werewolf? A NEW BUDDY YEA! ( Thomas Darwill )

klokken: 20:36.

omgivelser: en masse mænd da drikker dog forskelige væsner, få kvinder som vist er det for enkelte ting, fredeligt nok.

vejr: mildt, nogen ville vove og påstå at kulden klarer op til det bedre.

følge: Heavy.

tøj: sort stram siddende uniform's tshirt med han's firma navn på ryggen og brystet, et par sorte militær bukser, tunge militær støvler, en læder vest med ordet Lone Wolf i toppen med billedet af en aggressiv ulv på midten og Russia i bunden.
info: Heavy har det samme tøj på.

våben: ingen.

Teddy og Heavy var kørt afsted på deres harley davidsons, og nød friheden fra det skide olie firma, han nød friheden, og var stolt af at have givet det hele til Libra, i håb om det kunne hjælpe dem i kampen imod mafia'en, han vidste dog ikke om han var en del af Libra mere, det måtte tiden vise, de havde arbejdet det meste af dagen, på og få kontrakter til deres firma, hvilket var svære end det så ud, dog havde Teddy stadig et par milioner de kunne leve af, ham, Heavy, Psycho, Happy, Shadow og Doc, så vel som Naya, kendt som Nico, i deres lille kobbel, kaldet Lone Wolf, men de fik det til og fungere, og de var lykkelige nok, de havde oven i købet overvejedet og købe en kværn til Nico, men de vidste ikke om det var for meget? de havde snakket sammen om det, men de havde lavet en del arbejde der udover, hjulpet Kajika lidt, da de stadig snakkede godt med den kære vampyr, hvilket fik ham til og klukke lidt, de havde et kompliceret venskab, som fik ham til og grine, og Heavy skævede til ham, blottede tænderne og grinte med, uden og vide hvorfor, de gassedet dog op og drønedet videre.

De ankom til Den Glade Sigøjner, et stamsted for Kuuma og han's mænd, for at parkere deres kværne, og roligt sætte støtte benene til, slukke motorne, for at tage deres hjelme af, og smække dem under sædet efter at have rejst sig, og roligt bevægedet sig imod kroen, for at gå ind, og roligt se sig omkring, selv om de fleste virkede lidt nervøse for de 2 kæmpe muskelbundter, den ene større end den anden, da Teddy med sine 208 cm, 140 kilo, var den mindste af dem, da Heavy med sine 225 cm, 180 kilo, var en del større end Teddy, de gik dog roligt op til baren, for at snakke lidt med kromutter, og høre om da var spændende selskab den aften, og hun nikkede den hen imod en lidt yngre varulv, som fik dem til og hæve øjenbrynene, de tog deres øl, for at bevæge sig hen imod varulven, og Teddy spurgte roligt ''savner du selskab, broder?'' han lød høflig, stod ikke for tæt på, for ikke og provokere den anden ulv, imens de ventede på svar, de ville dog gå hvis han bad dem skride, de ville dog sætte sig ned hos ham, hvis han sagde det var cool.

Kroen der allerede var fyldt med drikke glade mennesker, som skålede og råbte af hinanden, virkede til at være mere livlig end hele byen til sammen. De mange skål og glade smil, overskyggede næsten den egentlige situation som hele byen rent faktisk lå i. Det var ikke til at vide om folk i sig selv var helt ligeglade med hvad der skete, eller om de bare efterhånden havde accepteret at deres by blev overhalet af den ene idiot efter den anden, som led af magtsyge. Selv forstod han ikke hvorfor det var så nødvendigt, hvorfor skulle alt være i kontrol, hvorfor skulle alle folk ledes af Hitler i monster udgave endnu en gang? Med et irriteret brum fik an skruet den sidste skrue ind i stolen imens han betragtede dens skrue der var blevet placeret i benets ene side, og som holdte et modsat træstykke som lå vandret frem for lodret som benene der var rundt om. Kro ejeren havde været så uheldig, at have to voldsmænd på besøg på kroen som havde udvalgt sig stolene som deres våben. Med endnu et brum tjekkede den unge varulv om det hele nu egentlig sad som det skulle. Det skulle nødigt være sådan at det hele gik i stykker så snart han havde vendt sig om. Efter den første stol var ordnet, vendte han blikket hen på den anden og beskuede skaderne. Med et analyseret og fokuseret blik udpegede han forskellige skader som kunne fører til pludselige sammenbrud. Nogle rynker dukkede efterhånden frem på panden. Øjenbrynene løftede sig imens de brune øjne skimtede ind imellem træet for at se hvad han helt præcist lavede. Lyset var ikke så godt herinde i baglokalet, manden havde udsagt et væddemål med sig selv om at pæreren derude ville dø inden for en dag eller to. Med en fokuseret mine trak den unge herre de gamle skruer ud, og erstattede dem med nogle nye, hvor efter han smurte metallet ind i noget olie så det ikke rustede eller blev ødelagt alt for nemt. Med en langsom bevægelse rejste han sig op og betragtede sit værk. Undervejs til hans oprejste stilling blev adskillige sener knækket, og indikerede at kroppen nok havde været i den samme stilling lidt for længe end hvad den nu ellers lige havde brug for på denne tid af dagen. Roligt traskede bæstet hen imod vasken og vaskede hænderne fri fra olie, herefter førte benene ham ud til kroejeren i kontoret og fortalte omkring processen og at stolene var ordnet. Manden takkede ham hjerteligt.
”Thomas, du er en sfânt!” udbrød han glad med en tyk rumænsk accent, der tydeligt indikerede i hvorfra kroherren havde sine rødder henne. ”De bere er på Casâ i aften!” grinede manden og tog sig lidt til den store ølvom som han havde fået hen over årene. Lige den nyhed var en sand gevinst for den unge varulv der takkede for fortjenesten. Dette betød at han kunne få den øl han kunne tænke sig resten af aftenen. Manden derinde havde alligevel nok gæster til at kunne dække ind for hans øl forbrug for denne aften. Det var alligevel ikke sådan at den unge mand drak så frygteligt meget. Han havde trods alt en hvalp derhjemme som ikke ligefrem fortjente den uheldige oplevelse af at se sin herre som en drukkenmås.
Med den glædelige nyhed gik han ud til kromutter og fik fat i et krus øl med et bredt smil som blot fik det vilde skæg, til at se endnu mere vildt ud end hvad de i forvejen var. Men trods for at det var svært at se hvordan hans mund var formet i det brede sammenpressede smil, kunne man tydeligt se hvordan øjnene udsendte venlige signaler og indikerede til et smil. Han fik sin øl, og nikkede taknemligt til kromutteren, inden han begav sig hen i den anden ende af baren, som var lidt mere isoleret fra alt andet, og han kunne få den smule fred han ind i mellem søgte. Det var sjældent så at sige at den unge mand havde i sinde at blande sig med andre mennesker. Det var dog sket for ikke så længe siden. En kvinde hvis dag var gået af helvedes til så at sige, havde ikke mødt andet end modgang, og det havde kun fået Thomas til at få det bedre med sig selv som væsen, da han havde bragt lidt lys ind i hendes ellers så grå dag. Trods for at vejret havde været imod hele byen på alle odds, så havde de alligevel fundet lidt glæde over det hele. Et skævt smil kom frem på hans læber, inden han drak en slurk fra sit ølkrus og nød godt af den søde honning der skyllede hen over hans tunge og videre ned i halsen.
Det var i det øjeblik at hans isolerede verden, af egne tanker blev afbrudt af en stemme efterfulgt af en krop der langsomt tårnede sig op over bordet og kastede en svag skygge henover dets blanke overflade. De mørkebrune øjne søgte stille op imod følgeskabet der var dukket op ved hans bord. Med en kort indånding bekendt gjorde han med det samme at han havde fået nogle varulve til selskab, dette forklarede dermed også deres ordvalg, ’broder’, som egentlig ikke var noget den unge mand hørte tit. Med et kort glimt frem og tilbage på de to varulve der nu stod foran ham. Blikket målte dem kort roligt for at vurderer hvem de lige præcis var. At dømme ud fra deres tøj, kunne manden se at de var bekendt krigsretningen i livet. I et kort øjeblik frygtede den unge mand at dette ville ende ud i en eller anden form for varulve alliance blandt klaner, imod mafiaen og alt det lort der nu ellers foregik her i Di Morga. Men han kunne selvfølgelig også tage fejl. Efter lidt af en tænke periode, nikkede han så kort og stumt, og gjorde en gestus med hånden hen imod de to stole der ellers var stillet til ved bordet. Thomas som var noget mindre end de to muskelbundter følte sig egentlig ikke som sådan truet af dem, ej heller lille trods for at han ikke var så stor i kroppen som dem.
”Hvad får så sådan nogle krigs veteraner, til at tilbringe deres tid med en ydmyg smed?” kom det næsten som en spøg fra den unge varulv. Egentlig kunne han godt regne sig til at de ville snakke med ham grundet den fællesstamfader de begge havde.