre verden, ellers havde han slet ikke valgt at blive soldat.. men derfor var der stadig så mange forkerte, og slemme ting ved at føre krig.
”but.. I’ve tried to make a living. Even after all that has happened to me” det havde ikke været nemt, men her var han trods alt. Han havde fået psykologisk hjælp, selvom han nok aldrig ville komme sig over krigen. Derudover havde det hjulpet meget, endelig at få et fast arbejde og møde flere engle. Fine?  Zachary hævede det ene øjenbryn, og så en anelse mistroisk på hende, som om han ikke troede det var den hele sandhed.. men måske følte hun sig ikke tryg nok, til at fortælle alt det der havde foregået mens han havde været væk. Det kunne han naturligvis intet andet end respektere. ”That sounds interesting.. I mean, I don’t know anything about art, but I think it’s amazing that you are following your dream.” han havde ikke forstand på, hvad man skulle bruge en grad i kunst til, men han vidste hvor meget hun elskede det.. og hvor meget han havde elsket at lytte hende snakke lidenskabeligt omkring det.

Han fulgte hendes blik ned på hans uniform, og kunne ikke undgå at smile over hendes kommentar. ”You know you like it” han sendte hende et drilsk blik, for han var ikke i tvivl om at hun godt vidste hvorfor han var blevet politibetjent. Det meste af hans erfaring kunne bruges i politiarbejdet – kamptræning, håndteringen af våben, og at holde hovedet koldt i stressede situationer. Der var oplagt. Han ville aldrig blive lykkelig ved at sidde 8 timer hver dag bag et skrivebord, eller sidde på en lang videregående uddannelse. Det havde aldrig været ham. Zachary mærkede hendes blide berøring, og tog sin egen hånd op til hendes, indtil hun valgte at fjerne den. ”Is that a good thing?” han trak svagt op i mundvigene, i håb om at hendes ansigtsudtryk ville afsløre svaret før hendes ord. Efter alt det han havde været igennem, alle de gruopvækkende ting han havde set, ville det være mærkeligt hvis han ikke var seriøs og moden. Den drengede og barnlige side af ham, dukkede dog stadig op en gang imellem, men han kunne nok ikke løbe fra at den ikke prægede sin personlighed så meget.

“I haven’t been fine..” hans øjne blev blanke, idet han mindede sig tilbage på krigen. De døende afghanere, skrigene, gråden, blodet.. De døde spædbørn. For et øjeblik glemte han hvor han var, og der gik et par øjeblikke før endnu et ord kunne komme ud over sine læber. Han var traumatiseret - han vidste ikke på hvor mange områder, men nytårsaften havde været et helvede for ham.. og krig gjorde bestemt intet godt. Det endte blot ud i alt for mange døde unge mænd, som på et øjeblik fik hele deres liv kørt forbi dem. Hvad endnu mere skræmmende var, at kunne huske sin egen død og den smerte det havde påført ham. For slet ikke at tale om alt det der var sket efter han blev sendt ned på jorden som engel. ”I remember my own death, and I’m still traumatized by everything that happend in the war.. but today I’m better. I’ve finally settled down, and started a career where I most likely won't die.” en enkel dråbe nåede at krydse sin kind, men han forsøgte sig hurtigt med et lille smil, for at løfte stemningen. Han havde bestemt ikke lyst til at dette skulle være trist, for han kan ikke huske hvornår han sidst havde været så glad.

Han skulle til at snakke om hendes minder, men vidste at hun nok gerne ville undgå det emne, eftersom hendes svar blot var, at hun havde det fint. I stedet bevægede hans tanker sig over på hans familie, og hvordan det måtte have været for dem at miste sin søn, og bror. ”Have you talked to my parents?” et glimt af håb viste sig i hans øjne. Hvis han bare kunne høre et eller andet af, hvad de havde sagt efter hans død, ville han prise sig taknemlig og derfor håbede han inderligt, at hun havde snakket med dem. Der var intet han hellere ville, end at holde om sin familie igen og han ville dræbe for at høre deres stemmer en sidste gang. Han vidste dog udmærket, at det aldrig skulle ske.

You know you like it… En klukkende latter, der lød som det smukkeste stykke musik, forlod hendes rosa røde læber. Hun kunne ikke lade være med, at smile overdrevent. Hendes blik gik mod gulvet, mens en rød farve langsomt dukkede op på hendes blege kinder. Hun følte sig helt som en genert teenager igen. Havde han virkelig stadig den effekt på hende? Det føltes som havde de aldrig været adskilt. Hun følte sig stadig tryg og beroliget i hans nærvær. Intet synes at have ændret sig. Bortset fra tid, sted og deres alder. Deres flygtige berøring fik hende atter til, at se på ham. De blå øjne fandt hans, lige tidsnok til hans spørgsmål. Hun smilede blidt, ”It sure was a good thing back then. Then why wouldn’t it be now?” Spurgte hun mens hendes hoved lagde sig på skrå. Hun synes selv, at det var en god kvalitet som han besad. Det var intet galt i at være moden. Nogen skulle jo være det.

Som hvis nogen havde trykket på en knap, ændrede stemningen sig i rummet. Hendes varme smil, forduftede som dug for solen. Hun lyttede opmærksomt. De is blå øjne blev så langsomt indhyllet i sorg. Hun havde ondt af ham. Hun følte et stik i hjertet sammen med en længsel efter, at holde om ham. Cathy ville ønske, at han havde fundet hende noget før. Hun kunne have hjulpet ham. Men hvordan skulle han dog vide, at hun var flyttet til Frankrig et par måneder inden hans død? Med mindre, at han selvfølgelig havde vidst det. Men Frankrig var stort. Hun kunne jo bo hvor som helst. Ingen hjemme i England vidste dog heller ikke, hvor i Frankrig hun var bosat. Det eneste de vidste var, at hun var stukket af hjemmefra. Hun havde endda overhørt disse eksakte ord: That little spoiled brat, ran away just so you know! I bet her father couldn’t handle her. She got on a plane for christ sake! At the age of sixteen! That is outrageous! But he let her do so! If it was my daughter I would’ve gotten her to come straight home… Samtalen havde fortsat, men Cathy havde vendt det døve øre til. Men sådan havde det været. Hendes far havde givet slip på hende. Han havde ladet hende rejse. Han havde dog forsøgt, at få hende hjem igen – men han var klog nok til, at lade hende være. Intet ville alligevel kunne få hende til, at komme tilbage til London. Ikke efter tabet af Joshua og det mislykkedes forhold med Zachary. Kun en gang efter, at hun havde flyttet, havde hun vendt tilbage. Dette var i oktober 2011. Zacharys begravelse.

Hans næste spørgsmål vækkede hende fra hendes overflødige tankestrøm. Hun glippede et par gange med øjnene, mens det gik op for hende hvad det var som han havde spurgt hende om. Hans familie. De blå øjne lagde sig mod gulvet, inden hun drejede rundt på hælen, så hun vendte ryggen til ham. ”Uhmm..” mumlede hun, mens hun kløede sig tænkende i nakken. Hun vidste ikke meget om hvad der var sket hans familie efterfølgende. Udover, at Cathy havde skænket dem en stor nok sum penge – anonymt selvfølgelig – så hans lillesøster, kunne studere uden, at skulle tænke på fremtidige lån. Hun gik vidst på universitet nu. Men Cathy var ikke 100% sikker. ”I don’t really know much. I.. Uhm..” Hun brød sig ikke om, at kigge på ham. Hendes blik lå mod deres omgivelser. Hun følte lidt, at hun skyldte ham de oplysninger om hans familie. ”I know that your sister got some money so that she could study.. But I don’t really have contact to anyone at home.” Sagde hun stille. Hvorfor følte hun sig pludselig så skyldig? Efter et par minutter vendte hun rundt på hælen, så hendes front atter var vendt mod ham. ”Sorry” mumlede hun undskyldende, med et lille træk på skuldrende.

Et langt øjeblik passerede mens hun betragtede ham. Det føltes stadig så uvirkeligt. Hun havde stadig ikke indset det. At han var der. Lige foran hende. I levende live. Cathy tog et tøvende skridt hen mod ham. Hun stoppede op lige foran ham. Afstanden var mindre end den før havde været. Den var måske heller ikke så passende mere, men hun kunne ikke være mere end ligeglad. Som hun stod nu, på flad fod, var de i næsten i øjenhøjde. Zachary var stadig højere end hende, selv mens han sad støttende op af skrivebordet. ”Sorry… This is just… so unreal” sagde hun åndeløst, i et lavt toneleje. Hun fandt hans øjne, ”You’re really here” hendes stemme knækkede ved det sidste ord. Synet blev sløret, da vand indtog hendes øjne. Det var stadig virkelig overvældende. ”I’ve missed you so much” hviskede hun. Langsomt og en anelse tøvende, lagde hun sin hånd på hans kind. Per automatisk, kørte hendes tommelfinger over hans kindben, mens flygtige tårer krydsede hendes kinder. Hun havde savnet ham som forfærdeligt meget.

Hans ansigtsudtryk falmede lidt, og håbet om at vide hvordan hans familie havde det forsvandt. Det var nok også bedst sådan. Han måtte gå ud fra at de havde det godt, og levede deres liv med den positive indstilling de altid havde haft. Hvis hun fortalte at de havde det skidt, ville det kun gøre tingene værre. ”That’s ok” hun havde absolut intet at være ked af det over – specielt fordi han lige havde overbevist sig selv om, at det nok var bedst ikke at dvæle mere over et liv som han aldrig kunne få tilbage. Han ville altid tænke på dem, men han havde også accepteret at de ikke var en del af hans nye liv, og at han måtte nød til at komme videre.
”What do you mean, you don’t have contact to anyone?” ifølge ham var familie et og alt, men han vidste at hun havde haft det svært i en længere periode.. og det gjorde det ikke ligefrem nemmere at opleve to dødsfald på så kort tid. ”Did you run away from home?” Han så på hende med et meget forstående udtryk, og ville ønske at han kunne have været der for hende. Sådan som han altid havde gjort, da de stadig var et par.

Da hun trådte tættere på, blev han pludselig stakåndet.. Selvfølgelig var det uvirkeligt, om end ikke skæbnen at de skulle mødes igen. Det var lang tid siden Zachary havde følt at nogen bekymrede sig om ham, men han så det så tydeligt i Cathys øjne, at varmen blev ved med at pulsere rundt i kroppen på ham. Det var noget han virkelig havde manglet. Det var svært at vide hvem man kunne stole på i Terre, og mange af byens beboere havde ikke just behandlet ham særlig godt. Da hun berørte ham igen, valgte han at knuge hende ind til sig så hun kunne græde på hans skulder. ”I’ve missed you too” hviskede han med en meget skrøbelig stemme. Der var noget ved Cathy som gjorde ham ufattelig svag i visse situationer. Et eller andet sted var det alt ved hende som han havde synes var perfekt.. men lige nu var det også svært at tænke klart og vide hvad han egentlig følte. At se hende igen efter så mange år havde fået rigtig mange følelser i ham til at køre rundt – følelser han helt glemte han havde.

Efter et stykke tid, fornemmede han at hans omfavnelse havde fået hende til at falde mere til ro, og slap derfor grebet om hende, for atter at se ind i hendes blå øjne. Hans radio begyndte at snakke og man hørte en mand i patruljevogn give en kort status på en sag nede i midtbyen, hvilket straks mindede ham om hvor de var, og hvad i alverden han egentlig skulle snakke med hende om som professionel person. Han troede ikke det var fordi hun havde været kriminel, men han ville absolut vide om der var nogen som havde gjort hende ondt på nogen måde. En seriøs mine overtog hans ansigt, inden han åbnede munden.
”Cathy, why did you come to the police station in the first place?”

Did you runaway from home? Spørgsmålet fik halv englens krop til at stivne brat. De smukke is blå øjne søgte flygtigt mod hendes hænder, der nervøst flettede sig ind og ud imellem hinanden. Vidste han det virkelig ikke? Det kom faktisk bag på hende at informationen om den nat i maj, ikke havde nået hans ører. Hun vidste dog ikke om han havde været udsendt på det tidspunkt, da hendes kontakt med ham dengang havde været ikke eksisterende. Da opkaldet om hans død var kommet, havde det også kommet som et chok, at han var taget tilbage til krig og ødelæggelse. Det havde hun ikke haft regnet med. ”I…” mumlede hun tøvende, stadig med blikket liggende mod de små spinkle hænder. ”I thought… you.. you knew” stammede hun nervøst og løftede endelig hovedet for at se på hans kønne ansigt. ”I ran away in may ’11” fortalte hun ham med en ubehagelig grimasse. Det føltes helt underligt at fortælle ham det. Et eller andet sted var hun bange for, at han ville dømme hende for det. Fortælle hende at det ikke havde været et klogt valg at efterlade Elise og John, dem som hun kaldte for sine forældre, Joshuas forældre. ”Elise and John are fine though.. I still talk to them on a regular basis” forsikrede hun ham dog om. Zachary kendte hendes adoptivforældre godt. Han havde kommet hos dem i mange år, som Joshuas bedsteven og senere som hendes kæreste og han havde altid været mere en velkommen. Cathy ville desuden nok aldrig glemme den dag, hvor Joshua afslørede overfor Elise at hun var begyndt at komme sammen med Zachary. Elise havde været ellevild. Hun havde skreget så højt af glæde, at det havde genlydt i hele huset. John havde været okay med det, Zachary havde han jo kendt siden han var dreng, og nu var han jo blevet en fornuftig ung mand. Han havde altid været perfekt i deres øjne.

Hendes korte ben gav efter da han trak hende ind til sig, i en knugende omfavnelse. Cathy lagde hovedet mod hans skulder og lod tårerne falde lydløst men frit ned af hendes kinder og ned på hans uniform. Hendes tændstik arme svang hun rundt om halsen på ham og knugede sig ligeledes ind til ham. Home, ordet gav genlyd i hendes sind da hun indsnusede hans duft. Den havde ikke ændret sig det mindste. Med lukkede øjne var det nemt at forestille sig, at de var tilbage i tiden. Tilbage i England, hvor de begge havde hjemme. Tilbage til en tid hvor der ingen sorger var, men kun håbefulde drømme for fremtiden. Som omfavnelsen løsnede sig, løsnede sig også drømmen om fortiden. Der var så meget der havde ændret sig.

Med håndfladen tørrede halv englen tårerne væk fra kinderne der havde taget en let rosa rød farve. Hun havde genvundet fodfæste igen og stod nu på flad fod foran ham. De is blå øjne blev større, som Zachary spurgte hende hvorfor hun egentlig var kommet ned til stationen i første omgang. Cathy havde fuldstændig skudt det ud af hovedet. Det hele havde været meget overvældende indtil videre. Men nu måtte hun jo komme til sagen.
Cathy greb fat i enderne af sin trøje og trak den langsomt op og afslørede en bleg, tynd mave der var fyldt med blå og lilla mærker. Det der dog sprang mest i øjnene var et stort plaster, der var lokaliseret på hendes venstre side, nede mod hoften. Halv mennesket rømmede sig, da hun fik øje på blodet der var blødt igennem lidt af plasteret. Hun skulle nok også snart fået skiftet det igen. Hun havde ikke været så heldig med healingen. Det var hun aldrig. ”I got.. stabbed.. and nearly bled to death” sagde hun stille og flyttede blikket til hans ansigt for at se hans reaktion. ”I uhm got a concussion, a few broken ribs and..” remsede hun op og gjorde en gestus med hånden, mod plasteret. Hun havde været virkelig heldig, hvis ikke hun var blevet fundet så havde hun nok været død nu.

Sidste gang de så hinanden var til Joshuas begravelse, og der vidste han trods alt at hun stadig boede med Elise og John, men sandheden var at han dengang forsøgte at glemme alt om hende efter deres brud, og derfor vidste han ikke hvordan hun havde haft det, eller at hun stak af til Frankrig. Han så det skam ikke som nogen dårlig ting - han forstod udmærket, hvis hun følte at hun havde brug for at komme væk og starte et nyt sted. Det var dog aldrig faldet ham ind, at hun ville forlade Elise og John så ungt, men hvis hun var lykkeligere her, og bedre kunne forfølge hendes drømme, så var det et helt rigtigt valg.
”That’s good to hear” Zac vendte mundvigene en smule opad. Han havde altid følt sig velkommen hos Elise og John, og betragtede dem som sin reservefamilie. Han kunne ikke have ønsket sig bedre svigeforældre.. også selvom dette naturligvis ikke var en realitet længere.

Zachary fulgte hendes hænder med sine øjne, og blev virkelig chokeret over det syn der mødte ham. En voldsom vrede opbyggede sig i ham, og han prøvede ihærdigt at få den under kontrol, før han begyndte at gå helt fra den. Hun ville nemt kunne gennemskue vreden overfor det forfærdelige inhumane væsen som havde gjort det imod hende. ”Who did that to you?” hans læber skiltes næsten ikke og nu var det ikke til at være i tvivl om hvor meget det påvirkede ham, at Cathy var kommet til skade. Det var så fandens uretfærdigt, men han vidste også at hun nok havde været et nemt bytte, lige såvel som han havde været i starten, og nogle væsener nok stadig ville betragte ham. ”I will murder them!” så snart han sagde det, vidste han godt hvor forkert det var.. men han havde virkelig intet tilovers for folk der stikker uskyldige ned, og da slet ikke Cathy! For at være ærlig, havde han uden tøven dræbt dem på stedet, hvis han havde været vidne - lige meget hvor forkert det var, så ville han ikke kunne kontrollere sig i en sådan situation. Han tog en dyb indånding, og prøvede at tænke på noget bedre og mere roligt at sige. ”I mean… I can’t believe anybody would do that to you.. Just please tell me everything you know, so I can make sure they won’t hurt you or anybody ever again” først nu sænkede han stemmen og blev mere rolig. Han var blevet meget bedre til at styre sit temperament med årene.. men det gjorde selvfølgelig også meget at Cathy var i nærheden. Hun havde altid formået at berolige ham bare ved at være tilstede.

Han så atter ned på såret og ville ønske han havde et plaster eller noget bandage, så han kunne rense det sår som var blødt igennem plasteret og skifte det. ”Do you need help to change the bandaid? Or perhaps somebody to escort you back home?” han så på hende, og havde ikke andet end medlidenhed og bekymring i øjeblikket. Han forstod udmærket hvis hun ikke gad ham lige nu, da der var mange ting der skulle bearbejdes.. men han håbede at hun ville lade ham gøre noget. Det ville i hvert fald få ham til at havde det meget bedre med sig selv, hvis han vidste hun var i sikkerhed, og mest af alt hvis han kunne arrestere dem som nær havde dræbt hende.

Spørgsmålene hamrede stødt mod halv englen, der ærlig talt ikke anede hvordan hun skulle forklare ham at hun overhovedet ikke vidste noget som helst. Det var vel også i sig selv pinligt. Hvorfor lave en anmeldelse når man ikke selv var til stor hjælp? Zachary ville i hvert fald ikke have meget at gå efter. De kønne is blå øjne betragtede hvordan hans vrede voksede ihærdigt. Det var nemt at se, som han bed tænderne sammen og hvordan hans muskler i ansigtet anstrengte sig. Han var virkelig ikke glad for den situation hun var havnet i. Hun var dog også umådelig overrasket over at han tog det så personligt som han gjorde, at han ligefrem ville slå ihjel for hende. Men så alligevel.. han havde engang nævnt det for hende, mange år tilbage.

Med en klump i halsen, trak hun trøjen nedover sine voldsomme skader. Zachary synes at være faldet mere ned. Han forlangte dog svar på hvem der dog kunne have gjort hende ondt. ”I actually don’t know” sagde hun og trådte et skridt tilbage, så hun distancerede sig mere fra den nuværende situation. Hun følte ubehag. Og var hun ikke også lidt til besvær? ”I uhm… sort of have amnesia” forklarede hun og lod de smukke blå øjne ligge sig mod gulvet. ”I have no recollection about the days prior to the incident, nor do I remember anything about the attack” fortsatte halv englen, som hun bed ned i sin bløde fyldige underlæbe. Det var så dumt det hun havde gang i, synes hun. Hun besad jo ikke rigtig nogle nyttige informationer. ”I do know where I was found though and I highly doubt that I could have walked that far with a knife in my stomach” Af ren refleks tog hun sig til maven, lige dér hvor hun var blevet stukket. Ifølge personen der fandt hende, så så han hende komme slæbende hen af muren i et forsøg på at nå hospitalet. Halv englen var dog dejset om og dernæst havde en stor pøl af blod dannet sig omkring hende. Det måtte have været et drabeligt syn og Cathy gøs ved tanken. ”I was found in the eastern part of Di Morga” sagde hun så og tøvede med at videregive mere. Det var så dumt og skam skyllede indover hende som en faretruende bølge. Hendes ben bevægede sig baglæns et par skridt, inden at hun vendte sig kluntet på hælen og gik mod sofaerne i den anden ende af rummet. Hun havde brug for at sidde ned. Så rask var hun heller ikke endnu. Svimmelheden var kommet ret brat til hende.

Hun dumpede ned i sofaen, placerede sine albuer mod lårene og lænede sig frem for at skjule sit kønne fejlfrie ansigt i de små hænder.  ”I’m so stupid” mumlede hun med et dybt suk, som frustration krøb indover hende. Zachary ville aldrig gætte hvor i Øst Di Morga at hun var blevet fundet. ”I was found in the Allées” spyttede hun endelig ud. De tynde fingre kørte igennem hendes lange platin blonde hår. Allées var kendt som et af de farligste områder i Di Morga for byttedyr som hende. Det var fuldkommen ude i hampen, hvad havde hun også lavet i det område? Desværre kunne hun ikke give et svar. I sofaen ventede hun egentlig bare på at Zachary ville belære hende om faren ved at befinde sig i den del af Di Morga. Han ville nok også skælde hende ud, hvilket hun fuldt ud havde fortjent. Cathy var dog kendt for at være uforsigtig blandt sine venner, hvilket også havde ledt til en del besøg på hospitalet igennem årerne. Det var næsten helt pinligt fordi at lægerne samt sygeplejerskerne efterhånden kendte hende godt. De havde endda et væddemål, der lød på at gætte hvor langtid der ville gå til hendes næste besøg.
Halv mennesket lænede ryggen mod ryglænet og pustede til en lok, der havde forvildet sig ind foran hendes ansigt. ”I know it’s not much to go on or anything” sagde hun i et undskyldende toneleje, ”I’m sorry” undskyldte hun inderligt som hun bed ned i sine rosa farvede læber. Blikket lagde sig endelig mod hans ansigt, som han spurgte om hun havde brug for hjælp til et nyt plaster og at komme hjem. ”It depends.. Do you have a bandaid?” spurgte hun ham med et ansigt der var lagt i lettere neutrale men også mutte folder. ”I don’t need any help with getting home. I’ll walk” svarede hun så til hans sidste anmodning. Det var sødt af ham, men hun ville helst nyde sin frihed de sidste timer hun havde den. Hun havde trods alt lagt syg siden overfaldet, og havde ikke forladt lejligheden siden nu. Dog gjorde hun sig nok klog i at tage hjem med det samme, men Cathy havde aldrig været god til at gøre som man burde. Det var en vane der var svær at ændre.

Zachary ventede spændt på at høre de mindste oplysninger om angrebet. Normalt ville han ikke være så optaget af en sag, men lige siden han kom tilbage til jorden havde han ikke rigtig haft nogle tæt på sig.. og lige nu tog fortidens følelser over for ham, så han følte hun stadig var en del af hans liv. Hun vidste uheldigvis ikke hvordan gerningsmanden så ud, eller i så fald havde hun glemt det.. hvilket selvfølgelig også var en forståelig konsekvens taget hendes situation i betragtning. Zachary sukkede dybt. Det kunne være hvem som helst. Terre var fyldt med onde mennesker og væsener, og politiet var hver dag på jagt efter dem.. men det var ikke altid deres teknikker kunne hamle op med diverse magiske evner.
Zachary gik med over mod sofaen, men blev stående for nu. The allées – hvad i alverdenen skulle hun også der? Alle bosiddende i Terre vidste hvor farligt det var at gå derhen, og endnu mere for en ung kvinde som Cathy. ”You went through the Allées alone? Goddamn it Cathy” han lagde hovedet en smule på skrå, og gav hende et blik der tydeligt viste at hun burde have vidst bedre, også selvom det selvfølgelig aldrig var ens egen fejl at blive angrebet på den måde. Hvis han stadig havde været sammen med hende, ville han nok have skældt mere ud, og forbudt hende i nogensinde at gøre det igen. Han ville nok forbyde hende overhovedet at gå alene nogen steder, da han vidste hun var meget svag i øjeblikket.. men det var han selvfølgelig ikke i sin gode ret til at gøre nu.. i stedet håbede han bare at hun ville love ikke at gøre det igen. ”Promise me you won’t go through that neighborhood alone again… It isn’t safe in any way” han så ind i hendes øjne, med en forventning om at hun i det mindste ikke ville være så dumdristig en anden gang. Man vidste aldrig om en sådan tur kunne tage enden på sit liv, og det var det sidste han ønskede for en pige som Cathy.
Hun havde intet at sige undskyld over. ”Don’t worry about that. I will go off the information we have and try to find witnesses in the area” han sendte hende et lille smil, som forsikring på at der nok var nogen som skulle tage sig af det. Også selvom der ikke var meget at komme efter. Hvis der ikke var vidner, kunne han se hendes rapport fra lægen, og undersøge om lignende angreb havde fundet sted i området.

”Yes I do” de havde altid et par førstehjælpskasser på politistationen, i tilfælde af at betjentene kom til skade, men han var glad for at hun ville lade ham hjælpe. ”I’ll be right back” Zachary forsvandt ud af kontoret med døren åben, og gik hen til et par skabe længere inde i politistationen for at hente en førstehjælpskasse. Da han kom tilbage satte han sig ned på det ene knæ foran Cathy, så det passede bedre med højden og begyndte at kigge i kassen som nu lå på sofaen. Først åbnede han en pakke med en renseserviet, hvis nu noget af såret var gået op. Han trak forsigtigt op i hendes trøje, og forventede hun ville tage over med at holde trøjen, så han kunne fjerne plasteret. Han kiggede kortvarigt op på hende, for at bekræfte det ikke gjorde for ondt. Derefter begyndte han nænsomt at rense såret og lægge et nyt rent plaster på. Det gjorde ondt på ham, at se hvor meget skade hendes krop havde taget, men det gjorde ham også dét mere taknemlig over at hun stadig var i live. Det så virkelig voldsomt og alvorligt ud. ”I know. I just wanted to make sure you got home safe.. but it’s fine” han så op på hendes ansigt og smilede kortvarigt, som for at signalere det var fint, selvom man nemt kunne høre skuffelsen i hans stemme. Som sagt var det ikke noget han kunne forlange af hende mere. Hun havde nok sine grunde til at sige nej til ham, så det var der ikke noget at gøre ved.

Som Cathy havde forventet så udtrykte Zachary sin mening om hendes farefulde færden i et af Terres mest skumle dele af byen. Hun bed ned i underlæben og valgte ikke at svare ham igen, tværtimod tog hun hans ord til sig. Egentlig havde hun forventet en længere prædiken af sammentømrede bekymrede ord, men de kom ikke. Havde det været 5 år tilbage, så havde han med al sikkerhed gjort det. Han havde sikkert også forbudt hende nogensinde at gå alene i Terre igen. Måske havde han også råbt lidt? Cathy kneb øjnene i, som hun tænkte tilbage i tiden. Zachary havde ikke decideret råbt af hende på nogle tidspunkter. Bortset fra selvfølgelig…. You know what, Cathy. The worst thing anybody can do is fucking cheat on me.. I gave you all of me… Why do I deserve to be treated like that? En skarp smerte piercede pludseligt igennem hendes bryst, og det kom så brat at hun tog sig til hjertet. Hans solbrune ansigt med tårer løbende ned af kinderne, hjemsøgte hendes sind. Mindet spillede igen og igen, torturerede hende og flåede op i såret, der på mirakuløst vis var blevet syet sammen igen. Hun fik pludselig helt ondt i maven og ubehag skyllede indover hendes væsen og efterlod hende med en dyb følelse af tomhed. Smerten flød med blodet rundt i kroppen på hende, og hele hendes ansigt havde taget en fraværende drejning. Cathy kom først tilbage til virkeligheden, da Zachary krævede et svar på om hun ikke nok godt ville holde sig fra Allées. ”I won’t. I promise” mumlede hun mekanisk uden at se på ham. De smukke is blå øjne havde rettet sig mod gulvet igen og hendes fingre flettede sig febrilsk ind og ud i mellem hinanden. Hun kunne ikke slippe de bebrejdende tanker. Al den smerte hun havde forårsaget ham. En bestemt tanke borede sig dog igennem myldren. Hvad nu hvis hun ikke havde sagt noget dengang? Var de mon så forblevet sammen? Og havde han så valgt hende frem for krig og ødelæggelse? Ville han så stadigvæk være… menneske i dag? Mentalt blev der peget fingre af hende. Det var hendes skyld, selvfølgelig var det det.

Uden at Cathy havde lagt synderligt mærke til det, så havde han forladt rummet. Hun rømmede sig hurtigt og satte sig på kanten af sofaen, mens hendes ene hånd terapeutisk strøg over sofaens stof. Var det overhovedet en god idé at hun var blevet? Han hadede hende vel, det måtte han gøre. Et dybt suk forlod hendes fyldige rosa røde læber. Zachary var hurtigt tilbage igen, denne gang med et plaster. Hun nåede desuden lige akkurat at skifte sine fraværende folder i det porcelæn hvide ansigt, til blide i stedet. De smukke blå øjne lagde sig mod hans glødende ansigt, da han knælede ned foran hende. Knæleriet sprang hende med det samme i øjnene, hun skubbede dog ihærdigt associationen til et frieri væk. Det lykkedes dog ikke helt.
Cathy rettede ryggen op og holdt vejret, som hans kolde fingre greb fat i kanten af hendes trøje. Zachary hev den op og efterlod hende med opgaven, af at holde den oppe så han kunne komme til. Så det gjorde hun selvfølgelig, mens hendes blik var klistret fast til hans blå øjne der inspicerede hendes sår. ”Jeez your hands are cold” udbrød hun, da hans fingre strøg nænsomt over hendes bløde hud. Halv englen skar ansigt, da han begyndte at rense såret. Hun bed den sviende fornemmelse i sig og for at distrahere sig selv, så betragtede hun hans skønhed. ”The glow suits you” sagde hun stille, som hun bed tænkende ned i læben. Gløden hang tungt og smukt over hans væsen. Hendes egen glød var dog meget vag og mat, da hun i øjeblikket var svag. Den ville nok live op igen på et tidspunkt. ”Mine is not very present at this moment” fortsatte hun, uden at det rigtigt gik op for hende hvad hun erkendte. De kønne is blå øjne spærrede sig brat op. Cathy havde lige indrømmet overfor Zachary at hun var en engel. Oh shit. Hun afventede hans reaktion, som hendes blik lagde sig mod hans ene knæ. Et mindre fjollet smil, kunne hun dog ikke undgå at lægge sig over hendes ansigt. ”You are kneeling before me” sagde hun med et smørret smil, ”Never thought you’d do that” drillede hun med et lille venligt glimt i øjet. Auch. Smerten afbrød dog hendes blide folder og lagde sig i stedet ud i en ubehagelig grimasse. Det føltes virkelig ikke særlig rart.
"I'm sure I'll get home just fine" forsikrede Cathy, da hun så hvor skuffet Zachary var over at han ikke måtte følge hende hjem til hendes lejlighed. Han havde ikke noget at være bekymret for. Det var trods alt ikke mørkt ude endnu.

En kort latter forlod hans læber, da hun nævnte hvor kolde hans hænder var.. men det var nu også meget bedre at fokusere på det fremfor hvor ondt såret gjorde. Det var egentlig sjældent han havde kolde hænder, men så igen havde det måske ændret sig efter han kom ned til jorden som engel. Sådan som meget andet også havde. Da hun nævnte hans glødende udstråling, vendte han blikket op i hendes øjne. Et varmt blik og en lille trækning på hans mundvige viste at han var glad for hendes kompliment. Han havde ikke rigtig mødt andre engle – med undtagelse af en meget gammel engel som arbejdede i katedralen.. Hun havde været ekstremt omsorgsfuld og hjulpet ham meget igennem de første måneder, ved at give ham mad og husly. Den slags havde ingen andre givet ham.. men hvis han havde vidst Cathy var i Terre havde hun med garanti gjort det for ham. Det troede han i hvert fald. Hun havde vel ikke smidt alt det de havde sammen væk? Deres forhold havde været mere end det romantiske og seksuelle.. de havde været den slags venner, man fortalte alt til fordi man inderligt stolede på dem. Et overrasket udtryk kom til syne, da hun nævnte hendes egen glød og det var svært for ham at få det hele til at hænge sammen. Han følte de havde fortalt hinanden alt dengang, men dette var en virkelig stor hemmelighed at have båret rundt på. ”You.. You are an angel?” fremstammede han. Det var svært at forestille sig hvor længe hun havde været sammen med ham, uden at havde afsløret det, og han kunne ikke undgå at forestille sig hendes forældre og om de begge havde været engle. Om der havde været nogle tegn han havde misset. Det var måske også lige meget nu.. han forstod godt hvorfor hun ikke havde fortalt det til ham. Dengang havde han blot været et menneske, komplet uvidende omkring andre væsener. Puslespilsbrikkerne faldt på plads.. for fem år siden havde han betragtet hende som hans engel, som altid havde været godhjertet og sød overfor ham.. hun havde endda navnet ’My angel’ på hans telefon, så det gjorde ham varm indeni at tænke på hun rent faktisk var en engel. ”You’ve always been my angel” han greb om hendes hænder i skødet og kunne ikke andet end at se på hende med den største glæde, ligesom han havde gjort det dengang. Stolt over at hun tilhørte ham.
Denne følelse stoppede dog brat, og han måtte nød til at slippe hendes hænder igen, før følelserne løb helt af med ham. Hvem prøvede han at narre? Sådan som hun havde faldt for hans bedsteven, havde hun sikkert allerede fundet en ny kæreste. Det gjorde ham syg, at tænke på alle de mænd hun muligvis havde været sammen med de sidste 5 år, og vidste samtidig hvor forkert det var at have de følelser nu.  

Da hun nævnte hans knæleri, fulgte han hendes blik ned på hans knæ, hvorefter han smilede. Hun skulle bare vide hvilke planer han havde haft dengang. Hvis det ikke havde været for hende, ville han nok aldrig have overvejet at stoppe i militæret. Drømt om at de skulle forblive sammen, og at han aldrig nogensinde behøvede at forlade hende igen. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og han tøvede for en stund, inden han vendte blikket op mod hendes ansigt. ”I wanted to marry you so bad back then, Cathy. All my plans revolved around you” det overraskede ham at hun ikke havde troet det om ham, men så igen havde hun vel nok i alt mulig andet i hendes liv… såsom Joshua. Ja, hendes tanker havde nok ikke været på ham særlig meget.. Men hvis hun ikke havde haft de samme drømme som ham, var det vel kun det rigtige at de ikke var sammen mere. Dette var i hvert fald det nemmeste at fortælle sig selv, for at få det bedre. Han kunne dog helt ikke undgå at spørge ind til hendes kærlighedsliv. ”Are you seeing somebody now?” efter 5 år var han næsten sikker på, at hun havde fundet en anden fyr og lykkeligt kommet sig over Zachary. Om ikke andet vidste han hun ville have mange bejlere.. hvis han havde set hende som perfekt, og den smukkeste kvinde på jorden, så gjorde mange andre sandsynligvis også. Smilet falmede og han rejste sig atter op, for at lægge førstehjælpskassen væk i kontoret og smide papirerne og plasteret ud. Derefter kom han tilbage, for at sidde ved siden af hende på sofaen. ”Alright” Hun insisterede på at gå hjem alene, så han ventede egentlig bare på om hendes næste træk var at sige farvel, eller blive ved ham lidt endnu. ”I’m happy we finally met..” han vidste ikke hvor meget hun havde ment det, da hun sagde hun havde savnet ham.. men han havde savnet hende så forfærdeligt meget og det var rart endelig at føle den lykke som hun altid havde bragt ham.. De sidste par år havde langt fra været lykkelige, og det var også først da han fik arbejdet på politistationen at hans liv vendte en smule mere i den rigtige retning.

Zachary så noget overrasket op på hendes ansigt, inden et spørgsmål forlod hans læber. Hun tog en nervøs indånding, ”Umm.. Sort of” mumlede halv englen som kløede sig nervøst i håret, mens hun stirrede tomt på en punkt i væggen, i et forsøg på at finde på en forklaring. Det var lidt indviklet. Efter en minuts tid, vendte hun atter sine smukke is blå øjne mod ham. ”I’m not like you. I don’t have wings, my glow is not as strong as yours and I’m not at all elegant in my movements” forklarede hun med et lille træk i hendes mundvige. Hendes bevægelser var alt andet end elegante, faktisk var hun så klodset at hun tit kom galt af sted. ”My father is an angel and apparently my mother had some angel blood in her as well” fortsatte Cathy mens hun så ind i hans smukke blå øjne. Zachary kendte ikke så meget til hendes biologiske familie – og det havde været meningen. Han vidste dog godt at hendes mor var død, men ikke hvordan. Den detalje havde hun undladt. Nok havde Zachary besøgt hendes faders hus i London, hvor hun boede til tid og anden, men han havde aldrig mødt ham. Igen, var det med vilje. Hvad ville Zachary ikke have tænkt hvis han havde mødt hendes far? Han havde nok fået et chok, da han ville komme til at stå overfor en smuk mand fastfrosset i sidst tyverne.
You have always been my angel. Fortidens spøgelser fløj ind i hans øjne, der stirrede så ømt og lykkeligt på hende. Cathy fik det dårligere og der startede sig en let prikken mod hendes tindinger. Små nåle stak hende samtidigt i hjertet og det smertede hende, at se ham sådan. Hun lagde derfor sin lille hånd mod hans kind, mens hun fortsat fastholdt hans blik ”And you are my brave soldier” hviskede hun med sørgmodige øjne samt en klump i halsen. Hvorfor gjorde det pludselig så ondt igen? Det var som om at han hældte mere og mere salt i såret. Det var ikke fair.  Zachary indså nok sin fejl, for han skyndte sig at slippe hendes hænder igen.

Det næste der kom ud af munden på ham overraskede hende dog en del. Han ville gerne  havde giftet sig med hende dengang. Cathy rynkede brynene og kiggede uforstående ned på ham. ”What? Why?” spurgte hun. Hun forstod det overhovedet ikke. ”Sorry to break it to you, but I’m not really housewife material at all” sagde hun med ekstra tryk på det sidste. Alle hans planer havde omhandlet hende, sagde han. Hun rystede på hovedet, ”But we were just kids” sagde hun stadig uden forståelse for hans tanker dengang, ”I was just a stupid stupid kid” fortsatte hun med foragt i stemmen samt et fjernt udtryk i sit blik. Hun stirrede mod væggen.

Are you seeing somebody now? De is blå øjne blev pludseligt så store som tekopper. Cathy løsrev hurtigt blikket fra ham, og stirrede i stedet mod trægulvet. Hvordan forklarerede hun ham det? Han ville ikke kunne forstå det, overhovedet ikke. Halv mennesket var ikke dum – hun vidste godt hvilke ting han troede om hende. Det var dumme ting. Egentlig lod hun ham blive i sin gode tro. Hun magtede virkelig ikke at rive op i gamle lægede sår. ”No” sagde hun stedfast og vendte endelig sine blå øjne mod hans skikkelse igen. ”I don’t do relationships nor do I do… love” hendes ansigt fik en underlig trækning, da hun spyttede det sidste ord ud. Det var sandt. Hun holdt sig langt væk fra dating og forhold. Det sagde hende ikke noget. Hun havde kun truffet dårlige valg i fortiden; Zachary, Joshua og Charles… Cathy havde blot indfundet sig med at kærlighed ikke gik. Det endte altid ulykkeligt lige meget hvad. Det var blot ikke umagen eller smerten værd.
”What about you?” spurgte hun ham, selvom hun egentlig ikke var interesseret i at høre om det. Hun var ligeglad med hvad han gik og lavede, det vedkom jo ikke hende. Han var vel lykkeligt videre alligevel. Det ville ikke undre hende hvis han havde fundet sig en. Han var jo den perfekte mand i enhver kvindes øjne. Han havde udseendet og alle de perfekte og rigtige egenskaber. Da de var kærester havde det faktisk irriteret hende lidt, hvor perfekt han var. Det var dog ikke noget hun havde fortalt ham, fordi hun burde jo havde været glad for det. Sandheden var bare at det havde hun ikke været. Det var ret stressende for hende at opretholde sit perfekte image overfor ham. Hun havde altid følt at hun ikke havde fortjent ham. Det var vel også sandt.
Før han dog nåede at svare på hendes spørgsmål, flygtede Zachary ud af lokalet med førstehjælpskassen i sin favn. Han kom dog tilbage igen hurtigt efter, og dumpede ned på sofaen ved siden af hende. En akavet stilhed fulgte inden han talte. ”Really?” spurgte hun ham mistroisk, som hendes blik lå i hendes skød. Hun troede ikke helt på ham.

Han lyttede tålmodigt, og havde ikke anet at hun havde haft engleblod i sig.. men det havde vel også været fordi han ikke havde kendt så meget til hendes biologiske forældre. Han syntes det var noget af et sammentræf, men så igen vidste han ikke præcis hvor mange engle der var nede på jorden. Han havde ikke mødt andre end Cathy og Alessa.. så vidt han vidste. ”Did you have your ability while knowing me or did it occur later?” spurgte han, med en nysgerrig tone. Han kendte stadig ikke så meget til væsener, og engle.. så han var meget nysgerrig omkring emnet og ville gerne vide mere. Det havde været meget nyt for ham da han pludselig kunne fremkalde et beskyttende lys, og senere da han opdagede at han kunne hele mentale ar.. mere eller mindre. Denne evne havde han stadig ikke kendt så meget til endnu.

Why? Det kom virkelig bag på ham, at hun ikke selv havde skænket tanken, men måske betragtede de forhold forskelligt. Zachary var typen der blev med en person fordi han så en fremtid med dem, ikke kun fordi det var rart at have en person at holde om. ”I loved you, Cathy” hvorfor havde hun behøvet en dybere forklaring vidste han ikke, men han huskede tydeligt hvad han havde følt så det var ikke så svært at genkalde.  ”I wanted to marry you because you made me the happiest man alive. You would’ve made sure I never had a boring life even when I became 40.. and with you I was guaranteed an independent, strong, fun and spontaneous life partner” han vidste at han ikke ville have haft et kedeligt ægteskab med hende, og at han ville kæmpe hver dag med at få hende til at føle sig som den mest specielle og beundringsværdige kvinde. Han vidste godt at han ikke havde været der nok for hende på grund af militæret, men så snart hun var blevet ældre havde han haft planen om at blive officer og arbejde på basen, så han ikke skulle udstationeres. I hans øjne havde hun ikke behøvet at være den perfekte hustru, i den forstand at hun skulle leve op til titlen. ”I just wanted to spend the rest of my life with you.. I don’t care if you can’t cook or you don’t want to stay home to take care of kids. Marriage is much more than that” for ham handlede det om at forblive sammen med kvinden, og give hende løftet om at man ville elske og ære hende - ingen andre. Hvis Cathy slet ikke kunne se sig selv i et ægteskab og måske hadede tanken, var det måske meget godt de stoppede deres forhold, før han havde friet til hende. Han vidste godt de havde været unge, specielt hende.. men så snart hun var blevet en smule ældre, kunne han ikke se hvad der var forkert i det. Han troede jo trods alt han havde fundet sin eneste ene dengang.

Det næste hun sagde, fik ham til at opfatte hun havde opgivet kærligheden helt. Han så lidt uforstående på hende, da det som regel var når man selv blev såret man ikke ville mere.. men hun havde jo netop været personen som sårede ham? Han skubbede tankerne væk, da han selvfølgelig ikke kunne vide sig sikker på hvad hun ellers havde følt og oplevet.
Zachary havde ikke nået dertil endnu. Han vidste godt, at hans traumer var lidt meget for en ny kæreste at have at gøre med, men ikke desto mindre havde han stadig et uendeligt håb om at nogen ville forelske sig i ham igen. Han åbnede munden med intentionen om at spørge ind til hvorfor hun havde det på den måde nu, men valgte i stedet at lade vær. Hun havde vel nok sine grunde, og hvis hun ikke havde lyst til at begive sig ud i flere forhold på nuværende tidspunkt var det helt fint. Det var trods alt hendes liv.
”No” Han havde altid været populær blandt kvinder, men følelser.. det havde han ikke udviklet for nogen endnu. Desuden havde han været ude af stand til overhovedet at tage af sig selv i begyndelsen, så et forhold havde været det sidste han havde tænkt på. Efterfølgende havde politiakademiet fyldt det meste af hans liv, og det var først nu han havde skænket tanken om at møde nye kvinder.

Han så ind i hendes øjne, og vidste egentlig ikke hvorfor hun troede han løj omkring det, men han vidste godt hvorfor hun tvivlede på ham. Deres sidste møde havde været forfærdelig smertefuldt, men det var trods alt fem år siden, og han havde mere eller mindre kommet sig over det hun gjorde mod ham dengang. Hans død og alt det der skete efter han blev engel havde overtaget det meste af hans følelsesmæssige bevidsthed.. selvfølgelig havde han tænkt på Cathy en gang imellem, men det havde aldrig været onde tanker. Det havde været tanker om at han håbede hun var lykkelig hvor hun var nu. ”Of course” sagde han med stor overbevisning, inden han valgte at uddybe sig selv. ”I’m not mad at you anymore. Since I came back as an angel I’ve only prayed that you were happy in your life” han tøvede en smule, og så ud mod vinduet hvor solen var ved at gå ned. ”I understand that you didn’t love me as much as I loved you back then” hvis han ikke havde forstået det, var han stadig blevet sammen med hende.. men han skulle bestemt ikke stå i vejen for hende, hvis han ikke havde været hendes drøm. Hun kunne jo ikke kontrollere hvad hun følte, så den episode var intet at være vred eller ked af det over længere.