Seeking warmth...

Med kulden krøbende op om sig, gik Nessa ned mod universitetet. På det her tidspunkt af døgnet, havde hun regnet med at der ikke ville være mange folk, og indtil videre havde den teori holdt stik: Hun havde faktisk ikke set mange folk i en mileomkreds. Hun gav vejret skylden. Vejret var også skyld i at hun nu lignede en virkelig forhutlet hjemløs. Men selvom hun ikke ville indrømme det, var det nok egentlig også det hun var. Ikke forhutlet, bare lidt' hjemløs. I forsøget på at pakke sig ind og få varmen, havde hun viklet et halstørklæde om halsen, da hendes jakke gav hende så meget varme, som melon ville havde gjort. Når hun frøs, ville hun altid havde taget en cigaret, men hun havde røget den sidste dagen inden, så hendes højre hånd ville ikke ligge stille i hendes lomme, men blev ved med at rulle fantom-cigaretten mellem fingrene.
Nessas plan var at gemme sig på universitet til det blev lyst og varmt igen, så hun kunne komme ud og arbejde. Hun havde ting hun skulle lave, og da hun huskede det, sukkede hun dybt. Den her opgave hastede, men hun havde brug for varmen til at kunne koncentrere sig. Måske, hvis hun kunne komme ind på skolen, kunne finde et fyr, kunne hun lave opgaven færdig...
Nessa havde udvalgt en bygning, hvor hun vidste, der ikke ville blive undervist om natten, så da hun kom tættere på den, forsvandt de få folk, der før havde været der. Med bygningen tårnende op over hende, kiggede hun sig over skulderen, og følte sig som en idiot, da hun tog i håndtaget. Hun blev ikke forbavset, da hun fandt døren låst, så hun gik lidt videre rundt om bygningen. Bekymret kiggede hun op på himlen, men det virkede ikke som om det var begyndt at regne endnu. Selvom hun var dæmon, elskede hun det varme vejr, og regnen skadede hende faktisk direkte, så hun foretrak at undgå den.
Inspektionen af bygningen belønnede hende, da hun fandt et vindue, der var lukket, men ikke låst fast. Nessa kilede neglene ind under vinduet, men endte bare med at bukke sine negle, hvilket fik hende til at mumle en lang række forbandelser efter vinduet. Da hun prøvede igen, svingede vinduet mirakuløst op, og Nessa smilede smørret, mens hun kastede sin taske ind ad vinduet, og derefter selv kravlede ind. Hun sørgede for at vinduet var helt lukket den her gang, og snogede sig ud af klasselokalet. Hun kunne allerede mærke varmen brede sig i hende, men hun var opsat på at finde fyret, og ville ikke sætte sig til tåls med noget andet. Da hun endelig fandt det, satte hun sig tungt ned på det varme betongulv, og tog halstørklædet af.

Det var aldrig sjovt at vaske graffiti af skolebygningen. Men David syntes nu alligevel at nyde sig godt af at bare stå og skrubbe. De brutale ryk og den store mængde af kræfter, fik ham til at afstresse. Han fik lov til at komme ud med sine frustrationer på en langt mere fredelig måde. Og det var han ganske glad for. Det kunne godt være, at han konstant havde lysten til at lade det gå udover et andet individ, så var han godt klar over, at der var langt bedre metoder. Han var trods alt en engel. Det gik ikke, at han gav hver anden person, han passerede, et blåt øje.
Han sukkede tungt og lettet, efter at have trådt et par skridt væk fra muren. Hænderne var sat i siden, og ryggen var rettet ordentligt op, så han kunne betragte sit arbejde lidt bedre. Det havde taget det meste af hans eftermiddag. Hvad var klokken overhoved begyndt at blive? Automatik strakte han sin ene arm ud og ruskede lidt i den for at få ærmet ned, så han kunne få et bedre udsyn til armbåndsuret, som havde siddet der lige siden jul. Næsten. Selvom han havde svært ved at tage det af - selv når han skulle i bad - så var der øjeblikke, hvor han var nød til det. Heldigvis glemte han aldrig at tage det på igen, når muligheden lå til det.
Han studerede kortvarigt muren, der egentlig så ren ud nu. Med tusmørket gjorde det dog det lidt besværligt at være hundred procent sikker. Men det skulle være godt nok for nu. Skuebørsten blev kastet hårdt tilbage i spanden ved siden af sig. Vandet var godt grumset, og han var ikke specielt begejstret, da det sprøjtede op og der havde landet i hans mund. Han tog et enkelt skridt tilbage for at undgå vandsprøjtet og tørrede sig med det samme om munden af ren refleks. Han svovlede en smule over sin egen dumdristige handling, men fik kort tid efter samlet spanden op i et svuptag. Og i den anden hånd greb han om den hjælpsomme kost-gulvklud-skrubbe-børste. Han kunne for helvede aldrig huske navnet på tingesten.

Efter at have sat tingene på plads - fået hældt det beskidte vand ud, sat spanden tilbage på hylden og kosten over det ene hjørne - fortsatte han sin færd ud på universitetets gange. De gange han før i tiden gik frem og tilbage på for at nå til timer. Lige som alle de elever, der stadig forstod sig på at holde et studie i gang. Personligt havde han bare mistet interessen. Og han kunne altid bare tage det op igen, hvis han absolut ville noget videregående med krav. Han havde hele sit liv. Og det var fandme et langt liv, han havde.
Der var flere gange, hvor han stødte på skrald, der bare lå og flød på gulvene, dog han havde vænnet sig til at samle det op ud af vane. Selvfølgelig bandede han stadig efter gerningsmændene, men han tænkte ikke længere rigtig over, at han gjorde det. Han slæbte som altid sine skridt efter sig. Intet mysterium hvorfor han sled sko op så hurtigt som han gjorde. Og denne aften - lige som så mange andre aftner - forsøgte han at holde skoene sammen med gaffatape. Et ganske charmerende syn.
En tilfældig kost - en almindelig kost denne gang - stod alene på gangen. Meget muligt ham, der havde stillet den der. Som han nærmede sig den, smurte han ærmerne op på den støvede blå denim heldragt. Han kunne godt lide den. Den havde hans navn hen over den venstreside af brystkassen og det hele. Uden at stoppe greb han om kosten, da han kom forbi den. Han burde komme hjemad. Han havde andet, han skulle ordne på Titan Fall, så han fik nok ikke engang mulighed for at overnatte i sin egen trygge seng i rækkehuset. Et kortvarigt grynt af irritation kom fra hans strube, inden han rystede opgivende på hovedet. Han burde virkelig bare flytte.

Kælderen. Var det ikke det eneste sted han manglede at tjekke? Han hoppede rytmisk ned ad trinene og sprang et stykke henover gulvet fra det sidst. Tanken om varme madrester virkede enormt appellerende lige nu. Så det galt bare om at få gjort arbejdet færdigt. Han begyndte så småt at fløjte for sig selv, mens han satte kursen mod fyret. Der kunne han vel også efterlade kosten.
Dog syntes det ellers munter humør at falme meget kraftigt, da han fik åbnet døren til selve fyret. For det første - var døren ikke låst. For det andet - så fik han meget hurtigt øje på skikkelsen af en person, der befandt sig der inde. Han stoppede brat i døråbningen og stirrede noget truende mod denne møgunge. ”Hvad fanden..?”
”Jeg vidste squ ikke, at der var blevet dømt sleep over i aften.” Englens stemme dryppede noget så gevaldigt af sarkasme, og der var ikke en gang en antydning til et smil på hans læber. Lidt efter lidt blødnede han op igen og endte i stedet med at stå lænet op ad kosten. Stadig med de chokoladebrune øjne rettet mod, hvad der lignede en pige - men man kunne aldrig være sikker i den moderne verden. Han trykkede roligt sine briller bedre på plads på næsen, inden han fortsatte. ”Sig mig, hvad fuck tror du lige nu laver her? Skolen er lukket for i dag. Og jeg er ligeglad med om du er så forbandet glad for skole, at du ikke engang gider skride hjem.” Han forsøgte så vidt muligt at blokere hendes eneste vej ud. Mest fordi han ikke magtede at lege fangelej.

Med varmen drivende ned ad ryggen, trak Nessa træt benene op, og satte sig i skrædderstilling. Hun rørte ved det lille bare stykke mellem buks og sko, og en kuldegysning gik igennem hele hendes krop. Hun trak hurtigt benet ind til sig. Hun havde lagt halstørklædet og sin taske ved siden af, men tog nu tasken op, og begyndte at rumstere i den. Hun fandt en lille flaske med hvad der lignede jord op, men hvis man så måden hun holdt flasken på - som om den var det mest dyrebare i hele verdenen - ville man kunne gætte, at dette ikke bare var jord, i det der lignede et reagensglas. Hun åbnede forsigtigt flasken, og kiggede ned i den, som om hun ville kunne se noget magisk ske.
Da døren pludselig åbnede, bandede hun meget lavt, proppede hurtigt låget i igen, og nærmest maste flasken ned i tasken. Hun blev stille siddende, da det først var nu, hun havde opdaget, at der ikke var nogle andre veje ud, end den dør hvor der nu stod en eller anden fyr og nedstirrede hende med en kost i hånden. Hendes meget søvnige hjerne, var ikke i stand til modtage hele det lidt bizarre syn, så hun kiggede bare forvirret på kosten, og følte sig som en idiot.
Hun havde ikke bemærket skridtene der var kommet imod hende, da hun havde ørerne presset godt op mod det varme og rumsterende fyr bagved hende, og hadede nu sig selv, for ikke at havde lyttet efter. Fyren havde lyset i ryggen, men hendes øjne justerede sig hurtigt til lyset omkring ham. Han så ud som om han var et par år ældre end hende, men hun vidste fra erfaring at udseende ikke havde noget med alder at gøre, så hendes holdning mod ham var stadig varsomt.
Med fyret i ryggen, kunne hun skubbe sig op at stå, og hun trak sin taske med sig op, nærmest krammet til sit bryst. Så havde hun også noget at bore sine negle ned i.
"Lad mig høre..." Nessa rev sine øjne fra den bizarre kost, og kiggede indgående på den skrift, der stod over hans bryst. "... David; ligner jeg en ordinær overklasse studerende?" Hun lavede en lille bevægelse med hånden, som om hun viste sin krop frem. Hendes udstråling var ikke ligefrem den af en der havde masser af penge, men i det mindste lignede hun heller ikke en hjemløs længere, og hendes hår var da ikke meget fedtet. Selvom hun havde levet i mange hundrede år, havde hun aldrig fået sig en uddannelse, og hun forbandt universiteter med alle de rige folk. "Eller ligner jeg en, der bare er fucking træt og ingen venner har i den her del af byen?
Nessa lod sin taske hvile på gulvet, og rettede sig lidt op, med et drillende blik i øjet, som hun ikke regnede med at han kunne se, da det var for mørkt inde i fyrrummet. Et lille smil begyndte dog at brede sig på hendes læber, da hendes øjne blev draget hen mod hans gaffatape ind"smurte" sko, men hun slog det hurtigt væk.

Hu gav ham allerede hovedpine. Det var nu heller ikke nogen alt for svær opgave. Alt syntes at give ham den psykiske hovedpine i form af irritation. Han var ikke alt for glad for tonen, der lå i hendes stemme, men den var nu ganske almen for teenagers. Han havde uden tvivl selv haft den lidt for kæphøje tone. Mon han egentlig ikke stadig havde den? Eller lød han bare ligeglad som alle andre, når man nåede tyverne? Man gik helt hipster and shit. Alt i alt - så gik det ham på. Men ligemeget hvor næsvis hun nu engang var, tog han intet af det. Han var stadig den med førertrøjen, bildte han sig selv ind.
Han sukkede opgivende og sank hovedet, som forsvandt alt kræft i hans nakke. Han rystede ligeledes på hovedet, mens han lige tog et par sekunder, hvor han bare stod lænet op ad kosten. Han stod lidt og gned sin ene fod op ad det andet bens lægmuskel. Han skulle blot tage sig sammen til at ordne endnu et problem på hans dagsorden. Han så efterfølgende op igen, placerede de brune øjne direkte mod hende og fugtede sjusket læberne af ren og skær vane. Han førte en hånd igennem det brune hår, fik kørt det mere væk fra ansigtet så de svage tegn fra et tidligere blåt øjne kom lidt mere til syne bag brillerne. Han kløede sig til sidst lidt i nakken, før armen faldt slapt ned langs siden.
”Ih og åh, da.” Han rettede sig roligt op ordentligt op igen, så han ikke længere stod så ranglet. ”Sig mig, tøs… ligner jeg en der forsøger at fuldfører sit arbejde for så at få rettet snuden hjemad fordi klokken er lort og rengøring i princippet ikke er det jeg bryder mig mest om?” spurgte han hende så med en noget spydig undertone. Han rømmede sig kortvarigt for at få klaret sin stemme lidt mere, alt imens han lavede samme bevægelse op og ned ad sig selv, som hun så fint havde gjort. Måske overdrev han lidt mere. ”Men ved du nu hvad? Jeg er faktisk ikke andet end en lille bitte prinsesse der er faret vild. Kan du fortælle mig vejen til Narnia, hvor aberne har vinger?” Denne gang dryppede hans ord af sarkasme, selvom han gjorde sit bedste for at skabe en af de provokerende stereotypiske pige stemmer. Forestillingen varede dog ikke længe, før hans relativt hårde udtryk var tilbage. ”Lige meget hvilken af disse fabelagtige historier du tror, kan du nok fornemme, at jeg ikke har tid til at have det her bøvl med dig. Om du så er en snobbet rigmandsdatter eller en smølf fra gaden.” Han vidste ikke helt selv hvad han sagde. Sikkert noget idiotisk. Han sendte skylden mod udmattelsen.
Han rullede lidt med skulderne, hvorefter han greb godt om sin kost og marcherede ind i selve lokalet indtil hende. Forhåbentlig uden at hun løb sin vej. ”Kom så..” Han stillede sig lidt ved siden af hende og endte så med at ’feje’ hende videre ved at skubbe kostens ’hoved’ blidt nok mod hendes hæle. ”Tjep tjep. Jeg har ikke hele natten.” Hvis hun så valgte at adlyde, ville han sikkert fortsætte bag hende. Bare for at sikre sig, at hun ikke fandt vejen til den anden side af universitet og gemte sig der.

Stadig med blikket rettet mod denne fyr, der nu bare var begyndt at virke lidt underlig, løftede Nessa det ene øjenbryn. Og mens han virkede til at blive mere og mere træt, vågnede hun mere og mere op, hvilket næsten fik hende til at smile. Næsten. Da et gammelt, blåt mærke viste sig på Davids ansigt, kunne Nessa ikke lade være med at undre sig over det. Han lignede ærlig talt ikke en, der kunne indgyde lysten til at give slag - i så fald kun fordi han var utrolig irriterende anlagt - og hendes hjerne vandrede til alle de mulige grunde til at nogle ville få lyst til at slå ham. Jo mere han snakkede, kunne hun dog godt forstå hvorfor man fik lyst til at slå ham, og hun sukkede, da han begyndte at snakke om flyvende aber og smølfer.
”Bare for at pointere det åbenlyse, så ville en flyvende abe være utroligt naturstridende,” Nessa lænede sig atter tungt op af fyret, og betragtede hvordan han konstant skiftede sin måde at stå på, eller havde en form for trækning, mens hun selv havde stået stille, det meste af tiden denne mærkelige samtale havde fundet sted. ”Det ville gå ret meget imod pointen med at en abe har to sæt hænder, for langt de fleste dyr med vinger, ville i teorien have relativt svært ved at gå lange distancer...”
På det punkt kunne Nessa godt selv høre, at hun nu også var ved at give mindre mening, og en lille fure dukkede op mellem hendes øjenbryn. Da hun opdagede hvordan hun rynkede brynene, holdt hun dog straks op, og strakte sig lidt op, så hun ikke stod og hang op af fyret. Det sorte hår faldt ned i hendes øjne, og hun børstede det irriteret væk, da David begyndte at genne hende ud af rummet med brug af kosten. Nessa fik hurtigt trukket sin taske op på skulderen, og lod sig modstridig blive gennet ud af rummet, væk fra det noget så dejlige fyr.
Da de kom udenfor, ud i den kolde nat, kunne Nessa straks mærke den stride kulde, og hun savnede mere end nogensinde Australien på denne tid af året... eller i det mindste fyrrummet, hun for kort tid siden havde befundet sig i, men Davids og kostens tilstedeværelse bag hende, hindrede hende i enhver form for lyst til at gå tilbage til varmen. Hun vendte sig i stedet om, og kiggede indgående på ham, uden at sige noget, og uden at lade hendes ansigt røbe hendes store ubehag.