Rest in Pieces. ((Scar//Privat?))

Sted: Teatret, i den store sal.
Tid: Omkring midnat, en aften forestilling er i fuld gang.
Omgivelser: Halvt fyldt op, folk på scenen der spiller shakespears fortryllende stykke: Othello.

__
Scenariet var i sig selv fuldstændig perfekt, ned til mindste detalje, lige fra den detaljerede oliemalede baggrund på et ellers genbrugte lærred, til musikken der fulgte skuespillerens følelser som denne udspillede dem: lavede mimende grimasser der kunne give tilskueren en oplevelse af enten sorg, glæde, kærlighed, hjertesorg, vrede, eller jalousi. Alting var sammen presset, ind i netop et stykke. Violinens sang blev stærkere som den tapre soldat skreg i smerte over sit had til sin kammerat, der ville gifte sig med den kvinde han elskede. Det var lige til at blive oprørt over, at føle med, for de væsener vis følelser sad dybt inde under huden, imens dem der bar den helt udenpå, sad og græd i store strømme, alt deres medfølelse, og medlidenhed ud. Men som spillet udfoldede sig var der dog én person, der fortsat sad med et kedsommeligt blik og stirrede ned på den oplyste scene. Historien var urealistisk, romantiseret, og helt igennem bundløs kedelig for netop ham, dog var der små bider som han brød sig om, men ikke nok til ikke at lade hans øjne glide andre steder, blandt andet ned på en stor barmet ung kvinde på første række. Det var lidt som om hans øjne var vant til at søge disse ting, så da han fandt denne kvindes goder, skulle han være bevidst om at se væk i stedet for barnligt at hænge sig over balkon siden, og pifte efter denne. Noget som han uden tvivl ville have gjort da han endnu ikke også fandt det ulideligt. De grønne reptil øjne rettede sig atter på scenen endnu engang, imens at Ma'lakel strakte kæberne i et gab.
.... For meget.. vi mangler noget action...
Uanfægtet af de andre personer i teatrets velbefindende og skuespillernes ve og vel, lod han dovent en hånd strække imod scenen og før man helt kunne nå at registrer dette, var den smukke unge lys hårede skuespillerinde, der havde rollen som den fortabte soldats elsker, gået i flammer. Og et skingert skrig kunne høres fra denne, som hendes sangstemme knækkede over i et gru op vækkende råb om hjælp. Fra herren der havde gjort dette, lød der blot et meget lavt fnys, efterfulgt af en indædt og mørk latter, der ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Tilskuerne rejste sig fortvivlede og råbte til hinanden at de måtte ud, idet scenen gik i brand, efter at skuespillerenden lå tilbage over bredderne, med et forvrenget ansigt, og huden der lige så stille smeltede af hendes ydre, og brænde hendes kød. svagt kunne man se hendes ene ben der endnu lavede små spjæt som var hun ikke helt død kropsligt, men mentalt var hun væk!
De grønne øjne gled da hen på de mange flygtende folk, imens at et svagt smil kunne skimtes på de smalle, lysebrune læber.
... Løb? Virkelig... jeg er SÅ overrasket...
Tænkte han sarkastisk.

Der var andre til stede til denne forestilling en skaldet mand stod i døråbningen til salen og kiggede irreteret mod scenen, ikke nok med at han ikke fattede et ord af hvad kælling prøvede at formidle, men det lød så kedeligt at han havde lyst til at give hende en kugle mellem øjnene efter forestillingen, men han var her ikke for at lave pletter på gulvet. En anden mand kom op til ham og stillede en kuffert for fødderne af ham og nikkede kort, Alexander samlede den op og gik rundt om hjørnet, han åbnede kufferten og kiggede ned på omkring 20 millioner €, han klappede den i igen og så på manden med det der var tætteste han kunne komme et smil "Aftalen er iorden så... dine våben vil værre klar til at blive hentet imorgen aften", den anden mand nikkede og gik tilbage ind i salen. Alexander var på vej ud af teateret da han kunne høre skrig og lugte noget der fjernt mindede om bacon *va pokker sker der*, han nåede ikke at tænke længere før en masse mennesker kom stormene imod ham, han fik et kort glimt af en person der var i flammer på scenen før han var nød til at flytte sig for de fremstormene folk. Han ventede pænt til folk havde presset sig ud og gik så ind i salen, stadig med kufferten i hånden vandrede han op på scenen og tjekkede liget af den afdøde skuespiller, han anede ikke hvorfor hun var gået i flammer og var egentlig også fuldstændig ligeglad. Alexander tog sin store kniv frem og hakkede en finger af hende, han tog den op og kiggede på den grotesk sorte finger der havde en meget stor diamant ring "Når du alligevel ikke kan bruge den mere min søde, kan jeg ligesågodt tage den". Alexander fik en dårlig fornemmelse, der var en mand på balkongen der sad og kiggede, hurtigt var en pistol i hans hånd og var rettet mod manden "Skrub ud knægt... du har ikke set noget her", hans stemme var dyb og rusten af smøger og en livstid fuld af hårde strabasser.

I ly af skyggerne der lod halv-dæmonens ansigt henligge i mørke, kunne man høre en lettere manisk klukken, som en indædt latter der ikke nåede ud men blev presset sammen inde i ganen og gled ud imellem de skarpe gule tænder. Endnu var der ingen bevægelse oppe fra balkonen, så man måtte antage at denne ikke havde hensigt i at flytte for det menneske der så naivt pegede med en pistol på ham. Dog kunne man inde fra mørket se antydningen af et par dyriske grønne øjne, der som en slange holdt øje med en. Som en jæger der havde fået øje på en stolt kronhjort der overmodigt var trådt tættere på monsterets hule. Stille ville luften dog blive varmere inde i selve teatret. Tør og træls, noget der fik luften til at være ubehagelig at indånde fordi den udtørrede tungen og hals røret, og ville få den ellers allerede hæse stemme som mennesket havde, til at lyde endnu mere hæs hvis det var muligt. Sammen med den varme luft der fyldte hele salen, ville det menneske som denne nu var, sikkert også kunne føle den isende fornemmelse af at blive åndet i nakken, dog var dette kun en illusion man ville få af at stirre ind i de gylden grønne øjne, der ville hypnotisere, lokke, på deres egen måde, som pegede denne sin pistol imod selveste djævelen, synden, satan, og hvad end for ond spirituel Gud der måtte eksistere. Med en stemme der dog ikke var hæs som menneskets, men mørk og let brummende kom der et svar:
,, Knægt? ... Kreativt.. hvad mere? Svumpukkel, slubbert, plattenslager? Kom nu bedstefar.. du står trods alt på en scene.. og siden du så flabet peger dit legetøj imod mig, må du da have mere at sige inden jeg vender vrangen ud på dig, hm?", en lille glød kunne da blive set et lille stykke væk fra øjnene, og for en mand der selv røg ville det ikke være svært at regne ud at personen på balkonen havde tændt en smøg.
En lille røg sky blev presset ud imellem de smalle brune læber, imens at personen ventede.

Alexander blev dybt irretert over dennes ubehøvlede måde at opføre sig overfor ham på, han vidste tydeligvis ikke hvem han havde at gøre med, men han kunne ikke lade værre med at smile over hans uddtalelse "Ordene forbanded møgunge, snothvalp og grønskolling kommer i mine tanker" sagde han meget gebrokkent med en stærk russiks accent. Alexander kunne mærke en tør hede, han begyndte at svede og blev mere og mere irreteret over at befinde sig i lokalet med den uvorne skarnsknægt der troede han var nogen. Alexander rystede irreteret på hoved og stak igen pistolen i hylsteret og begyndte at gå mod de store dobbeldøre der førte ud til gaden, han gad ikke ofre mere tid på denne møgunge, istedet tænkte han på se forskellige forretniger der skulle udføres i løbet af dagen og nogen informationer han havde fået om at der skulle være magiske væsner her i byen, i hans hoved lød det som niget værre pjat og som om hans soldater havde brugt for meget tid på den lokale kro på det sidste. Alexander skævede op mod drengen der sad oppe på balkongen, ganske vidst kunne han ikke se et ansigt, men han anslog udfra stemmen at han var omkring de 18 til 19 år, han kunne ikke lade være med at brumme "Du er da vidst ikke gammel nok til at ryge min lille ven".

De grønne øjne fulgte uanfægtet af de ord der blev slynget ud, herren der nu havde i sinde at være den der skred? Ma'lakel rynkede på brynende selvom det ikke kunne ses. Ville denne nu forsvinde, efter så ubehøvlet at have sigtet imod ham, krævet hans opmærksomhed. Der var vidst en der behøvede en smule research, men så igen, hvorfor skulle denne ikke være naiv og antage det mest normale? Han var efterhånden ret sikker på dette var et væsen uden magiske eller andre overnaturlige evner, da denne ikke havde fornemmet den pulserende aura fra Ma'lakels sværd der lå trygt på gulvet ved siden af ham. Han kørte en hånd op til sine læber, satte sin pege og lange finger på hver sin side af smøgen inden han trak den væk fra dem, og lod endnu en røg sky glide ud i rummet. Med den anden hånd lavede han en sær bevægelse som mennesket ikke kunne se da Ma'lakel sad beskyttet i ly af skyggerne oppe på balkonen. Han lod blodet i hans krop strømme imod hans venstre hånd imens han bevægede sine fingre i en cirkel, og lukkede de grønne øjne for at koncentrere sig kort. Den varme luft i rummet, ville da blive tvunget omkring den ældre herre i en slags tornado, og denne ville sikkert få en ubehagelig hedetur for ikke at nævne en tør smag i munden af den varme luft, der lidt efter lidt antændte sig selv, og personen ville være omringet i en lille tornado af isblå flammer, der til tråds for deres smukke ydre, stadig afgav en næsten ulidelig temperatur fra sig.
En let klukken kunne høres oppe fra balkongen.
,, Går du allerede? Ikke mere.. jeg er skuffet... et par små formaninger og så er den.. åh så vise.. herre gået? Kom nu, dans lidt, lav sprælle manden, et eller andet!".
De grønne øjne åbnede sig atter imens at tornadoen af ild dansede lystigt omkring mennesket, med et kækt smil på læberne kunne Ma'lakel ikke lade være med at prikke lidt yderligere:
,, Åh, og pas på.. hvis du har sprængstoffer gemt i dit så fine antræk, så ville jeg ikke gå for tæt på flammerne hvis jeg var dig, du ved hvordan det siger: booom.. eller, du kunne gå imod dem, faktisk ville det være yderst underholdende! Hvor længe ville du mon rende rundt som en hovedløs høne? Eller ville de også sige boom?... skal vi tage chancen, bessefar? Er gammelfar frisk?", et meget stort smil kom frem, og de gule, syle spidse tænder blev da afsløret i et makabert smil.

Alexander bevægede sig mod døren, det vart som om luften blev knastør og al fugtighed i hans krop langsomt blev drænet fra ham, *hvad er dether for noger djævelskab*, hans tanke belv brutalt afbrudt da en søjle af blå ild rejste sig omkring ham heden var ubærlig og han holdt en beskyttene håmd op foran ansigtet, han agde ikke mærke til at drengen snakkede til ham før han hørte ordet "Bessefar" ordet udløste en bølge af vrede mod den lille uvorne møgunge, "Din forbandede snothvalp!". Alexander kiggede rundt efter en flugtvej men var fanget i ringen af isblå flammer, han havde ingen plan om hvor han skulle foretage sig og hvordan han skulle stikke af, "Lad mig gå din elendoge vanskabning!", Alexander tog sine granater og hev pinden ud, han kastede dem med stor kraft mod balkongen, det så flot ud mens de 5 granater svævede genne luften som kæmpemæssige fluer. Alexander trak på smilebåndet *intet slipper godt fra at prøve at gøre mig fortræd*, han ventede si spænding på at bragene skulle fylde hele det store lokal.

//du gør det ikke nemt for et svagt lille menneske... det må betyde du er lidt bange//

Endnu henlagt i mørket, som elskede den at kærtegne ham, kunne man endnu se det makabre smil på de smalle læber. Det fik ingen ende, inden overhovedet. Varmen fortsatte med at stige, fortsatte med at blive grotesk og brændende. Hans øjne stirrede interessant på den ældre mands reaktion på at blive spærret inde i den lille cirkel af ild. Umådelig interessant på sin egen måde. Præcis ligesom forskeren der med skarp årvågenhed holder øje med sin forsøgs rotte. Hver en sær indånding, hver en handling, hver eneste lille detalje der kunne være fatal for konsekvenserne af det man gerne ville opnå!
Ganske uimponeret fulgte han de granater der blev slynget imod ham. Man kunne sige meget om mennesker, men nogle af dem var ikke ligefrem små mus der lod sig kue. Alligevel burde en kat vide hvornår den var oppe imod en tiger. Granaterne nåede et godt stykke før at fem meget små ild kugler blev skudt af sted oppe fra balkonen og kom i kambolasie med granaterne før de nåede selve balkonen. Der kom fem ordentlige brag og noget af taget på teatret blev som resultat sprunget i luften, murbrokker faldt ned samt bredder, og lagde sig nogle gode meter væk fra menneskets bur.
Ma'lakel så til imens at mennesket endnu var fanget, og besluttede at det måske var tid at gøre entré? Han rejste sig for at gå ned af trapperne, imens at hans stemme endnu gav ekko i hele salen.
,, Vanskabning.. uuh.. auch! Den sved.. det er sjovt med gamle folk, de har det med at elske traditionelle udtryk! ... Men jeg må give dig et kompliment, du er betydeligt sjovere end hele forestillingen!".

//Han keder sig da bare xD.. og finder Scars underholdende//