I'm falling to pieces - Alcide

Det var koldt! Vinden gik gennem marv og ben. Dette ville nok genere hende, og få hende til at gå hjem.. hvis ikke det altså var fordi hun ikke kunne..
Hun var stukket af, og drengene ledte ikke efter hende, for det var ude for det samme! De var alle de samme. Men hun ønskede ikke at blive set i denne tilstand.. hun ønskede ikke at skade nogle, for selvom de andre var som hende, ville hendes nuværende tilstand stadig være langt mere agarsiv.

Hun kunne mærke den fugtige jord under sine fødder, og lugtens var den våde skovbund stak i hendes næse. Hendes øre var hele tiden på vagt, både efter bytte, men også efter eventuelle fjender.. Mange ville gerne både dræbe men også have beviser på at hun fantes. Der var mange der var klar over det, men dette var oftest andre væsner, mennesker vidste ikke ret meget, og levede i deres egen lille boble. De ser ikke hvad der forgår lige for øjnene af dem.
Der kom nogle klynkende lyde fra hende, hun hadede denne form, og det gjorde ondt. Ikke bare når ens knogler forandrede sig, hvilket nok var det mest smertefulde hun noglesinde havde prøvet, og nok noglesonde ville komme til at prøve. Men hendes hoved jorde hele tiden ondt, alle disse sanser der pludselig kom, og Naya havde aldrig lært at vende sig til dem! De var selvfølgelig dejlige at have, men hun vende sig aldrig til det.

Hun gik stille rundt, og ledte efter bytte, og ventede blot på at solen skulle stå op.

Alcide var lige stået op, han kunne bare ikke sove længere. Han var sulten. Han havde heller ikke spist i næsten et døgn, så det var ikke så mærkeligt. Han var jo ikke ligefrem længere, så han jagede for maden i sin ulvform. Der var ikke andet for det hvis han ville havde mad. Han havde dog hørte og et kamp sted hvor han kunne skaffe penge, hvis han kæmpede. Han havde været van til at skulle kæmpe for sit liv for penge. Så det var ikke helt fremmed for ham, men det var nu heller ikke noget han ville gå tilbage. Han havde dog brug for pengene.. Så han skulle nok begynde at træne sin krop op til kæmp igen, Alcide var ikke slank og uden muskler - tværimod. Men han var ikke trænet til at kæmpe, mere til jagt.
Han begav sig ud i kulden for at jage, eftersom han skulle have noget mad. Måske en kanin, eller hvad der nu lige kom. Han skiftede over til sin ulvform for at holde varme. Han kom hurtigt til skoven, han stop og overvejede hvilken vej, før han begyndte at gå igen. Han lyttede opmærksom, og lagde mærke til flere mærkelig lyde. Mon det havde været fuldmåne? Det kunne godt lyde som om varulve var ved det sidst af deres hård nat. Han havde engang kendte en varulv, Alcide havde været van til at bruge næsten alle fuldmåner med denne varulv. Han forsatte et godt stykke ind i skoven, før han stoppede op. Der var nogen i nærheden. Han listede hen mod lugten, og kunne se hvad der lignede en varulv et stykke fremme. Han bukkede sig ned, og holdte lettere øjne med den. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gør. Den ville måske få øje på ham eller ikke. Han vippede let med ørene, en vist nysgerrighed var over ham.

Naya prøvede at tage kontrollen over det bæst der havde overtaget hendes krop, for selvom det var hende.. så var det egentlig ikke hende alligevel.
Hendes klynk fortalte om en hård nat. Hun stod og hvilede sig mod et træ, så mod himlen for at bekræfte sig selv i at det snart var slut! At det snart var overstået. Hun stak snuden i vejret, for at lugte efter et bytte, hun kunne lige så godt udnytte denne form, til at få noget mad.
Men det var ikke bytte hendes næse fangede! Det var noget.. andet!

Det lugtede som ulv, men så alligevel ikke. Hun vende sig mod lugten, og lagde ørene tilbage, hvis dette var noget truende ville hun være parat. Hun begynde at tage nogle langsomme skridt med væsenet der gemte sig foran hende. Der kom en kurren. Hvis det havde været en anden varulv ville hun kunne lugte det med det samme.

Alcide holdte øje med ulven og vippede let med ørene. Det lød til at varulven havde det ret så højt havde det haft det hele natten, han var lige pludselig ret så glad for at ikke var under varulven forbandelse. Han betragtede varulven og stivede da det så hen mod hvor han gemte sig. Han vidste ikke helt om det var særligt sikkert for ham, men han kunne jo altid kæmpe sig ud af det eller løbe.
Han slog let med halen og rejste sig langsomt helt op. Han vippede med ørene, hans øjne var plantet på varulven. Han lagde hovedet let på skrå, mens ørene vippede frem og tilbage for at lytte. Han var nysgerrig efter at vide mere, men han ville ikke bringe sig selv i fare endnu. Han gik dog nogle skridt hen mod varulv og betragtede den, for at være sikker på dens tegn om at det var okay at komme tættere. Han havde nogle vigtig ting han skulle senere hen, så han ville godt beholde sit liv. Han vidste at varulv godt kunne være ret så farlig under fuldmåne, men ellers var de som ham selv - selvfølgelig med trække fra det indre dyr.

Naya knurrede stadig, og viste tænder da dyret trøste yd fra buskene. Dog blev hendes knurren mere lav, og hendes tænder nær så blottet. Hun ville aldrig sænke paraderne helt. Men denne ulv så ikke ud til at den ville gøre hende noget. 
Hun bakkede lidt da den kom tættere på. Hun kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad dette væsen var. Det lignede som en helt almindlig ulv.. men den lugtede bestemt ikke sådan.. Kunne det mon være en nevajo? Hun havde kun hørt om dem, og at der var en del af dem her i byen, men hun habde aldrig mødt en. 
Hun rettede ørene på i nysgerrighed. Hvad mon det var for en der stod der foran hende? Hun hende at gå frem mod den. Hun gik på sine bagben, mens hun støttende på sine knoer Mens hun snussede hen mod den for bedre at opfange lugten.

Alcide betragtede varulven, og gik en smule tilbage da den knurrede og viste tænder. Han vidste ikke helt om han bare skulle løbe sin vej, eller om han skulle blive over undersøge varulven noget mere. Han havde sit liv kært, men hans nysgerrighed spillede også en del ind for ham lige nu. Han lagde hovedet svagt på skrå og vippede let med ørene, da den begyndte at snuse en del. Mon det kunne lugte at han egentlig var halv menneske? Han tænkte lidt på lugten af sæbe og deo, ville jo nok hænge en smule i hans stadig. Han kunne godt mærke hendes delvist nysgerrig, så han bestem sig lidt for at hun kunne komme nær, mens han bare blev. Så kun varulven selv styrer hvor lang den ville gå, og på samme tid kunne Alcide og gå nå væk hvis det var.
Han lagde sig ned på jorden, dog i en stilling der gjorde at han hurtigt kunne komme op og løbe væk, eller slås på den. Han betragtede varulven med øjnene og vippede let med ørene med hovedet halvt på skrå. Han var måske en lille smule urolig for hvad der skulle se, med varulven virkede ikke så farlig lige nu, mere nysgerrig.

Naye nærmede sig ulven foran sig, eller hvad det nu var. Hun skulle til at gå helt tæt på, da der var noget andet der fangede hendes opmærksomhed mere. Hun mærkede noget lunt mod ryggen og vende sig, for at se at solen var ved at stå op.
Et lettet udtryk kom over hende, men kort efter kom radslen.
Denne forfærkelige smærte var på vej til at vende tilbage. Hun krumede sig en smule sammen ved tanken.

Hun så mod ulven... han skulle ikke se hendes virkelig jeg. Hun begynde at gå lidt baglæns, og vende sig for at løbe. Men desværre opdagede hun det for sent.
Den enorm smerte ramte hendes krop. Hun begynde at hyle, knurre og pive, mens hun vrad sin krop.

Man kunne så småt begynde at se hvordan hendes krop forandrede sig. Man kunne høre knoglerne brække og sætte sig sammen igen, høre hendes skind ændre sig, og se pelsen falde af hende, så der kun var den nøgne hud tilbage.
Langsomt blev hendes hyl nærmere til skrig. Og efter en alt for smertefuld oplevelse stod hun nu tilbage som et menneske igen. Et nøgent menneske.

Hendes ben faldt sammen under hende, og hun lå nu nøgen i skovbunden. Hun kunne stadig mærke smerten efter hendes krops forvandling. hun lød forpustet, det havde taget på alle hendes kræfter, og det gjorde det hver gang.

Alcide lå bare stille på jorden, mens han betragtede denne varulv. Han var helt igennem nysgerrig efter at vide mere, men så skulle han nok havde mødt hende tidligere på natten og ikke ved solopgang. Men det var jo for sent, men det var heller ikke høflig at se på hendes smerte igennem en helt nat, selvom at han synes det var spændende. Måske kunne de snakke om det, så ville hun fortælle lidt om hvordan det var? Hvis det altså ikke var for personlig for hende, han var nemlig en smule nysgerrig på det, denne ting kom også fra hans ulv side. Han ville gerne undersøge ting, så længe at han ikke selv kom i fare.
Han vippede ørene små uroligt, da varulven bevægede mere på sig. Han lagde sig mærke til solen som var på vej op, så var tiden fo varulven at komme tilbage til sit sande jer. Han vidste ikke helt om at burdet gå, han kunne godt hører smerten der gik igennem hende. Han rynkede let på næsen af koglerne der knækkede. Han brød sig ikke om lyden, efter som han vidste at de blev brækket over. Han rykkede sig en del tilbage, men han betragtede varulven blive til et menneske. Han vidste ikke helt om at ham burdet holde sit for øjnene, da hun var nøgne eller ikke. Han havde kun en kvinde i tankerne, så hendes nøgne krop gjorde ingenting til ved ham. Han lå på jorden et godt stykke fra hende.