Creatures Amongst Humans 'ÅBENT'

Midnatstoget kom rullende ind på en af metro stationerne i Terre. Det havde rumlet og skrumlet fra den anden ende af byen, og nu holdte det endelig stille. Det havde mindet Eric om en heftig omgang i en hestevogn, hvilke ikke var så lidt, men nu havde han endelig fast grund under fødderne, hvilke han priste sig lykkelig for. Så snart metal dørene var oppe, trådte den stadig let svajende djævel ud og orienterede sig. Stedet virkede næsten øde, bortset fra et par søvndrukne mennesker, der dinglede af sted mod udgangen, fliserne under hans fødder, var et godt sted for gammelt tygge gummi og væggene var godt tapet til med diverse plakater. Alt i alt så det hele ganske normalt ud. Der var ingen grund til at lade sig køre op i det røde fælt over det. Muligvis kunne han komme hjem denne aften, uden at skulle bekymre sig om at møde nogle andre som krævede hans opmærksomhed. Han ønskede sig også bare hjem, for trætheden var ved at vinde ind over ham.

Eric havde haft et arbejde i Paris, hvor han skulle lege forretningsmand til han fandt sit mål, som han skulle myrde og derefter kommer af sted i en fart. Det hele var forløbet glat og planmæssigt. Jakkesættet han havde båret, var blevet smidt i en container nær hovedbanegården, hvor han havde skiftet til sit eget tøj. Da han ikke havde kunne gå rundt med en masse tøj, havde han valgt et par bukser og en t-shirt. Fødderne havde han stukket i et par tennis sko, som han ikke syntes særlig godt om, men trods det, havde de været lette at have med, hvilke var den afgørende faktor. Efter at han var kommet til Terre, var han fortsat direkte ned metroen, hvor han havde sat sig i det første og – hvad han troede var det bedste – tog hjemad. Det havde været en stor fejltagelse, men han var kommet hjem, hvilke han var godt glad for.

Netop som Eric skulle til at forlade metro stationen, for at gå op af trapperne til overfladen, var der en forførende interessant duft der ramte hans næse. En vampyr. En duft han altid kunne genkende. Hans yndlingsrace efter djævle. Især kvinderne af denne race var interessante, altid sjove at få en omgang med, da de aldrig var bange for at give en ordentligt en. Hvis de ikke ville hvad han ville, var de også sjove bare at gå i byen med. Langt sjovere end dæmoner, der mindede så meget om mennesker – ofte. Djævlens blik flakkede rundt over stationen, hvor han eftersøgte kilden. På sin vis var stedet hvor duften udsprang ikke overraskende. En kvinde der lå og halvsov på en bænk, omgivet af en masse poser.

Vampyrer havde altid været stor forbruger, og dette eksemplar var tydeligvis ingen undtagelse. Med hurtige skridt gik Eric hen mod kvinden, som han lænede sig en smugle ind over. ”Godaften, er der liv i dem frøken?” Han havde svært ved at definere kvindens alder. Hun så meget ung ud i hans øjne men pelsen kunne bedrage – også selvom hun teknisk set ikke havde andet end på hoved. Han var dog sikker på, at hun ikke var ældre end ham selv. Hun minde mest af alt om en lille porcelænsdukke der var blevet placeret et helt forkert sted. Måske var hun en? ”Har du ikke andre steder at sove?” Der var ingen omsorg at spore i stemmen, men til trods for det, var det – hvad de fleste mennesker – ville kalde et omsorgsfuldt spørgsmål.

Eric kunne ikke rigtig komme frem til et godt resultat i hans hoved. Det tøj der var smidt ned i poserne, og det at hun lå på en bandegård og sov, syntes at klinge hult i hans øre, men ikke ildevarslende. Hvorfor brugte kvinden ikke sine penge på andet end tøj? Nogle gange havde han meget svært ved at forstå kvinder. De havde det med at gøre nogle uforklarlige ting, som slet ikke havde nogle logisk forklaring. Hvorfor blev de sår hårdnakket ved at mene, at de var klogere end mænd? Det var ikke noget djævlen tænkte så meget overe, men trods det, så var det alligevel en smugle irriterende at høre på, især når de blev ved med at gentage det.

Hurtigt rettede Eric sig op, fra sin foroverbøjet stilling, og kastede et blik på plakaten foran ham. Den viste nogle superhelte fra diverse forskellige film. Han kunne ikke huske navne på dem, men det betød heller ikke så meget, han havde aldrig fuldt med i deres lille historie, for han havde aldrig kun været sin egen superhelt. Disse var fiktive, og måske var de stærkere, men han ville heller aldrig møde dem, så hvorfor bekymre sig om noget der ikke eksisterede? Det virkede helt latterligt i hans øre, så efter at have nærstuderet det farverige billeder i et par sekunder, slog han blikket ned, og kiggede mod den lille ’engel’ der lå under ham. Hun så i sandheden meget køn ud, men lidt for sminket og vulgær i hans øjne. Måske var hun en af de få væsner, af den ædte vampyr race, der ikke havde samme effekt på ham, som de fleste andre. Det ville være synd og skam, men det skete til tider.

Man kunne aldrig vide sig sikker med en vampyr. Muligvis ville det første hun ville gøre, være at springe op med en kniv i hånden, så af ren vane, lod Eric blikket glide omkring bænken for at finde et mulig våben, hvis kvinden gjorde som han sagtens kunne mistænke hende for at gøre. Til hans held, stod bænken ved siden af en skraldespand, der endnu ikke var tømt af hjemløse dåse indsamlere. Med hurtig hovedregning, fandt han frem til at det ville tage ham et sekund, plus minus, at komme hen og gribe fat i glasflasken der stak op af skraldespandens åbning. Det burde være nok, også selvom vampyrer kunne være fandens hurtige væsner, uanset alder og køn.

Eric var næsten skuffet. Ikke engang et udbrud kunne han indtjene, men det slap ham også få at forsøge at fange flasken, som han måtte indrømme sikkert ikke var til meget hjælp, ud over at den ville splintre, og alle de små stykker glas kunne regne ned over kvinden, som i sin forfængelighed så sikkert til sidst ville være mere optaget af at fjerne glasset end ham. Som altid var han en smugle ego centreret, han ville have opmærksomhed når han krævede den, og der var ikke noget at rafle om. Det var ikke specielt respektabelt for nogle ikke at vise lidt opmærksomhed til dem der krævede det, så hvis man havde skam i livet, så burde man også værdige ham et blik. Det var noget helt andet når det kom den anden vej, for han havde ingen skam i livet, og ville derfor ikke selv spilde sin tid på at vise respekt og høflighed over for nogle, der ikke burde få hans. Men som endnu en medalje rundt om halsen, fik han reddet den kvindelige vampyrs opmærksomhed. En lille bitte ubetydelig triumf. Det var et utrolig tvetydigt udtryk der gled over mandens ansigt, da han hørte kvindens latterlige svar. Åh gud dog, det var nær det mest latterlige han nogen sinde havde hørt. Det var lige før han ville sætte sig ned, og grine mens han slog sig på låret, men det ville bare se dumt ud, og hvis der var noget han ikke ønskede, var det at fremstå dum. Lidt stolthed havde man i livet. Selv han ville ikke tage sig en tur på en metro station, og han syntes at virke endnu fattigere end denne forfængelige, vulgære kvinde, og dog. Hvis hun løj for ham, hvilke han havde en stærk, meget stærk mistanke om, så var han rigere end hende. Det gjorde ingen forskel, men så ville han alligevel taget hende med bukserne nede, eller skørterne oppe.

Det sjove var endnu ikke stoppet. Igen fik Eric lyst til at sætte sig på en bænk, klappe sig på låret, imens hans latter fyldte stationen. Aldrig havde han fundet en så morsom kvinde, og det var tydeligvis ikke med vilje at hun forsøgte at være sjov, hvilke var endnu bedre. Hun havde intet valg, nu var hun i hans fælde, og nu ville han også have noget ud af hende. Sådan var det altid, så dette skulle bestemt ikke være nogle undtagelse. Kvinden havde lydt som om hun ikke var hans opmærksomhed værdig, hvilke hun nok heller ikke var, men så ville hun bare blive hans egen personlige dukke. Det lød skørt med en mange årig gammel mand, der legede med dukker, men nu var hun også en hel speciel dukke. Da kvinden begyndte at svanse ned til de næste bænke, tog han selv plads, på hendes plads. Bænken var iskold, ligesom hvis der ikke havde siddet nogle på den. Det ville have været underligt, ligefrem besynderligt, hvis det ikke var fordi at han vidste hvorfor. Ordet kold i røven, ville passe perfekt til vampyrer, for de var bogstaveligt kolde i røven og generelt alle andre steder, hele deres krop var kold, selv deres øjne, men trods det, var de alligevel ufattelige svage. Skarp lyst og mangel af blod, kunne få det sølle væsen til at knække sammen. Det var sjovt og underholdene at være sammen med sådan en skabning, for de troede virkelig at de ejede verden, men hvad var de? Dødelige mennesker, hvis kroppe var størknet i gift og blod. Bange for lyset og svage måtte de være til evig tid, selvom de spankulerede rundt og troede de kunne vælte hele verden.

Ganske let og næsten overdrevet langsomt drejede Eric hoved, så han kunne se mod kvinden. Han følte ikke han havde noget at skjule, ikke engang et interesseret blik, for han var alt andet end interesseret i hende. Det var en mild løgn, men hele hendes krop indbød ikke til noget i hans øjne. Han ville have noget andet, noget denne kvinde desværre ikke besad, men han havde alt andet end opgivet kvinden. Der var noget interessant over hende, han kunne ikke finde svaret, men som sendt fra himlen kom det det. Da han fangede kvindens blik, var det tydeligt at se, trods hendes øjne var nær døde, at hun ikke vidste hvem eller hvad han var. Det fornøjede manden, som uden problemer gloede tilbage på kvinden som tydeligvis vurderede ham med blikket. Mon han gik igennem nåleøjet? Han fik ekstra opmærksomhed, selvom hun havde tydeligt havde sagt at han ikke var interessant, men det var han tydeligvis. Endnu en triumf. Det sjove var endnu heller ikke stoppet. Igen, for tredje gang, havde manden lyst til at ligge sig til at grine, men ligesom alle de andre gange, passede han den neutrale maske.

Først da kvinden, som mest lignede en pige, flyttede Eric blikket, og rettede det mod den modsatte side af stationen. Han fik skudt en millioner billeder ind i hoved, da han så den plakatbesatte mur. Der var sikkert lag på lag, men trods det, måtte han næsten klappe. Billederne var sat næsten - kun næsten - sat perfekt sammen, næsten ligesom et fotoalbum, men der var dog nogle skævheder. Det var ganske underholdende at se på, men pludselig forsvandt de farverige billeder. Et højtrystende jernhylster kom trillende ind på de larmende skinner. Dørene sprang op, og lod en lille gruppe af mennesker forlade toget. Det tog ikke djævlen lang tid at vende blikket mod vampyren, for at notere sig om hun ville benytte sig af toget for at komme med. Hvis det endte med at blive hendes beslutning, ville han blive siddende og vente, til han så kvinden forsvinde ind i toget. Først der, ville han springe op, og stoppe døren inden den klappede i, så han lige kunne nå at komme med.

Vognen var næsten affolket da Eric trådte ind i den. Noget der overraskede ham samtidig med at det irriterede. Han havde håbet på lidt flere han kunne gemme sig bag ved, så kvinden muligvis ikke ville have en så store chancer for at finde ham, men han opgav idéen så snart han trådte ind i røret der allerede var begyndt at rasle af sted. Da døres øjne kort mødtes, kunne var det lige før man kunne høre hans tykke britiske accent igennem hans latter. Selvom det var svært at høre at han grinede, gjorde han det, og hvis man var i tvivl, kunne man se det på halsen, hvor hans adamsæble hoppede af glæde. Det blev kun sjovere da hun vente ryggen til ham, i et forsøg på at komme væk. Det var et mislykkes forsøg, det måtte de begge vide, for djævlen opgav ikke sit offer. Måske ville han følge efter hende, hvis det ikke var fordi det var så tydeligt at hun ikke kunne lide det, og fandt det direkte ubehageligt.

Det var ikke svært for Eric at følge efter hende, først ind igennem vognen der var i mellem dem, og så ind i den vogn hun selv var på vej ud af. Da han kom nærmere hende, justerede han sine skridt, så de gik lige hurtige, men han var altid et skridt bag hende, men det var ikke af ren høflighed som de fleste muligvis ville tro. Det var mere fordi han ikke kunne komme op på siden af hende plus, at han bag ved hende, havde et bedre overblik hvor situationen. ”Du kan godt glemme at flygte, for det hjælper dig ikke.” Mens turen gik fra vogn til vogn kastede han et blik rundt. Der var ikke noget interessant, uanset hvor de befandt sig, var det det samme grå plastic der var klæbet på både vægge, loft og gulv. Det var næsten sørgeligt at se på, hvis det ikke var. Det hele kunne godt trænge til en ordentlig omgang renovation, men mennesker havde det med at købe noget nyt, for at ordne det gamle.

Mennesker var nogle spøjse skabninger, ligesom vampyrer, der alle sammen havde været et menneske en gang i sin fortid. De var altid være at blive kloge på, for de var ulogiske væsner, der altid syntes at gøre det hele mere besværligt for dem selv, ligesom den kvinde der var foran ham. Hun kunne bare have valgt at give Eric den opmærksomhed som han forlagte i starten, men hun fortrak at gøre det hele langt mere besværligt for sig selv. Han accepterede hendes valg, for så havde han noget at lave rasten af natten, og den var jo stadig ung, eller noget nær ung. I modsætning til vampyren, havde djævlen ingen begrænsninger for hvornår han skulle søge skjul for ikke at brænde op. Det lød direkte tåbeligt i hans hoved. Brænde op på grund af solen. Det måtte være en syg joke.

Hvorfor han kunne få vampyren til at flygte, kunne Eric ikke gennemskue. Han havde ikke gjort noget, ud over at spørge om hun var hjemløs, hvilke virkede ganske harmløst i hans øjne. Det kunne være at hun havde taget det ilde op, men så måtte hun flygte fra hver og en hun mødte. Måske var hun slet ikke så kæp høj som hun gav udtryk for. ”Det er dig der skal vinde over tiden, ikke mig. Jeg har hele natten … og dagen.” Hvis hun ikke forstod hentydningen i hans ord, måtte han indse at hun tydeligvis ikke var den han havde håbet på. Han vidste det ikke før nu, men han havde haft forventninger omkring sin ’dukke’. Han forventede at hun var mere end en vulgær luder, der forsøgte at overbevise folk om at hun var alt andet, men han havde gennemskuet hende. Hun skulle ikke tro at han var så let at lege med. Han var ikke et menneske, han var ikke lige så let at manipulere som alle andre, det var ham der manipulerede.

Eric havde en lille forventning om at kvinden ville stoppe op, men hun forsatte stædigt ned til den sidste ende af vognen, hvor hun så endelig stoppede op. Han var fulgt efter hende som en tavs skygge, hvilke sikkert havde fået det hele til at se komisk ud. Nogle ville nok tolke det som at de var et par, der havde været oppe og råbe om noget, og nu ville han så komme kravlende efter hende, da han gik bagerst, men det var slet ikke det legen gik ud på. Det måtte også være tydeligt at se for nogle, for der var intet oprørt at spore i mandens ansigt, ikke andet end en opadvendt mine der tydeligt talte sit sprog. Han glæde sig til at se hvad der skulle komme til at ske, hvad kunne finken præstere? Mens de traskede af sted, næsten i gåsegang, lod han sine tanker få overtag igen, men han var, uanset hvor indviklet tankerne var, stadig meget opmærksom på kvinden.

Efter en lang vandring til Jerusalem og tilbage igen, stoppede gå turen, da der ikke længere var noget at gå på. Vognen var stoppet, hvilke den før eller siden måtte. ”Det gjorde dit ansigt lige før.” Hvis hun havde lært at styre sin mimik, kunne hun fremstå en smugle mere troværdig, men som en vær anden naiv vampyr, havde denne heller ikke lært hvor meget skuespil kunne gøre. Derfor faldt Eric heller ikke for hendes ynkelige forsøg. Denne gang var det ikke så meget hendes krop, men øjne der afslørede hende, trak skørterne op på hende, så han kunne se hvilke tanker hun havde i hoved. Et hånligt smil satte sig fast på hans ansigt, mens han betragtede kvinden med et næsten afskyende blik. Hun måtte længere ud på landet med det bras. Han mente selv han var mestre i at spille skuespil, hvilke han sikkert var i nogles øjne. Efter en hel del år på bagen, havde han også lært at gennemskue skuespil, især for en amatør som denne kvinde. Ynkeligt.

Lyset forsvandt med et brag, bortset fra at der ikke hørtes noget brag. Det overraskede i et splitsekund Eric, men da han forstod vampyrens ønske med sit forsøg, smilede han blot endnu mere, mens han lige nåde at træde til side, så kassen ikke ramte ham. Mens kassen fløj igennem luften, greb han fat i en af de dlyvende ledninger. På grund af farten kassen fløj af sted med, og den styrke djævlen trak i ledningen i, løsrev den sig fra kassen, så manden stod med et perfekt ræb. Triumfen, hvis det overhoved var en triumf, stoppede hurtigt, da kvinden som en projektil kom flyvende mod ham. Hendes forsøg på at gøre ham blind var mislykkes. Som en hver anden djævel, havde denne også et udmærket syn i mørke, og han blev ikke så påvirket af lyset fra lamperne. Det var ikke svært for ham at få synet tilbage, men han valgte alligevel i første omgang at undgå kvinden.

Hendes handling havde ikke været hvad Eric havde forventet, så midt i det hele måtte han skifte plan. Samtidig med at han dukkede sig, for at undgå kvindens fødder, greb han fat i enden på den relativ lange ledning, hvor han slog en knude. I perfekt tilpasning med hendes forsøg på flugt ud af døren, kunne han bruge sin improviseret pisk, til at lade den feje hen tæt over gulvet, hvor den – hvis han havde held med sig – ville sno sig om hendes fod. Hvis det mislykkes, ville den højest sandsynligt ramme hendes fod hvilke ikke ville være mindre smertefuldt end at lande på maven. En styrke i ren og skær gorilla kamp var ikke nogle stor fordel, men hvis man kunne udnytte de ting man havde i rummet, så var man ofte langt bedre stillet end folk med de fleste våben. Man kunne ofte selv lave meget mere dødbringende våben. ”Nu kan du ikke modsige mig i at flygte.” Hvis kvinden lå på jorden, ville hans stemme være høj nok til at hun kunne høre den, men ikke en direkte råben, som hvis hun havde undgået pisken, og var flygtet videre ned igennem vogne.

Boksen kvinden havde trukket op, havde en meget vigtig rolle når det kom til styringen af toget. Selvom boksen ikke havde været større end en madkurv så styrede den alligevel alle de andre vogne, men da den var forsvundet, var alle døre låst fast i, ligesom lyset. Af sted kørte toget, men nu ikke længere med nogle elektricitet, da ledningen til strøm, var den Eric havde benyttet sig af. Kraftig, men tynd nok til at være et godt ræb, eller pisk, hvilke han udnyttede det til. Man var født under en uheldig stjerne, hvis man var endt ude på toilettet. Der ville man kun kunne komme ud via vinduet, men da toget stadig fløj af sted, ville det være en dum idé. Det handlede kun om tid, før chaufføren ville bemærke at der var noget galt, men hvordan han ville tackle problemet kunne kun tiden vise.

"Fandens." Mumlede Eric, ide pisken fejlede, og hun slap igennem døren, som blev lukket efter hende, dog ændrede det ikke på noget, ud over at han blot blev endnu mere opsat på at fange finken, der flygtede videre igennem toget, for at nå ud til chaufføren. Det var først efter lidt tid, det gik op for ham, hvad hun egentligt lavede ude i førerhuset. Da toget stoppede, var han ikke sen til at slå hul på et af vinduerne, som han svang sig ud af og ignorerede de små stykker glas, der borde sig op i hans håndflade. Det var ikke noget alvorligt blodtab han ville lide, af de små stykker glas. Et stykke fremme, hvor sporet drejede, så han et hurtigt glimt af sit bytte, der ilde af sted. Det fik ham næsten til at grine. Uden nogle tegn på stress, begyndte han at følge efter kvinden, imens han fiskede nogle små glasskår ud fra sin håndflade. De var irriterende og gav en lille, men alligevel mærkelig smerte, der gjorde det helt uudholdeligt at bruge hånden.

Turen var længere end hvad Eric først ville have skudt på at den var, men efter hvad der sikkert kunne omregnes til ti minutter, nåde han frem til stationen, hvor han så sit offer sidde på den beskidte jord. Stationen var mørk og efterladt, men det var alt efterhånden om natten, mennesket var aldrig glade for at træde udenfor en dør på den tid af døgnet, og han forstod dem godt. Hvem ville hæve risikoen for at blive dræbt? Han trådte op fra skinnerne, og gik hen til den nærmeste bænk, hvor han satte sig, og lænede albuerne mod sine knæ, så han sad foroverbøjet og kunne kigge ned på kvinden. Stationen lignede den de netop var kommet fra. Gulv der var rillet, så det var perfekt til tyggegummi klatter og kedelig vægge, der var klæbet til med alverdens plakater. Folk havde ikke været speciel kreative da de lavede stedet, men det var heller ikke et kunstmuseum. "Hvorfor flygter du sådan?" Spørgsmålet kom, imens han sad og betragtede en lampe der hang over gulvet et stykke væk der fra. Med jævne mellemrum begyndte den at blinke hidsigt i et par sekunder, før den stoppede op i hvad der kunne omregnes til et minut, før den så igen begyndte at blinke som et hysterisk barn.

Da lampen skulle til at blinke for tredje gang, under Erics øjne, flyttede han blikket mod kvinden, før han langsomt rejste sig op. Han vidste at en vampyr til tider kunne være en værdig modstander, men det måtte ikke gælde denne, for hun begyndte at se ham mere og mere ynkelig ud. Der var ikke meget af den stolthed han i første omgang havde fået smidt i hoved. Måske var hun alligevel ikke så kæp høj, og hun boede helt sikkert på gaden, det lignede hun en der gjorde, nu uden det tøj hun førhen havde slæbt med sig. Tanken om det fine tøj hun havde efterladt i toget, fik ham næsten til at grine. Hendes elsket åh så smukke tøj.