Eyes in the Dark (Atlanthena)

Han vandrede gennem den tætte underskov med tunge skridt. Ikke et ord blev vislet over hans læber, men de svagt lysende, røde øjne var fulde af had og indebrændt raseri.
Dette var en af de dårlige dage... en af de rigtig, rigtig dårlige dage.

Hans sorte læderstøvler knuste kviste og græs under ham, hans mørkegrå skjorte flagrede let ved bevægelserne, og hans lange, sølvhvide hår hang løst ned ad hans ryg. Han lignede lidt en blandng mellem en ordentlig og nydelig Sortelver, og et feral beast.

Sansiss fnøs og stoppede op, mens han tog en dyb indånding. Han måtte få styr på sig selv... ellers ville det gå galt. Han ville gå bersærk... og det var netop derfor han var søgt ud i skoven.

Det blodbad der ville følge hans bersærkergang ville koste så mange liv at han ville blive jagtet og dræbt omgående... alt ville blive sat ind på at få ram på ham... og det måtte ikke ske. Ikke endnu!

Han tog endnu en dyb indånding, og lænede sig op ad det nærmeste træ, mens han tog sig til panden.

Alle de mange mennesker, alle de nye lyde og mest af alt.. Den uendelige sult efter kød der sad fast som var den en tæge på ens kæledyr. Det meste af natten var gået på at forsøge at finde noget at æde, men det var ikke lykkedes, det eneste der var kommet indenbords var junkfood, som blev indtaget i dagtimerne, men nu stod månen højt på himlen, sendte det blågrå skær ned mod skovens bund så godt den kunne gennem de tætte trætoppe. Over skoven var der tusind stjerner der blinkede, gjorde det mere hyggeligt.. Og det ville være underligt hvis ikke der var et kærestepar et eller andet sted i Di Morga, som var på date og så på stjerner, for det var jo ih og åh så romantisk.

Lyden af et hyl fyldte skovens ellers fredelige ro, som kom det som regn fra skyfri himmel. Der var ikke nogen tvivl om at dette hyl ikke kom fra en ganske almindelig ulv, men noget større og langt værre.. Fuldmånen stod allerede højt, men var heldigvis for mange på vej ned igen så solen kunne komme tilbage og dominere Di Morga. Lyden af en gren der knækkede kunne svagt antydes og det blev stærkt forfulgt af et brøl og en svag pibe lyd. Igen var der stille, ikke engang lyden fra en ugle kunne høres, hvilket var mere eller mindre gruopvækkende.. For hvilket væsen ville have evnen til at få selv et af skovens mest majestætiske dyr til at være stille? Svaret var ikke særlig svært at finde, da dyret havde en ret afslørende farve.

De lysende øjne reflekterede en grønlig farve, grundet det svage lyd der kom fra månen. Det forvoksede ulve tandsæt var smurt ind i blod fra den hjort der lå under dette væsen og lige så var dens pels, der før måltidet var hvid, men nu havde en rød farve, mere eller mindre over alt. De lysende øjne flakkede fra side til side da der var en ny duft der fangede opmærksomheden. Duften af elver fik dyret til at opgive byttet og skyndte sig væk, for dette væsen var ikke i tvivl om at det var jagtet, grundet de mange mord og andet som andre artsfæller også havde haft sat et præg på og gjort at racen for det meste måtte flygte hver fuldmåne, for ikke at blive slået ihjel. Men nu… Måtte dette væsen forsøge at skjule sig så godt som muligt indtil solen stod op om nogle timer.

Ulvehylet fik ham til at stoppe op. Hans følsomme elverører opfangede let de specielle toner i den faretruende lyd, og hans ældgamle viden fortalte ham at dette ikke bare var en ulv eller en direwolf... det var en varulv.
Og at dømme efter lyden, tilmed en sulten en af slagsen.

Sansiss smilede skævt. Nok var dette en skidt dag, men i det mindste kunne han nu rette sin opmærksomhed mod noget andet end de tanker som konstant plagede ham.

Han gjorde front mod det område hvor lyden var kommet fra, og satte af i let, men hurtigt sprint hen over skovbunden.
Kort efter lød brølet og den pibende lyd, og Sansiss' smil blev en anelse bredere.
Ulven havde dræbt.

Han nærmede sig nu... kunne fornemme varulvens besynderlige aura tættere og tættere på.
Pludselig satte den i bevægelse, og lige som han sprang ud af buskadset, så han et glimt af hvid pels forsvinde ind i den tætte skov.

"En hvid varulv... sjældent." mumlede han for sig selv, og besluttede sig for at optage forfølgelsen på en måde så chancerne var mindre for at han ville blive opdaget; han gik på knæ, samlede to håndfulde af jord op, og smurte det godt rundt på sin krop for at dæmpe sin egen lugt.
Så sprang han let og elegant op i et af træerne, og begyndte hurtigt og lydlæst som en ugle, at springe fra gren til gren, fra træ til træ, i jagten på den hvide varulv.

Han forstod monsterets tankegang... den havde helt sikkert opfanget hans elverduft, og var stukket af for ikke at blive slagtet af en bedrevidende, self-righteous elvermand som troede han kunne redde folk.
"Oh, if only you knew... ha, ha, ha..." sagde han stille mens han løb og sprang.