°Wonderland & Morning Whisky°

Det var virkeligt underligt at være Dean for tiden, først skulle man tage stilling til den verden man var kommet til efter man havde slået sig selv ihjel, og derefter valgte Gud så af alle, at sende en tilbage til det helved man tidligere havde levet i, og nu skulle Dean så blot forsøge at finde ud af hvordan han levede godt igen. Han havde været i Terre i snart et halvt år, og i det første lange stykke tid havde han ikke set hverken skyggen af Nicole eller Kajika, og alle han havde spurgt anede enten ikke hvor de var, eller havde ikke set dem. Dean følte sig frustreret, indtil den dag han endeligt var stødt ind i Nicole. De havde fået snakket, Dean elskede hende jo og ligegyldigt hvad så var han bare helt utroligt stolt af hende. Ligeledes så havde han dog også et kæmpe stort savn efter Kajika. De havde kendte hinanden i over ti år, og Dean havde stadig ikke fundet en kvinde han elskede lige så højt som Kajika, og han forestillede sig helelr ikke at han nogensinde ville finde en kvinde som hende, hun var helt igennem fantastisk.

Dean havde fundet frem til den store natklub som Kajika havde åbnet, og han stod nu lænet op af en af de mange mure ude foran, han havde virkeligt brug for at se hende, undskylde for de ting han ahvde trukket hende igennem og bare tale med hende om de ting som var sket, og frem for alt også om hvordan Nicole havde det. Et suk røg over hans læber, som han tændte en smøg, og pustede så roligt den grå røg ud i luften. Han var hverken fuld eller på andre måder påvirket denne aften, han vidste godt at det mest fornuftige lige nu bare var at stå og være.

Som han så hende komme i mod sig, trådte han en smule væk, og kiggede så på hende som hun begyndte at låse op: "Kajika..." konstaterede han og vendte hovedet hen i mod hende,s om han endnu engang tog et sug af smøgen, og sukkede så kort for sig selv, han kunne godt lide hende, og han elskede at være tæt på hende, og bare... Nyde deres tid sammen, men han vidste godt at den tid var forbi, og selvom Dean drømte om at det engang skulle blive det samme igen, så vidste han nu udemærket godt at chancen for det, efterhånden var blevet så lille at den ikke eksistede.

Dean havde ingen idé om at Kajika havde mistet hukommelsen og han kiggede derfor på hende, som hendes blik faldt i mod ham. Han troede at hun ville genkende ham, og at han derfor enten ville få en skideballe, en lussing eller et kram. Han anede jo ikke om hun var vred på ham eller om hun havde savnet ham, men han vidste dog godt hvad han selv håbede på. Han ville så gerne være sammen med hende, kysse hende og bare nyde alt det de to havde sammen og kunne have sammen, men Dean vidste jo på den anden side også godt, at det var så godt som umuligt. De havde prøvet så mange gange, men det var længe siden - og Dean håbede at hun og han havde forandret sig så meget at de en dag ude i fremtiden kunne få det til at fungrer. For Dean blev grøn af jealousi så snart han så hende med en anden, og det vidste han skam godt.

"Søge job? Det er mig... Dean..." sagde han blot og med en rynket grimasse på hans pande, som var han usikker og som anede han ikke hvorfor hun talte sådan til ham, det var da hende var det ikke? Et øjeblik blev han helt usikker og skulle til at undskylde, men nej, det var altså hende: "Du veed... Far til din datter og den slags? Nicole?" sagde han i en spørgende stemme og regnede lige nu med at hun enten jokede eller var så sur på ham at hun ikke ønskede at genkende ham, men han håbede på ingen måde at det var sådan virkeligheden hang sammen.

"Om du kender mig? Undskyld men... Hvad fanden foregår der?" spurgte Dean i en frustreret stemme og kiggede på hende med et vågent blik: "Er du virkeligt så vred på mig?" spurgte han i hvad der mindede om afmagt og kiggede på hende i en både trist, bekymret og dog alligevel et lettere irriteret blik. Hun kunne da ikke bare sådan lade som om at de aldrig havde haft noget sammen?

Dean kunne godt fornemme at noget var galt, og han kiggede derfor på hende med et stille blik, uden hverken af blive sur eller forundret, ja glad var jo nok heller ikke den rette følelse, for det eneste han tænkte på lige nu var hvor meget han savnede hende og ønskede at være sammen med hende, og hvor meget han ikke havde mulighed for det: "Hvad er der sket med dig?" røg det undrende ud af ham, som han sukkede og kiggede i mod hende med et næsten sårbart blik, han elskede hende bare så forfærdeligt højt og hver eneste gang han så hende, så fik han lyst til bare at holde hende tæt ind til sig og kysse og kramme hende, hun var dejlig og hun... Ja hun var bare alt det han ønskede sig.

Som hun græd, stod Dean bare og anede ikke hvad han skulle sige: "Hey... Rolig" sagde han i en kærlig stemme, Dean kunne godt være en meget hård fyr, men lige når det kom til Kajika så var han som oftest blød som smør, og han ville gøre alt for at hun havde det godt. Han lagde roligt begge arme omkring hende da hun græd og han stod så bare med hende: "Du skal ikke være ked af det, jeg skal nok fortælle dig det hele" sagde han roligt, altså om det han vidste, han kunne jo kun fortælle hende hvem han var, og naturligvis hvad deres historie var sammen.

Han sad ved hende, og vidste ikke helt hvordan han skulle begynde: "Jeg er her for dig, det må du slet ikke tvivle på..." sagde han roligt, og fattede ikke at han stadig ikke var kommet videre, men det var han bare ikke, hun var den mest betydningsfulde i hans liv og det havde hun alle dage været - også selvom hun i perioder jo slet ikke havde været en del af hans liv, så ahvde han stadig tænkt helt utroligt meget på hende.

Dean kiggede bare undrende på hende, lige nu talte hun mere sort snak end noget andet og han var utroligt forvirret over de sætninger hun sagde og de ting hun åbenbart prøvede at forklarer: "Jeg ved ikke noget... Men ja... Jeg savner dig Kajika..." sagde han roligt og vidste godt at det nok ikke betød så meget for hende, når hun nu ikke engang vidste hvem han var, men han kunne jo lige så godt være ærlig og han kunne lige så godt sige tingene som de var. Han elskede hende og han elskede deres datter, men det virkede dog til at den del af sin hukommelse havde hun lidt endnu, hun huskede dog Nicole og for Dean var det jo også næsten det vigtigste, de var nødt til at passe på deres datter, der var ikke rigtigt andet at gøre, især når nu Dean havde været for dum til nogensinde at passe på hende.

"Jeg ved ikke noget...." sagde Dean i en rolig stemme: "Jeg ved faktisk ikke noget... Jeg vil bare gerne være sammen med dig, og jeg vil gerne bruge tid på at forklarer dig hvad der er sket i vores liv... Selvom det er mange år siden vi har været sammen" sagde Dean og kiggede roligt ned i jorden, han elskede virkeligt Kajika og han ville gerne være sammen med hende, han kunne godt lide hende og alligevel så ville han ikke lyve overfor hende, han ville være ærlig og forklarer hvordan tingene var, han kunne ikke udnytte hende på den måde, selvom det var fristende.

"Skal vi ikke sætte os ind og snakke lidt eller noget i den stil?" spurgte han i en rolig stemme, og stod så en smule tøvende uden helt at vide hvordan han skulle forklarer det hele til hende.

Dean havde så utroligt mange følelser i klemme når det ko til kajika, han kunne ikke forklarer det, men han vidste bare at han aldrig nogensinde ville komme til at føle for en kvinde som han følte for hende. De to havde været igennem så mange ting sammen. Han huskede tydeligt da han havde holdt hende i sine arme da hun var døende, hvordan han havde grædt, hvor forfærdeligt det havde været. Da han havde mødt Nicole første gang da hun var lille, ja selv da han havde mødt Kajika første gang. Hun havde ændret hans liv til det bedre, og han vidste at han burde være hende evigt taknemmelig. Hun var det bedste menneske han kendte, også selvom de havde gjort hinanden så meget godt og ondt. Men han savnede hende og han ønskede at være sammen med hende, selvom han godt vidste det måske ikke var klogt.

Dean gik med op i mod hendes kontor, og kiggede så stadig i mod hende. Han havde stadig lyst til bare at kysse og kramme hende, men vidste at det ville være over stregen på utroligt mange punkter: "Hold da op... Her er smukt" sagde han og kiggede let rundt som de kom ind på kontoret, hun måtte virkeligt have scoeret kassen på et eller andet. Dean selv gik jo som altid rundt og var fattig og anede ikke helt hvordan at han skulle få råd til at tage sig af Nicole, men Dean ville gøre alt hvad han overhovedet kunne.

"Jeg... Jeg ved ikke hvor jeg skal starte... Men... Jeg savner dig bare... Vi har været sammen så mange år, jeg har set dig dø og du har set mig dø... Og ja... Selvom vi er utroligt dårlige for hinanden så er vi også gode, og jeg har brugt mange år på at finde dig" sagde Dean ærligt og kiggede let ned i jorden, og havde ingen anelse om hvad hun mon tænkte: "Husker du mig ikke engang en lille smule?" spurgte han i et dybt suk.

Dean nikkede ganske roligt som svar til hendes spørgsmål, ja hun havde været død før, desværre. Dean huskede de sidste dage ganske tydeligt og der var ingen tvivl i verden om at det havde været de værste dage i hans liv, han elskede virkeligt Kajika og han var sikker på at havde hun aldrig været død, så havde de stadig været lykkelige sammen den dag i dag, tingene var jo begyndt at gå godt og de kunne rent faktisk fungerer, men pludseligt gik alt galt og Dean kunne ikke gøre andet end bare håbe på at de engang ville finde hinanden igen: "Men du ved Nicole er din datter?" spurgte han roligt, det var da en start, især fordi at Nicole havde brug for en mor eller en far der kunne passe på hende, og det ville ikke ligefrem gøre noget at den forældre var Kajika, hun havde altid været den mest fornuftige af de to.

Som hun kiggede i mod ham, for at konstaterer at hun ikke kunne genkende ham, sukkede Dean blot opgivende: "Vi har været sammen mange år Kajika, vi har været forelskede i mange år. Jeg har såret dig og gjort dig ondt, og det samme har du den anden vej, men jeg elsker dig..." sagde han roligt, han kunne ikke lade hende gå, han elskede hende virkeligt: "Jeg vil gerne være der for dig... sagde han i en stille stemme, og lagde hovedet på skrå som hendes hjørnetænder begyndte at vokse, og det fik blot Dean til let at smile, nok fordi at han især kom i tanke om de mange minder de to havde sammen, hun betød mere for ham end nogen anden og han ville aldrig miste hende af syne igen.

"Det gør ingenting.... Men du skal ikke bide mig" sagde han roligt, havde hun haft en hukommelse ville hun nok huske hvorfor, men han valgte ikke at sige noget for nu, mest fordi han ikke ville ende med at ødelægge den ellers ganske hyggelige stemning med hende: "Er du okay?" spurgte han og lagde en hånd på hendes overarm i en kærlig gestus imens han kiggede på hende med et forsigtigt blik, han kunne stadig ikke fatte at så mange års kærlighed skulle ende her, hvor at Dean jo nærmest virkede som den fornuftige af de to.

Det var virkeligt underligt for Dean at skulle lære hende og kende igen på den måde: "Fair nok..." sagde han og gav hende dog ikke hånden, men afslog den: "Men du skal bare vide at det er hårdt for mig, du er den eneste jeg nogensinde har elsket og jeg vil ikke slippe dig igen" sagde han og smilede så ganske forsigtigt til hende, han anede ikke hvad han skulle sige, han ville ønske de kunne gå tilbage til bare at have et fantastisk liv: "Men hvis du har spørgsmål så bare sig til, jeg kender trods alt dig og dit liv ret så godt..." sagde han i en rolig stemme.

Der var ingen tvivl om at Dean var blevet mere moden med årene, især de sidste tre år hvor han havde været sendt til et andet land var der sket meget, men han kunne ikke andet end håbe på at hun ville se ham igen, for han elskede hende og han ville gøre alt for at være sammen med hende igen, men det krævede naturligvis at hun godt kunne lide ham: "Det kan vi sagtens... Sådan date agtigt?" spurgte han med hvad der nok mindede om håb i stemmen, nok fordi at han stadig havde en drøm om at de to skulle ende sammen igen, og han ville ikke ligge skjul på det: "Nicole skal nok klare sig... Hun er en god pige" sagde Dean i et afslappet smil, han ville gøre alt for at beskytte sin datter.

Dean var ret sikker på at ligegyldigt hvordan at hun havde ændret sig, så ville han altid have følelser for hende på den ene eller den anden måde, alligevel endt ehan med at nikke, for han ville skam gerne bare komme videre og om ikke andet være venner, se hvor det bar hen: "Selvom du intet husker, så er du og har du altid været, den person jeg stoler mest på" sagde Dean i en rolig stemme og smilede så forsigtigt, selvom hun måske ikke troede på det, så var det skam sandheden og det ville man nok aldrig helt komme til at lave om. Dean holde meget af hende, hun var en dejlig kvinde og han håbede da også at hun ville kunne lide ham: "Tjah hvem ved, måske du slet ikke kan lide mig" sagde han let og kunne mærke han begyndte at lukke sig en smule overfor hende, bare fordi at han var bange for at blive såret igen.

"Alkohol siger jeg ihvertfald aldrig nej til... nu eller?" spurgte han bllot i et lille smil og kiggede i mod hende, han ville virkeligt gøre alt for hende og han var glad fora t hun havde valgt at give ham en chance, som venner om ikke andet: "Men du skal vide at ligegyldigt hvad, så har jeg altid din ryg hvis nogen gør dig ondt" sagde han alvorligt og han mente det skam, hun betød meget for ham og han ville for altid være en del af hendes liv hvis hun gav ham lov.