A new place and new people - Evangeline privat -

Cricker havde på en eller anden måde forvildet sig ind i parken. Det sker jo når man ikke kender byen overhovedet. Han kiggede sig omkring. Det lignede meget den park han kom i da han var lille og boede et andet sted. Der var massere af mennesker, Cricker kiggede lidt på dem. Han var selvfølgelig ikke i sin dæmon form, det ville se mærkeligt ud at der kom en dæmon vandrende ind i parken synes han, men det var de sikkert vant til måske?
Hans jakke var sort og gik ned til knæene, hans t-shirt var orange og han havde grønne camouflage bukser på og sorte tennis sko, hvorfor at det lige var tennis sko.. Ja det vidste han ikke. de var skønne at løbe i hvis han skulle jage nogen eller flygte. Cricker satte sig på en bænk og kiggede sig omkring. Nogen kiggede tilbage, andre fortsatte med at snakke og nogen gik forbi som om at han slet ikke var der, som om at han ikke eksisterede. Det måtte være skønt at være et menneske eller et andet væsen som ikke havde nogle problemer, men sådan var det ikke i hans tilfælde. Der var næsten ikke andet end problemer. Cricker gned sig i øjnene og kiggede sig omkring igen, han sad helt alene på bænken, og der var ikke nogen der kom over og satte sig ved ham, men det gør man jo heller ikke ved folk man ikke kender. Han sukkede lidt og lænede sig tilbage og kiggede op på himlen.

En yndefuld skikkelse bevægede sig med elegante skridt ind gennem parkens indgang. Mange blik tiltrak hun, ved blot at være tilstede. Dette var hun dog vant til, og det gjorde hende absolut intet. Hun nød opmærksomheden, som hun i den grad fik rigeligt af. Med en utrolig elegance fulgte hun stien igennem parken. Hun lod folk kigge, velvidende, at de så noget de syntes om. Mændende - eller hankønsvæsenerne, var nok en mere korrekt betegnelse - kunne normalt ikke finde en fejl ved hendes udseende. Og det var der en ganske god grund til. Den kønne pige, var nemlig mere end blot en pige. Hun var en elver. Et overnaturligt smukt væsen, med en evnen til at forføre hankønsvæsener. Også selvom det ikke engang var hendes hensigt, skete det alligevel. Så som nu, hvor deres blikke hvilede på hende.

Pigen var iført et par hullede, tætsiddende cowboybukser, og en tilfældig, sort top. Udenover toppen havde hun en læderjakke på, og på hendes fødder et par Converse, som var slidte og hullede - hendes ynglingssko. Hendes lange, gyldne hår, krøllede blødt ned om hendes skuldre, og indrammede hendes perfekte ansigt på en forførende måde. De grønne øjne, undersøgte ivrigt omgivelserne, imens tænderne blidt bed i underlæben, på en ganske forførende, men dog ubevidst måde.

Pigen hed Evangeline. Grunden til, at hun opholdt sig i parken, var ganske enkel. Hun holdt af, at være der. Der var så fredfyldt. Med de legenede børn, de kyssende par osv. Alting var så.. normalt. Ingen her, skulle lave andet, end blot at være.. her. Hun åndede den fredfyldte luft ind, og drømte sig langt væk, imens hun gik.
Da hun åbnede øjnene igen, var hun ganske få meter væk fra en ung mand. En fremmed. Hun bevægede sig tit rundt i parken, på sine vanelige gåture, så hun burde have set ham før, hvis han boede i Di Morga. Han måtte lige være flyttet hertil, eller noget lignende.

Et par børn kom over til Cricker og vækkede ham eftersom at han var faldet i søvn på bænken. Den ene pegede op i et træ og der var en drage deroppe og der spurgte ham efter om han kunne få den ned for dem. Han undrede sig lidt, men besluttede sig for at det kunne han godt, men han skulle vel ikke skræmme dem. Men han var nødt til at fremhæve sine vinger, han kiggede på dem. "Nu skal i ikke blive forskrækket vel?" Sagde han og hviskede noget til dem ret stille og de nikkede bare på hovedet og så noget mere interesseret ud og mere spændte. Han smilede og rejste sig op hvorefter han fremhævede to store, grønne drage vinger og kiggede op på dragen. Cricker tænkte ikke yderligere over om der var nogen der tænkte noget forkert når de så at han bare sådan fremhævede hans vinger, men mon ikke det var ret almindeligt at se dæmoner er omkring. Cricker lettede og landede derefter oppe i træet og fik dragen fri til sidst og fløj ned til børnene. Han rakte dragen over til dem og smilede, de sagde begge to tak på samme tid og løb sin vej igen med dragen. Der var godt nok folk der kiggede på ham, men det var han lidt ligeglad med lige nu. Han fik dog øje på en pige der stod ikke langt fra den bænk hvor han var faldet i søvn. Han havde følt at hun havde kigget på ham lige siden han vågende. Gad vide hvem hun var?

Evangeline så til, imens den fremmede, snakkede med to børn. Hun vidste godt hvem de var - altså børnene. De legede i parken næsten hver dag, med dukker, cykler, bolde.. og i dag, var det altså en drage, som uheldigvis havde forvildet sig op i et træ. Hun stoppede op, og betragtede hvordan den fremmede lod nogle store, grønne drage-lignende vinger frem, fra sin ryg. Først var hun bange for, at han ville gøre børnene noget, men da han fløj op og fik dragen fri fra træet, blev hun straks mere rolig; han prøvede bare at hjælpe dem. Han var altså en af de gode dæmoner - for, en dæmon, det var han i hvert fald. Der havde været et eller andet over ham, imens han lå sov - nogle dæmoniske træk - som havde gjort hende klar over, hvad han var. Eller, givet hende en fornemmelse af, hvad det kunne være. Men vingerne afgjorde det. En dæmon. Hvilket element han tilhørte, var så en anden ting, som hun ikke var helt klar over endnu. Athal - en ung dæmon, hun delte sin lejlighed med - var en vanddæmon. Han kunne kontrollere vand på næsten alle tænkelige måder, og havde en dæmonskikkelse, som blev brugt i vand.. Men hvad for en slags dæmon, den her fremmede var, vidste hun ikke. Dog havde hun en fornemmelse af, at hun nok skulle finde ud af det.
Evangeline smilede til den fremmede, da hun opdagede at han kiggede på hende. Med yndefulde og elegante skridt, bevægede hun sig tættere på ham, imens hun hele tiden havde sine grønne øjne på hans ansigt.

Cricker kunne mærke at hun ikke ville ham noget ondt da hu nvar på vej hen til ham, så han slappede bare af, han havde ikke hånden på sværdet, eller klar til at skyde magi afsted. Han smilede tilbage, idet han fik sine vinger til at forsvinde igen, det var som om at de bare trak sig sammen og forsvandt ind i ryggen på ham, og dog så det ikke ud til at gøre ondt på ham, men nu var det jo også magi.
Han kiggede på hende da hun var kommet over til ham, han smilede selvfølgelig tilbage. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han fik dog et enkelt ord presset ud igennem læberne. "Hej." Det lød dumt, bare at sige det sådan, men hvad skulle han ellers sige? Han vidste jo ikke hvem hun var. Egentlig så viste han slet ikke hvem nogen var overhovedet i den her by, så det ville jo være rart nok at lære nogen at kende. Han betragtede hende kort. Han kunne godt se at hun var en elver, dem havde han arbejdet meget sammen med i sin fortid, så han havde en vis respekt for dem. Han kunne nok regne ud at hun så ikke var blevet bange for ham efter at han havde vist sine vinger, så dæmoner måtte jo være noget man kendte til her omkring og ikke lige som hvor han kom fra hvor de var hadet, og man ville slå dem ihjel hvis man fandt ud af at der var en dæmon til stede.
Cricker stod bare og kiggede på hende, uden at vide hvad pokker han ellers skulle sige andet end hej. Han var ikke en person der sagde meget, og han havde heller ikke snakket med nogen siden han ankom til Di Morga, så han vidste heller ikke hvad der ville være rigtigt at sige og hvad der ville være forkert at sige.

Evangeline så usikkerheden i sine øjne, som en haj der kunne lugte blod. Det fik hende til at smile igen. Men sådan var der nu mange der reagerede i hendes selskab, og hun vidste efterhånden hvordan man håndterede det, selvom det nu var meget forskelligt fra person til person, hvad der virkede bedst. Mange gange havde det nu alligevel lykkedes hende, at få en person til åbne lidt mere op, snakke lidt mere, fortælle lidt mere. En af de smukke gaver, ved at have et udseende som hendes. En elvers udseende. Dog ikke forstået på denne måde, at alle elvere var ens. Men de var allesammen yndefulde og elegante.. og smukke. Nogle mere end andre, men det var vidst bare en smagssag.

"Er du ny her omkring? Jeg har vidst ikke set dig før" Hun smilede igen. Et charmerende og sødt smil, som altid var at finde på hendes fyldige læber. Ubevidst lod hun en hånd glide igennem de lyse krøller. Bevægelsen var forførende, selvom det dog ikke var hensigten. Det var jo helt ubevidst. En vane.. en gammel en af slagsen.
Evangeline kunne hurtigt se, at hvis hun skulle have en samtale igang med den fremmede, krævede det, at hun kom op med noget, samtalen drejede sig om. Han virkede meget usikker og genert på, hvad han skulle og ikke skulle sige. Så hun måtte hjælpe ham lidt på vej, og spørge ind til forskellige ting. Ting, hun også gerne selv ville svare på, så han fik et godt indtryk af hende. På denne måde, kunne hun næsten styre, hvad deres samtale skulle omhandle, da han højest sandsynligt ville sige "hvad med dig?" temmeligt mange gange, hvis det var sådan deres snak skulle forløbe.

Cricker stod og kiggede på hende, med det samme smil han havde haft lige siden at han så hende. "Tja, jeg ankom for et par dage siden, jeg har lige fundet ud af hvor de forskellige ting i byen er." sagde han og efter et kort stykke tid bukkede han for hende. "Hvor er mine manerer? Mit navn er Cricker Ancalime." Sagde ha imens at han havde bukket sig og smilede stadig til hende da han stod op igen. Han havde nu endelig fundet ud af at præsentere sig selv, så det var da en begyndelse. Det var faktisk meget længe siden at han havde snakket med en elver. Et kort øjeblik døsede han hen imens at han tænkte på en af hans venner som var elver. De var kommet ud i meget ballade sammen og det var altid lykkes dem at slippe væk. Han grinede lidt og kom til sig selv igen, og kløede sig derefter i nakken eftersom at det måtte have set lidt kavt ud af han stod der og dagdrømte og begyndte at grine bagefter. "Øhm... Jeg må sige at det er længe siden jeg har set en elver." Fik han presset ud bagefter. Hun var fremmed, men af en eller anden grund følte han at han godt kunne komme til at snakke godt med hende og han ville jo egentlig godt lære hende bedre at kende.
Cricker havde ikke nogen lejlighed endnu, og han sov egentlig bare i kroer rundt omkring i byen, i værste tilfælde så sov han ude på gaden, men det var ikke noget der gjorde ham så meget eftersom at han havde prøvet så meget. Hans rødbrune hår blev taget af vinden da det blæste. Han fjernede en lille tot fra øjet ved at puste til den og så meget tilfreds ud bagefter.

Evangeline grinede, da den fremmede pludselig bukkede for hende. Hun havde godt nok set mænd - eller hanskønsvæsener, som nok var en mere korrekt betegnelse efterhånden - opføre sig underligt i hendes tilstedeværelse, fordi.. hun var hvad hun var. En elver. En smuk elver, med en medfødt evne til at forføre.

"Så meget behøver du da ikke at gøre", grinede hun, hentydende til hans bukken for hende.
"Jeg hedder Evangeline Denali.. De fleste kalder mig bare Eve, eller Evang(e).. det er faktisk sjældent, der er nogen, der kalder mig mit rigtige navn", sagde hun smilende, som for at præsentere sig selv, nu hvor den fremmede havde gjort det på en sådan... elegant måde. Ubevidst lod hun en hånd glide igennem de gyldne krøller. En ganske forførende bevægelse, som dog blev udført, uden dette som hensigt.


//Undskyld den korte længde n.n//

Cricker grinede en smule og trak på skuldrene. "Sikkert ikke. Men jeg har kendt en dele elvere igennem mit liv og jeg kan sagtens se at du er en, og jeg har meget stor respekt for din race." Sagde han med et smil og kiggede på ende. Hmm, Eve, det var nok det han ville kalde hende for eftertiden hvis det var. Det var det nemmeste at huske i hvert fald. "Hvad laver du egentlig herinde istedet for at være ude i skoven? De elvere jeg kender de holder mest til derude" sagde han og kiggede sig omkring. Det var jo ikke ligefrem en skov, men elvere kan jo være forskellige alt efter deres personlighed, og måske foretrak hun bare bylivet mere end livet i en skov hvor der måske ikke skete så meget. Cricker fjernede igen noget hår fra øjnene ved at puste til det, han så ret irriteret ud da han gjordet det, eftersom at det var noget der skete ret tit lige for tiden når det blæste så meget. Nu var det jo også efterår, så der var jo mange dage hvor det ville blæse.

//Går nok :P har selv krea svigt lige der xD//