Somewhat a Wonderland - Privat

S: Det sorte marked
O: stor folkemængde blandt de mange boder og højtråbende sælgere
T: lid efter midnat

___________________________________________________

De fugtige vægge i den store underjordiske labyrint af boder og folk, kastede larmen fra de mange handlende frem og tilbage mellem sig og gjorde larmen endnu mere øredøvende. Mængden var et sært syn. Racer mellem himmel og jorde gled ind og ud mellem hinanden, råbte af hinanden på de mange sprog. De fleste var snuskede og levede sikkert i selv samme slum som de gik rundt i, men man så også væsner fra højere rank og klasser, anskaffe og handle sig til de forbudte vare.
Ét væsen i mængden vandrede i munter gang afsted. En glad fløjten kunne høres fra ham som han spadserede igennem mængden. I hans venstre, handskebeklædte hånd svingede han en formel gangstav med et kobrahoved i sølv med grønne smaragder som øjne som greb. Han var iklædt et jakkesæt og havde en sort frakke udover, samt et grønt halstørklæde hængende over skuldrene. Hans hår var mørkebrunt og hans øjne så mørkeblå, at det var svært at skelne dem fra sort. Et skævt og skadefro smil gled indover hans læber som han drejede op et hjørne og trådte ind bag en bod. "Barneeey!" Sagde han med lutter glæde i stemmen som han fik øje på en ældre, snusket forretningsmand. Forretningsmanden, ved navn Barney, gav et sæt og så op mod stemmen. "Åh nej.... Jeg har ikke fået mine vare leveret!" Forsvarede han sig og bakkede bagud. En svag latter lød gennem luften som han trådte nærmere. "Jeg tror du lyver Barney" Sagde han med sin lave og hæse stemme. Han bevægede sig langsomt tættere på, som et rovdyr sniger sig på sit bytte. "Sig mig Barney.... Du kan godt lide din lille biks du har her ikke?" Spurgte han alt imens han langsomt og åndsfraværende fjernede sin ene hanske fra sin hånd og proppede den ned i lommen. Forrestningsmanden nikkede ivrigt. Endnu en latter gav genlyd "Så tror jeg vi stopper med julelegene, og du giver mig hvad jeg vil have.." Med ét opstod en flamme fra hans hånd. "Jeg... Jeg"
Hybriden nærmede sig og rakte sin flammende hånd ud mod nogle kasser og så op på forretningsmanden med et afventende blik. Det ene øjenbryn skød i vejret, alt imens et ondskabsfuldt smil gled indover halvdæmonens læber. "Så, vi er enige?"

Fem minutter senere trådte hybriden ud på den travle gade igen og proppede selvtilfreds et par pakker dyr, og meget sjælden tobak ned i sine jakkelommer. "Silly man" Mumlede han, sukkede kort med et skuldertræk og hev en cigaret frem fra en pakke han havde i sin inderlomme. Han greb filteret med læberne og gjorde et lavt knips med fingrene, så en lille flamme opstod fra hans pegefinger og tændte hans smøg. Han tog et hvæs, smilede tilfreds som han trak sin handske på igen og begav sig videre ned ad den stærkt trafikerede vej, alt imens han svagt nynnede og svingede åndsfraværende med sin stav som kunne han lige så godt have gået en tur i skoven.

Livet som vampyr var bestemt ikke trivielt. De sene nattetimer havde ført Isaac steder hen, han aldrig før havde turde drømme om. Lige nu befandt sig som et godt eksempel på det sorte marked, hvor han aldeles ikke havde noget at gøre. Det forekom ham at være dystert sted, for alle så så alvorlige ud, og alle havde så travlt med at råbe af hinanden, enten fordi de højlydt reklamerede for deres varer, eller fordi de var ved at indlede skænderier med hinanden om, hvorvidt prisen på en bestemt varer burde være så høj eller ej. Isaac kunne ikke andet end at le for sig selv, da han passerede en racefælle, der holdt en dværg op i kraven og hvislende hviskede trusler til ham. Dværgens tykke ben dinglede under hans lille krop, og frygten var let at sporre i hans ansigt. Isaac undrede sig over, hvad de mon var blevet uvenner over.

Sådan fortsatte hans tur igennem det sorte marked. Ham, der som iagttager betragtede alle de sære typer, der fandtes på et sted som dette. Der var smede i form af dværge, store brød af lavstammede mænd, som sendte alle truende blikke; der var gamle kvinder, som solgte væsker på flaske med en forsikring om, at én enkel tår kunne lette alle ens sorger; og til sidst var der vampyrer, der spadserede rundt i jakkesæt og gerne med en stok i hånden, alt imens de med opadvendte hager gik rundt og følte sig højt hævet over alle andre.

Derfor gik Isaac da også med det samme ud fra, at det var en vampyrs stav der ramte ham direkte på knæet, da en mand i jakkesæt passerede lige forbi ham. Han faldt sammen så langt han var, da hans ben pludselig gav under for smerten, men det tog ham kun to sekunder at få vendt sig om nede på brostensbelægningen, så han kunne kaste et blik op på sin "overfaldsmands" ansigt. Det var en høj mand, meget højere end Isaac, med handskebeklædte hænder og en stav, der var formet som en kobra. Hans lugt var ny for Isaac, der ikke helt kunne placere, hvilken race manden hørte inde under.
Lige meget hvor, så skød vreden som sædvanlig op i Isaac, før han kunne nå at trække vejret og tænke sig om en ekstra gang. Ikke én fornuftig tanke nåede at passere igennem hovedet på den unge vampyr, før han greb ud efter staven, der havde ramt ham, og hev ham til sig - om stavens ejermand nåede at give slip eller ej, var afgørende for, om han ville havne på jorden sammen med Isaac eller ej.

"Hvad fanden har du gang i, din tomhjernede idiot!" vrissede han. "Du kunne have slået hul på min knæskal!"
Han havde allerede konstateret, at hans knæskal var i fineste orden. Den gjorde ondt af helvedes til, det var sandt, men så snart smerten havde lagt sig, skulle han nok kunne bevæge sig rundt uden at halte omkring som en gammel kælling.

Dominic som fortsat gik nynnende afsted og indimellem tog et hvæs af sin almindelige cigaret, lagde ikke mærke til resten af verden omkring ham. Den var ikke vigtig, han skulle ikke bruge noget fra den i dette øjeblik, og gik derfor bare rundt i sin egen lille verden og nynnede muntert. Hans muntre humør skulle dog snart gå hen og blive testet idet en gut væltede foran ham, idet han tydeligvis var gået i vejen for Dominic og hans stavs march gennem gaden. Dominic stoppede instinktivt op, ja nærmest bremsede og så forbavset ned på fyren som vendte sig om, så han kunne sende ham et olmt blik. Dominics cigaret hang skævt mellem hans læber, og et overrasket udtryk hang stadig over hans ansigt, med hævede øjenbryn og forstørrede øjne. Men da han fik fikseret sit blik på hans uheldige offers, gled hans læber, og smøgen med, opad i et skævt og fjoget smil, og det ene øjenbryn gled nedad. "Ser man det.. Er man kommet på afveje?" Nåede Dominics mørke stemme, malet af sarkasme akkurat at sige, inden han blev hevet nedad mod jorden, idet fyren havde fået fat om hans stok. Dominic væltede forover og med retning direkte mod fyren som allerede lå henslænget på jorden. Han tog dog hurtigt fra med armene, resulterende i at deres ansigter var få centimeter fra at mødes. Dominics mørkeblå øjne stirrede ind i den fremmedes. Han lod blikket glide henover drengens ansigt - ja nu var han jo nok i virkeligheden ikke en dreng, men i Dominics øjne var han - alt imens knægtens bebrejdende skælderi blev råbt ham i ansigtet. Dominics smil bredte sig samtidig med at han sænkede øjenlågende mildt. "Du ved, jeg kan godt lide dramatiske entréer og store kærlighedsscener.." hans smil bredte sig hvorefter han kækt lagde hovedet på skrå, så de mørke vildledte totter af hans hår gled til side. "Men du kunne jo også bare have spurgt om jeg ville drikke en kop kaffe en dag.. "Han nærmede sig den fremmede "Eller, det hører jeg i hvert fald er proceduren for normale folk, men jeg kan se det ikke er din stil" Dominic fangede fyrens blik og blinkede forførende til ham. Han lod den intime, og en smule akavede stemning hænge i luften i et par øjeblikke endnu, før han klappede drengen på håret og rejste sig. Han børstede sig let af og drejede sig derefter så han stod med front til fyren som stadig lå på jorden. "Hvis du er ved at gå i koma over et lille spark på knæet, får du det hårdt i fremtiden" Han placerede stavens bundstykke på fyrens bryst "Mand dig op, knægt" Sagde han og prikkede ham eftersigende provokerende i brystet med staven.

Han placerede derefter staven under armen, og lod begge sine hænder køre gennem hans tykke mørke hår, så det faldt i bløde lokker bagud. Han begyndte at rette på jakkesættet og stoppede så for at kigge ned på ham "Skal du ligge der hele dagen?" Et skadefor smil voksede henover hans blege læber "Eller skal jeg tage et kig på det? Jeg er god til at lege doktor" En sprød latter undslap hans læber, hvorefter han henkastet gav sig til at undersøge hver eneste manchetknap og ihærdigt rettede på dem.

Det hele skete lynhurtigt. Pludselig var deres ansigter så tætte, at Isaac kunne mærke den fremmedes varme. For mandens vedkommende, derimod, kunne han lige så godt være havnet på de våde brosten, for Isaacs krop var præcis lige så kold som jorden under dem.
Vampyrens blik blev mødt af et sæt øjne, der var lige så blå, som hans egne var mørkebrune. Når solen ramte hans ansigt helt rigtigt, kunne hans øjne se gyldne ud, men i det sparsomme lys fra gadelygterne virkede de så sorte og så dybe, at man ville falde i en uendelighed, hvis man kravlede igennem dem.

Pludselig begyndte den fremmede at ævle om dramatiske entreer og store kærlighedscener, og Isaac kunne mærke, hvordan vreden igen skød op i ham. Hvad i al verden...? Hvad fanden bildte den idiot sig ind? Troede han virkelig, at Isaac med vilje var trasket direkte ind i hans stok og havde hevet ham med ned i faldet, bare så han kunne score sig et billigt kys?

"Hvis du vil have kærlighed, så skrid et andet sted hen, din bøsserøv," spyttede Isaac ud. Og her nævner vi selvfølgelig ikke, at han selv var lige så straight som en slatten nuddel, og at han selv i denne akavede situation på en eller anden måde formåede at se noget attraktivt i den mørkhårede fremmede. Han var lige Isaacs type; høj, ældre end ham selv og yderst velklædt - bare ærgerligt, at han allerede havde pisset den lille hidsigprop gevaldigt af.
Da hybriden, som Isaac nu havde afgjort, at han måtte være, prikkede ham på brystet med sin forbandede stav, skubbede han den væk med sådan en kraft, at det næsten gjorde mere ondt på hans egen hånd end noget andet. Den spinkle vampyr rullede med en heftig bevægelse til siden og fik rejst sig op. I et lykkeligt sekund havde hans vrede udvisket alle minder om hans skadede knæ, men da han igen stod op, gav det et jag af smerte op igennem benet på ham. Han lod det dog ikke vise på sit ansigt, og han flyttede end ikke vægten over til det andet ben. Den idiot skulle i hvert fald ikke have lov til at lege doktor med ham.

Han bed tænderne hårdt sammen.
"Skal vi lege doktor? Så må du være patienten," svarede han. "Jeg kan være doktoren, der kastrerer dig... Hvis der da er noget tilbage at kastrere. Så kan vi se, hvem der så tuder, din tøs."
Han hævede et øjenbryn og sendte et sigende blik imod den fremmede skridt.

Dominics rolige blik skøjtede henover fyrens. Han tog en dyb indånding gennem næsen og studerede ham let. vampyr... Hvor sødt. Altid så stædige og stolte. I hvert fald dem han havde gjort kendskab til, og denne unge han, virkede ikke til at vige særlig meget fra arten. Men han kunne jo sagtens nå at blive overrasket.
Han lyttede til vampyrens arrige ord og trusler som strømmede imod ham. En svag klukken brød i et kort øjeblik larmen fra de forbipasserende fodtrin og småsnak. Dominic stod derefter tavs og kiggede på vampyren alt imens et skævt, nærmest kroget smil voksede henover hans læber, og et mystisk glimt reflekterede fra hans nærmest midnatsblå øjne. Hans blik veg ikke fra sin, mulige nye legekamerat, alt imens hans fingre gled ind under hans jakke og ned i hans inderlomme, og fiskede sin pakke cigaretter frem. Han tog langsomt, som havde han al tid i verden, én ud og placerede den nærmest i slowmotion mellem hans blege læber, alt imens han blot iagtog den unge vampyr. Efter at havde puttet cigaretterne påpasseligt tilbage i inderlommen, fjernede han endnu engang sin læderhandske og formede en 'pistol' med fingrene. Han lavede et lille ryk med hånden "Bang!" og i samme øjeblik opstod en lille flamme fra spidsen af hans pegefinger som han tændte cigaretten med. Han fjernede cigaretten med sin anden hånd, han også holdt sin stav i, og spidsede derefter læberne hvorefter han pustede flammen ud.
Han klukkede let igen og begyndte at kredse om vampyren imens han i ny og næ tog et langt og eftertænksomt hvæs af sin cigaret. "Det lyder som en spændende leg vi kunne få os..." Hans stemme var lav, hæs og skurrede nærmest som skosålerne mod brosenene fra de forbipasserende. Han pustede småprovokerende røgen i hovedet på vampyren, da han kredsede forbi hans front. "Men jeg er selv en meget stor fan af fangeleg..." Han stoppede denne gang op foran vampyren "Og jeg vinder altid... Jeg har nemlig et lille trick i ærmet." Han tog et langt hvæs og holdt røgen i lungerne et par sekunder længere en han plejede, hvorefter han lod røgen dovent glide ud af hans mund. Han sukkede og vendte blikket direkte ind i vampyrens. Han smil voksede så det nærmest flækkede hans ansigt i to. "Jeg har fået din fært..." Idet ordene passerede hans læber blev hans øjne gule. Han trak vejret dybt og tog et hurtigt skridt frem mod vampyren og gøede højt, som en rottweiler... Eller, en rottweiler kunne måske ikke engang gøre det.