The sound of my beautiful voice

Sted: En lysning i Forêt-skoven
Tid: Omkring 10:47
Omgivelser: En lille bæk der i sidste ende fører ud til La Marécage-søen. Mos eller tykt, dugvådt græs udgør terrænunderlaget, og træer, buske og blomster kan ses adskillige steder
Vejr: Solens stråler trænger hist og her igennem trætoppene og kaster små lyskegler ned i lysningen. Det er lunt med små, varme briser der kommer med jævne mellemrum

Kvindens feminine, lydløse skridt betrådte forsigtigt skovbunden. De bare tæer begravede sig i det bløde underlag af græs og mos, og dugdråber gjorde dem mere og mere våde for hvert skridt hun tog. Hvor befriende. Hvor livsbekræftende.
Kvindens navn var Felicity, og hun levede i en hytte ikke langt fra lysningen som hun akkurat i dette øjeblik befandt sig i. Hendes favorit-lysning, ingen tvivl om det. Felicity var flere hundrede år gammel, men det var ikke til at se på hendes krop, der lignede en ung kvindes. Den laksefarvede sommerkjole, som var det eneste hun havde på, var skabt i silke og tyl, og den slyngede sig fornemt ned over hendes krop og endte lige over hendes knæ.

Hun gik langsomt videre over skovbunden, ned mod den rislende bæk, mens hun betaget så op i brudstykkerne af himlen over hende. Af hvad hun kunne se, var den i dag helt blå og skyfri. Hun tog en dyb indånding og sugede duften af alverdens blomster til sig. De stod som flokdyr rundt omkring i lysningen og frydede hendes øjne med deres farver.

Nu nåede hendes tåspidser ud over kanten til bækken. Hun satte sig yndefuldt ned og dyppede fødderne i det rindende vand, mens hun lod blikket glide rundt i lysningen. Hvis bare hun dog kunne blive her forevigt.
Hun lod sine læber blive let adskilt, og begyndte at synge lavt. Efterhånden tillod hun sig at synge højere og højere, og til sidst lød hendes smukke, fløjlsbløde stemme ud over hele lysningen. Sangfulgene tav og lyttede til hende. Selv vinden syntes at være stoppet for at lytte til hendes betagende, forførende sangstemme.

Skove, ville altid være hjemsted, til verdnens mest idylliske skabninger. Måtte dette være kreature, eller planter. Og alt frydede sig i det frodige liv, som var dem tlbudt, af solens stråler, bækkendes rendene vand, og planternes sunde nectar. Dyr, som mennske, som Elver, som Aspara, drog ud i verdens skove, for at søge denne idyl. Men der var dem, som var en del af dem. Som hjalp skoven, med fortsat at leve i dens fulde storhed. Disse var et med naturen, dog uden at fryde sig i dette, uden at vide, de var der af en grund. En af disse, var Earalen. I de hundrede år, han havde levet i skovenes asyl, var er ikke gået en dag, hvor han ikke betalte skoven tilbage, af hvad den havde givet ham. Men stadig, ville denne tryghed, aldrig være nok. For selv Naturens Elvere, har brug for sammenværd af andre væsner. Naturens dyr, var ikke altid nok. Og hundrede år alene, var ved at være nok for Earalen.

Men det var ikke altid nemt, at finde væsner i Forrét, der levede i samme idyliske verden, som Earalen. Og aldrig havde han fundet en, der kunne fryde sig i naturens ynde, som han selv, og leve, udelukkende af dette. Og han var ved at give op.

Earalen lå på et træs gren, og nynnede stille til sig selv, imens hans hånd drejede i cirkler, om en af træets lianer, der bevægede sig omkring hans hånd, som var det en slange. Lianen dansede med hans stemme, som var den fortryllet i dennes glans, selvom han blot nynnede. Men pludslig, stoppede hans stille, idyliske nynnen, da en stemme gled igennem luften. Lianen blev livløs igen, og lagde sig dødt om hans hånd, imens hans grønne øjne, stirede i stemmens retning. Stemmen var så lys og klar, og passede perfekt ind i skovens idyl. Det var længe siden han havde hørt så smuk en stemme. Ja lige siden han lå i sin moders favn, og blev sunget for. Og selv den stemme, var intet ved siden af denne. Earalen sprang straks ned fra den gren han vilede sig på, og lanede barfodet på det dugvåde græs, inden han stille bevægede sig imod stemmen.

Noget så idyllisk, havde Earalen aldrig hørt. Det var som om at mindet af hans moder, der havde haft lyriske evner, nær hans egne, forsvandt langsomt hen i glemslen, og blev erstattet af denne stemme. Denne smukke stemme, der dansede så fint imellem skovens træer, og beroligede en hver sjæl, der ønskede at høre med. Earalen var en af disse, og var nu nået hen i nærheden af den lysning, stemmens ejer sad i. Earalen's grønne øjne, betragtede nysgerigt kvinden i lysningen, gemt bag en busk, ikke langt fra hende. Hans hoved gled en anelse på skrå, som han langsomt gik uden om busken, så hun også ville kunne se ham, hvis hun kiggede sig til siden. Han havde dog været lydløs i sine bevægelser, så hun havde ingen grund til at kigge hans vej, derfor fik han ikke hendes opmærksomhed. Earalen havde nu hørt nok af sangen, til nogen lunde at kende dennes melodi, og han bed sig blidt i gummerne, med et blidt smil, inden han begyndte at nynne med. Hans nynnen var ganske stille, og hun kun knapt nok kunne høre den. Men hans stemme var fin og klar, og passede perfekt med hendes sang, og dem han ønskede skulle høre hans nynnen, hørte den, og som forhekset, begyndte blomsterne omkring Felicity at bevæge sig, og næsten danse med i hendes sang, og hans stille nynnen. Vandet omkring hendes føder, begyndte blidt at slikke imod dem, med fine små bølger, skabt af røderne under vandet, som også bevægede sig med sangen, og melodien.
En af blomsterne ved hendes side, begyndte at bevæge sig imod Felicity, og hvis ikke hun rykkede vær fra blomsten, hvis stilk blev længere og længere, gled blomsten op af hendes arm, ind imellem den og hendes side, for så at ligge sig på hendes skulder, hvor hun bedre kunne lugte dens behagelige duft. Earalen havde udvalgt nettop denne slags blomst, nettop pågrund af dennes fortryllende duft.

Idyllen fortsatte, indtil Felicity skulle stoppe sin sang, og kigge imod Earalen. I det hun gjorde, trak Elveren sig en anelse længere bag ved busken igen, og stoppede sin nynnen. I det han stoppede, begyndte blomsten der havde bevæget sig op af hende, at blive kort igen, og naturnes dans omkring hende, stoppede brat, og alt vendte tilbage til sit normale, stille idyl.

Felicity's øjne var lukkede, så hun udelukkende kunne fokusere på sin stemme. Hendes hoved var vendt mod en af lyskeglerne fra solen. Den varmede hendes ansigt, og tvang et bredt smil frem på hendes syngende læber. Et sæt lige, hvide tænder kom til syne. Sådanne tænder, som enhver pige drømte om at få. Men Felicity havde ikke engang anstrengt sig for at få dem. Asparaer var født til at være smukkere end normen. Endnu en fordel ved at være af denne race, efter de flestes mening. Felicity selv så det dog ikke udelukkende som en fordel, men også som en ulempe. For hvis man så godt ud, kunne man aldrig vide hvem der var ægte; man kunne aldrig vide, hvem der kun gjorde én selskab på grund af udseendet.

Det var først nu, at hun bemærkede et andet toneleje. En anden stemme, der sang i takt med hendes.
Forskrækket slog hun øjnene op, da vandet i bækken begyndte at te sig unaturligt. Hun lod blikket falde på hendes fødder, som vandet i små, fine bølger slog op ad. Omkring hende snoede blomsterne sig forvildet rundt i takt til hendes og den ukendte stemmes sang, næsten som om at de forsøgte at finde noget at holde fast i. Det lykkedes da også for en af dem, da den snoede sig op ad hendes arm og stoppede ved hendes skulder, hvor den udgav en stærk blomsterduft og dermed styrkede virkningen af hendes fortryllende sang.

Først nu følte hun overskud nok til at se sig omkring i sin søgen efter den eller det, som den fremmede stemme tilhørte. Hendes blik hvilede på en busk, hvor hun havde set noget bevæge sig. Det kunne selvfølgelig være et dyr, men man vidste jo aldrig.
Hun ænsede ikke vandet og blomsterne, der var holdt op med at opføre sig unaturligt, da hun var travlt optaget af at fokusere på busken. Hendes blik var så fast, at man næsten skulle tro at hun kunne se direkte gennem busken, eller i hvert fald håbede på at komme til det.
Fraværende rejste hun sig op og vandrede med lydløse skridt langs bækken for en stund, indtil hun trådte op på græsset og listede hen til busken, som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte. Let foroverbøjet listede hun langs busken, indtil hun nåede den anden side. En skikkelse sad på hug bag den.

"Was it you, who sang before?"

Hendes lyse, blide stemme var uden tvivl henvendt til den fremmede, som hun netop havde identificeret til at være en dreng. Var han en aspara? For i så fald, ville de kunne lave den mest fortryllende, hypnotiserende sangduet nogensinde.

Earalen havde smilt, imens hun betragtede blomsternes, vandet og røddernes dans. Han havde skræmt hende en anelse, men det så ikke ud til at det forstyrede hende, på et negativt plan. Så Earalen havde fortsat, med at synge sin fine sang, lige indtil hun stirede direkte imod busken, og han tiede straks, og krumpede sig på hug bag busken igen. Han sank en klump imens de ubehagelige følelser af paranoia, slog hårdt ned over ham. Hvad nu hvis, hun ikke var så sødt, smukt og elegant et væsen, som hun havde lydt? En form for Sirene?
Earalen havde store problemer med at stole på andre, da han så ofte var blevet snydt, i hvad han ellers troede var åbenlyst. Så han brød sig ikke om, at tage chancer. Men nettop det, havde han jo gjordt i dag. Inde i sig selv, banede han, med et rystende hoved, imens han kiggede ned. Hans sanser blev lammetaf denne utrykhed, og gjorde at han ikke hørte Felicity bevæge sig imod ham. Og så pludslig, stod hun tæt ved hans side, og talte til ham.

Allerede ved det første ord, gik der et sæt igennem Earalen, og han trak sig straks i retningen væk fra stemmen, der nu ikke sang, men talte til him. Hans øre gav et ryk i sig, så deres spids kom frem bag hans hår, og gav et småligt tegn på, at han ikke var Aspara. Men den, ellers unikke Aspara race, var ikke de eneste der ramte perfektion. Det samme gjorde visse Elver klaner, Earalen's var en af dem. Dog, gjorde han tydeligtvis ikke noget ud af denne skønhed. Hans hår var halvlangt, og gik ham til skuldrene. Det var pjusket, og der hang en masse grenne fast, imellem de mange brune lokker. Men de grønne øjne, havde en ynde i sig, som minede meget om en Aspara's. Hans ansigt, og fødder var, mirakuløst, ikke beskadigt. Som om han bevægede sig igennem, selv den tykkeste del af skoven, uden at tage den mindste smule skade. Selv det tøj han bar, dog en anelse beklædt med mudder hist og her ved albuer, og så vidre, men fuldstændigt uden skader. Den grønne kortærmede trøje, uden noget motiv, og de brune bukser, var også et tydeligt tegn på, at han meget sjældent kom ind i byen, eller i det helle taget ind i byen.

Earalen's grønne øjne stirede op imod Felicity, imens hans øre havde lagt sig en anelse ned, i usikkerhed. Earalen rettede sig en anelse op, dog uden at komme helt op, men stod stadigt på hug, med sine hænder hvilende imod det våde græs. På den måde, kunne han hurtigt få den rod der var imellem dem, til at springe op imellem dem, skulle hun have ondskabsfulde tanker.
Og endlig, nikkede han langsomt i respons på hendes spørgsmål. Hun talte i et sprog, han kun havde lært, fordi hans familie havde handlet meget, med landsmænd af dette sprog. Det havde han nettop lært, inden han havde forladt sin gamle klan.
"Y.." Han tøvede, rømmede sig, og fik så stemmebåndet på gled, så han kunne tale ordentligt. "Yes, it.. Was my hum. I do dearly apologize, if it ruined your song, or if you found it inconvenient.. I did not mean to intrude. I.. Just.. Couldn't let your song go into the forest's heart, without letting it.. Acknowledge the song's beauty.. Because it was beautiful. I've.. Not heard a song alike it's splendor, for a long time.. Having only heard mine, bittersweet song. And it could not compare to yours.."
Fortalte han ydmygt, udent at give hans egen sang, nogen credit. Hans sangstemme var skabt til prefektion, præcis som hendes, for at han skulle kunne forme naturen med sin vilje. Egentlig fik hans klan deres naturlige stemmer, for at udnytte naturen. Men han valgte at tage en anden vej, og brugte sin til at heale skoven, frem for at udnytte den.
Earalen lod stadigt sine hænder blive, hvilt blidt imod grasset foran ham, også selvom han nu havde turdet at snakke, var han stadigt paranoid, og usikker på Asparaern foran ham. Også selvom han egentligt godt vidste, at Asparaer ikke var kendt for, at være de mest agressive.