"I am Evangeline and you are...?" //Blibblob

Sted:De Jeux
Tid: 17:00
Vejr: Solen er ved at gå ned bag træerne (sommertid)
Omgivelser: Gyngestativer, legehuse og rutsjebaner.


Evangeline sad derhjemme og røvkedede sig. Når hun kedede sig, satte hun sig altid op på vindueskarmen og kiggede ud gennem vinduet, hvor hun kunne se solen gå ned bag træerne. Himlen havde stadig den der rødlige farve, og hun besluttede sig for at gå ud for at nyde det gode vejr. Måske i parken... Nej, der var nok stadig alt for mange mennesker, der legede med deres kæledyr eller var sammen med deres familie og holde picnic. Hun satte sig for at gå over på legepladsen. Børnefamilierne var vel forhåbentlig taget hjem og skulle sikkert i gang med at lave aftensmad. Hun tog så sin fine læderjakke, med uld indeni, og gik udenfor. Det var ikke koldt, men det var heller ikke så varmt mere, som tidligere på dagen. Der var til gengæld kogende varmt kl. 12 på dagen og mange var blevet pænt meget solbrændte efter at have ligget i parken. De fleste havde nok faldet i søvn og derfor var de helt røde.
Hun rystede på hovedet, da hun var på vej derover. *Ikke alle mennesker er lige kloge.* tænkte hun og smilede lidt for sig selv. Da hun var kommet over på legepladsen, var der, som hun havde antaget, ikke flere mennesker. Ikke ét øje var der at se. Så hun satte sig over på én af gyngerne og sad og vippede frem og tilbage med sit ene ben. Men selvom folk var taget hjem, kunne det da være, at nogen andre kom i stedet. Hun kunne måske få en ven om ikke andet.

Inde midt i byen, hvor solens sidste stråler stadig kunne nå, lagde der en lille bar, man kunne se lyset fra baren igennem vinduerne ramme fliserne på fortovet, og lyse det en smule op. Men oppe over baren, var der et andet vindue, der inde var der også lys, men man kunne se en skygge bevæge sig der oppe. Skyggen bevægede sig fra den ene til den anden ende af rummet. Oppe i rummet var der en mand, han gik rastløst rundt, han gik i sine egne tanker. Han var en høj mørkhåret mand, med brune øjne. Han vidste ikke hvad han skulle give sig til, det var en af hans sjældne fri dage, og han skulle ikke træne da han også havde hvile dag. Lige pludselig slog det ham, han kunne da bare gå sig en tur i det flotte vejr. Han drejede omkring, og gik ud imod hans knagerække, men som han gik imod den, kom han til at se ud i hans køkken, det var fyldt op med opvask, han tænkte, *jeg burde jo tage den..... men hva dælen, der er nok ikke nogen der stjæler den alligevel, så den er her nok når jeg kommer hjem igen.* Han smilede og tog så hans lange brune frakke, smed den om sin venstre skulder og gik så ud af døren, ned af trapperne og ud på gaden. Da han kom ud på gaden, så han til hver side, så kom han i tanke om at der måske ikke var nogen i parken, så der ville han gå hen. Han gik, iført sin t-shirt og bukser imod træerne han kunne se, stikke op over nogen af husene.

Himlen, fulgene stilheden og den gode, behagelige temperatur, fik hende til at lukke øjnene og smile stille. Hun begyndte at gynge højt for at få den varme aftenvind i ansigtet. Hun elskede sommeren og fordi man ikke skulle tage så meget tøj på, ej heller sove for længe, da solen stod tidligt op og der blev hurtigt lyst om morgnen. Derfor havde hun lettere ved at stå tidligt op og påbegynde hendes daglige rutiner. Hun prøvede at lukke øjnene, og det kilede i hendes mave og hun kom til at grine højt af bar lykke og glæde. Hendes løse hår var frit og var måske lidt rodet efter hun havde stoppet gyngen. Gad vide, om der var nogen, som snart vil dukke op? Eller var legepladsen for kedelig? Hun begyndte at gå over mod parken i stedet. Der måtte da være nogen, der snakkede eller hyggede sig. Men nej, ingen sad på græsset, ingen sad på bænkene. Ingen grinede eller snakkede højlydt. Alt her, var totalt dødt og øde. Hun kunne ikke forstå, hvorfor folk holdt sig indenfor, når det var sommer. Hun benyttede nemlig altid chancen for, at slikke sol og gå i bikini udenfor. Hun lagde sig ned på græsset i parken og kiggede op på himlen. Den var gullig, men havde mest rød i sig.

Han slændrede ned af gaden, og kiggede ind igennem vinduer, han så å hvordan familier hyggede sig, og hvad de nu en gang fik og spise, han var ikke så sulten igen, han havde allerede spist inden han gik ud af døren. Han rettede sit blik imod træernes store kroner, bag kronerne var det smukke lys, fra solen der var ved at dale ned i horisonten. Han stoppede, lukkede sine øjne, og lod vinden strømme forbi ham, så han kunne mærke den dejlige brise der fløj forbi hans krop, hans frakke blafrede også i vinden. Da han åbnede sine øjne igen, satte han i et let løb, direkte imod parken.
Da han ankom til parkens indgang, så han hurtigt op på den, det var som en stor jern-bue, med skrift skrevet i det, han smilede for sig selv, vendte hans blik imod parken, og slendrede ind. Da han kom ind til den store græs fyldte plæne, kun med få træer, kiggede han sig omkring, der var ingen mennesker, han kunne ikke se nogen som helst, så han smed sin frakke og sko, kiggede sig en ekstra gang omkring. Han smed sig så i græsset, og begyndte at tumle rundt i det, lige som en hund ville gøre, det var lang tid siden han havde haft sådan en fridag.

Hun lukkede øjnene i igen, efter at have betragtet den gullige og rødlige himmel. Solen var snart gået ned bag horisonten, og det trak op til snart at blive mørkt. Men selv om mørket snart faldt på, var varmen endnu ikke lettet fra jorden. Der var stadig varme i græsset, og hun lå og nød den i fulde drag. Hun lå og nulrede i noget græs, og sjovt nok var det også varmt. Hun studerede de små fine græsstrå mellem hendes fingre og flettede dem sammen. Hun satte sig op i skrædderstilling og orienterede sig, så hun en ung mand komme ind i parken. En på hendes alder, kunne hun se. Det næste hun så, var hans mærkelige adfærd, ved at ligge og rulle sig i græsset, præcis som en hund. Han havde vel noget navajo i sig, hvis dyr måske mindede om en hund eller ulv måske. Det kunne hun selv finde på at gøre - dog ikke når der var andre mennesker. Alligevel var det sjovt at sidde og studere. Det var ikke så tit hun så et menneske have sådan en speciel adfærd, men hvis han ikke gjorde det så tit måske, var han da velkommen til at gøre, hvad han skulle gøre.
Hun kom til at smågrine, men kiggede så ned, hvis han kunne høre nogen grine i nærheden af ham. Hun sad fortsat og flettede græsset mellem sine fingre, og hendes knæ var blevet lidt grønne af at hun havde siddet på knæ, for bedre at kunne studere denne unge mand.

Lige pludselig holde han bare op og lagde helt stille, han smed sine arme ud til hver side og kiggede ellers bare op på den himmel der var ved at blive blå, stjerner var snart på vej frem, men varmen var der stadig. Græsset ved hans hæl killede ham en smule. Han begyndte så at smile, og bevægede så hans tær. Men så, i en elegant bevægelse, kom han op på sine fødder igen, han kiggede på de ting han havde lagt fra sig, nogle enkle få græsstrå havde blæst op på hans frakke og ned i hans sko. Han kiggede så over imod træerne, i kanten af parken, og ved det ene af træerne, så han det sidste lys fra solen, lave en anden skygge, end træets egen, han undrede sig lidt. Han begyndte roligt at gå hen imod træet med den ekstra skygge, han lod bare sine ting ligge. Da han kom tættere på kunne han godt se at der var en person der satte, da han så det sagde han med en lettere høj tone, men ikke for voldsom. "Heey, hej med dig, mit navn er Asce, hvad med dig."

Hun så, at han stoppede med at rulle sig i græsset og lagde i stedet hans arme ud til hver sin side. Hun kiggede selv op på himlen, der var ved at blive blå, og små stjerner var begyndt at vise sig hist og her på himlen. Han havde tilsyneladende smidt hans jakke og sko, for han havde bare tæer, da hun så efter. Han så virkelig ud, som om han nød at gå med bare fødder. Men det var nu også rart at kunne mærke græsstråene mellem tæerne, som godt kunne kilde lidt. Hun så, at han havde rejst sig og han begyndte at kigge sig omkring i parken. Bare han ikke havde hørt hende grine, for det ville være for flovt. *Gisp! Han er på vej herover!* tænkte hun lidt panisk, men forholdt sig alligevel roligt og rejse sig langsomt op fra græsset og fik børstet nogle græsstrå af hendes røv. Han råbte til hende, ikke for højt, naturligvis. Hun lyttede spændt til det han sagde til hende. Hun gik nærmere mod ham og kunne se, han havde noget smart tøj på. "Hej med dig. Hyggeligt at møde dig, Asce. Mit navn er Evangeline." svarede hun og smilede svagt. Sjov type hun havde fundet.