Oh shit.... (Pierce) XXX

T: 23:07
S: Pierces lejlighed.
O: En stolpe.
V: En lun sommeraften.

Langsomt slog englen sine krystalblå øjne op. Hun blinkede let, hvor var hun? Rummet var koldt og gråt og cement beklædte murene. Hendes hoved dunkede med en let smerten og hun ville have taget sine hænder op, men det kunne hun ikke. Hun var bundet. Hvad var det her for et sted? Hun trak vejret hurtigt mens hendes hjerte bankede hastigt i tank med at hun gik mere og mere i panik. Hun rev i rebene, prøvede at få hendes hænder fri, men det virkede ikke. Hun var fanget. Hun kneb øjnene i i et forsøg på at få samlet sig selv, så hun ikke ville flippe helt ud, men det gik ikke særlig godt. "HJÆLP!" råbte hun, men det eneste hun kunne høre var et ekko af hendes egen stemme. Hun vendte hovedet rundt og betragtede vinduerne som var sømmet til med brædder, og hvor der op af væggen, stod et støvet arbejdsbord. Englen bed sig hårdt i underlæben, "HJÆLP!" prøvede hun igennem, men igen var det eneste hun hørte sig selv i et ekko. Hun hostede, da støvet fløj op fra gulvet og hvirvlede rundt om hinanden. Hun sprallede let med sine ben, prøvede at skubbe tilbage men det eneste hun mødte var en kold metal stang. Hun var fanget og der var intet hun kunne gøre.

Hans finger trykkede blidt ned på den lille knap på det store kamera, han havde i sine hænder. Han tillod sig at se imod den lille stakkels engel igennem linsen et øjeblik, før han lod sine hænder falde. Og afslørede hans ansigt. ”Sssh. Vi kan ikke have at du vækker naboerne.” Hans stemme var nærmest hånende. Ikke den mindste medlidenhed lå i den. Et grusomt smil prægede hans blege fjæs. Og det nåede skam op til hans blik. Han morede sig over hendes ulykkelige forsøg på at slippe fri. Hendes ynkelige råb om hjælp. Ingen ville komme og hjælpe hende. Ikke her. Ikke nu. Di Morga var ikke stedet for uskyldige sjæle som hende her. Dog syntes de altid at bleve trukket her til. Og han klagede ikke. Han nød virkelig følelsen af at være overmanden. Hvilket sus! ”Kan vi vel.”
Han rettede sig endelig fra sin dovne stilling op ad dørkarmen. Han lukkede pænt døren efter sig. Lukkede resten af sin elskede lejlighed ude. De andre dele skulle først bruges senere. Så så han atter direkte imod hende igen. Med de vilde øjne. Gullig grøn, næsten grumset farve. Ikke ligefrem hvad man ville vende sig om for at se efter en ekstra gang. Han sled sine fødder efter sig. Magtede ikke at løfte dem ordentligt. Og de slidte røde converse så også ud til at have taget skade af det. Faldefærdige. Han kunne helt sikkert bruge et par nye snart. Han tog de sidste skridt imod hende, inden han roligt satte sig på hug lige foran hende. Med albuerne hvilende på lårene. Han stirrede blot ind i hendes øjne. Synet fik hans smil til at vokse markant. Lagde stadig den farlig charmende energi over ham, som de hvide tænder kom til syne. ”Hey. Jeg kom lige til at tænke på. Jeg kender ikke engang dit navn.” Han så overdrevent munter ud. Skræmmende som han bare legede med hende. Han slap forsigtigt sit kamera med sin venstre hånd. Førte den langsomt hen til hende, og lagde den blidt imod hendes ene kæbe. Kærtegnede hendes kind med tommelfingeren. Pirrende. ”Så vær nu en sød lille pige. Og fortæl Pierce her dit navn.” Han slog en kort svag latter af efterfølgende, og hans som han flyttede sin hånd igen, tog han fat i en lille tot af det snehvide hår. Igen var det blot blide kærtegn. Han trak det lidt ud, lænede sig ned og indsnusede den rene duft. Afventede hende blot. Han havde ikke travlt. Ikke nu i hvert fald.

Englen så forskrækket mod dørkarmen, hvor en håndende stemme lød. Hun fulgte ham med øjnene, vampyren, med det lange sorte hår og det kønne ansigt. Først nu så hun kameraet i hans hånd og følelsen af at hun nok ikke ville slippe levende fra dette hobede sig op i hende. Hun hostede dernæst endnu en gang da støvet atter hvirvlede op af hende, eftersom han slæbte sine sko hen af det støvede gulv. Han satte sig på hug foran hende, med et drillende og håndende udtryk i ansigtet, men vampyrens blik fastholdte hendes og hun betragtede den grumsede grønne farve i hans øjne, som hun ikke fandt særlig pænt. Hans hud føltes blød og kold og den lille varme engel, gøs og fjernede sit blik fra vampyren som kaldte sig for Pierce. Hun så væk, drejede sit hoved til siden, for at se ind i den grå beton mur, alle andre steder end ham var fint. Hun havde ikke tænkt sig at give sit navn. Hun ville ikke være med i hans lille spil, for han legede med hende og hun havde på fornemmelsen af at det ikke ville ende kønt, det spil som han havde gang i. Hun fortrød nu, at hun ikke bare var fløjet sin vej da hun kunne, at hun ikke var faret vild i de øde og farlige gader. Lige nu ville hun ønske sig i sikkerhed, men det ønske braste sammen, for det ville ikke komme til at ske. For hun var fanget her og han ville aldrig slippe hende fri.

”Oh c’on!” Igen overdrev han sit skuespil. Skuffelsen sad godt nok trykt på hans ansigt, men det kunne stadig ikke skjule hvor falsk den var. Specielt ikke på den måde hans smil kom tilbage til overfladen. Han slap den lille tot af hendes hår igen og sad egentlig bare og betragtede hende. Med et sultent blik. ”Jeg har været høflig nok til at introducere mig selv. Vær nu ikke en uforskammet unge. Jeg troede virkelig at engle var en hel del mere...” Han holdt en lille pause. Men kun for at igen føre sin hånd hen imod hende. Den blev dog ikke lagt samme sted. Tæt på. Men stadig var det noget helt andet end før. Han greb hårdt omkring hendes fine hage med både tommelfinger og pegefinger. Han hævede ubarmhjertigt hendes hoved og tvang hende til at se imod ham. ”… venlige.” Hans stemme var et sekund en hel del mere truende. Og det samme var hans blik, der borrede sig ind i hende. ”Så kom nu.” Han slap igen hendes hage, men hånden gled hurtigt længere ned, for blot at gribe sig fast omkring hendes sarte hals. Strammede til og pressede hende længere imod den tykke stolpe bag hende. Dog sørgede han for ikke at kvæle hende. Han ville jo blot skræmme hende lidt. ”Præsenter dig selv. Lad mig høre om du kan huske dit eget navn.” En latter kom igen frem. Denne gang højere. Og den varede en del længere. Fik ham endda til at læne sit eget hoved en smule tilbage. Den var kold. Og mindst lige så hånende som hans tone i stemmen. Og som han lå, blev det djævelske gab af to rakker skarpe tænder, fremvist.
Endelig slap han hende igen. Helt. Og trak sig fra hende. Rejste sig igen på sine ben. Trådte lidt tilbage. Drejede let omkring på hælen, for at nærme sig arbejdsbordet ikke langt derfra. ”Det er virkelig en skam. For dig mener jeg.” Kameraet blev sat ned, og han greb om en halvtømt flaske, der tydeligvis havde rødvin som indhold. Den blev sat imod hans smalle læber, og han fik hurtigt taget en slurk, der blev slugt med det samme. ”For mig er det en herlighed. Det er ikke tit jeg får lov til at støde på små væsner som dig, min kære.” Han støttede sig lidt op af det ustabile bord, der blot var lavet af en plade med to metal ben under. Og han så igen bare imod hende. Studerede hende. Op og ned. Som var hun et kunstværk, kiggede han intenst på hende. Man kunne næsten se tankerne der gled gennem hans hoved. Knap så uskyldige tanker.

Englens blik blev tvunget tilbage til hans igen, inden hun mærkede hans hånd køre længere ned og gribe fat om halsen på hende. Hun gispede, lige indtil han pressede hende tilbage mod stolpen, hvorefter hun kæmpede for at trække vejret. Hendes isblå øjne, var op spillede og skræmte og hun hev desperat efter vejret. "C... C.. Cath..y" fik hun fremstammet, inden han slap hende helt. Hun åndede lettet op og lukkede sine øjne i mens hendes brystkasse hævede sig i hurtige ryk, for at få sin vejrtrækning normal igen. Langsomt og forsigtigt åbnede hun øjnene, for at se Pierce, tage en slurk rødvin. Hans blik væmmede hende og nu opdagede hun hvad han havde i tankerne... Nej.. Hun mærkede tårerne presse på, de fyldte hendes øjne med vand, men hun bed sig hårdt i læben for at holde dem tilbage. Hun ville ikke virke svag, men det havde hun allerede været ved at fortælle hendes navn. Hun måtte indrømme, at det med at være stærk ikke rigtigt var hende. Hun måtte tage sig sammen, men det var svært når alt så håbløst ud. Hun fjernede blikket fra Pierce og så i stedet på hendes fødder, som var bundet stramt sammen. Hun sukkede dybt.

Pierce tog en dyb indånding af den tunge luft, der hang i rummet. Tog sig ikke rigtig af støvet. Det generede ikke ham. Ikke til et punkt hvor han blev nød til at hoste som hende. Han skulle jo i princippet ikke bruge sine lunger mere. At trække vejret var bare et valg for ham. Et valg han havde taget, for at opretholde den almindelige rytme. Og så virkede det utroligt akavet. Man virkede lidt som en statue, efter hans mening. Han pustede ud igen med en tilfreds ud, og så sig lidt omkring. ”Cathy… Cathy… Cathy. Hvilket bedårende navn. Og det ligger så godt på tungen.” Han slog klik med tungen, for at give lidt mere effekt til hvad der kom ud af munden på ham. Flasken blev igen sat imod læberne. Og vendt godt og grundigt på hovedet. Hans adamsæble bevægede sig heftigt til den store slurk, og lidt af vinen sprøjtede op fra flasken. Lavede en fin plet på hans utrolig rene hvide skjorte. Lidt pæn kunne man da godt gøre sig, nu hvor man havde en pige på besøg. ”Nåh..” Han drejede igen omkring, satte hårdt flasken tilbage på bordet, og strakte efterfølgende begge sine arme højt op over sig. For så at vrikke sit hoved fra den ene side til den anden. ”Lad mig se.” Han greb om en lille metal genstand, og så stod han lidt efter igen med fronten imod den stakkels engel. Og med samme slæbende skridt nærmede han hende. Kastede genstanden op i luften et par gange. Greb den sikkert. Indtil han tog et ordentligt fast greb i den, lavede en kort bevægelse med sit håndled, og det fine skinnende knivblad kom til syne. Sammen med det sædvandlige smil.
Som før kom han ned på hug. Og sad der bare helt roligt. Helt afslappet, og hvilede springkniven i sin hånd. ”Hvad siger du til at vi starter ud med at få fjernet lidt af det tøj?? Du ser ud til at have det allerhelveds varmt.” Selvfølgelig gjorde hun ikke det. Det eneste der rigtig var at se i hendes ansigt, var nervøsiteten. Og de kønne blanke øjne. Fyldt godt ud med tåre.
Med et godt tag i knivens håndtag, sendte han den imod hende i et hurtigt snit. Han nød lyden af hendes flænsede overkropsbeklædning. Lyden af fremskridt. Og som han scannede sit arbejde, smilede han helt over det. Snittet var ikke ført helt ned. Men nok til at fremvise hendes BH, hvis midte også var blevet beskadet af kniven. Behøvede kun et lille prik, og den ville springe op. Men det kunne vente til senere. ”Jamen hov da. Det må du virkelig undskylde, pipfugl.” Man kunne være en idiot til at ikke høre ironien i hans stemme. Der var ingen tvivl om at han morede sig. Og ikke skammede sig over hvad han havde gang i. Hun var jo selv ude om det.

Pierce gjorde grin med hende og det var sikkert. Hun brød sig slet ikke om, den måde hendes navn lå i hans mund på. Hun vidste dog ikke hvad hun havde i vente, indtil hun så springkniven i hans hånd. Hun vendte hovedet væk, kneb sine øjne i og hørte lyden af sin overbeklædning blive skåret op. Hun var nervøs, bange - næsten skræmt. Det hele kørte rundt i hovedet på hende, mens tårerne pressede faretruende på hendes øjenlåg og langsomt faldt der én saltetåre ned af hendes kind. Hendes hjerte bankede i ét væk og hun var ydmyget over at hendes krop blev vist, på denne måde. "Jeg hader dig" hviskede hun sammenbidt mellem tænderne. Vreden kørte rundt i hendes årer, men den følelse blev erstattet af sorg. Hun ville væk, men kunne ikke og følelsen af at være fanget var nok den værste.

”Nej du gør ej. Det er blot noget du sidder og bilder dig ind.” Han var squ da ligeglad med om hun hadede ham eller ej. Det stoppede ham ikke fra at gøre, hvad han nu engang havde lyst til med hende. Men samtidig nød han stadig at høre hendes stemme. Den måde hun prøvede at gøre situationen bare lidt bedre, gjorde ikke andet end at gøre dette så meget sjovere for ham. Og det vidste hun nok allerede nu.
Med den modsatte hånd, end den kniven endnu lå i, tørrede han igen helt blidt den lille tåre væk fra hendes kind, inden den kunne nå at falde ned på gulvet. Og uden at tage blikket fra hende, kom hånden op til hans læber, hvor han slikkede tåren af sin finger. Bare for at pirre hende mere. ”Hvorfor græder du, lille ven? Kom her. Lad mig trøste dig.” Kniven blev med ét slået sammen igen og hurtigt lagt væk i hans buksers baglomme. Han satte så sine hænder ned i gulvet, en på hver sin side af hendes spinkle skikkelse. Han nærmede sig hende. Stoppede ikke før, han følte hendes krop imod hans. Og ikke før han selv mente han var tæt nok. Med det samme placerede han små kys imod hendes bare hals. Op og ned. Forsigtige, men han blev hurtigt mere dominerende. Og kyssene blev mere heftige. Han sugede sig skam også fast et øjeblik, for at efterlade en fin blodforsamling. Hans hænder fik pludselig også lidt mere arbejde. Den ene fandt sin plads imod hendes talje, mens den anden søgte længere op. Kuplede sig omkring hendes ene bryst. Inden under hendes bluse, men stadig forholdt han sig udenpå hendes BH. Al det sjove skulle ikke ske lige med det samme.
”Sig mit navn.” hviskede han nærmest stønnende imellem kyssene, der var blevet sammensat med hans tunge, alt imens hans ene hånd var begyndt at massere i cirkulere bevægelser omkring hendes bryst. ”You’ll be screaming it later. So hvorfor ikke øve dig lidt?” Han stoppede kortvarigt sine læber om hendes hals. Blot for at grine en smule. Han strammede sit greb om hendes talje. Pressede hende imod stolpen. Og pressede sig selv imod hende. Kvalte al mellemrum imellem dem.

Cathy havde sit hoved vendt væk fra ham, mod den nøgne beton mur som hun alt i alt stirrede på, med tårer der løb ned af hendes kinder. Hans krop var klemt helt op mod hendes og hun følte det som om at hun ikke havde plads til at trække vejret. Hun hostede igen på grund af støvet og tog en hurtigt og høj indånding. Hans læber var kolde og våde mod hendes stadig varme, hud. Hun gøs dernæst og bed sig atter i sin underlæbe mens hun blinkede et par gange med øjnene for at fjerne det vand, som havde samlet sig for at sløre hendes syn. Hun vidste godt hvad dette ville ende med og hun var slet ikke i tvivl, da han satte sin hånd mod hendes bryst.
Hans ord strømmede op til hendes øre og sendte en utilpas følelse igennem hele hendes spinkle lille krop. Hun ville aldrig sige hans navn, ikke på den måde, det var ækelt og klamt og hun ville heller ikke give ham den tilfredsstillelse. Aldrig nogensinde.

”Oh? Er du stadig ikke samarbejdsvillig?” Han stoppede sine bevægelser. Lod hånden omkring hendes bryst glide ned og greb fat om hendes talje. Som den anden. Men der ikke længe. For kort efter slap han hende helt, og hans arme blev igen lagt på hans lår. Han trak sit hoved lidt tilbage. Kun lige nok til at have sit ansigt lige ud foran hendes. Smilede. Oh så grusomt. Lagde ikke skjul på noget. ”Du ved godt, det vil være bedst for dig selv, hvis du samarbejdede. Bare lidt. Gør du ikke, Cathy?” Han så spørgende imod hende, og lagde hovedet på skrå, som var han helt uskyldig. Og havde intet med det hele at gøre. Legede den charmerende prins på den hvide prins. Udover at man stadig kunne se den sande hybrid under den tynde facade. ”Oh well.” Han klappede opgivende sig selv på lårene, inden han rejste sig op igen. ”Det ser ud til jeg får mig mere sjov end forventet. Hvor er jeg bare heldig.” Han tørrede sine støvede hænder af i sine bukser, og lænede sin ryg lidt tilbage. Knækkede veltilfreds, og knejsede igen med nakken. Han flettede sine fingre sammen, og de fik også en lille tur, så de sad ordentligt. ”Skal vi se om vi kan få en lyd af dig alligevel.” Han tøvede ikke et sekund, inden han løftede sin ene fod og hamrede undersiden af sin fod ind i maven på englen. Igen helt ubarmhjertigt. Hænderne blev lagt ned i bukselommerne, og han virkede helt afslappet igen. Han sparkede igen. Dog knap så hårdt som får. Og denne gang landede den imod hendes kraveben. Pressede hende tilbage. Vrikkede sin fod til den ene side, og så den anden. Tog sig ikke af at undersiden sikkert var beskidt og ville ende med at blive placeret på hendes bare kraveben. Så koldt ned på hende. Han var lavere end ham. Lavstående. Han havde magten. Og hun vidste det.

Vampyrens ansigt kom til syne foran hendes og hun vendte automatisk hovedet væk, til den anden side, for at se mod døren, hvor han kom ind. Om hun ville samarbejde? Nej. Pierce rejste sig og hun hostede igen. Hun betragtede ham, hver evig eneste bevægelse han lavede og hvert eneste knæk der lød. Han forberedte sig på noget..

Hun skreg, da foden ramte hende i maven og sendte en stød af smerte igennem hende. Hun bøjede sig forover, så godt hun nu kunne mens hun hev efter vejret og hulkede stille. Han sparkede hende igen, denne gang på hendes kraveben, så hun blev skubbet bagover igen, ind i søjlen. Englen hev efter vejret og det smukke lyse hår, var kommet op foran hendes smukke perfekte ansigt.

”Se dog der!” Man kunne se hvordan glæden spredte sig i hans ansigt. Hvordan hans øjne strålede op, og smilet gik fra det ene øre til det andet. I en fin bue. Hans tandsæt var igen fremvist, og hvis man ikke selv kendte situationen, ville man tro han var et lille barn, der havde fået stukket et stykke slik i hånden. ”Der kan faktisk komme noget lyd ud af pipfuglen. Jeg var ved at tro at..” Han førte sin hånd om bag ved, stak den ned i lommen og trak igen den fine springkniv frem. ”..din tunge var blevet..” Med den samme håndbevægelse, kom det skinnende blad frem igen. ”..sløret ud.” Efter et kort blik imod hende, med endnu et udsyn til hans tanker, inden han så holdt kniven op foran sig. Spejlede sig selvsikkert i bladet. Drejede sit hoved, som var han i gang med at tjekke efter fejl. Vidste tænder, som ledte han efter madrester. Trods han vidste han der ikke ville være noget at se. Og så røg de grumsede øjne atter imod Cathy. Smilede gruopvækkende. ”Bare rolig. Jeg ville aldrig gøre den slags. Det ville være alt for trist, hvis jeg ikke kunne få lov til at høre sin kønne stemme igen.” Han nærmede sig hende. Men i stedet for at stille sig lige foran hende, endte han med at tage et par rolige skridt omkring hende. Rundt om søjlen. Ud af hendes synvinkel. Det var først her han satte sig på hug. Men blot for at snitte rebet, der holdt hende imod stolpen, over. Og som han rejste sig op igen, blev kniven lagt tilbage på sin plads i lommen. ”Hey, Cathy. Fortæl mig lige.” Igen med hænderne i forlommerne og ryggen en smule kraglet, kom han til syne igen. Og igen stod han ikke og tænke sig om, for et spark blev hamret ind i hendes side. ”Er du bange for mørket? Huh?”

Usikkerheden bredte sig over den lille yndige engels ansigt, da han trak kniven op foran sig. Skrækken hobede sig vej op i hende mens hun bed sig blidt i tungen, bare for at være sikker på at den var der, og ville blive der. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i hurtige ryk mens smerten stadig raserede nede i hendes mavereigon. Hun sank en klump, men åndede dernæst lettet op mens skrækken langsomt forlod hendes krop, en smule. Han ville ikke skære hendes tunge af.
Pierce bevægede sig langsomt rundt om hende og hun fulgte ham skrækslagen med sine smukke blå øjne indtil at han var ude at hendes synsvidde. Skrækken var tilbage igen, hvad kunne han nu finde på? Det næste hun mærkede var at hendes hænder løsnede sig, hun trak hurtigt hænderne til sig og så på mærkerne som rebet havde efterladt inden at hun blev sparket i siden og fløj ned og ligge på siden, på det beskidte og støvede beton gulv. Cathy hostede endnu en gang og lod en hånd køre ned på hendes mave hvor hun greb fat mens hendes ansigt fortrak sig i smerte. Tårene piblede ned af hendes kinder. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle svare til hans spørgsmål.