A Sound of Smiles ~ Åbent

Der er intet at gøre, når det ligger i fortiden, og intet at forberede sig på, når det har plads i fremtiden. Der er kun de handlinger, der foregår i nutiden. Hvordan den enkelte vælger sin vej og måde ved hvert sekund, uden at lægge mærke til de små ting, der styrer alt hvad der sker og muligvis vil ske. Og det er et faktum få sjæle har taget til sig.
Men en af de få sjæle, siddende på den hårde træbænk foran den fantastisk udseendet piano, nyder nutiden og den musik, hans slanke elfenbens hvide fingre skaber i momentum'et, der får salens vægge til at slå bølgerne af lyd frem og tilbage i en storslået fremvisning - men dog uden at blive hørt af andre end manden selv.

Grin svinger håret tilbage ved at slå hovedet til siden med en rimelig styrke, ansigtets mange rynker foldet ud i et nærmest uskyldigt udtryk af behag, hvilket kun få mennesker har set - hvis ingen.
Den klikkende lyd af tangenter, der fik hele pianoets struktur til at skabe livsløftende toner af musikalsk kærlighed, lod til at skabe en harmonisk glæde i Grins flakkende og nærmest dansende hjerte.

Han virkede nærmest sofistikeret og menneskelig med følelser, der ikke gik amok hvert fjerde sekund - en teatralsk version af vanviddet i ham selv, bundet fast med kæder af ubrydeligt stål, skrigende efter at komme fri men uden styrken til at ødelægge de klingrende bånd sået fast til sindssygens skrøbelige hud.
Og dette var på trods af det faktum, at selve dette vanvid beskrevet havde haft så frit et løb kun få minutter før hans serenade på det majestætiske piano begyndte. En dengang nutidig udbredelse af psykotiske handlinger, der førte til indgangsdørens stille nedbrydning og nattevagtens smertelige uskadeliggørelse.

Men i dette sekund, i dette lidenskabelige stunde, var han som andre og unik som sig selv. Et vidne til storslået ro og frigørende normalitet.

Luften som han indåndede den nat, virkede tung. En bestemt luft trang nemt igennem hans næse før at han forsatte ned af gaden med et hurtigt tempo, han flugte den tunge duft. Det var duften af et frisk drab, han var altid tiltrukket af denne duft, det ofrede muligheden for at han blod kunne tag hvad der nu blev tilbage hos den døde. I få sekunder kunne man skimte de skinende hvide tænder som der glimtede kort da den unge vampyr trådte frem i lyset fra en lygtepæl, de blege læber lukkede sig hurtigt igen blot for at skjule hans kendetegn.

Efter flere trin kom han frem til det mål som han havde ledt efter, teater bygningen. Udefra kunne han set det håndværk som der var blev fortaget på den ellers så fine bygning, et eller andet væsen havde haft sin morskab med at bane en vej ind i bygningen. Om dette var en vampyr eller et andet væsen viste han ikke, men han var heller ikke kommet derhen blot for at beundre det håndværk som der var blev fortaget. Målrette og nemt kom han indenfor i den halv stor forhal, igen kunne han blot følge efter duften af blod og med små skridt kom han frem til det som han havde kunne dufte på afstand. Synet var ikke just behagelige at kigge på, men det mindede ham blot om hvilke slags væsner der var i natten. Scar lavede en utilfreds lyd, alt det blod, som blot lå der og fik til spilde? Han var åbenbart kommet for sent til festen, men han kunne stadig overværer de rester som blot var tilbage. Kort kunne han mærke hvordan at luftrøret i hans hals fik trukket sig sammen ved duften af blodet, han lavede næsten en klagende lyd. Han måtte have en lille smagsprøve, bare et par dråber.

Med en let bevægelse kom han ned på knæ ved siden af den døde vagt, derfra var det blot et simplet spørgsmål om hvordan at han ville adgang til det blod som der måtte være tilbage i den døde vagt. Uden en lyd fik han bevæge sin håndfalde ned i søen af blod, han lod hånden løbe igennem blodet før at han igen løftede den tilbage til hans læber. Han slikkede på indersiden af hans hånd, smagen var vidunderlig. Det var næsten en skam at han ikke selv havde fået lov til lege med denne vagt, men hvad der var sket kunne han ikke ændre nu, dette var for sent han kunne blot lege med det tilbageværende blod. Da han endelige blev færdig med slikke de mange dråber af hans hånd kunne han ikke lad være med stirre på de mange indvolde som der blev spildt ved vagten, om ikke andet kunne han altid prøve at finde hjerte, dette var trods alt det mest vigtige organ blotset fra hjerne. Han gik bevist efter at få så meget som overhoved mulige, han trak ærmet tilbage på hans venstre arm, der efter kunne han blot stikke armen ind igennem det stor snitsår på den døde mand.

Han fiskede rundt omkring i overkroppen, men i den sidste ende var hans tålmodighed for kort til at han ville kunne forsætte på den måde. I sted for gik han igen med trække organ efter organ ude af den døde mand, til sidste var der ikke meget tilbage af hvad der engang havde været inde i manden. Alt lå spræt omkring den unge vampyr som der betragtede hans eget håndværk. Han smilede igen, dette var i sandhed det smukkeste syn som han kendt, at se den menneskelige kop på den måde var i stand hed en kunst som han elskede. Denne optagelse blev snart afbrudt af lyden at klaver spil, han kunne hører de mange toner der blev spillet inde i teater salen. Han rejste sig op, hvor efter at han svingede rundt på en ene fod. Det var på tide at se hvad det var som der forgik, det var trods alt hele årsagen til at han var komme derind. Med lydløse skridt gik han ind igennem de sving døre som der førte ham ind i salen, oppe ved scene kunne han se at der sad en person ved det store piano. Med de skidte par skridt gjorde den unge vampyr opmærksom på at han var i salen ”that quite a beautiful sound”

Grin lagde godt mærke til den snuskede lyd af indre organer, der blev brutalt flået ud af nattevagtens afgåede korpus, sammen med de mange dråber blod, der regnede ned over gulvet som en byge af dårligt vejr og nedskudte forventninger. Det bragte et aflangt smil til hans sprukne, mørke læber, idet nattevagtens forrevne krop måtte tilse sin egen død for anden gang - destrueret yderligere af andre hænder.
Han fortsatte dog den nærmest magnetiske serenade af selv-komponerede strime af lyde, lod fingrene arbejde sig hurtigt og nemt over de utallige hvide og sorte tangenter, med en nærmest storslået selvsikkerhed. Der var intet som lyden af flænseri og en dyb, nærmest livligt musikalsk instrumentale, til at få nattens teater til at virke..
Sofistikeret og dyrisk på én og samme tid.

Selv da han kunne fornemme den nye tilstedeværelses skridt og nærkommen, stoppede han ikke med at forkæle de 4 par ører, der prydede bygningens fyldige indre. De spinkle, få ord, der bekræftede den anden persons ankomst, fik Grins bevidsthed til at overbevise ham selv om, at sangen var ved sin ende og at han atter måtte slippe vanviddet fri af sine sjældent benyttede lænker.
Det tog ikke mere end et halvt minut af fortsat komposation af følelser, før han endeligt kunne rejse sig fra bænkens nu varme overflade, og vende sig imod sit nye selskab med det nærmest kendetegnende smil, der gik fra kind til kind.

"I know it was. But you seem quite a lot more stunning, dripping blood from your skin and emiting the smell of rot from your pores."

Han lo skingert, imens benene automatisk lod hans krop føre sig fremad i et langsomt, sikkert og alligevel på en nærmest vuggende måde. Hans arme klang sig tæt til hans sorte skjorte, der kun var knappet op til mavens midte. Håret var frit som altid, tykt som var det størknet mudder og sort som hullerne i hans forstand.

"I have always wondered how a fellow cannibal might taste - will I be able to distinguish the hint of insanity embedded in your blood or will it be hidden under all that madness you are bearing?"

Han var om ikke andet betaget af dette væsen som stod foran ham, men i det samme øjeblik vågende hans sanser op. Et eller andet virkede forkert ved denne mand, det var tydelige for den unge vampyr. Hans duft var velbekendt hos den unge vampyr, det var duften af det væsen som vampyrer ofte havde et vanvidt had til. En varulv. Den unge vampyr havde ganske vist set disse væsner før, i de bulgarske skove var der et stor antal af disse væsner. Han kunne tydelige huske dem, hvordan at de havde tvunget ham ude af de land som han havde beboede i næsten to hundred år. Men risikoen var for stor, han ville ikke kunne klar sig alene imod en folk af varulve, specielt ikke når fuld månen forvandlede dem til uhyre. Han valgte at holde en på passende afstand, blot for at sikker sig at han ikke gjorde denne ulv for opmærksom på hvad han i virkelighed var for en.
Han lyttede til stemme der talte til ham. Han havde til at ikke vente at denne person ville svare ham igen på engelsk, trods alt var han i en fransk by. Han viste at det franske folk hade det engelske sprog og derfor undgik de at snakke det, med mindre at der en god årsag. Det betød ikke meget for den unge vampyr, han gave aldrig sit bytte opmærksomhed nok til at lytte til de sidste ord som hans bytte sagde før at de døde hen.
”Me?... Ah this… It really nothing big… I just wanted to have fun…” han kunne ikke komme med andre svar, han havde blot bruge for at udtrykke hans egen kunstner eller hvad han nu kunne kalde det. Han kiggede igen på varulven, blot for undersøge hans udseende med hans øjne. Med et bredt smile løftede den unge vampyr sin ene hånd op til hans læber, duften af de friske blod hang stadig fast på den blodig hud. Smilet voksede ved duften og snart kunne man se de mange spids tænder der blot ventede på at rive halsen op på hans næste offer, den unge vampyr kunne næste ikke engang stå stille på grund af den herrelige duft.
”A cannibal?... My dearest… I have never had the taste for human flesh.. I just.. Kill them and feed on the one thing that keeps them alive..” stille flyttede den unge vampyr hand tilbage ned ved hofterne “Besides I’m not something that you would like, my flesh is cold and death, it was so much better when I walked among the living”

Imens det andet væsen så ud til at være betaget af Grin, lænede han overkroppen frem og stirrede denne sjæl ind i dets pulserende øjne, med en glød, der ikke var særligt definerbar. Tusinde af følelser, der hver især havde en boksekamp med de andre, for at komme frem til den brune overflade og vise sit stolte korpus - bestemme hvilket humør det var han skulle være i på det nuværende moment. Men vinderen skiftede konstant, gjorde det nærmest forvirrende at fastslå hvad det var, Grin tænkte på og i bedste fald hvorfor.

Han lyttede tålmodigt, og svang da drengen var færdig, armene åbne i en nærmest særkommen velkomst, der virkede alt andet end venligt. Nærmest som om det var et såkaldt 'I dare you'.
En udfordring, der ikke var hvad det så ud til.

"Then let us have fun together, my little scandal. I would like to play a game between us, that would impact how we both see the very world and its bloody wonders of shit.
How you would see me, and I see your drenched, disgusting body that for me resembles that of a pig. Because that is what you are - a filthy animal, only fit to be eaten."

Han smaskede med læberne, nærmest provokerende, inden han stampede i gulvet med den ene fod, hvilket afgav et lettere højlydt 'smack', der fik lov til at høre sit eget ekko om og om igen, på grund af det ret så brede rum, de to umenneskelige væsner stod i.

"And you aren't a human, you undead piece of garbage. I have a very advanced sense of smell, but you already knew that and I don't see why you try to play so.. Dumb.
Or maybe you really are lacking any kind of brain? Hah - I shouldn't judge though. I too have a flaw which involves not relying too much on the meat inside my skull."

Han bankede mildt sin samlede næve imod siden af sit eget hoved, så de lange slanger af hår fik lov til at hoppe forskrækket op og ned i et par sekunder, imens rummet havde fået sig en nærmest dyster tåge over sig, der hang tungt ned over deres skuldre.