Trouble in Terre.

”Vent her.”
Per automatik placerede hybriden sig på bænken, der egentlig mere lignede et set stole, der var blevet limet sammen. Det var altid noget, at selve sædet var blevet bedækket af en smule skumgummi og stof, for at gøre oplevelsen en smule mere behagelig. Men hvis hun kendte situationen ret, så kunne hun nemt ende med at bruge hele aftenen på bænken, som der skulle forestille at være et form for venteværelse. I det mindste havde hun et fint udsyn til de fleste af skrivebordene, hvor diverse arbejdende var god i gang med at skrive rapporter eller søge efter kat-videoer. Det kunne godt være at Législation var stemplet som en del af overklassedelen af Di Morga, men den lignede ikke meget andet end en almen politistation.

Der gik ikke længe før, Venus fik sat sig i skrædderstilling på bænken og fyldte lidt mere. Hun havde vel været på stationen lidt for mange gange, og det burde have nået et punkt, hvor hun skammede sig over det. Men det var ikke ligefrem tilfældet. Man kunne endda gå hen og tro, at hun havde et ganske godt forhold til de lokale politibetjente, som ikke tog hendes små omgange af ballade alt for seriøse længere. Nu var der også en helveds masse andre langt mere alvorlige sager, at tage sig omkring, selv i en by som Terre. Hun lagde sine arme afslappet over kors og lod de brune øjne søge rundt efter et eller andet nyt. Hun så ikke nervøs ud. Den måde hun forholdte sig til situationen lignede mere en, der afventede den typiske snak om ansvar fra sine forældre. Og så havde hun trods alt ikke gjort noget alt for galt denne gang.
Hun sukkede lidt for sig selv og lænede sit hoved helt tilbage med lukkede øjne. Armene foldede sig ud af hinanden igen, og hænderne blev efterfølgende bare lagt ned i hendes skød. Hun fugtede sine læber og begyndte at slå små bobler med den smule savl, der sad på dem. Kedsomheden havde allerede sneget sig ind på hende bare ved tanken om, hvor længe hun skulle sidde og vente på at få endnu en advarsel. Hun åbnede øjnene på ny og se mod loftet et øjeblik, før hun igen så frem for sig.
Der var overraskende nok ikke så mange denne aften. Der var den sædvandlige skaldede fyr, der sad mere eller mindre lænket fast til bænken i den ene ende. Hun syntes altid at se den type, når hun selv kom på besøg, så det var ikke længere interessant at sidde og holde øje med som en nysgerrig tilskuer. Hun løftede sin ene hånd og gned den henover sin ene kind for så at lægge mærke til den smule grøn farve, der var smittet af, hvilket hurtigt fik indikerede, at hun lige netop havde tværet grøn maling endnu mere ud over sin kind. Hun havde ellers gjort sit bedste for ikke at få det udover sig selv denne gang. Men det var tydeligt, at hun ikke kunne styre en sprayflaske ordentligt. Hun løsnede så hestehalen, og hvilken befrielse det ikke var, da håret endelig fik lov til at falde frit ned over der spidse ører. Ikke nok med at hestehalen havde siddet der for længe, men også en tand for stram. Hun ruskede hurtigt lidt op i det for at det ikke afslørede hendes tidligere frisure lige med det samme.

Endnu et suk lød fra hende. Hvorfor var det egentlig næsten altid kun hende, der blev taget med ind? Hun gjorde sjælendt de åndssvage ting alene. Måske kendte de hendes ansigt alt for godt. Det ville nu ikke undre hende. Hun begyndte så småt at sidde og pille i sine neglebånd uden rigtig at tænke over det. Hun satte sig en smule bedre tilpas. Og så ventede hun ellers, som hun var blevet bedt om.

Endnu en patruljevogn blev parkeret i Législation’s garagekælder, og en yngre herre steg ud.
Manden var omtrent 185 centimeter høj, hans frisure var lagt tilbage i en forholdsvis formel frisure og han var i øjeblikket iført en standard stort politiuniform, med hvad der tilhørte af udstyr. Aftenen havde ikke haft så meget at byde på, og der var derfor ikke behov for flere patruljer på gaden for nu, så han fik blot besked på at tage tilbage på stationen for at udarbejde en politirapport eller to.
Han satte kurs mod kontorområdet, men måtte stoppe op ved indgangen da han hurtigt fik øje på et velkendt ansigt. Han var lige ved at smile bredt over glæden ved at se hende, men mindede sig selv om at han var på arbejde og skulle fokusere på at være i en professionel rolle, for han vidste trods alt ikke, om det hun havde gjort denne gang var værre end hendes forrige hændelser. ”Venus” stemmen bar præg af en tydelig britisk accent, og hans blik var rettet imod en ung kvinde som sad og ventede. ”Hvis du kan lide det så meget her, bør du overveje at søge job som sekretær” han stoppede op en meter fra hende, og sendte hende et drilsk blik. Det var udelukkende en hentydning til at det ikke var første gang hun var havnet på stationen, for han vidste udmærket godt at det ville være et for kedeligt arbejde til hende.

Han betragtede hendes ansigt, da noget grøn spraymaling havde smittet af, sandsynligvis fra hendes hænder. ”Graffitiklage?” han løftede det ene øjenbryn spørgende, på trods af at han nok godt vidste svaret var ja. Han forstod ikke hvad der kunne få hende til at deltage i den form for hærværk, men på den anden side var det langt fra noget alvorligt, i forhold til alle andre sager de fik ind dagligt. ”Zachary?” en ældre politibetjent nærmede sig dem, hvilket fik Zachary til at vende sig om mod ham. ”Kan du ikke tage dig af hende, og ham? Jeg er lige blevet kaldt ud” ved ordet ham, nikkede han over mod manden som var lænket fast og også ventede på at nogle, sandsynligvis, smed ham i varetægt. ”Jo, naturligvis” han så ligeledes kortvarigt over mod manden, hvorefter hans opmærksomhed igen blev rettet mod Venus. Det var et held at han kendte hende, for det gjorde aftenen så meget bedre. På samme tid slap han for at skrive politirapporter, og det var en lettelse, nu klokken var ved at runde ti om aftenen, og det ikke just var det sjoveste man kunne sætte ham til at lave. Zachary fik stukket en sort mappe i hånden af den anden politibetjent, før han begav sig ud af hoveddøren. Han skimmede hurtigt papiret, som kort redegjorde for begge sager, og det krævede heldigvis ikke det helt store arbejde. Han lukkede mappen, for atter at vende hans blik ind i hendes.
”Vil du være så venlig at rejse Dem op og følge med mig, ms. Kinglsey?” det var ikke så meget et spørgsmål, som det var en kommando, men han gik heller ikke ud fra at hun ville protestere. Som altid diskuterede man den slags småkriminalitet på et kontor, og hvis det ikke endte ud i en bøde var det en advarsel eller andet, alt afhængigt af hvor seriøst det var.

Venus kunne ikke helt holdt sig fra at lave lidt af en grimasse, da hun hørte den velkendte stemme og så op for at blive mødt af de velkendte ansigt. Ligemeget hvor meget hun bildte sig ind, at hun ikke skammede sig, kunne hun ikke ligefrem holde følelsen væk, når hun blev taget i det af ham. Han havde taget sig af hende så mange gange i forvejen, at hun næsten fik helt ondt af ham. Dog var det heldigvis en følelse, hun nemt kunne børste af sine skuldre igen for så at sprede et smil på sine læber. Godt nok kunne han ikke virke alt for imødekommen overfor hende, men hun kunne i princippet gøre, hvad hun ville, hvilket egentlig morede hende en smule.
”Ih ja! Fordi jeg vil også være den perfekte til jobbet.” svarede hun igen, bare ikke alt for højt. Selvom hun ikke skulle bekymre sig så meget som Zachery, havde hun overraskende stor respekt for hans arbejde. Hun ville aldrig kunne udøve det, han gjorde. For slet ikke at tage om et så simpelt job som sekretær. Det der uden tvivl var hovedpunktet til at holde hende tilbage var det faktum, at hun stadig ikke kunne skrive. Eller læse, for den sags skyld. Det gav nogle stopklodser, men i det mindste var der nogle, som kunne. Sådan nogle som denne engel foran hende.

Hun skulle lige netop til at forklare situationen yderligere, da hun blev afbrudt af en af de ældre betjente. Meget hurtigt fik hun presset sine læber sammen, som havde hun haft svært ved ikke at sige, hvad hun ville have gjort, før hun blev afbrudt. Hun sad i mellemtiden bare og så frem og tilbage. Det var noget akavet. Hun ville lyve, hvis hun sagde, at det ikke var. Men hun bed det i sig. På den måde var det overstået langt hurtigere. Da det endelig kun var hende og Zachery, så hun tilbage på ham og sendte ham et lille undskyldende smil og trak samtidig på skulderne. Der var ikke meget andet at gøre. Hun sagde heller ikke noget til ham, mens han fik læst den sædvandlige sorte mappe igennem. Det var først, da han igen talte til hende, at hun livede ordentligt op. Og hun kæmpede for at holde sin latter inde. Hun ville aldrig komme sig over, når han tiltalte hende så formelt. Det virkede altid så mærkværdigt i forhold til, når han blot kaldte hende ved hendes fornavn.
Hun nikkede bekræftende og strakte første sine ben helt ud, inden hun satte fødder mod gulvet og rejste sig op. Hun tog et øjeblik til at rette på sit tøj. Fik trukket den tætsiddende sorte T-shirt ned. Og ligeledes gjorde hun med den navyblå lynløst trøje, som havde virket som hendes jakke denne kølige aften. Måske ikke lige den bedste påklædning, men i det mindste havde hun ikke shorts på. Derefter fortsatte hun videre efter den bekendte betjent, der havde ansvaret for hende de næste par minutter.

”Okay. Så…” Hun havde næsten ikke nået at sætte sig i stolen på den anden side af skrivebordet i kontoret, før hun havde begyndt sin forklaring. ”Til mit forsvar, så udspredte vi vores kreative vinger på et lovligt område.” Hvorfor sad man altid så elendig i de stole, der blev tilbudt en? Der gik ikke længe, før det ene ben blev ført op i sædet, i en halv skrædderstilling. ”Der er blevet tildelt et par steder, hvor graffiti er lovligt, og vi holdt os til dem.” Hendes arme blev lagt hen over kors og hendes øjne lå ganske sikkert hen mod Zachery. Hun havde selv fået et noget alvorligt udtryk i ansigtet.
”Hvor ved du overhoved, at det var en graffiti klage? Du virkede uviden om min situation, før du fik stukket min mappe i favnen. Er du blevet telepat siden vi sidst sås?” Hun havde tydeligvis klemt alt om malingen, hun havde tværet ud i sit ansigt. Ikke nok med det, så var hun også tydeligvis alt for afslappet, siden hun bare var begyndt at tale uden at blive spurgt.

Arbejdsdagen havde for Zachary varet i 9 timer, hvor han blandt andet var blevet kaldt ud til et indbrud, flere overfald, en beruset bilist, og en slåskamp på en bar i midtbyen. Det var som om at kriminaliteten aldrig dæmpede sig i Terre. Tilfælde af mord og overfald var specielt højt, i forhold til gennemsnittet. Zachary havde dog stadig håb om at det ville forandre sig til det bedre, for han ønskede bestemt ikke at al den ondskab herskede i hans hjemby. Han havde sågar selv taget initiativer vedrørende at omvende væsener med kyniske træk – hvilket for det meste blev til hybrider. Djævle, dæmoner og vampyrer ville aldrig rigtig høre på ham. Tværtimod havde mange mål om at skade engle, og derfor havde han aldrig rigtig udviklet venskaber med dem, eller snakket med mere end en håndfuld.

Zachary satte sig ned på den ene side af skrivebordet, hvorefter han kortvarigt gestikulerede med hånden at hun kunne tage plads på den anden side. Inden han nåede at åbne munden, for at stille de sædvanlige spørgsmål, kom hun ham i forkøbet. Det var typisk Venus, men nu hvor de trods alt kendte hinanden rimelig godt, gjorde det ham ikke noget. Zachary skrev stedet ind på google, hvor de (som hun udtrykte det) havde udfoldet sig kreativt, i håb om at finde frem til hvem der ejede området, og som han i morgen kunne give et hurtigt opkald til. Det var ikke fordi han troede hun løj, men det var stadig en nødvendig del af politiarbejdet. ”Jaså. Jeg går ud fra at personen som ringede til os, ikke var bevidst om dette?” der var forskel på om det havde været fremmede mennesker, som blot troede Venus sprayede et forkert sted, eller hvorvidt det var ejendommens ejere som havde meldt dem til politiet.
Hendes næste spørgsmål fik en kort latter til at undslippe hans mund, og et let smil spillede om hans læber. ”Du har grøn spraymaling i ansigtet. Det kræver ikke den helt store efterforskning at lægge to og to sammen” han så ned mod hendes hænder, som også var præget af den spraymaling hun havde brugt til graffitikunsten.
Efter en længere pause blev hans ansigt mere seriøs, og hans blik så ud af vinduet på mørket. Han forstod ikke hvorfor hun ikke bare kunne male på et lærred, eller udfolde sin kunst på andre måder end sent om aftenen på en mur, men det var trods alt ikke noget han skulle blande sig i - så længe det var lovligt.
”Hvad skal jeg stille op med dig, Venus?” Han sukkede lavmælt, og lænede sig tilbage i stolen for at betragte hende i et par lange sekunder. De andre gange havde hun sluppet med en advarsel, og denne gang havde hun ikke engang foretaget noget ulovligt, så han forstod ikke hvordan hun kunne blive ved med at komme forbi stationen, eller hvad der ville hjælpe hende til ikke at gentage sig selv. Det var et forsøg værd at spørge hende.

”Nej. Det virkede det i hvert fald ikke til.” Hun sukkede lavmælt og faldt endnu engang lidt mere ned. Der var ingen grund til at være helt oppe og køre. Hun sad trods alt ikke og fortalte om sin aften over en interessant samtale. Dette var mere seriøst, end hun havde gjort det til før. Hun slog kortvarigt sit blik ned og løsnede igen sine arme. Lod dem blot hænge afslappet ned langt siden. ”Det ene øjeblik var motivet begyndt at se bedre og bedre ud, og så det næste står der den her ældre dame og råber, at det vi lavede var hærværk og en skændsel mod Terres beboere.” Hun så op igen. Det lille undskyldende smil var tilbage. ”Der var en af de andre - kan ikke lige huske hvem helt præcis - som endte med at råbe et eller andet stødende tilbage. Og ja. Nu sidder jeg her igen.” Hun var selv ret forundre over, at det næsten altid var hende, der blev taget med på politigården. Hun var uden tvivl en af de hurtigere iblandt hendes vennekreds. Måske var det den lille indre lyst til at se til, hvordan Zachery havde det.
Hun så noget overrasket ned på sine hænder, da han forklarede hans lille synske øjeblik tidligere. Hun holdt begge hænder ud foran sig og spredte fingerne en smule for at få det fulde udsyn. Selvfølgelig. Hansker havde hun været dum nok til at glemme alt om. Relativt hurtigt fik hun fumlet med at finde sin mobil frem fra bukselommen og med det samme blev den holdt op som et spejl. ”Oh.” Han havde ret. Det ville blive et helvede at få af. Selv med diverse sæber, som hun ejede. Hun tog et sidste sekund til at studere det udtværede maling, inden hun fik lagt sin mobiltelefon væk igen. Og så blev opmærksomheden lagt tilbage på englen. Og endda lige i tide til at få smækket den sædvandlige Hvad skal jeg dog stille op med dig-stæning direkte i ansigtet.

Ligemeget hvor gammel hun blev kunne den sætning nok altid få hende til at skamme sig bare en lille smule. Men han var ikke hendes far. Så han havde langt fra en stor nok effekt på hende. Han var en ven. En ven der til tider måske bekymrede sig lidt for meget om hende. En ting hun egentlig godt kunne lide ved ham. Han var ikke som alle de andre hun hang ud med. ”Du kan altid bare lade som om, at jeg keder mig nok til at gøre dumme ting bare for at støde ind i dig? Du ved, hvor godt jeg kan lide at se dig i uniform.” drillede hun som et forsøg på at løfte stemningen lidt. Men det endte nu alligevel i et suk og i at hun lod sit blik sværge væk fra ham igen.
”Ærligtalt så ved jeg det ikke helt selv.” Hun så sig lidt omkring i kontoret. Rundt på de ting der var blevet hængt op på væggene. Planterne der udelukkende blev holdt i live af, dem der gjorde rent hver aften. ”Men i det mindste er mellemrummene blevet langt større. Sidst du så mig her var helt tilbage før halloween.” Hun fik viklet sit ene ben væk fra stolen så det kunne dingle udover kanten sammen med den anden. De brune øjne landede tilbage på englen og hun fik et noget oprigtigt smil frem på skulderne. Igen efterfulgt af et træk på skulderne. Efterfølgende satte hun en albue mod det ene af stolens armlæn og hvilede hovedet mod en knyttet hånd.

”Så dine venner nåede at slippe væk, og her sidder du, på bekostning af nogle stødende ord en anden råbte til en ældre dame” han gentog det blot, for at være sikker på, at han skrev de rigtige notater ned. Hendes historie var rimelig troværdig, og derfor havde han ikke noget behov for at spørge endvidere ind til situationen. Efter at have noteret de sidste detaljer i mappen, lukkede han den atter og lod de grønne øjne hvile på Venus. Han kunne ikke skjule et smil over hendes hentydning, som pænt fortalte ham at når hun kedede sig nok, gjorde hun dumme ting for at støde ind i ham.. men det blev rimeligt hurtigt tilgivet, da hun komplimenterede ham i sin uniform. ”Jeg ved godt det er svært at holde sig fra Zachary O’Donnell, men næste gang så undgå at gøre dumme ting for at se mig” han sendte hende et drilsk blik, og tænkte ikke mere over det. Han vidste hun blot prøvede at løfte stemningen, og den rigtig grund til at hun begik sig tæt på loven var en helt anden. Måske kunne hun lide spændingen - det skulle han ikke vide sig sikker på.
Hendes blik afslørede hurtigt, at hun heller ikke vidste hvad der kunne få hende til at komme her mindre. Det var næsten bemærkelsesværdigt hvor ofte hun havde havnet på stationen uden en anholdelse - det var kun Venus Kingsley, som kunne prale af dette. Måske var hun bare uheldig, og måske kunne hun selv ændre noget ved hendes måde at begå sig i byen. Det var ikke op til Zachary at vurdere eller bestemme. Alt han ville var bare at hjælpe hende, så det ikke skulle gentage sig. Hvis hun først blev anholdt, ville fremtiden ikke se lys ud for hende - og det ønskede han ikke skulle ske. ”Jeg ved godt, at det har været bedre på det seneste.. og jeg kan vel heller ikke sige andet end, at du skal være mere forsigtig, og for så vidt som muligt undgå at havne på stationen igen.” Han holdt en lille pause, men åbnede så atter munden ”Du har ikke overtrådt loven, så der er ingen grund til at beholde dig her.. Du er fri til at gå”

Zachary rejste sig op fra skrivebordet, for at samle mappen op og lægge den ned i en kommode på den anden side af lokalet, som han låste af efterfølgende. Han trak en op i sit skjorteærme for at se på sit sorte armbåndsur, som fortalte ham at klokken var halv elleve, hvilket også betød at han havde fri.
”Hvis det er kan jeg godt køre dig hjem” han vendte sig om, så han stod med front til Venus. Det var skam ikke et tilbud hun behøvede at tage imod, men det virkede naturligt at spørge nu hvor han alligevel skulle køre hjemad. Han ønskede heller ikke at hun gik hjem alene på denne tid af aftenen, for det var langt fra trygt. Hvis der var noget han havde lært, var det at natten åbnede op for langt værre forbrydelser end hvad der var om dagen.

//OOG: Underskylder for det lidt akavede svar.. x.x//

Venus tøvede ikke med at rejse sig fra stolen igen, da det blev gjort klart, at hun intet havde gjort galt og sådan set bare kunne tage hjem igen. Det var ikke ligefrem fordi, at hun fandt kontoret ubehageligt at være i. Hun havde stadig et par minder liggende i hukommelsen, hvor hun havde siddet sammen med den selv samme betjent og spiste en almindelige frokost sammen med ham. Uden at hun skulle gøre diverse ting, for at komme under politiets radar. Det var vel bare en refleks. Og han havde nok også andet, han skulle have gjort, hvilket hun ikke kunne sidde igennem til. Så snart hun stod op klappede hun sine ben sammen og gjorde honnør, så godt som hun nu kunne, inden hun spredte sine læber. ”Yes, sir!” Det var blevet lidt en vane.

Hun skulle netop til at bevæge sig ud af kontoret, da Zachery fangede hendes opmærksomhed igen. Som han fik stillet sig foran hende, vendte hun atter fronten helt frem mod ham, så hun ikke stod med siden til ham i et akavet forsøg på at høre efter med kun det ene øre. Et lidt undrende udtryk prægede efterfølgende hendes ansigt, da hun blev tilbudt et lift hjem. Et øjenbryn blev løftet. Og hun fik lagt sit hoved en smule på skrå. Hun var ikke utilfreds. Ikke det mindste.
”Men har du ikke stadig tough guy, du skal have ordnet?” spurgte hun alt imens hun sendte et hovedkast hen mod døren for at hentyde til den anden person, han havde fået ansvaret for. Hun syntes næsten at have et bekymret blik i de dyb-brune øjne. Han havde været der for hende de fleste gange, siden hun var ankommet til Di Morga. Han havde stået op for hende alle de gange, hun havde gjort et eller andet, hun måske ikke burde. Han passede vel på hende. Men af og til følte hun, at han kunne gå hen og glemme sig selv i midten af det hele. Hun lukkede kortvarigt øjnene og tog en dybånding, hvorefter hun roligt pustede ud og så tilbage på ham med et langt mere sikkert blik. Hænderne blev placeret på hver sin side af hendes talje og et smil dannede sig atter på hendes læber. ”Hør, hvad siger du til, at jeg venter på, at du er helt færdig her? Så kan du køre mig hjem og være sikker på, at jeg ikke laver flere ulykker. Og hvis du ikke er alt for smadret til den tid, kan vi tage hjem til enten dig eller mig og bestille pizza fra en af de der steder, der har åbent som en SevenElleven. My treat, som tak for at du kan holde mig ud.”
Hun rettede ryggen og skød brystkassen en smule frem. Hun så afventende på ham med en spænding strålende fra hende. Smilet havde vokset en del. Og hun lignede vel sig selv igen. Hun vrikkede med de spidse ører under det brune hår i et lille håb, om at han ville sige ja. Det var altid hyggeligt at være sammen med Zachery. ”Please?” forsøgte hun med en lille stemme.