My new friend - Kaylan Du'Dannan

Det var tydeligt at han blev stærkt påvirket af hendes spørgsmål og en meget lille sølvfarvet tåre viste sig i hans øjenkrog. Men han fastholdt et solidt smil og tog sin ørering af. Så lagde han den i hendes hånd så hun kunne se nærmere på den. Den var lavet af noget der lignede guld men var meget lysere. Og så var den utrolig detaljeret med de smukkeste snoninger. I midten var en lille gennemsigtig krystal med lidt vand i.
"Den fik jeg af hende... I modsætning til min fader var hun vidunderlig og kærlig. Hun siger at det er tårerne fra første gang hun så mig smile, men ved det faktisk ikke. Nu... Ja min fader mente hun var alt for vild og flyvsk så han måtte kontrollere hende. Så hun blev forvandlet til sten og står ved siden af min faders seng..."

Imens hun stod og kiggede på øreringen skyndte han sig om bag scenen og kom tilbage med en violinkasse. Den blev støvet af og violinen blev gjort klar. "Så nu.... Det hjælper at spille musik min mor plejede at spille for mig. Eller bare hjemme fra..."
Langsomt begyndte han at spille. Det var tydeligt det var noget tid siden han havde spillet men det blev også hurtigt klart at han spillede fantastisk. Lige den sang var meget følelsesladet hvilket kunne høres i tonerne. Dog var det meget tydeligt at han virkelig nød at spille. Hans far havde altid set ham som et statussymbol. Hans mor så ham som en vidunderlig og talentfuld søn.

På intet tidspunkt imens han spillede, fjernede han sine øjne fra hende. Det var en stærk historie og det mest personlige han nogensinde havde været. Så han ville se om havde gjorde hende ondt da det absolut ikke var meningen. Da han så stoppede med at spille, stod han med et tavs smil og ventede lidt på hvad hun ville sige. Hun havde tydeligvis påvirket ham. På en måde han ikke var helt sikker på hvad var

Mila kiggede forsigt på det lille smykke. Hun rokkede sig ikke ud af stedet. Bange for at hun ville tabe den, eller ødelægge det. Det var et smukt stykke, smykke.
Kaylan' historie gjorde hende mundlam. Hans humør kunne også tydeligt mærkes. Luften i salen var nemlig helt væk, og stemningen var ret så presset. Mila holdt bare blikket på sin håndflade, og slugte en klump i hendes hals.
Da han vendte tilbage med instrumentet, rakte hun ham stadig smykket men undgik alt øjenkontakt. Hun skulle lige fatte historien, som Kaylan havde fortalt.

Musikken gjorde stemningen endnu mere deprimerende, og egentlig vidste Mila hverken, hvad hun skulle sige eller gøre. Hun stod stadig urokkelig, og undgik øjenkontakten.
Men da musikken rundedet af, kiggede hun endelig på Kaylan, med et sorgmodigt blik. ''Du er sikkert rigtig træt af at folk siger det her, eller at det er for cliché. Men jeg mener det, når jeg siger;''Det er jeg så inderligt ked af, at høre''.
Mila var både ked på hans og hendes vegne.
Alt den deprimerende snak, fik hende til at ønske at hun bare kunne tage hjem til sin mor, og høre hendes ord:''Jeg er her, det hele skal nok gå''. Mila var klar over at hun var 21 år, og en voksen kvinde. Men derfor fik hun stadig den barnlige fornemmelse af at tage hjem til sin mor, og græde ved hendes skulder. Men lige nu anstrengte hun sig for meget, til både at holde tårer og følelser inde.
Alle hendes dårlige minder gik igennem hende. Døden, genopståelsen, krigene, længslen.

Det var slet ikke meningen at påvirke hende så negativt, men han følte alligevel han skyldte hende et ordentligt svar. Roligt blev violinen lagt på et lille bord hvorefter han stillede sig ved siden af hende og kiggede ud i det store rum. Mange tanker om hvad han skulle gøre for igennem ham, for han ville ikke skabe en sådan ladet situation.
"Det er der ingen der har sagt til mig før.... Jeg har aldrig ville fortælle om det før nu... Men af en eller anden grund så ville jeg gerne fortælle dig det. Ja nu er jeg nok fjollet.... Men du virkede til at ville tro på mig... Jeg er godt klar over historien er langt ude..."

Stille kiggede han på hende og hvis hun lod ham, ville han lægge hånden meget stille på hendes skulder.
"Når jeg lige tænker efter en gang.... Så er der en ting hvor vores verdener minder om hinanden rigtig meget"
Det næste ord der kom ud af hans mund virkede mere som om han udtalte en tone. Fae's sprog mindede på en måde om engles sprog men alligevel langt fra. "På mit sprog betyder det kram. Jeg vil meget gerne høre din historie hvis du synes jeg skal høre den.... Ellers vil jeg gerne prøve et kram? Jeg har hørt det er godt at trøste med?"

Det var måske risikabelt men han ville gerne trøste hende, og lytte som hun havde været så sød at gøre ved ham. Selvfølgelig skulle hun ikke fortælle sin historie hvis ikke hun ville eller den var for personlig til han skulle høre den. "Jeg... ved ikke så meget om det endnu... Men hvad gør man for at trøste dig?"

Mila fniste, efterfulgt en lille snøften, hvorefter hun tørrede en nedfalden tåre væk. ''Tro mig. Jeg tror stort set på alt, efter jeg blevet en engel. Jeg har mødt vampyrer og datet djævler. Så din historie er ikke så langt ude som du tror''. Hvilket var sandheden. Mila havde blot været et menneske, og så blev hun kastet hovedkulds ind i en ''ny verden'', hvor der nu også fandtes overnaturlige væsner. Så det at der er endnu en ''verden'' med en form for elver boende, lød ikke helt så tosset igen.

Kaylan' hånd på hendes skulder, var ret så trøstende men det mystiske ord, gjorde hende bare lettere forvirret. Indtil han dog forklarede hvad han sagde. Igen fniste Mila. Det var måske lidt kært at Kaylan var så uvidne om denne verden, og at han lød så usikker om at give et kram. Det var nok bare dét, der løftede hendes humør en smule. ''Jeg ved ikke om jeg behøver, at fortælle dig min historie, med mindre der er noget du gerne vil vide. Jeg har da fortalt dig lidt indtil videre. Og jeg vil meget gerne have et kram'' Det sidste hun sagde, kom mere ud som et grin.

Han returnerede hendes sagt fnis og smil med et varmt smil og sagde: "Det kan du så have ret i. Jeg har kun læst om de forskellige væsner men aldrig mødt dem. Så ja.... Så langt ude er det nok ikke når man lige tænker efter en tur. Jamen i såfald så skal du da have et kram"
Først var han en lille smule forsigtig, men det gik hurtigt over. Han var et godt stykke højere end Mila så hun kunne mærke hans varme og hjerterytme. Kaylan blev hurtigt enig med sig selv om at det med kram var en rigtig dejlig ting. Specielt i denne verden for her kunne man mærke at man fik et kram fordi den anden også gerne ville have et kram. I Arcadia var kram en meget formel ting kun meget få fik at opleve

Lige nu kunne hun få så langt et kram hun egentlig ville. Som de stod der, kunne han ikke undgå at smile endnu mere over hun var begyndt at smile igen. "Det er nu slet ikke så tosset.... Hvordan klarer jeg mig af en nybegynder til kram?"
Det var måske lidt fjollet at spørge om...

Da Mila lagde armene om Kaylan, lagde hun instinktivt hovedet ved Kaylans skulder. Hun lukkede øjnene, og lod de få sekunder af trøst og venlighed strømme ind i hende. Et smil spillede sig på hendes læber, mens de stod der i omfavnelse.
Efter lidt tid, trak Mila sig tilbage. ''Tak. Det var vist lige dét, den her stemning havde brug for'' Mila nikkede for sig selv, og smilede forlegent til gulvet.

Hun grinte kort af Kaylans spørgsmål, angående hans evner til at kramme. ''Ikke slemt. Faktisk var det ret dejligt. Men jeg tror heller ikke der er så meget, der kan gå galt i et kram'' Mila smilede op til Kaylan, og følte sig lykkeligt i et kort sekund. Men stadig med den bitter eftersmag, fra den deprimerende snak, fra tidligere.

//So, so, soooo!!! sorry, for det sene svar. Har haft travlt, og tiden er fløjet afsted. Beklager også for det korte svar, skal lige ind i den her rytme igen :-) //

Han klappede inde i sig selv over at i hvertfald noget af den negative stemning var blevet jaget bort. Og det hjalp i sig selv at hun kunne lide krammet. Det var jo første gang han havde oplevet et kram der bare skulle være rart og ikke en formel ting.
"Jamen det er jeg rigtig glad for. Kram med den betydning her kan jeg nu egentlig godt vænne mig til. Og mange tak for den umådeligt positive anmeldelse af mit allerførste kram. Altid dejligt med positive ord"

Pludselig fik han en lidt skør idé. Det ville både være lidt at gøre grin med sin egen fortid men samtidig give hende et smil og måske endda latter. Han ville byde hende en invitation og så overdrive måden at fremføre sin invitation på. Ganske kort tog han hendes hånd og kyssede de fine fingre inden han bukkede meget dybt og holdt sin hånd frem mod hende. Det var tydeligt i hans ord at han overdrev for humorens skyld
"Frk. Mila Annenkova.... Vil de gøre eder den ære at dinere med mig i mit residens? Jeg ynder at kokkerere og ligeledes dinere med et yndefuldt selskab? Jeg vil være ydmyg og beæret hvis de ville takke ja"
Så kiggede han kort op og blinkede til hende som tegn på humoren og afventede så hendes reaktion

//Det skal du overhovedet ikke tænke på den slags ting sker :) Jeg render skam ingen steder :) //

Mila smilede blændende til Kaylan. Ja kram, her, var en ret så dejlig ''gestus''. Det var ihvertfald en af tingene Mila nød, indimellem. Hvis hun altså havde nogen at kramme.

I det øjeblik Kylan tog Milas hånd, kiggede hun uforstående på ham. Hun blev endda mere forvirret, og forlegen ved hans blide kys på hendes håndryg. Mila prøvede endda at undgå øjenkontakt. Indtil hans overdrevent bukken, og den overdrevent invitation, der blev deklareret. Mila bed sig i læben for at holde en fnisen inde. Det var tydeligt at Kaylan' morede hende. Hendes krystal blå øjne lyste op af glæde. Hun hostede en gang, og prøvede at få en seriøst mine op. Kaylan Du'Dannen. Det er mig en glæde, at dinere med dig. Jeg ser frem til dine evner i et køkken'' Mila gav Kaylans hånd et klem, og nejede, som en ægte lady. Det havde hun ikke gjort siden hendes familie fik gæster på besøg, hjemme i Rusland.
Nu kunne hun heller ikke holde inde længere. Hendes latter brød ud, så det rungede i den store teatersal. Hun holdt sig for maven, over latter kramper. Måske var det ikke kun Kaylans invitation der fik hende til at grine så voldsomt. Det var måske bare det faktum at Kaylan var en oprigtig, sjov, og sød mand, og at det er længe siden hun havde grinet sådan.

[b]''Du viser vej! Iiiih! Jeg glæder mig allerede'' Sagde Mila efter lidt tid, stadig med en smule fnisen og spænding i stemmen.

Endnu en gang bukkede han meget ærbødigt og sagde med en humoristisk fremtvungen alvor. "De ærer mig Ms. Annenkova! Lad mig eskortere dem til køretøjet der vil bære os til destinationen!"
Det var meget tydeligt på Kaylan at han egentlig heller ikke selv kunne holde masken men han gjorde om ikke andet et lille forsøg på det. Så bukkede han sin arm så hun kunne hvile sin arm der som de gik. De måtte dog gå et lille stykke for at komme hen til hans bilen. "Det bliver faktisk første gang jeg prøver at lave mad til andre så jeg vil ikke garantere for kvaliteten. Men jeg lover at gøre mit bedste" Efter lidt kom de til parkeringspladsen hvor han trykkede på en nøgle. Bip-lyden kom fra en blanksort og meget velholdt Porsche. Hurtigt gik han hen og åbnede døren for at hjælpe hende ind. Igen med et drilsk smil sagde han: "Nu skal jeg Ms. Annenkova"

Bilen havde ganske vist vakt blikke nogle steder i byen. Men Kaylan tænkte ikke videre over det da han som sådan ikke havde forstand på hvad for nogle biler der var gode og dyre. Han vidste bare han kunne køre dem. For ham var det stadig en lækker bil men det var også det han vidste. Ellers var det bare en måde at komme fra A til B

Mila fnisede, og svarede Kaylans bukken med endnu et elegant nejen. Mila fik selv en tosset ide. Det ville gøre endnu mere grin, med deres 'fine tone' og give det en helt underlig kontras. Hun puffede Kaylan på skulderen, og sagde med sin skarpeste stemme. ''Helt sikkert K. Før mig til din slæde'' Mila tog imod Kaylan' arm, og fniste lidt af sin egen ''joke''.

Da de stod udenfor, og overfor Kaylans bil. Kunne Mila ikke lade være med at måbe. Hun kiggede endnu mere alvorligt på Kaylan. Hvor længe har du lige været her?! Jeg har været her i 121 år, og selv jeg har stadig ikke råd til sådan en bil?'' Mila kunne stadig ikke lade være med at måbe, og samtidig smile stort.
Ja okay. Nu var det heller ikke fordi Mila havde brug for en bil, eller havde prøvet at spare op til en. Men stadig. Kaylan må da have røvet en bank? Eller havde han sådan noget, magisk elver guld? Mila kiggede igen over på Kaylan, men med forvirring og forbløffelse malet, i ansigtet.

Han kunne ikke lade være med at grine af hendes reaktion og tog sig kort til maven inden han hjalp hende ind. Så satte han sig ind på førersædet og startede bilen. Motorlyden var der nu altså noget ganske særligt over.... Så kiggede han smilende på hende og svarede så på hendes spørgsmål:
"Jeg har været her i en lille måned vil jeg tro. Jeg er stadig ved at få styr på tid og den slags. Men Fae er så tilpas arrogante... Så da jeg blev bundet til den her verden, så mente min fader dog jeg skulle have en "personlighed" der passede til min stand. Så tilsyneladende mangler jeg ikke noget"

Så kørte han stille og roligt afsted med lidt stille musik på bilradioen. Han havde ikke direkte fundet sig tilpas med en bestemt musikstil endnu så der var lidt af hvert. Bilen i sig selv kørte rimelig hurtigt så der gik egentlig ikke så længe inden de var ved hans villa. Men dog ville han forsøge med lidt stille samtale.
"Altså hvis du har lyst må du gerne prøve at køre?"
Han vidste ikke helt om hun kunne køre men der skete vel ikke noget ved at spørge. Alligevel kunne han ikke helt slippe en ting hun sagde.
"Jeg føler mig lidt dum nu.... Men hvad mente du da du sagde 'Slæde'?"
Han følte lidt han burde vide det

Mila nikkede, ved Kaylans forklaring. En personlighed? Mente han et slags ''image''. Hvis det var det, så kunne hun da godt lide det indtryk, af hans image indtil videre. Mila smilede for sig selv, og satte sig ind i bilen.
Motoren spindede, og lyden indikeret at den var ny, og godt kørende. Da Kaylan holdt inde, kiggede Mila ud af vinduet for at se, hvor henne de var. En stor flot villa, var lige udenfor Kaylans vindue. Mila skulle lige til at spørger, om det var hans hjem. Men Kaylan kom hende i forkøbet, og spurgte om hun ville prøve at køre hans bil.
Hun kiggede skræmt på Kaylans hænder, som holdt om rattet på den bil, de befandt sig i.
''Øh... Måske en anden gang? Jeg har ikke kørt bil siden jeg tog kørekort, og det er snart...'' Mila kiggede kort op i bilens loft, for at regne alle årene ud, hvor hun ikke har kørt en bil. ''Godt og vel 20 år siden'' Mila trak på skuldrene, som for at vise at det ikke gjorde hende noget.
Det var nu en lækker bil. Det var det virkeligt. Men hun ville ikke ødelægge den. Okay overdrivelse. Mila kom i tanke om noget, og kiggede kort på Kaylan. Han var ret så selvkørende. Var det en typisk Fae ting? At tilvænne sig nye steder, så hurtigt. Altså han var velhavende, og kunne køre bil, på ingen tid. Mila var forbløffet. Hvis bare hun have kunnet tilvænne sig, sin engle skikkelse på den tid.

Kaylan afbrød hendes tanker. Hun holdt en øjenkontakt, og tog lidt tid om at registrer hans spørgsmål. Hun smilede sjovt til Kaylan, og kiggede ud af forruden for at finde en måde at forklarer det. ''Det er vel et slags ''slang'' ord - kalder de unge det - For bil'' Mila kiggede på Kaylan, for at se hans reaktion.
''Nå men skal vi smutte indenfor? Jeg dør af nysgerrighed af, hvad du har planer om at lave til mig'' Og igen, var Mila ekstatisk og spændt på, hvad aften måtte bringe hende.

Kaylan rystede kort på hovedet af sig selv over han ikke lige vidste det, men det kan være hans 'skikkelse' Ikke havde behov for at vide den slags.
"Jeg har vist meget at lære endnu... Nu skal jeg"
Han skyndte sig ud og over til hendes side hvor hun elegant blev hjulpet ud. Det var trods alt en rimelig lav bil man nærmest satte sig ned i. Så lad han hende tage sin arm endnu en gang og lukkede dem ind. En kode nok til alarm blev tastet ind inden han rakte armen rundt i foyeren. "Velkommen til. Ovenpå er der gæsteværelser, studieværelse og mit eget soveværelse. Her nede er der en lille balsal, spisestue, køkken, bibliotek og galleri. Der er badeværelser på begge etager hvis det skulle blive nødvendigt. Kom så skal du se"

Så fik hun ellers en rundvisning over det hele. Alt var i en Victoriansk stil men dog med et moderne præg. Flotte farver og udskæringer. Selve galleriet var fyldt med kunst af alle mulige arter. Badeværelserne var i lys marmor med metallet guldbelagt. Begge med et stort badekar hvor der var mulighed for boblebad.
Balsalens farver var i en mere vinrød farve hvilket gav en dejlig belysning. Spisesalen var med flot udskårne træmøbler. Spisebordet var til nok omkring 20 personer i alt og allerede dækket op. Det var dog tydeligt at det altid stod sådan.
Da de nåede køkkenet, kiggede han hende i øjnene og spurgte venligt:
"Hvad synes du så om mit hjem?"