Help me! - Zane

Sted: Dybt, dybt, dybt inde i skoven.

Tid: 00.22

Vejr: Regn, torden, fuldmåne og kulde.

Yurie løb og løb alt hvad hun kunne, hendes hjerte bankede hurtigt og hun kunne høre monstret løbe lige bagved hende, nogle meter tilbage.
Hun løb igennem skoven og trak vejret hurtigt imens tårende strømmede ned over hendes kinder. Hvad skulle hun dog gøre?! Hun var helt alene.

En lille gå tur efter blomster om natten havde hurtigt endt ud i at hun nu løb for hendes kære menneske liv. Hun skreg og faldt over en gren. En af hendes sandaler gled af hendes fod. Hun kiggede op og så monstrets lysende øjne og hylet den gav, da den så hende.

Yurie skreg alt hvad hun kunne og rejste sig hurtigt. Hendes himmel blå kimono var blevet lidt løs omkring hende, så hun kunne løbe hurtigere. Hun kunne mærke en skarp smerte igennem hendes ankel, men tænkte ikke videre over det.

Hun løb og løb hurtigere, kunne næsten mærke bæstet's ånde i hendes nakke. Pludselig følte hun en skarp smerte hen over hendes ryg og hun faldt igen med et svagt skrig. Sorte pletter kom op foran hendes øjne og hun endte på jorden. Hun rullede om på hendes ryg og hostede svagt, hun kunne smage metallet i hendes mund og noget varmt.
En skarp smerte skød op igennem hende igen, da hun mærkede et riv hen over hendes brystkasse. Bæstet havde sikkert flået hendes ryg, hvorefter hun kunne forestille sig det sammen over hendes brystkasse. Varmt væske løb over hendes hud og hun hørte dens stønnen ved hendes øre.

Regnen piskede ned over ham som han sad der på den store sten ved søen.
Han var klædt i intet andet end et par mørkegrå bukser og tunge, sorte læderstøvler. Hans lange, sølvhvide hår hang løst og gennemblødt ned over hans skuldre og hans øjne var lukkede.

Regnen havde altid haft en beroligende virkning på ham, og igennem årene var han kommet til at holde mere og mere af den.
I dag havde han så set sit snit til endelig at nyde den til fulde, efter så lang tid i de dybe gange og grotter der udgjorde sortelververdenen Har'oloth.

Roligheden var på sit højeste her i den sølende regn... indtil et skrig blev bragt med vinden - dybt, dybt inde fra skoven.
Han var kun i stand til at høre det fordi han var elver.
Et tordenbrag lød, et hvidt glimt fra et lyn på himlen, og Zane D'tarion åbnede de svagt lysende, lilla øjne.

Det havde tydeligt været en kvinde... og skriget var ar ren og skær frygt. Rædsel.

Zane vendte blikket mod skoven, i retning af hvor skriget var kommet fra - og satte af fra stenen.
Hans skridt var lette og hurtige, og enhver forhindring i hans vej blev overvundet ved hjælp af skyggespring, så han forsvandt i en sort sky foran et træ og dukkede op igen bag det, nærmest omgående.
Han fornemmede at han måtte være så hurtig som muligt...

Endnu et skrig... denne gang svagt. Efterfulgt af... han fokuserede.
Lyden af kløer der skar igennem tøj og hud.

Zane snerrede og satte farten op. Han sprintede så hurtigt som en gepard, og da han enddelig nåede frem, plantede han med et brøl et firs-kilometer-i-timen flyvspark på siden af varulvens hoved.
Bæstet hvinede og blev sendt tumlende til siden.

Zane landede sikkert på fødderne, stående parat mellem bæstet og dets bytte.

"ugh.." Yurie stønnede og følte smerten i hele hendes krop. Hun vidste at hendes elskede kimono var sprættet op, men hun havde ingen idé om hvor dybt hendes sår var. Hun hostede og følte at hun var ved at blive kvalt i noget, men kunne kun forestille mig at det var blod, hun havde hostet op.

Små hvin kom fra hendes og hun lukkede hendes kolde chokolade brune øjne halvt i.

"Hj-hjælp.." Hviskede hun før hun lukkede hendes øjne og kæmpede for at holde hendes bevidsthed.

Varulven ville ikke lade sig tabe så nemt, den strøg imod tingesten som havde afbrudt ham i at smage på kvinden. Den fløj frem og angreb, ikke villig nok til at lade det gå uden kamp.

Han hørte hendes fortvivlede bøn om hjælp - og hvordan hendes stemme var forandret af blod.
Det var ikke til at sige hvor hårdt såret hun var, for han kunne ikke se på hende før varulven var nedlagt... men ryggen, brystet, maven... hvis bæstet havde ramt alle disse steder, ville hendes chancer være små.

Han måtte skynde sig.

Da varulven fløj imod ham som det rasende, frådende bæst den var, hvislede han et ord som knap kunne høres.
Da ordet var sagt, formedes to lange, let krumme sværd omgående i hans hænder, lige i tide til at han kunne nå at forsvare sig mod varulven;

Zane angreb uhyret før den kunne nå ham. Han svingede begge sværd blændende hurtigt, og skilte varulvens ene arm samt dens hoved fra dens krop.

"Fjols..." hvislede han som bæstet faldt sammen foran ham.

Sværdene forsvandt igen lige så hurtigt som han havde fremmanet dem, og Zane vendte sig hurtigt om og sprang hen til den unge kvinde.
Han knælede ved hendes side, og lod blikket glide hen over hendes skader, mens hans stemme lød roligt og beslutsomt: "Rolig... du er i sikkerhed."

Hun hørte en stemme langt væk og kæmpede for at komme imod den, hendes øjne åbnede sig lidt og hun kunne mærke hvordan regnen gjorde hende kold i den flåede våde stykker stof omkring hende.
Yurie kunne se omridset af en person og hun trak vejret, forefter at blive halv kvalt igen og hun hostede voldsomt.

Blodet sprøjtede ud af hendes mund og hun hakkede højlydt.
Den slanke kvinde var meget bleg og hun prøvede at holde sig vågen.

"Je... Jeg bor.. nærheden... Stort hus... Japansk.. udenfor.. skov.." Det var hvad hun kunne fremstamme fra hendes rystende og meget svage stemme.

Yurie svævede mellem bevisthed og besvimelse, hun kæmpede hårdt for det, men det blev sværere og sværere.

Han nikkede, og talte igen: "Brug ikke kræfter på at tale. Men bliv hos mig. Lyt til min stemme... du må under ingen omstændigheder besvime."

Så skubbede han nænsomt armene ind under hendes ben og skuldre, og løftede hende så let som var hun et barn.
"Det er alt for farligt at forsøge at finde dit hjem lige nu. Vi må ikke spilde tiden." sagde han.

De var nødt til at tage hjem til ham... hvor nødigt han så end ville.
Han havde ingen idé om hvilken forfatning stedet var i nu - men der var ikke andre valg, hvis han skulle redde hendes liv. Og det var han fast besluttet på.

Zane lukkede øjnene og fokuserede sin magiske kraft... og så blev alt mørkt omkring dem.
Det føltes som om de stod i et tomrum uden lys eller noget som helst andet - men samtidig føltes det uendeligt.
Hun kunne se ham, og han kunne se hende. Men intet andet.
"Bliv ved med at lytte til min stemme." sagde han blidt.

Et par øjeblikke senere, forsvandt mørket.
De befandt sig nu ikke længere i skoven, men i noget der godt kunne ligne en utroligt støvet tronsal med en lang, lilla løber som førte op til en stenplatform hvorpå der lå en væltet trone.
Langs løberen var der seks massive stensøjler, hver bærende et iturevet, lilla banner med sort kant og en sort drage i midten. Her og der stod der holdere med fakler som aldrig så ud til at have været brugt.

Zane hviskede et par ord på et underligt sprog, og skyggerne i rummet samledes foran ham. De dannede hurtigt noget der kunne minde om en sort briks, og han lagde forsigtigt den unge kvinde på den.

Så knipsede han en enkelt gang, og faklerne i salen blev tændt. De varme flammer oplyste salen, og han begyndte at undersøge hendes sår nærmere.
De var dybe... og hun ville dø hvis ikke han var hurtig.

"Bare følg mine bevægelser, men brug ingen kræfter. Lad mig styre..." sagde han, hvorefter han tog fat i hende, og skubbede hende blidt om så hun lå på siden. På denne måde ville hun ikke kunne drukne i sit eget blod, men derimod kaste det op eller spytte det ud.

Yurie følte følelsen af lethed da hun blev løftet, stenen skreg igennem hendes muskler og sår. Hun stønnede af smerte og holdte ved hendes bevisthed, som den rare stemme bad hende om.
Hun sukkede svagt og følte at de blev flyttet, hvilket hun slet ikke havde følt før.

Yurie åbnede svagt hendes øjne og så den sorte skikkelse som holdte hende. Hun følte sig tryg, men der var noget underligt ved personen som holdte hende.
Yurie rystede lidt og følte feberen vælte over hende, hun smilte lidt og mærkede hvordan hendes muskler brændte og kold sveden løb ned af hendes pande og ryg.

Hun lukkede øjnene igen og svævede i mellem rummet blandt bevisthed og besvimmelse.

Yurie åbnede derefter hendes øjne igen efter noget tid, hun fandt sig selv liggende på en blød briks på siden. Hun mærkede pludselig hvor skadet hun var...

Tre lange sår efter klør gik fra hendes nakke, ned over ryggen og ned på midten af hendes bagdel.
Der var fire lange lignende sår fra over brystkassen, ned og endte på bunden af hendes mave.
Hun havde et sår i panden og blå mærker overalt, specielt på hendes brystkasse, som om bæstet havde kastet rundt med hende før.
3 bøjede ribben.
Plus til sidst en kraftig forstuvet ankel som var hævdet til tredobbelt størrelse.

Zane gjorde det nødvendige, og afklædte hende de steder hvor hun var hårdt såret. Dette gjorde han ved simpelthen at gribe en kniv, som dukkede op ud af den blå luft, og skære i hendes kimono.
Han kunne ikke tage den helt af hende, da han så ville være nødt til at flytte på hende - og hun havde allerede mistet meget blod.

Sårene var dybe, og de blødte meget... han var mest bekymret for flængerne på hendes mave, da det var svært at sige præcis hvor dybt varulvens kløer var gået. Ryggen og brystkassen var mere beskyttet af muskel og knogle.
Han måtte bruge mange kræfter på dette, hvis han skulle være helt sikker...

Zane tog en dyb indånding og fokuserede.
Et svagt, sølvagtigt lys dannedes i hans håndflader, og han lagde sin ene hånd på hendes mave, mens han fortsat holdt hende på plads med den anden.
Da sølvlyset rørte såret, begyndte det at lukke sammen der hvor lyset var. Han førte det op over hendes krop, ganske langsomt og præcist, mens små perler af sved dannedes på hans pande.
Healing i en grad som denne var umådeligt svært.

Det tog ham mere end to timer før han endelig fik lukket den sidste flænge på hendes krop.
Ribbenene var blevet rettet ud af healingen, og det havde været smertefuldt.

Det eneste der nu var tilbage, var hendes forstuvede ankel.

Zane lod hende rulle om på ryggen, og trådte så et skridt væk. Han skælvede let, mens han åndede tungt og forsøgte at få styr på sig selv.
Magi var ikke let at bruge...

Han kastede et blik på den halvnøgne kvinde foran ham, og viftede med den ene hånd, hvorefter skyggebriksen lagde sig over hende og dannede en sort kappe som dækkede hendes krop.

Senere ville han finde noget tøj til hende... men kappen var det bedste han kunne gøre lige i minuttet.

Det hele havde følt som et mareridt for hende, hun kom nogen gange til bevisthed og så hvad der skete med hende.
Følelsen af magien der lukkede hendes sår, og smerten da hendes ribben blev rettet ud.
Hun havde skreget højlydt af smerte da det skete og vredet sig rundt i smerte.
Hun var våd af koldsved og feberen hamrede afsted. Hun var en meget svag kvinde normalt og hendes immunforsvar var ikke godt, hun blev nem syg.

Yurie åbnede hendes øjne da følelsen af noget som dækkede hendes feberhede krop. Hun blinkede svagt og følte hvor øm og svag hun var. Hun drejede hovedet og et lille svagt smil formede sig på hendes små læber.

Hun så skikkelsen af personen som havde reddet hende og hun fremstammede hendes stemme.

"T-Tak.."

Hendes øjne faldt i og hun faldt langt om længe i søvn.

Da han havde fået mere styr på sin vejrtrækning, betragtede han hende lidt.
Det var ikke tit han havde set mennesker fra Asien... de var tit mindre og slankere end folk fra vesten, og de havde meget markante øjne...

Zane smilede lidt.
Han måtte hellere sørge lidt bedre for hende, nu hvor han havde påtaget sig ansvaret.

-

Flere timer senere ville Yurie vågne op i en stor, blød seng i et værelse som så ud som om det var skåret ud i ét stort stykke træ.
Det var spartansk indrettet, og der var kun et lille skrivebord, en stol og så den store seng med de bløde puder og den tunge, sorte dyne.

Da hun havde sovet dybt på grund af feberen, havde det været let for ham at iklæde hende en t-shirt og et par shorts, og skille sig af med de blodige rester af kimonoen.
En lille bunke af forskelligt kvindetøj lå i fodenden af sengen.

Selv sad han ved det lille skrivebord og skrev på et stykke gulligt papir med en gammeldags fjerpen.
Han var nu iført en sort skjorte med en lilla drage broderet på den ene overarm, et par nye, mørkegrå bukser og de samme læderstøvler som før.

Yurie drømte meget og havde igennem tiden hvor hun havde sovet, var der kommet små klynke lyde fra hende og hun havde virket som om hun var fanget i et mareridt.

Yurie stoppede med lydende til sidst og noget tid efter åbnede hun hendes øjne. Hun slikkede hendes tørre læber lidt og følte tørsten i hendes mund.

Hun satte sig stille op og følte hvor stive hendes muskler var. Hun rørte kort ved hendes mave og brystkasse, hvor hun vidste der havde været sår før. Hun hev op i t-shirten og kiggede på hendes blege mave og virkede meget forvirret.

"Hvordan.." Hendes stemme var tør. Hun kiggede rundt og vidste slet ikke hvor hun var. Hun bevægede hendes fødder imod kanten af sengen og pev kort af smerte. Hendes ankel var stadig forstuvet kraftigt.

Da Yurie kiggede efter sårene, ville hun opdage at der end ikke var ar efter dem. Det så ud som om hun aldrig var blevet angrebet - huden var helet helt perfekt.

Da han hørte hende, lagde han fjerpennen fra sig og vendte sig i stolen for at se på hende.

Zane rejste sig op og begav sig hen til sengen, hvor han satte sig på kanten.
"Magisk healing." sagde han.
"Din ankel er stadig forstuvet... skal jeg se på den?"

Yurie fik for første gang set hendes redder 100%. Hendes øjne blev meget store, hun skreg og fløj tilbage i sengen, hun hev hendes dyne op over hendes og krøllede sig sammen, som om hun ville tilbage og drømme det væk.

Hun havde aldrig set noget andet end mennesker før, så sortelveren skræmte hende meget.
Yurie kiggede lidt over kanten af dynen på ham. Stemmen var den sammen som havde hjulpet hende, og omridset passede og meget godt. Dog havde hun ikke forestillet sig:
sort hud, hvidt hår, spidse øre og de øjne.

Hun pev kort da hun kom til at vride hendes ankel og hun nægtede at han skulle lave noget hokus pokus på den.

"hv-hvem er du? o-o-og hv-hvor er jeg?" hviskede hun stille.

Hendes reaktion kom bag på ham. Det var som om hun aldrig havde set hans slags før... hvilket vel egentlig bare var godt.
Han var tavs i et kort øjeblik, før han besvarede hendes spørgsmål:

"Mit navn er Zane, og jeg reddede dit liv... du blev angrebet af en varulv, og den... var meget tæt på at dræbe dig."
Der var ingen grund til at nævne at hun havde fået både ryggen og maven delvist flået op. Det var ikke nu han skulle skræmme hende yderligere.

"Jeg tog dig med hertil... Abbadon. Fæstningen i midten af Terre."

Hun kiggede rundt og virkede meget uforstået.
"V-Varulv? Jamen.." Hun havde aldrig hørt op varulve før, eller noget overnaturligt overhovedet.
Yurie havde altid levet uden for byer og ikke snakket med så mange folk, hun får ikke aviser og har ikke et tv.
Så hun har intet vist omkring varulve eller sortelvere.

"Du.. Du reddede mig?" Hun satte sig lidt op igen og holdte dynen tæt på sig. Hun opdagede pludselig at hun havde andet tøj på. Hun vidste at han havde set hende nøgen så, fordi hun havde ikke undertøj på under.

"Var min kimono helt i stykker?" Hendes stemme var svag og hun følte sig lidt svimmel på en måde. Hendes mave rumlede og hun rødmede endnu mere.

"Undskyld.. Øhmm.. Ja.. Tak fordi du hjalp mig.. Mit navn er Yurie Hayashi." Hun rakte hendes hånd lidt hen imod ham, den rystede lidt, fordi hun var meget sulten, svag og feberen var der stadig lidt.

Han lyttede roligt til hende, og lagde godt mærke til hvor svækket hendes stemme var.
Han havde skam tænkt på det... men først...

"Rart at møde dig Yurie. Jeg er bange for at din kimono ikke stod til at redde... og resterne af den var gennemblødt. Jeg kunne ikke risikere at du blev syg oveni en så voldsom behandling. Så jeg var nødt til at skifte dit tøj." forklarede han.

"Og der er ingen grund til at takke mig. Jeg gjorde bare hvad enhver anden burde have gjort."
Han smilede til hende og rejste sig op.

"Jeg er tilbage om lidt. Hvis du vil, kan du vælge noget af det tøj jeg har lagt i fodenden af sengen."

Så gik han. Ud af rummet.
Der gik godt tyve minutter før han var tilbage - med to hvide poser hvorfra der kom en herlig duft af stegte ris, kylling og karry.
Han rakte Yurie en af poserne, som indeholdt noget så simpelt og lækkert som en chinabox og en cola, og satte sig så selv på kanten af sengen nær fodenden.

Yurie sagde ikke rigtigt noget, hun var mundlam.
Da han smuttede gik bevægede hun sig hen til tøjet. Der var en hvid sommerkjole, en sort cardigan og et par underbukser.
Yurie var glad for at hendes bryster ikke var så store, hun gik normalt ikke med bh, og det tykke stof i hendes kimonoer vidste ikke noget på hendes brystkasse.

Hun tog t-shirten og de sorte shorts af, trak i underbukserne, kjolen og cardiganen. Hendes ankel gjorde virkelig ondt, så hun havde ikke gået ud af sengen, fordi at støtte på den, kunne hun godt forestille sig at det gjorde ondt.

Yurie knappede cardiganen op og sad på sengen og ventede.

Hun hørte døren åbne og vente sig op, duften af maden sprang op i hendes næse og hendes mave rumlede meget.

"Tak.." Hun tog posen og smilte varmt. Det var sødt af ham at købe en chinabox til hende. Det første hun gjorde var at åbne colaen, drak lidt af det før hun tog chinaboxen.
"Itadakimasu." Hun holdte hendes hænder sammen og gik derefter igang med at spise. Yurie smilte og kiggede lidt op på Zane. Hun var stadig meget genert omkring ham og kunne ikke helt finde ud af at der fandtes sortelvere i hendes verden.

"Itadakimasu." svarede han med et smil, og begyndte selv at spise.
Det var længe siden han havde fået mad som mindede bare en lille smule om dette - og det gjorde at den simple chinabox var absolut herlig!

Han sagde intet mens han spiste, og selv denne junkfood blev spist med en vis værdighed og stil.
Da han var færdig, lagde han den tomme kasse tilbage i posen, og vendte opmærksomheden mod Yurie.
"Godt valg af tøj. Det klæder dig, selvom det nok ikke er den stil du er vant til." sagde han og smilede varmt til hende.

Maden havde givet ham hans kræfter igen, og hans tanker kredsede pludselig om hendes stadig sårede ankel.
Han kastede et blik på den, og spurgte: "Skal jeg gøre noget ved din ankel? Den ser ud til at gøre ondt."

Hun spiste selv færdigt og lagde kassen tilbage i posen imens hun slikkede hendes læber. Hun følte sig lidt træt efter maden, dog ville hun ikke sove igen, specielt ikke når sådan et væsen som ham var i nærheden af hende.

Yurie trak sig lidt længere ind på sengen og rystede hendes hoved kort, hun behøvede ikke mere af det magi, på en måde så turde hun. Hun vidste ikke om han ville gøre hende ondt? Om bæstet som havde jagtet hende før, var hans? Yurie kendte slet ikke denne mand foran hende og kunne derfor ikke stole helt på ham.

"Det.. Det er okay!" Sagde hun lidt for højt og afslørede lidt hendes usikkerhed. Hun rødmede og greb fat i stoffet som lå hen over hends ben.

Hans blik blev en anelse forvirret et øjeblik, men så huskede han at hun ikke kendte til hverken magi, varulve eller hans egen slags.
Hun var ét af mange mennesker, som intet anede om hvad der foregik lige under næserne på dem.

Zane nikkede og smilede lidt.
"Jeg forstår... men du behøver ikke at være bange for mig." sagde han, vel vidende at det godt kunne være sværere end som så...

"Måske kan jeg gøre noget for at vinde din tillid?"

"Det... Det ved jeg ikke!" Hun krøb lidt sammen og lagde hendes arme omkring hendes ben. Hun vidste knap nok hvordan hun var endt i denne situation. Hun kiggede op på ham med forvirrede øjne og bed sig i underlæben.

Den lille pige hopppede derefter ud til kanten af sengen og prøvede at rejse sig op. Dog skød smerten op igennem hendes ankel og hun humpede over til væggen og lænede sig op af den. Hun ville ikke have mere af det magi, hun følte sig underlig når han brugte det på hende.

Zane trak sig roligt væk da hun reagerede så voldsomt... nærmest frygtsomt.
Han sagde ikke noget, men fulgte hende med et lettere bekymret blik da hun humpede over til væggen.

Ak ja... denne pige var ikke vandt til magi.

Zane blev siddende på sengen. Han tog en dyb indånding, og sendte så et lille smil over mod hende.
"Du skal ikke være bange... men hvis du hellere vil væk herfra, så er du fri til at gå. Der står en gammel stok ovre i hjørnet som du kan støtte dig til hvis det er."