My new friend - Kaylan Du'Dannan

T: 13:45
S: Lokale café
O: Unge mennesker, såvel som ældre, der drikker kaffe, og taler med dæmpede stemmer, til deres side mand.
V: kold blæst med grå skyer, der tyder på regn.

Mila elskede at sidde på den lokale cafe, lige ved panorama vinduet ud til gågaden, og drikke sin varme cappuccino. Men nok mest på en kold, og grå dag som denne. Det varmede hende lidt op, at se alle de andre i cafeen, sidde og snakke med venner og bekendte. Men samtidig gjorde det hende også trist. Mila har mistet alle sine venner og bekendte, den dag hun blev udødelig. Hun måtte ikke kontakte sin familie eller venner, fordi de troede hun var død, og de skulle lærer at komme videre. Det var ihvertfald hvad ærke-engelen havde sagt til hende. Så nu rejste Mila solo, rundt i verden. Hun mødte selvfølgelig en masse interessante mennesker undervejs, men har ikke holdt kontakten med nogen, endnu.
Mila undrede sig, hvor længe hun mon blev i Terre. Men svaret var nok enkelt. Så længe hun så Matt, så ville hun blive her så længe hun ville. Matt var den som fik hende til at føle sig menneskelig igen.

Mila tog en tår af sin kaffe, og rev en bid af af sin muffin, for så at proppe det i munden. Hun kiggede helt hypnotiseret på de travle mennesker, der gik op og ned ad gaden, og de andre som afslappet gik herind i caféen.
Klokken til caféen lød, og ind kom endnu en gæst. Sådan havde den gjort op til flere gange denne eftermiddag.

Nu havde han nogenlunde fundet ud af hvem han var i den her verden, så nu kunne han lige så godt kigge nærmere på byen. Kaylan var selv overbevist om at han virkede helt naturlig for sine omgivelser hvilket ingenlunde var tilfældet. Bare hans gangart stod frem i mængden. Hvert skridt var nærmest fjerlet og han giv med en ynde der var nærmest overjordisk. Men hans nysgerrige øjne var overalt på sådan en dejlig dag. 
Det var også dag for at eksperimentere med beklædning. Det blev et par dyre men meget simple sorte sandaler til fødderne. Så blev det et par meget lyse jeans, en sort t-shirt og en hvid blazerjakke. Kaylan havde ingen fornemmelse for om hvor vidt det var moderne men han syntes det så smart ud. Det eneste han beholdt fra det gamle tøj, var øreringen hjemme fra. Det lange næsten hvide hår var sat i en hestehale og på en måde der lige nøjagtigt dækkede de spidse ører.

Det var jo en okay god oplevelse sidst han prøvede det så han ville prøve en café igen. denne gang dog ved at bestille noget selv i stedet for bare at spørge tilfældige folk. Som han kom ind på den hyggelige café, fik han endnu en sending af blikke, specielt fra det modsatte køn. Men ganske som altid tænkte han ikke over han var utroligt smuk. Afslappet fandt han sig et bord og kort efter kom en tjener hen og smilede. "Hvad skulle det være hr?"
Efter en hurtig tanke, smilede han tilbage og sagde: "Jeg vil gerne have et stykke..... Kirsebærtærte og en kop af det der.... Kaffe!"
Tjeneren fik røde kinder og nikkede inden hun gik videre.

Så sad Kaylan ellers der og ventede imens han kiggede rundt. En ganske smuk ung kvinde sad og spiste sin muffin på en lidt sjov måde. Han havde aldrig set at man rev små bidder af og så spiste. Kaylan opdagede han stirrede og nikkede med et forsigtigt "Hej"

Mila kiggede nysgerrigt på den nye gæst i caféen. Hans bevægelser var yndefulde, ingen tvivl om det. Mila havde selv fået det af-vide af sine menneskelige venner, at hun selv havde yndefulde bevægelser. Men Mila var ret sikker på at denne fremmede selv overgik hende. Hans bevægelser var flydende og yndefulde, som når Mila dansede. Hun smilede venligt tilbage da han nikkede. Hun mimede ''hej'' tilbage, og rev endnu et stykke muffin af.

Mila studerede videre på den fremmede. Det lange lysehår, de grønne øjne, hans holdning. der udstrålede klart, at han skulle anstrenge sig for at passe ind. Mila kunne genkende det lidt fra sig selv, da hun blev uddødelig. Hun så verden fra et helt andet synsvinkel. Nu fandtes der ikke kun tyve, mordere og prostituerede, nu fandtes der pludselig også vampyrer, dæmoner, formskiftere, ja og engle!
Den tanke fik Mila straks til at tænke, at der var noget usædvanligt ved denne fremmede. Noget som gjorde hende måske en smule nervøs. En tjener kom tilbage med mandens bestilling. Mila rejste sin kop i høflighed, og mimede;''skål'' til ham, for så at tage en tår af sin kaffe.

Da tjeneren så kom med hans kage og kaffe, løftede han selv sin kop på samme måde som hun gjorde. Det var nok en eller anden høflig hilsen. Så det skadede jo ikke at prøve at gøre det samme. Et noget overrasket ansigtsudtryk indikerede at han ikke var forberedt på kaffen. Den var noget stærkere end den sidste kop han fik. Men dog prøvede han at holde et ansigtsudtryk så han ikke virkede så overrasket. Ikke at det virkede.Han var fænomenal til at passe ind alle mulige steder.... Altså når det var en verden han kendte. og der var meget at lære endnu. Så var det tid til at smage en bid af tærten. Her gjorde han dog intet for at skjule sin salighed over hvad der for ham var en fortryllende smagsoplevelse. Det var et fantastisk lækkert stykke tærte han havde fået. Det måtte se sjovt ud hvordan han kunne være så begejstret ud for noget så simpelt som et stykke tærte. 

Da han igen kiggede over på hende med et smil, fik han øje på hvad hun virkelig var. Igen havde han aldrig mødt en Engel men han havde dog læst rigtig mange historier om dem. Og om hvordan de enten tjente en højere magt eller var blevet genfødt som Engel. Ideen om at tjene en højere magt virkede dog mærkelig for ham, for hvor han kom fra, var Fae selv den højere magt. Dog var han ikke nær så magtfuld i denne verden. Kaylan var fascineret over hendes evne til at snakke via ens sind, men han var endnu mere nysgerrig over hendes evne til at helbrede. den lod til at virke på en måde han endnu ikke forstod. Spændende...

Man skulle jo starte et sted og det kunne jo ikke skade at forsøge på samtale. Dog gemte han sine evner og gestikulerede i stedet for hen mod en stol ved hans bord. Måske satte hun sig til en hyggelig snak, måske synes hun også bare han var sær. Kun en måde at finde ud af det på... Han håbede dog på den første mulighed. De fleste han havde mødt indtil videre, havde ikke ligefrem været sociale

Mila kiggede ned på bordet, med hånden dækkende for munden, da hun ikke ville fanges i at fnise af den fremmede. Det var lidt synd for ham, at han brændte tungen på sin kaffe. Det kan ske, selv for den bedste. Men lidt sjov var det lidt, og sidde og overvære hans ansigtsudtryk. Det var næsten som om han aldrig havde fået kaffe og kage før. Men han var vist midt i 20'erne, så han kunne da ikke have undgået det. Mila rettede ryggen, og prøvede på at være mere høflig. Men hendes smil falmede dog aldrig. Af en grå dag at være, var den begyndt at blive god.

Mila så hen mod den fremmede igen, og smilede over at han signaleret, at hun kunne sætte sig hos ham. ''Tak, som byder'' tænkte hun bare, og rejste sig fra sin plads. Mila tog kaffen, og dens tilhørende underkop, hvor muffinen var på istedet, og gik så hen mod den fremmede.
Hun stillede tingene først på bordet, og trak stolen ud. ''Var kaffen varm?'' Spurgte hun, med et drilsk smil, og satte sig på stolen.

''Mila Annenkova'' Hilste hun, og rakte sin hånd over bordet. Mila havde stadig en mistanke om at denne mand, ikke var helt menneskelig. Hvorfor, vidste hun ikke. Han udstrålede bare.... Noget mystisk. Det var svært at forklarer.
Men det var ikke fordi Mila kunne se, eller mærke, hvad han var. Men når hun havde fysisk kontakt med andre, ville det sitre i kroppen, og så dér vil hun vide om han er ''overnaturlig''. Det var en lille ting hun havde lært undervejs, som hjalp en lille smule på at kunne skælne, hvem var menneskelig og, hvem var ikke.

Hans letblege hud rødmede ikke det mindste, men hans ansigt fortalte om at han burde rødme. Hendes drilske kommentar om kaffen fik ham dog til at smile yderligere. Forsøget på at være social virkede åbenbart. I hvertfald lige for nu. det var også en glimrende start. Efter en hurtig tår kaffe, rømmede han sig og svarede hende. Hans stemme var nærmest hypnotiserende, dog ikke noget man ville lægge alt for meget mærke til med mindre man kunne fornemme overnaturligt. "Ja men dog ikke for meget. Jeg må nok se mig skyldig i at styrken af... Kaffen overraskede mig lidt. Den sidste kop jeg fik, var meget mere mild i smagen. Men det er selvfølgelig kun godt at prøve noget nyt"

Først kiggede han lidt mærkeligt da hun rakte ham hånden, da det ikke var en gestus han forstod. Men han tænkte dog at det var en hilsen og en høflig en af slagsen. Smilende tog han hendes hånd og kiggede hende i øjnene imens han sagde: "Smukt navn. Jeg er Kaylan. Søn af Hus D.... Kaylan Du'Dannan. Rart at møde dem frk"
Hvis man kunne den slags ville hans berøring være en speciel oplevelse. For ganske rigtigt ville hun kunne mærke noget særligt ved ham. Lige som vampyrer måske føltes kolde og lign. Så ville man føle en underlig subtil glæde af at røre ham. Han var jo også fra et ganske særligt sted. Dog ikke noget han havde haft chancen for at fortælle om endnu. De fleste ville også bare synes han var tosset.
Han lænede sig en anelse hen imod hende og hviskede næsten: "Jeg prøver lidt at passe ind.... Hvordan klarer jeg mig?"

Kaylan' stemme gav klart, en speciel klang i ørene, som man vil kunne huske. Mila smilede venligt over Kaylan' svar. Han havde selvfølgelig ret, at det med at prøve noget nyt, kun kan være godt. Man får udvidet ens horisont, og hvis man ikke bryder sig om 'det nye', så har man lagt nogen grænser, hvilket også kan være en god ting. Det er vel hele processen i at leve? Kende sig selv, udvide horisonten og sætte sine grænser. Måske endda udfordre grænserne.

Mila følte et lille stik af ubehag, da Kaylan ikke tog imod hendes hånd. Var hun beskidt? Eller gad han så simpelt, ikke? Den tanke strøg hun hurtigt fra sig, da Kaylan tog imod hendes hånd, i et venligt og fast håndtryk. Kroppen sitrede, som Mila havde forventet. Men selvom det måske ikke overraskede hende, kunne hun ikke lade være med at føle sig skeptisk overfor ham. Mila havde mødt en masse væmmelige væsner, som havde udnyttet hendes, 'godtroenhed'. Men hun troede ikke at Kaylan' kunne finde på det. Han havde kun været smilende, og venlig indtil videre. Men man kunne aldrig være for sikker.

Da Kaylan lænede sig ind mod hende, stivnede hun. Hvad ville han? Men det viste sig så, at han bare ville snakke. Mila kunne ikke lade være med at smile, over Kaylan' spørgsmål. Hvorfor prøvede han at passe ind? Havde han aldrig været på en café før, eller var det fordi han lige er blevet smækket på jorden, som overnaturlig? Det rykkede lidt i Mila. Hvad var han for en? Og vidste han, hvad Mila var?
Meget godt, men næste gang.. Så lad vær med at tøve, med at tage en andens hånd. Mennesker ser det som meget uhøfligt''

Hendes svar fremkaldte dog noget rød farve i hans kinder og han kiggede kort ned inden smilet vendte tilbage i hans ansigt. "Jeg beklager meget frk. Ammenkova... Det var ikke min mening at være uhøflig.... Det er alt sammen bare nyt for mig, jeg har ikke været så længe i den her v.... Jeg mener i dette land. Der er mange ting jeg skal lære endnu. Det her er min anden dag i byen"
Efter en tår kaffe mere, smilede han og prøvede den der 'skål' ting endnu en gang. Denne gang virkede han dog langt mere sikker på det. "Jeg får lige en sjov idé. Lad mig hilse på dig som hvor jeg kommer fra"


Han rejste sig elegant og bukkede dybt for hende, og med den ene arm på ryggen holdt han den ene hånd ud mod hende. Der var en del blikke og lidt fnisen i krogene men ikke noget der var overvældende. Imens han bukkede og ventede på hun tog hans hånd, smilede han og svarede: "Mit navn er Kaylan Du'Dannan. Ærede hilsner til dem frk." 
Bagefter satte han sig elegant ned igen og tog en lille bid mere af sin tærte.
"Det er sådan ca den mest høflige måde at hilse hvor jeg kommer fra" 


Bagefter vinkede han en tjener ned og bad om at både ham og Mila fik refill på deres kaffe. Det var tydeligt at Kaylan ikke stirrede, men han havde en varme i sine øjne som om han kiggede i ens indre. Så strøg han håret om bag øret. I et øjeblik glemte han sine spidse ører så det ene blev synligt. "Håber de kan bruge en kop mere?"

Frøken Annenkova? Det havde Mila godt nok ikke hørt længe. Det var ihvertfald en sjældenhed at hun mødte nogen, der var så høflige, i dette årti. Mila kunne ikke lade være med at smile opmuntrende til Kaylan. Han havde intet at undskylde for. Det er slet ikke noget som du skal undskylde for. Mange vil blive lidt kultur forvirret, når man kommer til et helt nyt land. Det gør jeg selv, nogengange'' Svarede Mila opmuntrende, og sendte ham et venligt smil.

Mila skulle til at spørger, hvad denne sjove ide gik ud på. Indtil Kaylan rejste sig, så stolen bag ham skramlede, og de nu havde næsten hele caféens opmærksomhed. Mila kunne tydeligt høre alt den hvisken, men egentlig var hun ligeglad. Hun var nysgerrig efter Kaylan. Han var høflig, og virkede som en vellidt mand, og så bårede han rundt på en helt anden kultur. Så, hvad de andre tænkte, det ragede hende sådan set hende en høstblomst.
Mila smilede stort, og tog imod Kaylan' hånd. ''Rart at møde dem, Kaylan Du'Dannan'' Svarede hun højtideligt.

Mila grinte, over at Kaylan først spurgte om hun ville have mere kaffe, efter han allerede havde bestilt mere. ''Vil du da også drikke min kop, hvis jeg ikke kan drikke mere?'' Jokede hun, og smilede drilsk til Kaylan, med et venligt glimt i sine krystalblå øjne. Det var så dér hun så Kaylan' øre. De var meget spidse. Var det ikke elvere som havde sådanne nogen øre? Mila gik vel ud fra det måtte Kaylan være. Men man kunne ikke være sikker, når man intet ved om de andre væsner i verden. Mila hostede en enkelt gang og spurgte så:''''Så Kaylan, hvor kommer du oprindeligt fra?'' Hun tog den sidste bid af sin muffin, og kiggede interesseret på Kaylan.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes lille joke for det gav jo god mening når hun sagde det på den måde. "Nej jeg ville nok ikke drikke den, men så var der jo bestilt hvis du valgte at sige ja. Og det lader jo til at 'Kaffe' er en høflig og social ting. Og du virker som rigtig behageligt selskab"
I takt med tjeneren kom med nye drikkevarer til dem, skulle han til at svare hende da han mærkede en brise på øret. Hurtigt dækkede han det lidt igen og sagde: "Jeg er fra.... Irland?"


Han kunne godt høre på måden han sagde det på at det ikke var det mindste troværdigt, så han rystede kort på hovedet af sig selv og smagte hurtigt på den nye kaffe. Med et næsten undskyldende smil, svarede han noget kun mere oprigtigt: "Det troede du ikke på?..... Jeg har ikke sagt hvor jeg rigtigt er fra fordi at folk som regel betragter en som sindssyg når jeg gør. Hvis der er et mere diskret sted enten her eller udenfor så vil jeg meget gerne fortælle mere. Det er faktisk forfriskende at få lov til det"


Det var jo også en fuldstændig vanvittig fortælling hvis han bare sådan lige sagde hvor han var fra. Kaylan kunne selvfølgelig bare bevise det men der var ingen grund til det hvis ikke hun havde interessen for det. Samtidig var han også meget nysgerrig om hvordan hun var blevet en Engel. Ganske vist havde han ikke sagt noget om han vidste det, men der var en underlig lokkende og accepterende glød i hans øjne.

"Det skal ikke lyde som nogen lam replik, men jeg ville lige advare da det nok lyder.... Mildest talt ude af denne verden. Og jeg vil helst ikke afslutte en dejlig samtale med 'Du er jo sindssyg!' "

Mila rynkede lidt på panden, da Kaylan tøvende sagde han var fra Irland. ''Nej ikke rigtig'' Svarede Mila, stadig med en rynkende pande. Hvorfor ville han lyve men, hvor han kom fra? Skammede han sig over sit land? Uanset, hvor han kom fra, så ville der nok være en fornuftig grund til det hele.

Mila sukkede. ''Kaylan, jeg er på ingen måde en dømmende person. De eneste jeg har kaldt 'sindsyg', er mig selv. Men, hvis du vil snakke et privat sted, så kender jeg et. Men de lukker først her om 2 timer, så først dér kan vi tage derhen''. Mila hentydet til teateret. Teateret var Milas tilflugtssted, men kun ved deres lukketid. Mila elskede at være alene på teatre-scenens blank poleret, egetræ' gulv, og bare danse. Det at danse, bragte hende tilbage, til hendes mors danseskole i Rusland. Mila elskede hendes mor og far, overalt på jorden. Så det var klart at hun holdt fast i dansen, for at mindes om dem, og sit hjem.

Mila mumlede:'tak' til ekspedienten, der kom med deres kaffe og kiggede indeborende på Kaylan. Hvad skjulte han? Han tænkte sikkert også, hvad hun skjulte. Mon han vidste om hun var overnaturlig? Det måtte være lidt indlysende nu, hvor de begge ved, at Mila ved, at Kaylan er overnaturlig. Wow, sikke en komplikation.

Kaylan sukkede kort over sit eget ordvalg og nikkede smilende til hende imens hun fortalte hendes idé. Det lød faktisk som en rigtig god ide, en han absolut stemte for. Så rettede han kort på øreringen inden han selv svarede. Den unikke ørering fra hans verden. En stil af smykke man kun ville kunne genkende hvis man kendte til 'Fae'.
"Jeg sætter stor pris på deres ord frk. Annenkova. Det er en rigtig hyggelig café men ikke alle ting er for alle ører. Som de nok har regnet ud er jeg ikke fra.... denne verden.... Og hvis jeg må være så fri... Så har de selv været en del igennem vil jeg tro... Jeg kunne ikke undgå at lære nogle ting om dem. Så jeg vil meget gerne takke ja til deres idé"


Kaylan havde til tider et sprog der kunne opfattes som utrolig gammeldags. Men så igen han var opdraget til at være meget formel indtil anledningen bød andet. Men hun var behageligt selskab. Han kunne være rolig og var det ikke for alle menneskerne omkring dem så tvivlede han ikke på han kunne være helt sig selv. En kort trist mine trak hen over det smukke ansigt som hans tanker kort vandrede til hans egen verden. Det var en noget sørgmodig tanke at han aldrig kunne vende hjem igen. Men det var dog en situation han havde bragt sig selv i. 

Den triste tanke blev rystet til side og smilet vendte tilbage og han valgte at stille sin egen nysgerrighed. Dette virkede muligivs lidt underligt. Tilgiv mig.... Men det er første gang jeg har set det.... Nogen særlig grund til de spiste den særprægede kage på den måde? Altså at de plukkede den i små bidder?"
Han var fascineret af hende

Da Kaylan blottede sig selv, med at han ikke var fra denne verden, og at han kunne se, hvad Mila var, og at han kunne se at hun havde været meget igennem. Så kunne hun ikke lade være, men hendes smil falmede. Tanken om hendes fortid, gjorde hende ked og rasende. Hun var rasende på sig selv. Hun kunne ikke tillade sig at være vred på andre. Hun havde selv bragt sig i denne situation, og hun vil aldrig kunne komme hjem. Eller, hun kunne tage til Rusland. Men det vil ikke føles som 'hjem' længere, uden hendes forældre. Mila nikkede blot, ved at Kaylan sagde ja, til at de kunne tage i teatret.

Mila prøvede ihærdigt at få smilet tilbage, og det lykkes også, men det var nok ikke ligeså blændene og lykkesaligt som tidligere. I det øjeblik Kaylan stillede sit spørgsmål, kunne hun ikke lade være med at smile lidt bredere, og kiggede ned på det tomme muffin papir. ''Det vel bare en mærkelig vane jeg har fået, når jeg spiser sådan noget let mad. Jeg startede på vanen, da jeg første gang troede at jeg så underlig ud, når jeg gabte over en muffin, og at folk kiggede på mig. Så jeg brugte dette alternativ i håb om, at det ikke så sært ud når jeg spiste den. Man spiser jo chips, pommefritter og nødder på samme måde, der skal du bare ikke selv plukke dem i stykker. Jeg tror bare, jeg ikke vil trække så meget opmærksomhed længere'' Mila trak på skuldrene og smilede til Kaylan.

Det var ikke meningen at stilne hendes smil, men noget i ham kunne ikke lade være med at tænke over hvad hun havde været igennem. Han kunne ikke se hvad hun havde været igennem men tænkte hun nok havde været det siden det var en måde at blive Engel. Eller det havde han i hvertfald læst. 
Så det tog ham heller ikke længe at beslutte sig for at bringe hendes smil mere tilbage. Og noget så simpelt at være fjollet kunne ofte gøre det.

"Ahh.... Så at spise det på den måde mindsker opmærksomhed om det?... Jeg tror dog jeg vil få snavsede fingre...."
Så kiggede han ned på den smule kirsebærtærte der var tilbage og trak lidt på skuldrene. "Men jeg finder kun ud af det på en måde så det skal da prøves!"
Så tog han et stykke af den bløde tærte med fingrene og ganske rigtigt fik han kirsebærgele på fingrene. Han fjernede det med munden og tørrede derefter fingrene med en serviet. Et lidt drilsk blik blev sendt hende og hans melodiske stemme indikerede at han faktisk godt kunne lide at bryde rammerne lidt. "Det var faktisk sjovt at spise det på den måde... Men jeg gør det næppe til en vane at spise tærte på den måde. Hvad synes du?"


En tår kaffe mere røg ned imens en tjener kom med en kande kildevand og to glas. Det var sikkert en service på stedet så Kaylan bed ikke yderligere mærke i det. Nu var det bare at se om hendes smil vendte mere tilbage

(Får du lyst til at spole hen til teatret så gør du bare det :) )

//Selv irl, læser du mine tanker - sorry for det korte indslag //


''Velkommen til mit tilflugtsted'' Sagde Mila melodramatisk, så hendes stemme gav ekko i salen, og kunne høres i de bagerste rækker. Hun strakte dermed også armene ud, for at præsentere scenen, i dens helhed. Mila vendte sig om mod Kaylan, som stadig stod bag scenen, med alt udsyret.
''Her kan vi snakke kvit og frit, ingen er her i denne bygning. Udover rengørings damerne, men de har allerede været herinde, kan jeg se'' Mila gned sin kondisko, ned i det poleret egetræ, så det gav en pive lyd fra hendes skosåler. Den samme pive lyd man oftest hører i en idrætshal, når der er gnidninger mellem sko og gulv.

Mila satte sig på scenekanten, så hendes ben hang ned fra scenen, og klappede på den nøgne gulv ved siden af hende, som en gestus til Kaylan, at hun kunne sætte sig. Mila kiggede ud mod det tomme publikum. Hun savnede måske lidt, at få den velkendte opmærksomhed, men det ville ikke føles på samme måde, uden hendes mor stod bag scenen og kiggede på hende.

Med store øjne kiggede han rundt på den flotte sal og drejede rundt om sig selv et par gange inden han satte sig ved hendes side. Det var som om han lige skulle samle mod til og tog et par dybe indåndinger inden han sagde stille: 
"Godt.... Hold godt fast, det kan være lidt af en mundfuld.... Jeg er det der hedder en 'Fae'. Jeg kommer fra en verden der i denne bliver kaldt for Fantasiens Verden. I denne verden bliver min art oftest kaldt for keltiske feer. Min art bliver set som elvere når vi ikke er i vores egen verden...." Lige ved denne del virkede han kort sørgmodig. Det var jo hans egen beslutning at forlade Arcadia men det gjorde ham stadig trist at han ikke kunne vende hjem nogensinde.

Han kiggede frem for sig og snart kom en hvid kanin hoppende hen af gulvet og kiggede op på Mila. Så hoppede den op på scenen og kiggede igen på hende. Ganske vist var det kun en illusion men Kaylans illusioner var kraftfulde så hvis hun forsøgte at røre den ville hun stadig kunne mærke kaninens bløde pels. 

Noget ved stedet bød ham lige pludselig til en ny idé. Der var en særlig atmosfære der fik ham til det. Måske var der noget i ham der savnede det. Kaninen blev til hun slap den igen. Kaylan rejste sig og tog et par svævende skridt ind på scenen imens han begyndte at synge. Lidt lige som engle så lød feers sprog som om de sang vokaler. Kaylans stemme var underligt hypnotiserende og lokkende, dog ikke så man mistede kontrollen. Imens den fortryllende sang blev ved, rakte han sin hånd ud mod hende som om han bød hende op til en dans. Lidt som kaninen dukkede der nogle instrumenter op bag ham der spillede svag musik.

"Må jeg få denne dans? Spørg endelig om mere ellers vil jeg elske at høre om dem?"

Mila kiggede frem for sig. Var det, dét som gjorde ham ''sindsyg''? Hun kunne ikke lade være med at smile bredt.
''Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor folk har undgået dig, for dét. Det lyder som noget helt fantastisk. En fantasiens verden? Lyder som drømmeland for mig. Hvis jeg fik valget igen, ville jeg ikke være her længere. Jeg vil meget hellere, finde fred i himmelen, sammen med mine forældre''

Da Mila igen kiggede ud mod publikum, og en hvid kanin hoppede rundt, vidste hun med det samme at Kaylan havde en lignende evne, som hende. ''Ikke for at være en lyseslukker. Men..'' Mila lukkede af for sine tanker, så Kaylan ikke kunne give hende flere visioner. ''Jeg har svært ved at stole på folk, der roder med mit hoved. Jeg bruger sjældent mine kræfter'' Mila kiggede undskyldene på Kaylan.

Mila grinede, som hun så Kaylan oppe på scenen, og give den maks af, med den mest utrolige stemme. Måske kendte han ikke til det store anlæg, hvor man bare kunne plugge sin mobil ind, omme bag scenen? Det hele lød lidt dybere, uden musikken, da du kun var den rå stemme, der gav ekko i salen.
Hun tog imod Kaylan' hånd og spurgte:''Hvad vil De da gerne vide?''

Han kunne ikke lade være med at grine lidt og svarede da hun tog hans hånd. Det var nogle utrolig lette trin han førte dem rundt i, nærmest som om de svævede.
"Først må jeg hellere forklare om hvad du ser.... Jeg roder ingenlunde med dit hoved. Kom der andre her ind, ville de også kunne se instrumenterne. De ville også kunne høre instrumenterne spille. Nok er det illusioner men de er der kun fordi jeg kan lide musik til en dans"


Så valgte hun at åbne en smule, ville der ikke ske mere end hun svagt ville kunne høre instrumenterne spille musik der passede til den sang han netop havde afsluttet. "Jeg bruger ind i mellem den evne for at mindes hvor jeg er fra... Sig endelig til hvis du vil se det. Jeg kan ikke tage dig med der til, men jeg kan vise dig det?"
Så granskede Kaylan grundigt sine ord for ikke at såre hende. Men hans gæt var at hendes fortid nok var et ømtåleligt emne til en vis grad. 

Hun havde jo kommet med et par enkelte bemærkninger om det så han kunne lige så godt spørge ind til det: "Altså.... Indtil du beslutter dig for om du vil se Arcadia vil jeg gerne høre om dit hjemland? Det må være et spændende sted med en skøn person som dig kommende der fra?"
Var det nu smart at han havde sagt hvad hans hjemland hed? Men så igen.... Det var rart at kunne snakke frit om noget han savnede så meget til tider.

Mila nikkede bare ved Kaylan' informationer. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare. Lige nu ville hun bare forholde sig til virkeligheden. ''Måske på et andet tidspunkt? Lige nu vil jeg bare være i den stille teatersal. Det er et af grundende til at jeg elsker at være her. På grund af stilheden. Stedet her, giver mig en indre ro''

Mila sukkede og kiggede ned på sine hænder. Hendes hjemland. Det burde være stedet, der kun kunne give hende glæde, men når Mila dvæler ved fortiden, tænker hun for det meste kun på det dårlige. Men nu, hvor hun var i en beroligende teatersal, kunne hendes tanker godt finde sted til hendes barndom. ''Mit hjemland'' Mumlede hun, med et blidt smil og kiggede fortroligt på Kaylan. ''Rusland, er egentligt bare stedet, som man læser på bøger og rejseguider. Men det er mere tingene i Rusland. Jeg boede i udkanten af Sankt. Petersborg, med bare min mor og min far. Min mor havde Ruslands næst bedste balletskole'' Mila smilede sigende. ''Den skole var mit liv. Gangene var hvide, med guldfarvet paneler, og så var der altid unge mennesker i deres fineste ballettøj, der løb rundt i gangene og legede tag fat, indtil undervisningen gik igang. De ældre følte sig ikke hævede over de mindre. Det sørgede min mor personligt for, og vi var egentlig bare én stor familie. For mig var det ikke bare min far, mor og mig. Nej, det var min far, mor, mig og danseskolen''

Mila gik hen til musikanlægget, bag scenen og fiskede sin mobil op af baglommen, men forsatte sin fortælling. ''Jeg kan huske engang jeg skulle til min første danseopvisning. Jeg var vist ikke mere en 7 år gammel, og jeg havde trænet i 5 år, så jeg fik en ret så stor rolle. Jeg var fik en rolle i 'nøddeknækkeren', som et af de mange stykke legetøj. Min balletskole kom på en anden plads, og vores rivaler kom på første pladsen. Jeg spurgte min mor samme aften, hvorfor hun var så begejstret for at blive nummer to. Hendes svar var bare så simpelt'' Mila stoppede kort af, for at scrolle gennem musikudvalget på sin telefon, indtil hun fandt en sang, men hun ventede med at afspille den. Hun kiggede hen på Kaylan og forsatte. ''Hun svarede; Hvis jeg blev nr 1, hvad skulle jeg så sætte mine mål efter? Det er blive nr 1 er en smuk titel, men mere er det ikke. En titel. Det at være nr 2 er en titel, og en yndefuld stilling, der siger at man altid kan blive bedre. For det kan vi Mila. Selv med 1 pladsen, kan vi blive bedre. Men vi vil ikke vide det, for vi har intet at sætte vores mål for, vi vil bare tro vi er de bedste'' Mila kan huske at hun troede hendes mor var tosset, dengang hun fortalte det. Men sådan som hun blev ældre, så kunne hun bedre se, hvad hun mente. ''Kort fortalt; Mit hjemland var bare et ydmyg sted, som stadig kunne have sine grusomheder'' Det sidste, refereredet Mila nok mest til sin død.

Mila trykkede på sangen 'Cherry Wine - Hozier', og en lille spillen fra en guitar lød ud af højtalerne, og rungede ud i teatrets store sal. Mila tog per automatik, sine sko af så hun var i sine bar' strømpesokker.
Hun kom på knoerne af sine tær og lavede små piruetter om sig selv. Da Hoziers blide men hæse stemme lød, så kom hendes arme over hende, i blide og flydene bevægelser, der omhyllede hendes krop, i en smuk og beroligende dans. Milas lange og slanke ben, bevægede sig tværs over scenegulvet, i et rytmisk tempo.

Kaylan nikkede anerkendende af hendes svar på hans musik, og meget hurtigt efter forsvandt instrumenterne helt og der var stille. Han kiggede lidt nysgerrigt efter hvad hun lavede med mobiltelefonen. Han vidste godt hvad det var men ikke rigtigt hvad den kunne. Det var underligt at høre om hendes hjemland. Både hvor magisk det havde været men man kunne også fornemme hvor meget sorg der var forbundet til det. Der var sin helt egen form for magi over hendes fortælling. Han kunne nærmest se balletskolen for sig og de mange der løb på gangene og var glade. 

Hans humør skiftede dog da hun fortalte om hvilket fantastisk menneske hendes mor var. En i sandhed enestående kvinde der virkelig forstod at se verden i et større billede. I modsætning til hans egen far. Kaylans far var en frygtelig mand, der kun havde sin egen magt for øje. Og mange af Kaylans slægtninge var døde i forsøget på at stoppe hans far. Men Kaylan sagde ikke et ord før hun selv spurgte til det. 

Lige nu sad Kaylan bare nærmest hypnotiseret over hendes dans. Han var selv en dygtig danser men det her var en type af dans han ikke havde set før. det var som om hun dansede uden resten af verden. Resten af verden fandtes for en kort stund ikke. Samtidig var det som om hun dansede et minde. Det var en smuk måde at huske på. 
"Det ser rigtig smukt ud... Som om.... Som om dansen er dit minde.... Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke var lidt misundelige... At have så fortryllende et minde"
Han vidste han kunne få salen til at ligne hendes danseskole igen, men lod være. Hendes minde var så klart og unikt at der ikke skulle pilles ved det. "På rigtig mange punkter er dit hjemland langt mere fortryllende end hvor jeg kommer fra"
Han kunne ikke lade være med at begynde at smile over hendes dans

Mila stoppede bevægelserne i en blød overgang, som musikken stoppede. Hun sendte et venligt smil til Kaylan. ''Tak. Det er vel et slags minde. Min mor har lært mig alt, hvad jeg ved om dans. Hver en bevægelse er vel en form for minde af hende. Misundelig behøver du skam ikke være. Der er ligeså meget sorg, som der er glæde ved mine minder. Jeg vil vædde med at du selv, har nogen fantastiske minder fra der, hvor du kommer fra'' Mila smilede støttende. Kaylan virkede oprigtig som en glad og optimistisk person, så, hvofor skulle han ikke også have glade, og optimistiske minder?

Mila kiggede spørgende på Kaylan. Hvorfor påstår han at hendes hjemland er mere fortryllende? Det var da ham, der boede i fantasi-land. Mila var vel bare som ethvert andet menneske, men med en anderledes opvækst. ''Det vil jeg da ikke sige. Vi alle har, hver vores minder. De er både gode og såvel som dårlige. Men det ens egne, og selvom det ikke føles sådan, så er de unikke. Jeg er ret sikker på at der, hvor du kommer fra, er det virkelig fortryllende, og intet kan være mere eller mindre fortryllende, end stedet, hvor alle dine minder kommer fra'' Mila smilede til Kaylan, så det gav et glimt i øjet. ''Fortæl mig mere om dit land. Hvordan er folk dernede? Hvordan ser der ud? Hvad bruger man tiden på dernede? Mest af alt, hvad spiser i? For det er ikke kaffe og kage'' Mila grinte lidt over det sidste, som var ment som en joke

Han sukkede kort inden han satte sig på kanten af scenen igen og klappede ved siden af sig. Det virkede som om det var et tegn på om man ville sidde ved siden af en anden. Så han kunne lige så godt prøve. Han førte hånden ud i luften og omgivelserne forandredes. Alting lignede en pavillion i en smuk og frodig skov. Selve pavillionen var af meget lys træ med de smukkeste gyldne udskæringer lidt som formen på hans ørering. En ung dreng med spidse ører i hvide løse klæder, legede og løb rundt med dyr der var lige så glade som ham. Det var ikke svært at regne ud det var Kaylan
"Det er et virkelig fortryllende sted.... Til tider var der ikke en eneste bekymring overhovedet. Man var fri til at nyde livet som man synes det... Verden var en stor legeplads.... Hvad vi spiste? Frugt, kød, brød. Vi drak som regel vin, vand eller Euphoria. Det er en nektar krydret med uspoleret glæde"


Så skiftede omgivelserne endnu en gang til en smuk og stor marmorsal. Her var den unge mand noget ældre og tydeligvis i gang med at træne fægtning. Allerede der var han som en hvirvelvind der var uhyrligt præcis. Ude ved siden stod der en meget strengt udseende mand der dog også var smuk. Han så Kaylans evner an lod det til
"Der var en hel del forventninger dog. Min fader er fyrste og opdragede mig til at overtage pladsen efter ham.Jeg valgte at ville se mere. Andre verdener. Det var først der efter at jeg erfarede at jeg aldrig kan vende hjem igen...."


Så blev hans ansigt mere alvorligt inden han kiggede på hende og sagde: "I min verden er Fae den øverste race. De bestemmer alt sågar hvordan virkeligheden virker hvor de er. En tjener kan være sengelampe den ene dag og kriger den næste. Det er helt op til den enkelte Fae. Og min fader var den værste af slagsen.... Han nød at tvinge folk til at leve i deres værste mareridt... Jeg kan ikke en gang sige hvor længe han gjode det af gangen. Derfor kan jeg heller ikke sige hvor gammel jeg er. For tid var ganske enkelt ikke relevant"
Kort efter vendte hans varme smil endnu en gang tilbage og han hoppede op på scenen og så ud som om han ville til at danse som hun gjorde. Ikke at han kunne....
"Så her er jeg altså"

Mila satte sig ved siden af Kaylan, og svingede med sine ben, der bare hang fra scenekanten. Mila kiggede koncentreret på omgivelserne. Hun blev mere anspændt. Hun var ikke så vild med at se det der ikke var 'ægte'. Hun vil bare være i virkeligheden, men hun gjorde denne ene undtagelse for Kaylan. Det var sådan her, han bedst kunne forklarer.
Da Kaylan sagde, at han ikke kunne komme hjem. Så lød det som hendes situation. Hun valgte at blive engel, for at genopstå og være sammen med sine forældre. Men da hun havde taget beslutningen om at være engel, så kunne hun ikke komme hjem. Eller rettere, hun måtte ikke.

''Det lyder forfærdeligt. Var der ikke en mulighed, for at komme ud af den ''virklighed''?'' Spurgte hun oprigtigt bekymret. Tænk at være i sit eget mareridt. Mila ville for nogen år siden, kalde sit liv et mareridt. Især under 2 verdenskrig, da hun var overlægen i rødekors. Hun så så meget blod, og vold. At hun befandt sig i det rene helvede. Milas mareridt, var da hun ikke kunne redde den såret. Hun ville flyve langt og længe, istedet for at gå ud i byen med de andre læger.

Mila kiggede på Kaylan, mens han prøvede at danse. Hun fniste lidt. ''Det kan jeg se'' Sagde hun med et varmt smil på læben. ''Og velkommen. Hvordan kan du lide det, indtil videre?'' Spurgte hun nysgerrigt.

Han skiftede så over og dansede en dans fra hans hjem så hun kunne se den i stedet for. Ingen illusioner, ingen tricks. Bare Kaylan der dansede. Hans første svar var en kende vemodigt men han ville ikke skjule det når hun nu havde været så ærlig overfor ham. 
"Jeg er selv 'Fae'.... Men vores kræfter forsvinder næsten helt når vi kommer til denne her verden. Jeg var selv med til at skrive min egen virkelighed. Jeg var ikke så ond som min fader dog. Hvilket frustrerede ham meget. 
Jeg brød mønsteret fordi jeg ikke ville skrive vores virkelighed, men ud og opleve en virkelighed vi Fae ikke havde skabt... Så her er jeg"


Hvert eneste trin i hans dans var som luft. Det meste af tiden så det ud som om han slet ikke rørte jorden eller at han slet ikke vejede noget. Hen helt tæt forbi hende og store fejende elegante bevægelser hen over scenen. Det gav ham en underlig fornemmelse indeni men alligevel en rigtig dejlig fornemmelse. Det her var allerførste gang han gjorde noget fra sit hjemland. Ikke fordi han var Fae, ikke fordi det var forventet men fordi han ville. Fordi Kaylan selv ville.

Lidt hurtigt stoppede han op og fik meget glade øjne og sagde: "Hey er der en.... Strenge.... Pind... Instrument...."
Han havde fuldstændig glemt hvad den hed men det var tydeligt ud fra de bevægelser han lavede, at han immiterede en violin. Han ville prøve at spille lidt musik for hende han havde hørt. Han havde en underlig klar fornemmelse af han kunne spille på sådan en

Mila kiggede interesseret på Kaylans bevægelser. Hun elskede alle former for dans, end bare Ballet. Hun var også rimelig god til det. Men denne her dans var anderledes. Koordineret på et andet niveau. Mila rejste sig op, og prøvede at kopier Kaylan' bevægelser. Hun snublede et par gange under koordinationen. Men efter lidt tid, synes hun at hun fik fat i det. Nok ikke ligeså elegant, men på en præsentabel måde.
Mila kunne huske at hendes mor altid kaldte hende lærenem, når hun skulle lære noget nyt. Hende og en pige der hed Victoria fik ene undervisning af hendes mor, 2 gange om ugen, fordi de var noget ''særligt''. Ha.. Hendes mor skulle bare vide.

Mila lyttede til Kaylan' ord. Hendes hjerte blev vredet om. Mila kunne ikke få andet end ondt af Kaylan. ''Hvis det er til nogen trøst. Så er jeg glad for at du brød mønsteret'' Mila kiggede støttende på Kaylan. Hun ville ikke lyde egoistisk. Men hun var glad for at have mødt Kaylan. Han var virkelig en god person. Hun var så småt begyndt at holde af ham. Han var venlig, han lyttede og så var han nede på jorden. Bogstavligtalt.
Et spørgsmål poppede op i Milas hoved, og hun vidste ikke om hun kunne spørger, uden at såre Kaylan. Men hun måtte vide besked. ''Kaylan. Hvad med din mor?''


Mila kiggede spørgende på Kaylan. ''En guitar? Prøv at kigge omme bag ved scenen, så til højre. Der ligger orkestrets instrumenter''.