Facing the setting? Hardly.. //Mizra//

Sted: Den gamle fæstning
Omgivelser: Murbrokker og gold fauna
Tid: Få sekunder efter solnedgangen
Dato: Nær den sidste novemberdag
Vejr: Klart og koldt - vindstille

Stilheden efter den store omvæltning var intakt og hele Terre var lagt hen i en mærkelig form for afmagt stilhed der tit sås efter en orkan eller en naturkatastrofe. Tyst.. goldt og livløst var området nær den gamle og endnu ødelagte del af den før så storslåede fæstning, hvor da en elver faldt for en dæmons hånd og blev slynget ud i tavshed i en forhåbentlig evig tid. Det var.. befriende på en måde sådan at betragte dette tavse sted med øjne der før havde overværet det smeltet ind i blod og skrig.. Nu var der atter stille som var der ingen kræfter i verdenen der nogensinde havde rørt dette. Hverken liv eller død. Eller.. det skulle man tro. Var det ikke for denne vampyrs evner til netop at vurdere samme, havde man intet opdaget. Han hørte dem netop nu.. Små skrattende lyde som støj på en radio.. De var kun til at høre hvis man koncentrerede sig derpå og intet andet. Det var hviskere.. skrigere og sangere.. Alle sammen essenser af de personer der engang omkom dette sted. Dem der ikke nåede hele vejen igennem efterlivet. De ulykkelige var skrigerne.. de tilfredse sang og de neutrale hviskede til ham, men ikke i ord. Blot i toner som han så sjældent egentligt lyttede efter. Dog med en stilhed der omfattede denne høje slanke vampyr netop nu, var det nærmest uundgåeligt at sætte sig til at lytte til den søde klagesang blandt de endnu lidende. Ahngel havde siddet der på en murbrok de sidste par minutter efter at have ladet sin søvn opløses i de tætte murbrokker ved Abbadons ødelagte dele. Han havde ikke sovet i sin lejlighed den dag. Han ville af en eller anden grund bliver derude og lytte til den stilhed han aldrig rigtigt fik smagt på i byen. Han tænkte. Han tænkte efter at ha fjernet det overskudne blod fra sin krop.. sin hage og hænder efter at ha fejret hans egen befrielse i flere nætter i træk. Han var udmattet og passiv i sin tankegang, som om ingenting betød noget lige nu. Alt der egentlig rørte ham da, som han sad der, var hans højre håndled som nu var bart, undtagen det efterladenskab der stod skrevet over hans pulsåres beskyttende hudlag. Mort De Sang stod der. I mange år havde de ord været gemt væk bag metal. En lås der forhindrede ham i at æde af de personer der udgjorde en skæbne. Nu var han fri efter at skæbnebryderen Zane havde fået sit endeligt. Hans gæld var betalt og han behøvede ikke længere handle med barmhjertighed hvis han ikke ønskede det. Hvilken fryd? Og dog var hans røde øjne tomme og mørke, hvor de før spillede i de smukkeste lyse nuancer der trak ethvert væsen til sig af rent ønske om at lade sig opgive til denne udøde skønheds vilje. Det lange sorte hår lagdes sig som en skygge over hans ansigt og hals og gav ham automatisk et mere fremmed udtryk i skumringens daværende højborg. Latterkramperne var døde og ligeså hans hang efter at flænse denne nat.. Måske skulle man blot bruge natten på at tænke.. og overveje..? At mindes måske endda?

Stilheden, den var så skræmmende, og tillokkende på samme tid. Kunne varsle så mange ting, varslet om, at en krig netop havde sluttet. Eller noget skræmmende, var på optrækket til at ske. Som stilheden der bredte sig over menneskeheden, når gardinet langsomt blev trukket for, til en teater forstilling. Eller når man gik i skoven, og fuglende stoppede med at synge, alle viste, at så var der noget galt. Alle de små ting.. som bare forvissede en om at nu skulle man løbe, eller nu skulle man glæde sig. Stilhed, før storm. Så mange tanker, der dog kunne løbe igennem en menneskehjerne, så mange spørgsmål der dukkede op på et leve år. Så mange ting, man bare ikke kunne forklare, men så gerne ville have svar på.
En kvindelig skikkelse, gled langsomt igennem de mange skygger som blev kastede fra det totalt skadet fæstning, som var faldet efter at en lærling havde besejret sin mester. Da ondskaben havde vundet over den, som havde været forsvag til at tage imod den magt som var ham givet. Så mange svagheder alle havde, man skulle bare finde det rigtige punkt at trykke på. Hun selv, havde kæmpet på Zanes side, men hans metoder havde aldrig tiltalt hende, men denne nye hersker. Denne Ma'lakel Lemoris, som havde taget det liv fra hende som hun havde ønsket sig, lukket hånden omkring det sidste lyst, og kvalt ilden til at der ikke længere var ilt nok til at holde flammende levene. Dette væsen, skulle bøde for det som han havde gjort. Lide under hendes hånd, og hvis dette ikke var muligt ville hun dø i forsøget på at hævne sin mors død, Faith Jável.
Hænderne lukkede sig om de pistoler, som hun havde fundet i sin mors hjem, hvorfor at Faith ikke havde haft dem med til kampen, var hende uvis. Men dette var den eneste gave, som hun havde forlagt sig til hende, ud over huset, som nu stod i hendes navn. Man skulle næsten tro at Faith var genopstået, og nu igen gik på jorden, under navnet Mizra Jável Bracolona. Samme kropsbygning, det fine kantede ansigt, med skarpe træk. Dog, det eneste man ville kunne kende forskel på mor og datter, var de mosegrønne øjne, som skinnede ud af øjenhulen, og betragtede vejen henlagt i mørke. Hun havde endnu ikke lagt mærke til den anden tilværelse, var i grunden også ligeglad, ville bare have lov til at gå i sine egne tanker, eftersom hun lige havde kommet sig efter kampen mellem Xetrias, hvor hun med nød og næppe havde vundet. Så mange ting, der skulle klares nu, og opklares aswel. Ting, der aldrig ville blive det samme.

Ahngels røde øjne, endnu plantet stift imod intetheden, reagerede først ikke synderligt på det fremmede væsen der bevægede sig indenfor hans viddesphære. Han fangede dog hurtigt duften, men fandt den ikke bekendt, og dog havde den summet i byen det sidste døgn, dog sammen med de sædvanlige, som gjorde den umådelig svær at placere hos et enkelt individ. Ahngel vendte endelig blikket imod kvinden, der syntes at have en velkendt glød over sig. Det røde hår var det første han lå mærke i, og lod øjnene hænge ved. En hidsig farve der næsten stemmede med hans eget blik og blod i sine åre. Hendes scent var bekendt når den sås, hængende i luften blandt det røde hår, dog havde det ingen essens af dødsengel, som den smukke rødhårede afkomne havde været. Havde hun mon relation til denne afdøde Faith Javel? Ahngel havde dog ikke været tilstedeværende til showet, men var dog klar over hvad der var hent hende. Han vidste også at det var Ma'lakel der havde ført hånden til hendes endeligt. Nu mere hans fokus omkring hendes person klarede op, fandt han flere kendetegn ved hende, som Faith ligeså havde haft. Dog havde han kun set Faith og vekslet ord med hende få gange, men han glemte sjældent en duft eller et ansigt.
"Sjældent scent at finde hos en der ligner en engleskabning så meget." sagde Ahngel da imod hende og lagde hovedet en smule på skrå. Ikke nok til at det ville kunne ses og registreres dog. Ahngels undersøgende øjne ville lægge sig over hende et øjeblik og muligvis, hvis hun ingen stor psykisk modstandskraft ville hun let lade sig drage af de røde hidsigtspillende øjne over det rolige ansigt. Han rettede sig op og fjernede igen blikket fra hende og ud på en natteravn der fløj over himmelen i få sekunder før den forsvandt bag et ensomt træ lidt længere imod horisonten, hvor byen kunne skimmes som en sort papskive af forskellige højder. Lysende fra nattelivet var blot små stjerner efterhånden og syntes mere som en nattehimmel end deres egentlige høje loft.

"Eller tager jeg fejl?" mumlede han da køligt.