Seeking out danger

”How big is this freaking place?” mumlede hun irriteret, som hun slog endnu en gren væk fra sig, der var I vejen for hende. Hun måtte have vandret rundt i Di Morgas skov i flere timer. Den sene eftermiddagssol hang efterhånden lavt på himlen, og ville snart trække sit lys og sin varme med sig ned under horisonten.
Så her var hun, midt ude i ingenting, søgende efter en mand der eftersigende ikke kunne findes. Mand kunne man vel ikke kalde ham. Det var sandt at han var af hankøn, men menneske var han ikke. Hun havde spurgt rundt omkring efter mere information om væsnet man kunne indkassere 25.000 euro for. Ikke overraskende, var der ikke mange der ville snakke, og dem der var villige til at dele deres information med hende, havde skuffende lidt at sige om sortelveren Sansiss, der benyttede sig af en mystisk blodrød ildmagi og tilsyneladende var dødsens farlig. Uden tvivl havde denne Sansiss sået frygt i størstedelen af Di Morgas befolkning. Men ikke halvdæmonen, der havde brugt sin eftermiddag på at traske igennem Forét. Hun var ikke primært ude efter den kæmpemæssige dusør. Hun var nysgerrig. Sortelveren kunne ikke være andet end en koldblodig morder, men hvordan var han endt sådan? Hans blodrøde evne var også interessant. Hvis Riley havde talegaverne i orden, kunne han måske lære hende en ting eller to.

Spændingen var ret meget gået af hendes søgen, som det hurtigt blev kedeligt at trække sig igennem buskadser, kravle over væltede træer og konstant fjerne afknækkede kviste fra det lange, mørkebrune hår. Alligevel fortsatte hun. Hendes næste adrenalin rush kunne vente på hende 100 meter fremme, eller gemme sig bag det nærmeste træ.
Hun var ikke ligefrem diskret. De tunge læderstøvler trampede imod skovbunden, og knuste alt under sig. Grene der knækkede og lyden af knasende blade, fulgte efter hvert skridt hun tog. Var det ikke noget med at hans ofre altid var unge kvinder? Hun passede ved første øjekast ind under den beskrivelse. Hvis han var i nærheden ville han i hvert fald kunne høre hende. Hun ville kunne leve højt på mødet med denne ”Sorte Jæger” i et godt stykke tid – hvis hun altså slap levende fra det. Spændingen ved at stå ansigt til ansigt med en massemorder måtte være intens. Til trods for hendes høje forventninger, var hendes tålmodighed snart sluppet op.
Hun sukkede højlydt. ”Where are you, mysterious killing machine?” spurgte hun opgivende ud I stilheden. Hun lænede ryggen imod det nærmeste træ, og lod de grønne øjne granske omgivelserne. Hun havde været sikker på, at han ville gemme sig i skoven. Det var vel hans hjemmebane? Desværre virkede Forét til at fortsætte uendeligt, og hun havde garanteret ikke set halvdelen af den endnu. Endnu et suk undslap hendes læber, inden hun bevægede sig væk fra træet og satte kursen i en ny retning. Hun ville give sortelveren en halv time mere til at vise sig, før hun opgav. Hun brød sig ikke om at gå tomhændet hjem. Hun ville dog ikke genoptage sin søgen næste dag. Ømme fødder og flere timers kedsomhed var det ikke værd. Der var mange andre og ikke mindst lettere beskæftigelser, der kunne tilfredsstille hendes adrenalin afhængighed.

Forét var som et massivt, grønt hav foran ham, som han sad der i toppen af en af de gigantiske trækroner.
Det grønne strakte sig i flere kilometer, før det blev mødt af bjerge som var lige så skønne at se på.

Han nød det... stilheden, roen, naturen... på trods af hans koldblodige, sadistiske natur.

En let brise legede kort med hans lange, sølvhvide hår, og hans sorte skjorte flagrede let.
Så... lyden af en kvist der knækkede under en støvle.

Sansiss åbnede øjnene, og vendte sit røde blik nedad, mod skovbunden, langt under ham.

Han så hende med det samme, omtrent tyve meter væk.
Han smilede lidt, og smilet blev kun bredere da hun sagde noget, som fik det til at se ud som om hun faktisk ledte efter ham.

Vovet.

Han rejste sig op, nød synet af trækronerne endnu en gang, og sprang så.
Han landede på fødderne, kun et par meter bag hende, og rettede sig hurtigt op, som om dette spring havde været det letteste i verden.

"Det er meget modigt af dig at gå herud helt alene... hvad vil du?"

Hun var ikke gået mange skridt, før lyden af et let bump ramte hendes ører. Noget havde ramt skovbunden bag hende. Hun snurrede øjeblikkeligt rundt. Riley havde aldrig før stået ansigt til ansigt med en sortelver. Farven på hans hud, det sølvhvide, lange hår, der formodentligt dækkede for hans spidse ører, kunne kun gøre væsnet foran hende til det hun ledte efter. Måden han stod på, hans ansigtsudtryk, hele hans udstråling skreg fare. Han snakkede fransk. Hun fattede ikke ord.
Der var det. Hendes hjerte løb sit livs spurt, hendes syn blev øjeblikkeligt skarpere, og skovens farver virkede til at fremstå stærkere, mere potente. Blodet cirkulerede med høj fart rundt i hendes krop, blandet med adrenalin og frygt. Hun undslap et skælvende åndedrag, og smilede. De grønne øjne nærmest skinnede med en blanding af spænding og frygt. Det her var hvad hun ledte efter. Ikke sortelveren foran hende, men følelsen hans tilstedeværelse vækkede i hende. Følelsen af at være i live.
"You must be Sansiss" til trods for hendes let rystende hænder, kom hendes ord rolige og sikre ud. Hun kunne ikke kontrollere hvad der skete på hendes inderside - det var præcis dét, hun fandt så tiltalende - men havde brugt nok tid i frygtens vold, til at have lært at kontrollere sin stemme i sådanne situationer. "The man with a quarter million bounty on his head" fortsatte hun, som om hun beundrede ham. "This century's Jack The Ripper" hun viftede sine hænder foran sig som hun sagde dette, og indikerede at for hende lød det som lidt af en overdrivelse. Hendes hænder faldt tilbage ned langs hendes sider. Hun tiltede sit hoved en anelse til den ene side, og betragtede ham med åbenlys nysgerrighed. "You're not an easy guy to find" sagde hun, og lod blikket glide kortvarigt rundt på omgivelserne, før de grønne øjne igen landede på sortelveren. Hun var godt klar over, at det ikke var klogt at slippe ham af syne bare et øjeblik. Hun var i fare. Uden tvivl. Sikkert den største fare hun nogensinde havde været i. Men faren var meget mere end velkommen. Hun følte sig ekstatisk og lammet af frygt på samme tid. Hvad ville han gøre nu? Havde han tænkt sig at angribe hende? Sende hendes adrenalin niveau op over skyerne? Tanken fik hende til at smile igen, som hun afventede hans næste træk.

Han blinkede med øjnene en enkelt gang mens han betragtede hende, og lyttede til hendes ord.
Han begyndte langsomt at gå rundt om hende, i en bred cirkel.

"You do not understand the common language of this country, that much is clear." sagde han på flydende engelsk. Det lød mest af alt som om han havde talt engelsk hele livet.

Han fortsatte med roligt at gå rundt omkring hende, med et par meters afstand, og han holdt altid blikket på hende.
"You seek me out, and yet you mock me by not believing the tales they tell about me... interesting. You are either very brave, or very stupid." sagde han roligt.

Han lavede en let bevægelse med fingrene på højre hånd, og Riley kunne pludselig føle hvordan noget koldt og stålagtigt gled blidt hen over hendes mave.
Hvis hun kiggede, var der intet...

"I will ask once more, girl... what do you want?"

Hun modstod trangen til at følge ham med øjnene, som han begyndte at cirkle omkring hende. Følelsen af at være byttedyret fanget af jægeren, uden mulighed for at undslippe, fik hendes hjerte til at banke endnu hurtigere. Hendes fantasi løb muligvis af med hende. Der var adskillige flugtruter, spørgsmålet var bare, om hun var hurtig nok til faktisk at løbe fra ham. Det mere kritiske spørgsmål var, om hun havde lyst til det.
”Obviously” lød hendes flabede kommentar, som han konstaterede at hun ikke snakkede fransk. Han var igen i hendes synsfelt, hun himlede med øjnene, kun for at provokere yderligere. Et øjeblik efter var han igen bag hende. Hun mærkede hans blik på sig hvert eneste sekund. En kuldegysning, der intet havde med den dalende sol og faldende temperatur at gøre, rystede sig igennem hvert celle af hendes krop.

”I’ve been told it’s a bit of both. Well, mostly the ladder” sagde hun med et skuldertræk, og slap en kort, nervøs latter. Han kunne umuligt undgå hverken at se, eller høre hendes frygt. Hun spændte i hvert eneste muskel, hendes åndedræt kom og gik i hurtige stød og hendes hænder rystede stadig svagt. Get it together, Riley! You’re embarrasing yourself! skændte hun på sig selv. Han havde ikke engang gjort hende noget endnu. Han havde ikke bevist, at historierne om ham var sande. Så hvorfor frygtede hun mere for sit liv, end hun nogensinde havde gjort før?
Et pludseligt, højlydt gisp brød stilheden. Noget koldt havde strejfet hendes maveskind, som havde nogen stukket en kniv under hendes trøje, og ladet bladet kærtegne hendes hud, i en yderst gruopvækkende og makaber bevægelse. De grønne øjne blev øjeblikkeligt revet imod hendes maveregion, men der var intet at se. Følelsen var væk igen, og havde efterladt halvdæmonen med et hastigt bankende hjerte, svedige håndflader og en klump i halsen. Var det noget hun havde bildt sig ind? Nej… Men hvad var det så? Begge hænder lagde sig på hendes mave, der var intet under hendes trøje. Hendes øjne fangede igen sortelveren, og hun drog hurtigt konklusionen, at han måtte være kilden til den væmmelige fornemmelse. Hun kneb øjnene en anelse sammen, i et forsøg på at stirre på ham med foragt.
Hendes hænder faldt fra hendes mave, som han gentog sit spørgsmål, nu på et sprog hun forstod. Et smil spillede på hendes læber, en brat ændring i hendes ansigt. Han var tilgivet for sin lille tryllekunst. Det var trods alt denne følelse af frygt og adrenalin rus hun havde ledt så længe efter. ”I’m curious about you” lød hendes svar, ordene blev leveret i en munter tone, der stod i stor kontrast til hendes kropssprog. ”What drives a man to kill so many women?” hendes ord havde taget en kælende, forførende tone, som hun vendte sig imod ham og fulgte ham med blikket. Et sted bagerst i hendes hoved skreg fornuften for døve ører. WHAT ARE YOU DOING?! You’re flirting with a man who wants to kill you! You are literally flirting with death! RUN! NOW! Hun skulle ingen steder. “Also, I heard you like to play with fire” fortsatte hun I samme tone. “So do I” hun hævede sin ene hånd og viftede sine fingre foran sig, som ville hun demonstrere sin evne, men intet skete. ”I’ll show you mine, if you show me yours” sagde hun, efterfuldt af et bredt smil, der afslørede at hun godt var klar over, hvor åndssvag hendes sidste sætning lød.

"If it is mostly the latter, then why have you not yet learned from it?" spurgte han roligt, mens han fortsat vandrede i rundkreds om hende som en sulten ulv – eller måske som en panter der legede med sit bytte.
Hendes reaktion på fantomklingen fik ham til at smile i et kort sekund, og selvom smilet var hurtigt væk, var morskaben let at se i hans røde øjne.
Hans blik faldt til hendes maveregion som hun lagde sine hænder der, og mødte så hendes blik da hun så op.

Hun smilede.
Interessant...

Noget i hendes blik fangede hans opmærksomhed, og et lille glimt af overraskelse kunne måske spores i hans øjne.
Han havde en fornemmelse af at pigen foran ham var en adrenalin-junkie... at hun havde opsøgt ham på denne måde for at få et kick – et dødsensfarligt sats, som kunne koste hende livet på en yderst smertefuld måde.

Han holdt sig dog til at lytte til hendes næste ord – for nu.

"Curious about me...? Well... maybe I am just a psychotic murderer. Maybe I just like the feeling of my fist against such a vulnerable, soft spot... and then my knife to conclude it all." svarede han, stadig med rolig stemme.

Dog var det tydeligt at hun havde fanget hans interesse yderligere da hun pludselig skiftede tone.

"Fireplay..." sagde han og stoppede op.
Hans smil vendte tilbage, og hans røde øjne begyndte at gløde svagt.
"As you wish... " Han blinkede til hende, som for at fortælle at han godt havde opfanget hendes lille ordtwist.

Så knyttede han næverne og slog dem hårdt sammen foran sig. Her holdt han dem i et par sekunder mens han fokuserede sin magiske kraft.
Jo mere han fokuserede, jo tykkere lod luften til at blive omkring dem.

Og så... med en glidende bevægelse, strakte han armene ud til begge sider.

Al lyd forsvandt fra området. Fuglesang, smådyr i skovbunden, selv vindens susen... og så kom brølet.

Det lød som tusinde uhyrer som med dybe stemmer brølede i kor, og et blændende, mørkerødt lys pulserede en enkelt gang fra ham.

Da det røde lys forsvandt, var skoven omkring dem indhyllet i blodrøde flammer.
En massiv, flere meter høj, mur-agtig ring af ild var blevet formet omkring dem, og de få træer der blev ramt af de brølende flammer blev pulveriseret så hurtigt at deres faldende grene aldrig nåede jorden.
Ringen havde en diameter på omtrent ti meter, så hverken Riley eller Sansiss blev ramt af flammerne.

Varmen var ekstrem, og den mægtige ild brølede øresønderrivende.

Sansiss trådte et skridt hen imod hende, og smilede ondskabsfuldt.
"Is this the kind of fire you wanted to see, little girl?"

"Maybe because I refuse to believe other people's assumptions about me" lød hendes svar, lettere trodsigt. Hun var ligeglad med hvad andre tænkte om hende, og havde været det længe. Som han fortsat cirklede omkring hende, begyndte hendes hjerterytme at falde lige så langsomt, det var lettere at trække vejret og farverne i skoven ville snart vende tilbage til deres kedelige normale udseende. Massemorderen gjorde det ikke rigtig for hende mere.
Hans beskrivelse af sig selv var skuffende. Is this guy really just all talk? tænkte hun, med en misbilligende mine. Hun blev åbenbart nødt til at pisse ham af, før hun kunne få del i den rigtige action. "That sounds kind of average for a mass murderer, and quite boring" sagde hun flabet, og lagde hovedet en anelse på skrå. "And here I hoped you would share all your inner demons with me" et venligt smil krøb hen over hendes ansigt, men forventningen om et vredes udbrud eller handling lyste nærmest ud af de grønne øjne.

Hun virkede til at have fanget hans interesse, da hun nævnte ild. Hun betragtede ham med høje forventninger. Mærkede forandringen i luften. This has to be good!
Det enorme brøl overraskede hende så meget, at hun ikke nåede at lukke øjnene for det blændende, mørkerøde lys sortelveren udsendte. Hun missede et par gange med de grønne øjne, inden hun så muren af flammer omkring dem. Da hendes øjne fokuserede var der knap nok træer tilbage i de blodrøde flammer. På få sekunder var skoven lige omkring dem destrueret. Farven på flammerne var, som rygterne havde sagt, blodrøde. De opslugte alt omkring dem, selv ilten i luften hvor Sansiss og Riley stod. Halvdæmonen begyndte at hive efter vejret, men lagde knap nok mærke til det. Hendes hjerte galoperede afsted, og adrenalinen var tilbage i hendes årer. Det var alt sammen i baggrunden, som hun stirrede på flammerne, som var hun i trance. "It's beautiful" åndede hun, ikke rigtig rettet imod nogen. Nok ikke den forventede reaktion. Enhver anden der bevidnende denne destruerende kraft, ville nok frygte for sit liv. Men Riley, der dog ikke ville indrømme det, havde pyromaniske tendenser. Ild der åd sig igennem et hvert som helst materiale var smukt i hendes øjne. Men hun havde aldrig set noget lignende dette. Hun havde en trang til bevæge sig hen og røre de altædende flammer, bare for at se, hvor hurtigt de ville opsluge hende.
"I have to write a song about this!" tænkte hun højt. Hun havde fuldstændig glemt sortelverens tilstedeværelse. Hun blinkede et par gange, og forlod sin trance lignende tilstand. Hun vendte sig imod Sansiss, og med alt frygt og adrenalin rus glemt, trådte hun et par skridt hen imod ham. Afstanden imellem dem var ikke særlig stor nu. "Can you teach me?" råbte hun over flammernes brølen. Et bredt smil dækkede halvdelen af hendes ansigt. Hans status som massemorder var også forduftet fra hendes hjerne. Hun havde kun en enkelt tanke i hovedet.

Et eller andet sted overraskede hendes reaktion ham ikke. Det blev mere og mere tydeligt for ham at denne pige var en af de få som opsøgte fare, simpelthen for at få et kick.
Afgjort interessant... og at hun havde opsøgt ham af alle, vidnede om at hun var virkelig dybt inde i det at lege med ilden.

Hendes fornærmende ord prallede af på ham, og han lo højt ad dem, mens flammemuren langsomt begyndte at fortære selve jorden under den.
"I said maybe!" lød hans stemme så, hen over flammernes mægtige brølen.

"For me to share all my inner demons with anyone... that would take a miracle, girl. A miracle or something that actually interests me!"

Han betragtede hende med et ondskabsfuldt og stolt smil, mens hun stirrede på hans blodrøde flammer.
"Yes... it is beautiful. And its power is only rivaled by that of ancient, forgotten Dragonfire!"

Smilet blev kun bredere da hun vendte sig imod ham og kom tættere på.

"And why would I teach you this? The secret of using the ancient form of Hellfire? What can you possibly offer me that would make me even consider training you? And..."
Han trådte tættere på, så han stod næsten helt op ad hende.
"What makes you think that the training, or I, won't just kill you? I could have fun hurting you, pretty girl... and then maybe I will kill you with my Hellfire."

Han stirrede på hende med en vis nysgerrighed i de røde øjne.
Hun havde været fuld af overraskelser, og han var overhovedet ikke sikker på hvordan hun nu ville reagere...

Flammerne omkring dem dalede langsomt, og til sidst formede de kun en lav ring af blodrøde flammer omkring dem.
Varmen var dog stadig intens, og der var slet ingen tvivl om at den røde ild stadig var ekstremt potent.

"So, girl... speak." sagde han.

Det overraskede hende, at han ville afsløre hvad der skulle til for at han ville dele sine indre dæmoner. Til trods for at det ikke var konkrete krav. Kunne det tænkes at han ikke bare var en kold massemorder? Gemte der sig mere bag psykopaten der nød at skade andre? Det var næppe spørgsmål han ville besvare, men kun noget hun ville få svar på ved selv at observere ham. Et lille eksperiment hun med stor sandsynlighed ikke ville overleve. Men det var grund nok i sig selv, til netop at gøre det.
"So I'm not interesting enough" konstaterede hun, og skød underlæben frem og betragtede ham med store øjne. Den triste mine ændrede sig dog hurtigt, da han stod næsten helt op ad hende. Hun stirrede op i de røde øjne, nægtede at kigge væk, træde tilbage eller lade ham intimidere hende. Hun var opgraderet fra little girl til pretty girl. Det var måske lige præcis det der var løsningen. Hun havde ikke andet at tilbyde ham udover sig selv.
"Let's make a game out of it" et lille smil krøb henover hendes læber. "You're gonna teach me" hun prikkede ham i brystet, mens hun stadig stirrede insisterende på ham. "If I don't do well, you can punish me in any way you see fit" hendes smil bredte sig en smule som hun blinkede til ham, for at understrege sine dobbelttydede ord. "So I'll have to focus, you'll have your fun, and I get what I want" et tilfreds smil prydede hendes ansigt. Hvordan kunne han sige nej til det tilbud? "Assuming I survive, of course" tilføjede hun henkastet med et skuldertræk, bare for at gøre tilbuddet endnu mere tiltalende.
De grønne øjne glødede atter med spænding. Hun var sulten. Hungrede efter at lære, både den blodrøde helvedsild, og om den mystiske, farlige mand foran hende. Hendes skovtur havde indbragt mere end bare et adrenalin rush. Hun blev mere nysgerrig omkring sortelveren foran sig, for hvert øjeblik der gik. Hvis hendes mavefornemmelse havde ret, ville hun slippe fra mødet, og forhåbentlig hans lektioner i live. Hvis ikke, havde hun haft det fandens sjovt i mellemtiden.

Han ignorerede hendes første sætning. Lod som om den slet ikke var blevet sagt. Eller sådan så det ihvertfald ud... indvendigt tumlede han med en fornemmelse af at denne unge kvinde var mere end bare stjernepsykopat. Og endnu mere... hun begyndte at minde ham om noget specielt...

Han mærkede hendes prikkende finger i brystet, og var lige ved at smile over pigens utrolige mod. Hun havde tydeligvis læst plakaterne om ham, så hun måtte nødvendigvis vide lidt om hvad han gjorde ved folk... ved kønne, unge kvinder.

Han lyttede til hende i stilhed, og blinkede en enkelt gang, ganske langsomt, da hun kom med sit forslag... eller nærmere tilbud.

"You do realize that if you fail to learn, you will die. You also do realize that I will punish you painfully - but quite adrenaline-inducing - if you do not progress as I wish. And yet here you stand... offering yourself to me on a silver platter..." sagde han med rolig, men ildevarslende, stemme.

Så smilede han. Et ondskabsfuldt smil som nåede hans øjne og fyldte hans blik med en underlig interesse.
Han løftede hånden, og ligesom hun havde prikket ham i brystet, prikkede han nu hende midt på maven.

"I accept your offer."

Hun nikkede sig igennem hans ord. Ord der burde være frygtindgydende, men for Riley lød som en tur til Disney land. Hun smilede, da han erklærede at han havde gennemskuet hende. Hun ville gerne lære, men var her primært for det enorme kick, hun kunne få ud af at være i hans selskab.
Som han snakkede videre, krøb panikkens stemme langsomt frem bagerst fra hendes hoved. You might not survive this. Your life could be over in a few hours. You don't want to die! Get out of here, before it's too late! Stædigt ignorerede hun sit sinds desperate forsøg på, at snakke hende fra dette. Hun levede for de øjeblikke der bragte hende i fare. Øjeblikket hvor man så døden i øjnene, for derefter at grine sin lykke ud over at have undsluppet den endnu engang. Rusen der ikke kunne opnås på nogen anden mulig måde. Realiteten havde skam ramt hende. Chancen for at hun ikke kom tilbage fra dette eventyr, var større end den nogensinde havde været.  Hun var ligeglad. Det blev hun nødt til at være, ellers ville hun aldrig kunne gennemføre sit livs hidtil største eventyr.

De grønne øjne stirrede op på ham, store og runde, som hun afventede hans svar. Det ondskabsfulde smil der krøb henover hans ansigt, svarede før hans ord. Han accepterede. Øjeblikkeligt efter hans ord, røg begge hendes arme op i vejret. "Yes!" jublede hun højlydt, og hoppede et par gange. Hendes hoppende sejrsdans tog hende rundt i cirklen af skov, der ikke var beskadiget af de blodrøde flammer, imens hendes arme svingede rundt over hende.
"So.. How's this gonna work?" spurgte hun, da hun endelig var faldet lidt ned igen. Det brede tandsmil der var klistret til hendes ansigt, vidnede dog stadig om hendes begejstring. "Will you take me to your dark hidingplace? Or will we just stay here?" hun kiggede rundt på de nu knap så idylliske omgivelser. Det kunne da ikke være så slemt at overnatte sådan et sted. Hun havde sovet værre steder.

Han kiggede halvt fornøjet efter hende da hun sprang rund med armene svingende rundt over hendes hoved.
Aldrig nogensinde havde han mødt en person som hende... og det passede faktisk endda ikke helt.

Han skød minderne fra fortiden væk og betragtede hende med et mildt interesseret blik da hun spurgte ind til hvordan dette skulle foregå, og hvor.

"If we practice here, we risk only the lives of plants and smaller critters. It is a naturally good place for this kind of training... and I am afraid I have no dark hiding place, little girl." sagde han, og det sidste med et lille smil.

"This will likely take days... I want you to make sure that you are ready and fresh, because this is going to be the most dangerous training in your life."

Hun blinkede et par gange, som hun kiggede undrende på ham i stilhed, som om hun ikke troede hans ord. Brat undslap en let latter hende. ”Look at the cold mass murderer, caring about what lives are at stake” grinte hun og lagde ikke skjul på, at hun ikke troede sine egne ord. ”That’s adorable” tilføjede hun lettere sarkastisk. Kort efter faldt smilet fra hendes ansigt. Alligevel havde han vel ret. Hellere at skoven døde, end at hun faktisk gjorde skade på nogen. Hun var trods alt ikke lige som ham. Var hun rablende sindssyg? Muligvis. Men hun havde aldrig gjort skade på andre end sig selv, i sin jagt efter adrenalin rusen.

Hun betragtede ham lettere skuffet. ”So all the movies are bogus, huh? A secret, dark hideout isn’t a requirement to be a member of the evil doers club?” smilet var hurtigt vendt tilbage. Gad vide hvor hans grænse gik? Hvor mange hånende kommentarer kunne hun smide efter ham, før der kom en reaktion fra ham?  ”And I have a name, you know. It’s not Little Girl” et trodsigt blik blev sendt I hans retning, som hun krydsede armene foran sig. Underlæben blev skudt en anelse frem, og resulterede i et barnligt ansigtsudtryk, der for en kort stund fik hende til at ligne den lille pige hun påstod ikke at være.
Hans næste ord faldt heller ikke i god jord. ”So, what? You want me to take a nap or something?” hendes ord lagde ikke skjul på, at hun absolut ikke havde planer om at lade op før de begyndte. Som om hun ville være i stand til at sove, eller slappe af på nogen som helst måde. Slet ikke efter han havde ytret, at det ville være den farligste træning i hendes liv. ”I’m ready. Let’s do this!” lød det entusiastisk fra hende, som hun hoppede et par gange og rystede sine arme foran sig, for at understrege sine ord.

Han lyttede i stilhed. Fortrak ikke en muskel mens hun lod sin sarkasme dryppe ud over det hele.
Han blinkede langsomt med øjnene, som om hun kedede ham - hvilket hun absolut ikke gjorde.

Da hun var færdig, begyndte han omgående at tale:
"First and foremost..."
SMAK! hun fik en syngende backhand lussing, som ville få de fleste til at dreje en halv omgang og falde på halen.

"You will learn to respect me. And while I might become fond of your energetic self, you must learn to contain yourself for this training to work."

Han smilede kort. Et underligt smil som var umuligt at tyde.
"You think yourself ready to learn one of the most powerful fire techniques in the world? Well... let us begin then, Little Girl."

Han pegede på jorden.
"Sit."

Det gik så stærkt. Hun nåede ikke at reagere, før hendes hoved blev tvunget til siden med så meget kraft at hun vaklede et par skridt tilbage, før hun snublede over sine egne ben og tumlede til jorden. Adrenalinen var tilbage i hendes årer, da hun hævede hånden for at berøre sin stadig svidende kind, der hurtigt havde fået en rød farve. Hun smilede bredt, som triumfen skyllede ind over hende. Så han havde en grænse. Det var lykkedes hende at provokere ham.
”Oh, I’m so sorry to have disrespected you” løj hun med sin bedste lille pige stemme. Det var en kamp at holde smilet væk, som hun stirrede op på ham med store uskyldige øjne. Hun kunne dog ikke forhindre sin triumf at vise sig i den grønne farve. Det skinnede ud af hendes øjne, og afslørede hende i sin løgn.

Hun anede ikke hvad han mente med, at hun blev nødt til at kontrollere sig selv, for at træningen skulle virke. Hun gik ud fra at han ville kaste lys over sine gåder når de gik i gang. Han havde genfundet sit gode humør – hvis han da var i stand til godt humør. Det var en skuffelse, og kunne kun betyde at hendes adrenalin niveau snart ville falde igen. Hun sukkede, inden hun uden meget elegance kravlede hen imod ham på alle fire, for derefter at sætte sig i skrædderstilling foran ham. Begge hendes hænder var placeret i skovbunden bag hende, som hun lænede sig tilbage for at kigge op på ham. ”Now what?” spurgte hun, og lød næsten som om hun kedede sig. Hun så utroligt afslappet ud, og lignede langt fra en der skulle til at gennemgå den farligste træning i sit liv.

Hendes blik var let for ham at gennemskue, og triumfen i hendes grønne øjne fik ham næsten til at smile. Det lod til at straf var det samme som belønning... yderst interessant.
Lillepigestemmen fik ham til at himle kort med øjnene, men hans irritation var egentlig falsk.

"Be careful, little girl... next time, the punishment will hurt a lot more." sagde han og sendte hende et ondskabsfuldt, næsten udfordrende smil.

Da hun satte sig helt afslappet foran ham, tog han selv plads foran hende i samme skrædderstilling.
"Good... now close your eyes and empty your mind... deep breaths, little girl. Empty your mind... and then tell me what color you see. This step is very important." sagde han roligt, mens han betragtede den unge kvinde.

Han holdt øje med hendes mindste bevægelse. Hendes fokus var trods alt vigtigt lige nu...

Et enkelt øjenbryn blev hævet, da han lovede at hendes næste straf ville blive meget mere smertefuld. Smilet der krøb hen over hendes læber ville fortælle ham, at han bare kunne komme an. Hendes hjerte hamrede stadig i høj fart imod hendes brystkasse, og vejrtrækningen var en anelse hurtigere end normalt. Hun kunne sagtens udholde meget mere end en simpel lussing, så længe adrenalinen var i hendes årer.
De grønne øjne fulgte hans bevægelser, som han satte sig ned foran hende og de nu var i nogenlunde samme øjenhøjde. Begge hendes øjenbryn skød op ved hans næste ord. Hun kunne ikke se hvad denne handling havde med den smukke, destruktive, blodrøde ild at gøre, men i følge hans ord, var det åbenbart vigtigt. "Okay" sagde hun uden meget entusiasme og lukkede øjnene. Hun tog et par dybe vejrtrækninger som han beordrede, og fik hurtigt kontrol over både hendes åndedræt og hamrende hjerte. Det svære lå i at tømme sit sind for tanker. Hun kunne mærke hans øjne på sig konstant, og det var mildest talt distraherende. Der gik ikke mere end et øjeblik, før hendes ene øje åbnede sig, og hun sendte sit blik op imod hans ansigt. "Could you stop the intense staring? You're creeping me out" sagde hun og hævede sine hænder fra skovbunden, for i stedet at lade dem falde ned i sit skød. Hun hev endnu en dyb vejrtrækning  ned i lungerne, nu igen med lukkede øjne. Hun prøvede ihærdigt at ignorere hans tilstedeværelse. Hendes tanker kredsede hele tiden om hvor åndssvagt dette var, og det ikke gav nogen mening.
Utallige dybe vejrtrækninger senere var stilheden endelig faldet over hendes tanker. Hun anede ikke hvor lang tid hun havde siddet der, da en varm orange farve endelig syntes at krybe henover indersiden af hendes øjenlåg. Farven var ikke helt fremmed, den mindede hende om noget. "Orange" mumlede hun, uden at åbne øjnene. Det havde hun trods alt ikke fået besked på. Der kunne være mere til øvelsen, end blot at se en farve. "Almost like my own flames" tilføjede hun.

Han ventede tålmodigt på hende, nu hvor hun endelig tog øvelsen alvorlig. Nok var den ikke hvad hun havde forventet eller håbet på... men den var ganske enkelt nødvendig for at lære det hun gerne ville.
Minutterne gik, og trods hendes indvending, blev han ved med at betragte hende med rolige, målende øjne.

Han smilede ganske let da hun fortalte ham den farve hun så.
"Like your own flame, you say? Interesting... you see, Hellfire is nothing like normal fire. It burns with the passion of the user's soul - and it shares the color of the soul too. This is why you must learn to find your own color, so to say."

Han rejste sig op og børstede lidt jord af sine bukser, før han fortsatte:
"Knowing the color of your soul, and thus your Hellfire, will give you something to focus on when the real training begins. You may open your eyes now, and rise."

Han lagde armene over kors og smilede. En let tilfredshed var at spore i de ellers kolde øjne.
"Meet me here tomorrow, at noon. Make sure to wear something fit for hard training... because tomorrow, you will have a very tough day."

Hendes koncentration var brudt det øjeblik han begyndte at snakke. Den orange farve forsvandt, og hun så kun den nu mørke inderside af hendes øjenlåg. Et smil viste sig på hendes læber. Han fik det til at lyde så poetisk, men kommende fra ham og leveret med hans følelsesløse, kolde stemme virkede ordene malplaceret i hans mund, og knap så smukke og poetiske. Hun lyttede opmærksomt til hans ord, og forsøgte at genkalde sig den orange farve, der åbenbart var farven på hendes sjæl. Det lød absurd. Hun opgav for nu, og åbnede sine øjne. Snart var hun på benene.
”Tomorrow?” gentog hun ham, og lagde ikke skjul på sin utilfredshed. ”We didn’t do anything today!” klagede hun og krydsede trodsigt sine arme foran sig. ”How do you expect me to find this place again tomorrow? I don’t even know my way back to Terre from here!” hun var tydeligt irriteret. Hun kastede et opgivende blik rundt på omgivelserne, der begyndte at mørknes som mangel på solens stråler. Hun kunne sagtens skabe sin egen lyskilde, men hvad nyttede det når hun ikke anede hvilken retning hun skulle gå?
”Why not continue now?” spurgte hun, uden at skjule udfordringen der lå i undertonen. Hun kunne sagtens træne natten igennem, og endnu længere tid hvis det var påkrævet. Troede han ikke hun kunne klare det? Hun skulle nok få ham overbevist om det modsatte.

Han lod blikket glide langsomt ned over hende. Hvis det ikke var fordi han lige havde talt om trænings-agtigt tøj, kunne man sagtens, sagtens tro at han studerede hendes krop.
"I take it you care very little about the clothes you are wearing right now then..." sagde han roligt.

Hans blik flyttede sig til hendes øjne, og han så nærmest udfordrende på hende.
Den trodsighed hun udviste ville han engang have straffet ufatteligt hårdt... og hvis hun blev ved, ville han da også straffe hende.
Han smilede ved tanken...

Dog kunne han også godt lide hendes fyrighed. Hun havde karakter, til forskel fra så mange andre piger og kvinder i dette land...
"Very well then... we will continue. First of all, you must be able to endure pain. In the early stages of Hellfire, it hurts the user, but without truly burning them. I do have a feeling that you can take a lot of pain... so I will consider that step completed, for now."

Han smilede koldt til hende, og fortsatte:
"Now... we must bring out your Hellfire. The only way to do that, is for another Hellfire-user to connect with it, and draw some of it out."

Hun kiggede ned ad sig selv, og overvejede hans ord. Hun hev ud i sin t-shirt for bedre at kunne se den. "Well, no" svarede hun tøvende, uden helt at forstå hvorfor han bragte det på banen. Hendes blik var landet på hendes fødder. Det var en anden sag med hendes støvler, de havde efterhånden fulgt hende i lang tid, og var blevet et af hendes kendetegn. Til trods for at de var gamle og slidte, havde hun ikke lyst til at erstatte dem med nogen nye.
Triumf lyste endnu en gang ud af de grønne øjne, da han sagde at de ville fortsætte. Det første hun gjorde, var at bukke sig ned for at snørre sine støvler op. Hun satte sig ned, for at hive dem af og derefter kaste dem til siden. Forhåbentlig var de nu så langt væk, at de ikke ville blive beskadiget af hendes træning. "No pain, no gain" lød hendes ubekymrede kommentar, som hun rejste sig igen, nu på strømpefødder.
Spændingen hun følte viste sig i det brede smil, der prydede halvdelen af hendes ansigt. Energisk rystede hun sine lemmer for at varme sig selv op, til trods for at hun ikke anede hvad der ventede hende. "How are you gonna do that?" spurgte hun, og kunne ikke lade være med at rynke brynene. Det lød ret intimt, at han skulle i kontakt med hendes helvedsild. Hun bed mærke i noget andet ved hans ord. "Wait, are you saying that everyone can learn this? That every being has uhm... Hellfire inside them or something?" spurgte hun, nu med nysgerrighed glimtende i de grønne øjne.

Han nikkede til hendes svar, og betragtede hende roligt mens hun hev støvlerne af og kastede dem bort.
Triumfen i hendes øjne var lige ved igen at få ham til at smile, men han bed det i sig.
Hvad var det dog med denne tøs? Hun var bestemt ikke som de fleste andre han havde mødt...

"No pain, no gain..." gentog han og nikkede.
Den sætning var så evigt korrekt. Ville man virkelig noget, måtte man udholde alt hvad der krævedes, udradere alt hvad der stod i vejen, og gøre alt hvad der var nødvendigt.

Han var ikke i tvivl om at Riley ville gøre hvad end hun var nødt til.

Hendes spørgsmål fik ham til kort at ryste på hovedet.
"No... not everyone has Hellfire. Only a selected few will ever be able to obtain that gift. It requires character, pride, power... and most of all, passion. It is a combination that few posess. But I sense that you do..."

Han lagde armene over kors og betragtede hende et øjeblik, før han sagde:
"I will connect with it, by using magic. Now tell me... when you use your magic and your fire, where is your centre? Which part of your body do you draw your magical power from?"

“Did you just give me a compliment?” spurgte hun, og smilede som om hun havde fanget ham i at gøre noget pinligt. Hun gik dog ud fra, at han ikke gjorde i komplimenter. Han tog det nok nærmere som fakta, at hun besad disse kvaliteter der krævedes for at hun kunne lære denne magi. Om han havde ret, var hun dog ikke helt sikker på, men hun ville ikke give op. Det var helt sikkert.
Hun kneb øjnene en smule sammen, som hun betragtede ham nærmere. Prøvede at spotte kvaliteterne i ham, som om han bar dem uden på tøjet. Hun gættede sig til at hans makabre hobby udgjorde hans passion. Men hvad var han stolt af? Lå hans stolthed også i at skære unge kvinder op? Eller var han stolt over sin race? Sin styrke?
”Huh?” hun blinkede og kiggede lettere uforstående på ham. ”I don’t know” indrømmede hun. Hun hævede sin hånd foran sig, og et øjeblik efter dansede et lille bål af flammer i hendes håndflade. Hun betragtede dem eftertænksomt. Hun havde aldrig overvejet hvor hendes ild egentlig kom fra. Den var der bare når hun ønskede det. Sådan havde det selvfølgelig ikke altid været, men det var nu så naturligt for hende at fremkalde flammerne, at der ikke længere lå nogen anstrengelse i det. Hun lukkede øjnene, forsøgte at finde kilden til hendes magi. Hun bemærkede en svag varme i midten af hendes bryst, samt et sagte sug eller træk, som om en lille flamme var blevet tændt, og trak hendes energi til sig, som ild opslugte ilten i luften omkring sig. Hun lukkede sin hånd omkring flammerne og de døde ud. Det samme gjorde varmen i hendes bryst. ”Here” sagde hun og lagde en hånd på midten af sin brystkasse, og åbnede øjnene.

"It is not a compliment, girl. It is a warning and a fact. If you do not possess the power to wield Hellfire, you will die when I try to extract a portion of it from your body. And it is not a pleasant death." lød det køligt fra ham.
Han fornemmede hendes nysgerrighed, men blev ved med at holde de isagtige facader oppe.

Han kendte ikke denne pige... og så længe han ikke kendte hende, skulle hun ikke vide noget som hun ikke behøvede at vide.

Han betragtede roligt hvordan hun brugte sin ildmagi til at mærke efter. Kløgtigt...
Da hun så havde afsløret hvor magien kom fra, nikkede han og gik hen til hende.

"Most times, fire magic comes from the chest or the stomach. It makes sense." sagde han, hvorefter han tog fat i hendes håndled og hev hendes hånd væk fra hendes bryst...
Så smilede han halvt og lagde sin egen hånd fladt mod samme område på hendes krop.

Han lukkede øjnene og mumlede noget næsten uhørligt - og så trak han sig lidt væk fra hende.
En varm smerte ville løbe igennem hendes brystkasse, som han trak en fin, intens flamme på størrelse med en golfkugle ud af hende.
Flammens varme var langt mere voldsom end normal ild, og dens farve havde en underlig, intens , orange farve.

Han smilede nu, og vendte blikke mod hende.
"Luckily... you possess what is needed. This is your Hellfire."

Han rakte flammen frem mod hende.
"Take it... but keep your focus. If you lose focus, you will extinguishthe flame, and it will burn you. And if you do that, I will punish you."

Rigtigt nok var hans ord ikke ment som en kompliment. Hun rynkede brynene som han endnu engang nævnte konsekvenserne. Hun havde fattet det, hun ville dø hvis hun ikke mødte kriterierne, blah, blah, blah... "My name is Riley" insisterede hun og trak sit navn ud, så han fik hver en stavelse med. "Put it on my tombstone if I don't survive. Nobody wants to be remembered as Girl" der var ingen bekymring at spotte i hendes ord, kun trodsighed. For nu var hun ligeglad med om hun overlevede, det var ikke der hendes fokus lå.
Et lille sæt gik igennem hende, da han bevægede sig over imod hende. Hun spændte hvert muskel i sin krop, i forventningen om endnu en lussing, som straf for hendes flabede ord. Men i stedet kastede han hendes hånd til side, og lagde sin egen over kilden til hendes magi. Hun nåede knap nok at ånde lettet op, før en intens, brændende smerte opstod i hendes bryst. Hun gispede, og modstod trangen til at træde væk fra ham. Hun bed tænderne hårdt sammen, for ikke at udsende en eneste lyd som tegn på hendes smerte. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse. Som han trådte væk fra hende, mindskedes smerten til en mindre svien, hvor hans hånd før havde lagt.

Hendes øjne hang fast ved den orange flamme i hans hånd. ”It’s so pretty” sukkede hun, og smilede beundrende ad hendes helvedsild. Den havde præcis den farve hun havde kaldt frem, da hun tømte sit sind for tanker. Næsten lige som hendes andre flammer, og alligevel ikke. Denne intense, smukke orange farve, ville klart overskygge hendes ”normale” ild, hvis de to blev sat ved siden af hinanden. Hun var ekstatisk, hvilket kunne ses på det brede smil. Triumf og stolthed viste sig i den grønne farve i hendes øjne. Hvem ville have troet, at hun gemte på noget så smukt inden i sig?
Uden at registrere hans ord, rakte hun ud efter flammen. Det gik hurtigt op for hende, at denne ild var sværere at kontrollere, end den hun normalt havde med at gøre. Den intense varme den udsendte lagde sig kærtegnende omkring hendes hånd i et par sekunder, før flammen flakkede faretruende. Smerten mindede om den hun havde følt tidligere, da han trak helvedsilden ud af hendes bryst, men mere intens. ”Shit!” halvråbte hun, som hun rystede sin hånd, for at slukke ilden. Hun trådte et par skridt tilbage, og endte med at gå i en stor cirkel rundt om Sansiss, som hun bandede indædt over sin fiasko og den brændende svie der spredte sig udover hele hendes håndflade. Hun holdt blikket væk fra sin hånd. Hun havde ikke lyst til at se skaden, og lade vægten af hendes nederlag ramme hende endnu en gang. ”Damn it!” hissede hun, inden hun  endelig stoppede op. Hun sukkede tungt, inden de grønne øjne landede på sortelveren. ”What are you waiting for? Punish me already” sagde hun opgivende. Hun fortjente en straf. Hun havde været uforsigtig og direkte dum. Næste gang ville hun have kontrol over den smukke, intense orange ild. Det bestemte hun sig for i det øjeblik, som hun stirrede afventede på sortelveren.