Memories fading away {Diego - åbent}

T: 21:36
S: Legepladsen (hæhæhæ)
V: Vinden er ikkeeksisterende, og det er lige over frysepunktet.
O: Mennesketomt. Hvad skulle børn dog også lave ude så sent?


På trods af at natten endnu var ung, var stjernerne allerede brudt frem som små, lysende prikker i den endelige, sorte fløjlshimmel. De hang omkring den halve måne og blinkede ned til den lyshårede engel, der bevægede sig rundt under dem.

At Milo var endt på legepladsen var lidt af et tilfælde. Som ny i byen var det stadig svært for ham at finde rundt. Han havde efterhånden fået indprentet ruten fra sin arbejdsplads og hjem til sit hotelværelse, men længere rakte hans stedsans ikke.
Nu havde han for eksempel været på vej hen til døgnbutikken for at købe ind, men var hurtigt faret vild. Han burde ellers kunne have sagt sig selv, at et sted, hvor der var store græsarealer, træer og gyngestativer, umuligt kunne være den del af byen, hvor man kunne finde en døgnåben butik.

Han besluttede sig for at give op. Han ville nok aldrig finde et sted at købe ind, men det var jo heller ikke, fordi det var livsnødvendigt for ham lige nu og her. Det var bare rart at vide, hvor han skulle hente sine dagligvarer, hvis det blev nødvendigt – nåja, og så var han måske også en smule sukkersulten, men det var hans lille hemmeligheden…
Han tog plads på en gynge. Dens rustne kæder afgav en hæslig, knirkende lyd, idet han skubbede fra med benene og begyndte at gynge frem og tilbage. Han havde ikke siddet på en gynge, siden hans død, og selv ikke flere år før da, så det gav en underlig følelse i maven at sidde på en igen.

Det sorte hår dækkede de skarlagenrøde øjne, men alligevel havde han intet problem med at se i nattens mulm og mørke. Han havde sovet i en venindes lejlighed et lille stykke fra legepladsen, men han følte allerede en stærk trang til at smutte igen. Når man havde levet nomadelivet et par år, blev man afhængig af den vidunderlige frihed. Desuden ville han nok ende som et nervevrag, hvis han blev samme sted, og bare ventede på at fortiden skulle indhente ham ...
Fortiden havde altid været hans største svaghed ... Tiden lige efter, han var blevet forvandlet. Nutiden var hans redningsplanke og fremtiden var bare ubetydelige og urealistiske spekulationer. Hvem vidste, om man var død i morgen? Så hellere nye livet fuldt ud, mens man levede.

Diego stoppede op og så ud over legepladsen. Han kunne lugte blod, og det gik pludselig op for ham, hvor tørstig han egentligt var. Det var da ikke lang tid siden, han sidst havde drukket blod, var det?
Før han kunne nå at svare på sit spørgsmål, greb skikkelsen hans opmærksomhed. Der var noget underligt bekendt ved færten, men han kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var.
Han vendte om på hælen og gik mod personen i et roligt tempo. Den åbenbart maskuline skikkelse sad med ryggen til ham, så han følte, at han var i en kontrollerende position. Han havde ikke tænkt sig at angribe, men han havde 'overraskelsesmomentet' på hans side, hvis han ombestemte sig.
"Du er vist lidt sent ude ... Er det ikke over din sengetid?" Diego lænede sig mod gyngestativet og mærkede tydeligt det kolde metal gennem den tynde, sorte skjote. Drengens lyse hår fik nogen klokker til at ringe, men uden et ansigt at sætte sammen med det, kunne han intet huske.

Milo hørte lyden af skridt, der nærmede sig, men han ville ikke besvære sig med at dreje hovedet. Det var sikkert bare en tilfældig forbipasserende, der alligevel ikke ville falde i hans interesse.
Men der tog han grueligt fejl. Han hørte en stemme, der henvendte sig direkte til ham, og mærkede gyngestativet give sig let, da en krop lænede sig op af det. Han drejede langsomt hovedet med de mørkebrune sammenknebet i en mistænkelig facade, men begge øjne voksede sig store, da han fik øje på den fremmede i mørket.
Ikke alene var den fremmede en vampyr, hvilket burde være nok til at forskrække enhver, der så ham – Milo var dog en undtagelse her – men den lyshårede fandt, at han kendte fyren. Han huskede det sorte hår og de røde øjne. Men hvorfra vidste han ikke.

”Jo, det er det vel. Men det samme gælder vist for dig,” svarede han så roligt, han kunne efter forskrækkelsen over at støde på en, han havde set før, i denne enorme, fremmede by.
Fyren så ud til at være præcis ligeså gammel som han selv var af udseende, men Milo var ikke et sekund i tvivl om, at den anden lige så vel kunne være flere hundrede år ældre end ham. De udødelige racer var ualmindeligt gode til at skjule deres rigtige alder bag et utal af facader, men han var dog sikker på, at fyren her havde passeret de sytten år for længst. Ellers ville han vel ikke have spyttet sådan en kommentar ud, der fik Milo til at fremstå som et lille barn, ville han?

Han rejste sig fra gyngen og vendte sig om mod den fremmede. Eller bekendte. Eller… Han vidste ikke, hvad han skulle kalde fyren. Der var altså et eller andet over ham, der fik en klokke til at ringe hos den lyshårede, men hvad det var, kunne han ikke sætte en finger på.
Han var bare så sikker på, at han havde set ham før et eller andet sted.

Så snart han så den andens ansigt, faldt brikkerne på plads. Det sekundt puslespillet var faldet på plads, smilede han. Det var dérfor den anden lugtede så bekendt!
"Det er ikke sent for mig ... " Han tog fat om gyngestativets tynde metalsøjle, og bøjede sig fremover mens han så indtrængende ind i de lyse øjne.

Sandt nok havde Diego passeret de sytten år for meget længe siden, men det var ikke derfor han talte til Milo, som om han var et lille barn. Han havde bare en mani af, at sætte sig selv og egne erfaringer over alle andre. Det var en negativ bivirkning ved at være udsat for det samme, af en anden person.
Diegos ansigt var blot et par centimeter fra Milos, da hans arm ikke tillod at han lænte sig længere frem.
"Længe siden ... fire-fem år, ikke? .., " Hans stemme lød indbydende, mens han rakte frem med den anden hånd og strøg forførende Milo over kinden. "Du er ikke blevet en dag ældre, Milo." Ikke fordi han selv var. Tydeligvis ikke! Men det var alligevel overraskende, at den anden heller ikke havde ældes.

Han mindedes den korte, de to havde været sammen. Han kunne huske Milos ansigt fuldstændig perfekt, og der var absolut intet, der havde ændret sig. Måske udstrålingen? Og hans aura var lysere ... Hvad kunne det ...
Nu gik det op for Diego, hvorfor han ikke havde kunne genkende Milos fært med det samme. Engleblod! Det lugtede ikke, som det havde gjort dengang. Han trak sig til tilbage med et skummelt smil om læberne.

Selvfølgelig var det ikke for sent for ham. Han var en vampyr. Hans sengetid indtraf først, når solen brød frem.
Milo fulgte opmærksomt den anden med blikket, da han lænede sig frem imod ham. Nu, da den andens ansigt var tættere på ham, begyndte han at huske mere og mere. Det var dog først, da vampyren igen tog sin stemme i brug, at brikkerne for alvor faldt på plads.

”Diego…” lød det fra ham, nærmest som for at bekræfte hans egen teori. Smilet på hans læber voksede sig større, da den andens hånd strøg ham over kinden.
Diegos ord kom noget bag på ham. Selvfølgelig var han ikke blevet en dag ældre. Han var en engel, han var jo dø-… Pludselig slog det ham, at Diego jo ikke vidste, at han var blevet en engel. Dengang for de fire-fem år siden havde han været i levende live og kun set en smule yngre ud, end han gjorde nu. Men hvilken forskel gjorde et enkelt år eller to, når mørket var faldet på og slørede ens syn?

At dømme efter det skumle smil, der bredte sig på den andens læber, havde han lugtet lunten. Milo gengældte smilet med et bredt, bittert et af slagsen.
”Ja. Nu er jeg lige så død, som du er.”
Mon Diego var overrasket? Chokeret? Han så ikke sådan ud. Milo ville gerne vide, hvad der foregik inde i hovedet på ham lige nu, for det dér smil var ærlig talt en anelse svært for ham at kapere.

Han tog fat om den andens hage uden at bekymre sig om at være forsigtig, for han vidste jo godt, at Diego ikke selv var specielt fintfølende, og løftede hans ansigt en ganske lille smule. Han kneb sine mørkebrune øjne let sammen og rystede opgivende på sit eget hovedet.
”Men jeg er nu glad for, at det ikke er mig, der skal leve af andre folks blod.”

// Jeg håber det er okay, hvis vi siger at Diego allerede har drukket af Milo? //

Diegos smil voksede, da Milo sagde hans navn. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han så ham i øjnene. Han havde ikke gjort noget som helst forsøg på at skjule de røde øjne, så det overraskede ham ikke, at han havde set det allerede. Desuden så havde Milo jo vidst det i forvejen. Diego havde jo drukket blod af ham, et stykke tid tilbage - selvom det for ham kun føltes som få måneder.
Tid, var ikke længere noget, der bekymrede Diego. Slet ikke. Det havde det ikke været i meget lang tid.

Det lykkedes Diego med en slående overbevisning, at se helt knust ud, ved tanken om Milos død. Skuespil var blot en lille kunst, når man var vampyr, og havde brug for at jage sit bytte, ved at lokke det tættere på.
"Hvordan døde du?"

Han spærrede øjnene lidt op, da Milo tog fat om hans hage. Dét havde han ikke lige regnet med. Han smilte varmt, og prøvede efterhånden ligeså stille at lokke Milo til sig. Men ved de næste ord rynkede han på næsen og facaden faldt hurtigt.
"Du havde intet problem med selv at tilbyde dit blod." Han trak sig surt væk fra den anden. Han var nok bare en anelse pigefornærmet, men han havde virkelig altid nydt at leve som vampyr, og han brød sig bestemt ikke om, at der blev set ned på hans slags.

(Det er helt okay xD)


Diegos knuste mine var overbevisende, men Milo kunne ikke se, hvilken grund han havde til at være ked af englens død. Set gennem Milos øjne, kunne den anden kun drage fordele af det. Engleblod smagte vist renere og bedre end menneskeblod, huskede han at have erfaret et sted.
Han rystede på hovedet, men svarede ikke. I stedet formede han lydløst en pistol med hænderne, som han rettede imod Diego. Han sænkede dog hurtigt hænderne igen og håbede, at den anden havde forstået hentydning. Hvis ikke, var det ikke noget han ville gide forklare nærmere.

Da Diego trak sig væk, lød der et dæmpet grin fra Milo. Han kunne simpelthen ikke lade være. Den anden VAR virkelig pigefornærmet, og det morede ham faktisk lidt, selvom han godt vidste, at han ikke burde sænke sine parader lige nu. Han måtte være på vagt, for netop fordi Diego var så dygtig en skuespiller, at selv Milo havde svært ved at gennemskue hans facade, vidste den lyshårede godt, at vampyren var farlig. Han ventede blot på sin chance for at slå til, men sådan en chance havde Milo ikke tænkt sig at give ham.
Og dog… Lige på det punkt, kunne man godt betegne den unge engel var lidt af en pyroman. Han nød at lege med ilden, og hvis han brændte sig på flammen, blev det hele kun endnu mere spændende. Smerten hørte jo med, som man sagde.

”Nårh… Er den lille vampyr sur nu?” drillede han, idet han gik et par skridt bagud og greb fat om gyngestativets ene stolpe med sin hånd. Idet han gjorde det, flakkede hans blik ikke fra Diego et eneste sekund. Det kunne godt være, at han var dristig og en anelse grænseoverskridende, men han var bestemt ikke dum…

(Åh, det kan også være hårdt D: - har prøvet det.)


Milo fornemmede tydeligt Diegos irritation. Godt nok var han ikke meget af en vampyrkender, men når en anden direkte stod og hvæsede af en, skulle man være lettere tungnem for ikke at kunne se, hvor vred denne var.
Han havde dog ikke meget andet end latter til overs, da Diego formanede ham om at passe på.
Knægt. Han rynkede lidt på næsen over det kaldenavn. Han var faktisk tyve år gammel – han havde været voksen i to år nu, og når man var så gammel, var man da ikke en knægt mere, var man vel?

Om han var bange? Milo måtte slå en kort latter op endnu engang.
Åh, stakkels lille vampyr… jo, selvfølgelig var han bange. Han turde knap nok røre sig ud af stedet, men det ville han da ikke indrømme over for Diego.
Han fnøs. ”Helt ærligt… Bange for dig?” Han rystede på hovedet. ”Du er jo ikke andet end et menneske med hugtænder.”


(Fuck, det blev kort ><)

// Det er fint, jeg har heller ikke energi til lange indlæg lige nu xD //

Indeni, stod Diego og grinede af ham, da han så de tanker. Gud jo, Milo var bare en knægt i hans øjne. Måske var Milo tyve, men Diego var omkring de hundredeogtyve. Men udadtil så han fattet ud, med blot et enkelt hævet bryn og en let hovedrysten.
"Du er ikke mere voksen end børnene, der plejer at lege her." Han rettede sig helt op fra gyngstativet og så på ham med hovedet på skrå. Hvor var det dog ynkeligt, når små børn legede voksne.

Diego var ret tilfreds med, at Milo var bange for ham. Og det gjorde bare legen endnu sjovere, at han ikke ville indrømme det.
Han trådte et lille skridt hen imod den anden. Han smilede lumsk, mens han løftede den ene hånd, og roligt kærtegnede Milos hals. Hans blik flakkede kort mellem hans pulsåre og hans øjne, før han holdt øjenkontaktet og forførende kørte hånden om i hans nakke.
"Hvis du ikke frygter mig ... Så vil du måske heller ikke have noget imod, at jeg drikker lidt? Som i gamle dage?" Han lænede sig blidt frem imod ham, til han kunne mærke englens varme ånde mod sit ansigt.

(Super xD Så holder vi os bare på korte indlæg, indtil en af os får et krea boost x3)


Den fornærmelse skulle Milo lige tygge på. Tyve år var alligevel en del år at have på bagen for et barn, der stadig benyttede sig af legepladsen. Og dog. Her sad han jo selv, en tyveårig knægt der for lidt siden havde moret sig med at gynge frem og tilbage. I hvert fald lige indtil vampyren kom og forstyrrede ham.
Men hvad lavede Diego egentligt selv her? Milo hævede et øjenbryn over sine egne tanker. Selvfølgelig var muligheden der at han blot havde valgt at skyde genvej igennem legepladsen, men det virkede alligevel en anelse mistænksomt for da ikke at sige pædofilt.
”Aha, men så er jeg vel lige sådan én, du gerne vil have fingrene i, ikke? Et barn, mener jeg,” forklarede han. ”Eller du kom måske helt tilfældigt til at gå hen til legepladsen?”

Milo havde egentligt ikke så meget imod den andens kærtegn af sin nakke, men da han hørte hans ord, trak han sig væk med et brat ryk.
”Glem det,” lød det fra ham. Han fnøs. Dengang da Diego havde bidt ham, havde han været dummere, end han var nu. Han var blevet klogere. Som om han ville lade den anden bide sig. I hvert fald ikke uden betaling, men så skulle gevinsten godt nok også være god.

// Lyder som en god idé~ //

Diego synes egentligt det var lidt kært, at englen stadig var et barn, men nægtede at indrømme det. Diego havde aldrig rigtig nået at få sin barndom, og nu var han fanget i puberteten i resten af sit liv. Det var egenligt ikke så slemt, som man skulle tro. Mange ønskede jo, at de kunne være børn for evigt. Men tanken om, at Diego var pædofil, var nok meget rammende. Han gad da ikke jagte mennesker på sin egen alder. Efter hundredeogtyve år ville blod garanteret smage af sveskejuice og mug. Det var i hvert fald det, Diego tænkte om det.
"Jo, et barn ... Men et ganske særligt barn." Hans blik var meget sigende, mens han holdt Milos blik fast. Han var inde i jagten, og han ville have Milo! Måske så de jævnaldrende ud, men Milo var og blev et barn.

Han så lidt overrasket ud, da den anden trak sig væk og pludselig virkede natteluften meget koldere. Han rystede opgivende på hovedet og trak armen til sig igen med et dybt, teatralsk suk. Han så lidt ned i jorden og åbnede munden for at sige noget, da Milos tanke stoppede ham. Han så op med en nyvundet jagtlyst.
"Gevinst?" Han lagde hovedet lidt på skrå og smilede lokkende og hans øjne skinnede, som når en dybhavsfisk brugte sit lys på at lokke føde nærmere. "Hvilken slags gevinst?" Diego kunne sagtens love guld og grønne skove. Han kunne love hele planeten væk, hvis det var det, der skulle til.
Han tog blidt fat i den andens trøjekant og trak ham nærmere. Hans bevægelser var nærmest indsmigrende og ville sikkert have fået en menneskepige til at dåne - det var sket før.

Et ganske særligt barn, javel… Et bittert smil tegnede sig på Milos læber, da han ikke var sen til at regne ud, hvilket barn Diego snakkede om. Ham, selvfølgelig. At gøre indvendinger om, at han ikke var et barn virkede håbløst nu, men så længe han bare fik lov til at være et ’ganske særligt barn’, så kunne det vel gå an at blive anset for værende et af disse uintelligente, snottede væsner.

Diego lignede en, der skulle til at sige noget, men som i det samme blev afbrudt. Af hvem eller hvad vidste Milo dog ikke, for den lyshårede havde i hvert fald ikke sagt noget.
Og dog. Han havde jo sagt noget. Inde i sit hoved. Men det kunne Diego umuligt have hørt – eller hvad?
Han blev sikker på, at den anden havde læst hans tanker, da han ligefrem svarede på dem. Den… den… vampyr! Hvad i al verden bildte han sig ind sådan at rode rundt i Milos tanker som var det et leksikon, han frit kunne slå op i som han ønskede?

Milo skulle netop til at rykke sig helt væk denne gang, men blev stoppet, da Diego tog fat i hans bluse. Grebet var blidt, ikke fast, hvilket da også var grunden til, at englen stoppede midt i sin handling, forundret over, hvorfor han nu pludselig skulle behandles så pænt.
Han vendte de mørkebrune øjne imod Diego og det var tydeligt, at det nu var ham, der var irriteret.
”Hvad har du gang i?!” snerrede han. ”Det er mine private tanker. De kommer slet ikke dig ved!”

Milos udbrud fik Diego til at sukke igen. Lige netop dette var grunden til, at han normalvis ikke fortalte om sin evne til at læse tanker. Folk med en bedre virkelighedsforståelse kunne nemlig se, at det var etisk forkert at rode i en andens sind. Diego forstod ikke etik. Eller empati. Han så sin evne som en velsignelse og han brugte den flittigt. Det var ikke hans skyld, at han havde fået evnen, men han kunne ikke se, hvorfor han ikke skulle bruge den, når han ikke forsøgte at misbruge den.
Okay, han misbrugte den. I stor stil. Men han havde brug for føde ligeså meget som alle andre væsener, så han så ikke det forkerte i sine handlinger.

Milos sammenligning med et leksikon var farverig, men dog alligevel forkert. Diego kunne ikke rode rundt eller læse folk som åbne bøger. Han kunne blot se de tanker de tænkte her og nu.
Han smilede beroligende og forførende, mens han stadig trak Milo lidt tættere, til de stod så tæt på hinanden det var muligt, mens Diegos arm var imellem dem.
"Undskyld ... " Det var ikke en oprigtig undskyldning, men det lød fuldstændig sådan. Diegos skuespil kom ham til gode. "Vil du ikke nok svare?" Hans røde øjne skiftede gradvist til en betagende isblå, og han mindede mest af alt om et lille, uskyldigt barn. Men uskyldig ville helt klart være det sidste ord, man kunne bruge om ham.

(Se, du fik et hurtigt svar alligevel~)


”Undskyld…” vrængede Milo med en stemme, der skulle forestille at være en dårlig parodi på Diegos. Man kunne da ikke bare sådan undskylde for at læse andre folks tanker og da slet ikke, når man havde gjort det bevidst.
Hans vrede tanker blev dog jaget på flugt, da den anden trak ham nærmere, og hans blik blev mødt af Diegos blå øjne… nej vent… havde de ikke været røde lige før? Enten spillede mørket ham et puds, eller også havde øjnene hele tiden været blå.

De noget venligere blå øjne og den beklagende tone i Diegos hjalp dog noget på Milos humør. Han skuttede sig lidt. At kalde ham dum ville være en skam og en kæmpe fejlantagelse, men folk havde det desværre med at forveksle ’dum’ og ’naiv’, hvilket i den grad var noget, Milo var.

Han sukkede. ”Det kommer an på, hvad du kan tilbyde mig.”
Han rakte sin hånd frem og gned sin tommelfinger imod sine fingrespidser. Noget så simpelt som penge ville være helt fint for ham. Guderne skulle vide, at han havde brug for dem, for lønnen var hans job holdt kun lige med nød og næppe. Den ville ikke holde længe i længden.

Diego kunne ikke lade være med at smile lidt, mens Milo stod og gned fingrene mod hinanden. Han tog blidt fat om hans hånd og fjernede den, mens han stadig så Milo i øjnene.
"Jeg har ingen penge," sagde han, fuldstændigt ærligt. Det ville heller ikke være sjovt, hvis den lille leg pludselig var baseret på penge. Mennesker var slaver af penge, og det var noget Diego var dybt utilfreds med. Han vidste, at selv det mest kyniske menneske kunne komme til det punkt, hvor følelser var mere fængslene end penge. Dog kunne det tage så frygteligt lang tid at gøre dette - mennesker var nogen modbydelige og grådige væsener, der ikke kunne styre sig selv, men de var alligevel kun brugbare for Diego, når de var i deres følelsers vold.
"Jeg har nok ikke så meget at tilbyde ... " Han fortsatte den lokkende tone og de forførende kærtegn, mens han vidste at det uskyldige blik var igang med at vinde sympati. Blå øjne havde nemmere ved at narre end røde havde. Røde øjne afslørede hans blodtørstige natur. "Men ... Hvis det lyder tiltalene, kunne vi genopleve gamle dage?" Han fik et legesygt glimt i øjet.

Milo sænkede sin hånd, da Diego tog fat om den. Han havde nu heller ikke regnet med, at den anden havde nogen penge, i hvert fald ikke på sig lige nu, men det var da forsøget værd. Hvis han havde kunnet få den anden til at punge ud, ville en del af hans kvaler være blevet lettet, selvom en lille slat penge fra og til nok alligevel ikke ville gøre den store forskel. Nej, der skulle langt større summe af penge til.

Da den anden foreslog, at de genoplevede gamle dage, lød der en munter klukkende latter fra ham. Gamle dage, blah… Han huskede godt smerten fra sidste gang, han var blevet bidt, men i modsætning til de fleste andre vampyrofre havde han rent faktisk brudt sig om den. Smerte var som alkohol eller stoffer for ham. Det satte hans adrenalin i gang og fik ham til at føle, at han var i lige, at han levede på kanten, selvom han i virkeligheden var død som en sten. Eller hvad? Han trak jo stadig vejret… Det dér med at være engel var vist ikke ligefrem det, han vidste mest om.
”Selvfølgelig kunne vi det… Men jeg kan nu ikke se, hvad jeg ville få ud af det,” svarede han blot.
Han bemærkede godt det legesyge glimt i de blå øjne. De blå øjne, der virkede uhyggeligt tiltalende. Hvorfor vidste han ikke, men han havde altid haft et eller andet for blå øjne. Måske var det, fordi hans egne var så kedelig og almindelige og brune...

Med en stødt -overbevisende, men dog falsk- mine trak Diego sin hånd til sig og så ned i jorden mellem dem. De sorte lokker dækkede dele af hans ansigt, men øjnene lyste op som iskrystaler en mørk vinternat.
"Så kan det vel også være ligegyldigt ... " Han ville have fat i den engels blod. Han havde bestemt ikke tænkt sig at give op, men han ville alligevel se hvor meget hjerte en lyshårede skabning havde. Hvor meget sympati kunne en engel få for en natteskabning? De var vel skabt til at være gode af hjerte, men Milo var en grådig engel, så hvilke andre egenskaber ved ham afvigede mon fra normen?
Diego kunne ikke sige, at han stak ud fra normen af vampyre. Egentligt vidste han ikke så meget om andre vampyre i det hele taget. Han havde undgået hans egen slags så meget han kunne, siden han blev forvandlet. Især i løbet af de sidste få årtier, hvor han havde skullet stå på egne ben mod hele verdenen.

Han trådte et skridt tilbage og så op imod himlen, hvor stjernerne nægtede at trænge igennem det skylag, der var ved at lægge sig under dem. Hele området virkede pludselig langt mere dunkelt og et menneske ville kun være i stand til at se en fire-fem meter væk fra nærmeste lygtepæl. Der var stadig længe til at solen stod op, og Diego havde stadig massere af tid til at jage i.
"Men i så fald ... vil jeg ikke spilde din tid." Han lagde hovedet på skrå mens han så på Milo igen. Han gjorde mine til at forlade Milo, men tøvede blot et kort øjeblik, for at få den andens reaktion.

// Jeg tror snart min krea er på vej tilbage~ Dejligt x3

(Hej, jeg hedder Milo, og jeg står tilfældigvis og mangler kreativitet. Deler du ikke, så’ du sød?)


Nu var det hele åbenbart ligegyldigt for vampyren. Milo havde ellers ikke troet, at han ville give op så let, men det gjorde han så åbenbart. På trods af, at dette kun var anden gang i sit liv, han var stødt på den mørkhårede vampyr, havde han allerede fået dannet sig et billede af denne. Blandt andet havde han af en eller anden grund fået ind i sit hoved, at Diego ikke så let gav op, når han havde sat sig noget for. Men alle kunne jo tage fejl, selv en ellers så intelligent engel.

Da den anden gjorde mine til at forlade stedet, var Milo ikke sen til at gribe fat i hans håndled i et forsøg på at standse ham, selvom han knap nok havde nået at overveje sin handling yderligere. Han forsøgte at holde fast på en vampyr, der havde i sinde at bide ham… Det kunne kun ende galt.
”Vent,” beordrede han, ”vent lige lidt.”

Han slog sit blik ned i jorden, idet han tog sig tid til at samle sine tanker.
Diego virkede til at være oprigtigt ked af, at han måtte få lov til at smage englens blod. Milo, der var for godtroende til at kunne se igennem så fejlfri en facade, fik helt ondt i hjertet. Diego måtte jo være sulten, den stakkel. Han virkede så ivrig efter at få noget mad her til aften, at Milo kom til at spekulere på, hvornår han mon sidst havde spist.

Den lyshårede engel gav et dybt, inderligt suk fra sig, idet han slap sin greb om den andens håndled.
”… Fint. Så bid mig da.”



(Okay, nevermind, jeg havde vist kreativitet nok xD)

Diego så lidt overrasket ud, da Milo greb fat i hans håndled. Det var mærkeligt at blive rørt, hvor det hverken var for at blive slået, eller af en desperat skabning, der havde brug for lidt kærlighed - falsk eller ej. Han blev stående, som han havde fået besked på, og fuglte kun ganske fraværende med i den andens tankergang. Englen var åbenbart klogere end Diego havde troet. Selvom englen ikke selv vidste det, så var han jo på vej til at se igennem Diegos facade ... Det kunne muligvis ende galt.

De store, blå øjne skinnede taknemmeligt, da Milo gav ham lov til at bide ham. Han lagde blidt hænderne på den andens skuldre og så ham i øjnene. Han smilede kort før han lænede sig mod den anden. Englen var varm, og Diego kunne ikke lade være med at tænke på dengang for et par år siden. Situationen havde måske været anderledes, men englen havde ikke forandret sig meget - ud over det faktum, at han var ligeså død som Diego nu.
"Tak," hviskede han, før hans tænder gled ned i din varme hals. Hans hænder gled fra Milos skuldre og ned om livet på ham. Han drak begærligt af det varme, søde blod.
Han ville ikke slippe Milo igen, men han vidste at det ville blive nødvendigt meget snart. Han kunne jo ikke bare dræne det stakkels væsen.
Modvilligt trak han tænderne ud igen og slikkede de sidste par dråber af den sårede hals.

// Dejligt at du har lidt krea xD Min er kun på vej <.<

Milo var langt fra sikker på, om han skulle gengælde Diegos smil eller ej. Han forsøgte, men alt, han kunne fremtvinge, var en lille trækning i den ene mundvig.
Da den anden nærmede sig hans hals, mærkede han et sug i maven. Suget var en blanding af spænding og frygt, men mest af alt var det et sug domineret af en overvældende lyst til at trække sig tilbage og fortryde, at han overhovedet var gået med til det her.

Bidet var præcis lige så slemt, som han huskede det. Et stød af smerte gik fra den tynde hud på hans hals af og hele vejen ud i kroppen, ligeså snart den anden prikkede hul med sine tænder. Det blev kun værre, efterhånden som tænderne borede sig længere og længere ned i det røde kød.
Der lød et halvkvalt gisp fra Milo. Han bed sig i læben, forskrækket over sin egen mangel på kontrol af lyde. Han lovede sig selv, at han ikke ville skrige. Det ville simpelthen være for nedværdigende, selv for ham, der ellers ikke var specielt maskulin, hverken af opførsel eller udseende.
Han kunne mærke sit blod løbe varmt ned af sin hals, indtil det blev stoppet af en våd tunge, der slikkede dem bort. Han havde knap nok bemærket, at Diego havde sluppet ham, idet smerten overdøvede alle andre sanseindtryk, men nu så han ham stå der foran ham.

Han bukkede ganske let sammen og vaklede til den ene side, idet hans hånd blindt fumlede efter støtte. Hånden fik fat om gyngestativets ende stolpe, som han febrilsk klamrede sig til. Hele verden snurrede rundt for ham som den typisk gjorde, når man fik rejst sig op for hurtigt til, at blodet i hovedet kunne følge med.
Det varede dog ikke længe, før han igen kunne fokusere klart. Hans blik gled over imod Diego. Vampyren havde virket noget modvillig, da han trak sine tænder ud af Milo, så englen havde sikkert haft ret, da han antog, at den anden havde været sulten.
”… Tilfreds…?” Et enkelt, spørgende ord var alt, hvad han kunne præstere. Lige nu var det vist bedst at fatte sig i korthed, for han kunne tydeligt mærke, hvordan den manglende mængde blod påvirkede hans krop.

Væmmelse kunne man ikke ligefrem kalde den følelse, englen følte overfor Diego. Selvfølgelig var det væmmeligt at blive bidt og blive tappet for blod, men det var ikke selve vampyren, han følte væmmelse over.
Nej, hvor underligt det end lød, følte han en hvis form for sympati overfor ham. På et eller andet plan kunne han faktisk godt sætte sig i Diegos sted. Vampyren var sulten og den eneste føde, han kunne spise, blev han nødt til at optage gennem halsen på andre væsner og der var intet, han kunne gøre for at ændre på det. Det var hans livsstil, hans vej til overlevelse.
Og alligevel havde mennesker ikke meget andet end afsky og væmmelse til overs for vampyrer. Men hvorfor – hvorfor lige vampyrer? Sommerfugle optog føde på præcis samme måde ved at suge nektar ud af blomsterne, men var der nogensinde nogen, der havde peget fingre af en sommerfugl og kaldt den væmmelig?
Nej.

Diegos pludselige venlighed kom noget på ham. Han kiggede undrende hen på den anden. Om han klarede sig? Tjah…
”Mhmm, det gør jeg vist, men det gør fan'me ondt...” svarede han. Han rettede sig op i ryggen, men fjernede ikke sine hænder fra de to huller på sin hals eller metalstolpen bag ham. Lidt efter lidt mærkede han sine kræfter vende tilbage, som havde han netop genvundet sin styrke ved hjælp af en magisk trylledrik eller noget i den dur. Han var dog overbevist om, at han lige nu var blegere end nogensinde. Han følte sig også sådan. Som om han havde feber, men uden at føle sig varm og svedig.

Han så Diegos sædvanlige lumske smil vende tilbage på hans læber, og pludselig kunne Milo kende ham igen. Nu havde han droppet al sit skuespil, så det ud til.
”Godt.” Milo smilede bittert. ”Men regn ikke med, at det sker en tredje gang.”
Det var selvfølgelig en løgn, og det vidste Milo også godt selv. Hvis Diego havde brug for mere blod, behøvede han blot at spille sine kort rigtigt, og så ville han på ingen tid have englen i sin hule hånd.


(Vi får vist mere og mere kreativitet, hva'? x3)

Caspian kom gående ned gennem Terre, han var ude på en mindre aftentur, da han fik lyst til at slå et smut forbi legepladsen. Det var et af det steder han kun havde været meget få gange til trods for at han elskede både børn og gynger.
I hans hånd hvilede den lille pen som ledte ham på vej, forbi lygtepæle og store sten på jorden, gennem den rolige by til sin destination - legepladsen.
Men mens han kom gående der slog en lugt imod ham. De skarpe næsebor vibrerede og han genkendte straks lugten. Det var blod. Enten var nogen kommet til skade eller også var der en vampyr på spil.

Caspian stoppede op og lod næsen opfange den friske lugt for at bestemme den nærmere. Det var ikke hvilken som helst der var indehaver af blodet. Det var Milos blod. Hans elskede Milos blod.
Hans ivrighed efter at komme frem til sin engel og finde ud af hvad der var sket, resulterede i at han snublede et par gange og måtte begrænse sig til at gå i et hurtigt tempo. De slidte læderstøvler bevægede sig let henover asfalten til legepladsens bløde grund, hvor han fortsatte efter lyden af stemmer og lugten af Milo.
Lugten blev kraftigere og kraftigere, men det var ikke kun Milo som var til stede. Der var en anden til stede. En vampyr. Lugten var ikke til at tage fejl af og allerede nu kogede vreden til vampyren i ham. Det måtte være hans skyld det hele.

Endelig nåede han frem til de to væsner, som lod til at stå relativt tæt på hinanden. En rynke dannede sig på hans pande og i et langt øjeblik var han tavs. Hvordan hang det sammen? Milo virkede ikke bange eller som én der ville flygte. Ha.. Havde det været frivilligt?

"Milo..?" spurgte han uforstående og vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Han forsøgte at stikke hænderne i de blå jeans, men de sad for stramt til at han kunne. I stedet stak han dem i lommen på sin forede læderjakke og slog blikket ned i jorden. De hvide øjne virkede til at være to store spørgsmålstegn, men det kunne man næppe se når hans ansigt var vendt mod jorden og kun få kunne aflæse øjnene bag den hvide hinde.

Endelig rettede han hovedet op igen, men lod nu sine sanser fokusere på vampyren. Han virkede ikke ligefrem til at være svag. Han havde jo også drukket engleblod, så selvfølgelig var han meget stærkere nu.
"Hvem er du?" spurgte han i et køligt tonefald. Ingen skulle slippe godt fra at sætte tænderne i hans Milo om det så var frivilligt eller ej. Han blottede selv tænderne i en lavmælt snerren og et eller andet sted var han forberedt på det værste. Dog regnede han slet ikke med at det ville ende så galt.

// Mere eller mindre xD Nu må Caspian også finde sig i kreasvigt >_< //