Whataya want from me? ~Evangeline::privat~

Natten havde efterhånden sænket sig over Terre by og henlagt den i mørke. Dette var tidspunket for mange af nattens børn at komme frem og nyde natten, på hver deres måde. Strip klubben, var som sædvanligt næsten fyldt med mænd der kom ned og betalte kassen for en lapdance og andre kom bare der ned for hyggens skyld og ænsede ikke stripperne et eneste blik. En af dem der var kommet der ned var en ung herre, som bare var der for hyggens skyld, men det ville jo ikke gøre noget, hvis han fandt en lille godbid og tage med hjem.

Han gik op i baren og bestilte en øl og efter at have fået den gik han ned og fandt sig en plads ovre i et hjørne, hvor han var sikker på han kunne være nogenlunde alene, uden der kom nogle kvinder og prøvede at få ham lokket med på det ene og det andet. Han så ud på folkene der var på baren og smilte kort over en af de servitricer som gik rundt og og serverede øl og diverse drinks.

De dufte, de signaler og hele hendes udstråling fik ham til at tænke * Elver* med det samme. Det var ikke fordi han havde noget imod den race, overhovedet ikke, han elskede elviske kvinder, da det var noget af det smukkeste der fandtes udover dæmoniske kvinder, som efter hans mening lagde øverst på hans liste

Der gik en pige rundt mellem bordene i baren, hvor der sad en masse halv-fulde mænd. Hun gik rundt mellem dem, og tog imod bestillinger, og afleverede drinks. Hun bevægede sig så yndefuldt og elegant, at det kunne have gjort selv den bedste ballerina jaloux.
Pigen havde lange ben, dog uden at hun var mere høj end gennemsnittet. Hendes krop var meget slankt bygget, dog uden at hun virkede sygeligt tynd. Hun havde pæne former, og hendes krop virkede ikke skrøbelig. Det var ikke en menneskekrop. Hendes skønhed var ikke menneskelig. Det var helt tydeligt, at pigen var et magisk væsen af en slags.
Hun havde en sort kjole på. Den var både lårkort og nedringet, og fremhævede egentlig mere end den skjulte. Udenover den, havde hun et hvidt forklæde, som var bundet om hendes mave, med en sløjfe på ryggen. På hendes fødder var et par sorte stiletter. De var høje, men hun kunne med lethed gå i dem. Dette var strip-barens uniform. Alle de serverende piger, var klædt sådan på. Det var manden der ejede baren, der havde bestemt hvordan uniformen skulle se ud. Han var en halv-gammel, sjofel mand, der mente at unge, let-påklæde piger lokkede kunder til. Det kunne han godt have ret i.
Pigen havde langt lyst hår, som var sat op i en høj hestehale. Hestehalen krøllede blødt ned langs hendes ryg. Hendes ansigt var fuldstændigt fejlfrit. Ingen bumser, ingen urenheder og ingen fejl overhovedet. Igen, unaturligt. Hendes øjne, var store og grønne. De var rammet ind af et par lange, sorte øjenvipper. Nedenunder dem, sad en velformet næse, og under den igen, en lille mund med et par fyldige læber. Hun havde ingen make-up på.
Pigen hed Evangeline.

Evangeline gik forsat rundt mellem de fulde mænd, og ignorerede de sjofle bemærkninger hun fik på sin vej. Hun lod sit blik vandre mod uret, og måtte med et suk erkende, at der gik lang tid, inden hun fik fri. Hun lod blikket vandre fra uret, rundt i lokalet, og så hen til døren, for at se, hvem der kom ind, og hvem der gik ud.
Hun fik øje på en ung mand, som sad og kiggede på servitricerne - inklusiv hende - og hun satte kursen mod det bord, han sad ved, for at tage imod de bestillinger han måtte have. Med yndefulde og elegante skridt, bevægede hun sig tættere og tættere på manden ved bordet.

Han havde ikke set den unge kvinde der var på vej over mod ham, men følte der var nogle der var på vej mod ham. Hans blik gled gennem baren og nu over på dette yndefulde væsen, der kom gående mod ham. Et svagt smil kom frem på hans halv blege læber idet han så hendes meget afslørende tøj, hvilket han egentlig væmmedes over, men det klædte virkelig denne skønhed at have den slags tøj på.

Han så op mod scenen hvor 2 strippere var i gang med at lave deres sædvanlige uhyggelige opvisning, hvor de smed tøjet for en masse mænd, hvilket han ikke forstod, hvorfor de ville * kvinder* tænkte han og sukkede kort og så derefter igen mod kvinden der var på vej mod ham.

Han hævede sit glas og hældte en mundfuld øl i munden og slugte det, efter det satte han glasset på bordet og lænede sig tilbage og nød at sidde alene, eller i hvert fald lige nu, ind til denne unge dame ville komme over til ham og sikkert ville spørge om han ønskede noget

Et smil gled over Evangelines fyldige læber, da hun kom tættere på den unge fremmede. Hun lod dine grønne øjne kort glide over hans muskuløse krop og han ansigt med nogle - efter hendes mening - ganske kønne træk. Med et par yndefulde skridt til, stod hun foran den fremmedes bord. Musikken larmede ud gennem de enorme højtalere, men folks råben og skrigen overdøvede den næsten alligevel. Derfor, lænede hun sig ind mod manden, da han ellers ikke, ville være i stand til, at skelne hendes stemmer fra det andet. Eller, hvis derimod var i besiddelse, af nogle specielle evner, var det ikke et problem, men af høfligheds-årsager, spurgte man jo ikke sine kunder om sådanne ting. Da hendes krop lænede sig ind over mandens, gled hendes kjole en smule ned - uden at hun bemærkede det - og afslørede dermed endnu mere, end den gjorde i forvejen. Duften af hende - af elver - omringede den fremmede. En duft, som i årtusinder, havde været med til at forføre hankønsvæsener. Hendes læber dannede et sødt smil, inden hun begyndte at tale.

"Kan jeg hjælpe dig med noget?" På baren, tiltalte man ikke kunderne særligt formelt. Ikke noget med "De", "Dem" og "Deres". Hvis man ville tiltales på en fornem og formel måde, var man i den grad, taget det forkerte sted hen. Kunderne der kom der, vidste det skam godt. Hun smilede forsat, og så afventende på den fremmede. Selvom hun ikke sagde noget, var det tydeligt i hendes øjne, at hun gav ham sin fulde opmærksomhed, og at det kun var hans ord, hun hørte på. Den følelse gav hun de fleste hankønsvæsener, når hun snakkede med dem En følelse af, at det kun var dem, der var til stede for hende, når hun snakkede med dem. At de - i dette øjeblik - var det vigtigste på hele planeten.

Han så på hende og smilte kort over hendes venlighed. Det var ikke tit han havde mødt nogle der var sådan overfor ham, men nu kendte hun ham jo heller ikke. Han lænede sig stille frem mod hende og så på hendes kjole og derefter på hende igen " Der er en ting" sagde han og hævede det ene øjenbryn " tag kjolen af og tag dit oprindelige tøj på... Det der er der ingen tøser der fortjener at gå i" sagde han og så op i baren på bartenderen med et irriteret blik " Og hvis han siger noget andet... Skal jeg personligt sørge for i ikke behøver det tøj der, men noget der dækker mere" sagde han og lod en hånd glide op til hendes ansigt og lagde blidt hånden under hendes hage, mens hans tommelfinger glad over hendes underlæbe.

Han rejste sig kort og tog hendes hånd " kom med" sagde han og gik op mod baren med hende i sit følge " Eller nej vent... Jeg tager de andre piger med... for de har sikkert også noget imod at gå i det tøj" sagde han og så op på ham der styrede musikken og gav ham tegn til at slukke den. Han piftede så højt at folk stoppede med at snakke og rettede sit blik mod ham " Det nu ikke jer alle jeg ville have fat på" sagde han, hvilket fik de fleste til at snakke igen, med servitricerne så stadig stift på ham " kom her over tøser..." sagde han og smilte blidt til dem. Da de var kommet over og alle nu stod ved ham så han op på baren og grinte kort " Godt.... Jeg er helt sikker på at denne smukke kvindelige elver ikke er den eneste der hader dette outfit.. Har jeg ret?" sagde han og så rundt på tøserne og afventede deres svar

Evangeline trak sig tilbage, som havde hun brændt sig, på de ord der kom over hans bløde læber. I første omgang, var hun smigret over, at han kiggede på hende, og ikke hendes former, og at han bekymrede sig om... hende. Det var en sjælden følelse, som hun ikke følte så tit. Dertil kom overraskelsen også. Hvad havde dog, fået en mand på en stripbar til at sige sådan? En mand, som sad midt i en bar, med en masse piger der smed tøjet. Det havde hun da i det mindste ikke gjort endnu. Endnu? Det havde hun ikke tænkt sig at gøre overhovedet! Og, dernæst; forargelsen. Hvorfor i alverden skulle en vildt fremmed som ham, komme og blande sig i hendes påklædning. Det var barens uniform.. Han var ganske enkelt kommet det helt forkerte sted hen, hvis det generede ham, at pigerne var let-påklædte. Desuden, hvis han forsatte sin "tale" på hendes vegne, og gik til hendes chef, så havde hun ikke noget arbejde længere. Og et arbejde behøvede hun. I forvejen, stod hun i en enorm gæld, til manden hun arbejdede for. Hun havde ganske enkelt ikke andet valg, end at arbejde på dette sted. Og det kunne hun altså sagtens leve med, uden at fremmede skulle have ondt af hende. Hun hadede medlidenhed. Hun kunne altså godt klare sig selv! Hun var 16, for himlens skyld. Gammel nok, efter hendes mening. Og hvad var den fremmede mand ikke? I hvert fald tre år ældre.. Måske mere?

Hun mærkede hans hånd på hendes kind, og hendes underlæbe. I et øjeblik nød hun hans blide kærtegn, men dette kun i nogle få sekunder. Så trak hun sig væk. En vildt fremmed mand! Hvorfor i alverden troede han, det var iorden bare at røre hende på denne måde? Hun sagde intet, men hun tænkte sit.
Modvilligt fulgte hun ham, da han tog hendes hånd. Hun lovede sig selv, at hvis ikke det var fordi, han garanteret var så uendeligt stærkere end hende, havde hun nok slået ham, efter hans lille "tale" om hende - og hendes kollegaers - påklædning. Forstod han da slet ingenting? Dette kunne koste hende, hendes job! Hun havde så enormt brug for pengene, og der var ingen stillinger andre steder. Der havde hun naturligvis søgt først, og dette var det eneste at finde. Det absolut eneste. Det var også hendes eneste chance, for at blive i hendes lejlighed i byen, som hendes chef havde betalt noget af, som et lån. Et lån, hun ikke var specielt i stand til at betale tilbage. Og da slet ikke, hvis hun endte med at miste sit job. Hun kiggede rundt på de andre piger som nikkede, for at fortælle, at den fremmede havde ret. Selv, sagde hun ingenting, men trådte et par skridt tilbage. Næsten for at skilte med, at hun ikke støttede det han sagde. Ikke, hvis der var en chance for at hun mistede sit job..

Han så på hende med et koldt smil " Jeg ved du hader mig for dette.. Og ved du hvad? Jeg kan lide det" sagde han og så derefter på de andre tøser " jeg ville ønske det dækkede bare lidt mere" sagde en af dem og så på de andre der var enige med hende " Hvis det er det damerne vil have skal jeg nok snakke med jeres chef piger.. Bare gå tilbage til arbejdet.. Det gælder også dig" sagde han og så på elveren med et ligeglad blik idet han gik over mod baren med en afslappet holdning. Da han kom der op så bartenderen på ham med et underligt blik " Hvad gik det ud på.. Du samlede mine piger og snakkede med dem om et eller andet" sagde han stift og så koldt på ham.

Han så på bartenderen med et blik som om han væmmedes over ham " Du er omkring 40 og mere.. Du vil have unge piger på 16 til at gå klædt som ludere? Ikke for noget, men hvad ville du sige til hvis din datter gik sådan?`" spurgte han og så bebrejdende på ham med et hævet øjenbryn " Jeg ville smide hende ud af mit hus" sagde bartenderen og så ud på pigerne med den meget lette påklædning " Nemlig... Hvad tror du ikke deres forældre ville tænke hvis de så dem i den mondering?" sagde han nærmest forfærdet " Jeg kan godt se din pointe.. Og jeg har faktisk andre outfits ude bag ved" sagde bartenderen og så på Shiro med et svagt smil " Find dem lige " sagde han og smilte kort til bartenderen som gik ud bagved efter de andre outfits.

Ja han havde en ufattelig god overtalelses evne når det kom til sådan nogle ting " Hey vampyr tøs.. Kom her over" sagde han og smilte blidt til en af de tøser der gik og serverede og uden tvivl om det var en vampyr " Du skal lige prøve dette outfit" sagde han og smilte til hende og gav hende noget andet tøj som hun skulle skifte til og derefter komme tilbage

Evangeline så overrasket på den fremmede. Han havde virket så venlig, og nu.. nu var han kold, og ja, sådan der. Hun kunne ikke finde nogle ord, der kunne beskrive hans pludselige personligheds-skift. Svagheden var tydelig i hendes store, smukke øjne, da hun så på ham. Blikket skulle have været hårdt, koldt og fyldt med diverse afsky og vrede. I stedet blev det til et bedende blik, med en anelse panik. Ville han ikke nok lade vær' med at blande sig. Hun turde ikke sige noget, for hun vidste, hvor meget stærkere end hende, han var. Hun ville nødigt indrømme det, overfor sig selv, men hun frygtede ham. Hun var direkte bange for denne fremmede, med styrken og de utroligt gode overtalelsesevner. Hun håbede inderligt, at han ikke ville gøre hende noget, men hun vidste også, at chancerne ikke var store. Et lettet suk, gled over hendes læber, da han sagde hun skulle tilbage til arbejdet. Han snakkede til de andre piger, som en gruppe, men henvendte sig til hende som enkelt-person. Det tydede ikke godt.

"Det skal du slet ikke afgøre", hvæsede hun af ham, imens hun begyndte at gå hen mod disken, hvor hendes blok med bestillingerne lå. Hun ville ikke lade sig undertrygge af et sådant.. væsen. Hun var ikke engang på nuværende tidspunkt klar over, hvad han egentlig var for en. Et menneske, var han i hvert fald ikke, med de evner han åbenbart besad. Stille bladrede hun blokken igennem, for at tjekke bestillinger. En gang i mellem så hun op på uret, for at se, hvornår dette helvede af en aften kunne få en ende.

//Undskyld den korte længde n.n//

Han så på denne vampyr kvinde og hævede sit ene øjenbryn og gik op bag hende " Så det er det her du vil have? At mænd kommer og rager på dig de værst tænkelige steder?" sagde han mens hån lod sin ene hånd glide op under hendes kjole og den anden holdt hendes hænder " Men hvis det er det du vil have, hvorfor så ikke slå sig til de billige tøser som danser på podiet?" sagde han og drejede hende omkring så hun kunne se op på scenen hvor 3 kvinder dansede og en masse mænd stod og savlede som ulve over et lam " Jamen værsgo og blive anerkendt som luder" sagde han og så på hende med et stift blik.

Han blik rettede sig igen mod denne elver kvinde og hans smil blev nu bredere da han huskede hvad han var her for " Når jo... Evangeline.. ÅÅh Evangeline" sagde han med en kold stemme og så på hende med et ondt smil på læberne mens han gik over mod hende med faste skridt. Han var kommet fordi han havde fået at vide hun var en af dem der gik og solgte det ene og det andet ud af baglommen " Jeg hører du sælger ting til folk..." sagde han med et smil på læberne og stoppede op foran hende og lagde armene over kors

Evangeline bed sig usikkert i læben, og vendte sig væk fra den fremmede, da han begyndte at snakke til hende. Hun ville ikke, give ham en grund til, at gøre hende ondt, men samtidigt ønskede hun ikke, at fremstå som svag. Hun lod sit blik koncentrere sig om blokken med bestillingerne, og stod med ryggen til ham. Hendes ene hånd knugede disken, imens den anden bladrede i blokken. Hun have aldrig haft en sådan følelse for en fremmed før. Frygt.. Hun havde aldrig været bange for de mænd, som kom her. Hun havde altid, haft dem i sin hule hånd. Selvom de var mere sjofle end godt var, så var det hende der styrede dem, ikke omvendt. Bestemt ikke omvendt. Men denne mand kom ind, og var måske betaget af hendes udseende, men selvom han stort set ikke kendte hende, havde han en.. magt over hende? Ja, det var nok det, man kunne kalde det. Han havde en magt over hende. Han vidste, han var stærkere end hende, og han kunne udnytte det. Han havde set, hvad han havde gjort ved vampyr-pigen, og hvad ville han ikke gøre ved hende, efter det hun havde sagt?

Evangeline stivnede, da han "afslørede hende". Hvorfra vidste han dog besked omkring det hun havde solgt? Det var kun sket EN gang, at hun havde gjort det. Solgt stoffer. Det var i yderste nødstilfælde for at få det hele til at løbe rundt. Og hun var blevet taget i det. Men en smule forførelse overfor politibetjenten havde reddet hende. Og hendes udseende ville uden tvivl redde hende ud af lignende situationer fremover, men denne, ville hun ikke kunne slippe ud af. Det var hun overbevist om.
Hun sendte ham et blik, som "sagde", at han ikke skulle snakke så højt.
"Hvor ved du det fra??" Halvt gispede, halvt hviskede Evangeline chokeret. Hun kiggede på ham nu, men hun kiggede ikke direkte ind i hans øjne. Det kunne hun ikke..

Hans blik faldt igen på elverkvinden " Jeg ved mere end du lige aner.. Tak Yazu for det" sagde han og smilte koldt for sig selv. Yazu var en af hans gamle venner, som han havde arbejdet sammen med, for mange år siden. Hans skridt var rolige og selv sikre over mod hende " Ham som på et tidspunkt havde redet dig.. Han er god til at fortælle sandheden, efter man har pint ham lidt" sagde han og udstødte et kort fnøs.

Han stillede sig helt op af hende og tog fat i hendes arm " Og hvis ikke di vil sige mere... Så skal jeg nok sørge for du siger noget" sagde han og så ned af hendes velformede krop. Han vidste godt hvad han ville gøre hvis hun intet fortalte, men han ville ikke vise det mindste eller sige noget om det nu. Han hev hende ind til sig og så ned på hende " Frem med det? Eller vil du være alene med mig og så fortælle det?" spurgte han med en kold stemme.

Evangeline spærrede de smukke, grønne øjne op i forfærdelse og skræk.
"Hvad har du gjort ved ham?!" Nærmest råbte hun med en halv-kvalt stemme. Yazu havde været så sød og venlig overfor hende, og reddet hende fra de andre betjente.
"Hvorfor vil du vide alt det her? Hvad får du ud af det?", spurgte hun. Denne gang lavere. Folk skulle jo nødig høre hvad de snakkede om. Hun var jo sikkert ikke den eneste, der kunne hæve stemmen. Hun forstod virkelig ikke, hvad han ville have hende til at fortælle ham, og hvad han skulle bruge det til. Men uanset hvad, ville hun ikke svare ham.

Hun placerede beslutsomt et knæ i maven på ham, idet han tog fat i hendes arm, og lænede sig tæt op af hende. Hun ville ikke have ham så tæt på hende..
"Jeg fortæller dig ingenting", sagde hun stædigt, imens hun kiggede på ham, med et trodsigt blik.