Shit happens ~Dragovich~

Regnen begyndte langsomt at dryppe ned fra skyerne, og Bella ville ønske, at hun bare var blevet hjemme. Eller at hun i det mindste havde taget et kort med.
Hun havde brugt så meget tid på at finde rundt, at hun helt havde glemt, hvad hun ville inde i byen til at starte med. Så måske var det alligevel ikke så vigtigt?
De små dryppende regndråber begyndte langsom at blive tungere og snart væltede vandet ned til alle sider.
Bella udstedte et irriteret: "Aarh!" og stampede let i jorden. Hun var seriøst faret vild. Her var ingen folk. Ingen biler, ingen huse, ingen noget som helst.
Hun var drejet ned ad en sidegade, fordi hun troede, at hun kunne skyde genvej og på den måde hurtigere komme ind til byen. Derefter var hun smuttet ind ad endnu en sidegade, og da den endte blindt og det eneste hun nu kunne gøre, var at dreje ned ad endnu en, fik hun øjnene op for, at hun måske var gået helt forkert. Hun var derefter kommet til en gade med flere sidegader og havde derefter valgt en og var nu endt i - hun så rundt - en gyde af en slags. Hun ville slet ikke bare prøve på at finde tilbage, for så ville hun da først fare fuldkommen vild. Hvis det overhovedet var muligt at fare mere vild end hun allerede var. Hun var mester til at fare vild. Selv hvis folk spurgte hende om vej i Terre, som var den by hun var aller mest kendt med, så sagde hun altid, at hun aldrig havde været der før, i frygt for, at komme til at sige noget forkert. Eller bare det at fare vild i sine egne ord.
Hendes hvide skjorte var nu blevet totalt gennemblødt, så man kunne svagt ane hendes vinger, som var foldet pænt sammen ved skulderbladende. Hun havde med vilje taget en hvid bh på, fordi skjorten havde været en lille smule gennemsigtig i forvejen, så det ville bare være alt for tydeligt at tage en sort på. Hun havde et par smalle mørkeblå jeans på og et par grå Converse.
Hendes hår klistrede sig fast til hendes ansigt og hun begyndte småt at fryse.
Hun stod helt stille og kiggede på sit grå armbåndsur. 18.32. Skønt. Hun nåede sikkert ikke, at få noget aftensmad denne dag. Det var jo heller ikke fordi hun ikke kunne leve uden, men hun følte sig dog en smule sulten. Og det var også mere en vane for hende at spise regelmæssigt. På den måde så hun sundest ud, syntes hun selv.
Hun så sig omkring, grå mure tårnede sig op omkring hende. Grå trist asfalt, som regnen strømmede ned af, før det lige så stille plaskede ned i ristene, som var placeret lige op til murene.

Dragovich kom gå ned af en af de småt side gade, der var så mange sidegader her i by at næste den mest by kendt kun fare vild i dem, det var bare at hold tung lige i mund, og tænker sig om, han var iklædt nogen sort cowboy bukser og en sort hættetrøjen, hvor hætte er trukket op over hoved, hans hættetrøjen var mere og minde gennemblødt af regne vejr til gengælde var han bukser ikke rigtig våde i nu, han kiggede op for at ser længer frem, lige nogen sidegader mere og han vil være ved de gammel og forlade hus, hov stod der ikke en der, en kvinde er han sikket på, da man kan ser hendes bh og er det vinger hun har på ryg, ja det er det sgu så hun er en engle, "undskylde, har du bruge for hjælp, du ligner en som er fare vild" spurgte han og kiggede på hende, han har rød øjne og hvis man kiggede efter kan man ser hans blod rød hår, han stod rolig og afvente et svar fra hende mens han stod med hænder i bukser lommer.

Et stort smil bredte sig på Bellas læber, da hun hørte en ung mands stemme. "Gud ske lov, ja." Hun begyndte at smågrine lidt af lettelse. "Jeg troede simpelthen at jeg aldrig skulle finde ud. At jeg skulle dø her."
Hun gik hen mod manden og følte sig tung af alt det regnvand, som hang i hendes hår og tøj.
"Hey. Sig ikke, at du også er faret vild," sagde hun med i smil og følte sig helt dum over at kunne fare vild på vej ind til byen.
"Hvad laver du egentlig her? Det er jo ikke fordi der er noget spændende her omkring, eller er der noget jeg har overset?" Hun rynkede lidt på panden. Hun så ned og fik øje på en mus der pilede hen ad asfalten. Hun tvivlede stærkt på, at det var dén han var kommet for at se.
"Mit navn er Isabella," sagde hun for at sige et eller andet. Starte en samtale, uden helt at vide hvad de kunne snakke om.
"Du kan bare kalde mig Bella," sagde hun med et smil. Hun stod med vægten på det ene ben og hænderne foldet foran sig.

han smiler svagt af hende da hun spørge om han også er fare vild, "nej jeg er ikke fare vild" sagde han og kiggede rolig på hende, han gik lidt tætter på hende og kiggede kort op på himmel, "der er kun de forladt hus, som jeg er på vej hen til, du kan gå med hvis du vil" sagde han og smiler svagt og kiggede kort på hende, end han kiggede kort rundt, han rakte hånd frem da hun sagde sit navn, "Dragovich men kalde mig for drago, men hyggelig at møde dig" sagde han og vente på at hun vil giv ham hånd, ellers vil han bare tag hånd til sig igen, han begynde rolig at går efter lidt tid, "du kan gå med hvis du vil i lå for regn, hvorfor flyve du enlig ikke bare, nu hvor du har vinger, kun ikke rigtig undgå at ser dem igennem din våd skjorte" spurgte han

Bella stirrede bare på hans fremstrakte hånd. "Undskyld Drago, men... jeg giver ikke hånd." Hun sendte ham et lidt akavet smil. Hun kunne godt selv høre hvor dumt det lød, men hun ville helst bare undgå kontakt med andre.
"Men jeg vil meget gerne med ind i... det forladte hus? Det lyder altså ikke særlig hyggeligt, hvis du spørger mig, men jeg vil gerne med," sagde hun med et smil og begyndte at følge efter Drago.
Hun så ned af sig selv og sukkede. "For det første, så kan jeg godt lide, ikke at vise mig alt for meget frem. At jeg er en engel er ikke noget jeg vil have alle skal vide. For det andet. Så er jeg altså ikke så glad for, hvis min skjorte skulle gå i stykker, bare fordi jeg har tænkt mig at bredde vingerne ud. For det tredje. Det er så lang tid siden jeg sidst brugte dem, at jeg næsten har glemt hvordan man gør." Det var mange grunde, og det var egentlig også rigtigt. Hendes forældre blev slået ihjel, fordi de var engle. Hun havde ikke selv lyst til at lide samme skæbne. Derfor reklamerede hun ikke med hvad hun var. Hun ville aller helst bare glemme, at hun var engel, og lade som om, hun var et helt normalt menneske, hvilket hun gjorde så godt, at hun selv glemte at hun var engel. Bare for et lille øjeblik. Men det var jo heller ikke hende selv, der gik med blikket fæstnet til sin ryg hele dagen lang, så det var nemt at glemme, hvem hun virkelig var.

han tog hånd til sig da hun sagde at hun ikke giver hånd, "huser er bare ladt, det er fint nok, når man ikke har noget sted at tag hen" sagde han og kiggede kort på hende mens han gik, han smiler svagt af hende da hun kom med sin grunde til hvorfor hun ikkebare fløjte, "hvorfor skjule du enlig ikke din vinger ind i ryge i sted for at de er synlig, hvis jeg må spørge" spurgte han og dreje ned af en sidegade, "hvis du vil lærer at flyve med dine vinger igen, kan jeg underviser dig i det, hvis det er" sagde han og kiggede kort på hende, efter nogen min, ankommet de til de forladt hus, hvor han åben dør til en af dem og går ind, der var svagt lys på den anden side af dør, det lette lys som var der ind kom ud fra gade.

Bella smilede. "Tak for din hjælpsomhed, men... jeg vil helst ikke lærer at flyve igen," sagde hun og trak let på skuldrene.
"Da jeg var lille var der de her mænd, som... Kun tænkte på værdierne i en engels blod. Der er jo altid nogen, som vil betale kassen for det. Hvorfor det er så specielt i forhold til andres ved jeg ikke. Måske på grund af dets magiske egenskaber, som selv jeg ikke engang ved noget om." Hun sukkede let igen. "De mænd der, slog mine forældre ihjel. Jeg er ikke stolt over at være engel, så derfor prøver jeg at skjule det."
Hun trådte ind i det forladte hus sammen med Drago. Det så ikke helt så slemt ud, som hun havde forestillet sig. Men ordet forladt var bare negativt i sig selv. Ikke noget man altid havde lyst til at vide mere om.
"Hvad bruger du egentlig det her sted til?" spurgte hun nysgerrigt. "Hvis jeg mangler et sted at gå hen, så tager jeg for det meste hen på en kro eller noget der minder om. Eller også tager jeg på shoppingtur." Et smil bredte sig på sine læber.

han nikke kort til det hun ikke vil lærer det igen, "hvad med at lærer at trak vinger ind i ryg, så ligner du mere et menneske" spurgte han og kiggede på hende, han lytte rolig til det hun fortale om hendes forældre, "det gør mig ondt at høre" sagde han og kun godt finde på at giv hende et kram, men lod være da hun ikke vil gik hånd lidt tidlig på aften, kun det være at hun ikke kan lide at rør andre, "fordi jeg ingen penge har, ellers vil jeg bor et andet sted, i sted for her" sagde han og kiggede kort på hende, han gik lidt længe ind i hus, hvis hun kun ser det gik han ind i stue over til kamin, hvor han begynde at finde noget brænde og lig det ind i kamin, nogen min efter begynde der at kom ild i brænde, "så kan vi få tørre vores tøj" sagde han og kiggede på hende.

"Trække dem ind i ryggen? Kan man det?" Hun lød meget overrasket, hvilket hun jo egentlig også var.
"Hvis du kan lærer mig det, så må du meget gerne," et stort smil bredte sig om læberne på hende.
"Du skal ikke have ondt af mig. Det er mange år siden. Jeg tænker bare på det, fordi det minder mig om, at jeg skal passe bedre på mig selv," sagde hun med smilet stadig hængende i på læberne.
Hun trådte ind i stuen sammen med Drago. "Så du bor her?" spurgte hun undrende, fordi hun egentlig først havde fået det indtryk at det mere havde været et tilflugtssted.
"Hvad med dine forældre?" spurgte hun og gik hen mod kaminen for at få varmen. "Giver de dig ikke nogle penge?"

"ja det kan du, for du kan vel ikke ser min" sagde han og trække op i hættetrøjen, så hun kan ser hans ryg, hvor der ingen tegne var på nogen vinger, "nej jeg bor her ikke, men det er et af de hus som har en kamin" sagde han og kiggede kort på hende, han gik lidt væk fra kamin, hvor han flytte nogen gulv brænder, hvor han tag en sport tasker op, "vil du låner en tør trøjen" spurgte han og kiggede kort på hende, end han hiver sin hættetrøjen af og tag en anden på, hvis hun så på ham da han skifte vil hun kun ser at han er veltræner, "jeg har ikke nogen forældre, jeg er skabet af Lucifer, jeg er en djævle" sagde han og smiler svagt og kiggede på hende.

"Har du vinger, er du også en engel?" spurgte hun  og så på hans ryg. Sandt nok, så var der ingen spor af, at der nogensinde havde været vinger.
Hun så ind i ilden, som varmede hende, men dog ikke nok til at tørre hendes tøj.
"Ja tak, det vil jeg gerne," sagde hun med et smil, og så på ham. Hun så ham skifte trøje, og lagde mærke til, at han havde nogle markante muskler. Hun så på hans skulderblade, og undrede sig over, at der ikke var et eneste lille tegn på at der havde været vinger, hvilket hun ikke helt kunne forstå.
"Aarh... Djævel," sagde hun og nikkede svagt. "Er det ikke meningen, at djævle skal være kolde over for engle, eller er det bare en skrøne?" Hun smilede, mens et undrende blik spillede sig frem i hendes ansigt.

han smiler svagt og vil ikke svar på om han er en engle, da hun fik svar af sig selv, da hun sagde ja tak til at låner en trøjen, tog han en op af takser, hvorefter han gik tætter på hende og rakte den til hende, "hvem siger ikke at jeg bliver det senere på aften" sagde han med et drille smiler, "ja jeg har vinger, bruge dem bare ikke så titter, kan godt vise dig dem hvis det er" sagde han og kiggede rolig på hende, han vend ryg til hende så hun kun skifte fra skjorten til trøjen, så vil hun ikke kom til at fryser lige så meget.

Bella tog imod trøjen og sendte Drago et taknemmeligt smil.
"Jeg behøver ikke se dine vinger. Jeg tror på dig."
Hun begyndte langsomt at knappe sin skjorte op, hvorefter hun skiftede den ud med den varme trøje. Derefter smed hun sine sko og strømper, og satte sig hen foran kaminen.
"Hvordan fandt du egentlig det her sted?" spurgte hun. Det var jo ikke ligefrem fordi man gik forbi her hver dag og så lige pludselig stødte på et forladt hus og tænkte hov, her kan jeg da sagtens bo' For det meste ville man da slet ikke komme helt derud omkring, med mindre man var som Bella, og farede vild, i gang med at prøve at skyde genvej.

han nikke kort til det hun sagde men at hun ikke behøver at ser dem, så slap han for de smerte det vil kom ud af det, "på en måde kan man sige at jeg faldet over det, da jeg gik rundt her i område, hvor det begynde at regne kraftig, gik jeg her ind for at for læ, og så fandt jeg huser her" sagde han og kiggede kort på hende, da hun var færdig med at skifte og havde sat sig foran kamin, han fandt et tæppe frem fra sin tasker, "jeg har kun det en her og det er ikke særlig stor, så en af os kan sove med det medminde du vil dele om det" sagde han og sat sig ned ved side af hende, "kommer du ikke til at fryser" spurgte han da hun havde smidt sko og strømper.

"Sove her?" Tanken havde slet ikke strejfet Bella før nu. Egentlig havde hun ikke rigtig tænkt over hvad der skulle ske efter at hun havde fået varmen. At sove i sin egen lejlighed havde altid været det hun gjorde.
"Det kan jeg godt." sagde hun på Drago.
Bella trak fødderne ind til sig og lagde hænderne om dem. "Aarh... Jeg fryser ikke så længe jeg sidder her foran kaminen," svarede hun og smilede venligt.
"Men hvis nu jeg får tæppet, kommer du så ikke til at fryse?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. "Du må altså gerne få det, jeg ligger mig bare her foran kaminen."
Hun sad lidt og stirrede ind i ilden og rokkede frem og tilbage i et stykke tid, før hun sagde noget igen: "Egentlig en smart måde at finde et hus på." Hun klukkede lidt og lukkede så øjnene.

"du bestemmer selv om du vil sove her, det lyder ikke til at det lige holde op med at regne" sagde han og kiggede kort på hende, han kun godt høre på hende at hun ikke rigtig havde tænke over det, "det tro jeg nu du vil, hvis vinde kommer fra den rigtig retning, kommer den ind i hus og så bliver her kold" sagde han og smiler svagt og læner sig tilbage og stykke sig på den en arm, "du tag det bare, djævle fra Lucifer, kan overlever over det hele, så jeg overlever nok en nat ud et tæppe" sagde han og smiler kort, han lukke kort øjne end han kiggede rundt i mørke, "det kan også være at jeg holde mig våge for at holde gang i kamin" sagde han og kiggede på hende.

"Er du sikker?" spurgte hun. Hun havde lidt på fornemmelsen, at hun havde spurgt om det før, men hun vidste ikke helt, om hun skulle tro på, at han kunne sove en hel nat uden tæppet. Hun sov ikke selv særlig specielt godt, når hun frøs, men nu var hun jo egentlig også en modsætning af ham, hvis man kunne sige det sådan.
"Du har vel også brug for søvn?" Hun hævede det ene øjenbryn.
"Hvad er egentlig din historie?" spurgte hun efter noget tid. "har du bare levet det perfekte djævleliv, eller?" Hun spurgte fordi hun var nysgerrig, men også fordi hun havde behov for den viden. Hun havde svært ved at være i nærheden af nogen, som hun ikke vidste noget om. Dog ville hun også forstå, hvis der var noget, han ikke gad tale om, men hun var stadig nysgerrig.

"ja jeg er sikker på at du godt må sover med tæppe i nat" sagde han og smiler kort, han lukke øjne kort og lytte til regn, "vil du have den kort eller lang historie" spurgte han og kiggede på hende, hvis han gætte rigtig vil hun sikke vælge den lang historie da hun virker rimelig nysgerrig, "hvis jeg fortælle min historie vil jeg også høre din" sagde han og kiggede på hende, han rejse sig op og smide noget mere brænde på, så ild i kamin har noget mere at tag fat i.

"Tak," sagde hun, tog tæppet og foldede det ind til at stor kugle, som hun så knugede ind til sig. Hun så spændt på Drago. "Du går bare i gang. Jeg elsker historier, så for mig gør det ikke noget, at den er lidt lang." Hun tænkte på, hvornår hun mon sidst havde hørt en historie. Faktisk var det for et par uger siden, hvor en mand stod og underholdt børn med små historier ude på gaden. Egentlig en sjov idé faktisk. Før det, plejede hendes mor at fortælle hende godnathistorier.
"Og jeg lover, at jeg nok skal fortælle min historie bagefter." Et smil bredte sig på hendes læber, mens hun sad forventningsfuldt foran den varme kamin, med tæppet knuget ind til sig.

han lukke øjne kort og tænke sig om, "min historie starte for mange tusind år side, da jeg kun var et hele normal menneske, som ikke kendt til den store magiske verden, jeg vokser op på et børnehjemmet sammen med en masse andre børn, jeg død i en tidlig alder af 21år hvis jeg ikke husk hele forkert, jeg genopstod nogen dag efter mit falde under krig, jeg var soldat dengang, jeg opstod som en dødsengle, jeg lever mange tusind år så, hvor jeg også arbejde som soldat, jeg bliv overfaldt af en vampyr, jeg overlever det men bliv halv af hvert, så når jeg vel at lever som i tyve år, hvor jeg død i et bagholde i hær, der tror jeg at mit liv var slut men nej, Lucifer en af de fire kronprinser, nu har jeg lever som djævle i nogen år, men verden har forandre sig, så det er ikke så nem at finde arbejde mere" sagde han og kiggede på hende, "og mit rigtig navn fra den gang, er Lucifer, men vil ikke tag navn fra en af de kronprinser og det var min historie, hvad er din" spurgte han og kiggede på hende og smiler svagt.

Bella lyttede spændt, mens Draco fortalte. "wow," var det eneste der kom ud af hende mund, efter han var færdig. "Hvad med dine forældre?"
Hun rømmede sig og strakte sine ben, før hun åbnede munden igen: "Da jeg var lille kom nogle mænd, har ingen anelse om, hvad man kalder dem, men altså de kom ind i mit hjem og slog mine forældre ihjel, hvorefter de brændte huset ned til grunden. Jeg slap væk, og har lige siden levet i frygt for mænd som dem. Det er derfor jeg ikke vil vise, at jeg er en engel." hun så ind i ilden, som spejlede sig i hendes blanke øjne. "Jeg var så ked af det og levede det meste af mit liv i smerte. Jeg var fast besluttet på, at jeg ville leve videre og få et job, hvor jeg kunne hjælpe folk. Jeg ønskede ikke at folk skulle leve i smerte ligesom mig, så jeg udviklede en evne, der kunne fjerne folks smerter, og få dem til at glemme dem." Hun sukkede og rejste sig pludselig op. "Det gik fint til at starte med. Jeg hjalp folk, men efterhånden begyndte deres smerte at finde vej til mig. Først følte jeg mig bare nedtrygt, men jo flere jeg hjalp, jo værre blev det, og til sidst endte jeg med at få folks smerter. Ser du... naturen finder altid en balance, og siden smerter ikke bare er nogen der forsvinder som luft, blev naturen nødt til at finde en måde, hvor de stadig var der. Jeg fik dem, men det stoppede mig ikke med at arbejde. Jeg talte med folk, vuderede deres smerte og fjernede dem over på mig, for jeg vidste at det jo ville gå over. Hvis en person mistede deres mor, ville det jo ikke tage så hårdt på mig, vel? Det var jo ikke min mor." Bella fjernede sit blik fra ilden og så på Draco. "Det var ikke deres mødre jeg så. Jeg så min. Jeg fik billeder i hovedet af min mor, som blev tortureret for øjnene af mig. Hvilke personer er så onde? Den pige, som var blevet udsat for det syn var ikke mere end syv år, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der mon var sket, hvis jeg ikke havde fjernet det minde fra hendes hukommelse, for det er jo det jeg gør. Sletter det fra deres hukommelse, så de ikke længere føler smerten. Jeg valgte at stoppe, for jeg kunne ikke længere holde alle tankerne ud, men moder jord, naturen eller hvem der nu står for det her var vred på mig, så de ændrede min evne, så jeg ikke længere kunne røre ved en person, uden at føle deres smerte. Det er derfor jeg ikke er meget for at give hånd." Et lille smil formede sig på hendes læber, men det nåede ikke op til hendes øjne. "Jeg kan aldrig mere nyde følelsen af en kram. Heller ikke bare et highfive... Gud, hvor jeg dog hader naturen," mumlede hun. Hun begyndte så småt at fryse, og satte sig derfor hen foran kaminen igen.

han skulle til at svar hende da hun begynde at snakke igen, han sad bare og lytte på hendes historie, "jeg har aldrig mødet min forældre, derfor er jeg opvokser op et børnehjemmet og du har da også opleve en del" sagde han og kiggede kort på hende, han lukke øjne og tænke sig om, "nu du siger at du har lært dig selv den evne brudt du kun laver om på det, så du kontroller den, så du selv vælge hvornår du vil fjerne smerte fra folk, i sted for hele tid" sagde han og åben øjne, "jeg kan godt prøve at lærer dig det mens jeg lærer dig at skjule dine vinger, men det er ikke sikker at jeg kan lærer dig at kontroller den" sagde han og smiler svagt, "hvis du lærer begge ting, kommer du til at folk hele ind hos menneske ud over din aura som alle overnaturlig væser har" sagde han og smiler.

"Ja, jeg har jo selv udviklet evnen, men det var jo ikke den evne jeg har nu. Kan man gå imod naturen? Det var jo naturen som lavede om på min evne i første omgang, fordi jeg gik imod den, så mon ikke jeg bare ville blive straffet endnu engang?" spurgte hun, og følte ikke rigtigt, at det var noget hun turde afprøve. "Måske du i første omgang bare skulle lærer mig at skjule mine vinger?" sagde hun, og følte, at det nok var det klogeste at gøre. Hun var glad for, at Draco ville hjælpe hende, og hun var meget taknemmelig over, at han tilbød den og var så venlig overfor hende.
Hun lagde sig ned foran kaminen og lagde tæppet over sig. "Du har ret, her bliver faktisk koldt," sagde hun og lo kort. "Og du er sikker på, at du overlever natten uden tæppet?" spurgte hun igen, med et smil om læberne. Hun skulle jo bare lige være sikker.

"alt er mulighed bare men prøve nok, men det bestemmer du selv og hvornår skal vi gå igang med at lærer dig det" spurgte han og kiggede på hende, han smiler kort af hende da hun alligevel gad ham ret i at det er kold, "ja jeg er sikker, og hvis det er kan jeg bare ligger mig ved dig så længe jeg ikke røre dig dirker, gå det vel" sagde han og smiler lette driller, han løfte noget brænde med lufte og lad det ind i kamin, for at holde gang i den.

"Du kan lære mig det i morgen," svarede hun og så på Drago. Hun kunne allerede mærke varmen fra flammerne, som voksede sig større, som det åd af det nyindlagte træ. Den varme trøje, som hun havde lånt, hjalp også på at holde varmen, mens hendes fødder dog frøs en smule.
"Det er vel okay, at vi allerede går i gang med i morgen? Jeg vil gerne lære det hurtigst muligt," sagde hun og sendte ham et smil, før hun lukkede øjnene. Hun anede ikke hvad klokken var. Sikkert ikke alt for mange, men hun følte sig træt, hvilket nok også havde noget med kulden at gøre.
"Du sagde, at du kunne holde dig vågen for at holde gang i kaminen. Behøver djævle ingen søvn?" spurgte hun uden at åbne øjnene.