A new friend...maybe? // Thomas Darwill //

Sted: Gågaden i Terre
Tid: 15:00
Vejr: Overskyet (efterår)
Omgivelser: Mange mennesker rundt omkring

Evangeline sad i vindueskarmen og kiggede ud på vejret, som truede med at det nok snart vil komme til at dryppe lidt fra himlen. Det havde hun ikke noget imod. Hun kunne generelt godt lide regnen, om hun sad indenfor og kiggede på det eller om hun gik ude i det. Ilden i pejsen glødede stadig, men hun vidste, at når hun kom hjem, vil der være temmelig koldt i huset. Hun slentrede hen til køleskabet i ført hendes morgenkåbe, for hun havde nemlig ikke haft i sinde at tage nogle steder hen i dag. Håret strittede lidt hist og her, og hun fik et mindre chok da hun gik forbi spejlet i gangen. Jesus! Ser jeg virkelig så grim ud, når jeg står op?tænkte hun forfærdet og tog sig til hovedet. Derefter åbnede hun sit dejlige, store køleskab op og så til sin forskrækkelse, at der intet mad var tilbage! Hendes mave rumlede, og lysten var ikke den store, til at begive sig udenfor i regnen, selvom hun elskede det, for hun orkede det simpelthen ikke. Men hun skulle jo have mad, så hun tvang sig selv til at tage sit hverdagstøj på og redte sit hår foran spejlet på sit værelse. Det ville være smartere at tage den store indkøbstur, så får jeg nemlig det hele overstået. tænkte hun træt og dovent og fik endelig sat sit hår op i en knold.
Hun begav sig mod gågaden. På trods af vejret var der alligevel okay mange mennesker i dag. Men mange af dem så ud til at have småtravlt, så de myldrede alle rundt og skulle i de forskellige butikker. Det, hun startede med, som det vigtigste, var Fakta, som hun købte mad derfra. Det næste sted var H & M, for hun manglede vintertøj og en varm jakke. Efterhånden forsvandt flere og flere mennesker fra gågaden. Det sidste sted hun tog hen til, var smykkeforretningen. Da det snart var hendes mors fødselsdag, vil hun forære hende en guldhalskæde. Hun lagde den på disken og sagde til kassedamen: Den tager jeg og den må gerne pakkes ind. Hun sagde derefter tak og gik ud af butikken. Pludselig, uden hun kunne nå at reagere, tog en mand hurtigt hendes taske ud af hendes arm. Hun var overrasket, forbløffet og rasende. Hun stillede sine poser fra sig og spurtede efter ham i raseri og fik indhentet ham. Hun sprang på ham og han faldt på maven og udsendte et højt støn. Giv mig den så, din tyv, ellers vil du fortryde jeg gjorde det! råbte hun og fik ham løftet op fra jorden. Hun smaskede ham ind i muren med knyttede næver, parat til slå ham. Han bad om nåde, men hun viste ingen følelser. Hun var parat til at slå ham når som helst.

En lille knurren kom fra den gråbrune korthårede hund, hvis tætte stride manke sad godt indtil kroppen, og beskyttede den imod kulden til visse omstændigheder. Den høje mand som stod ved hundens side, med en løs hængende brun lædersnor i vanten, stod og kiggede på nogle frugter og bær ved grønthandleren imens han mumlede for sig selv. Godt nok var han en varulv, men selv varulve skulle have noget at spise engang imellem, i forhold til de allerede døde væsner som vampyrerne der kunne gå rundt i dagevis uden alt for meget blod i maven. Men vampyrer var døde skabninger, hvis egentlige tidslinje rent faktisk skulle være forbi. Men fordi deres epidemiske virus der dominerede i deres blod udslettede alle former for normalitet i et menneske, eller andet væsens blod, og erstattede dem med adrenalinske blodceller, der gav kroppen en forøget styrke der gjorde at den tørstede efter noget der var langt mere næringsrigt end hvad normal føde så som frugt og grønt lige kunne tilbyde. Dette var i hvert fald den teori som Thomas havde fået, og stadig funderede over om egentlig var sandt. Teorien dukkede op selv nu, hvor han undersøgte det stykke kål han havde taget op i hånden, og med grønthandlerens gennemborende øjne indså han at han havde stået sådan et godt stykke tid uden at have gjort nogen form for indvielse om han ville købe det eller ej. Den høje herrer på de 185cm brummede lidt igen, inden han kiggede ned på gråbrune hund, som havde taget ørerne frem og lagt hovedet let på skrå i en spørgende gestus hvor fire rynker dukkede op på dens pande over de himmelblå øjne som den ejede. Hans egne brune øjne vendte tilbage til grønthandleren og nikkede så lidt, hvorefter han tilføjede nogle tomater og gulerødder samt noget blomkål. Det hele blev betalt og lagt ned i en pose inden han forsatte ruten rundt omkring i gågadens travle hverdag. Selv havde han egentlig ikke så travlt igen, han var i teorien ganske rolig, og hadede at stresse over småting. En behandsket hånd rakte op imod den ene bakkenbart og kløede let dets buskede stride hår, som bare gjort det endnu mere uldent.
”Nå, hvad mangler vi mere?” spurgte han den grå klump der ikke gik ham højere end lige til midt på skinnebenet indtil videre. Den grå hvalp så selv ud til at tænke efter, inden det gav et undrende blik på sin herre for at finde ud af hvad han måske selv havde i tankerne. ”Kød…” brummede manden så til sig selv, og nikkede kort for at gå videre. På hovedet var der placeret en grøn ternet skovmandshat, med mørkerøde og brune striber. Dets hængelapper som ellers kunne bindes så ørerne fik frit skue var blevet taget ned og dinglede ned over ørerne for at holde dem varme. Skuldrende var broderet med en tyk mørkebrun slidt læderjakke, der inden under var til syet en masse uld som holdte kroppen godt varm, selvom det normalt ikke ville være et problem for den bredbyggede mand. Hans eksistens var udelukkende bestående af at være varmblodig, og dette gjorde så at kulden havde svært ved at trænge ind om livet på ham. Det varede ikke længe førend de stod foran slagterens åbne forretning og beskuede de fine delikatesser der var at se på hans bord. Den grå hvalp kunne tydeligt lugte kødets saftige blodsvulmende godter, og savlet begyndte langsomt at samle sig i munden på den, og den flydende fråde begyndte lige så stille at blive synlige i dens mundvige. Slagteren som betragtede sceneriet af hundens store blå øjne og savlende mule gryntede med et grin, der udgjorde at Thomas måtte se hvad der foregik med den, og himlede med øjnene.
”Undskyld Wade, han har ikke styr på hvornår hans mave har fået nok..” Brummede den store mand, og trak undskyldende på skuldrende for den bredvommede mand der klukkede af fryd, over hund og ejer så hans vom rystede under ham.  
”Sans frayeur, Thomas!” klukkede den fede mand i en tyk fransk accent, og fandt bag disken et tykt saftigt ben blandt de andre delikatesser, ”Du kan få dette, jeg får ingen brug af det alligevel.” og rakte ham det indpakkede kødben til varulven som nikkede taknemligt, og udpegede noget fisk, gris og ko inden han gik videre og takkede endnu en gang til den bredvommede mand som lo af hunden der havde svært ved at tage øjnene fra posen.

( Er du sikker på at du ikke er forfatter eller sådan noget :D )

Hun så dybt ind i hans blå øjne, stadig med en knuget hånd, der var fyld med frygt. Undskyld, undskyld, vil De ikke nok lade være med at slå. Det var ikke min mening. bad han og hun kunne tydeligt mærke, at hans krop dirrede og at han trak vejret i små stød. Var han ikke vant til at få tæsk? Han var vel en tyv, og af og til måtte de vel få nogle ture med tæsk og blod involveret. Hun kunne mærke, at mange øjne stirrede på hende bagfra, men hun var ligeglad. Fint, du får lov til at gå. Nej, du kan få lov til at løbe af helvedes til, og aldrig mere kommer her. sagde hun til sidst åndsfraværende og ligeglad. Hun slap ham, og hans øjne stirrede fast på hende, mens han kantede sig forbi hende. Han havde ikke opdaget, da han jo gik baglæns, at hans snart ville falde ind i kasserne med grøntsager og frugt. Vent på det, vent på det.. tænkte hun og smilede lidt. Ganske rigtigt, pladask! Det så sjovt ud, da han var smurt ind i tomatsaft, og da grønthandleren kom ud for at se, hvad der skete. Han blev arrig og ildrød i ansigtet, og var lige ved at få tyven, da tyven sprintede af sted og ned ad gaden. Handleren råbte skældsord efter ham, og fik samlet alle grøntsagerne op igen. For at gøre ham lidt glad, købte hun nogle æbler af ham og der kom da også et lille smil fra ham. Sikke noget. Lad os håbe, han ikke kommer tilbage igen. små lo hun sammen med grønthandleren. Nåh, det må vel være én ting til, jeg mangler at købe. tænkte hun og stenede lidt hen, mens hun gik ned ad gaden. Hendes fødder slentrede over til slagteren. Det var ikke altid hun vidste, hvorfor hun ikke kunne styre sine ben, men hun manglede jo egentlig også noget kød, og lidt delikat pålæg fra slagteren. Da hun kom indenfor, duftede der bare lækkert. Hun elskede duften af råt kød, og der kunne gå timer, før hun kom ud igen. Bogstavelig talt, købte hun sig nærmest fattig, men ikke i dag. Hun skulle bare have en lille smule, kun lidt. Men kendte hun sig selv, vil hun ikke tænke klart, så hun måtte tvinge sig selv til at tage det vigtigste. Jeg skal bare bede om noget oksekød og lidt forskellig slags kødpålæg med hjem, tak. sagde hun til manden med den store vom. Hun sagde pænt tak, og gik ud igen. Der var næsten tomt på gågaden, men det dryppede også lidt mere nu end førhen. Hun havde ikke rigtig set sig for, da hun gik ind i stor dame. De tabte begge deres poser, og de stirrede irriteret på hinanden. Vil De være rar at sige undskylde? sagde den fine dame med sin pelskrave tæt ved ørerne. Ikke tale om. Det var hende, som kunne have været gået udenom mig. tænkte hun frustreret, og samlede blot sine ting op. Nu skal du ikke være fræk og ignorere mig! Din møgunge! skældte damen og skubbede til hende. Nu er De gået for vidt! råbte hun vredt og skubbede hende endnu hårdere, så hun fald på jorden. Nu stod vreden ud af hendes mørke øjne og hun gik hastigt hen og tog sine ting, og gik med hastige skridt forbi hende med næsen i sky. Sådan en arrogant dame. Hvad sker der for folk i dag? tænkte hun træt og tog sig forsigtigt til hovedet. Hun gik ned af gågaden, stadig omtumlet og undrende over folks opførsel. Hvad var det, der fik dem til at handle og agere sådan? Hun fik øje på en mand og hans lille hund, eller var det nu en hvalp? Den så sød ud, men hun vil ikke bare gå over og hilse sådan. Hun lod bare sit blik blive på hvalpen.

// Meget sikker på at jeg ikke er nogen forfatter xD, tror min tegnsætning stinker for meget til det.

Selvom det kun var nogle ganske få 20 meter fra hvor det var de stod, kunne manden allerede hører hvordan et voldsomt brag begyndte at danne sig, og lydens bølger som hastigt bredte sig hen over gadernes ellers livlige hverdag, og de brune øjne vendte sig om imod hvad der lignede en smålig tyv fra Gydernes skumle og uhygiejniske gader. Hans fedtede hår som begyndte at blande sig med tomaternes saft, der langsomt gled ned over hans pande og næse, hvor det samlede sig ved dets tip og dryppede i små uregelmæssige baner.
Den grå hvalp slikkede sig langsomt om munden som for at indikerer at det blot var endnu mere sulten nu, og kom med nogle små bjæf, inden det kiggede op på sin herre. Thomas selv, stod lidt og så noget forundret udover hvordan nogle kunne have været så dum. Det behårede hoved stillede sig let på skrå som gjorde at den ene øreflap på huen dinglede ned ad, og gjorde øret let synligt og sårbart over for kulden der herskede omkring dem. Hvalpen satte sig ned efter lidt tid, og beskuede sceneriet, med et noget interesseret blik. Selv kunne han dufte hvordan den søde smag af tomat bredte sig i luften. Hvis han havde fået et ord fra sin herre omkring tilladelse til at løbe tværs over gaden og slikke det hele op, ville han under alle omstændigheder have gjort det. Men der kom ikke en lyd fra den bredskuldrede mand, hvis mørke øjne var fæstnet på sceneriet af manden der væltede i tomatsaft. Et bryn var langsomt hævet imens hunden logrede lettere nervøst med halen, usikker på hvordan den skulle tage det den beskuede til sig. En kvinde kom mere til syne blandt folkene, sikkert hende der var blevet berøvet inden hun havde taget tyven på fersk gerning. Det så dog ud til at kvinden havde besluttet sig for at lade manden gå, hvilket sikkert havde været for det bedste, selvom at han selv nok havde sørget for at politiet ville få fat på ham, men der var selvfølgelig altid forskellige meninger om sagen, og i denne situation ville han ikke selv havde rettighed til at sige noget. Alle mennesker havde vel hver deres måde at håndterer tingene på, ligeledes havde kvinden med det ir røde hår, hvis klarer blå øjne syntes at tordne mere og mere af vrede sådan som hun begik sig afsted fra de forskellige butikker, deriblandt den slagter han selv havde været inden i. Thomas fnøs lidt inden han trak på skuldrende, hendes gøren var ikke hans beskæftigelse, og han kunne egentlig ikke gøre så meget selv, da han ikke var en del af situationen.
Efter lidt tid vente den høje herrer sig om for at tage fat i en avis som stod i en af de gratis båse der mulige at tage for sig hvis man nu lystede. Regnen der langsomt dryppede ned over hovederne på dem landede på det grå spektakles snude, som fik den til at nyse i en overrasket bevægelse. Bevægelsen havde sendt en kædereaktion igennem kroppen på den som gjorde at den rystede på hele kroppen i en krampeagtig udstrækning. Den ene mundvige på manden løftede sig langsomt op, over hundes reaktion på vandet, og satte sig langsomt ned på bænken med posen med varerne ved siden af sig. Endnu engang skete der noget der fik hans øjne til at flytte sig til siden, og hen imod det samme vildrøde hår som før.
Denne gang var det en kvinde der var gået ind i hende. Det hele virkede til at være imod hende i dag. Selv kunne han godt forstå hvordan blodet måtte have steget hende til hovedet efterhånden, og beherskelsen var sikkert svær at holde i hånd. ”Endnu engang brummede han lidt, og ventede til hun havde fået samlet sine varer. Han rejste sig op og smed avisen på bænken, hvorefter han gav et kort tegn til hunden med et brum om at den skulle vogte indkøbsposen. Utroligt så lærenem væsnet var trods dens unge alder. Med en lille bevægelse vente han sig hen imod damen med det røde hår, ganske vidst var han en mand af få ord, og ville egentlig helst have at folk passede sig selv, men indtil videre havde livet ikke været sådan for den unge dame, på netop denne dag. Han nikkede kort til hende med et venligt blik i øjnene, inden han gik over på den anden side af gaden for at få en kop kaffe. Hunden blev siddende lydigt under halvtaget i skjul for regnen, og bevogtede poserne imens den aktivt fulgte med i livet på gaden. Dens blå øjne vendte i ny og næ hen imod damen imens den kastede hovedet lidt op som for at snuse, men veg ikke fra dens egentlige plads.

// Du MÅ være en forfatter, sådan som du erstatter ordene med nogle "finere ord" Ikke at jeg har noget imod det. :) //

Gad vide, om hun blot havde en uheldig dag i dag, eller om folk virkelig ikke kunne lide hende. Det ville hun alligevel aldrig finde ud af. Regnen tog mere og mere til, og flere folk begyndte at søge mod stationen, busstoppestederne eller mod deres biler. De var vel ikke så vant til den friske luft, og en lille smule vand. Det gjorde hende nu ikke noget at være lidt alene på gågaden. Og dog havde hun stadig sat sine øjne fast på den søde hvalp, hvis herre havde beordret den til at sidde og vente og passe på hans varer. Klog og tålmodig, lille fyr. Den hvalp har sandelig disciplin. Den må være opdraget utroligt godt. tænkte hun for sig selv og smilede lidt til den, som om den fattede at det var til den. Førhen havde hun studeret manden, som havde sat sig på bænken med en avis i hånden. Hun blev dog overrasket over, at han havde givet hende et kort nik, inden han spadserede hen til den nærmeste café. Hun antog, at han sandsynligvis nok enten skulle have te eller kaffe, inden han sikkert smuttede hjem med sin bedste ven, hvalpen. Skulle hun sætte tingene ved siden af hans varer og gå over for at få en kop kaffe, og komme i snak med herren, eller skulle hun nu vende sin opmærksomhed mere på hvalpen, som sad der i regnvejret. Hun kunne tydeligt se, at hvalpen gengældte hendes blik, og hun kunne aldrig stå for hundes ansigtsudtryk. Især ikke, hvis de så ud som om de led. Ikke at den her gjorde det, men alligevel var der noget ved den, som tiltrak hende mere end herren. Det kunne vel ikke skade blot at hilse på den. Før hun gik mod den, vendte hun blikket over mod herren og sendte et "undskyld" med øjnene. Hun vidste det var forkert at gå over til fremmede hunde, men hun havde svært ved at stå for dens store øjne. Hendes ben gik automatisk over til den, hvorefter hun satte sig på bænken ved siden af varerne, og stillede sine egne på jorden. Hun betragtede den lille fyr på afstand. "Du må fryse sådan når du sidder her pænt og venter på din herre. Jeg vil helst ikke røre dig, men du må få en lille kiks. Her. beroligede hun den, og gav den kiksen. Om det var forbudt i ejerens øjne måtte hun snart finde ud af. Hun skævede over til manden og fik dårlig samvittighed. Egentlig burde hun havde holdt sig fra hvalpen og skulle have gået over til ham og spurgt, om dette var i orden. Hun rejste sig modvilligt op fra bænken, og lod sine varer stå, og gik modvilligt over til herren. Hun gik dog forbi ham først for at købe sig en kop kaffe, før hun satte sig ved hans bord. Hun sad og rørte lidt i kaffen, da hun havde putte hele 3 sukkerknalder i. Ja, hun elskede sukker i kaffen og det skulle helst smage af det. I starten kiggede hun ikke den mindste smule på ham, men studerede menneskene, som løb mod deres biler. Nogle af dem gik lidt i panik, fordi de sandsynligvis ikke var vant til sådan et vejr. Det regnede jo bare lidt. De gik vel forhåbentlig også i bad derhjemme. Lidt morsomt at observere at folk var bange for vand, latterligt. Endelig vendte hun blikket mod ham. Så stolt og alligevel virkede han rar og mild, på trods af hans bygning, som godt kunne virke lidt tung. Han lignede lidt en, som mange sikkert respekterede og holdt sig lidt afstand af. "Du må undskylde det med din hvalp. Det var ikke meningen at....Jeg mener bare, at jeg burde have spurgt dig først. Sikke et vejr, hva´?" fik hun fremstammet og blev en anelse rød i kinderne. "Det er en dejlig og meget disciplineret hund, du har dig. Den må du have opdraget godt." fortsatte hun for ikke at lyde for usikker på sig selv. Imens begyndte folk at forsvinde fra gågaden, nu var der mildest talt ikke flere, som gik der. Nogen holdte sig inden i butikkerne og ventede, til der blev tørvejr. Det kunne de godt skide en hvid pil efter. Hun havde skam fuldt med i nyhederne i morges. Flot mand, han må tænke jeg er sådan en creeper, der sådan tilfældigt sætter sig over ved hans bord. Nu er du altså for pinlig, Evangeline! tænkte hun vredt og tog en tår af sin varme kaffe, som hun brændte læben på. "For fanden da..." bandede hun stille for sig selv.

// Er da beæret over din mening :D, men har ikke udgivet nogle bøger endnu så vidt jeg ved af xD. Ville dog gerne :3, men lige her tror jeg det hele nu mere har noget at gøre med ens egen skrivestil xD sorry det blev lidt langt Oo

Hovedsagen til at den lille klump egentlig ikke veg fra sin herres ordre, var mest af alt fordi at de delte det samme gen i blodet. Begge deres blod var tykt og gennemtrængende, og det var nemt for en yngre hund at lade sig bukke under for en ældre. Men de færreste mennesker var egentlig klar over hvordan det i teorien var. Så vidt Thomas huskede havde hunde vidst altid været et led i varulve kæden, deres eksistens havde været lige så afgørende som for deres, og med den bitre tanke gled han hen på den skæbne der nu ellers ventede ham senere hen i livet. Ikke at det var nogen kold og grusom fremtid han havde i syne, blot den kedelige sandhed at hans liv ikke ville være lige så langt som alle andres. Hans liv var skåret cirka fyrre år ned end det egentlige menneske.Alt imens tankerne cirkulerede rundt omkring i hovedet, stillede den bredskuldrede mand sig i køen for at vente på at kunne få en sort kop kaffe. Menneskerne rundt omkring virkede lettere stressede, alt dette havde sikkert noget at gøre med de grå skyer der stadig var over dem. Vinteren kunne virke ufattelig lang, som oftest resulterede i at folk begyndte at blive rastløse, og længtes efter sommeren. Thomas selv, kunne godt forstå denne længsel. Han havde ofte savnet det at kunne tage på stranden og bare tage en dukkert, ikke at han ikke kunne gøre det nu. Hans kropstemperatur var alligevel over det normale, så vandets isninger ville ikke rører ham nær så voldsomt som ved et menneske. Hunter, hvalpen der havde fået en ordre på at sidde og vente ved sin herres poser indtil han kom tilbage, nøs lidt over nogle små dråber der kom ned igennem en lille sprække i halvtaget. Dens store øjne betragtede kort det grå spektakle der var foran den, inden den rejste sig op, og satte sig igen et par få centimeter til venstre så den kunne undgå vanddråberne. Ikke at det ville betyde den store forkølelse, men det var blot en irriterende oplevelse, at skulle sidde under placeringen af regndråber. Endnu engang gennemsøgte den arealet, og kiggede lidt hen imod der hvor Thomas stod for at sikre sig at han ikke gik for langt væk, eller der skete pludselige spontane ting som gjorde at han risikerede sin herre kom ud af syne uden at han havde fået besked på det. De blå intelligente øjne rettede sig atter op imod kvinden som talte til den, og bemærkede kiksen hun holdte i hendes hånd. Hendes opførelse sendte ingen faretruende signaler til den lille hund, og egentlig bemærkede den heller ikke noget forkert ved hendes duft som sådan. Hunter der var blevet trænet som havde det været en varulv selv, kunne skelne nogle lugte fra hinanden. Dette var dog kun når det kom til levende og død. Når det kom til specifik racer var den ikke i stand til at kunne tyde hvad der var hvad, dog bemærkede den at der var en variation imellem pigen der sad her og Wade hvis slagter butik ham og hans herre netop lige havde været ved. Den grå klump betragtede kiksen der blev lagt foran den, og derefter op på pigen, og undrede sig over valget af føde hun havde givet ham. Ganske kort snusede den let til det, inden at det gav sig i kast med små slikke på det, forundret over den nye smag der stødte på dens smagsløg. Dog selvom dens opmærksomhed virkede til at være afledt, var den stadig fuldt beredt og holdte stadig fokus på at skulle passe på alfahundens varer. Thomas selv havde endelig fået den kopkaffe han sådan havde længtes efter, og havde sat sig ved et af bordene der havde udsigt ud til gågaden så han stadig kunne holde øje med hunden og sikre sig der ikke skete noget. Det var ofte svært for mennesker at kunne forstår det forhold den lille hvalp og Thomas delte, og Thomas kunne vel egentlig godt forstå det i deres øjne. Men gad sjældent at forklarer, hvordan de selv kunne få en lige så loyal hund som den han havde. Han betragtede sceneriet mellem hunden og den rødhårede kvinde der havde vovet sig ud i at give den en kiks. De brune øjne kneb sig let sammen i et svagt smil over det forunderlige ansigts udtryk hunden gav fra sig, da den så på stumpen af sammenpresset hvede og krummer. Han opdagede kvinden nu var på vej hen til kaffe stationen som han selv havde begivet sig hen til, og inden længe sad hun ved hans bord. Ikke at det gjorde noget for ham, for at det ikke skulle være løgn så morede det ham lidt. Thomas trak sin læderjakke med får uld inden under af, og lod den hvile på stoleryggen imens han lod den unge kvinde nyde sin kaffe inden hun turede at sige noget. Efter jakken, røg den grønne hue og de mørkebrune vanter også af, og blev placeret på bordet. Tilbage var der en beskedent udseende mand, hvis hår var lidt småkrøllet i lokkerne, men brunt og en smule halv langt i længden, hans skæg var pjusket, men stadig veltrimmet til den del af at det ikke endte ubehagelige steder hen. På overkroppen bar han en blå cowboy skjorte, hvis ærmer blev foldet lidt op, og afslørede nogle halv gamle tatoveringer. En veltrænet herre var han da, men ikke en af de fitness plakater man så rundt omkring. Thomas afskyede den måde folk fik udsultning til at virke sundt, når det var direkte modsat. Da kvinden atter talte, kløede han sig lidt på skægget, og skjulte et lille smil. Han holdte lidt inde med at sige noget, for at være ærlig så morede han sig grænseløst på nuværende tidspunkt. Da han syntes kvinden havde lidt noget, åbnede han endelig munden; ”Du behøver ikke at tænke på det. Men ja vejret er noget værre lort…” indrømmede han selv, og kiggede lidt op på himlen med sammenknebne øjne, og vendte dem så tilbage til kvinden med et let smil. ”Den hedder Hunter…” Forsatte han så og nikkede ud til den grå Pitbull hvalp med de blå klarer øjne.

// Synes da bestemt at du skal udgive en bog. Du bliver sikkert forfatter i din nærmeste fremtid. Jamen du er jo god til at skrive langt. :) //

Hun betragtede ham lidt efter hun havde talt til ham, og efter hun havde fået brændt sig på læben. Hun sad og prøvede at køle sin overlæbe lidt ned. Imens hun havde siddet og snakket med ham, kunne hun fornemme på ham, at han ikke virkede spor sur, men direkte sad og morede sig gevaldigt over hendes stammende sætninger. Det var, da han kløede sig i skægget, at der dukkede et lille mildt smil frem bag hans hånd. Der var alligevel noget charmerende over ham. Den måde, han havde smidt jakken, huen og vanterne på. Det lød mærkeligt, men hun synes det var lidt sødt. Hun synes at hun havde studeret ham temmelig længe, men kunne ikke lade være. Den skjorte han bar, de ærmer, der var smøget lidt op og selvfølgelig et par tatoveringer, der dukkede op på armene. Det bedste var nok hans brune hår med små krøllede lokker, DET fik, hvis hun havde stået op, slået benene væk under hende. Hun kunne simpelthen ikke sige noget. Hun blev nødt til at kigge væk et øjeblik, nive sig selv i armen under bordet, før hun kiggede op. Det var rigtigt. Han sad der skam endnu. Dette var ikke nogen drøm, ej heller en af hendes dagdrømmerier. Det havde hun indimellem, hvis hun fantaserede hendes drømmemand. Det der nuttede, em alligevel alvorlige ansigt fik hendes tunge til at slå knuder, så hun valgte ikke sige mere, før han selv åbnede munden. Hans stemme var, som en der stod og hældte varm chokolade i hendes ører. Gud, hvor var han dog perfekt anlagt, men for ikke at virke for ivrig og opildet, rettede hun sig mere op og lyttede til, hvad han sagde. Hun nikkede, ja vejret var noget lort, men alligevel hyggelig, for det fik folk hurtigt indenfor, så der var en form for ro, udover regnens silen. Han smilede til hende, og det fik hendes sommerfugle til at sværme hurtigere inde i maven. Hun sendte ham et lille smil tilbage. Da han afslørede hvalpens navn, kiggede hun over mod den og lo lidt for sig selv. Der var måske noget Pitbull i den? "Hunter....sikke et dejligt navn. Den er vel nok fin og dejlig. Må jeg så spørge, hvad hundens ejer hedder?" spurgte hun og brugte ordet "De" for at være høflig. Ikke alle folk brød sig om at være dus med fremmede mennesker. "Jeg hedder i hver fald Evangeline. Kan egentlig godt lide regnvejr, men kun når jeg sidder i læ. Elsker at høre regnen sile ned på taget eller gennem bladene ude i skoven." fortalte hun for at få løsnet lidt op for stemningen. Det her måtte simeplthen ikke gå galt for hende, fordi hun absolut skulle sidde og spille klovn og stamme som fanden. Hun kiggede igen over mod hunden med de flotte blå øjne. Hvor så den charmerende ud, ligesom dens ejer gjorde. Hvis de blev venner, vil hun aldrig vige fra hans side, hvis han kom ud i problemer.

// Haha, mon dog.. xD har dog skrevet nogle historier men de har aldrig rigtig ledt sig længere ud som sådan.. men kan være jeg vil begynde igen :3

Det behårede hoved nikkede lidt, og spejdede lidt ud til hunden inden han gav den et lille tegn, som fik den til at bevæge sig. Tegnet havde betydet for hunden at den skulle komme hen til ham, men efterlod selvfølgelig ikke de poser han havde ladet blive på bænken stå til skue for alverdens folk så de bare kunne komme og tage dem. Hunden sprang op med forpoterne støttende på bænkens sæde og greb fat i poserne med tænderne. Herefter sikrede den sig at der ikke kom noget på hver side af vejen og små løb hen til kaffe restauranten. Egentlig havde Thomas ikke haft den idé af at Hunter skulle stå der henne alt for længe, faktisk ville han bare have taget kaffen og gået, men nu havde han jo fået selskab, og da den unge kvinde ikke var færdig med at drikke hendes kop, ville han nødigt skynde på hende. Han spurgte hurtigt en forbigående tjener om det var iorden at hunden kom indenfor i tørvejr, da han skulle være her i lidt tid, og fik et godkendt ja. Da tjeneren havde godtaget anmodningen gjorde han et kort tegn til kvinden omkring at han straks ville komme tilbage. Manden rejste sig og gik hen til døren for at lukke den ventende hund ind og bukkede sig ned for at tage poserne så den ikke længere skulle slæbe på dem. Han førte den til hvor det var han sad. Poserne blev stillet på gulvet, hvorefter han selv satte sig ned kort efter, i lommen fiskede han et tygge ben frem, så hunden ikke var helt foruden, og kløede den ganske kort bag øret.
Efter den lille gestus var udleveret, blev der sendt et undskyldende blik til kvinden, med et kort nik; ”Jeg undskylder afbrydelsen, men jeg tænkte vi sikkert ville sidde her i noget tid, i varmen, og syntes ikke rigtig jeg kunne tillade mig han stod der ude i længere tid,” med den forklaring, drak han lidt af sin kaffe, hvor tungen let tittede frem fra det buskede skjul for at få fat i de sidste dråber der sikkert havde efterladt sig på læben, og nikkede lidt inden han lavede en svag håndbevægelse imod hende, ”Nå ja, Thomas. Hyggeligt at møde dig Evangeline” besvarede manden og rakte hånden ud til hende som ved en hilsen , imens han gav hende et smil trods for at læberne var sammenpressede var det ikke uvenligt. Det var faktisk først nu det gik op for Thomas at han havde siddet i selskab med en dæmon. Det kom lidt bag på ham, at han ikke selv havde tænkt over det, men det var nu gået op for ham. Måden han havde fundet frem til kvindens dæmoniske race var ren og skær grundet den sirlige duft der nu begyndte at blive mere og mere tydelig omkring ham. Ikke at han havde noget imod det som sådan, det var nu ikke så tit at han faldt i det bedste selskab med dæmoner, men dette tilfælde var så sandelig en anden sag.
Han nikkede stille til det hun sagde omkring rengvejr og lytte til det, han fandt tit sig selv sidde i gyngestolen der hjemme i hytten når han ikke havde noget arbejde, og røg en cigar imens den lille hund rendte rundt uden for og hoppede fra den ene vandpyt til den anden. Det var noget af et syn, ganske humoristisk hvis han selv skulle sige det. ”Så længe man ikke mangler brænde så ja..” små drillede han, mest af alt som en kendsgerning til sig selv omkring at han tit var så glemsom at han glemte at hugge brænde inden et rengvejr brød ud. Det var nu ret ofte at det skete. Det tog som regel over en god time før ilden fik fat i træet når det var godt fugtigt.

// det synes jeg du skal gøre. Og undskyld fordi det blev så kort. :) //

Evangeline var forbløffet over, hvor veltrænet og disciplineret den hund var. At den kunne sidde udenfor stille og roligt og vente på, hvad dens herre vil have den til at gøre. Så tålmodig, men alligevel så frisk og fræk. Hun så til, mens hunden fik ordre på at komme hen til herren. Hvordan den bar herrens poser med varer i, så let som ingenting. Den satte sig pænt og ventede på at døren blev åbnet af tjeneren. Sikke en god hund, hvis hendes forældres hund bare var sådan vil selv deres hverdag blive nemmere. Men med sådan en uopdragen hund, måtte hun træde til og være streng overfor den, bare den gjorde den mindste ting. Hendes forældre havde ikke haft tid til at træne den og gøre den disciplineret. Derfor kom hendes forældre tit hjem til et ødelagt hus, hvis møbler var fuldstændig flænset og dræbt. De havde overvejet at få slået den ihjel, men da Evangeline mente, at den godt kunne trænes, skulle den aboslut ikke dø af den grund.
Hun smilede til hvalpen som lå på gulvet og tyggede på det saftige ben. Det havde den så sandelig også fortjent sådan som den havde siddet udenfor og troligt havde passet på varerne. Hun vendte atter opmærksomheden mod Thomas, som undskyldte. Hun rystede på hovedet. "Det skal du ikke tænke på. Den har fortjent at komme ind i tørvejr. Den skal jo også behandles ordentlig med varme. Hvis du ikke har travlt, så håber jeg det er okay at vi sidder her lidt. For en gangs skyld snakker jeg med nogen. Det er længe siden. fortalte hun roligt og smilede. Da han hilste på hende og rakte sin hånd frem, tog hun imod den og gav ham et fastklemt håndtryk. Hun lo da hun lyttede til det han sagde. "Man skal altid sørge for brænde. Især på denne årstid. Glemmer du det da af og til?" spurgte hun leende og holdt hænderne på kaffekoppen for at få varmen noget mere. Der var en hyggelig stemning. Folk herinde snakkede, nærmest mumlede forsigtig som om nogen sad og lyttede. De ville vel helst ikke larme for meget. Hun så udenfor hvor regnen havde taget virkelig meget til nu. Nu var der slet ingen folk derude. Alle var enten tager hjem eller havde løbeti tørvejr i butikkerne. Selv mørket havde taget lidt mere til. Hun kom til at tænke på om han nu var et almindeligt menneske eller om han var en speciel race. Men det lod hun sig ikke skræmme af. Hun synes han var venlig og rar. "Øhm.... Er du meget tit i byen? Eller forholder du dig mere hjemme eller for dig selv? Er bare nysgerrig. Og så kunne det være at jeg måske havde en ven som vil gå med mig i byen for at have det sjovt. fortalte hun og prøvede at skjule hentydningen med hensyn til denne "ven" som i sidste ende var ham hun sad overfor. Det var måske for meget at spørge om, og lidt for direkte, men hun hadede når man snakkede med omsvøb.

Et taknemligt smil formede sig på den unge herres fyldige læber, som godt nok var en smule små dækket på grund af det overskæg han havde fået sig, men på trods af det kunne den røde farve dog endnu anes. Det sjuskede skæg som var præget af sorte, røde og brune farver. Det var dog mest en mørkebrun farve der prægede over den vildt groende busk der ellers havde placeret sig på hans ansigt. Han kløede hagen lidt imens han tænkte over det hun sagde, og trak lidt på skuldrende,
”Tror ærligtalt den her hund er fuldstændig ligeglad med om det regner eller ej, eller det må man vel gå ud fra sådan som han hopper rundt i regnvejr når han er hjemme i skoven.” Små lo herren, og drak lidt af sin kaffe, men forbeholdt et svagt smil i mundvigende da koppen havde fjernet sig fra hans læber, som stadig lige kunne anes hvis man kiggede godt nok efter. Et svagt nik kom derefter, som en form for bekræftelse og selv-anderkendelse over at han ikke var bedre selv. Han snakkede sjældent selv med folk. Manden holdte sig mest for sig selv, han nød det stille liv der var placeret rundt om ham. Det var ligetil og uden afbrydelser. Der skete ikke noget hele tiden, folk blandede sig ikke i ens problemer, og man blandede sig ikke selv i andres problemer. Der var ikke nogen der snagede i hans ting eller hvad han lavede til hverdag. Alting var i teorien mildest talt helt op til ham selv, og det var nok det han nød endnu mere. ”Ensomhed er ikke forbeholdt alle mennesker.” Udtrykte han så til sidst efter en lille tænke pause, og nikkede så lidt stumt for at være helt enig med sig selv i det han selv lige havde sagt. Ørerne opfangede hvordan hunden havde sat de stærke kæber i kødbenet, og bekendtgjorde hvilken dum skæbne en fremmedes hånd ville gå i møde hvis personen havde ilde i sinde. ”Det hænder i hvert fald i ny og næ…” kom det lidt skamfuldt fra den store mand der kløede sig i nakken som havde nogen slået ham over fingrene fordi han havde gjort noget han ikke måtte, eller glemt noget meget vigtigt. Den brutale mand små lo lidt, inden han trak hænderne til sig, og placerede dem i en åben gestus på sit skød imens han betragtede den stumme tilstand der efterhånden havde placeret sig over stedet, det var som om at folks snakke lyst, og sindsstemning blev tunget af regnens voldsomme slag, sammen med de lange skygger der begyndte at dukke op hen over gaderne. Himlen var efterhånden begyndt at blive mørkere og mørkere, som ville den kalde alle dæmonerne frem fra deres skjul, og lade dem lege i en ring sammen med djævlene hvor de havde et kæmpe bål i midten alt imens en ond hymne spredte sig imellem deres struber som hyldede den store hellige prins der havde været skabelses faderen til deres art. Et satanisk billede formede sig langsomt i varulvens indre blik, i form af et animeret hulemaleri. Med en kort hovedrysten vendte han det underlige billede væk, som havde det været en form for irriterende minde der havde naget i hans underbevidsthed. Dette var dog selvfølgelig ikke tilfældet, blot Thomas der havde en noget livlig fantasi i ny og næ.
Da stilheden blev brudt, vendte han straks sin opmærksomhed hen imod den unge kvinde, og betragtede hende lidt imens hun udformede ordene til den sætning hun ville have frem. ”På hvilken måde mener De byen?” kom det spørgende fra ham. Vidst nok var han tit i byen, mange folk hyrede ham til at ordne ting på deres arbejdspladser eller hjem hvis de ikke havde mulighed for at bringe det til ham. Men der var jo mange der mente fester, når de nævnte ordet byen. Da når det kom til den slags, kom Thomas kun tæt nok på noget som hed byen, når han besøgte en kro i ny og næ efter en lang dag eller uge. Egentlig bemærkede Thomas ikke rigtig ordet, ven, han havde efterhånden erfaret at folk brugte den form for udtryk omkring folk de syntes godt om. Så i sandheden fandt manden det hverken stødende eller utilpassende. Med et hævet bryn så han spørgende på hende, og ventede på hendes uddybning for emnet, inden han kunne give hende et mere konkret svar på hvad det var hun søgte besvarelse på.

Hun kunne se, et svagt smil bag hans skæg komme frem. Det var ikke fordi hun havde noget imod skæg, det så bare sjovt ud, og man kunne jo lave forskellige mundbevægelser inden under det skæg. Hun små lo lidt af den unge hvalp, da han fortalte, hvordan den havde leget ude i det regnvejr. Tja, så var det måske ikke så slemt igen for den, hvis den var vant til at lege i hans have, mens det øsede ned med regn. "Vand er generelt bare sjovt at lege med. For at være ærlig, elsker jeg at tage gummistøvler og en regnfrakke på og så styrte udenfor og plaske i vandpytterne og få den der duft fra de fugtige træer." fortalte hun og et stor smil bredte sig. Hun lyttede til det han sagde, med svage nik og så spekulativt ud af vinduet. En dame kom gående forbi vinduet og kiggede skeptisk ind for at se, om der var plads nogen steder. En tjener havde set denne dame og havde skyndt sig at åbne døren, men hun rystede frastødende med hovedet og havde gået videre med sine mange varer. Hvad var det, der fik folk til at opføre sig på den måde? Var det på grund af vejret? Hun vendte atter opmærksomheden mod den fine herre, der sad og drak sin kaffe. Han virkede også til at holde sig lidt for sig selv med sin unge hvalp, men det var nu okay. Ikke alle mennesker var lige sociale. Han så ud til at være en fin mand, og af en eller anden grund synes, at hun kunne ane et par overarme og måske en lidt veltrænet overkrop.
Hun rystede på hovedet og lo lidt af ham. At man kunne glemme brænde når man nærmede sig vinterperioden, men det hændte faktisk ofte for hende, men det nægtede hun bare at indrømme, og det resulterede i at hun sad og så lidt skamfuldt ned i koppen, som næsten var tom. Hun hadede at sidde og ikke kunne drikke en kop kaffe eller noget andet, når man sad og sludrede i hyggens stund. Derfor fik hun kaldt en tjener over til sig. "En kop varm chokolade, tak." sagde hun og tog en dyb indånding. Hun studerede ham så lidt igen, sådan som han sad og tænkte. Gad vide, hvad det dog var, han sad og tænkte sådan på? Men det var nu også blevet temmelig mørkt udenfor. Det kunne jo være, han skulle nå noget, og det var jo også fair nok. Men stemningen herinde var dejlig rolig og fredelig, og har var ikke så meget larm, som der plejede at være. Så det ville være synd, hvis han havde travlt og skulle en masse. Bare hun ikke havde holdt ham hen for et eller andet. "Altså med byen, tænker jeg at komme ud og feste, selvom jeg ikke gør det så meget. Jeg ender bare med ikke at kunne finde hjem, og ofte finder jeg med sig liggende midt ude på gågaden næste dag. Det var selvfølgelig i mine yngre dage." fortalte hun og lo lidt af sig selv. Det kom ikke som nogen overraskelse for hende. Hun var vant til at rejse sig fra jorden og gå hjem efter en bytur med sig selv. Der var aldrig nogen, som vil følge hende hjem eller være sammen med hende. Så kedelig kunne hun umuligt være. Pludselig fornemmede hun lyset, som var blevet dæmpet mere og mere. Gjorde de altid det om aftenen? Åhh, det slog hende jo, at det var Valentines Day. Det havde hun faktisk ikke tænkt over. Tjenerne gik rundt og delte små, gratis chokolade stykke ud til alle gæsterne, som ivrigt tog imod dem. En tjener kom over til deres bord og rakte en tallerken frem mod dem hvor der lå stykker af fin mørk chokolade. Hun tog imod et enkelt stykke, men om Thomas vil have noget, måtte han skam afgøre. Imens rakte han hende den chokolade, hun havde bedt om. Morsomt fandt hun det altså. "Hvis De ikke har noget, De skal nå eller gøre, kan De komme med hjem hos mig og overnatte, hvis De synes det er blevet sent." tilbød hun muntert, men med en anelse høflighed.
// Undskyld hvis det blev for kort ^^ //

Et nikkende grin kom frem, imens han kiggede ned i bordet, da kvindens kommentar til det han havde sagt kom ud i livet. Ja det var det bestemt. Han var bestemt ikke tvivl omkring at han i sine unge år havde været vild med at lege i vand, både i varulve skikkelse såsom menneskeskikkelse. Men han kunne ikke huske det længere. Han vidste også, at vandet ikke længere blev betragtet som en leg i bæstets natur. Den eneste ting det brugte denne form for vejr til, var egentlig mere som en bonus når det var ude og jage. Blikket flakkede ned imod kaffen, imens han rynkede let på panden for at trænge tankerne væk. Det var ikke just hvad han skulle tænke på lige nu. Han kunne kun huske brudstykker fra sine turer i fuldmånens skær, og ikke alle af disse brudstykker var lige gode. Han var aldrig sikker på hvor mange mennesker han uheldigt havde dræbt, hvor mange folk der var kommet ind på hans territorium som han derefter havde slået ned og flænset op så han kunne nyde af deres honning søde kød.
En svag rummende lyd kom fra ham, som ville han klargøre halsen, da følelsen af at der var noget der kradsede i den pludselig irriterede ham. Et let skævt smil kom til da han kiggede op på kvinden, og tog endnu en slurk af sin kaffe. ”Jeg kan lige forestille mig det,” små drillede han så, med et svagt grin i stemmen. Da hendes blik flyttede sig hen på en ældre dame fulgte hans egne øjne med hendes, og betragtede den krum foroverbøjede kælling, der traskede irriteret afsted med sine mange poser. Hendes blik havde udtrykt en form for vred irritation, som han ikke selv helt kunne forstå, men slog det hen som om det egentlig ikke var noget. Den gamle kones mørke lilla regnfrakke trissede langsomt ud af vindues billedet, og efterlod hvad man kunne kalde et sørgeligt vejr. Gaderne var tomme, himlen og jorden var malet grå, med nogle gennemblødte blade der lå fladt på jorden, og ventede på at blive trukket ned i en rest. De brune øjne vendte tilbage til kvinden og betragtede det arrige røde hår, der skinnede flot ud i lyset. Øjnene virkede klart blå, eller måske en anelse grønne, han var ikke sikker, det kunne også være at lyset i rummet spillede et puds på hans egne opfattelses evner. Selvom han selv fandt sig ganske årvågen, havde man vel sine dage.
Med et lidt uskyldigt skuldertræk løftede han hænderne op, som i at sige at man var vel menneskelig ved at glemme noget, men smilede så. Han tænkte derefter kort over det hun havde sagt, og rystede så på hovedet, ”Jeg tror det tætteste jeg kommer på byen, er en kro eller pub. Alt andet holder jeg mig fra.” Sagde han så og grinede let af det sidste hun havde sagt, som adskilte skægget i en fin linje som viste nogle hvide tænder. Fortænderne var måske lidt skæve, da den ene fortand faldt en smule hen over den anden. Men ingen kunne være helt perfekte, og sikkert og vel havde Thomas pengene til at kunne få det ordnet, men han så da for pokker ud som han gjorde, og det var jo ikke sådan at hans helbred var i nogen form for farer blot fordi fortænderne ikke sad helt så perfekt som de ellers kunne have gjort. ”Sikker på det ikke sker en gang imellem i disse dage?” Spurgte han så med nogle hævede bryn der indikerede et spørgsmål til hendes velbefinde om at komme hjem fra en bytur. Lyset blev sagte dæmpet, og de mange stearinlys rundt omkring flammede roligt op, og udsendte en beroligende aroma som fik sindet til at slappe af. En fin herre kom hen til deres bord, og tilbød dem noget chokolade hver især. Thomas som egentlig ikke var kræsen når det angik lækkerier, da det var en sjælden ting han fik, bad han blot om et tilfældigt stykke, da han nød overraskelserne ved at gætte sig frem til hvad tilføjelses smagen egentlig var. Han foldede det søde stads ud, og proppede det i munden imens han smagte på dets cremede overflade der langsomt smeltede i munden på ham. Der gik ikke længe førend smagen af appelsin blandede sig med chokoladen. Kvindens spørgsmål, lod Thomas sende et blik ned imod hunden, for at tænke det igennem, og kiggede så tilbage på den unge kvinde, inden han nikkede lidt, ”Hvis det ikke er til for meget besvær.” bekræftelsen kom en anelse lettende fra ham, som i at det måske havde løftet en nagende fornemmelse i maven. Den ene mundvige var løftet op, og han var oprindeligt glad for at han slap for at gå hele vejen til udkanten af Di Morga for at komme hjem til sin hytte, og han tvivlede på at hunden gad at gå så langt i sådan et sjasket vejr. ”Det vil i hvert fald gøre det lettere for os.” Bekendtgjorde manden med et bestemt nik, og sank det nu smeltede chokolade ned inden han bad om en kop kaffe mere, til at kunne skylle munden med.

// Ret mig lige, hvis det er mht. at hun kan lugte han er en varulv, ikke? xD //

Hun sad på et tidspunkt og tænkte på, om der var noget nagede ham, da han nogle gange var så fjern i blikket. Men det skyldtes vel også vejret, som sikkert gjorde de fleste mennesker trætte og en anelse stumme. Men den der lugt, siden hun havde mødt ham, havde siddet i hendes næse. Ikke som noget dårligt, men der var noget om den der lugt, som hun husker fra sin barndom. Hendes kære lillesøster havde en dag taget ud i skoven for at lege med hendes ven. Men da det jo tydeligvis var midt om natten, ved fuldmåne uden at forældrene anede noget om det, var det dødsens farligt. Børnene var ikke bange for mørket - de elskede det, men de havde desværre befundet sig indenfor et territorium, som tilhørte varulve, sandsynligvis. Dagen efter, var hendes søster og hendes ven nemlig ikke kommet tilbage, og de have ledt i nogle timer, da de havde fundet dem liggende på jorden. Døde og frosne, og den lugt, de døde kroppe havde, var usædvanlig. Og Evangelines forældre havde konkluderet, at det måtte altså være varulve. Det havde naget hende så længe nu.

Hun lyttede naturligvis til det, han svarede omkring det at gå i byen, men han så heller ikke ud til at være typen, der gik ud og festede vildt. Det synes hun var meget fornuftigt. Hende selv var ikke alt for fornuftig, og det kunne skam hænde indimellem. Hun små lo af ham, da han spurgte om det ikke skete nu om dage. Hun trak skyldigt på skuldrene og nikkede stille, med et svagt smil på sine røde læber. "Tja, jeg er ikke så fornuftig hvad angår de fester. Men jeg drikker mig faktisk stangstiv fordi jeg ved, at jeg ikke kan få nogle venner. De synes jeg er for desperat. Og de giver mig så ikke en chance, og bagefter drikker jeg mine tanker væk." fortalte hun lidt trist og kiggede ned på hunden. Da tjeneren havde rakt ham og hende et stykke chokolade, studerede hun ham spise dette ene stykke chokolade, som han nød i stor behag. Hun holdt om sin varme kop chokolade og drak lidt af den. Det var guf for hende. Det sidste, hun spurgte om, fik ham vist til at tænke grundigt over tingene, men til hendes store forbløffelse, bekendtgjorde han, at det kunne være en mulighed hvis det ikke var for besværligt. "De er velkommen. Og ja, det er vel lettere for os begge. Jeg har en pejs derhjemme. Så kan hvalpen varme sig." fortalte hun smilende. Dog var den der lugt igen over hende. Det fik hende til at rynke panden og kiggede ned i sin varme chokolade, som nu var halvt tomt. Sad hun overfor noget, der var stærkere end hende? Eller måske farligere end hende? Det sad hun og brugte tid på at spekulere over. Hun havde selvfølgelig ikke noget imod ham, selv hvis han så var vampyr eller varulv, men alligevel lå det minde, der lå gemt i hendes baghovedet, der stadig og nagede hende. Hun tog så en dyb indånding og måtte rejse sig og gå på toilettet. "Undskyld mig et øjeblik." sagde hun lidt flovt og gik mod toilettet. Hun kiggede sig selv i spejlet. Hendes kinder var blevet en kende blussede, men det var ikke det, hun var bekymret for. Hvis hendes næse ikke snød hende, måtte der være en race i den venlige herre. Derfor ville hun gå derind igen.
Hvis lugten vendte tilbage, var han måske en varulv, men hun vil ikke flygte fra ham. Ej heller være uhøflig, men venlig og sød mod ham. Det var jo nok ikke ham, der havde dræbt hendes søster. Hun smilede og rystede atter på hovedet, og gik ud af toilettet og satte sig overfor ham. Lugten vendte skam tilbage, og der blev hun klar over, at det var sandt, men hun smilede bare til ham. "Hvornår ville De finde det passende at tage hjem til mig?" spurgte hun smilende. Ikke fordi hun skyndte på ham, hun var blot nysgerrig. Det kunne jo være at han var begyndt at kede sig en smule

Som tiden nu strakte sig ud, lod vejret til at klarer mere eller mindre op. De tykke dråber der indeholdte en flydende masse, som udgjorde en del af et økosystem der konstant var i proces rundt omkring jorden. De mørke øjne vendte sig bort fra regnens triste opslugende tilværelse, og hen imod den indre ro der fandt sted inden døre. Det røde skær som det lange hår antog sig, grundet det dæmpede lys med stearin på bordet, fik håret til at fremstå langt mere rødt end hvad det egentlig var. Dog var det ikke noget som han var imod, selv fandt han det tiltagende. Hendes tilstedeværelse syntes at lyse op i det dæmpede lokale.
Hendes besvarelse på hvad han havde sagt forbløffede ham dog en anelse. Selv havde han ikke opfanget hende som en der havde svært ved at skabe sig kontakt med andre personer, tværtimod virkede hun ganske åben overfor at skulle socialiserer med andre mennesker. Men dette var trods alt også kun det indblik han havde fået. ” Hvordan virker du for desperat?” kom det undrende fra ham med en brummen, som indikerede i at han ikke helt kunne forstå hvad hun mente med det. Desperat kunne være mange ting i sig selv, men måden hun udtrykte sig selv på efterlod flere spørgsmål end egentlige svar. Han drak noget af sin kaffe, som nu viste sig at være kold, med et lettere skuffet blik gav han tegn til tjeneren omkring en ny kop. Da handlingen var gjort, vendte han sit blik tilbage til kvinden, og afventede hendes svar, imens han selv forsat grublede videre over hvad hun lige præcis mente.
Efterhånden som det blev mørkere udenfor, faldt den dunkle tilstedeværelse hen over lokalet, og fik folk til at misse let med deres øjne, for at kunne få den præcise struktur af deres skikkelse. Med de sparsomme lys der kastede mønstre over folks ansigter, skabte det en form for beroligende atmosfære, og ikke mindste små irriteret med tanken omkring at man ikke kunne blive her for evigt.
Hunter der atter havde lagt sin snude over foden på Thomas, var efterhånden ved at blive smådøsig over fænomenet der skete for dets øjne. Ganske vidst foregik det hele i sorte og hvide farver, men lystilstanden gjorde den døsig.
I samme nu afbrød kvinden hans tankegang, for derefter at rejse sig op. Han kiggede op på hende og nikkede forstående med et let smil, imens læberne var sammenpressede. Selvom tænderne ikke blev vist var det ikke noget uvenligt smil han fremgav.
Imens kvinden var ude og nette sig, bekendt gjorde manden at kaffen var blevet kold, og ikke længere var en mulighed for at drikke. Han vidste dog at hans far selv ville have proppet den i en mikroovn i stedet for at lave noget helt nyt. Selv forstod han godt princippet i det, og kunne aldrig helt forstå hvad folk havde imod det at genopvarme ting som te, kaffe og varm chokolade. Det smagte jo alligevel ens.
Hans blik blev trukket væk fra Hunter, som han ellers havde betragtet i kvindens fravær, og kiggede på hende igen med et let smil. ”Når end det passer dig. Hunden virker til at være godt træt efterhånden.” Bekendtgjorde han, imens en arm rakte bagover for at få fat i hans pung som befandt sig i hans højre baglomme. Han trak den fint lavede læderpung op, selvom den var noget slidt i siderne og sikkert havde set pænere dage. Men Thomas var en mand efter sit arbejde, han havde opgivet at være helt komplet ren. Han vidste der altid ville være noget et eller andet sted, og det kunne man vel ikke komme uden om. I pungen fandt han nogle euros frem samt nogle drikkepenge. ”De behøver ikke at betale.” forsikrede han kvinden om med et let smil der blev fuldendt med en gestus af den venstre hånd, imens den højre placerede pungen tilbage til baglommen.
Hunter gabte små ynkeligt, og sendte blikke op til sin herre nærmest for at tigge ham om at bære den, så den slap for at gå. Hvilket selvfølgelig var noget som han ikke kunne modstå. De store hænder fik fat i hvalpen og trak den op i hans store arme, hvor den lagde sig endnu mere veltilpas. Da han havde placeret hunden på den ene arm, greb han fat i sine poser for at marchere hen til døren, og åbne den for den yndige dame, der så fint havde holdt ham med selskab det meste af dagen.

Da Evangeline var kommet ud fra toilettet havde hun helt glemt at svare den rare mand på, hvordan hun var desperat. Så hun måtte nok hellere give ham en mere detaljeret forklaring. Inden hun ville svare på hans spørgsmål, kiggede hun lige hurtigt ud på det triste vejr, der rent faktisk begyndte at klare op igen. Det var en dejlig lettelse for hende, for hun hadede at gå i regnvejr og blive våd. Hun smilede lidt for sig selv og vendte så atter blikket mod manden, hvis holdning var ret pæn i forhold til hendes egen. "Lad mig venligst uddybe det nærmere. Ser De, jeg er faktisk et temmelig ensomt menneske selvom jeg ikke udtrykker mig sådan. Jeg har lært, at jeg må være et åbent menneske for at få nye venner. Det går ikke at jeg sidder i et hjørne og lukker mig inde. Det der sker, når jeg endelig får en ny ven, det er at jeg kommer til at ødelægge det for både personen og mig selv. Jeg spiller ret tit smart og skal vise mig frem på en eller anden måde for ikke at miste personens interesse for mig. Det gør, at personen synes jeg er for underlig og går ud af mit liv, lige så hurtigt de kommer, lige så hurtigt går de. Derfor prøver jeg at tage den med ro fra nu af." fortalte hun lidt oprevet og lod sine fingre løbe igennem sit børstede hår - hun mødte ingen knuder på sin vej. Hun studerede Hunter lidt, den var temmelig døsig og den så ud til at den gerne vil videre. Hun kunne se tjeneren befandt sig i nærheden af deres bord og skulle lige til at kalde på ham, da manden så gjorde det i stedet. Fair nok da. Hendes hænder roede nede i den venstre jakkelomme og hun fik da fat på den og trak den op for at finde pengene frem, men fik af vide af manden at han betalte. Hun hadede når folk betalte for hende og ikke omvendt. Folk skulle ikke spilde sine kostbare penge på en som hende, men alligevel sagde hun "Tak, men så skylder jeg Dem altså en drink eller to." sagde hun med et venligt smil og rejste sig fra stolen. Han var en fin mand med sine prioriteter og alligevel ville han gerne hænge ud med hende. Hun så, hvordan han tog den sammenrullede hvalp op og bar den i sin favn - det så sødt ud. Idet han gik mod døren var hun næsten nået derhen men alligevel åbnede han for hende, på trods af alt det han bar. "De er bare en ægte gentleman, men det høre De vel ret tit." sagde hun taknemligt og gik udenfor.
Det var lidt koldere nu end det havde været tidligere på dagen, så hun skuttede sig lidt. "Jeg vil foreslå at vi lige smutter hjem til mig og får varmen. Det håber jeg I har tid til. Og jeg har også en hundekurv til lille Hunter, hvis den nu går hen og bliver helt træt og død for batterier." sagde hun og lavede et lille hop af glæde. Hun hadede i forvejen at være alene i sit træhus nogle gange, så det passede hende fint. De kom til et skovstykke, og det var tydeligt at det også her havde det regnet kraftigt for man kunne mærke fugten og lugten af regn. Da de kom for enden af skovstykket lå det fine lille træhus til venstre for lysningen af skoven. Hun indåndede kort luften og gik indenfor til duften af træ. "Velkommen til min ydmyge bolig. Stil bare dine varer i mit køleskab. Det er skam stort nok. Og sæt dig ned i sofaen og føl dig hjemme." sagde hun og blinkede til ham. Når man kom ind stod sofaen med ryggen til venstre for en og bagved sofaerne var kaminen, som Evangeline var i gang med at tænde op. Ved siden af kaminen stod der en hundekurv, stor nok til at Hunter kunne ligge der x 3. Hun håbede lidt, at han vil blive her til aftensmad og evt. sove her. Det var så længe siden nogen havde overnattet her. Den sidste var hendes veninde, som desværre ikke længere er til stede blandt dem.
"Hvis du vil, er du velkommen til at spise aftensmad og overnatte hos mig. Jeg skal ikke noget særligt." fremhævede hun fra hendes tanker.