The world is shit.

Davids liv var da også bare perfekt. Alt var perfekt. Der var ikke en eneste ting galt i hans fantastiske liv. Lige udover den enorme brug af dryppende sarkasme, der fyldte hans hoved med diverse forsøg på at overbevise sig selv om, at han ikke lavede sådan et stort lorte liv, som han i virkeligheden gjorde. Det hele syntes at gå galt for ham. Han kunne knap nok træde udenfor uden, at han jokkede i det. Og det hjalp bestemt ikke på hans humør. I flere dage havde han fundet der forbandet irriterende når blot et blad faldt af et træ foran ham. Var det måske ikke tid til at blive forår?! Burde træerne ikke vokse nye blade i stedet for at fucking tabe dem?! Træer var ikke en del af den ekstreme modelverden.

For en kort stund lukkede engel sine øjne i. Bare for ikke at lade sine tanker flyve alt for meget omkring. Han burde fokusere. Bare en smule i hvert fald. Det var dog begyndt at blive sværere og sværere jo mere alkohol der blev hældt indenbords. Han havde ikke længere tal på det. Bartenderen tog altid den tømme flaske væk fra bordpladen foran ham og erstattede den med en ny. Så det begyndte det besværligt at have et præcist tal. Det eneste der var tydeligt var, at han havde drukket nok. Han var ikke en svagpisser, men han havde stadig muligheden for at blive fuld. Og det endte som regel aldrig godt. Af netop den grund havde han aldrig den største mulighed for at komme i den tilstand. På grund af hans nye ansvar.
Ansvar. Det stod alt sammen til ham. Hver og en lille provokerende opgave. Han fik aldrig fred. Han kunne egentlig godt lide at have travlt - at have noget at lave hele tiden - men til tider endte ham i et sort hul, hvor han følte sig yderst ubehøvlet behandlet. Og et sted kunne han takke den åndsvage tøs der hjemme for det. Hvor længe havde hun ikke bare siddet og surmulet på sit værelse som en eller anden forkælet møgunge, der ikke havde fået den rigtige pony i fødselsdagsgave? Det var vel hendes eget problem. Han gad i hvert fald ikke forsøge at gøre noget for hende igen. Han burde bare have efterladt hende til sig selv. ”Fucking uforskammet..” mumlede han, som han satte den grønne flaske mod sine læber og hældte den sidste slurk i sig. Han hamrede nærmest flasken ned i disken og vækkede på ny bartenderens opmærksomhed, som ikke så specielt tilfreds ud med den stærkt påvirkede brilleabe.
”En mere..” lød det fraværende fra David, da hans betjener kom for at tage den tomme flaske. Utrolig doven foldede han sine arme og lagde sig hen over bordpladen et øjeblik. Ventede på at få sin bestilling tildelt. Men da noget nyt blev stykket foran ham, var det ikke den smukke grønne flaske. Men i stedet et kedeligt glas med klart vand. Hvad fanden? En tydelig irritabel nerve kom til syne i panden på ham, da han så op mod bartenderen, der så ganske seriøs ud omkring hans lille joke. For det måtte var være en joke. Ikke sandt? Men den unge mand så ikke ud til at være rørt af dræberblikket. Han stod bare og pudsede sine glas, som var han salonejer i en amerikansk western. ”Hey! Jeg bedte ikke om fuckin-…”
David nåede knap nok at rette sig op igen eller færdiggøre sin sætning, før en robust hånd blev placeret på hans skulder og klemte til for at få hans opmærksomhed. Med en klar undring i sit ansigt, så han sig først hen over skulderen for at møde en gruppe af, hvad han ville kalde, stolte fædre. Bredskuldrede og med de typiske bekymrings folder i fjæset. Han var noget yngre end dem. Og han var nok også en smule mindre end dem. Han var ikke ligefrem den mest buff type. Dog syntes det ikke at skræmme ham væk. ”Hvad fanden vil I?” spurgte David noget snerrende, som han drejede sin overkrop lidt mere. Men igen nåede han ikke rigtig at sætte sig til rette, før han blev sendt direkte ind i den filmgenre, han ellers havde siddet og pisset op og ned ad bartenderen.
En hånd greb pludselig fat i kraven på Davids bluse og i ét ryk blev han tvunget op at stå. Fik han til at tumle en del, til han endte med at støtte sig op ad disken bag ham. ”Du har vist fået nok..!” brummede den mand, der havde sit tag i den fordrukne enogtredve årige knægt. Han holdt sig nu ekstremt godt. Lignede stadig ikke en dag over de tyve. Sådan næsten da.
”Hey hey..” Hænderne røg med det samme op, som forsøgte David rent faktisk at få ro på situationen. ”Du skal ikke bestemme, om jeg har fået nok eller ej. Jeg kan uden tvivl holde til langt mere end dig, bedstefar.” Han stod og svajede en smule, og selv med brillerne syntes blikket i de brune øjne at være tågede. ”Så hvad med at slippe mig? Du ødelægger min perfekt sammensatte beklædning.” Han lod sit blik glide rundt på mændene, der så vidt muligt havde omringet ham. Det var da ikke fair. Kunne godt være at de ikke var andet en mennesker, virkede det langt fra retfærdigt. Homosapiens. Homosapiens. Det var hvad de var. Han skulle til at åbne munden igen for at sige noget mere, men han nåede ikke langt før han blev tvunget videre igennem baren. Meget muligt hen mod døren. Han havde ikke engang opfanget om, der var blevet sagt mere. Det stoppede ham dog ikke fra at slå hælen i jorden. ”Så slip mig dog, idioter!” I et hårdt ryk rev han sig fri fra jerngrebet og vaklede et par skridt tilbage. ”Det er squ mig der bestemmer over mig selv! Skrid hjem og bank jeres koner i stedet.”
Det havde åbenbart været dråben for pludselig blev en knyttet næve sendt direkte ind i Davids ansigt. Lige over næsen. Det var så fandens typisk. En smule jamrende vaklede han endnu længere bagud, bukket en smule fremover og hænderne over næsen. Blodet var allerede begyndt at løbe. Det var altid næsen! Hvorfor?! Han hørte mumlende lyde foran sig, og som han så op, blev endnu en næve sendt mod ham. Ramte ham mod kæben denne gang. Postyr spredte sig i baren. Og han fangede kun halvdelen af, hvad der egentlig blev råbt. ”Fucking hell man!” svovlede han, da han atter fik samlet sig lidt efter slaget. De slog alligevel hårdt.

”Så er det godt!!” råbte bartenderen midt i det hele. Lyseslukker. ”Jeg ringer til politiet, hvis ikke I holder!” Mændene så ud til at tage ordren med det samme. David var ved at kaste op over den måde de rettede sig op og rettede på deres bluser eller, hvad de nu havde på. Som om de var bedre end ham, de havde startet lortet. Dog gjorde han ikke meget andet selv. Han strakte ryggen og fjernede sine hænder fra sit ansigt, der stadig dunkede en smule. ”Dig! Ud!” Selvfølgelig var det kun ham det gik ud af. Han fnyste uforskammet og knejsede kortvarigt med nakken. Og med et sidste blik rundt i baren bevægede han sig mod døren. Dog tillod han sig et kort stop inden. Det var som i samme bevægelse, da han knyttede sin egen næve og svang den mod en af de mest svansede af mændene, der lige stod tættest på. Slam! Og han lå på gulvet. Alt imens David gik ud af døren, mens han rystede sin hånd, som havde slaget gjort ondt.

Den friske luft var hæslig. Men den var bedre end stanken af mandehørm fra selve baren. Han følte sig med det samme umådelig svimmel. Og per automatik kørte han en hånd hen over næsen for at fjerne det blod, der dryppede fra den. Det stoppede nu ikke blødningen. Det blev ved med at sive ned over hans hage og ned på hans bluse. Han så nok ikke alt for godt ud. Uglet hår. Blod på tøjet. Og brillerne sad skævt på hans ansigt. I det mindste var de ikke blevet smadret i handlingen.
”Røvhuller..” mumlede han igen fraværende for sig selv, mens hænderne blev begravet i buksernes lommer. Han slæbte sig så ellers videre ned af de tomme gader i Terre. Hvilken vej var hjem monstro?