Don't Give It a Shit

Sted: Salles de Banquets
Vejr: Køligt.
Tid: Aften.

Trods den irriterende oplevelse for et par dage siden, der ikke ligefrem havde været sjov, skræmte det ikke dæmonen væk fra nattelivet og sprit som han elskede så højt. Der var – næsten – intet der kunne holde ham væk fra det stærke stads som han elskede at brande sin hals med. Det var den bedste form for drikkelse han kendte til, og han elskede den. Et vagt smil gled over Andrijas læber, mens han trådte ind på diskoteket og var lige ved at blive sendt ud igen, af den høje pop musik der blev sendt ud af de kraftige højtaler. Det var utrolig så højt sådanne ting nu til dags kunne spille, men sådan var det jo med nutidens unge, de ville have larm og sprit, noget Andrija sagtens kunne leve sig ind i. Larmen behøvede ikke at være så høj, men fuck det, hvis det skulle være de steder man kunne få et godt glas, så gjorde det ikke det store for ham.
Han kiggede rundt for at finde baren, som han kort efter var oppe ved, hvor han greb fat i en kvindelig tjener og fik sig et glas med en gyldenbrun væske stukket i hånden, hvorefter han forlod baren for at sætte sig ned i en af de mange sofaer. Han begyndte straks at nippe til den sprittet drik mens han kiggede rundt på folk med et dovent arrogant blik. Han forstod ikke hvorfor folk gad at danse, det var ikke noget Andrija nogen sinde havde fundet interesse i, men han kunne da godt, i yderste nødstilfælde, hvilke ville sige aldrig. Sex og sprit var meget mere ham, især på en dejlig aften som denne. Den skulle ikke ende som sidste gang, denne gang skulle der festes på hans måde.
Før han vidste af det, var den gyldne væske væk. Hvor irriterende! Var det ikke muligt at få større glas, væsken fordampede jo. En utilfreds lyd slap ud, mens han kort overvejede at rejse sig op, men valgte at blive siddende, og håbe på at en af de tjener der gik rundt mellem folk for at samle glas ind, ville komme forbi. Godt nok var de ikke ansat for at løbe frem og tilbage med væske til kunderne som på restauranten, men fuck det, det kunne en enkel tøs der godt lige gøre, for hans skyld. Han lod sig glide ned i sofaens bløde stol, og ventede mens sangen skiftede sang, og endnu en popsang blev brølet ud i lokalet. Andrija havde aldrig rigtig været for den slags musik, men han måtte indrømme at der var nogle af sangene der interesserede ham. Musikalsk kunne man næppe kalde Andrija. Han var nok et af de væsner der interesserede sig allermindst for musik. Det var en dejlig ting, men det var ikke noget han ligefrem nød at lytte til.