A plan, falling to pieces //Privat - Vlad//

Sted: Nosferatu Rest
Tid: Kort tid efter emnet: http://www.vielamort.com/t6950-takeing-things-in-his-own-hands-abent-for-beboerne-i-lazarus-bolig
Omgivelser: Nosferatu Rest's, mørke grotte og kloarkudspring, og dets drabelige klippe fundament.
Vejr: Frisk brise, der altid glider igennem disse grotter.


En sort rotte, pillede hastigt hen af en kloark tunnels gangvej. Det klamme mørke grønne vand, udgav en forfærdelig stank, der næsten ville kunne få et svagt menneske, til at besvime. Blandingen af ekstrementer, lig og andre efterladenskaber, udgav så skærende en stank, at det tit svækkede folks sanser. Specielt i dette stykke af kloarkerne var det slemt. Som var det bevidst bygget til at stinke mere en resten af kloarkerne. Som om kloarkens beboere med vilje ville skabe denne stank. Hvilket også var tilfældet. Nosferatuerne ønskede at svække ubudene gæsters sanser, for at gøre det nemmere at bringe dem ned, for at beskytte deres territorie.
En mindre flok af almindelige, brune rotter, pilede hastigt af vejen, da den uffateligt hurtige sorte rotte nærmede sig. Dens sorte øjne, stirede blankt frem for sig, som om den ikke havde behov for at undersøge dens omgivelser. Som om den kunne løbe denne tur, med lukkede øjne. Ikke normalt for rotter. Dette var bestemt heller ikke en normal rotte.
Rotten kravlede op på vægen, og sad fast som med sugekopper, imens den rente hen af vægen, igennem en tynd udhukket tunnel, bygget ud fra den almindelige kloarkgang. Her var der et lavt lag af den ulærke grønne væske, over den kolde klippe grund, hvilket var det der førte rotten op på vægen. Egentligt betød det rotten ganske lidt, at blive smurt ind i væsken, men da det ikke var nødvendigt, så han indtet grundlag for dette.

Rotten krøb sig ud over en klippe kant, og ned af en klippevæg, fra det kloarkudspring, der var i den store grotte, navngivet: "Nosferatu Rest" af dens egne beboere. Kloarkudspringet var mere end ti meter over jorden, og der var stadigt langt til grottens loft.
Rotten løb alt hvad den kunne, for så, en meter over jorden, at give slip, og blive til en sort tyk masse af røg, der hurtigt formede en figur, og gav farve og figur, til den høje Nosferatu herre, Karaktar. han rykkede i det sorte jakkesæt, for at rette ryggen, og knappede langsomt knapperne , helle vejen ned af jakken, imens han begyndte at bevæge sig hen af grottens stig, fra kloarkudspringet. Hans skridt var sikre, og lignede at han med vært, havde satte faste beregninger, omkring hvor hurtigt det næste skridt skulle tage, for så hastigt at udføre det. Han rettede på sin krave, og strak kort sin nakke, imens et lavt hvæs kom fra ham. Han fjernede så hatten på hans hoved, og smed den ligegyldigt fra sig, fra sin venstre side. Hans hænder blev så nydeligt lagt bag hans ryg, og han fortsatte hen af stien. Ikke langt fra ham, kunne han så høre lavt hvæsen, og talende stemmer. Det var tydeligt hvad de talte om. Endnu en nat, uden resultater.. Olga, var stadigt ikke fundet. En indre uro og vrede slikkede i hans hals, og et lavt brummende hvæs skar sig fra ham. Folk troede det måske ikke, men han var lige så urolig for sin søsters velvære. Han savnede Olga, mindst lige så meget som de andre.
Karaktar skar omkring et hjørne, så han nu stod ikke langt fra sin herre, og to af hans søskende, Ronnie og Janet. Karaktar tog nogen skridt nærmere, for så at tage sin højre hånd foran sig, og bukke dybt.
"Herre.. Jeg er tilbage, fra det job de gav mig." Sagde han med en rolig stemme, for så at ranke sin ryg igen, og ligge hånden tilbage på sin plads. De tomme sorte øjne kigge så ud foran sig, som de altid gjorde. Aldrigt direkte på den han talte med. Hvis han gjorde, var der stor chance for, at han brød ind i deres sind, og læste deres tanker. Gjorde han ofte uden at ville det, hvis hans øjne var peget direkte imod personen.

"Nej.. Lad være.. Med at undskylde... Er ikke.. Jeres skyld.." Vladimirs hæse stemme, var mere rolig end normalt. den vrede der normalt rev igennem ham, når han fik en melding, af en fejlet søgen, blev dulmet af andre tanker. For en gangs skyld, positive tanker. Ma'lakel havde givet ham en mulighed. En mulighed, for at bevise sit værd, og for at bevise et værd støre end nogen af hans andre 'håndlangere'. Det ville han ikke lade sig passere. Specielt ikke, da det ville bringe ham ud i, at slagte Fuldblods Vampyre.
Vladimirs øjne slog væk fra Ronnie og Janet, der stod foran ham, og over på Karaktar, da han nærmede sig, med sine hastige skridt. Han svang en afvigende hånd imod Janet og Ronnie, som kiggede på hindanen, og smilede stort, for så lystigt at løbe imod deres grotte, i hastigt løb, imens de glad grinte.
Vladimir drejede sig, så han stod med fronten imod hans første mand. Vladimir havde stor respekt for Karaktar. Ikke mindst for hans uffatelige mentale styrke, og hans kæmpe påvirkning på sin egen historie. Men specielt pågrund af hans fortid. han havde været diplomat for de royale i Rysland, længe inden Vladimir ovhovedet var en overvejelse i baghovedet på sin fader. Den første til at plyndre og dræbe, ved sine nordiske krigers sider. Løbet i fronten for de Sprtanske hære. Han havde ladet blod for flere stormagter, end selv den ældste veteran. Alt dette huskede Vladimir, når han så på Karaktar. Alt det så han. Han vidste tilgengæld også, at han ville kunne besejre Karaktar, ganske nemt. han kendte hans svagheder, ligesom Karaktar kendte hans. Vladimir havde kendt Karaktar, længer end han havde nogen anden person.
Vladimir nikkede en enkelt gang af Karaktar, og rettede sin ryk, lod sine arme hænge ned langs hans sider, for så at folde sine hænder bag sin ryg, og stod nu i en næsten formel stilling. Som om det var en hel anden person der nu stod foran Karaktar. Karaktar kendte til Vladimirs tid som royal. Så når det kun var de to, opførte Vladimir sig som den gang.
"Hvad.. Sagde de.. Så? Og takker dem igen.. Min ven.. For din medvilje.. Til dette.." Sagde han, med en rolig, dog stadigt hæs stemme. han tog et par skridt imod Karaktar, og kiggede interesseret på ham. Det var en vigtig opgave, han var blevet givet. Men Vladimir vidste, at Karaktar, altid gav resultater, når det kom til information. Hvis ikke det mundtligt blev sagt til ham, rev han det med lethed ud af deres tanker. Karaktars evne til at gøre dette, forbløffede ham hver gang.

Karaktar returnerede nikket, med det samme, og drejede om på hælende, for langsomt at gå til siden, imens Vladimir snakkede. Karaktar trak langsomt vejret igennem næsen, og sukkede så lavt, inden han kiggede tilbage på Vladimir, med de sorte tomme øjne. han rystede så langsomt på hovedet, som for at hinte, hvad der ventede. Hen så så frem for sig selv igen, og begyndte så at formulere hans svar til ord.
"Lazarus vil have dem til at stjæle to af din herres sværd.. To sværd, han med garanti, aldrig vil gå af med, for denne opgave.. Der er ingen chance for, at vi vil kunne snyde dem i dette.." Sagde han, med sin rolige stemme, imens han slap sine foldede hænder, der var bag hans ryg, for så at krydse armende foran sig.
Han rystede så langsomt på hovedet, velvidene, at dette ikke var det værste af den information han bragte. Dette betød bare, at de ikke kunne lave 'snyde' numre med den forkælede lille sølvske's knægt. Han drejede langsomt hovedet, for at se tilbage på Vladimir.
"Men det var ikke det.. Rasputin.. Han nævnte også Assamite klanen.. Det tyder på, han ville bruge dem imod os, skulle vi gå imod hans vilje.. Jeg tror han finder sig selv ganske så stor.. Assamite klanen ville gøre som han beder, hvis ikke vi kommer til dem først, med et bedre tilbud. Og vi vil ikke kune tilbyde hvad Lazarus kan.. Så skulle vi tale til deres fornuft. Og jeg betvivler vores chancer.. Beklager, min gamle ven.. Jeg. Kan ikke se hvordan vi skal undgå dette.." Karaktars stemme var blevet dyster og mørk, da dette ikke huede ham det mindste. Dette betød at de måske ville få Assamite klanen efter dem, skulle de ikke skifte side. Og det vidste han, Vladimir aldrig ville gøre.
Karaktars sorte øjne, stirede imod Vladimir, dog uden at læse hans tanker. Han læste aldrig Vladimirs tanker, da han vidste Vladimir ville se det, og da Vladimirs tanker, var nogen af de værste han havde set. Aldrig havde han frygtet en persons sind, som han gjorde Vladimirs engang. Dog havde Vladimir vidst sig, at være langt mere end det han først havde troet.. Han kunne faktisk styre sine kaotiske og blodige tanker. Stort set helle tiden. Det fascinerede Karaktar.

Vladimirs kolde blik siftede ikke, ved Karaktar's nik. Det forblev koldt, og fuldstændigt tomt. De matte hvide øjne stirede imod Karaktars, som var de fastlåst på dem.
Dog blev de knebet en smule sammen, ved nævnelsen af de sværd Lazarus ville have fat i. Og et lavt suk rev sig fra hans næse, da Karaktar nævnte chancen for, at Ma'lakel ville overgive disse våben. De tomme blik forblev det samme, imens han langsomt rystede på hovedet, og rullede med øjnene.
"Forbandede.. Fuldblods.. Vampyre... Ergh.. Så.. Må vi.. Blot fortælle Ma'lakel.. At det ikke.. Kan lade.. Sig gøre.. Mere er der i..." Han stoppede midt i sin sætning, og kneb sine øjne en anelse sammen, af Karaktars blik. Det var tydeligt at der var mere, så han blev tavs. Det tydede bestemt ikke godt.
Ved nævnelsen af Assamite klanen, udvidede hans pupiler sig stort, og han trak vejret dybt. Hans overlæbe hoppede hidsigt imens Karaktar fortsatte, og han begyndte at trække vejret tungt, og hakkende, imens han knugede sine næver, og tog et skridt til siden.
Han havde gjort det. Den ene ting, han ikke selv ville tillade. Bragt familien i fare for jobbet. Det kunne han ikke acceptere. Han måtte gøre, hvad hanville have, hvis en af de andre overtrådte denne regel... Han holdt en hånd op da Karaktar var ved at være færdig, som for at acceptere hans ord, og for at stoppe ham.
"Beklag.. Ikke.. Min ven... Store.. Forandringer.. Må ske... Kald på de andre.. Dem alle.. Få Dakar tilbage fra hans.. Jagt.. Vahida og Janet ud fra slavernes grotter.. Lige meget.. Med slaverne.. De.. Løber.. Ingen steder.. Og væk Ronnie.." Hans stemme var dyster og hæs, og han rystede langsomt på hovedet. Han gik så op imod sin trone, og satte sig med et ryk. Han lagde sin højre albue imod sit armlæn, og kløede sin hage, imens han stille knurrede.
Efter kort tid sådan, hvæsede han hidsigt, rejste sin hånd, og slog hårdt ned imod sit håndlæn, så det brækkede af, og faldt fra tronen, og sendte en høj klangende lyd igennem grotten.