Sorry ms... The Master is Fighting....(Atlanthena)

Tid:  Vides ikke.....
Sted: Kamparenaens bure
Omgivelser: De andre kæmperes klagesang og jublen fra det blodtørstige publikum over dem
Beklædning: Et par blode bukser og ellers bar overkrop


Rummet var som altid koldt og fugtigt..... Væggene var tilsodet efter de mange forsøg på at komme fri.... Her lugtede koldt og næsten råddent grundet den intense fugt. Hvis det ikke lige var for stanken af ristet kød. De kæder Khá sad bundet med, tvang ham til at blive i Seraphim-form samtidig med de brændte ved ankler, håndled og hals. Denne form gjorde ham intens og majestætisk at se på. Men i arenaens mørke falmede selv det... Den gyldne glød var blevet svagere men ville dog aldrig forsvinde helt. Det nægtede han at lade den. Selv hans vinger var blevet bundet, da arenaen allerede havde mistet en del folk til de knivskarpe vinger. Vingerne var beskidte og fjerene bar tydeligt præg af hvad han ofte blev tvunget til. 
Han havde for længst mistet fornemmelsen for tid hvis ikke det var for de elverslaver der kom og vaskede ham og lukkede sår. Selvom det var noget han selv nåede. 

Den skingre knirken fra rummets dør gik op og en fedladen dæmon gik grinende derind. En ung elverpige blev trukket efter ham i en kæde. Denne dæmon så sig selv som Satans økonomiske rådgiver. Ashlasoth lagde en lille klinge mod Khá's hage og fik Khá til at kigge på ham. "Du blev virkelig en god investering... Men hvor må det være frygteligt at være fanget et sted hvor selv den gloværdige Herre i det høje ikke kan nå dig.... Ynkeligt!" Han stak Khá en kæmpe lussing hvilket kun fik Khá's øjne til at blusse op med intense hvide flammer. Ashlasoth væltede bagover forskrækket og skyndte sig hurtigt ud med elverpigen slæbende efter sig på gulvet. "Bare vind dine kampe!!!"
Som Khá igen sad alene i mørket, bad han... Ikke til Herren da han ikke kunne nå Khá her alligevel... Han bad til den person hvis essens var forbundet til hans egen. Han bad til Bach. "Bach.... Hjælp.... Bach..."
Sådan sad Khá og messede i sit indre inden lyden ovenpå steg. Gulvet Khá var bundet til blev rejst op i arenaen imens kommentatoren råbte af sine lungers fulde kraft: "ER I KLAR?!?!? KLAR TIL AT SE ET BLODBAD UDEN SIN LIGE SIDEN HIMLEN OG HELVEDE LÅ I ÅBEN KRIG!!!! LAD FLAMMERNE BRÆNDE!! LAD VINGERNE BASKE!!! LAD KLINGERNE SYNGE!!! I ELSKER AT HADE HAM!!! HER ER HAN!!! SERAPHIM!!!!!"
Han kneb øjnene lidt sammen da han nåede arenaens lys og publikum gik amok i tilråb. Han lyttede ikke længere til dem som de råbte at hans vinger skulle rykkes af, plukkes eller hvad kreative ord de havde valgt denne gang. Portene i siderne gik op og 3 helvedeshunde kom ud som om de nød fornemmelsen af et bytte. Der udover var der et virvar af små dæmoner og nogle større med nogle rigtigt udseende piske. Som de nærmede sig Khá faldt hans egne kæder af bortset fra den på halsen. Han skulle jo ikke kunne komme for langt væk. Pludselig var det som om publikum fasede ud og kampen gik i gang. Khá gjorde kort proces med de små med et hav af hvide flammer. Men inden det kunne nå at gøre det af med de andre blev hans kæde strammet magisk. Så nemt fik han det selvfølgelig ikke. Nu gik Helvedeshundene til angreb. De to der angreb fra siden blev der gjort kort proces med fra de knivskarpe vinger imens den tredje bed sig fast ved hans skulder. Et smertebrøl blev sendt fra som han hamrede en næve af hvide flammer ind i helvedeshunden. De andre dæmoner blev lige pludselig til mange og det haglede med slag fra de skarpe piske. To af dem havde fået fat i hans hænder og trukket dem ud til siden så de andre bedre kunne ramme. I et desperat forsøg fik han fat i piskene med hænderne og slyngede dem mod muren så den ene brækkede nakken og den anden væltede ind i de andre der stadig stod og slog. Khá lod dæmonen bryde ud i hvide flammer og brugte den nu som morgenstjerne imens han stadig skulle modstå de utallige piskeslag. Da der ikke stod flere op, blev en 3 meter høj dæmon lukket der ind med en særdeles farligt udseende hammer. Grundet Khá's kæde om halsen kunne han ikke flygte fra det første slag og blev sendt op af muren med en rigtig ubehagelig lyd. Grinende gik den store dæmon hen til ham som om Khá var slået. Men som dæmonen kom tæt på, begyndte Khá at gløde mere gyldent og folk blev nærmest stille for at undre sig. Med et sprang Khá op i luften og snurrede rundt med vingerne og dæmonens hoved faldt af. Som en spydig protest tog han hovedet og kastede op mod dem der så vigtige ud. Den blodtilsølede Khá blev trukket tilbage på plads af den ubehagelige kæde. Kæden glødede pludselig grønt så Khá måtte kæmpe mod smerten imens de andre kæder blev sat på igen. Kommentatoren råbte igen: "HAN GJORDE DET IGEN!! SKAL VI SNART FINDE EN DER KAN KNÆKKE HAM?!?!?! DET SKAL VI NOK KLARE!! kOM TILBAGE TIL NÆSTE KAMP!!!"
Khá blev trukket ned i mørket igen hvor stilheden indfandt sig. En ung guddommeligt smuk pige kom ind i begyndte at vaske den svulmende men blodige krop. Nærmest kælent. Khá rejste de gyldne øjne mod hende og blussede op og han brølte: "GÅ MED DIG!!! Jeg kan godt genkende en succubus når jeg ser en!"
Han faldt næsten sammen imens hun smilende gik og sagde lokkende: "Det skader vel ikke at prøve... Hey smukke..."
Da hun var gået, blev en ung mand smidt der ind, der så begyndte at vaske Khá's blod væk. Han var endnu et uskyldigt offer, en slave. "Jeg skal nok hjælpe dem Khá...."
Khá kiggede undrende på ham imens sårene lukkede sig og den unge mand vaskede blodet væk. Det var ikke til at sige hvornår han skulle kæmpe igen. Han bad bare til at Bach havde hørt hans bøn.

En lille dreng kom løbende hen til Atlanthena en sen aften og rakte hende et stykke papir og løb videre uden et ord. På det var der Khá's våbenskjold og en besked fra Khá's butler Bach: "Kom til slottet. Jeg beder dem Ms."

Det var det perfekte setup. Butikken var lukket og der var ikke en eneste sjæl i miles omkreds, hvilket blot ville gøre det nemmere. Et par mørke øjne stirrede på døren i gyden, hvor personale indgangen var. Bare lidt mere tid… Bare omkring fem minutter mere og så kunne hun komme ind. Hun fiskede noget op af den ene lomme i hendes sorte skinnyjeans og så sig over skulderen for at være sikker på hun stadig var alene i gyden. Nu var det med at holde tungen lige i munden, hvis hun ikke ville fejle. Med langsomme skridt nærmede hun sig døren og begyndte at fikse døren så hun kunne komme ind. Hun kunne ikke længere tælle på to hænder, hvor mange gange hun havde gjort dette… Ikke kun i denne butik, men også så mange andre og hun var endnu ikke blevet taget for det. Hun hørte et klik og vidste at det var nu hun skulle slå til. Hun stak hovedet indenfor og spottede hurtigt alarmen og bed sig i underlæben. Tungen var lige i munden, der var ikke plads til fejl nu… Eftersom hun havde uendeligt brug for mad, eller nærmere kød. Hun vidste alligevel hvor kølerummet var, så det ville være nemt for hende at kommer der hen, hvis hun bare kunne komme over til alarmen. Men langsomme og varsomme skridt sneg hun sig over til alarmen og trykkede den sædvanlige kode.. 3815.. Lyden af et BIP kunne svagt høres, hvilket var tegn på at alarmen var slået fra.

Et smil kom frem på hendes læber som hun nærmede sig kølerummet, duften af det rå kød kildede i hendes næse, nærmest på en intens måde. Kort knækkede hun nakken inden hun greb i håndtaget og gik ind i kulden. Hun spottede ret hurtigt kødet, som stadig lå i emballagen, hvilket blot var en sikker indikator på at kødet stadig var frisk. Hurtigt og elegant tog hun en af pakkerne med kød. Hun kunne mærke hvordan hendes krop hungrede efter noget at spise, men der var bare ikke nogen der skulle se hende når hun fik mad, da hun virkede som et rovdyr, som ikke havde spist i flere dage, hvilket i hendes tilfælde ikke var helt ved siden af, eftersom hun ikke havde fået ordentligt mad i godt tre dage. Hun lukkede kølerummet bag sig og skyndte sig ud i gyden igen, hvor hun lukkede bagdøren efter sig og havde sat den til at låse på automatik. De mørke øjne skulede ud i mørket for at være sikker på der stadig ikke var nogen i gyden, men den var lige så tom som dengang hun ankom. Hurtigt fik hun flået emballagen op og duften af blod nåede til hendes næse og trickede et eller andet i hende, hvilket hurtigt forvandlede hende til det egentlige rovdyr hun var og hun bed en luns af kødet. Det var næsten som en form for drugs for hende.. En syg form for drugs.

Hun hørte noget pusle ude på gaden og gik forsigtigt ud, dog havde hun gemt kødet i emballagen og ned i hendes baglomme, hvor der knapt nok var plads. En lille dreng gik ude på gaden, hvilket i hendes hoved virkede fuldkommen urealistisk..  Men da drengen kom løbende over til hende og rakte hende et brev inden han igen forsvandt.. Hun så efter drengen og undrede sig over hvad det lige gik ud på. Hun flippede brevet og lå mærke til det tryk der var. Khá’s våbenskjold? Hun hev kødet op af baglommen og pakkede det ud så hun kunne tage en ny luns kød mens hun åbnede brevet og læste det. Bach havde skrevet til hende? Ja det var noget nyt, da det som regel var Khá der sendte hende beskeder via breve. Hun slikkede sig om munden for at fjerne eventuelle blodrester inden hun sukkede. At skulle hele vejen til bjergene virkede næsten uoverskueligt! Og grundet den manglende fuldmåne, så ville hun ikke have nogen hurtig måde at komme der hen, udover at gå eller løbe hele vejen… Og der var nok et stykke vej.

Efter godt og vel en time var hun ved Khá’s citadel i bjergene. Hun åndede nærmest lettet op før hun bevægede sig op til døren og rettede på tøjet. Hun lignede jo lort for at sige det på en pæn måde, men det var ikke noget Bach ikke havde set før. Hun faldt nærmest sammen på jorden, hun havde gået så hurtigt hun kunne for at skynde sig der op, for når det var Bach der skrev, kunne det kun betyde at Khá havde brug for hendes hjælp. Hun fik rettet sig op igen og så på døren inden hun fangede et ordentligt åndedræt, bankede på døren og ventede..

Næsten øjeblikkeligt efter hun havde banket, gik den tunge dør op og hun blev mødt af Bach. Han havde som altid et ansigt gjort i sten men der var noget forandret. Der var frygt og sorg i hans øjne selvom han ikke viste det. Bach bukkede for hende og sagde: "Ah Ms. Atlanthena.... Jeg er glad for de kom.... Følg med så skal jeg vise dem hvad det handler om... De er den eneste der har svaret på mit kald om hjælp..."

Så ledte han hende op til Khá's private kontor hvor alle mulige papirer var spredt ud over skrivebordet som det altid var når Khá blev optaget af en opgave. Bach havde allerede hentet en kold øl til hende og en skål med frugt. Hun kom som regel lige efter at have spist så lidt frugt gjorde det knapt så hårdt ved hendes system når hun havde rejst det stykke. Bach kendte deres gæster jo.
"Herren fulgte op på en gammel opgave... Dæmonen Ashlasoth er kendt for at lave handler og aftaler med folk for egen vindings skyld .... Denne dæmon har handlet med uskyldige sjæle alt for længe og Herren fandt hvor Ashlasoth befandt sig... Men Ashlasoth havde indkalt alle de tjenester på alle planer han havde... Og nu er Herren fanget.... Jeg kan høre Herrens stemme men kan ikke svare... Jeg tabte alt kontakt til ham ved denne adresse..."
Bach gav hende en seddel hvor adressen på en gammel bygning stod. Vidste man bare lidt om den slags og undergrunden, vidste man den bygning kunne lede dig til arenaen. Arenaen hvor kun en af to kom ud igen...
Bach holdt sit stenansigt ærbødigt som altid men med den ene forandring at en tåre trillede fra den gamles øjne.
"Jeg beder dem Ms..... Jeg vil ikke tænke på hvad Herren må gå igennem...."

-------------

"SÅ ER VI HER IGEN!!! BLODET SKAL FLYDE!!! KØDET SKAL BRÆNDE!!! KLINGERNE SKAL SYNGE!!!! VIL SERAPHIM ENDELIG MØDE SIT ENDELIGT!!!??? DET SIGES JO HØJERE DU KOMMER JO LÆNGERE FALDER DU!! LAD OS SE OM DET PASSER NÅR HAN SKAL MØDE EN GAMMEL KENDING!!! EFTER ET ÅRHUNDREDE ER HAN TILBAGE!! LEGION OF CHAINS!!!!!"
Publikum gik amok over den blodrus der ventede forude. Denne gang var det Khá's fødder der var bundet. Ud fra den bagerste port i arenaen kom der en 3 meter høj skikkelse der mest af alt lignede et afmagret Frankenstein-monster i en trenchcoat. Den trenchcoat var syet af huden fra de faldne modstandere. I stedet for arme havde skikkelse en kæde i hver side med en le i enden. Kæderne hvirvlede rundt som en knivskarp hvirvelvind som den bevægede sig langsomt tættere på. Khá gjorde hvad han kunne for at beskytte sig selv med hans vinger men der var simpelthen for mange angreb til han kunne stoppe dem allesammen så han kunne ikke selv komme til at angribe. Så der skulle en anden taktik til. Ellers ville Khá bare langsomt blive snittet til blods. Der var ikke tid til han kunne helbrede. Så lige pludselig sænkede Khá vingerne og leerne satte sig fast dybt i hans skuldre. Skikkelsen grinede manisk som Khá løsnede et smertebrøl. Skikkelsen hvislede alt for fornøjet men med tydeligt had: "Ynkeligt...... Er det den store Seraphim?...."
Så greb Khá fat i kæderne og kiggede på den med klart glødende gyldne øjne. "Jeg håber du har en skaber..... FOR DU MØDER HAM MEGET SNART!!!!"
Pludseligt brød der hvide flammer ud fra hans hænder der snart dækkede kæderne og kravlede ind i skikkelsen der skreg af smerte som ilden begyndte at kunne ses i øjnene som om den prøvede at komme ud. Med et enkelt skridt stod Khá helt op af skikkelsen med sin stærke hånd om halsen på den. Skikkelsen faldt på knæ og begyndte at tigge: "Nåde!!! Jeg lvoer at følge Herrens bud, jeg vil bede til ham! Jeg vil bede til dem! Bare skån mig!"
Khá strammede sit greb og sagde fyldt af vrede: "Hos Herren er der ikke pads til tomme bønner..... Der er ingen anger i dig...."
Khá's hånd blussede op af hvide flammer hvilket brændte kødet på den uhellige skabning der snart faldt livløst om. Trodsig som altid hev Khá leerne ud og slyngede dem efter publikum. "I VINDER ALDRIG!"

Kæderne trak Khá omkuld og de andre kæder blev lynhurtigt sat tilbage på ham og den velkendte lugt af kæderne der brændte vendte tilbage som Khá blev trukket ned i sin celle igen til lyden af publikums blodrus der ingen ende tog. Efter en tid kom den unge mand ind og begyndte at vaske sårene og sy dem så de nemmere kunne hele. Khá's evne til at hele virkede dog ikke så stærkt på ham selv, men stadig meget effektivt.
"Hvorfor.... Hvorfor kæmper de?.... De fleste havde bare givet op...."
Khá rettede kort hovedet op og sagde slidt men stolt: "Jeg kæmper altid mod mørket... Også selvom det er mit eget.... Hvad hedder du dreng?"
Knægten rømmede sig en enkelt gang og sagde forsigtigt: "Jeg hedder.... Matthew..."
"Matthew?... det hed min søn..."

Da døren blev åbnet og hun så Bach måbede hun, det virkede underligt at han havde det ansigtsudtryk. Han plejede at være helt plain, uden nogen mine, men nu… Hun anede sorg og bekymring på den ældre mands udtryk. Bach’s ord fik hende til at rynke på næsen. Var hun virkelig den eneste der var i stand til at hjælpe? Et eller andet sted tvivlede hun, for der var sikkert mange andre der kunne flere ting end hun kunne, men hun klagede ikke… Khá var trods alt nærmest en beskytter for hende, så hun skulle gengælde på den ene eller anden måde, men at det lige var fordi han skulle redes fra noget… Havde hun aldrig nogensinde regnet med.

Med rolige skridt fulgte hun efter Bach ind på Khá’s kontor, men det virkede underligt tomt på en måde det ikke plejede.. De mange papirer lå stadig spredt ud over bordet, men der var ikke et eneste tegn på Khá og hun kunne heller ikke få færden eller noget af ham, hvilket blot gjorde hende selv bekymret. Hun skimtede kort rummet, for at se om det var en eller anden dårlig joke, men faldt så over Bach’s ansigt og opfattede så ret hurtigt at det bestemt ikke var nogen form for joke.
” Så det du siger er… At Khá er et eller andet sted her i Di Morga grundet den dæmon som ikke vil lade ham gå?” hun tog om øllen og greb et æble. Hun havde virkelig savnet at være på det store citadel, for Bach havde altid en øl og et eller andet klar til hende når hun ankom. Atter spidsede hun ører mens hun tog en tår af øllen.

Hun kom til at tænke på hvad Khá egentlig havde gjort for hende… Fået hende til et tro mere på sig selv, styre sit temperament og han havde mere eller mindre givet hende et job.. Så hun mente inderst inde det var ved at være på tide at hun gjorde noget for ham. Hun tog en bid af æblet og sukkede svagt ” Bach… Jeg har sagt du ikke skal være fin på den med mig… Men jeg vil gøre alt for at få Khá fri igen… Om det så kommer til at koste mig mit eget liv” sagde hun og tog endnu en bid af æblet og tog imod sedlen hvorpå adressen stod ” Jeg finder ham” sagde hun før hun drak resten af sin øl og satte den på skrivebordet, før hun mere eller mindre var på vej ud af døren igen.

______________

Efter tyve minutters gang, fandt hun ud af der egentlig var ret langt, men hun kunne ikke tage en taxi der over, da de fleste kampe sikkert var ulovlige… En skam der ikke var fuldmåne, for så ville hun kunne komme der over ret hurtigt, men så igen det hele ville have været det rene blodbad, mere end det sikkert allerede var. hun hev sedlen frem og gik gaderne igennem i hovedet for at finde den hurtigste vej, men uanset hvordan hun vendte og drejede ruten, så ville det komme til at tage hende i hvert fald en time mere og det var hun bestemt ikke i humør til.

Hun kom ind i byen og så sig omkring for at finde en taxi, hvilket ret hurtigt blev aktuelt. Hun hoppede ind på forsædet og sendte chaufføren et forsigtigt smil ” Kan jeg få dig til at køre mig til denne adresse?” sagde hun og rakte ham det papir som Bach havde givet hende. Chaufføren nikkede blot og satte så afsted. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men der var ingen tvivl om at chaufføren ikke just var begejstret for at skulle sætte hende af på den adresse. Han stoppede og tændte lyset i bilen, så hun kunne se hvad hun skulle af med for turen. Et svagt suk kom fra hende før hun hev nogle pengesedler og mønter op af hendes lomme og gav dem til chaufføren tog imod dem og hun hoppede nærmest ud af bilen.

Hun og en dyb indånding. Stanken af blod hang tykt overstedet og der var bestemt ikke nogen tvivl om hun var kommet til det rette sted, da hun svagt kunne antyde den søde duft af Seraphim, hvilket uden tvivl var Khá. Tre høje knæklyde kunne høres da hun satte sin nakke på plads inden hun begav sig mod indgangen af arenaen.  En sum penge blev smidt i vagtens hånd inden hun fik lov til at gå igennem porten og ind til alle de andre blodtørstige psykopater, som uden tvivl var kommet for at se englen blive slået til smadder.

De mørke øjne betragtede de mange folk der var ankommet og hun fik hurtig øje på Khá inde i ringen.  Så det var altså det dæmonen skulle bruge ham til? En klump der havde samlet sig i hendes hals voksede og hun kunne mærke lysten til at hoppe ind i ringen og hjælpe ham med det samme, men hun måtte holde igen. Da kampen var godt i gang begyndte hun at lede efter en mulig vej for at komme med til de katakomber, hvor kæmperne kom ned efter deres kampe for at få en pause og en mulig form for søvn. Langsomt bevægede hun sig mellem de sikkert flere tusinde væsener der var her, men alligevel holdt hun øje med Khá, men mest af alt vagterne og hvilken vej de gik ned, hvilket så også var der hun skulle hen, hvis hun ville finde Khá og få ham ud, som hun havde lovet Bach.

Som hun studerede vagterne og omgivelserne, opstod der stille og roligt et mønster hun ville kunne læse. Netop som Khá blev ført ned igen, flyttede rigtig mange af vagterne sig diskret i den retning. det blev klart at der skulle ekstra sikkerhed på når en så farlig kæmper skulle flyttes fra det ene sted til det andet. Så hun kunne nærmest bare liste efter vagterne når de skulle føre ham ned og så bare gemme sig i mørket til de var væk igen. Khá blev nok ikke holdt blandt de andre men for sig selv, da de sikkert ville forsøge at knække ham. Hendes åbning ville ligge efter hans næste kamp da han allerede var blevet ført ned. En tavle fortalte om det allerede var om en time. Masser af tid for hende at sondere omgivelserne, men ikke ret meget tid til ham at komme sig oven på kampen. Det var nok et led i deres plan om at knække ham at sørge for så kort hviletid.

-----

Det føltes som et splitsekund han havde fået lov at sidde inden lyden af en pisk smældede og et par allerede skræmte vagter stod klar med våben. "Seraphim?..... Op! Du skal ind igen!... "
Han rejste sig uden et ord med et blik der slog ihjel. Sårene havde næsten ikke en gang lukket sig inden han endnu en gang blev hævet op til arenaen. Igen lød den slidte men høje stemme fra kommentatoren: "JEG HÅBER I HAR JERES FORFRISKNINGER KLAR!! EN SÆRLIG KAMP ER KOMMET IND PÅ BESTILLING! 3 SULTNE VARULVE ER BLEVET FODRET MED BLODET AF FRÅDENDE DÆMONER!! HVEM BEDRE TIL AT STILLE DERES SULT END.... I ELSKER AT HADE HAM.... ENDNU EN GANG FOR VORES MORSKAB..... SERAPHIM!!!!!"

Publikums tilråb og blodrus fortalte endnu en gang deres syge lyst snart skulle blive stillet igen. Da Khá nåede arenaen stod de 3 varulve allerede klar med fråde om munden. Det var tydeligt hvordan dæmonblodet der nu var i dem fordrejede deres kroppe så de lignede resultatet af en sindssyg kunstners værste mareridt. Khá kunne mærke vreden i sig over hvordan de tre fuldstændig havde svedt ud hvor noble de måske havde været en gang. Den første sprang frådende efter ham men nåede jorden lige så hurtigt igen. Khá svingede med begge vinger så hovedet snart trillede hen af arenaens stadig blodige gulv. Så kiggede han på de to bæster med et gyldent skær så klart men man var ikke i tvivl om at Khá ikke var ude efter at tilgive. Han slyngede voldsomt næven ud mod den ene der så bed fast og hans næve imens den anden slyngede kløerne ned af hans ryg . Et smertebrøl rungede i arenaen så alle der inde hørte det. Khá's øjne blussede op og han brugte sin anden hånd til at bæstets gab lukket om hans næve. Snart kom et hvidt inde fra bæstets mund og det hylede og klynkede skingert som man kunne se den hvide flamme vokse. Khá tvang hånden længere ned og bæstet faldt livløst om efter den hvide flamme kort var kravlet frem fra bæstets hals. Det var ikke svært at se Khá's udmattelse men det blik han sendte mod den sidste modstander, vidnede om hvad der snart skulle ske. Bæstet slyngede kløerne ud efter ham igen og efterlod nogle grimme sår på hans ene kind og hans brystkasse. Bæstet prøvede flere gange men det stoppede ikke Khá selvom han blev mere og mere blodig. Den muskuløse og svulmende krop var sølet til i eget blod man han havde ikke planer om at stoppe. Han tog et hårdt greb i bæstet og hakkede til flere gange med vingen på bæstets ene skulder så armen ikke kunne bruges. Så stoppede han kort op som bæstet lå og hylede sjæleskærende for sit liv. Men Khá havde set dets indre og det stod ikke til at redde... Det var blevet skabt til dette ene formål. Så knækkede han nakken på bæstet med en frygtelig lyd hvorefter han kiggede vredt på publikum og råbte: "I VIL HAVE TROFÆER! I VIL HAVE SOUVENIERS!!!! TAG DEM!!"
Roligt og køligt gik han hen og rev den ødelagte arm af og gik hen for at samle hovedet op. Armen blev kastet op mod publikum og hovedet op mod kommentatoren, men grundet barrieren faldt det bare ned igen men det gav sin pointe at gøre det. Så stillede Khá sig stolt og kiggede rundt uden et ord. Til gengæld med et blik der sagde: "I vinder ikke"
Han gad ikke en gang lytte til kommentatorens chokerede ord netop som han blev bragt ned i mørket igen. Denne gang fik han lov at sidde til han lukkede sine egne sår. Ingen kom og lukkede hans sår for at det gik hurtigere. I stedet kunne man høre et par unge damer diskutere om hvem der turde gå ind og vaske blodet væk