The boring way of existence - Thomas Darwill

Privat
S: Quatres opholdsrum og selskabs stue.
T: Midt på eftermiddagen
O: Et par gæster hist og her fordybet i samtaler, bøger og deres egne små tilværelser
V: Gråt og kedeligt



Der var ikke meget larm i det åbne rum. Der var rettere sagt alt, alt for stille. Kun en knapt lydhør mumlen fra de forskellige grupper af gæster som opholdt sig i rummet, blandede sig med musikken fra radioen i hjørnet og det smukke bornholmerurs sagte tikken. Det var en helt almindelig hverdag, prydet med det grå lys som skinnede gennem skyerne på himlen. Det var til at kaste op over. Der lød et langt og træt suk fra en kvindeskikkelse midt i rummet. Hun sad foroverbøjet over en udfoldet avis og rørte apatisk rundt i sin kaffekop. Hendes kind var lænet imod hendes åbne håndflade og hendes blik skøjtede hvileløs rundt i rummet hun opholdt sig i. Hun var iført en lang sort kjole med lange ærmer, som smøg sig op ad hendes lidt for smukke og perfekte krop. Hendes hår var mørkebrunt med naturligt lysere striber hist og her. Læberne var brede og mørke. Hendes øjne mandelformede og med lange mørke øjenvipper. Derimod, var det eneste hun ikke havde justeret efter sit eget ønske, hendes øjne. En stor pupil var omgrænset af en blanding af mørkeblå og lilla iris som reflekterede det grå lys fra vinduerne. Man ville kunne falde i dvale i dem, og stadig ikke vide hvilken farve de præcis var gjort af.
Den rastløse hundjævel, som gik under kaldenavnet Malice, krydsede benene og begyndte at vippe med foden. Hun sukkede endnu engang. Hun hadede at sidde stille. Hun havde den sidste times tid siddet og gennemgået avisen, men havde ikke fundet noget iøjenfaldende. Hun havde kraftigt brug for noget adspredelse. Lidt underholdning. Og hvis underholdningen skulle passe til hendes humor og syn på skæg, skulle hun igang med at lave lidt... Ballade.
Hun spidsede mut læberne og lod de særprægede øjne hoppe fra hver person i rummet.
Nej... for kedelig... For forudsigelig.
Hun udstødte et opgivende suk og var tæt på at banke hovedet ned i bordet, som et lille utilfreds barn. Det kunne da ikke passe hun skulle sidde og glo her hele dagen lang, som en gammel enke. Jo længere hun sad for sig selv, jo mere rastløs blev hun. Hun havde lyst til at smadre ét eller andet... Eller nogen for den sags skyld. Hun havde brug for action.
Midt i sine frustrerede tankestreger, stillede en ansat sig foran hende med et bekymret blik. "My Lady... Har de det godt? Er der noget jeg kan tilbyde dig?" Spurgte han. Hun glippede med øjnene, som var hun lige vågnet. Hun viftede afværgende med hånden. "Nej, nej tak. Jeg har det fint" Fik hun fremsagt med en høflig og lidt ligegyldig stemme, i stedet for at mumle eller snerre af ham. Han gik igen og på sin vej tilbage sendte hun ham et piercende blik i ryggen.
Hun rankede op i sig selv og strakte sig bagover stoleryggen som en kat. Ak ja... Så måtte hun vel i sidste ende stå for underholdningen. Et skævt og smule skadefro smil gled indover hendes læber. Muligheder var der jo nok af.

Himmel legemerne var knapt så broderede, på denne tid af dagen. Det kolde vejr havde tydeligvis taget sit jerngreb omkring naturen og vendt den til en massiv grå sten, der ikke havde andet at tilbyde end sin kolde hårde overflade. De kolde vindpust sendte bladende hen over asfalten, som udgjorde gangen hen til de diverse områder. Deres rute svingede fra højre, derefter til venstre, nogle gange fløj de i en lille cirkel, derefter let op, for så at falde ned igen på gaden. Som en dans der endnu ikke helt havde fundet dets rette rytme. Når et vindpust kom igen, fløj de atter op i luften som om de atter havde genfundet pusten; lige indtil der ville komme en bil, og sætte dem til hvile på jordens kedelig grå overflade, og dette vil så blive deres sidste placering, indtil regnen kom og skyllede dem bort og ned i kloakkerne. Nogle dråber syntes allerede at have banet deres vej ned imod jord overfladen, deres kølige vand plaskede stille ned imod den hårde grund, hvor deres gennemsigtige klarer vaske, blandede sig sammen med den i forvejen fugtige overflade. En sådan dråbe ramte netop en ung mand, som ellers lige var steget ud af en gammel mørke grøn 1974 Ford, som kun var bestående af en tre forsæder der var slået sammen som en forlænget sofa. Bagi var der en lang trailer som var påsat på bilen, og gjorde det nemt at transportere ting frem og tilbage. På den forlængede trailer opholdte der sig nogle møbler, af den ene eller den anden art, men det var ikke til at sige hvad de var, eftersom de var skjult af et tykt groft tæppe, hvor den ny fundne regn dalede ned. Tæppet var til gengæld smurt ind i et tykt lag fedt og ko hjerne som forhindrede tæppet i at stivne og blive gennemblødt.
Manden brummede gennemtrængende da han placerede sine fødder ned i en lille pøl der allerede var ved at danne sig ude foran bildøren. De grove hænder trak med en kraftig bevægelse i læderjakkens krave så den skuttede sig op imod hans ører og dækkede for så regnen ikke ville løbe ned langs halsen og gøre ham syg. De brune øjne kiggede lidt rundt imens hænderne fandt vej fra kraven og op til den blå kasket der blev rettet til, hvorefter de let beskidte hænder kløede bakkenbarterne der buskede lettere vildt ud til siderne. Med et smæk blev døren lukket, og den unge herre fandt sin vej ind på hotellet imens han kiggede fra den ene side til den anden da han gik hen over gaden for ikke at blive påkørt. Ikke at det ville have nogen større virkning som sådan hvis han blev det, men derfor betød det ikke at man ikke skulle være forsigtig. Med et lettere dybt og lettet suk, kom han over på den anden side af gaden hvor han satte sin fod velplaceret på fortovet og forsatte turen ind på hotellet, hvor han gik hen til skrænten, og nikkede kort til en tidligere kunde der tog sit smut ud i regnen med en beige farvet frakke der gik ned til midten af låret. Regnen havde efterhånden taget godt til, og dets uregelmæssige rytme imod jorden kunne høres da manden i frakken fik åbnet døren. Med et kort nik sendt imod sekretæren bag skrænten, gjorde han indledning til at forsætte med sin egentlige gøren her på hotellet.
”Det var noget med nogle stole og et skab, så vidt jeg husker..” startede Thomas ud, imens han fiskede pungen frem fra baglommen og fandt den nedkradsede seddel ned som på i pungen, ret så klodset placeret der havde gjort den noget krøllet. Øjnene kneb sig let sammen for at tyde hvad der stod for at være sikker på at han ikke havde glemt noget, og nikkede så tilfreds med sin egen hukommelse over sagen, og lagde pungen tilbage i baglommen, imens han lænede sig op ad skrænten af bordet, imens sekretæren fandt frem til oplysninger.
”Jeg er frygtelig ked af ulejligheden, Sir. Men vores data er tydeligvis påvirket af den voldsomme regn udenfor. Er det muligt du kan vente lidt, imens jeg snakker med ledelsen?” Kom det fra den tynde knægt der stod omme på den anden side af bordet og kiggede fortvivlet på databasen. Han var sikkert ny i faget, da han virkede lettere panikslagen over at han måske havde gjort noget, der havde været skyld i denne fejlagtige oplysning som stod på computeren. Varulven nikkede dog blot, med et forstående glimt i øjet, og lavede en kort gestus til drengen om at han bare skulle tage sin tid. Den høje mand på de 185cm trak sig væk fra bordet og kiggede derefter roligt rundt omkring imens drengen kæmpede som en gal med at finde frem til problemet. Alt imens dette skete betragtede Thomas sin last ude ved bilen, igennem vinduet, for at være sikker på at der ikke var nogen som fik gode ideer.