The humans

DETTE EMNE ER FORBEHOLDT HEATH KNIGHTS



Nattens mørke trængte sig langsomt på, dens tanker var ikke til at regne ud. Men små listige øjne betragtede en hver og enkelt lille bevægelse som ville det analysere dets omgivelser, inden et kup ville finde sted. De mørke kløer greb fat omkring hjørnet på en bygningsblok og skimtede tværs hen over gaden, hvor en spinkel men relativ høj skikkelse vandrede afsted. I hænderne havde vedkommende en stor lysebrun papirspose, der sikkert indeholdte diverse nødvendige redskaber til hjemmet. Nakken var blottet så den friske aften vind kunne kærtegne skikkelsen let og yndefuldt. Armene var hægtet fast om posen i et mildt greb, hvor det hverken var for fast eller for løst. Med en dyb vejrtrækning gik det ukendte klodset og listende afsted hen imod vedkommende på den anden side. Det var en kvinde. Hendes strukturer var omringet af nogle tætsiddende skinnyjeans, der omfavnede hendes slanke krop. På overkroppen var der en lyseblå cowboyjakke som lyste let gul under lygternes klamme farve. En nynnende lyd kunne høres fra den sammenfoldede mund, imens en melodisk rytme af bas og trommer bragede derudaf i det sæt hvide høretelefoner som der var stoppet i ørerne. Kroppen gik i en svag takt til musikken, alt imens det ukendte langsomt sneg sig nærmere og nærmere. Komplottet var sikkert at trække hende med ned til helveds dybder, og tage hvad end hun havde på sig og smaske sig i de godter så livet kunne forsætte.
Al humansk forestilling om forståelse og morale var forsvundet, og kun grådigheden og sulten eksisterede i den spinkle tynde skikkelse hvis mave var udformet efter konstant sult. Øjnene der engang havde været fuld af liv og lyst, var forsvundet, og kun et tomt grisk blik var at finde i de to huller. En slubrende lyd kom svagt fra de sprukne hævede læber, sådan som væsnet nærmede sig det, det retmæssigt fandt som sit.
Kvinden foran ham virkede ikke til at vide af, hvad der lige helt præcist foregik rundt omkring, alt hvad hun sådan set selv tænkte på var at komme hjem til sig selv, og nyde godt af den frihed hun havde fået efter at have været på arbejde. Det havde dog ikke været noget besværligt job som sådan, men noget stressende var det vel. Katalogerne viste det rette sæson tøj, men vejret var på ingen måde med den tøj kollektion som de havde i butikken. Et svagt suk gled ud igennem hendes mund og med hovedet langsomt på skrå og fik hun nakken til at sige knæk adskillige gange. Følelsen var behagelig, som om man rigtig kunne slappe af igen. Der gik dog ikke længe efter at hun havde knækket sin nakke og spadseret uvidende videre at en grov hånd greb om hendes skulder og sendte hende i jorden. Flere skygger nærmede sig for at se til, for at slå sig sammen. Øjeblikket havde grebet hende med en sådan forbløffelse at hun ikke engang kunne nå at skrige af overraskelse. I det samme blev luften i hendes lunger sparket ud af hende. Det var for mørkt til at hun kunne fokusere på sine overfaldsmænds ansigter, deres mørke rynkede ansigter forblev ukendte, og kun gadelampens klamme ulækre gule lys blev ved med at blinke i forskellige signaler som havde nogen forstyrret dets aften ro.

Dampen fra den varme kop kaffe som der stod i vindues karmen, kastede den lange arme af duft ud i verden igennem det åbne vindue. Ved siden af koppen sad en fuldvoksen vampyr og stirrede livsløst ud i ingen ting, cigarretten der knitrede i hans højre hånd, der lå hen over knæet, der tilhørte et ben hvis fod var placeret på den kolde karm, mens det andet ben var kaste ud i det fri. Var det eneste som indikerede at dette rent faktisk var et levende individ og ikke en statue. Heath, som mandens navn var, tog sløset cigarretten tættere på munden og tog et hvæs, hvor efter at den anden hånd lukkede sig omkring kaffe koppen, godt nok kunne han ikke nyde menneskelig mad eller drikkelse, men efter femhundrede år blev man hurtig vand til at gøre det af vane frem for at lyst. Den varme drik føltes nu alligevel meget rart imod hans halsrør efter han havde taget en slurk. Det var er han så det, kvinden og skyggen der fulgte efter hende. En sort skygge lagde sig hen over de gyldne øjne, han brummede irriteret, hvorfor lagde hun ikke mærke til hendes omgivelser? Der gik hun, fuldstændig uanede afsted, mens hun var blevet udset som næste måltid. Han tog endnu et hvæs fra smøgen, mens han betragtede scenen som der spillede foran ham, hun måtte da kunne mærke at der var noget galt, eller var hun bare så absorberet i sin musik, at hun ikke en gang kunne se faren der lurede? – Man skulle da efterhånden tro at folk der boede i Di Morga, vidste at der kunne lure mørke magiske væsner, som lå og ventede på deres bytte skulle komme forbi for de slog til. Men han kunne da et eller andet sted være ligeglad, alle skulle dø en dag, det havde verden været alt for god til at vise ham, hvor skrøbeligt et liv var. Om man så var øverst eller nederst i fødekæden. Han tog endnu en slurk af kaffen, mens at han lod hånden glide igennem det korte brune hår, men han gjorde ikke noget, kunne ikke se hvorfor at han skulle hjælpe et andet individ, det eneste der kom ud af det, var bare at han forlængede deres levetid. ’’Vi ender alle sammen i et hul en dag’’ snerrede hans mørke stemme, mens et ulykkeligt minde skyllede ind over ham. Han havde nu mistede to kvinder i hans liv der betød verden for ham og to børn. De ville aldrig komme tilbage, han talte dagene til at han fik nosser nok til selv at gøre en ende på sin lidelse. Men lige meget hvor længe han vente, så blev det ikke skænket ham.

Men da hans øjne igen lagde sig på den spinkle kvinde, var hun nu nede på jorden og hendes overfaldsmænd godt i gang med at gøre hende ukampdygtigt. For han vidste af det, gled han imod jorden i stormende fart fra fjerde sal. Iført nogle koksgrå joggingbukser, og en lysegrå hættetrøje uden ærmer, hvis åben tilstand vidste at han ikke havde noget inden under. Hans bare foder ramte de kolde brusten, men han kom sig hurtig over hoppet, som en kat landede han altid på benene og var næsten lige så idræt. Hans kaffekop lå knust ved siden af ham, og den sorte væske spildte som blod hen over de glatpoleret sten.
Uden ord var han henne ved den første af overfaldsmændene og med hans arm som der var formet sig som en træpæl spiddet han den igennem mandens brystkasse, skriget der kom fra manden var nærmere et dyrs end et menneske. Derefter forsvandt han, som støvet blev taget af vinden og hvad der en gang havde været var der ikke mere. En af de andre havde kastet sig på ryggen af Heath, hvilket gjorde han fik tilegnet nogle hugtænder der var tæt på at bore sig ind i hans blodåre, før at han havde fat i manden og slynget ham ned i gaden, igen fik pælen bordet sig igennem en brystkasse. Lyden af hvordan at knogler knuste og kød der flænsede var ikke behagelig, han hadet det. Hadet alt der stod på vold og kamp, det overlod han til hans bror, men alt hvad der skete, skete som en out of body oplevelse. Han forstod ikke selv hvorfor, men inden længe, var der ikke noget tilbage af overfaldet, end selve kvinden der lå på vejen, godt medtaget efter kampen. Han satte sig på hug ved siden af hende og sukkede irriteret ’’Du burde passe bedre på, især disse kanter, der har været problemer med at vampyrer drikker deres eget blod..’’ hans stemme var kold, følelses forladt. Men han tog hurtigt ordene i sig da han så hvilke stadie hendes krop var i ’’Shit.. er du okay, kan du stå?’’

I et snup tag fik en af mændene begravet sine dybe negle ned i hendes hovedbund og trak hende ubesværet til sig, for at nærmest at brække hendes nakke ved at lægge det på skrå så den var totalt blottet. En anden sparkede hende på plads ved at knalde fod spidsen ind ved rygsøjlen. Den tredje syntes at have flænset noget af hendes top af så han kunne komme ind til det mere bløde kød, som ellers syntes at have været gemt så godt af vejen som muligt nu var. Et halv skræmt skrig kom ud over hendes læber imens hun prøvede at trække sine ben til sig fra hvad end der havde fat i hende, modtagelsen var ikke bekvemt da en knytnæve knaldede sig ind over hendes ene kindben og sendte hende omtåget afsted. Det rungede for hendes hoved, og hun havde svært ved at holde en nogenlunde form for fast fokus på sine overfaldsmænd. Blikket var sløret, og alting syntes mere eller mindre at vise dobbelt. Hun udstødte et smertefuldt suk da der endnu engang haglede nogle stød ned over hende. En smerte bredte sig langsomt fra hendes yderlår, og hun kunne mærke hvordan blodet langsomt havde fundet sig vej op i næseborene. Et misformet host kom til, og det føltes som om hun havde blod i halsen. Et sæt hugtænder havde netop lige presset sig igennem hendes bløde kød, men netop som de havde presset sig ned, forsvandt de hurtigt igen. Omtåget og ude af stand til at holde fokus eller tænke klart slap hendes overfaldsmænd hende. Baghovedet knaldede ned i asfalten. Alting virkede til at ringe i hovedet på hende, som om en voldsom tinnitus havde ramt hende og ville blive ved til den dag hun døde. Endnu engang hostede hun, hendes ansigt vendte sig bort fra sceneriet imens hun prøvede at støtte sig på albuen, men ikke med den største hjælp. Med et anstrengt grynt, trak hun sig hen imod muren for at læne sig op af noget. Med et suk af anstrengelse men lettelse over støtten, vendte hun langsomt blikket op imod hendes redningsmand, som netop lige havde dræbt hvad end der havde været efter hende. Hendes tanker var for rodede til at kunne finde hold på det hele, der var ikke rigtig noget som gav nogen form for mening. Hendes hånd greb fat omkring hendes tøj og trak det dovent og sløjt hen omkring sig for at dække sin krop til. Forfatningen omkring hvad der netop lige var sket havde stadig ikke ramt hende. Med et kort snøft blev det klart for hende at hendes næse blødte, men så vidt hun kunne mærke var den ikke brækket, blot blevet stødt af et af de voldsomme slag.
I det samme snakkede en stemme til hende ud fra det blå, hun kunne ikke helt tyde ordene, de virkede mildest talt forskruede, som om det ikke var hendes egentlige modersmål, men noget fra et fjernt land, eller dødt, som det latinske og de egyptiske oldtidsskrifter. Det var først nu at lugten af kaffe langsomt ramte hende, den blandede sig sukkersødt sammen med blodet hun smagte i sin mund. Stadig uden nogen større form for mulighed til at koordinerer sine bevægelser prøvede hun at finde et fast holdepunkt for sine øjne. Hun valgte en sten der lå på vejen indhyllet med hendes blod som farvede den næsten rubin mørkerød.
Igen kom hosten, inden hun kom frem med en hæs forvirret stemme, ”Hv… hva’ skete der?” kvækkede det ud af munden hvis underlæbe havde fået sig en slem flænge. Den kolde tone i mandens stemme virkede ikke til at ramme hende, hun var forvirret. Lyden af musik ramte stadig hendes ører, og hun kunne ikke længere helt huske hvor hun kendte den fra, eller hvorfor der havde været musik. Det hele var bare et stort rod. Som havde hun drukket sig selv fuld og var faldet uden form for mulighed til at kunne få kontrol over hendes krop igen. Kvinden rømmede sig, følelsen af at have fået noget hårdt imod hendes hals generede hende. Efter lidt tid blev hun dog enig med sig selv om at hun ikke kunne blive siddende her, som havde hun rent faktisk hørt hvad manden havde sagt, men det virkede ikke til at være opfanget i hendes hukommelse. Med en ukoordineret hånd greb hun ud i luften, hånden fik fat i mandens hættetrøje, som hun selv trak sig halvt op med, men måtte udstøde et smertefuldt suk. Ganske vidst havde de ikke forgiftet hende med deres virus, men hugtænderne havde sat sig dybt i hendes kød som spredte en smerte hun ikke kunne holde ud. ”U.. Undskyld” mumlede væsenet der sad foran ham. Hendes undskyldning var rettet imod hendes klodsethed, uforskammethed, og dermed den arrogante opfattelse af at alting nok var sukkersødt i verdenen. Men sådan forholdte det sig ikke kunne hun tydeligt se. Hovedet føltes tungt, men lidt mere overskueligt at styrer, dog fandt hun det bedst at læne det imod muren. Normalt ville hun have brugt sine healende evner fra bjørne totemmet til at tage sig af de værste skader, men al energi havde nærmest forladt hende. Som var det hele bare blevet taget fra hende uden hun selv havde noget at skulle sige.

Et irriteret udtryk gled hen over hans ansigt, hvorfor skulle han nu også være babysitter? Kvinden som havde fået sig op og sidde med ryggen imod den nærmeste mur, lignede ikke en der kunne noget som helt selv og da sætningen der formede sig fra hendes mund, hvad var der sket. Var det tydelig at pigebarnet havde fået en for mange slag til hoved, han greb ned i joggingbuksens lomme og fik fisket en ny iPhone seks ud af den. Han tastede 15 ind på displayet, hvor efter at han kunne høre hvordan han blev stillet frem til alarm centralen.
Hans øjne gled ned på hånden der greb fat i hans hættetrøje og følte sig pludselig ret utilpas, med den pludselige tilnærmelse fra kvinden. Men han skubbede dog irritationen til side, da han endelig fik hul igennem ’’Jeg vil gerne anmelde et overfald, en hvid kvinde er blevet slået ned ved lejlighedskomplekset, ved lejligheds nummer 150, hun er stadig ved bevidstheden, men virker til at være en smule desorienteret’’ hans mørke stemme forklarede hurtigt hvad der var sket, hørte hvordan at kvinden i den anden ende tastede nogle ting ned på tastaturet, for derefter at informere omkring at en ambulance var på vej og at han skulle blive ved offeret. Han brummede et kort for hoved ja, inden han lagde på. Nu var der ikke så meget andet at gøre end at vente på at ambulancen kom. Han sad stadig på hug ved siden af hende og en smule overrasket over sig selv, havde han ikke fjernet hendes hånd der havde lukket rundt omkring trøjen. Han sukkede kort, da hans gyldne øjne lagde sig på formskifteren der sad foran ham, sikke dog en svag race, kunne ikke en gang lukke sådan nogle overfladiske sår, eller kæmpe tilbage for den sags skyld. Igen blev han mindet om hvor skråbelig alle racer i grunden var, det kunne sgu være lige meget om man var øverst i fødekæden, om man var tæt på at være udødelig eller ej, så var der kun en udvej for alle, og det var så ikonisk at sige, at stille træskoende.
’’Hey, du bliver nød til at holde dig vågen, hvis du har en hjernerystelse kan vi ikke have du falder i søvn..’’ hans stemme kom en smule mere kold ud end det havde været hans intention, men som han havde sagt, ville det være en rigtig skidt ting hvis hun valgte at ligge sig til at sove nu og sådan som hendes øjne, nærmest svømmede over det hele. Var det ikke en unormal reaktion at falde sammen af udmattelse, efter at have banket næsten alt sit liv ud af sig. Hans hånd, tøvende rakte ud efter hendes hoved og lagde det nærmest kærligt imod hendes kind ’’Lad mig lige se hvor han bed dig..’’ mumlede han stille og tiltede hendes hoved til siden så han kunne få et bedre udsyn af skaden, da hans tommelfinger gled hen over det lille hul af en åbning, var det tydeligt for ham, at der ikke var kommet noget gift ind i hende. Han havde været hurtigt nok, et nyt suk formede sig fra hans fyldige læber, denne gang dog af lettelse, at være vampyr var ingen frelse, nærmere en forbandelse. ’’hvad er dit navn?’’ mens han undersøgte hendes skader nærmere uden at virke for påtrængende, valgte han at starte en samtale, så vidt muligt at hun ikke ville falde i søvn, bare ind til at nogen uddannet folk kunne tage et kig på hende.

Kvinden lukkede sine øjne i et kort stykke tid, hvorefter hun åbnede dem svagt igen. Hvis hun nu kunne fat i noget Guldblomme, eller som det også hed "Arnica" mumlede den unge kvinde. Blomsten skulle væremulig at finde i skoven, men de befandt sig på nuværende tidspunkt et godt stykke fra skovområderne.
Selv kunne hun ikke helt huske, hvorvidt hun havde fået det med i tasken, blomsten var beregnet til sår, infektioner, hudafskrabninger og rygproblemer og selvom hun tit kom galt afsted, var dette vidst første gang hun var blevet angrebet på en sådan måde. Dog var det ikke den eneste mulighed for hende at hele, men den anden mulighed kunne hun lige så godt udelukke. Meditation ville ikke være vejen sådan som tingene så ud lige nu. Hun havde fået slag i hovedet, og hvis hun lukkede sine øjne i længere tid, ville hun blot falde i.
Men efterhånden som tiden gik, og hun fik mere og mere tid til at komme oven på igen, begyndte hendes opfattelse af lyde at blive skarpere. Manden blev dog ved med at snakke med hende, hun lod sig dog ikke bemærke af den kolde og lettere irriterede stemme han konstant kom med. Dog var orienteringen omkring hvor lydende kom fra ganske svag. Hendes øjne kunne ikke få sig selv til at fokuserer på noget der hele tiden bevægede sig. Følelsen der gik igennem hende mindede hende lidt for meget omkring en hed tur i byen med massere af druk. Man kunne ikke fast holde sine bevægelser, og det der føltes rigtigt var slet ikke rigtigt på nogen måde.
Det gav et sæt i hende da hun mærkede hans hænder. De var kolde, iskolde. Men ikke uvenlige, som hans stemme havde været. Måske var det blot hans natur. Egentlig kunne hun ikke gå ud fra hvordan han var på basis niveau. Hun havde trods alt først lige mødt ham, og ikke på den aller bedste måde. De klæbrige væsker der gled ned af hendes krop begyndte så småt at irriterer hende. Det kildede på en ubehagelig måde, lige som hvis man blev let strejfet af flue og det så begyndte at klø der hvor den havde strejfet. Eller som når sved dryppede ned af ens ben en sommerdag. Blikket gled ned til de steder han berørte hende for at undersøge hendes skader. Tanken omkring en ambulance ville komme, skabte dog en form for lettelse inde i hende. Dog vidste hun ikke hvor vidt det ville være nødvendigt. Hvis hun nu blot kunne få fat noget porrer, ville det hjælpe hende til at holde sig vågen. Det var dog en klam smag man fik i munden efter at havde spist en hel porrer, men der var vel ikke så meget andet man kunne gøre. Havde hun egentlig købt det med hjem? Var hendes indkøb blevet stjålet, og hvad med hendes taske?.
Igen blev hun afskåret fra sine tanker og bekymringer, da mandens stemme atter gik ind i hendes tankebaner. Hun blev igen klar over situationen hun befandt sig i. Ganske vidst helede hun hurtigere end hvad et menneske ville gøre, men dette skyldtes blot hendes indre totem, som befandt sig inden i hende. Hans spørgsmål rungede atter igen i hovedet. "Jess..." mumlede hun. Det var dog ikke hendes fødenavn, men hvad hun ville kaldes af mennesker, folk, som hun ikke kendte mere end blot som et bekendtskab. Manden havde dog reddet hende, hvilket skabte en form for skyldfølelse for ikke at have sagt det helt korrekte svar på hans spørgsmål. "... James.." kom det over læberne, "Jeg hedder James...". En lyserød tunge kom svagt til syne, for at fugtig gøre hendes læber, kun for at blive mødt af den metalliske smag af blod. Endnu engang rykkede blikket sig, og lagde sig på hans ansigt, hvilket fik nogle rynker til at dukke op imellem brynene.
"Du ligner ham lidt..." hovedet lagde sig en smule på skrå for at betragte ham bedre, hendes hånd løftede sig også en smule for at rette en finger imod hans øjne. "Bortset fra... øjnene.. mumlede hun langsomt, "Hans var sorte.." afsluttede hun sætningen med, og sænkede sin hånd igen. Med et svagt skuldertræk vendte hun blikket bort. Koordinationen af hendes bevægelser blev efterhånden bedre. Fokusset blev skarpere, men trætheden syntes at ville overmande hende når som helst.

Han kunne ikke lige gennemskue hvad der foregik i pigebarnets tanker, men sådan som hendes ansigt blev ved med at ændre sig, kunne det ikke være meget langt fra at sige, at hun var lidt ud over det hele. Hvis den ambulance bare ville skynde sig med at komme, så han ikke skulle sidde her og lade som om at han faktisk bekymrede sig for en anden. Måske var det for meget at sige at han ikke bekymret sig omkring andre, han havde bare fundet ud af jo mindre han var sammen med andre, jo tættere kom han på ønsket om aldrig at blive såret igen. Problemet med det ønske var jo bare som så mange andre ønsker, at det kom for en pris, nogen gange var prisen så lille, at man alligevel ikke lagde mærke til hvad man ofrede. Andre gange, var prisen så stor, at man i sidste ende ville ønske at man aldrig havde opnået det som man gerne ville have i første om gang. Han tog en dyb indånding og vente sine øjne tilbage imod hende, da hun sagde hvad hun hed. ’’James Eh? Har altid tænkt det som et mandeligt navn, jeg hedder Heath’’ hans stemme var ikke nær så kold som den havde været i starten, men hvis man var en menneskekender, ville man hurtigt kunne høre hvordan at der var en undertone, som kun kunne beskrives som en mand, der bestemt ikke følte sig komfortabel i at lave small talk, hvilket bare gjorde at ønske om at ambulance kom det højere.
Det næste hun sagde kom dog som en overraskelse, han lignede ham lidt? Hvem fanden kunne hun mene, det var så der at det gik op for ham, at der var kun en person i Di Morga han kendte til, som ville ligne ham. Hans irriterende storebror, som han efter så mange år igen havde mødt. Midt i alt kaos omkring at han og Naomi hans nyeste skabning, var forsvundet, det at Ashia døde som havde efterladt ham som et følelsesløst hylester. Måske man kunne sige at han nu mindede om en ægte vampyr, sådan en vampyr man kendte fra de gamle bøger som mennesker så sådan en kærlighed i at læse. Hvem vidste egentlig hvordan vampyrer var? For de fleste var de jo blot en myte, en rædsels historie for at få små børn til at blive inde døre når natten lå for døren. Hvem vidste hvad der befandt sig ud i mørket, mennesket havde endnu ikke udforsket de 95% af vandets dybder, så hvordan kunne man så se bort fra alle de sagn og myter der var skrevet ned over flere tusinde af år? Som en velviden mand en gang havde sagt, en myte er blot et udsagn af sandheden.
’’Ah, du må mene min ældre bror, ja vi ligner desværre ret meget hinanden, selvom vi prøver at benægte det lige meget hver.’’ brummede han sagte, mens han overvejede om han skulle tage samtale emnet videre, blot for at få hende til at forblive vågen ind til at redningen kom. Heldigvis mens at han rodet rundt i sit hoved, for at få et samtale op og stå hørte han lyden af en sirene i det fjerne, hvor efter både politi biler og en ambulance dukkede op til stedet.
Derefter gik det relativt hurtigt, redningsfolkene var henne ved James for at tjekke op på hende før båren blev bragt ud for at få hende sikkert ind i bilen. En politi mand havde hævet fat i Heath for at få en statement omkring hvad der var sket, han brød dog væk fra samtalen da han så at de var ved at gøre klar til at fragte hende fra gerningsstedet til hospitalet. ’’Hey, pas lidt bedre på dig selv ik’?’’ han frembragte et kort smil på læberne, hvilket føltes en smule stift da det havde været en bevægelse som hans læber ikke havde haft lavet i over en længere periode. ’’Vi bliver nød til at bringe dig med til stationen for at høre videre omkring hvad der er sket her.’’ Heath nikkede kort til hvad betjenten sagde, for at følge med til politi bilen og sætte sig ind bag ved. Fedt, en ellers stille og rolig aften og nu sad han i en politibil uden strømper sko eller i det hele taget hvad man ville kalde ordentlig beklædning.

Hun trak svagt på skuldrende så det ikke skulle gøre alt for ondt. Langsomt trak hun sine ben nogenlunde til sig, for at kunne få en form for komfort indtil ambulancen ville komme. Panden lod sig hvile på knæenes hårde flader. De brune øjne lukkede sig langsomt i, alt imens et dybt suk gled ud over hendes læber. Kvinden anede på ingen måde hvad manden tænkte. Hun vidste ikke hvad han var, eller hvem han var. Selvom nogle af hendes spørgsmål snart blev besvaret, besvarede det ikke hvorfor?
”Mine forældre ville have en dreng.” forklarede hun med et svagt trist smil, i det hun kiggede ned. Dog nikkede hun indforstået da han fortalte hende hans navn. Det var ikke videre normalt. Så vidt hun vidste hed hendes oldefar også Heath, i hendes stamme blev der snakket om at det betød, uarbejdet jord, hvor blomster og buske vosker, med andre ord kunne det rent faktisk betyde frugtbarhed, en anden mening var selvfølgelig varme. Men med varme blev der bragt liv. Så det gik fint hånd i hånd. Hendes store øjeæbler betragtede stille hans ansigts struktur. Skægget så en smule rødligt ud, øjnene fremgav en dyb mørk brunlig glød. Men det var tydeligt at se at den glød der sikkert havde været der for nogle år tilbage var borte. På sin vis var det ikke så svært at fornemme at han ikke havde lyst til at være der. Det var ikke noget hun videre havde bemærket før. Selvfølgelig kunne hun fortælle ham at han ikke behøvede at blive og vente med hende, hvis det ikke var hvad han ville. Men det ville også have været uhøfligt, så hun lod være med at sige noget, lod blot tiden gå afsted. Manden, Heath, så ud til at være i dybe tanker, han virkede ikke som typen der lige sådan lukkede sig op. Men havde sikkert gjort det over for en speciel person. Dette var dog ikke noget hun vidste af. Alt var blot en teori hun havde udformet, imens hun ventede på ambulancen.
Endelig snakkede han igen, det havde virket som en evighed siden han havde gjort det. Hun kunne ikke helt forstå hvorfor han sagde desværre, han havde da en bror. Var det ikke bedre end slet ikke nogen. Uanset hvor dybt ude man var, var det vel altid rart med en bror, uanset hvor meget man lignede hinanden. ”Hvo…” Hun blev dog hurtigt afbrudt af lyden af sirener der kom i nærheden af dem, hvilket afskar hende fra at kunne stille sit spørgsmål. Hun følte sig dog ikke så omtåget som hun havde været, men om end ikke andet træt, hendes ansigt føltes hævet, tungt og sløjt. Men fokussen var ved at være på plads. Pludselig var der massere af mennesker på et sted, det hele gik så hurtigt at det var svært at kunne følge med. James var blevet placeret på en bårer. Heath dukkede dog op i hendes synsfelt igen da hun var ved at blive kørt ind i båren. Hun kom frem med et svagt smil, og lavede en let håndbevægelse som farvel. Da båren var kommet ind i ambulancen fik navajoen et drop i blodåren som skulle hjælpe på smerterne, og sørge for at hun ikke faldt alt for hurtigt i søvn, førend de var kommet tilbage til hospitalet så de kunne lave nogle undersøgelser. Hun vidste ikke hvad der skete med Heath, og hvad de ville med ham. Men hun gik ud fra at han skulle komme med sin bevidnelse til hvad der var sket.

Klokken var hen omkring to da hun var kommet på hospitalet, der var rimelig stille derinde, og lægerne havde bedt hende om at få noget søvn. Men hun kunne ikke. Selvom droppet gjorde hende søvnig blev tanken omkring hvad der var sket ved med at forurolige hende. Det var som en skygge der ikke ville slippe hende. Med et tomt blik betragtede hun vinduet. Det var mørkt udenfor. Lysende på gaderne kunne endnu ses. Kvinden der lå i den samme stue som hende lå og pruttede. James’ sarte næse kunne ikke holde lugten ud. Hendes bjørne sanser blev ikke ligefrem svækket blot fordi hun var i sin menneskeform. Hun tog en dyb indånding og sukkede ganske let. Det var da også utroligt. Hun havde dog fået at vide at hun ville få mulighed for at komme hjem om nogle dage. Men James’ regnede med at komme hjem i morgen eller dagen efter. Hendes totem dyr, bjørnen, besad healende kræfter både psykiske og fysiske. De brune øjne gled ned til hendes slanke fingre og betragtede dem lidt. De havde fået noget snavs på sig, og neglene var ikke helt rene. Med en grimasse af væmmelse vendte hun igen blikket udenfor. Ambulancefolkene havde dog været så venlige at samle hendes taske op. Men hendes pung var væk, så hun måtte ringe til banken den næste dag og bede dem om at spærre kortet.
Det var da også utroligt. Dagen havde ellers været så god. Alting var gået så godt, men sådan var det jo næsten altid. Når alting gik lidt for godt, så skulle der altid komme et eller andet som skulle ødelægge det på den ene eller anden måde.

Det havde været en længere varig og gennemtrukket samtale han havde været nød til at gennemgå med politiet, før at han endelig kunne stige ud af politibilen som de så venligt havde stillet til rådighed så han ikke havde behøvet at gå den lange vej tilbage. Han kløede sig med sin højre hånd i nakken, mens at han ledte i sine lommer efter nøglen til opgangen, måske havde han slet ikke på sig da han var hoppet ud af vinduet? Sikkert ikke, lige som at han overvejede sine muligheder lagde hans øjne sig på et objekt der lå ved gernings stedet, måske havde politiet ikke opdaget det? Eller også havde de ikke taget sig tid til at tjekke stedet, da der jo tydeligvis ikke var nogen tegn på at der var nogen gerningsmænd at tage højde for og da slet ikke efter at Heath havde fortalt hvad der var sket med dem. Han vandrede med nogle hurtige skridt over til stedet, for at finde ud af at det var en pung som der lå der, med en eftertænkt som mine, valgte han at tage tegnebogen op og tjekke indholdet. Måske at det ville fortælle ham hvem det var som eget den.

’James Cambridge’ dette var navnet som der stod på kreditkortet. Hans bryn rynkede sig kortvarigt, dette var navnet på kvinden som han havde hjulpet. Eller i hvert fald fornavnet, så mon ikke det var hendes? En smule kejtet fugtede han sine læber og kløede sig igen i nakken, hvor efter hånden rodet lidt rundt i det korte hår. Måske han skulle aflevere den, før at hun fik spæret alle sine kort? Med disse tanker, fik han kravlet op af muren til vinduet der stadig var åben og hoppede elegant ind i stuen.
Med nogle hurtige skridt bevægede han sig ind i hans materialistiske soveværelse, åbnede garderobe skabet, for at hive en t-shirt og nogle strømper ud af det. Da han endelig var mere eller mindre anstændigt påklædt forsvandt han ud af døren nu med lejlighedsnøglerne og hans egen pung puttet ned i hans joggingbuks lomme.

En halv time senere fandt han sig ved indgangen til hospitalet, han tog en dyb indånding. Han var ret sikker på at besøgstid for længst var overstået, men så igen. Siden at denne by havde så mange forskellige racer og deriblandt var nogen som ikke kunne komme i dagstimerne, kunne det da godt ske at de havde lidt mere fleksible besøgstider? Han vidste det i hvert fald ikke før at han havde prøvet.
Med hænderne dybt begravet i hættetrøjes lommer bevægede han sig hen til disken. ’’En ung kvinde ved navn James Cambidge blev indlagt for ikke så lang tid siden, efter et overfald.. Jeg har hendes pung?’’ manden bag disken kiggede op på Heath og sendte ham et lille smil ’’Selvfølgelig, jeg tjekker systemet med det samme, de må være bekymret for din kærsete’’ Heath fik en tør smag i munden over ordet kæreste, manden havde det så galt, men han magtede ikke at stå og diskutere sagen, så han lod bare som om at han ikke havde kørt det sidste.
’’Hun ligger på stue fire, du hvis du går ned af gangen her, også drejer til venstre se døren. Du kan få tyve minutter før jeg bliver nød til at bede dem om at tage hjem.’’ Han nikkede kort til hvad der blev sagt til ham, før han bevægede sig ned af hospitalets gange. Han havde aldrig været glad for hospitaler, især lugten.
Da han endelig kom frem til hans destination, bankede han kort på døren inden han trådte ind. Da han ikke vidste om hun sov eller ej, gik han bare langsomt og så lydløst som han kunne hen til sengen som James lå i og lagde pungen ved hendes natbord.

Klokkens tikkende klik kunne høres i baggrunden. Den virkede beroligende, men på samme tid dybt irriterende. Hendes blik skævede over til damen som lå i den anden side af stuen som hun var blevet placeret på. Kvinden havde vidst fået en rygmarvsvulst som gjorde det besværligt for hende at kunne bevæge sig. Endnu en gang flyttede øjnene sig, denne gang lagde de sig på vinduet, og lysene der flakkede af sted udenfor. Selvom det var helt mørkt, kunne hun ikke helt holde sig fra at tænke på hvad andre mennesker lavede på denne tid af dagen. Hvad angik hendes pung var hun sikker på at der var en med større behov for de penge der lå inden i den, havde taget den. Pengene ville så gå til mad og tøj for en anden person som mere brug for det end hende selv.
James var selvfølgelig klar over at sandsynligheden for at historien som hun havde opdigtet var sand, var væsentlig lille. Dog hjalp det lidt på humøret. På den måde føltes det som om hun fik det bedste ud af situationen, alt taget i betragtning. Hun tog en dyb indånding igennem næsen, og sukkede den træt ud samme vej da hun lænede sig tilbage i hendes seng. Ryglænet var blevet løftet op så hun kunne sidde op.
Øjnene lukkede sig langsomt sådan som hun prøvede at tage imod stilheden omkring hende. Hun lagde sig langsomt om på den ene side så hendes ansigt var vendt imod vinduet, snart ville hun befinde sig andet steds. Men hendes hørelse ville hende noget andet. Lyden af at der var nogen som bankede sagte på døren forhindrede hende i at lægge dagen helt bag sig. I vinduet kunne man se refleksionen af det der lignede en mandlig skikkelse. Kropsbygningen var slank og høj. Skikkelsen kom imod hendes seng. Da han lagde noget på natbordet kunne hun ikke helt få sig selv til at tilfredsstille hendes nysgerrighed igennem vinduets refleksioner. Hun vendte sig om og så til sin store overraskelse, hvem det var.

”..Heath..?” spurgte kvinden der lå i sengen. Det gik også pludselig op for hende hvor slemt hun så ud på nuværende tidspunkt. Følelsen af fortrydelse for at have vendt sig om ramte hende som et chok. Hendes ene øje var blevet næsten sort, mens højre kindben var gul og blå, med en rift der var blevet lappet sammen med nogle små plastre. Underlæben havde fået sig en slem flænge i venstre side, som gjorde at den så ret komisk ud grundet hævelsen. Sårene som hun havde fået rundt omkring var dog blevet lappet sammen med nogle sting, grundet at de var så dybe nogle af dem, andre var der kun sat et plaster hen over.
Øjnene skævede ned imod pungen, som fik et skævt smil frem på hendes læber trods for omstændighederne. ”Tak for hjælpen i dag, og undskyld for ulejligheden.. ” dukkede det op fra hende imens hun kiggede ned på sine hænder. Skyldfølelsen for at have været så dum ramlede ind over hende, imens hun vred hænderne.
Der gik dog ikke lang tid før end hun kiggede direkte på ham igen, ”Hvordan kan jeg gengælde det? Anything, lige meget hvad det er.” Hun greb fat i pungen for at se til hendes penge, og tog nogle af sedlerne op som hun kunne give ham til gengæld for at have reddet hendes liv.
Men det virkede bare ikke som nok. Hun havde jo egentlig ikke været til andet end besvær for ham siden hun havde mødt ham. Hun proppede pengene tilbage i pungen igen og fandt et checkhæfte for at skrive det nødvendige ned, hendes navn og bankkontoen, hvorefter hun vendte blikket op imod ham for at afvente hans beløb.

Da hun sagde hans navn og vente sig om, så hele hendes ansigt fra synligt for ham. Blev der skabt en dyb fuge imellem hans øjenbryn, hun så ud af helveds til. Det var tydeligt at se at kvinden havde fået nogle tæsk, man kunne ikke sige at det klædte hendes ellers meget kønne ansigt.
Han brummede som svar på hendes konstatering at det var ham, som var kommet og afleverede hendes pung. Da hun begyndte at fortælle hendes tak for hvad han havde gjort, kunne han mærke hvordan at han begyndte at føle sig en smule utilpas til mode. Han havde jo ikke gjort det for at redde hende, havde han? Det var mere hans krop som havde reageret per refleks da han havde set hvordan at hun var blevet overfaldet. Han ville ikke have noget for det, så da hun så videre snakkede om hvordan hun kunne gengælde hvad han havde gjort, havde han svært ved at tvinge sit ansigt fra at afsløre irritationen over pigebarnets metode på at sige tak. Han havde ikke brug for hendes tak, hendes velsignelse, eller hvad fanden hun troede hun skyldte ham for at havde reddet hendes liv. Hendes liv betød ikke en skid for ham, han var ligeglad om hun havde ligget nede på gaden nu, flået fra hinanden, uden et åndedrag som der skabte liv i hendes lille spinkle krop.
Men han havde været der da det skete, han havde reddet hende ud af situationen og kommet med hendes pung. Hvorfor? Det kunne Heath ikke selv svare på, måske fordi at han et eller andet sted, følte at han havde behov for at skabe noget godt i en anden persons liv, når han nu havde taget livet fra så mange andre. Måske en form for at stifte for hans forseelser, ikke for en ansigtsløs gud, men for ham selv.
Hans kolde øjne betragtede hende da hun begyndte at lede efter penge, han tog en dyb indånding og begyndte at tælle til ti. Han måtte minde sig selv om at hun gjorde af bedste mening, hun kunne ikke gøre for at hvad hun havde gang i, egentlig mere pissede ham af end noget andet.
Da hun endelig kiggede på ham igen, afventende, for at finde svar på hvad hans beløb for at havde reddet et ligegyldigt menneskeliv. Nej det passede jo ikke, det var tydeligt at kvinden ikke var blot et menneske men noget andet, ikke fordi at et menneske som kunne forvandle sig til et dyr var så meget forskelligt fra en som ikke kunne. De var stadig næsten på lige fod i fødekæden.
Et lille smil blev fremtvunget på hans læber ’’Jeg har ikke behov for penge.’’ det var en flad toneleje der kom ud fra hans mund, stadig i et dybt toneleje, lidt hæs efter de mange smøger han havde røget på det sidste. Desuden gjorde isolationen hellere ikke underværker på stemmen. Det var i hvert fald ikke meget han havde haft gang i stemmebåndet de sidste par uger. Kiosken nede på hjørnet fra hans lejlighed, havde allerede lagt mærke til hvilket slags cigarret brand han fortrak, så han behøvede ikke en gang bruge hans stemme dér.
’’Jeg har hvad jeg har behov for, jeg reddet dig fordi at min krop reagerede af sin egen vilje. Og jeg kom med pungen fordi at jeg mente det var det rigtige at gøre. Du skylder mig ikke noget, og jeg har ikke brug for noget fra dig.’’ hans øjne forlod ikke hendes ansigt, mens at han fastslog at han ikke ville have hendes penge. ’’Jeg er glad for at du ser ud til at have det bedre, det du kan gøre for mig, er at passe bedre på dig selv og få det bedre.’’ han prøvede at smile en smule mere venligt, men måske havde han efterhånden glemt hvordan man lavede, venlige ansigts udtryk. Glæden nåede i hvert fald aldrig hans gyldne øjne.
’’Farvel James’’ med disse ord stak han hænderne ned i lommerne på hans joggingbukser og gik med lange skridt ud af rummet hun lå i.