Keep your eyes open

Tid: Omkring kl. 23
Sted: De Host Club
Vejr: Mørkt, koldt, og et tyndt lag sne dækker jorden
Omgivelser: Kommer følgende ...

Snefnuggene fordampede med det samme, som de lagde sig mod Wills hud. I et anfald af dybere tanker standsede han op midt på gaden og løftede prøvende hånden op i luften; og rigtignok: i løbet af ganske lidt tid havde en lille forsamling af snehvide dråber samlet sig i hans håndflade. En lille hær. Den unge vanddæmon gøs og trak skyndsomt hånden til sig. Vinteren var absolut ikke hans bedste årstid; ej heller var det muligt at forbinde meget glæde med denne periode. Ønsket om at møde sommersolens varme stråler og svæve i det lune vand, som i en brusende inferno af bobler, var efterhånden blevet en uopnåelig længsel.
Ikke så langt derfra, han var standset, befandt baren "De Host Club" sig. I baghovedet rørte et gammelt minde rastløst på sig selv, og Will pressede det med beslutsomhed tilbage i tankernes mørke glemsler. Han havde kun haft én erfaring med denne bar, og det var ikke just noget, der bragte humøret højere op.
Og dog var det der, han skulle hen.
To muskoløse vagter tårnede sig faretruende frem ved døren med en attitude, der ville sende enhver usikker, hundehvalp direkte hjem. Will rullede med skuldrene og forsøgte at se så neutral ud som muligt, idet han passerede de to vogtere, og i næste øjeblik befandt han sig i De Host Club.
Sangen "New York" tonede sig muntert og jazzagtigt ud fra alle højtalere og kastede sig i vribrationer mod væggene. Will syntes, det var noget af en usædvanlig sang på dette lystige sted, men noget, der ikke syntes at have forandret sig, var de uddfordrende klædte glædespiger og dansende mænd, som vandrede fra bord til bord. Ethvert blik, der blev udvekslet mellem kunde og vært, var hedt og flritende.
Will fandt ingen interesse i nogen af delene. Hans blå øjne afsøgte intenst ethvert bord; gramsede hvert eneste ansigt for noget, der kunne trække genkendelsen frem, men efter et par minutter, hvor han havde efterset alle borde, måtte han med tykt hjerte bekendtgøre, at personen ikke var der.
*Det skal nok gå. Hun dukker op.* De opmuntrende tanker var sparsomme, og med tunge trin traskede han over til bardisken, hvor tre forskellige bartendere gjorde sit i både drinksenes forstand og ligeså for synets skyld.
"Et glas vand, tak," mumlede han og klingede mønten på bordet. Betjeneren sendte ham et underligt blik, men efterkom dog snart hans ønske.

Hun smilede for sig selv, alene på en kold og mørk aften hvor frostens med tænder så skarpe som en hajs, havde bidt sig fast og nu ikke ville slippe sit offer og dermed sit greb.
Okay...frost og frost....dét var måske lige at skyde med skarpt , men køligt var dét og kvinden der gik gennem gaden og brød den omkringliggende mørke med sit lyse opsigtsvækkende udseende, havde altid været lidt af en frossenpind og helt klart mest til sydens indbydende varme og solens forførende stråler.
Hun betrådte fortorvet med vagtsomme trin, thi de høje støvler og den nyfaldende sne var ikke et sikkert match, ikke hvis hun ønskede at komme frem uden at lige et nedkørt dådyr på en mortorvej.
Corinne havde kurs mod clubben, hun var halvt om halvt på job for Kash denne aften, og var derfor iklædt en anelse mere ....partylike....end vanligt.
Hun var dog glad for hun ikke skulle pushe denne aften, måske ville dette betyde hun kunne få en anstændig aften, måske enda ende ud med at hygge sig lidt hvis heldet tilsmilede hende? Hun lavede en lille grimasse...like THAT would happen, hvornår havde noget held sidst dumpet ned i hendes turban ?....like never, var svaret på dét !.
Hun nærmede sig to buff typer der stod ved døren, og som var de gud himself, stod de og frasorterede de rådne tomater så kun pragteksemplarende , hvilke i dette univers betød dem med et udseende der behagede øjet eller dem med en tegnebog så stor så de haltede når de gik , blev lukket ind.
Corinne søgte...og etablerede øjenkontakt med den ene dørmænd, han nikkede og slog ud med hånden "Entré mademoiselle " sagde han med en dyb og rusten stemme, der næsten virkede høflig, hvis man så bort fra kulden hans isblå øjne rummede.
"Du er hende...Kash's golden girl, eh ?" spurgte han nysgerrigt netop som Corinne gled forbi ham.
"You bet " svarede hun kort, erfaringen havde lært hende at i denne brance var dét klogt at holde sine kort tæt ind til sig, og dermed ikke fortælle mere end nødvendigt var.Naturligvis klurede hun altid, og fik talt over sig.Hun havde aldrig påstået at være god til denne leg, bare at hun forsøgte at blive dét.

I garderoben fik hun parkeret sit overtøj, og da hun i en stilfuld sort kjole, uden bling bling og andet glitter stads, end den dybe rygudskæring og de buer hendes naturlige feminine kurver providerede, spadserede ind i lokalet og op mod baren, kunne hun mærke en følelse af...ubehag.
Selvom hun var attraktiv og hendes lange hår havde en yderst god dag, var dét som al selvtilliden sank ned i samme højde som gulvbrædderne, ved synet af de yndefulde glædespiger og de smukke mænd der hærgede og stjal både folks opmærksomhed og deres kontanter, hvis de kunne slippe afsted med dét.

Corinne fattede mod, og begyndte sin march mod baren.
Her ville hun få den backup hun manglede, her ville hun genfinde sin selvtillid....selvværden ville være en større udfordring, så dét måtte nok blive en anden aften at jagten på den blev blæst igang, men nu....nu skulle hun have promiller.
Hun ventede på tjeneren ville se hendes vej....

Will lukkede øjnene og lod de friske dråber af vand bredes på sin tunge. Som et brusende hav kastede det sig over ham og brusede ud i alle lemmer, så intet blev forbigået. Et nyt rus af energi. Glasset føltes som et fast holdepunkt, og for et kort øjeblik havde han fornemmelsen af, at nogen lagde hånden over ham; mindede ham om at det ville være nytteløst at give op.
Vandet var væk, inden han nåede at tænke. Sådan gik det tit, når han fik noget vand stukket op under næsen. Det klingende syn af klarhed, der udsprang fra hver eneste vandkrystal, lovede forståelse og en frisk kølighed, som intet andet væske ville kunne repræsentere, og han mærkede øjeblikkeligt hvordan, det hjalp på den tyngende følelse.
En af bartenderne - en lyshåret elver, hvis spidse ører var spækket med guldskinnende øreringe - sendte ham nu og da lune blikke, som forventede hun mere end en skilling som betaling. Will mærkede blodet pumpe op i kinderne og så sig omkring for at finde noget andet at kigge på. Han skulle huske at holde nøje øje med døren. Hvert eneste individ, som forlod klubben, og dermed også dukkede op, blev nøje observeret. Han spekulerede flygtigt på, om han mon tilmed skulle aflægge toilettet et visit, eftersom der sandsynligvis måtte være mere end én udgang fra klubben.
Som om skæbens ironi havde været til stede, kombinerede tanken om WC'er og bittesmå vinduer sig med virkeligheden. Will havde tomt siddet og stirret på døren uden rigtigt at opfatte hvem eller hvad, der kom ind, og da han med et sæt kom til sig selv igen, blev han grebet af forbavselse.
Et indre billede af en toiletrulle, sit eget rødbedefarvede ansigt i spejlet overfor og en nydelig dame, skubbede sig ivrigt frem, da han så hende komme gående imod sig - eller måske rettere gik hun i retning af baren. Hun så ikke ud til at have opdaget ham endnu (eller også havde hun forlængst glemt ham), men Will sad som forstenet, mens han betragtede mennesket gå i sin retning.
Næsten hvert eneste skabing af Det Overnaturlige var velsignet med en skønhed, der overgik ethvert menneske. Will havde i sin levetid mødt vampyrer, der bar Månens sælsomme skønhed, asparaer hvis natur var smukkere end noget andet, og ligeså folk fra sin egen art - dæmonerne -, hvis styrke i ild, is, jord og vand overskyggede enhver humanitær intelligens og smdighed.
Kvinden her var en undtagelse. Havde det ikke været for Wills store erfaring i at genkende modpartens oprindelsesrace, ville han sikkert have regnet hende for elver. Charme og ynde var de bundne begreber, som var nøgleordene til dette menneske. Han huskede hendes stålsathed og gådefulde sind, da de, engang for længe siden, havde mødt hinanden på et fornemt toilet, hvis normale beboere var udsøgte folk med lommen fuld af penge.
Mindet om dette fik flovheden til at skylle som et rislende vandfald ned over hans nakke, og han rettede uvilkårligt på sin skjorte.
Skulle han hilse? Eller skulle han blot ignorere hende og lade som ingenting? Hvor ville det være pinligt, hvis nu hun slet ikke kunne huske ham, hvorved han så ville blive efterladt som den største idiot i verden. Men mest af alt var han nysgerrig efter at tale med hende. Efter at finde ud af, hvad hun foretog sig et sted som dette, og om hun var så spændende, som han huskede hende i sine minder.
En besynderlig lyd - noget henad den akavede hosten og sandpapir mod træ - hoppede sig vej gennem hans strube, og han forbandede sit forsøg på en henkastet rømmen med halsen. Han smilede og mærkede hvordan, øjenbrynene fandt plads højere oppe i panden.
"Hej," sagde han og huskede med det samme, at han ikke engang vidste, hvad hun hed. Hvor uheldigt. "Længe siden."

Dét var ikke den letteste opgave i denne verden.
Man kunne snildt vildledes til at tro at netop dét at bestille en drink i en bar, der havde servering af drinks som kerneopgave , ville være piece of cake.
Dét afhang desværre meget af omstændighedderne og denne....omstændighed var kvinde, ung ,sød og varmblodig og såvidt Corinne kunne udlede af hendes kejtede forsøg på at Flirte med de mandelige gæster , var hun langt mere optaget af ikke at skulle ligge alene under hendes store ensomme dobbeltdyne når klokken slog fyraften.
Corinne forsøgte forgæves at fange pigens blik, men dét synes hele tiden at ligesom bare glide hen over Corinne, som nyslebne skøjter på en bane af is.
Endelig ! Endelig var der kontakt mellem dem, Corinne smilede imødekommende og fuld af forventning til at hun om kort tid ville bade sig i en læskende smag af alkohol og samtidig mærke den tiltrængte beroligende effekt udfylde, udblokke hendes krop og legeme.Men lige da hun formede læberne for at afgive sin bestilling , brød en mande røst ind over og sagde 'hej ' ?
Ikke foruden en flig at irritation , drejede hun sig et par tommer for at se hvem der lige havde været så helt igennem uheldig at tilegne sig hendes kommende skideballe, for hun var ikke et sekundt i tvivl om den ville flyde fra hendes mund som cream fra en toms skildpadde ,da hun så tjeneren glide videre hen ad barens gulv, og lade hånt om hendes næsten afgivet bestilling.
Corinne var netop ved at indlede med noget i stil med 'Er du da helt og aldeles dum, har du virkelig fået udgang fra anstalten for på egen hånd har du sku næppe kunne ligge 2+2 sammen lille ven...' , men Istedet stod hun stille.Helt stille.
Kun hendes store vandblå øjne arbejdede og var i bevægelse, imens de gennemarbejdede mandens ansigt og til sin overraskelse gik sandheden op for hende.
Dét var ham ! Den søde, sjove og meget indbydende fyr...fra toilettet.
En lille sitren af hendes hoved og dét lange fyldige hår , ville måske for dét meget vågne øje afsløre at hun også huskede dét videre forløb.
Fyren havde troet at hun var prostitueret, ihvert fald, var dét dét hendes bekymring kredsede om, som en bi omkring et cola glas, og gav den lille sitren hende ikke væk, så gjore nok de rosa små pletter der på afslørende vis nu havde bestemt sig at optræde på hendes kinder.
"Hej..." fik hun gengældt hans hilsen , imens hun langt bagerst i sine tanker registrerede at skideballen var på retræte og som en al for fyldt ballon der fik lukket luften langsomt ud, nu var ved at blive slatten og derfor ikke sjov at lege med.
Hvad skulle hun sige til ham ? Deres møde havde været kort, morsomt, tiltrækkende og yderst akavet.
Dét var ikke ofte parameteret på hendes lille tank af ord , lå nede i dét røde felt men lige nu var hun nærmest gået i stå.Dét måtte bare ikke ske , billig OG dum, dét var ikke adjektiver hun ønskede at blive karakteriseret med, ikke af nogen...og da slet ikke af...ham.
Hun tog sig sammen og fik en henkastet og ikke al for smart sætning over læberne, men i dét mindste stor hun ikke bare og stirrede som en dum høne.
" Hvad er dog sandsynligheden for at render ind i netop dig her ? " indledte hun med et lille smil og tænkte sarkastisk at den sku nok var en hel del større end at lykkes i at bestille noget at drikke i baren.
Hun ville lyve hvis ikke hun indrømmede , ikke højt men blot for sig selv, at hun fandt fyren her interessant og ikke så uintelligent som de fleste fyre og mænd hun havde haft kontakt med.

Will lænede armen op ad disken og betragtede kvinden foran sig. Et udtryk af længsel syntes at summe direkte fra hendes lemmer og ansigtets udtryk. Han undrede sig over, hvad dog kunne foråsage grunden, og følte sig næsten ked af det, fordi han sådan havde tilladt sig den grovhed at afbryde hende. Ikke mindst fordi det første, han så i hendes øjne, var den åbenlyse irritation med en arrigskab, som havde hun tænkt sig at smadre glasset direkte i hans hoved.
Nærmest unevidst rykkede han adskillige millimeter tilbage på sin barstol og forberedte sig på det værste vandskyl nogensinde. Til sin store overraskelse, skete der dog ikke mere end at kvinden langsomt ændrede karakter. De røde pletter på kinderne lyste bemærkelsesvædigt op, og han tænkte funderende på, om hun mon også var nået til en genkendelse. Rødmen kunne han med lethed forklare, hvis det var tilfældet. Sidste episode med ham selv og det opfindende toiletpapir med ham som ordensvagt, og hende selv, som - og langsomt huskede han det - gjorde holdt på et andet hankønsvæsen. Will følte sig pludselig temmelig hed selv.
Han tolkede hendes reaktion som en øjeblikkelig fattelse. Ordene vrikkede sig lystigt og selvsikkert over hendes læber, og han følte sig forfærdelig uintelligent. Mon hun så toiletruller overalt på ham nu?
Han åbnede munden for at fyre en hvilken som helst lam toiletjoke af, men ombestemte sig i sidste øjeblik. "Tjah, hvis vi kunne mødes på et toilet første gang, tror jeg sådan set ikke, der ville undre mig, hvis vi mødtes på en stripperbar," konstaterede han og følte sig allerede ret blæret over valget af gloser. Smilet voksede sig større, end hjernen kunne følge med, og øjnene gled fængslet over hendes ansigt og ligeledes længere nede.
"William, forresten," tilføjede han og viftede forvirret med hånden frem for sig, usikker på om hun var typen, der gav håndtryk under høflighedsudvekslinger. Til sidst endte det flagrende led et sted oppe i hans hår, og da han kørte hånden gennem de mørke lokker, gik det op for ham, hvor utrolig pjusket det egentlig holdt sig.
Han kastede et stjålent blik mod døren og vendte sig så atter mod hende. "Men de fleste kalder mig Will."

Konflikten lå og ulmede , der lige foran hans næsetip, så tæt på at han burde kunne både se og smage den, hvilke han af naturlige årsager ikke havde en jordisk chance for.
Men ulme gjore den, truede alligevel med at bryde ud i flammer og brænd.
For Corinne var fanget mellem hendes indentitet som the golden girl og hele dét spil hun der var tvunget til at lege med i- og så i den mere private del af hendes person, for sandheden var at Corinne nok aldrig ville have valgt et sådan sted at hænge ud hvis hun skulle hygge sig alene.Hun vidste at alt der glimtrede ikke var guld, og selv om alle der arbejdede her, kvinder som mænd , så guddommelige ud og ikke synes have en eneste bekymring i deres liv, så var dét et barsk miljø og nærstudrede man lakken ville man ikke bare finde ridser men åbne brud dér.Corinne havde éen ting hun loadede mere end køb og salg af drugs.....køb og salg af mennesker.
Men da hun var på job første gang hun var stødt ind i charmegøjen her og delvist også var dét i dag, så måtte hun smile af hans meget kvikke og blyantskarpe kommentar .
" ja....intet er for godt til os !" røg spontant ud af hendes læber, der havde deres naturlige farve kun tilsat dét man betegner som....glans.
Hun kom til at le, ikke højt og ikke længe, blot et lille bevis på at han igen var lykkes i at morer hende.Noget ved ham fik hende at slappe af, hvilke i sig selv var en bedrift der burde have udløst en medalje, hvis retfærdighed også havde været på stripbar denne aften, Corinne var stort set altid på vagt og slappe af var en luksus hun ikke synes hun havde råd til, desværre.
Hendes smil var derfor lige fra hjertet da hun smagte på den mørkhåret fyrs navn "Will.Nice to meet ya " medgav hun og rakte sin hånd ud, gav hans et fast tryk inden hendes øjne et sekund vandrede med den op igennem de bløde mørke totter hår, den forsøgte tæmme, ikke med dét store held.
Corinne tiltede hovedet lidt og betragtede ham, han virkede som en god fyr, en sympatisk og kvik mand og ikke bare en eller anden tomhjernet prettyboy.
En lille del af hende skammede sig over at Will troede hun var prostitueret, tænk at hun kunne skamme sig iver dét, selv om hun udemærket vidste bedre.Whats up with that ?, undrede hun sig over.På den front var hun langt mere ....kræsen...og ingen penge ville kunne få hende på andre tanker.
Dét var ikke mammon der var benzin , ikke dét der drev hende.....
Hun så ind i hans øjne, efter de havde udført et xray tjek af døren.
Hun slog kortvarigt blikket ned, mærkede en svag bølge af...hvad ...ærgelse ? løbe igennem hendes krop.
Naturligvis.....han venter på éen ! Hun havde mest lyst til at give sig selv et dumme slags , hvorfor pokker havde hun ikke straks .....Istedet for... Wunderbar ! Nå men udnyt den lille tid du har, formanede hun sig selv, og tillod sig en sjælden gang at være selvisk.
"Hej Will....jeg er Corinne ....hyggeligt at se dig igen, kommer du her ofte ? "
Spurgte hun og hendes klang var farvet med oprigtig interesse.Hun bildte sig ind interessen var opstået fordi han måske kunne give dét svar hun søgte, og så havde hun fyraften....og hun benægtede at dét måske var fyren William der havde vækket hendes lyst til at vide mere, bare et eller andet ....et udgangspunkt, en slags kattelem til fyrens liv . Hun benægtede da dét absolut ikke ville være....sundt.

Latteren, der brusede ud af Wills mund, var en naturlig handling på kvindens vittige bemærkning. Kropssproget indbød øjeblikkeligt til morskab og indforstået humor, og han deltog uden tøven. Efterhånden begyndte ordenes selve betydning at gå op for dæmonen, og mens latteren i naturlig omfang stilnede af, tænkte han uvilkårligt på hvordan, hun ønskede, de skulle tolkes. Dobbeltbetydningen var tegnet op med sorte linjer, og Will mærkede atter sit ansigt lægge op til hedeture i ovnen.
Med et grundigt tag i nakken på sig selv, hvis mentale kraft var til at tage og føle på, tog han sig sammen, lod spekulationerne falde tilbage i glemslernes miner og i stedet føle hendes hånd i sin. Det forvirrede begreb om hvorvidt hun tog sig af høflighedsfraser, blev vist besvaret med et klart 'ja!', og han gengældte håndtrykket med interesse og venlighed. Ud fra hans syn at bedømme begyndte hun mere og mere at virke som den elegante og charmerende kvinde, hans førstehåndsindtryk havde vist ham. Kombinationen med, at hun i sin fritid drev (muligvis, så at sige) forretninger med væsener af modsatte køn, virkede fuldkommen bizart og samtidig som en selvfølge. Hende her - dette simple menneske - var en svær fristelse.
Hendes øjne mod hans var på samme tid ulidelige og som direkte at pirke til hans nysgerrighed. Hvad tænkte hun om ham? Faldt hans ord i god jord, eller syntes hun blot, han var en klovnagtig teenager? Imidlertidig (og heldigvis) lod hun endnu til at finde ham spændende nok til en samtale, og den besynderlige følelse af at føle sig lettet over det, var svær at komme over. Hvordan kunne én mystisk kvinde berøve ham hans vilje med ikke mere end et par få ord? Han ville lære hende at kende.
Corinne. Så det var altså det, hun hed. Han nikkede og kradsede sig, med adspredt mine, på næsen. "I lige måde, Corinne." Han rømmede sig og overvejede flygtigt hendes spørgsmål. "Øh, ja. Eller - jeg mener nej." Munden faldt ud i en stram line, og de blå øjne voksede sig større. "Nej, det gør jeg ikke. Det her er mere en ... engangsforseelse." Hånden twistede, og han ville ønske, han ikke havde drukket al vandet så hurtigt. Han tøvede - en ganske kort pause -, før han vendte det mod hende.
"Hvad med dig?"

Spørgsmålet var var i sin form ganske simpelt.
Alligevel virkede Will til at tøve med sit svar , eller bare ikke være helt på dét rene med hvordan man skulle forholde sig til ordet ' ofte ' ?
Hun smilede et næsten med lidende smil, da han fik et svar sendt afsted, for måske havde dét ikke været en helt fair spørgsmål ? Nogle mænd ville med løftet pande glædelige have svaret 'ja...hver weekend...jeg siger dig ,de piger her kan få tættere på himlen og så optik flere gange enda ' - hvorimod andre ikke ville være helt afklaret med at fortælle om deres seksuelle eskspader til en fremmed kvinde.
Egenlig var dét ikke med vilje, ikke hendes hensigt at samtalen skulle blive ved i den ring, men da hun ikke så godt kunne drukne ham i alle kapitlerne i hendes livs historie, måtte hun jo tage tingene som de kom.
"En eggangs forstilling ? Jamen så er dét jo som at være et barn i tivoli for første gang, eller måske en....slik butik ? " hendes latter var næsten ikke at høre og dét samme kunne siges for dét lille islæt af ubehag den måtte rumme.Et ubehag eller måske mislyst over de billeder hendes indre blev udsmykket med , billeder af Will der....fyldte godteposen op med blandede søde sager, og lige så uvelkommende de var.....mindst ligeså meget studsede hun over sin egen reaktion.
Hvis hun nu havde været linie E mod køge, så var hun nu helt afsporet og nærmest på vej til Ballerup Istedet.
Hun spidsede sine læber, eftertænksomt, og besluttede sig til ikke at virke helt uduelig og dum, hvis dette efterhånden var en mulighed ?
"Jeg har en aftale med ejeren....eller rettere jeg forsøger at indgå en , du skulle vel ikke kende ham tilfældigvis ?" spurgte hun og håbede hendes uklare og indblandende tanker omkring ham, ikke på nogen måde lod sig skinne igennem.
Kunne hun få navnet på fyren og en hurtig snak, ville aftalen være i hus og Kash ville være tilfreds med hendes indsats, for nu.
Hvis ikke , måtte hun holde fri og sidenhen stå til regnskab, da hendes chef ville se dét som et kæmpe selvmål og være utilfreds med hende.
Hun tog sig selv i at kigge mod døren, hvor et par yndige kvinder gjore entré, de var velklædte, smukke og frie .Sådan så dét ud hvis man tillod at dømme på dét overfladiske hurtige indtryk.Ihvertfald var ansigterne strålende og hænderne ikke prydet med ringe.
Hendes blik fandt hurtigt sin sidemands , og imens hun afventede hans svar, konkluderede hun at den udvalgte kvinde , den der skulle dele hans selvskab , hende der hvert øjeblik kunne komme ind gennem døren, var en heldig éen af slagsen.
Will virkede til både at have dybde, humor og en vis form for integritet.
Hun ændrede lidt stilling og fik placeret sig på en ledig barstol, men krydsede ben .
Ude i periferien kunne hun se deres tjener, holde et vågent øje med..Will ?

Skønt det var præcis det, Will troede om Corinne, blev han helt kold ved tanken om, at hun skulle anskaffe sig sit eget, personlige billede af ham selv; lystigt frådende i klubbens, så at sige, klædelige menúer. En kritisk grimasse løb over ansigtet, og han rystede hastigt på hovedet.
"Nej, nej, nej!" Han udstødte et uvilkårligt grin og holdt en bremsende hånd op. "Ikke ligefrem. Eller - jo, ikke at jeg siger, der er noget i vejen med personerne herinde." Så snart ordene havde forladt hans mund, fortrød han, siden betydningen ikke krævede så meget som en indviklet novelleanalyse fra fransktimen, og han lod febrilskt øjnene kaste slyngbold i rummet. "Helt ærligt. Nej." Med et sidste suk fastslog han sin mening. "Ikke ligefrem, Corinne."
Med visheden om, hvor dum han netop havde lydt, ved at fremføre en rodet peptalk, satsede han hastigt på at skifte emne, og til hans lettelse lod hun til at finde svar på spørgsmålet. Umiddelbart ramte det ham temmelig uventet, og brynene trak sig spekulativt mod hinanden, mens han forsøgte at forstå.
"Æh, nej, det må jeg desværre sige, at jeg ikke gør." Han smilede skævt til hende og rykkede skiftevist på sig på stolen. "Hvorfor?" Hvor kunne der dog være mange grunde til dette forunderlige sprøgsmål, men ikke desto mindre anede Will ikke sine levende råd. Opmærksomt rettede han sig mere op i stolen og bemærkede i forbifarten Corinnes flygtige blik mod døren, hvilket øjeblikkeligt fik ham til at tænke på sit oprindelige forehavende. Grebet af pludselig bekymring, gik det op for ham, at han for en kort stund havde glemt alt om udspionering og desperate tanker. Så nu, med øjnene på stilke, scannede han endnu engang rummet for at være helt sikker på, at intet var sluppet ind eller ud de seneste par minutter uden at han havde fået det med.
Som han vendte blikket tilbage til Corinne, gik det op for ham, at hun naturligvis måtte have bemærket hans noget besynderlige adfærd, og eftersom det nok ikke var den mest hødlige opførsel at præstere, følte han sig en smule flov.
"Bor du her i byen?" Spørgsmålet trillede luftigt ud, og han interesserede sig mere for svaret end blot det nødvendige forsøg på at skabe god stemning.

Nu var hun som udgangspunkt ikke en pige der var let at overraske.
Jo...folks uselviske gerninger kunne virkelig tage hende med bukserne nede og efterlade hende måbende.Ikke at der var noget galt med gode velmenene gerninger, der var bare så få af dem.De fleste kvinder Corinne kendte var skruet sammen på en meget selvoptaget måde 'er hvor smuk jeg er...jeg ligner en model,synger som en verdensstjerne, danser som en prof og er meget eftertragtet og iøvrigt...fejlfri ? ' og de gjore kun ting der gavnede dem selv.
Bevarres...hun kunne selv være en kold dame, eller en ego girl hvis hun lystede, men dét forhindrede hende ikke i at hjælpe folk i nød eller at kunne tilside sætte sine behov for at tilfredsstille andre.
Men ellers...blev hun sjældent overrasket.
Will , on the other hand , så ud til at kæmpe med sine svar til hende, hun fandt dét lidt kært da de fleste fyre i byen var så kæp høje at de kunne skjule eiffeltårnet oppe i røven, uden dét lod sig se, så en anelse...ydmyghed var da forfriskende dejligt.
Hun kunne dog ikke modstå at drille ham , på den måde havde hun forhåbentlig også hans opmærksomhed bare lidt længere, for han lignede klart en der ville modtage besøg af en ventet gæst, et planlagt besøg, og dermed ville kvitte hendes med et 'tak for nu, dét var hyggeligt at møde dig igen Corinne'.
Så hendes krystalblå øjne lod sig parre med hans og et tricky lille glimt skinnede idem, da hun sagde "Ikke ? jamen hvis du kun er ude for at få...ugens lottekupon Will, såå er du altsår gået ind i den forkerte biks....kiosken ligger to nummre længere nede " og så klikkede hun to hurtige diskrete gange med den fine tunge,som for at understrege en pointe.

Efter emneskiftet , måtte hun tage en beslutning .

Skulle hun rejse sig, vende tilbage til arbejde og dermed forspilde den sidste tid med Will, inden timeglasset løb ud for dem ?
Eller skulle hun udskyde hendes ærinde , indtil han blev frarøvet hende ?
Hun ville udskyde arbejdet....dét ville alligevel være meget heldigt at støde på ejeren ,den første aften, måske hun burde ligge ham en besked om at møde hende?
Se...dét var nok en mere sucess venlig plan.
Will ønskede nu svar på hvorfor ?
Corinne var ikke stolt, men intet blev jo smukkere af hun pyntede på dét med en løgn, eller gjore dét?
Hvis Will kom steder som dette, ville han alligevel sooner or later støde på hende , right ?
Hun svarede derfor så nochelan dét lod sig gøre, imens skammen langsomt blandede sig i dét dybe røde blod , der førte ilten rundt i hendes krop .
"En tilladelse....jeg skal have en tilladelse til at sælge her " svarede hun med den stemme der næsten lød som en gylden cognac, hvis en stemme kunne dét ?
"Og ja...jeg er herfra " sagde hun efter at have bemærket hans øjne igen søgte rummet som havde han et kort over en skjult skat, der skulle befinde sig her.
"Hvad hedder hun ? " spurgte hun ud i den blå luft , hvad hun egenlig ville vide var...hvad betyder hun for dig ?

Var det en form for joke? En skjult hentydning, som Will i al almindelighed var sat til at forstå? Han blinkede forvirret i et par sekunder og slog så en høj latter op. Bedste forsvarsmekanisme: hvis man er for dum til at forstå den, så vær fuldkommen med på den!
Han lænede sig frem, som på denne hemmlighedsfulde måde når den anden skal betro modparten en fortrolig oplysning, og klemte de blå øjne let sammen i et sigende udtryk. "Hvis jeg var ude efter dværgen med guldkrukken, havde jeg nok tjekket varemærket en ekstra gang, inden jeg bestemte mine mål." Ordene forlod blødt og i milde vendinger hans mund i egen kryptisk status. "Det, jeg leder efter, er ikke en lottogevindst værd."
Endeligt trak han sig tilbage igen. Glødende spor af alvor i øjnene satte præg på det smil, han nu satte op, som skulle fremvise afvæbnelse. Hvor mange oplysninger, han egentlig havde tænkt sig at give, og hvorvidt han havde opført sig klogt ved at fremføre sin holdning og ærinde i nærmest gådefulde sætninger foran en kvinde, hvis egne hemmeligheder han brændte efter at kende, men selv tøvede med sine egne, havde han langt fra hold på.
Nu var han ikke den største menneske (eller -væsen for den sags skyld) -kender, men ud fra de minespil hendes delikate ansigt udtrykte, kunne han nærmest se tankerne tegne sig i lange rullebånd foran sig. Hvad de så helt præcist indebar, var dæmonen dog fuldkommen blind for, og hendes næste besvarelse kom som et selvfølgende chok.
"Sælge?" gentog han, så uheldigt ubegavet som han med det samme følte sig, og kiggede uforstående på hende. Øjeblikkeligt dukkede der et mentalt billede op af Corinne, der i al standhaftighed stod bag en opstillet bod (som i hans tankegang var med udsmykning fra det fjerne østen med klæder, glitrende smykker og skinnende krystalkugler), mens hun selv, iført traditionel mavedanserdragt stod og bejlede varer til forbipasserende kunder (hvilket, underligt nok, i hans hoved potræterede en masse fintklædte mænd fra det sene nittendeårhundrede.) Fantasien nåede dog ikke at boble alt for længe, for så gik sandheden ligesom op for Will, og han indså endnu engang sin fejltagelse.
Blodet nåede hurtigere op i ansigtet, end det var muligt at sige "hoppende lama". Han nikkede høfligt og forsøgte desperat at fortrænge mentale forestillinger om Corinne med fornøjede hankøn. Så hun søgte altså efter et job.
"Åh," sagde han og kunne derved ikke finde på mere.
Hvis han havde troet, at det ikke kunne være muligt at bringe samtalen ud på et mere surrealistisk spor med en person, han knap kendte, tog han vist grueligt fejl. Hendes spørgsmål kom uventet og fuldkommen uden forberedelse. Det lød - sjovt nok - som en typisk replik, klichéen i de fleste kærlighedsfilm, hvor heltinden med våde tårer i øjnene rystende spørger sin kæreste hvem, han har kysset med bag hendes ryg.
Will følte sig snart helt pinlig, fordi han faktisk ingen anelse havde om, hvor det kom fra, og forskellige muligheder for, hvad hun dog kunne mene, strøg flygtigt gennem hans tanker.
Han kiggede sig omkring og mærkede ubehaget øges. Hvem 'hun' så var, kom generende nok til at lyde som om, Corinne snakkede om hvilken prostituerede, han med ondskabsfulde øjne havde udset sig. Det kunne derimod også have en helt anden retning i forståelsen, og tanken fik hans mundviger ufrivilligt til at vibrere.
"Hvad ... " begyndte han halvkvalt, men blev i selv samme kvalt i sit eget latterhyl. Tårene sprang ham ud af øjnene, som han i nærmest kramper brølede af grin over Corinnes komiske bemærkning. Det var først helt umuligt at stoppe nu, da han var kommet i gang, og latteren bølgede trykvist op for hver gang, han endelig troede det var ovre.
"Undskyld," smilede han og rettede sig klukkende op. De seneste fem minutter havde han måttet kæmpe for ikke at falde af stolen, og det var helt ufremkommeligt for ham at forestille sig, hvad der måtte gå gennem hendes hoved i selv samme. Det ville ikke undre ham synderligt, hvis hun pludseligt besluttede sig for at løbe skrigende ud af døren.
"Øh - hrm - beklager, jeg tror ikke helt" han kvalte et latterfnys og skar en undskyldende grimasse i samme vending, "jeg forstod dit spørgsmål."
Åh, for pokker, Will - skal du også altid være så dum?!

Tankerne vævede sig ud og ind , ikke helt ulig masker på en strikkepind, ret og vrang.
Og bag hendes ramløse klare blå øjne , var der aktivitet på højde med en barnearbejder fra kina ,der på meget usympatisk vis skulle arbejde for fem, for at brødføde en stor familie.
Resultatet ,af hans drillende fortrolige oplysning , var en tindrende følelse af at blive trukket ind i et univers , hvor intet synes at være hvad dét giver sig ud for.
Som Alice in wonderland.Men hvis hun var Alice....var Will så den gale hattemager?
Hun kunne simpelthen ikke knække koden.Hvad lavede knægten her, hvis ikke dét åbenlyse?

Wills outburst af latter , fik hende til at smile.
Der var noget ...befriende over konceptet 'bare at give los ' og et godt grin var en dejlig udløsning.
Så brast den smukke illusion, da han med skjult morskab fortalte at han ikke forstod en meter af hvad hun sagde.
Var hun så uklar ? Dét var da så sikkert som amen i kirken, at han ventede på en kvinde ?
Corinne vaklede i sin tro og i nogle sekunder var hun rundforstørret over hvordan hendes opfattelses evne kunne være så ude af trit?
En tanke ramte hende pludselig , som et spanskrør over fingrene på et lille uartigt barn.
Var Will også på arbejde denne aften ? Var der en årsag til hans hemmelighedskræmmeri , en solid og simpel grund ? Naturligvis ! Hvorfor havde hun ikke opdaget dét noget før? Dét forklarede ligeledes hans undvigende svar og sjove men usande oplysninger, dengang de mødtes på toilettet i teateret.Corinne lagde en hånd på sin pande og ydede sig selv lidt support, da en tsunami af skuffelse rejste sig og truede med at skylle bort, eliminerer den nyspirende interesse og hendes spæde skrøblige mulighed for at nyde hans selvskab.
For fanden....fyren var strisser, og dét var rule no.one i hendes arbejde 'Do NOT talk to cops '.
Corinne sukkede svagt, hvorfor forfulgte uheld hende ?
Hun så på ham, og ud af dét blå opstod en følelse af svig og bedrag.
Hun følte sig ført bag lyset, skønt hun vidste hun var irrationel.
Han var her måske for at skade hende, knalde hende for at sælge stoffer, og dét var hans motiv for at blive i samtalen med hende?
Imens hendes øjne lavede deres egen rangsagelse af hans ansigt, svært tiltrækkende ansigt, følte hun sig afklædte,nøgen og sårbar.Han var hendes fjende...ville hende ondt og hun kunne ikke tale mere med ham.
Sårbarhed skinnede som solen over hver en linie og hvert et træk hendes ansigt bød på, og hun ledte....søgte igennem kataloget over lettere brugte undskyldninger ,der kunne bruges uden at vække opsigt eller give Will mistanke om at være afsløret.

Hun konkluderede , der kun var en vej tilbage 'you gotta fight fire with fire '
så hun kæmpede nøjagtigt så bravt som en hobbit, da hun , beklageligvis med et strejf sårbarhed i stemmen, alligevel lykkes med at lyde nogenlunde udfordrende, da hun lænede sig tæt ind mod Will og nær hans øre hviskede "Flot arbejde Will....hvorfor ikke prøve at serverer mig sandheden på et sølvfad nu, og ikke al dét bull " .
Hun trak sig væk, med en rolig bevægelse , der på ingen måde afspejlede den uro og forvirring der var under optrapning inden i.

Han forventede vel, at Corinne ville udvise den samme form for reaktion; et eller andet der fortalte, at hun også fandt situationen morsom. Han kom til at tænke på, om hans fornøjelse mon havde været for meget; om der havde været så tilstrækkeligt i overskud, at han allerede havde kapret al latteren fra den anden part. For det udtryk, der nu gled over Corinne som et rislende glas vand, fyldt med uklare reflektioner og promemoria, forvirrede ham i sådan en grad, at han helt tabte mælet.
Ændringen i hendes øjne syntes dog ikke at tage mere end få sekunder, og inden længe fandt Will Corinne tættere på sig end nogensinde før. Hendes ånde kildede hans hud, og den kvindelige duft smøg sig kælent om ham. Mistænksomt skævede han til hende, som hun mumlede de provokative ord. Denne gang var det ikke blot spil for galleriet; hun mente det, og han så det tydeligt i hendes øjne, da hun langsomt lænede sig tilbage igen.
Hans hjerne gik på overarbejde. Hvad mente hun? Hvorfor sagde hun sådan noget til ham, på en måde der kun kunne vidne om bedrag og vagtsomme konklusioner? Granskende tænkte han tilbage på aftenens begivenheder, nogle uger tilbage med Corinne på toilettet og så i retning af hvad, der kunne have foråsaget denne mistillid. Øjenbryns twisten, hænders udfoldende gestus og læbers hvisken.
Vent et øjeblik ...
Fuld af forbløffelse spærrede han øjnende op. Det kunne ikke passe! Kendte hun til det? Hans evindelige plan med at få styr på sit liv. En plan, der inkluderede i en langvarig aften på Da Host Club og måske en passage ned af de skumle gyder? Han kunne ikke se mening i det .... En munter popsang fra 90'erne spillede deres ry i baggrunden, liftligt blandet med herskabets øvrige snak og latter, men det stod slet ikke til sammenligning med den rislende bæk af kulde, der sneg sig ned af Wills nakke.
Hvorend harmløst hans mission kunne se ud, var Corinnes viden ikke et godt tegn. Skyggerne måtte snakke. Nogen måtte have sagt noget!
Som i pludselig erindring lod han sine øjne feje gennem rummet. Hurtigt og overfladisk, blot i et hurtigt tjek i, at gæsten endnu ikke var kommet. Samtidig indså han i al sin gru, at han i de sidste par minutter ikke havde haft andet for øje end Corinne. Ikke havde set på andet ned hende.
Corinne ....
Langsomt, fuld af indseelse og agtpågivende opmærskomhed, så han på menneskekvinden. Med forbeholdt ro tvang han en dyb indånding tilbage i mørkets dybder og forsøgte i stedet at trænge ind til det skjold, der isolerede hendes tanker fra hans. Gid man var tankelæser!
"Hvor ved du det fra?" Snublende leverede han ordene, forsøgte ikke at se for ramt ud og i stedet overbevise sig selv om, at så galt var det jo heller ikke. Desuden, hvad skulle hun kunne gøre for at stoppe det hele?
"Hvordan?" Nu kom spørgsmålene helt af sig selv. Forsigtigheden blev forkastet, og han overgav sig i stedet til nysgerrighedens favn. "Hvad har du at gøre med situationen?" Han kastede et enkelt blik mod døren og pillede anspændt ved ærmekanten på sin skjorte.

Yup...der var banko.
Og dét var ikke bare på en enkelt række, nej...dét var fucking hele pladen fuld.
Wills nonverbale sporg, skreg dét hele højt og så klart som de lysende stjerner på den mørke nattehimmen, en frost klar nat.Han var busted !
At hun ikke var skuffet, bare lidt....ville være en stor fed løgn.
Faktisk havde hun håbet at hun var way off, men dét næste kapitel i denne skæbne fortælling, var nu skrevet og sat på tryk. Hun kunne ikke ændre så meget som et komma.
Denne gang var latteren hendes, den var var lav og med en bitter sød aroma over sig , åh...hvor var pay back dog en bitch.
Hun trak i en af Wills lokker af hår , og svarede ham med et glimt af ....ja....hvad ? ...
misfornøjet accept måske...i hendes store havblå øjne.
" Will....dét er SÅ tydeligt....du bare skriger signalerne ud.Åh herre gud...du kunne jo lige så godt hæfte et skilt på din ryg med ordene trykt på." Hun rystede på hovedet og forsatte blidt med ikke uden en lille skygge af bebrejdelse...."Jeg må sige jeg er skuffet.Helt ærligt ? Jeg havde forventet mere af dig.Andet af dig.Dét her....dét jo ...uærligt !"
sagde hun og selvom hendes ansigt på ingen vis udstillede hvordan hendes inderste personlige tanker var o oprør, over at have mistet en chance, en chance som hun iøvrigt aldrig realt havde haft, kunne hun ikke kontroller sin stemmeføring og ej heller i hvad hendes øjne afspejlede.Hun kunne bare håbe at Will var for optaget at at lege Peter Sellers , til at bemærke disse forræderiske spor hendes krop afgav.
Corinne gjore an til at forlade ham, løbet var vel kørt og hun var ikke endt nær målstregen.
Hun rejste sig fra bar stolen og lagde sin hånd på Wills arm.
"Hvordan sover du om natten? Holder din samvittighed dig vågen ? * spurgte hun stille og hendes spørgende øjne søgte svar i hans.